Vær ædru i alle ting
„Vær ædru, hold jer vågne.“ — 1 Pet. 5:8.
1. Hvad tager mange deres tilflugt til for at undgå livets besværligheder, og hvad fører det til?
DET er i høj grad vederkvægende at omgås mennesker der bevarer ligevægten i en kritisk situation. Det gælder ikke mindst i vor tid med de forhold der råder rundt om på jorden. Selv i de fjerneste egne stilles befolkningerne over for problemer så kolossale at verdens ledende mænd har yderst vanskeligt ved at magte dem, endsige løse dem. Under sådanne forhold tager mange deres tilflugt til alkohol eller narkotika for at sløve sanserne og glemme livets barske virkeligheder. Men herved skaber de blot yderligere problemer for sig selv. — Ordsp. 23:29-35.
2. Hvilke tilstande i det første århundrede gjorde det nødvendigt for de kristne at holde sig åndeligt ædru, og hvordan beskrev Paulus dette?
2 I det første århundrede befandt de kristne sig også under forhold der til sidst ville prøve dem til det yderste. Fik de det råd at sløve sanserne så de bedre kunne holde ud? Tværtimod. Selv om det har været ubehageligt at se forfølgelse og et betydeligt frafald fra troen i møde, måtte de vide hvad der var i vente, så de kunne stå det alt sammen igennem. Derfor blev tilsynsmanden Timoteus direkte advaret om dette kommende frafald, idet apostelen Paulus skrev til ham: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med deres egne ønsker vil de samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden.“ Eftersom denne fare var umiddelbart forestående sagde apostelen yderligere: „Du, derimod, vær ædru [vær nøgtern, Kingdom Interlinear] i alle ting.“ (2 Tim. 4:3-5) Således rustet kunne Timoteus modstå dette underfundige bedrag.
3. (a) Hvorfor er det vigtigt at holde sig åndeligt ædru i dag? (b) Hvorfor må de ældste holde sig vågne, som forklaret af Peter, og hvorfor opfordrer Paulus til at man holder sig vågen?
3 I de mere end nitten hundrede år der er gået siden Paulus skrev disse ord, er dette frafald sprunget ud i fuldt flor og er i dag let genkendeligt i kristenheden. Selv om Jehova Gud har skilt sin kristne menighed ud fra den frafaldne, er det stadig nødvendigt at bevare ligevægten og være ædru, da frafaldet nærmer sig sin kulmination og det nu omslutter hele jorden. Desuden kan den frafaldne menigheds fjendskab over for Kristi sande efterfølgere på et hvilket som helst tidspunkt antage form af forfølgelse, nøjagtig som i det første århundrede. Er menighedernes ældste derfor i færd med at styrke deres kristne fæller åndeligt, så de kan modstå et sådant øget pres og forblive loyale? Med god grund formanede apostelen Peter de ældste til at ’være hyrder for Guds hjord i deres varetægt’, idet han samtidig tilføjede denne advarsel: „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ (1 Pet. 5:2, 8) Den fare vi befinder os i på grund af denne modstander, er taget stærkt til under de forværrede verdensforhold og må ses nøgternt i øjnene for at de hurtigt skiftende tider og verdensbegivenheder ikke skal få os til at tabe fatningen. Det sætter de ældstes evne til at beskytte den kristne menighed med fornuftig og sund vejledning på prøve. Tiden tillader heller ikke at de kristne bliver ligegyldige og døser hen. Paulus advarede om at „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten“, og opfordrede derpå de kristne til ’ikke at sove som de andre’, men at ’holde sig vågne og være ædru’. (1 Tess. 5:2, 6-9) Hvad må de som er ældste derfor gøre for at vise at de har lagt sig formaningen om at ’være ædru i alle ting’ på sinde?
Et nøgternt syn på pligterne
4. I hvilke henseender må en ældste ’fuldføre sin tjeneste’?
4 Den ofte gentagne advarsel om at ’være ædru’, at bevare sine sansers fulde brug, skulle gøre de ældste agtpågivende over for at holde sig deres mange pligter skarpt for øje, hvis de ligesom Timoteus skal ’fuldføre deres tjeneste’. En særlig forkærlighed for måske én eller to sider af tilsynsgerningen kunne få en ældste til hovedsagelig at interessere sig for disse. Det ville imidlertid ikke være fornuftigt. Han bør have øje for hvordan han kan inddele den tid han har til rådighed, så han tager vare både på familieforpligtelser, hyrdegerning, undervisning, forkyndelse og oplæring af nye disciple. At tage vare på alt dette kræver omtanke, sund fornuft og ligevægt, så intet forsømmes men alt får den opmærksomhed der tilkommer det.
