Et „ældsteråd“ hvis medlemmer skiftes til at være ordstyrer

I det afsluttende foredrag ved Jehovas vidners sektionsstævne „Guds navn“ blev der sagt meget om emnet „ældste“. De oplysninger der blev givet, tjente til at uddybe et foredrag der svarer til indholdet af de to studieartikler her i bladet, og de blev modtaget med stor begejstring. Vi gengiver dem her til gavn for alle vore læsere:

I HUSKER sikkert at der i foredraget „En teokratisk organisation midt blandt demokratiske og kommunistiske nationer“ blev nævnt at menighedstjeneren virker som menighedens ordstyrer eller formand. Vi omtaler ham ofte som menighedens forstander. Ifølge den bibelske redegørelse vi hørte er menighedstjeneren både „ældste“ og tilsynsmand. Der blev også sagt: „Når tiden er inde til at den stilling han har beklædt som ordstyrer skal overgives til et andet medlem af ’ældsterådet’, forbliver han stadig medlem af dette ’ældsteråd’ og får tildelt passende pligter.“ — Side 40, paragraf 21.

Nu har nogle brødre spurgt hvad der menes med dette, og om det er noget der bør indføres i vor tid.

Vi lagde mærke til at menighederne ifølge Bibelen kan have flere ældste, som alle er tilsynsmænd. Apostelen Paulus omtaler et „ældsteråd“ (græsk: presbyteʹrion). I Første Timoteusbrev 4:14 læser vi: „Forsøm ikke at bruge den nådegave, du har, den, som blev givet dig ved profeti og med håndspålæggelse af ældsterådet.“ Her var der et ældsteråd som sad inde med et ansvar. Og til Titus skrev Paulus, som vi læser i brevets første kapitel, vers fem: „Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig.“ Disse mænd blev udnævnt til at være ældste og tilsynsmænd i menigheden. Ingen at dem attråede at blive den mest betydningsfulde, den mest betroede, den mest indflydelsesrige og den mest fremtrædende i menigheden, og ingen ønskede heller denne stilling. (1 Tim. 3:1) De var tilsammen et råd af hyrder som var ivrige efter at vogte fårene og sørge for dem, og de ønskede alle at samarbejde som et råd af ældste. — Ap. G. 20:17, 28.

Der måtte naturligvis være en ordstyrer eller en formand i dette ældsteråd mens det tog sig af hyrdearbejdet i menigheden. I den kristne menigheds første tid gik hvervet som ordstyrer højst sandsynligt på skift mellem de ældste.

Turnusordningen

Det brødrene har spurgt om, er altså hvordan denne ordning skal fungere i dag. Det synes bedst at de ældste varetager deres opgaver et år ad gangen. Vil det sige at menighedstjeneren vil blive udskiftet hvert år? Ja. Han vil stadig være en af de udnævnte ældste, en af tilsynsmændene, men en anden ældste i menigheden vil nu blive menighedstjener, eller ordstyrer i ældsterådet. Det gør ikke den nye ordstyrer til den mest betydningsfulde af de ældste; det betyder blot at han vil have flere forpligtelser et stykke tid.

Af de oplysninger vi fik fredag eftermiddag ved sektionsstævnet fremgik det at der kunne være fem forskellige mænd til at beklæde de fem vigtigste poster i menigheden, nemlig posterne som menighedstjener, vicemenighedstjener, bibelstudietjener, vagttårnsstudietjener og skoletjener. Disse tjenere bør alle være „ældste“ i menigheden hvis menigheden har så mange udnævnte ældste, og de vil udgøre et ældsteråd. Hvis opgaverne går på skift mellem dem vil der hvert år være en ny ordstyrer. Når det årlige skifte foregår vil den der virker som ordstyrer, menighedstjeneren, forlade denne post, og det må være mest logisk at den der tjener som vicemenighedstjener da bliver ordstyrer, eller menighedstjener, det følgende år.

