Hvad siger Bibelen?

Er der et brændende helvede?

LÆREN om pine efter døden læres af kristenhedens store trossamfund såvel som af hinduerne, buddhisterne og muhamedanerne. Er De tilsluttet en af disse religioner?

Ifølge den katolske lære vil helvede „plage den syndige sjæl straks efter døden“. (The Catholic Encyclopedia for School and Home) Har De også lært det? Vidste De at buddhisterne tror at der findes både varme og kolde helveder? De der er indespærret i et af de varme helveder bliver skåret i stykker og dernæst bragt tilbage til livet, kun for at modtage den samme behandling igen, siger denne lære. Om de muhamedanske begreber angående dem der menes at blive pint i helvede læser vi: „De skal leve ’i hede luftstrømme og kogende vand og i en sky af kulsort røg’. De skal ’steges på brændende ild, og af en kogende kilde skal de få at drikke; ingen anden føde får de end den hæslige tjørn, der hverken feder eller gavner mod sult’. De skal forblive der i lange tider. Intet køligt skal de smage eller drikke.“ — Encyclopædia of Religion and Ethics.

Sådanne læresætninger om helvede er baseret på den forestilling at noget, en „sjæl“, overlever legemets død. Alt efter hvordan personen har levet, mener man at „sjælen“ enten finder lyksalighed eller bliver pint.

Man har fremsat den påstand at truslen om helvede er med til at afskrække forbrydere. M’Clintock og Strongs Cyclopædia siger (idet der citeres fra Knapps Christian Theology): „Når man skal afskrække nogen fra forbrydelser har det langt større virkning, såvel på civiliserede som på uciviliserede, at true med virkelig afstraffelse, end at forklare og lede mennesker til blot at tro på de naturlige følger af synd, hvor frygtelige de end er.“

Men har læren om et pinefuldt helvede afskrækket forbrydere? Historien viser at de mest ubøjelige talsmænd for læren om helvedes ild har begået nogle af de værste forbrydelser mod menneskeheden. For eksempel blev inkvisitionens frygtelige tortur og grusomheder samt de religiøse korstog udført af mennesker der troede på helvedeslæren. Og troen på et brændende helvede afholdt på ingen måde mennesker fra at deltage i de mest oprørende grusomheder under de to verdenskrige i dette århundrede.

Hvilket grundlag er der da for troen på et pinefuldt helvede? Ingen kan videnskabeligt eller på anden måde bevise at en „sjæl“ overlever legemets død. Personlige iagttagelser bekræfter Bibelens ord: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle . . . Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ — Præd. 3:19, 20.

Den opfattelse at „sjælen“ lever videre efter døden er altså et spørgsmål om „tro“. Men er der et pålideligt grundlag for det?

Hvis mennesket har en usynlig, udødelig sjæl der overlever legemets død, ville den eneste måde hvorpå vi kunne vide at den eksisterede, være gennem guddommelig åbenbaring. De der anerkender at Bibelen er Guds åbenbaring til menneskeheden skulle derfor kunne støtte deres tro på den. Kan de der tror på sjælens udødelighed gøre det? Overvej kendsgerningerne og undersøg om de ikke stemmer med det De kan læse i Deres egen bibel.

I Bibelen bliver ordene „udødelig“ og „udødelighed“ aldrig brugt i forbindelse med menneskets sjæl. Men vi læser: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ez. 18:4.

I forbindelse med Bibelens brug af ordet „sjæl“ indrømmer New Catholic Encyclopedia: „Selve opfattelsen af menneskets sjæl er ikke den samme i Det gamle Testamente som i den græske og i den moderne filosofi . . . Sjælen i Det gamle Testamente betyder ikke en del af mennesket, men selve mennesket — mennesket som en levende skabning. Ligeledes betegner det i Det nye Testamente menneskelivet: en enkelt, bevidst skabnings liv.“

Det dødelige menneske har ikke en udødelig sjæl; det er en sjæl. „Det første menneske, Adam,“ siger Bibelen, „blev til en levende sjæl.“ (1 Kor. 15:45) Af denne grund kan ingen „sjæl“ overleve legemets død, og derfor er der heller intet der kan pines efter døden. Men hvad menes der med ordet „helvede“?

Det er værd at lægge mærke til at det engelske ord „hell“ oprindelig ikke henledte tanken på hede eller pine, men simpelt hen betegnede et ’tildækket eller skjult sted’. Vidste De det? Udtrykket mindede meget i betydningen om det hebraiske „Sheol“ og det græske „Hades“. En kommentar i Louis Segonds franske oversættelse, udgaven af 1910, siger under udtrykket „De dødes bolig“: „Dette udtryk gengiver det græske ord Hades, svarende til det hebraiske ord Sheol. Det er stedet hvor de døde befinder sig mellem deres død og deres opstandelse (Luk. 16:23; Ap. G. 2:27, 31; Åb. 20:13, 14). Visse oversættelser har ukorrekt oversat dette ord til helvede.“

Så det at Hades og Sheol omtales i Bibelen beviser altså ikke at der findes et pinested efter døden. Heller ikke henvisninger til „Gehenna“ (oversat til „helvede“ i adskillige oversættelser) kan bruges som støtte for ideen om pine efter døden. Bibelen siger ikke at Gud vil pine dem der bliver kastet i Gehenna, men den siger at Gud „kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna“. (Matt. 10:28, New World Translation) Da ild var det mest effektive ødelæggelsesmiddel man havde på bibelsk tid, er Gehennas „ild“ et passende udtryk for fuldstændig ødelæggelse.

Hvad angår „ildsøen“, der er nævnt i Åbenbaringen 20, forklarer vers 14 at denne „sø“ ikke er noget bogstaveligt, men et billede på „den anden død“. Alle som kommer i „den anden død“ vil forblive i dens greb „i evighedernes evigheder“. (Åb. 20:10) Bemærk at vers 14 siger at „døden og Dødsriget“ selv bliver „kastet i ildsøen“. (Åb. 20:14) Selvfølgelig har døden og Dødsriget ikke nogen bevidsthed, men de kan ødelægges, og det repræsenteres ved ild.

Således kan man se at læren om et brændende helvede ikke er baseret på Bibelen. Den er kun resultatet af at mennesker nægter at acceptere at døden sætter en stopper for alt liv. Denne lære har helt forkert fremstillet Gud som grusom og har skjult hvad han ønsker af dem han godkender. Jehova Gud ønsker ikke at folk skal tjene ham af ren og skær frygt for en forfærdelig straf, men på grund af at de nærer dyb kærlighed til ham. (Jer. 9:24; Sl. 97:10; 119:104, 128, 163; 1 Joh. 4:8-12) Kærlighed er et langt bedre middel mod forbrydelser end frygt for straf. (Rom. 13:8-10) Til dem der ønsker at behage ham, har Jehova Gud stillet muligheden for at opnå evigt liv i udsigt. Millioner af mennesker vil få en opstandelse og dermed få mulighed for at opnå evigt liv. — Joh. 5:28, 29; 17:3.