Synagogen — forløber for de kristne forsamlinger
EN synagoge er et ret fjernt begreb for de fleste kristne i dag. Det var det imidlertid ikke for de første kristne. Ikke alene havde mange af dem tilbedt Gud i synagoger før de blev kristne, men deres lokale forsamlinger havde på mange måder synagogerne som forbillede.
Oprindelig havde det græske ord for „synagoge“, synagogé, samme betydning som ecclesía, nemlig en forsamling eller menighed. Dette fremgår af den måde hvorpå rodordet synágo anvendes. Et typisk eksempel findes i Mattæus 18:20, hvor der står: „Hvor to eller tre er forsamlede [synágo] om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ Det er forklaringen på at „ecclesia“ og „synagoge“ er brugt i flæng i Septuaginta-oversættelsen.
Som tiden gik, bevarede „ecclesia“ imidlertid sin oprindelige betydning — hvilket i øvrigt er grunden til at New World Translation, ligesom Tyndale, oversætter det „menighed“ og ikke „kirke“ — mens „synagoge“ gik over til at betyde den bygning hvori jøderne forsamledes. Dog mistede udtrykket ikke helt sin gamle betydning, for Den store Synagoge var ikke en stor bygning men en forsamling, bestående af ansete lærde mænd, der menes at have sammensat De hebraiske Skrifters kanon for de palæstinensiske jøder. Og i tre eller fire af de cirka tres tilfælde hvor ordet „synagoge“ forekommer i De kristne græske Skrifter, er det også brugt i denne betydning. Vi læser således om „De frigivnes og kyrenæernes og aleksandrinernes Synagoge“, om „Satans synagoge“, og om visse mennesker der viser personsanseelse når en mand i prægtige klæder „kommer . . . ind i jeres forsamling [synagoge]“. — Ap. G. 6:9; Åb. 2:9; Jak. 2:2, se NW, fodnoten.
De første jødiske synagoger opfattes formentlig under de halvfjerds års fangenskab i Babylon. På Jesu Kristi tid havde alle byer uanset størrelse deres egen synagoge, og i de større byer var der mere end en. Tiberias pralede af sine 12 synagoger, og ifølge traditionen var der flere hundrede i Jerusalem. Det var skik at bygge synagogen på en høj i eller i nærheden af byen, og sådan at facaden vendte mod øst, imod Jerusalem. Hvordan der skaffedes midler til opførelsen vides ikke med bestemthed i dag, om end Bibelen beretter om et enkelt tilfælde hvor en militærperson havde bygget en synagoge til jøderne. — Luk. 7:5.
Inde i selve synagogen, oppe foran, stod arken der indeholdt synagogens kosteligste eje, skriftrullerne. I samme ende af lokalet var der en talerpult og på hver side af denne ’de fornemste sæder i synagogen’, som de skriftkloge og farisæerne yndede. Disse pladser vendte front imod forsamlingen og indtoges af synagogeforstanderne samt af prominente gæster. Det var imidlertid fra et ophøjet sæde i midten af rummet det meste af gudstjenesten foregik, hvilket gjorde det lettere for dem der deltog, og var medvirkende til at alle kunne høre. På de tre sider af det ophøjede sæde stod der bænke. Her sad synagogens medlemmer, kvinderne for sig. — Matt. 23:6.
Som tilfældet var med synagogerne, lå de kristnes mødesteder også spredt over hele landet, og i de større byer var der mere end ét. I begyndelsen kom de kristne sammen i de jødiske synagoger, og de jødekristne i Jerusalem mødtes desuden i templets søjlegange; men med tiden blev de kristne persona non grata, uvelkomne personer, og var derfor nødsaget til at samles andre steder. Deres egne hjem tjente som mødesteder for dem. Og da de begyndte at bygge mødehuse var det naturligt for dem at følge samme stil som i synagogerne. — Filem. 2.
Formål
Det var i særdeleshed hvad formål angik at synagogen tjente som forløber for de første kristne mødesteder. Den jødiske synagoge var fremfor alt en skole, som nævnt i Talmud. Den var et sted hvor der blev givet vejledning, undervisning, formaning og trøst. De hedenske religioner havde absolut intet tilsvarende.
Det var grunden til at Jesus og hans apostle og disciple ofte gik ind i synagogen; de gik derind for at undervise, vejlede og trøste alle som var til stede. De mænd som havde deres gerning i synagogen var indforstået med dette, for vi læser at da Paulus og Barnabas kom til Antiokia i Pisidien og på sabbatsdagen gik ind i synagogen og satte sig „sendte synagogeforstanderne bud til dem og lod sige: ’Brødre! har I et formaningsord til folket, så sig frem!’“ — Ap. G. 13:14, 15.