Det synes rigtigt at vi, i harmoni med det der blev sagt i foredraget om den teokratiske organisation, lader turnusordningen træde i kraft pr. 1. oktober 1972. Hvor det lader sig gøre vil den der tjener som vicemenighedstjener altså overtage menighedstjenerens post den 1. oktober 1972, hvis det er Jehovas vilje, og alle de andre ældste i menigheden vil ligeledes få en anden opgave. Det må være mest logisk at bibelstudietjeneren bliver vicemenighedstjener, at vagttårnsstudietjeneren bliver bibelstudietjener og at skoletjeneren bliver vagttårnsstudietjener. Den tidligere menighedstjener, som stadig tilhører ældsterådet og stadig er sat til at vogte Guds hjord, vil (hvis der kun er fem ældste) overtage den tilsynsopgave som er blevet ledig, hvilket vil sige opgaven som skoletjener. Det følgende år vil han altså varetage denne tjenesteforret som en del af sine forpligtelser i forbindelse med at vogte Guds hjord. Sammen med de øvrige medlemmer af ældsterådet vil han fortsat være en af tilsynsmændene. Men ældsterådets ordstyrer vil være den nye menighedstjener og vil være den der tager sig af den almindelige ledelse af arbejdet. Hvis der er fem forskellige ældste der beklæder disse fem forskellige embeder, vil de hver især blive flyttet til en ny opgave hvert år.

Her kunne følgende spørgsmål opstå: Hvad nu hvis en ældste ikke ønsker at påtage sig opgaven som ordstyrer eller af en eller anden grund ikke er i stand til det? Da påhviler det ældsterådet at anbefale at han får lov at blive sprunget over, og måske kan den næste i rækken da komme til at tjene som ordstyrer. Under disse omstændigheder kunne bibelstudietjeneren overtage posten som menighedstjener det kommende år og være forstander eller ordstyrer. Men alle opgaverne bør gå over på andre hænder, medmindre det er en lille menighed og der kun er én ældste. Dette kunne være tilfældet i nyoprettede menigheder. Vi må huske på at alle som er blevet udnævnt til ældste og tilsynsmænd af det styrende råd på hovedkontoret påtager sig et hverv der indebærer et ansvar. Derfor bør hver eneste være villig til at beklæde skiftende poster og være ordstyrer et år og således påtage sig opgaven som forstander. Og en ældste der på egen anmodning bliver sprunget over skal heller ikke tjene på samme post et år til, men overføres til en anden betroet opgave han kan varetage.

Det er sandt at der i nogle menigheder ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede ældste eller tilsynsmænd, og at nogle brødre nu beklæder to poster. I sådanne tilfælde påhviler det ældsterådet at anbefale over for det styrende råd hvem der kan beklæde to poster det følgende år, hvor ældsterådet har en ny ordstyrer.

De ældstes kvalifikationer

Hvad skal man gøre hvis der ikke er fem brødre i menigheden som er kvalificerede til at være ældste og de brødre der er kvalificerede til at være tilsynsmænd ikke kan overkomme at varetage mere end en enkelt tjenerpost hver? I sådanne tilfælde kan man bruge en diaʹkonos eller assisterende tjener. Men blot fordi en assisterende tjener eller diaʹkonos beklæder posten som skoletjener og leder den teokratiske skole, bliver han ikke automatisk et medlem af ældsterådet. Han må opfylde kravene før han kan udnævnes til ældste. Først når han er et udnævnt medlem af ældsterådet vil han — uanset om der er fem eller flere ældste i menigheden — komme med i turnusordningen og varetage de forskellige poster som ældsterådet vil anbefale ham til og som det styrende råd efter al sandsynlighed vil udnævne ham til at beklæde.

Som nævnt i foredraget om den teokratiske organisation vil den der udnævnes til ældste af det styrende råd, være udnævnt på ubestemt tid og ikke blot for et år. Men han vil naturligvis ikke fortsætte i stillingen som ældste hvis han bliver sat på prøve eller bliver udstødt af menigheden. I et sådant tilfælde vil han miste den attråværdige stilling som hyrde for Guds hjord. Skulle det ske at han, på grund af sygdom eller af en anden årsag, ikke kan varetage arbejdet som en udnævnt tjener i et stykke tid, vil dette dog ikke hindre ham i at være ældste.

Lad os tænke os at der i en menighed er seks eller måske endda syv ældste. Der vil da være to ældste som ikke beklæder nogen af de fem førnævnte tjenerposter. Hvad vil der ske med disse to når det årlige skifte finder sted den 1. oktober? En af dem kan sikkert få overdraget posten som skoletjener, og den tidligere menighedstjener vil derefter blive en af de to ældste som ikke er udnævnt til at beklæde en af disse fem tjenerposter. Men han vil stadig være medlem af ældsterådet og vil ganske afgjort være interesseret i menigheden. Han vil aktivt være med til at vogte hjorden. Han vil være glad for at tage del i tjenestemødet og vil til enhver tid vikariere på en tjenerpost hvis en af de andre ældste ikke er til stede på grund af sygdom eller andre årsager.

