Hyrder for hjorden under én Herre
1. Hvem er „den rigtige hyrde“, og hvordan er hans forhold til „fårene“?
DENGANG Herren Jesus Kristus gik på jorden betegnede han sig selv som „den rigtige hyrde“. De der lyttede til ham og fulgte ham, var hans „får“. Han sagde at han satte sin sjæl til for dem. (Joh. 10:1-15) Kristus Jesus sammenlignede altså menigheden af sine disciple med en fårehjord. I Lukas 12:32 talte han om en „lille hjord“ der ville få Riget, og i Johannes 10:16 omtalte han „andre får“ som også ville høre efter hans stemme og som ville blive en del af den ene hjord med ham som hyrde.
2. Hvorfor må underhyrder behandle hjorden som noget dyrebart?
2 Da de kristne bibelskribenter senere skrev til de kristne tilsynsmænd der havde fået til opgave at tjene som hyrder under Herren Jesus Kristus, anvendte de lignende udtryk. Til tilsynsmændene i Efesus sagde Paulus: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apg. 20:28) Her understregede Paulus at hyrderne nødvendigvis måtte anerkende at menigheden tilhørte Gud og var blevet købt med hans egen søns dyrebare blod. De måtte derfor behandle hjorden som noget overmåde dyrebart i Guds og Kristi øjne.
3. (a) Hvad forventedes der af alle hjordens medlemmer i det første århundrede? (b) Hvordan blev menighedens enhed opbygget?
3 Da Paulus gav denne vejledning boede medlemmerne af den kristne menighed ikke samme sted eller i samme by, men de tilhørte menigheder rundt omkring i mange af romerrigets byer. Selv om de boede mange forskellige steder udgjorde de stadig én hjord, under den ene hyrde, Kristus Jesus, og det forventedes at alle hjordens medlemmer var i samhørighed med hinanden, i overensstemmelse med den bøn Jesus havde bedt før sin død: „Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, for at verden kan tro at du har udsendt mig.“ (Joh. 17:20, 21) De der havde fået til opgave at betjene menighederne i det første århundrede, skulle arbejde på at opbygge enheden ved at rette opmærksomheden mod menighedens udnævnte hoved, Jesus Kristus, og ved at opmuntre alle til at efterligne ham med hensyn til at holde fast ved sandheden og vise ægte kærlighed. Som der siges i Efeserbrevet 4:15, 16: „Idet vi taler sandheden, så lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus. Det er ud fra ham at hele legemet, ved at være harmonisk sammenføjet og sammenknyttet gennem hvert medvirkende led i overensstemmelse med den virksomhed som hvert enkelt medlem efter sit mål udfolder, bidrager til legemets vækst, så det opbygger sig selv i kærlighed.“ Selv om der var mange forskellige former for arbejde der skulle udføres, udgjorde de mange „lemmer“ der udførte arbejdet altså ét legeme, under det ene hoved, Jesus Kristus.
4. (a) Hvad understregede Jesus over for Peter? (b) Hvad mindede Peter de ældste om?
4 Peter var en af dem der udførte hyrdearbejde under overhyrden Jesu Kristi ledelse. Efter sin opstandelse understregede Jesus over for Peter, sådan som det er omtalt i Johannes 21:15-17, at kærligheden til Kristus kommer til udtryk ved at man giver de „små får“ føde eller er hyrde for dem. Mange år senere skrev Peter til sine kristne brødre der også var blevet udnævnt til ældste i den kristne menighed, således som vi læser i Første Petersbrev 5:1-4: „De ældste iblandt jer giver jeg derfor denne tilskyndelse, jeg, deres medældste og vidne til Messias’ lidelser og delagtig i den herlighed som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden. Og når overhyrden er blevet gjort kendt, vil I modtage herlighedens uvisnelige krone.“ På denne måde blev disse ældste, disse hyrder under Kristus Jesus, mindet om at hjorden tilhørte Gud, at den trængte til omsorg og at de måtte tage sig godt af den.
5. (a) Hvad indebærer det at føre tilsyn i den kristne menighed? (b) Hvordan understregede Jesus dette?
