Den kristne tjeneste
„Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ — Matt. 28:19, NW.
1. (a) Hvad gjorde et stærkt indtryk på folk i Galilæa i det første århundrede? (b) Hvornår begyndte Jesus sin tjeneste?
DA FOLK i Galilæa i det første århundrede hørte en trediveårig mand forkynde, gjorde det han sagde et sådant indtryk på dem at „rygtet om ham kom ud i hele omegnen“. (Luk. 4:14) Der havde aldrig været en mand iblandt dem der talte med en sådan visdom og myndighed. Han var begyndt at forkynde kort efter sin dåb i Jordanfloden da Guds ånd var kommet over ham. Den forkyndelse som Jesus Kristus tog op dengang blev begyndelsen til noget fuldstændig nyt i det hebraiske folks lange historie.
2. Hvilken opgave havde de hebraiske profeter?
2 Dengang de hebraiske profeter, af hvilke Malakias var den sidste, levede, blev der ikke gjort noget forsøg på at grundlægge et voksende samfund af forkyndere der kunne forkynde Jehovas hensigter og undervise folket i Bibelens sandheder. Gud sendte først og fremmest profeterne som reformatorer og ikke som lærere. Deres opgave var at få israelitterne til at vende tilbage til den sande gudsdyrkelse og at advare dem om hvad Gud ville gøre dersom de fortsatte deres ulydige færd. For at profeterne kunne udføre dette hverv blev hver enkelt af dem inspireret af Gud. De gjorde ikke noget forsøg på at danne et samfund af forkyndere. Den sammenslutning der kaldtes „profetsønnerne“ var et samfund af profeter der allerede havde Guds ånd. De var ikke blevet Guds tjenere som følge af en forkyndelse. Det var derimod tilfældet med dem der fulgte Jesus Kristus.
3. På hvilken måde var hensigten med Jeau forkyndelse noget nyt for hebræerne?
3 Ulig profeterne virkede Jesus i den hensigt at indsamle et folk hvis medlemmer skulle forkynde. Dette var noget fuldstændig nyt. Det var hans hensigt at de, når tiden var inde, skulle danne en organisation af indviede tjenere der skulle tilbede Jehova i ånd og sandhed og som skulle forkynde. (Joh. 4:24) Med den forkyndelse som Jesus indledte i Judæa og Galilæa blev den kristne tjeneste grundlagt.
4. Hvorledes viste Jesus hvilken gerning hans efterfølgere skulle udføre, og hvori bestod denne gerning?
4 På et meget tidligt tidspunkt i sin tjeneste begyndte Jesus at udvælge dem der skulle være hans apostle. Elleve af dem var galilæere men den tolvte, han der til sidst viste sig at være utro, var øjensynlig judæer. Hvad Jesus havde for med dem blev åbenbaret da han udvalgte de første to, som allerede hørte til hans disciple. „Da han vandrede langs Galilæas sø, så han to brødre, Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, i færd med at kaste vod i søen; for de var fiskere. Og han siger til dem: ’Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.’“ (Matt. 4:18, 19) Det var hans hensigt at oplære dem til at være forkyndere så de kunne opsøge retfærdselskende mennesker og føre dem til ham.
Forkyndere sendes ud
5. Forklar hvorfor der var behov for mange forkyndere til at udføre den kristne tjeneste i det første århundrede.
5 Eftersom den kristne tjeneste på mange måder var helt anderledes end den forkyndelse de hebraiske profeter havde udført, var der behov for mange forkyndere. Der måtte udføres et forkynderarbejde for at de interesserede mennesker kunne blive indsamlet. Guds ord ville drage dem ind i den nye tingenes ordning. Gud havde bestemt at den gamle tingenes ordning, der var begyndt med Moses, skulle erstattes med en ny tingenes ordning ved Jesus Kristus. Denne nye ordning ville være langt bedre end den gamle, for den ville give dem som blev ført ind i den et evigt liv. Jesus sammenlignede indsamlingen af mennesker til den nye tingenes ordning med en landmands høst og sagde: „Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) Denne bøn blev opfyldt ved at Gud velsignede den kristne tjeneste i det første århundrede.
6. Hvilken vejledning angående tjenesten gav Jesus sine apostle, og til hvem skulle de dengang begrænse deres forkyndelse?