Uanset om menighedens ældste er udnævnt til at beklæde en anden tjenerpost eller ej, kan de yde god tjeneste som menighedsbogstudieledere i et privat hjem. Og især hvis de ikke beklæder en anden tjenerpost vil dette ofte kunne lade sig gøre. Vi har brug for gode kræfter på disse poster, og, som Bibelen siger, må en tilsynsmand være „dygtig til at lære fra sig“. — 1 Tim. 3:2.

Man er imidlertid ikke en ældste blot fordi man er udnævnt til bogstudieleder. Det er ikke sikkert at man er kvalificeret til at være ældste. I mange tilfælde vil ældsterådet sikkert finde det nødvendigt at benytte de assistenter der i Bibelen kaldes „menighedstjenere“ eller „assisterende tjenere“ (NW), som bogstudieledere. (1 Tim. 3:8-10, 12, 13) Den assisterende tjener hjælper med andre ord de ældste med at undervise fordi der ikke er tilstrækkeligt med ældste i menigheden til at lede alle menighedsbogstudierne.

De brødre der er udnævnt til blad-distriktstjenere, litteraturtjenere og regnskabstjenere må i hvert fald opfylde de krav Bibelen stiller til assisterende tjenere. Det er ikke nødvendigt at udnævne ældste i menigheden til at tage sig af bøger, blade, distrikt eller regnskab. De der tager sig af disse ting, de assisterende tjenere, er assistenter for ældsterådet.

Hvordan kan man blive en ældste? I Første Timoteusbrev 3:1 (NW) læser vi: „Hvis en mand rækker efter et tilsynsembede, attrår han en skøn gerning.“ En ung mand der måske er udnævnt til assisterende tjener og leder et menighedsbogstudium eller udfører andet arbejde som ældsterådet har anvist ham, rækker i sandhed efter en skøn gerning. Han skulle attrå at blive „ældste“ eller tilsynsmand, men han har måske endnu ikke alle de kvalifikationer der kræves for at kunne være hyrde for Guds hjord. Når han opfylder de krav der fremsættes i Første Timoteusbrev 3 og Titus 1, kan det imidlertid anbefales over for det styrende råd at han udnævnes til ældste. Det vil påhvile ældsterådet at anbefale en sådan broder til at være ældste og tilsynsmand i menigheden. Som medlem af ældsterådet vil han derpå tage sig af hyrdearbejdet sammen med alle de andre medlemmer af dette råd, og han vil virke som ordstyrer når det bliver hans tur.

Hvad så med de menigheder hvor de fleste af Rigets forkyndere er søstre? Kan de også være ældste? Nej, de kan ikke udnævnes til ældste eller til assisterende tjenere. Men det styrende råd kan anmode visse modne, ydmyge søstre om at assistere brødrene i menigheden eller påtage sig noget af arbejdet som vikarer indtil en kvalificeret broder er til rådighed.

Hvorfor er det ikke nødvendigt for regnskabstjeneren, litteraturtjeneren og blad-distriktstjeneren at være ældste? Disse tjenere i menigheden udfører et arbejde som kan udføres rent mekanisk eller som hovedsagelig består i at føre optegnelser. Ældsterådets medlemmer skal vogte hjorden eller sørge for hver enkelts åndelige vel, hvorimod regnskabstjeneren, litteraturtjeneren og blad-distriktstjeneren tager sig af optegnelser og forsyninger af litteratur som brødrene har brug for. Derfor beklædes disse poster af assisterende tjenere, eller diaʹkonoi. Hvis der er brødre nok som opfylder ældstekravene er der naturligvis ikke noget i vejen for at lade „ældste“ beklæde disse poster hvis deres øvrige pligter tillader det. Men det vil ikke sige at man er ældste blot fordi man udfører dette arbejde.

Burde bogstudielederne ikke være ældste, da de jo er lærere? Det ville være udmærket om der i menigheden var så mange ældste at de kunne tage sig af alle bogstudierne. Men det har vist sig at dette ikke er tilfældet i ret mange menigheder. Derfor er det nødvendigt at benytte assisterende tjenere indtil ældsterådet er stort nok til at tage sig af disse poster. Det er grunden til at det før blev nævnt at ældste bør være menighedsbogstudieledere, hvis der er ældste nok i menigheden, for de kan udrette meget godt ved at vogte den bestemte del af hjorden der i et sådant tilfælde er betroet dem. At være tilsynsmand eller ældste medfører et meget stort ansvar, som der står i Apostlenes Gerninger 20:28: „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod [med blodet af sin egen søn, NW].“ En tilsynsmand må være levende interesseret i fårenes åndelige vel, for som det fremgår af vers 29 sagde Paulus også: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden.“ En tilsynsmand eller ældste må virkelig være rodfæstet i sandheden, han må hjælpe fårene og være villig til at røgte et ansvar.