5 En kristen hyrde er tilsynsmand, men ikke på samme måde som en tilsynsførende i verden, en formand for et murersjak eller en bestyrer for en plantage. I den kristne menighed er der ingen der spiller herrer over dem der udgør Guds arv. Det at nogle fører tilsyn betyder ikke at de indtager en ophøjet stilling. Det var Peter blevet grundigt undervist i mange år tidligere, dengang Kristus Jesus spiste det sidste aftensmåltid sammen med sine apostle. Beretningen i Lukas 22:24-27 lyder: „Der opstod imidlertid også en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største. Men han sagde til dem: ’Nationernes konger spiller herrer over dem, og de der har myndighed over dem bliver kaldt velgørere. Men sådan skal I ikke være. Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener. For hvem er størst: den der ligger til bords, eller den der virker som tjener? Er det ikke den der ligger til bords? Men i jeres midte er jeg som den der virker som tjener.’“ Det var forkert af disciplene at indlade sig i denne heftige diskussion, men alligevel irettesatte Jesus dem på en kærlig måde.
6, 7. (a) Hvordan satte Jesus de vordende hyrder et glimrende eksempel? (b) Hvilken egenskab understregede Peter også? (c) Hvordan er denne egenskab til gavn for menigheden?
6 Overhyrden satte disse vordende hyrder et ypperligt eksempel. Det fremgår af Johannes’ beretning om dette aftensmåltid som Jesus nød sammen med sine disciple: „Mens aftensmåltidet fandt sted . . . rejste han sig . . . og lagde sine yderklæder. Og han tog et håndklæde og bandt det om sig. Derefter kom han vand i vaskefadet og begyndte at vaske disciplenes fødder og at tørre dem med håndklædet som han havde bundet om sig.“ (Joh. 13:2-5) Jesus var en dygtig lærer. Han forklarede dem hvorfor han havde vasket deres fødder, idet han sagde: „Ved I hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig ’Lærer’ og ’Herre’, og I gør det med rette, for det er jeg. Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har nemlig givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ — Joh. 13:12-15.
7 Kristi Jesu eksempel prentede sig dybt i Peters bevidsthed. Han indså til fulde at en hyrde måtte tage sig af hjorden på en ydmyg måde og altid være rede til at betjene den. Derfor skrev han at de ældste skulle være hyrder, „ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden“. Ydmyghed er en egenskab som Kristus Jesus ønsker at se hos dem der er hyrder for Guds hjord. Peter fortsatte derfor med at sige: „På samme måde skal I yngre mænd underordne jer under de ældre. Men I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed. Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ (1 Pet. 5:5, 6) Det er en fordel at alle er ydmyge. Det skaber imødekommenhed når der skal løses problemer, og denne indstilling vil knytte hele menigheden sammen i kærlighed. Når alle tjener på en kærlig og ydmyg måde udelukker det at nogle optræder selvrådigt eller egenmægtigt eller spiller herrer over andre der udgør Guds arv. En sand hyrde ønsker at være et eksempel for hjorden.
8. (a) Hvad er grundtanken i det græske ord epiʹskopos? (b) Hvorfor er det mere passende at anvende dette ord om de kristne tilsynsmænd end det græske ord kyʹrios?
8 Ordet „tilsynsmand“, der er oversat fra det græske ord epiʹskopos, betegner en der vogter eller våger over noget. Det græske ord er uløseligt forbundet med tanken om beskyttende omsorg. Den kristne tilsynsmand er altså en der har omsorg for Guds hjord og som sørger for denne hjord på samme måde som en hyrde ville sørge for bogstavelige får. Som tilsynsmand må han ikke spille herre over Guds hjord. Ordet „herre“ er oversat fra det græske ord kyʹrios, og det betegner en der har magt og myndighed over andre, for eksempel en husherre eller et familieoverhoved. Det oversættes også med „mester“ eller „ejer“. Ordet ville passe på en slaveejer, men slaveejere er sjældne i dag. I vor tid er det arbejdsgivere eller overordnede på en arbejdsplads der ville svare til betegnelsen kyʹrios eller „herre“. Ældste bør imidlertid ikke betragte deres forhold til brødrene som forholdet mellem en arbejdsgiver og en ansat. De ældste er hyrder, og hyrder vogter fårene og leder dem til gode græsgange og vandrige steder, ligesom de også beskytter dem og søger at læge deres sår og helbrede deres sygdomme. I den kristne menighed opmuntrer hyrderne deres brødre i Herrens gerning ved at arbejde sammen med dem, idet de forstår at vi alle har én himmelsk Herre under hvem vi tjener og hvem vi skal stå til regnskab.