Sådan var det også med de første kristne mødesteder. De var først og fremmest skoler, ikke blot steder hvor man priste Gud og bad til ham, men hvor de kristne offentligt bekendte deres håb, hvor de gav agt på hinanden og opflammede hinanden til kærlighed og gode gerninger, og hvor de formanede hinanden. — Hebr. 10:23-25.
Gudstjenesten
At synagogen var en skole fremgik også af gudstjenesten. Den bestod i lovprisning, bøn, skriftlæsning, udlægning og formaning eller prædiken. Lovprisningen hvilede på Salmerne. Bønnerne var til en vis grad hentet fra Skrifterne, og fik form af et langt ritual, hvoraf det højtideligste var fremsigelsen af nitten velsignelser.
Det vigtigste ved gudstjenesten i synagogen var imidlertid oplæsningen og udlægningen af Toraen. Ja den var så vigtig at Midrash siger at der uden Toraen ikke kunne være nogen synagoge.
Oplæsningen af Skriften bestod af tre dele. Først fremsigelsen af Shemá, det vil sige den jødiske trosbekendelse. Den var hentet fra Femte Mosebog 6:4-9; 11:13-21 og Fjerde Mosebog 15:37-41. Benævnelsen havde den fået efter det første ord i det første skriftsted: „Hør [Shema], Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er een,“ og det var tanken at hver eneste jøde skulle lære den udenad og fremsige den, ikke alene i synagogen, men to gange daglig hvor han end befandt sig. Imidlertid blev det efterhånden tradition ikke at udtale Guds navn. Efter Shemá fulgte oplæsningen fra Toraen eller Pentateuken, Loven, der blev gennemlæst i løbet af et år, og derpå oplæstes et uddrag af Profeterne, Haftara. Efter hver del fulgte udlægningen. I begyndelsen var skriftlæsningen begrænset til Toraen, men da jødernes hedenske hersker for en tid forbød oplæsning fra Toraen, begyndte de at læse uddrag af Profeterne. Efter at forbudet var hævet, genindførtes oplæsningen fra Toraen, men afsnittene fra Profeterne læstes også. De steder hvor jøderne talte græsk benyttedes Septuaginta-oversættelsen. Andre steder blev der læst op fra De hebraiske Skrifter på originalsproget; en tolk var til stede og trådte til om nødvendigt.
Da Jesus gik ind i synagogen i sin barndomsby Nazaret, fik han rakt rullerne med Haftara, og efter oplæsningen udlagde han hvad han havde læst, som skik var. Og når disciplen Jakob til medlemmerne af det styrende råd i Jerusalem kunne sige: „Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byerne; hver sabbat oplæses han jo i synagogerne,“ så var det fordi der blev lagt så stor vægt på oplæsningen af Toraen. — Ap. G. 15:21; Luk. 4:17-21.
Når Toraen og Haftara var læst og udlagt, fulgte prædikenen eller formaningen, der fremførtes fra talerpulten oppe foran i synagogen, hvorimod resten af gudstjenesten forrettedes, fra det ophøjede sæde midt i rummet. Det er altså denne prædiken eller formaning der tænkes på der hvor vi læser at Jesus gik omkring i hele Galilæa og lærte og prædikede i synagogerne. Også Lukas beretter at det var „efter at loven og profeterne var oplæst“ at Paulus og Barnabas blev opfordret til at tale, at prædike. — Matt. 4:23; Ap. G. 13:15.
De grundlæggende træk ved gudstjenesten i synagogerne førtes over til de kristne mødesteder. Her var der også lovprisning, bøn, skriftlæsning, udlægning og prædiken eller formaning og trøst, men uden tomme ceremonier og uden alle de påhit som farisæerne elskede så højt. Apostelen Paulus beskriver hvordan gudstjenesten skulle gå for sig: „Hvad følger nu heraf, brødre? Når I kommer sammen, så har enhver af jer en salme, eller en belæring, eller en åbenbaring, eller en tungetale, eller en udlægning; lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse! . . . Af profeter må kun to eller tre tale, og de andre skal bedømme det; og hvis en anden, som sidder der, får en åbenbaring, så skal den første tie! . . . lad alt ske sømmeligt og med orden!“ Med tiden indgik Paulus’ og andres breve i skriftlæsningen i de kristnes mødehuse. — 1 Kor. 14:26-33, 40; Kol. 4:16.
Organiseringen
Som tilfældet var med de nævnte grundtræk, kom også organiseringen i synagogerne til at danne forbillede eller mønster for de første kristnes forsamlinger eller mødesteder, hvilket Vitringa fremfører afgørende beviser for i sin bog De Synagoga, der er den førende autoritet når det gælder synagogerne på Jesu tid. Også Litton bekræfter det i sin bog The Church of Christ.