Menighedens udvalg

Vil der stadig være et tremandsudvalg til at tage sig af visse almindelige spørgsmål eller virke som et dømmende udvalg i menigheden? Ja, og dette dømmende udvalg vil fortsat bestå af ordstyreren eller menighedstjeneren, vicemenighedstjeneren og bibelstudietjeneren. I nogle tilfælde sker det imidlertid at en af disse tre ikke kan være med til at behandle en sag på grund af slægtskabsforhold eller fordi han er inddraget i sagen på en eller anden måde. I sådanne tilfælde kan udvalget naturligvis udpege en af de andre ældste til at beklæde pladsen i udvalget så sagen kan behandles. Hvis en broder af en eller anden grund ikke er egnet til at sidde i det dømmende udvalg bør han vige pladsen og lade ældsterådet vælge en anden ældste som kan være med til at behandle sagen i hans sted. Det er ikke nødvendigt at lade alle ældste være med til at behandle en sag. I de fleste tilfælde vil de tre brødre som beklæder ovennævnte tjenerposter kunne behandle de store problemer der måtte opstå i årets løb, specielt når der er behov for et dømmende udvalg.

I forbindelse med nogle af de rigssale vi ejer og driver, er der blevet dannet en forening. Gælder turnusordningen også i sådanne foreninger? Nej. Det vi her drøfter er kun de poster i menigheden som brødrene udnævnes til at beklæde af det styrende råd på hovedkontoret.

Den officielle udnævnelse af ældste

Hvordan vil der i de kommende måneder før den 1. oktober 1972 blive udvalgt et ældsteråd i hver menighed? Gennem Vagttårnets selskab vil det styrende råd sende et brev ud hvori det anmoder medlemmerne af det nuværende udvalg i hver menighed om at holde et møde efter at de har tilegnet sig visse yderligere oplysninger om emnet som vil blive offentliggjort i Vagttårnet, og under bøn overveje hvem der i deres menighed virkelig er kvalificerede til at være ældste eller tilsynsmænd. De vil naturligvis foretage en omhyggelig gennemlæsning af Første Timoteusbrev 3:2-7, Titus 1:5-9 og Første Petersbrev 5:1-5. De vil sammenligne de brødre som synes at have de nødvendige kvalifikationer, med disse krav i Guds ord. Derpå vil de sørge for at deres anbefaling kommer det styrende råd i hænde. Men muligvis er disse tre brødre i udvalget på forhånd klar over at bestemte brødre i menigheden er kvalificerede til at være ældste, og de vil måske gerne have dem med på råd når de overvejer alle brødrene i menigheden.

I stedet for tre vil fem, seks, syv eller otte, hvis der er så mange ældre brødre i menigheden som allerede i årenes løb har vist at de har en „ældstes“ kvalifikationer, da mødes og afgøre hvem af dem der opfylder de bibelske krav for at kunne være ældste. Er det en større menighed vil de måske anbefale helt op til otte, ni eller ti ældste fordi alle disse brødre er kvalificerede. Samtidig vil de uden tvivl tage stilling til hvem der kan være assisterende tjenere. Det vil ikke være alle i menigheden der opfylder kravene for at være ældste eller assisterende tjenere, for der er nye som kommer til, og der er nogle som ikke gør fremskridt. Om man er en ældste afhænger ikke nødvendigvis af det antal timer man anvender i forkyndelsesarbejdet. Noget som spiller en vigtig rolle er ens åndelige kvalifikationer, ens kærlighed til Jehova Gud, ens interesse for sine medarbejdere i menigheden, samt ens evne til at undervise, irettesætte og formane. Naturligvis må man også være begejstret for at forkynde den gode nyhed, men man må først og fremmest være villig til at være hyrde for dem der allerede udgør Guds hjord, og støtte og hjælpe dem i forkyndelsen.

Det styrende råd vil efter al sandsynlighed anmode om følgende oplysninger: (1) Hvem menigheden anbefaler som ældste og samtidig hvem af de anbefalede ældste der kan anbefales til at beklæde posten som menighedstjener eller ordstyrer i ældsterådet i det år der begynder den 1. oktober 1972, samt hvem der bør beklæde de øvrige af de fem vigtige poster der er tale om, og (2) hvem der kan anbefales som assisterende tjenere, der hver især kunne beklæde posten som regnskabstjener, litteraturtjener eller blad-distriktstjener, alt efter som ældsterådet nu vil benytte dem. Brødre som er ældste kan naturligvis også beklæde disse poster, men deres vigtigste arbejde er at være hyrder og lærere.