9, 10. (a) Hvordan satte Peter et godt eksempel med hensyn til ydmyghed? (b) Hvilken egenskab hos sande hyrder bidrager til enhed, og hvordan understregede Jesus dette?
9 Peter satte selv et glimrende eksempel som hyrde; han ophøjede ikke sig selv. Da han skrev denne vejledning til de ældste som vi finder i hans første brev, kapitel 5, omtalte han sig selv således: „Jeg, deres medældste.“ Dette er fjernt fra den verdslig-religiøse opfattelse der søger at ophøje Peter til ærkebiskop eller pave. Det var ikke det eksempel Peter satte.
10 Der er ingen tvivl om at Peter klart huskede det Jesus havde sagt om de skriftlærde og farisæerne der ophøjede sig selv, og det han derefter havde udtalt, ifølge Mattæus 23:8-12: „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. . . . I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener. Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ Når hyrderne under Kristus Jesus viser kristen ydmyghed, bidrager det til hjordens enhed og fører til Jehovas velsignelse.
11. Hvilket godt eksempel satte Paulus og Barnabas for tilsynsmænd i dag?
11 Ved en lejlighed kom Paulus og Barnabas som rejsende tilsynsmænd ud for at nogle mænd lærte at det var nødvendigt at lade sig omskære for at blive frelst. Af Apostelgerninger 15:2 fremgår det at Paulus og Barnabas ikke var enige med dem men gik imod denne lære. For at bevare organisationens enhed forelagde de imidlertid spørgsmålet for det styrende råd af apostle og ældste i Jerusalem. Efter at sagen var blevet grundigt gennemdrøftet og det styrende råd var nået frem til en afgørelse, gik de rejsende tilsynsmænd, deriblandt Paulus, helhjertet ind for denne afgørelse og overbragte menighederne den vigtige åndelige vejledning. Apostelgerninger 16:4, 5 oplyser: „Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem. Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ Enheden og samhørigheden i hjorden blev styrket, og det behagede tydeligvis Jehova, for han gav menighederne større fremgang og vækst. Ved at vise respekt for den kristne menigheds styrelse satte Paulus og Barnabas et godt eksempel for tilsynsmænd i dag.
12. (a) Hvem gav Paulus altid æren? (b) Hvordan behandlede Paulus tilsynsmændene i menigheden?
12 Selv om Paulus var med til at udbrede sandheden og fik at se hvordan arbejdet voksede, gav han på en mønsterværdig måde Jehova æren, idet han bortledte opmærksomheden fra sig selv og andre af Guds tjenere ved at sige: „Hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro.“ (1 Kor. 3:7) Dette brev til korinterne viser også at det var nødvendigt at minde tilsynsmændene i Korintermenigheden om visse krav i Guds lov som de ikke havde håndhævet. Af kapitel 5 fremgår det at der forekom et utugtigt forhold i menigheden, og at man ikke havde skredet ind over for det. Der er intet som tyder på at Paulus ønskede at få alle tilsynsmændene afsat fra deres poster i menigheden på grund af deres forsømmelighed. I stedet vejledte han dem om ikke at omgås nogen der kaldte sig broder men som overtrådte Guds lov, og at fjerne det onde menneske fra deres midte. Paulus var tålmodig med dem og gav dem lejlighed til at forbedre deres hyrdearbejde og at rette det de havde gjort forkert. Det betyder dog ikke at en tilsynsmand eller en menighedstjener aldrig kan miste sin tjenesteforrettighed. Hvis det klart bevises at han har været utro eller han ikke længere kan siges at være ulastelig, må han opgive sit hverv.