5. Skal en ældste der er familiefader bruge al sin tid til at tage sig af familien? Begrund svaret.
5 Tag for eksempel en ældste som er familiefader. Han har sandelig grund til at være nøgtern og klarhjernet når han betænker hvilke prøver og vanskeligheder hans nærmeste kan blive udsat for i det daglige. Skal han forblive en ældste må han have ægte omsorg for sin familie og være et godt eksempel for menigheden som familiefader. Da Paulus opregnede de kvalifikationer som en ældste må opfylde, sagde han at han skulle være „en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig“. (1 Tim. 3:4, 5) Men hvis han tilbragte al sin tid sammen med sin kone og sine børn, ville han ikke en gang sætte et godt eksempel for dem. Hvorfor ikke? Fordi det kunne gøre dem selvoptagne, få dem til at holde sig for sig selv og ikke søge andres selskab. De bør tværtimod opmuntres til at vise interesse for andre, både for dem i menigheden og for mennesker i almindelighed. De må opfordres til at forkynde det storslåede håb om det evige liv, ligesom de selv har fået dette håb forkyndt. Dette større udsyn vil give dem en medfølende forståelse for andre og en dybere værdsættelse af Skaberens hensigt.
6. Hvordan bør en ældste betragte tilegnelsen af kundskab?
6 En ældste skal ligeledes være „egnet til at undervise“, og han må derfor flittigt læse og studere Guds ord. (1 Tim. 3:2) Nogle vil måske, afhængigt af deres uddannelse, det antal år de har beskæftiget sig med Bibelen, samt andre faktorer, synes at de må bruge en betydelig del af deres tid på studium af Bibelen, undersøgelser og forberedelse af foredrag. Men her igen kan en ældste gå til yderligheder hvis han ikke passer på at holde sig sine andre pligter klart for øje. Paulus peger på en fare som kan overliste dem der lægger for megen vægt på kundskab, idet han siger: „Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger.“ (1 Kor. 8:1; 13:2) Dermed være ikke sagt at kundskab ingen betydning har, men snarere at den må forenes med kærlighed hvis den skal være nogen nytte til. Kundskab sammen med kærlighed vil give sig udslag i handling, og vil ikke blot være inaktive oplysninger der opmagasineres i hjernen. En ældste der holder sig åndeligt ædru vil derfor kombinere studium af Bibelen med betjening af sine brødre i menigheden og andre mennesker; på denne måde vil han gøre god brug af sin kundskab. — 1 Joh. 3:18.
7. (a) Hvor vigtig er hyrdegerningen? (b) Hvordan kan en ældste forvisse sig om at hans kærlighed er fuldstændig?
7 Paulus lagde megen vægt på hyrdegerningen. Tilsynsmændene i Efesus formanede han til at give agt på hjorden og „vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn“. (Apg. 20:28) Der er ingen tvivl om at dette er en meget vigtig gerning, i betragtning af disse farefulde tider, hvor det kan være selve livet der står på spil for en i menigheden. (2 Tim. 4:2) Hyrdegerningen kræver tid hvis den skal være effektiv. Der skal bruges mange timer på at forberede møder og foredrag, og på at besøge og opmuntre dem som har brug for hjælp eller som er syge. Dog må dette vigtige arbejde også ses i forhold til en ældstes øvrige pligter. Jesus viste at selv om kærligheden til ens kristne brødre er et af de vigtigste kendetegn på en sand discipel, fritager det dog ikke en for at vise kærlighed til mennesker i almindelighed. Ja, disciplenes kærlighed ville være ufuldstændig hvis ikke den omfattede endog deres modstandere; som Jesus sagde: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Matt. 5:43-48) Selv om hyrdegerningen er vigtig, må den altså afvejes efter de øvrige pligter der påhviler en ældste.
8. (a) Hvilket arbejde er et vidnesbyrd om Jehovas kærlighed og barmhjertighed, og hvordan bliver folk gjort bekendt med disse egenskaber? (b) Hvordan alene kan vore „gode gerninger“ herliggøre Gud?