6 Efter nogen tids undervisning sendte Jesus de tolv apostle ud for at forkynde. „Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: ’Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: „Himmeriget er kommet nær!“ Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!’“ (Matt. 10:5-8) De skulle begrænse deres forkyndelse til de kødelige, jødiske efterkommere af Abraham. På et senere tidspunkt ville forkyndelsen blive udvidet til nationerne eller de ikke-jødiske folkeslag. Eftersom jøderne var Guds pagtsfolk skulle de være de første der fik mulighed for at blive en del af den kristne menighed hvis medlemmer til sidst ville få den forret at være Guds præster og regere „som konger over jorden“. — Åb. 5:10, NW.
7. (a) Hvorfor var det budskab apostlene havde at forkynde en god nyhed? (b) Forklar hvorfor de kunne sige at Riget var kommet nær.
7 Det budskab apostlene blev undervist i at forkynde var et opbyggende budskab om Jehovas rige. Israelitterne havde i lang tid forventet et rige som Gud ville oprette. Profeten Daniel havde talt om det mere end fem hundrede år før Jesus begyndte sin tjeneste. Da Jesus og hans apostle forkyndte at dette rige var kommet nær var det derfor en god nyhed. Jesus var dets konge. Allerede før han blev født havde en engel over for Maria erklæret: „Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:33) Eftersom han var kongen i Guds rige betød hans nærværelse at Riget var kommet nærmere end det nogen sinde før havde været. Han var dets repræsentant, dets overhoved, og derfor kunne apostlene med glæde forkynde at Riget var kommet nær. — Dan. 2:44.
8, 9. (a) Hvordan kunne Jesus og hans apostle bevise at de var Jehovas sande repræsentanter? (b) Hvorledes viste Jesus hvem der havde bemyndiget ham til at tjene, og hvad viser dette angående de religiøse ledere?
8 Som bevis for at apostlene havde Guds ånd og at de virkelig forkyndte et budskab som Gud ønskede at overbringe jøderne, fik de kraft til at gøre mirakler så de kunne helbrede de syge og opvække de døde. Det almene folk hørte for størstedelens vedkommende med glæde Jesus og hans apostle og forstod at de var Guds tjenere, men mange af de religiøse ledere nægtede, til trods for de mirakler Jesus og hans apostle udførte, genstridigt at anerkende deres bemyndigelse til at forkynde. (Mark. 12:37) Ved en bestemt lejlighed sagde disse ledere til Jesus: „Med hvad ret gør du dette, og hvem har givet dig denne ret?“ (Matt. 21:23) Jesus havde vist hvorfra han havde denne myndighed da han i synagogen i Nazaret offentligt læste op fra Esajas’ bog, kapitel 61, vers 1 og 2:
9 „Herrens [Jehovas, NW] Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren [Jehova, NW].“ Da han var færdig med at læse dette sagde han til folket: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ (Luk. 4:18-21) På denne måde viste Jesus at det var Jehova der havde bemyndiget ham til at forkynde. Der var følgelig tale om en langt højere bemyndigelse end den religiøse ledere kunne give. Eftersom det budskab Jesus forkyndte var fra Gud behøvede han ikke en eksamen fra en af de højere rabbinerskoler eller en bemyndigelse af ypperstepræsten Kajfas eller af et andet medlem af sanhedrinet. Jesu apostle kunne ligesom han henvise til at Jehova Gud havde bemyndiget dem til at forkynde.
10. Hvad vises der ved at Jesus sendte yderligere halvfjerds af sine efterfølgere ud for at forkynde?
10 Efter at apostlene havde taget den kristne tjeneste op sendte Jesus yderligere halvfjerds af sine efterfølgere ud som forkyndere. Hermed viste Jesus at det var hans hensigt at hans befaling om at forkynde Riget skulle gælde flere end de tolv apostle. „Derefter udpegede Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme.“ Han bød dem: „Sig til dem: ’Guds rige er kommet nær til jer.’“ (Luk. 10:1, 9) Ligesom apostlene gik de ud til folk med deres budskab og ventede ikke på at folk skulle komme til dem. Da Jesus oplærte og udsendte disse toogfirs forkyndere begyndte han at udvide den kristne tjeneste.
Hurtig vækst
11. (a) Hvad begyndte der at ske med kristendommen på Pinsedagen? (b) Hvorfor kunne den kristne organisation ikke oprettes før Pinsedagen?