En tjeneste der forener
13. Hvordan bør en tilsynsmand betragte sit ansvar?
13 En tilsynsmand har et stort ansvar. Men det er et glædeligt ansvar — og en stor forret! Betragter man det på denne måde bliver byrden lettere at bære. Husk at „den rigtige hyrde“ sagde: „Mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (Matt. 11:30) Det var sådan Jesus så på det. Hans underhyrder, der arbejder sammen med ham under hans åg for at gøre Jehovas vilje i overensstemmelse med det eksempel han har sat, bør betragte det på samme måde. Meget afhænger af om de sætter det vigtigste i første række. — Matt. 6:33.
14. Hvad var Jesu vigtigste arbejde, og hvad oplærte han sine disciple til?
14 Lad os se nøjere på det eksempel Jesus satte. Hvad var det vigtigste arbejde han udførte på jorden? Da Johannes Døber var blevet arresteret og fængslet drog Jesus til Galilæa og begyndte sin tjeneste dér. „Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 4:17) Jesu vigtigste arbejde var at forkynde Riget. Og det var først og fremmest det han oplærte sine disciple til at gøre. (Luk. 8:1; 9:1, 2; 10:1, 8, 9) Ved afslutningen af sin tjeneste på jorden sagde han til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Bør underhyrder der arbejder under samme åg som Jesus, sætte sig et mindre mål?
15, 16. (a) Hvilke problemer som tilsynsmænd har bør alle vise forståelse for? (b) Hvilke velsignelser kan det medføre når tilsynsmænd finder en god balance mellem evangelieforkyndelsen, hyrdearbejdet og lærergerningen?
15 For mange tilsynsmænd er dette imidlertid lidt af et problem, og det er forståeligt nok. Der går så megen tid med at varetage familieforpligtelser og aflægge hyrdebesøg at det kan være svært at finde lejlighed til nidkært at føre an i arbejdet fra hus til hus og i andre grene af tjenesten. Men kan der alligevel ikke findes en rimelig balance mellem evangelieforkyndelsen, hyrdearbejdet og lærergerningen? (Ef. 4:11) Hvis en tilsynsmand planlægger at deltage regelmæssigt i forkyndelsen sammen med en gruppe, kan dette kombineres med andre former for virksomhed: Tilsynsmanden vil ofte kunne tage sin familie med sig og give den praktisk oplæring sammen med andre i gruppen. Der er stor glæde ved at familiemedlemmer regelmæssigt deltager i tjenesten sammen, og det viser andre hvordan de kan opnå den samme glæde.
16 Hvordan med hyrdebesøg? En tilsynsmand kan gøre det til en vane at kigge ind hos nogen når han er på vej hjem fra tjenesten, og hvis han fortæller nye oplevelser fra arbejdet vil det uden tvivl virke tilskyndende på dem han besøger. Nogle har også aflagt korte besøg på vej hjem fra verdsligt arbejde. Hvis sådanne besøg tilrettelægges godt, behøver de ikke at gøre for stort indhug i den tid der skulle bruges til forkyndelsen. Tilsynsmænd i dag må sige som apostelen Paulus: „Når jeg nu forkynder den gode nyhed, giver det mig ingen grund til at prale, for det er pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ (1 Kor. 9:16) Det er i sandhed styrkende for en kristen at være aktiv i forkyndelsen af den gode nyhed, og hjorden værdsætter det i høj grad når en tilsynsmand sætter et sådant godt eksempel!