8 Et ansvar som påhviler hele samfundet af kristne og som de alle kan være med i, er det vigtige arbejde med at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Herigennem gøres folk bekendt med Jehova Guds kærlighed til og medfølelse for menneskene, en kærlighed der er så stor at „han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Joh. 3:16) Hvis de skal modtage sandhedens lys, må det være fra Guds tjenere de får det, for Jesus sagde om dem: „I er verdens lys.“ Hvad skal de gøre med dette lys? Ikke skjule det, men, som han sagde: „[I skal] lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ (Matt. 5:14-16) „Gode gerninger“ siger noget om de mennesker der øver dem — det er gerninger der resulterer i gode familier og velordnede hjem, mennesker der er ærlige og pålidelige i deres verdslige arbejde og som i menigheden nærer oprigtig kærlighed til menighedens øvrige medlemmer. Men ville folk i almindelighed nogen sinde forstå den egentlige betydning af disse „gode gerninger“ hvis vi aldrig talte om sandheden, aldrig forkyndte den gode nyhed fra hus til hus? Højst sandsynligt ville de blot betragte os som ’gode mennesker’. Men hvis vi forkynder, vil de forstå hvorfor vi er anderledes, hvad det er der får os til at bære frugt i form af gode gerninger; og i stedet for at give os æren, vil de ’herliggøre vores Fader som er i himlene’. Især de ældste skulle udvise en sund og ligevægtig tankegang ved at stræbe efter at have en fuld andel i forkyndelsen af den gode nyhed og heri „være eksempler for hjorden“, idet de personligt opfordrer brødrene til med dem at deltage i dette vigtige arbejde, ligesom apostlene. — Matt. 4:19, 20.
De som begår et fejltrin må hjælpes på fode igen
9. Hvordan viser de ældste ligevægt i deres indstilling over for dem der har begået et fejltrin?
9 Til de førnævnte pligter som påhviler ældste kommer også at de nu og da må hjælpe kristne brødre og søstre som begår et fejltrin, på fode igen. Også her må de bevare ligevægten og se fornuftigt på tingene. De har for eksempel ikke pligt til at påtage sig den byrde at leve andres liv. De skal heller ikke blæse en lille ting op til noget stort eller påtvinge andre deres personlige mening eller normer. Som Peters råd lød: „Lad ingen af jer lide som . . . en der har travlt med andres sager.“ (1 Pet. 4:15) Dog bør de være vågne for deres brødres behov og være rede til at yde hjælp når der er brug for det.
10. (a) Hvorfor er det ikke lige meget hvordan de ældstes indstilling er over for dem der har begået et fejltrin? (b) Hvorfor er der forskel på om en synder skal behandles med mildhed eller skal have en streng irettesættelse?
10 Deres indstilling til dem der har begået et fejltrin er meget vigtig. Naturligvis bør man ikke være hård eller streng eller holde en tordentale. Det kunne få en der virkelig angrer, til at vende sig bort, hvorimod venlighed kan få selv dem der er stædige til at genvinde fodfæstet. Læg mærke til hvordan Paulus’ vejledning i denne henseende lyder: „Brødre, selv om et menneske begår et eller andet fejltrin før han er klar over det, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd.“ (Gal. 6:1) Paulus siger altså at hvis en ældste virkelig ønsker at hjælpe en der har fejlet, skal det ske „i mildhedens ånd“, mens han kærligt søger at vinde sin broders hjerte og bringe ham på fode igen. Den der her er tale om er ikke en der fortjener en streng irettesættelse, som for eksempel dem Paulus kaldte „uregerlige mennesker, som fører tom tale, og bedrager sindet“. (Tit. 1:10, 13) Den der vil lytte, er ikke en der hårdnakket fremturer i synd, men snarere en der har ’begået et fejltrin før han var klar over det’. Vedkommende fortjener derfor ikke at blive behandlet som en fjende. Nej, både den der har syndet og den ældste har en fælles fjende, Satan, og det ville derfor være forkert af en ældste at lægge en tyngende byrde på en som allerede er fyldt med anger på grund af sin synd. Det man skal hade er ikke den der har trådt fejl, men den urette handling der er begået. — Jud. 22, 23.
11. Hvilket billede bruger Paulus for at belyse den situation som en der har begået et fejltrin befinder sig i, og hvad skal der til for at gøre vedkommende klart at han gør noget forkert?