Når det styrende råd har modtaget disse anbefalinger fra menigheden, vil udnævnelserne blive foretaget. Det styrende råd vil udnævne de ældste i alle menigheder, og det vil sende udnævnelserne ud via Selskabets kontorer rundt om i verden.

Ældste som er udnævnt til at besøge menighederne

Hvad så med zonetjenerne og sektionstjenerne? Vil der også være en turnusordning for dem? Ja; Selskabet regner med at flytte dem til et nyt distrikt hvert andet år. I nogle tilfælde vil en zonetjener også blive udnævnt til sektionstjener for en periode på to år, og vil derefter måske igen blive zonetjener, alt efter hvad der skønnes at være bedst i arbejdets interesse i landet som helhed.

Disse brødre er naturligvis kvalificerede til at være ældste; det er derfor de beklæder disse poster. Når de besøger menighederne vil de fuldt ud samarbejde med ældsterådet i hver menighed, og sammen med de ældste vil de deltage i forkyndelsen og i at opbygge hele menigheden åndeligt. Men efter at der i årets løb er udnævnt tjenere eller turnusordningen er trådt i kraft det følgende år, vil det ikke være nødvendigt for zonetjeneren at anbefale forandringer, medmindre han sammen med hele ældsterådet ser at der er opstået en nødsituation som kræver en forandring.

Har en zonetjener større myndighed end menighedens ældste når han aflægger besøg i menigheden, og kan han lave om på noget i menigheden, for eksempel i forbindelse med mødetider og mødelokale, eller ved at flytte om på de brødre der varetager de forskellige tilsynsposter? Nej! Det har en zonetjener ingen myndighed til. Zonetjeneren er blot en ældste der er udnævnt af Selskabet til at besøge menighederne for at opbygge dem åndeligt og føre an i forkyndelsen. At han er zonetjener betyder ikke at han er bedre kvalificeret end de lokale ældste. Ofte benytter Selskabet menighedstjenere som zonetjenere og lader dem i nogle weekender betjene andre menigheder i nærheden. Disse menighedstjenere eller andre tjenere bliver benyttet fordi de er kvalificerede til at råde og vejlede i åndelig henseende. Zonetjeneren eller sektionstjeneren må aldrig regne sig for at stå over menighedens ældsteråd. Han bør betragte sig selv som en ældste der er udsendt til menigheden af Selskabet for at yde så megen hjælp og assistance han kan og for at tilskynde alle i menigheden til at fortsætte i deres storslåede gerning. Brødrene i menighedens ældsteråd skulle se frem til zonetjenerens halvårlige besøg, da de véd at han som ældste vil komme med god åndelig vejledning fra Guds ord og vil gå foran i forkyndelsesarbejdet.

Det styrende råd vil naturligvis sige meget mere om disse ting i Selskabets publikationer i den kommende tid. Indtil da vil menighederne blot fortsætte som nu med de udnævnte tjenere, og når de til september 1972 har modtaget tjenerudnævnelserne vil de begynde at overføre arbejdet til de nye tjenere i løbet af september måned; og den 1. oktober vil menighedens nye forstander blive ordstyrer i ældsterådet, hvis medlemmer hver især tager vare på sin bestemte tilsynsopgave. Hvert år vil disse opgaver gå på skift mellem brødrene, og brødrene vil samarbejde som et råd idet de kun har ét for øje, nemlig menighedens velfærd, og de vil sammen vogte Guds hjord som de har fået betroet.

Disse organisationsmæssige ændringer vil tjene til at bringe ledelsen af menighederne i nøjere overensstemmelse med Guds ord, og dette vil med sikkerhed føre til større velsignelser fra Jehova. Arbejdsbyrden vil blive bedre fordelt i menigheden, og dette vil gøre det muligt for de ældste at ofre større opmærksomhed på selve det at undervise ud fra Guds ord og være hyrder for hjorden, så de kan hjælpe hver enkelt til at forblive stærk i troen. Efterhånden som vi får en klarere forståelse af dette spørgsmål om tilsynsmænd, vil vi også i højere grad kunne rette vor opmærksomhed mod Jehova Gud, vor største Tilsynsmand, og mod den som Jehova har sat til hoved for sin menighed, Herren Jesus Kristus, der nu hersker som konge. Når vi gør dette vil vi få endnu større værdsættelse af den måde hvorpå Jehova leder sit folk.