17. Hvordan udførte Jesus sin tjeneste?
17 Alle der tjener som ’evangelieforkyndere, hyrder og lærere’ kan lære meget af den måde hvorpå Jesus udførte sin tjeneste. Han forkyndte Riget hvor som helst der var folk at træffe. I dag udfører vi hovedsagelig denne tjeneste fra dør til dør. Men læg mærke til hvordan Jesus forenede sin offentlige forkyndelse med den private undervisning af sine disciple. Ved en lejlighed gik han om bord i en båd og talte til store folkeskarer der samledes på bredden. „Så fortalte han dem mange ting i billeder.“ Efter at han havde fortalt lignelsen om sædemanden spurgte hans disciple ham hvorfor han talte til folk i billeder. Da de var alene besvarede han deres spørgsmål. Derefter fortalte han folkeskarerne mange andre ting „ved hjælp af billeder“. Senere, da han „gik ind i huset“, kom disciplene igen hen til ham, og han hjalp dem til at ’få fat i meningen’ med det han lærte. — Matt. 13:1-3, 10, 11, 34-36, 51.
18. Hvilke gavnlige virkninger har det når tilsynsmænd i første række lader deres tjeneste dreje sig om forkyndelsen?
18 Jesu tjeneste drejede sig altså i første række om forkyndelsen. Mange tilsynsmænd i dag skulle kunne følge hans eksempel. Når de arbejder sammen med en gruppe i tjenesten kan de følges med forskellige forkyndere. Dette vil være til stor opmuntring for alle. Mens de arbejder sammen med forkynderne kan de tale med dem om de situationer der opstår ved dørene og som man må klare, og vise dem hvordan man overvinder problemer i distriktet. Måske kan der, især når de er ved at være færdige med tjenesten, blive lejlighed til at drøfte spørgsmål som de enkelte forkyndere måtte have. Mens tilsynsmændene således skaber begejstring for forkyndelsen kan de samtidig tage vare på hyrdearbejdet og lærergerningen.
19. Hvilket enestående eksempel satte Jesus som „den rigtige hyrde“?
19 I Johannes 10:3, 4 læser vi om „den rigtige hyrde“: „Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. . . . Han [går] foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme.“ På samme måde kan underhyrder i dag være til værdifuld opmuntring når de går foran og leder hjorden ud i tjenesten for Riget og kærligt tager hensyn til de enkeltes behov og viser interesse for at opbygge hver enkelt så alle kan blive dygtigere til at forkynde og undervise andre i den gode nyhed. Det var Jesus selv der satte dette eksempel med hensyn til at tjene hjorden. — Sl. 40:10.
20. (a) Hvorfor bør hjorden ikke være kritisk indstillet over for tilsynsmændene? (b) Hvordan kan hjordens medlemmer loyalt støtte tilsynsmændene i deres arbejde?
20 Til tider kan problemer sluge en betydelig del af tilsynsmændenes tid, og det kan være problemer som ikke kan ignoreres. Ingen bør kritisere tilsynsmændene hvis sådanne problemer til tider hindrer dem i at hjælpe andre ud i tjenesten for Riget. Alle hjordens medlemmer værdsætter det slidsomme arbejde de udfører i kærlighed. De forstår at tilsynsmændene søger at finde den rette balance mellem evangelieforkyndelsen, hyrdearbejdet og lærergerningen, og de er glade når omstændighederne giver tilsynsmændene mulighed for til stadighed at deltage i forkyndelsen sammen med dem. Menighedstjenere og andre i menigheden kan ofte lette tilsynsmændenes byrde ved at tage sig af enkeltheder i forbindelse med arbejdet eller ved at røgte andre former for ansvar som ikke specielt kræver en tilsynsmands bevågenhed. Menighedstjenere og andre som tjener loyalt sammen med tilsynsmændene og som giver en hånd med når som helst det er muligt, er til stor velsignelse for menigheden. — Sl. 149:1, NW.
21. Hvad vil det føre til at vi „taler sandheden“ og udfører enig tjeneste?
21 Når tilsynsmænd, menighedstjenere og alle andre i menigheden enigt og nidkært „taler sandheden“ både i forkyndelsen og over for hinanden, og når hele menigheden samarbejder i alt for at fremme forkyndelsen af Riget og arbejdet med at gøre disciple, vil det afgjort føre til at alle ’ved kærlighed vokser op til ham som er hovedet, Kristus’. — Ef. 4:15.