11 For at illustrere hvad det er der sker med en der har begået et fejltrin, sammenligner Paulus denne med et ulykkeligt dyr der er blevet fanget i jægerens snare. Det er dog ikke en almindelig jægers snare den ulykkelige er blevet fanget i, men han er blevet fanget i „Djævelens snare, fanget levende . . . af ham til at gøre hans vilje“. (2 Tim. 2:24-26) Sandt nok kan man ved et brutalt ryk udfri et dyr af snaren, men ikke uden at skade det alvorligt. Ville det ikke være langt bedre at gøre det forsigtigt og nænsomt, så dyret, når det er kommet fri, lettere kan komme sig af de sår det har pådraget sig? Svarende hertil må de der har begået et fejltrin også behandles med nænsomhed og barmhjertighed; men samtidig med et vist mål af fasthed så de bliver klar over hvor farlig en situation de befinder sig i. De må lære virkelig at hade det urette de har begået og at se hvor afskyeligt det er. Det er vigtigt at de forstår hvorfor Jehovas syn på sagen er det rigtige og tjener til deres gavn, og at de må holde sig til hans ord, sådan som der står skrevet: „Thi budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“ — Ordsp. 6:23.
12. Hvordan kan en ældste pådrage sig blodskyld hvis han nærer frygt for at irettesætte og tilrettevise?
12 De ældste som nærer sand kærlighed til dem der har begået et fejltrin, vil aldrig frygtsomt afholde sig fra at give den fornødne retledning eller hjælpe dem på fode igen. De vil handle i overensstemmelse med Ordsprogene 27:5, 6, der siger: „Hellere åbenlys revselse end kærlighed, der skjules. Vennehånds hug er ærligt ment, avindsmands kys er mange.“ Ja, hvis en ældste undlader at give den fornødne advarsel eller retledning, når det er tydeligt at en eller anden er slået ind på en uret vej, kan han pådrage sig blodskyld. Paulus sørgede for ikke at pådrage sig nogen skyld i den henseende ved frygtløst at varetage sin opgave. Han siger selv: „Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds råd.“ (Apg. 20:26, 27) Hvis de ældste, i lighed med Paulus, bevarer ligevægten, holder sig åndeligt ædru og skuldrer deres ansvar, vil de se dem de har hjulpet på fode igen, få varig gavn af det.
Ingen vigen uden om ansvaret når der træffes afgørelser
13. Hvem har pålagt de ældste deres ansvar, og hvorfor er de kvalificerede til at træffe rette afgørelser?
13 Af det vi har behandlet ovenfor fremgår det at de ældste undertiden vil finde det nødvendigt at træffe alvorlige afgørelser, hvoraf nogle måske endog vil berøre deres brødres liv. Det vigtige ansvar som hyrder og tilsynsmænd har de ikke fået overdraget af noget menneske, men det er blevet pålagt dem af Guds hellige ånd, og man kan derfor sige at de repræsenterer Gud. Paulus forklarede det således for de ældste i menigheden i Efesus: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed.“ (Apg. 20:28) I lighed med Timoteus skulle de derfor betragte sig selv som ansvarlige over for Gud og Kristus for det arbejde de har fået tildelt. (2 Tim. 4:1, 2) I de fleste tilfælde er de ældste kvalificerede til at træffe rette afgørelser, for Jehova Gud har givet dem „krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd“. (2 Tim. 1:7) De har fået „kraft“, eller evne, så de kan gøre brug af de åndelige gaver de er i besiddelse af. De har ’kærligheds ånd’, så de kan hjælpe andre ud fra det rette motiv, og da de har „et sundt sind“, ledes de i den rigtige retning under udførelsen af deres pligter.
14. (a) Forklar hvorfor mange sager som har været forelagt afdelingskontoret, ofte må sendes tilbage til de lokale ældste, så de kan træffe afgørelsen. (b) Hvordan kan de ældste forberede sig til at tage sig af de lokale anliggender, og hvem kan de søge hjælp og råd hos?
