-
ArtemistempletVagttårnet – 1962 | 1. juni
-
-
Artemistemplet
DET VAR i den gamle by Efesus at apostelen Paulus’ forkyndelse forårsagede en nedgang i salget af „Artemistempler“. Disse afgudsbilleder „skaffede håndværkerne en ikke ringe fortjeneste“, og en sølvsmed ved navn Demetrius æggede til opstand imod apostelen Paulus, idet han sagde: „Der er ikke alene fare for, at vor håndtering skal komme i foragt, men også for, at den store gudinde Artemis’ helligdom skal blive agtet for intet, og at den gudinde, som hele provinsen Asien, ja, hele verden dyrker, skal blive berøvet noget af sin guddomsherlighed.“ — Ap. G. 19:24, 27.
I sin bog Early Sites of Christianity fortæller Peter Baam om sit besøg ved Efesus’ ruiner: „Det er højst usædvanligt at en storby kan forsvinde så fuldstændigt fra jordens flade. . . . [Efesus] forsvandt som dug for solen. Byens ruiner er først blevet fremdraget af vor tids arkæologer. Efesus var en af oldtidens storbyer. I dens blomstringstid, nemlig i apostlenes dage, havde den en kvart million indbyggere. . . . I byen lå . . . Artemision, der var helliget gudinden Artemis og blev betragtet som et af verdens syv vidundere. Det opførtes omkring år 700 f. Kr. . . . Artemision stod i næsten tusind år. Det var et af tilbedelsescentrene i den græske verden indtil goterne ødelagde det i 262 e. Kr. . . .
Den fremragende forfatter til Apostlenes Gerninger, hvem journalister udmærket kunne tage som skytshelgen for deres profession, er så nøjagtig i de cirka hundrede detaljer man har undersøgt, at der ikke kan herske mindste tvivl om at hele hans beretning er nøjagtig. Begivenhederne har fundet sted præcis som han har berettet dem. . . .
Dette tempel fra oldtidens verden var så godt skjult at det tog J. T. Wood, en engelsk arkitekt der levede i midten af forrige århundrede, syv år at finde ud af hvor det havde ligget. Endelig fandt han templet ved hjælp af en romersk indskrift fra kejser Trajans tid, omkring halvtreds år efter at Paulus var i Efesus. Indskriften giver oplysning om ad hvilken vej gudinden skulle føres når hun skulle overvære den årlige festlighed i teatret. Ved at gå frem efter disse oplysninger fandt Wood ud af hvor templet havde ligget. . . .
Det sted hvor man udgraver Artemision ligger knap 300 meter fra slotshøjen. Det ligner en udgravet grund til en bygning, det er et rektangulært område på omkring 304 gange 100 meter, og ret dybt. Hullet er halvt fyldt med grundvand, og der ligger nogle få rester af templets søjler i moradset. Apostlenes Gerninger indeholder en beskrivelse af den opstand som guldsmeden fik rejst i Efesus mens apostelen Paulus opholdt sig der. På den tid havde guldsmedene rivende afsætning på små Artemistempler af sølv der blev solgt som souvenirs til pilgrimme. Man har fundet sådanne miniaturetempler ved udgravninger så langt borte som i Øvre Ægypten, Spanien og Indien.“
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1962 | 1. juni
-
-
Spørgsmål fra læserne
● På hvilket grundlag kan man vise at slægtsregisteret i Mattæus-evangeliets første kapitel omfatter Jesu forfædre gennem Josef, hans fosterfader, mens det der findes i Lukas-evangeliets tredje kapitel er hans stamtavle gennem Maria, hans moder?
De to slægtsregistre er ikke enslydende fra David til Jesus, og Lukas nævner femten navne mere end Mattæus gør. Det er tydeligvis to forskellige stamtavler, selv om de begge har Josef, Marias mand, med. Lukas begynder sin opremsning med Jesus og går tilbage til Abraham og videre til Adam. Mattæus begynder med Abraham og går frem til Jesus, og han udelader navnene på adskillige mænd derimellem. Mattæus koncentrerer sig altså om at opføre slægtsregisteret mand for mand, og han medtager ingen kvinder indirekte. Han ønsker ikke at de skal være underforståede som egentlig nødvendige men ikke-nævnte led i stamtavlen. Det kan vi forstå fordi han i de tilfælde hvor han har en kvinde i tanke, nævner hendes navn direkte: „Juda blev med Tamar fader til Perez og Zera,“ og „Salmon blev med Rahab fader til Boaz,“ og „Boaz blev med Rut fader til Obed.“ Hverken Tamar, Rahab eller Rut var efterkommere af Abraham. Følgelig måtte det være gennem deres mænd den ubrudte række af Abrahams efterkommere gik.
-