For eksempel var der hverken i synagogen eller i de første kristne forsamlinger nogen særskilt præsteklasse; de troende var ikke delt i præsteskab og lægfolk. Enhver egnet jøde havde adgang til at oplæse og udlægge Skriften i synagogen. Derfor kan vi læse at Jesus prædikede og underviste rundt om i alle synagogerne i Galilæa og i „Jødelands synagoger“. Hans apostle og første disciple gjorde det samme; apostelen Paulus var et enestående eksempel i denne henseende. På sine rejser underviste han i den ene synagoge efter den anden, i Antiokia i Pisidien, i Tessalonika, Berøa, Aten, Korint og Efesus. — Matt. 4:23; Luk. 4:44; Ap. G. 13:14; 17:1, 10, 17; 18:4, 19; 19:8.
Vi ser altså at alle i den kristne menighed skulle bekende offentligt og opflamme andre til kærlighed og gode gerninger. Alle skulle tage del i tilbedelsen, som også Paulus vejledte: „I kan jo alle komme til at profetere, den ene efter den anden, for at alle kan blive belærte og alle blive formanede.“ Dog var der naturligvis, som vist andre steder, ingen kvinder der optrådte som lærere eller udøvede myndighed over mænd, hverken i synagogen eller i den første kristne menighed. — 1 Kor. 14:31; 1 Tim. 2:11, 12.
Alle modne mænd kunne således tage del i gudstjenesten, men der var nogle som beklædte visse tillidshverv og tilsynsembeder. Som Litton bemærker: ’De benævnelser som anvendes om disse i De kristne græske Skrifter er alle hentet fra synagogen.’ I synagogerne var der forstandere og tilsynsmænd, ligeså i de første kristne menigheder. (Mark. 5:22; Luk. 13:14; Ap. G. 20:28; Rom. 12:8) I synagogerne var der tjenere eller assistenter, og det samme var tilfældet blandt de kristne. Der var også en som blev kaldt synagogens udsending eller sendebud. Ganske vist finder vi ikke noget modstykke hertil i den første kristne menighed, men en tilsvarende benævnelse, nemlig „engel“, forekommer i de budskaber Johannes sendte til de syv menigheder i Lilleasien. — Luk. 4:20; 1 Tim. 3:8-10; Åb. 2:1, 8, 12, 18.
Også i andre henseender tjente synagogen som forbillede for de kristne forsamlinger: Ligesom de lokale synagoger anerkendte sanhedrinet i Jerusalem som den styrende myndighed, anerkendte de kristne menigheder den myndighed som udøvedes af det styrende råd i Jerusalem, hvilket tydeligt fremgår af Apostlenes Gerninger, det femtende kapitel. Hverken i synagogen eller i den kristne menighed optoges der kollekt, men der var truffet en ordning så der kom bidrag ind til forsamlingens udgifter, dens tjeneres underhold og hjælp til de fattige.
Både synagogen og den kristne menighed tjente som retsinstanser. Alle mindre sager hvori jøder var indblandet, blev behandlet og afgjort i synagogen. Og Paulus indskærpede de kristne at lade de modne mænd i menigheden dømme, fremfor at lade en verdslig domstol afgøre en strid mellem brødre. Mens en jøde kunne idømmes og tildeles piskeslag i synagogen, begrænsedes straffen i den kristne menighed til irettesættelse. Men den strengeste straf synagogeforstanderen kunne idømme en jøde var udelukkelse af synagogen. Ligeledes var det alvorligste skridt man tog over for en der falskeligt gav sig ud for at være kristen, at udelukke eller udstøde vedkommende af den kristne menighed. Samme regel gælder i nutidens kristne menighed. — 1 Kor. 6:1-8; 1 Tim. 5:20; 1 Kor. 5:12, 13.
I betragtning af det foregående ses det klart at synagogen var et forbillede for de lokale kristne forsamlinger. Dens lokale og generelle opbygning, dens formål, dens gudsdyrkelse og organisering blev faktisk ført over til de kristne mødesteder. Dog skete det ikke uden en lutring. Gudstjenesten befriedes for al tom ceremoni, og det de kristne lagde vægt på var ikke Loven men Guds ufortjente godhed og den gode nyhed om Guds rige. Og skønt ikke alle der havde en særlig tjeneste i synagogen fandt deres modstykke i den kristne menighed, fulgte de tjenere der var dog forbilledet fra synagogen. Læg også mærke til at de kristne intet lånte fra hedenske gudsdyrkere.
Nu vil nogen sikkert spørge: Hvor finder man i dag et organisationsarrangement som det de første kristne havde? Hvor holdes der kristne møder som hvermand kan forstå og som betjenes af tilsynsmænd og assisterende tjenere, men hvor der ikke skelnes mellem en præsteklasse og et lægfolk, og hvor der lægges vægt på Guds ord, og hvor dette fremholdes som var det i en skole? Der gives kun ét svar: i Jehovas vidners rigssale.