14 Trods den hjælp som Gud og hans skrevne ord yder, sker det at nogle ældste beder Vagttårnsselskabets afdelingskontor eller det styrende råd om at træffe en afgørelse for dem, for eksempel i forbindelse med anbefalingen af brødre til ældste. Selv om afdelingskontoret er villigt til og nærer et oprigtigt ønske om at hjælpe, må sagen dog ofte sendes tilbage til de lokale ældste, som sidder inde med alle kendsgerningerne, for at de selv kan foretage anbefalingen. De ældste kan om nødvendigt stille spørgsmål, indhente svar og skaffe sig flere oplysninger i sagen, før de træffer den endelige afgørelse. De er i åndelig henseende ikke dårligere stillet, og desuden har de fået det ansvar fra Gud at træffe sådanne afgørelser, og dette ansvar skal de ikke unødvendigt lægge over på andre. De bør forberede sig ved studium og bøn til at træffe rette afgørelser i overensstemmelse med Guds vilje. Paulus understregede over for Timoteus at det er nødvendigt helhjertet at sætte sin lid til Skriften, eftersom den er „inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. Hvis en ældste baserer sin afgørelse på den, vil han vise sig at være et Guds-menneske som er „fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. (2 Tim. 3:16, 17) Man kan også hente hjælp hos andre ældste. Bibelen siger at „er der ikke holdt råd, så mislykkes planer, de lykkes, når mange rådslår“. (Ordsp. 15:22) Hvis kreds- eller områdetilsynsmanden besøger menigheden, kan han også spørges til råds.
15. Hvornår bør de ældste forelægge en sag for afdelingskontoret?
15 Men hvad gør man hvis man efter omhyggeligt studium af Skriften og grundig overvejelse ikke har fundet en løsning på en bestemt sag eller et bestemt spørgsmål? Det ville være højst uklogt af de ældste at træffe en egenmægtig afgørelse der hviler på gætteri eller på deres egne formodninger. I dette tilfælde vil det bedste være at forelægge sagen for Selskabets afdelingskontor, som har ansvaret for det pågældende land, og bede om dets råd i sagen.
16. Hvilket princip bør de ældste følge når de har at gøre med nogle som er populære, respekterede eller indflydelsesrige?
16 Ingen ældste bør undlade at skride ind i en sag på grund af menneskefrygt. Sandt nok kan de undertiden have at gøre med nogle som er populære, respekterede eller indflydelsesrige. Dette bør dog ikke påvirke deres afgørelse til gunst for vedkommende. De retningslinjer Guds ord giver i denne henseende er ikke til at tage fejl af. Der siges: „I må ikke øve uret når I holder rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage parti for den store, men du skal dømme din næste med retfærdighed.“ (3 Mos. 19:15; Jak. 2:1-9) Det fremgår meget tydeligt heraf at det er uretfærdigt og krænker Guds lov at favorisere nogen.
Lad dine afgørelser hvile på Bibelen
17. Hvordan kan de ældste vise stor respekt for Bibelen?
17 Fremfor alt bør de ældste udvise dyb respekt for Guds ord ved at lade den vejledning de giver, hvile på det. (2 Tim. 2:15) Det vil sige at de omhyggeligt vil undgå at fremføre deres egne ideer som autoritet i en sag, og i stedet trofast vil videregive det de har lært gennem Bibelen og af Jehovas tjenerskare, „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45; 1 Tim. 4:6, 16) Deres kristne brødre må også tydeligt kunne se at de ældste ikke blot taler om Bibelen, men selv er levende eksempler på Guds ords kraft, idet de følger de guddommelige principper i deres liv. Dette vil hjælpe hele samfundet af kristne til at værdsætte de ældstes vejledning og ledelse og følge deres eksempel, idet de efterligner deres tro. — Hebr. 13:7.
18. Hvem må, foruden de ældste, bevare ligevægten og holde sig åndeligt ædru, og hvilken sikker forventning har de?
18 Endelig må man holde sig for øje at det er alle Guds tjenere der må ’være ædru’ og ikke blot de ældste, fordi de alle udsættes for de samme farer fra verdens side. De kritiske tilstande i dag bevirker at hver eneste kristen sættes på en trosprøve. Det er i høj grad en tid hvor det er nødvendigt at tænke nøgternt og fornuftigt, hvor man må se tingene klart i lyset af Guds ord, så alle kan træffe kloge afgørelser. Kun på denne måde kan vi alle hjælpe hinanden til at „holde os vågne og være ædru“, så Jehovas domsdag ikke overrasker os som en tyv. Da vil vi som „lysets sønner og dagens sønner“ blive bevaret under den kommende verdensødelæggelse og vil kunne træde ind i den nye orden som Gud skaber, til hans evige pris og vor evige frelse! — 1 Tess. 5:5, 6.
[Illustrationer på side 417]
En ældste må inddele sin tid så han både kan tage sig sine familieforpligtelser . . .
. . . og forberede foredrag og studere personligt
[Illustrationer på side 418]
At aflægge hyrdebesøg hører til en ældstes pligter . . .
. . . og det gør forkyndelsen fra hus til hus også