11 Den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen, halvtreds dage efter at Jesus var blevet oprejst fra de døde, og fra da af fik kristendommen en vældig udbredelse. Den dag alene føjedes 3000 til discipelskaren. I tiden efter Pinsedagen voksede antallet af troende daglig. Ulig dem der lyttede til forkyndelsen før Jesu død blev disse ført ind i en organisation der var fuldstændig adskilt fra den jødiske religiøse tingenes ordning. Dette kunne ikke være sket før Jesu død, idet Lovpagten da stadig var i kraft, og Jesus kunne ikke oprette en organisation der ville konkurrere med den der eksisterede under Lovpagten. Da han ved sin død havde opfyldt formålet med Lovpagten og bragt den til en afslutning var tiden kommet til at danne den kristne organisation. Den blev til på Pinsedagen og bestod først af 120 disciple der alle var jøder, og apostlene udgjorde det styrende råd.
12. Hvad skyldtes den kristne organisations hurtige vækst?
12 Denne nye organisations hurtige vækst skyldtes at alle der blev kristne tog del i den kristne tjeneste og at Guds velsignelse hvilede over deres bestræbelser i forkyndergerningen. „Herren [Jehova, NW] føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.“ (Ap. G. 2:47) Da disse nye Jesu Kristi efterfølgere vendte tilbage til deres hjemland tav de ikke stille med det de havde lært. Ligesom de toogfirs forkyndere Jesus havde sendt ud tog disse også den kristne tjeneste op. De lod sandhedens lys skinne sådan som Jesus havde befalet. „Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ — Matt. 5:15, 16.
13, 14. (a) Forklar hvorledes forfølgelsen medvirkede til kristendommens udbredelse. (b) Hvilken rolle kom byen Antiokia i Syrien til at spille?
13 Da Stefanus, den første kristne martyr, blev stenet, skyllede en bølge af forfølgelse mod den spæde kristne organisation, hvilket havde til følge at dens medlemmer spredtes. Dette medvirkede til at udbrede den kristne tro og fik antallet af tilhængere til yderligere at vokse. Hvor de kristne end kom hen forkyndte de. „De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.“ (Ap. G. 8:4) Nogle af disse Kristi efterfølgere kom til Antiokia i Syrien, hvor de forkyndte for jøderne og dannede en menighed. „De, der nu var blevet spredt ved den forfølgelse, som opstod i anledning af Stefanus, vandrede omkring, til de kom til Fønikien og Kypern og Antiokia, uden at forkynde ordet for andre end jøder.“ — Ap. G. 11:19.
14 Nogle af dem der blev spredt efter Stefanus’ død forkyndte for de græsktalende jøder og proselytter. „Dog var der iblandt dem nogle mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia, og de talte også til grækerne, idet de forkyndte evangeliet om Herren Jesus. Og Herrens [Jehovas, NW] hånd var med dem, så et stort antal kom til troen og vendte sig til Herren.“ (Ap. G. 11:20, 21) Det er værd at lægge mærke til at efter at Barnabas og Saulus fra Tarsus havde undervist befolkningen i Antiokia blev denne by det center hvorfra kristendommen udbredtes til de ikke-jødiske nationer. Det var også her Kristi efterfølgere først blev kaldt kristne.
15. Hvordan så Saulus fra Tarsus på tjenesten da han blev kristen, og hvordan viste han hvad den betød for ham?
15 En vigtig begivenhed i forbindelse med kristendommens hurtige udbredelse var Saulus fra Tarsus’ omvendelse. Da han blev omvendt forstod han at den kristne tjeneste var en pligt der påhvilede alle som antog den kristne tro, og han undlod ikke at tage den op. Der er intet der viser at han betragtede tjenesten som noget der var forbeholdt nogle få religiøse ledere. Efter at han havde tilbragt en kort tid sammen med disciplene i Damaskus, sandsynligvis for at blive oplært, kastede han sig med mønsterværdig nidkærhed ud i tjenesten. Den forkyndelse han begyndte der i Damaskus, mens han sandsynligvis endnu var i trediverne, blev indledningen til et langt livs virksomhed i den kristne tjeneste, en virksomhed der varede i omkring tredive år. I al denne tid lod han sandhedens lys skinne hvor som helst han kom frem. Beretningen om hans livsløb viser at han var en meget nidkær forkynder.
16. Forklar hvilken fremgangsmåde Paulus fulgte når han forkyndte i et nyt distrikt, og hvorfor den var effektiv.
16 Når Paulus kom til et nyt distrikt koncentrerede han sin forkyndelse om de byer der var handelscentre. Af disse var der for eksempel Efesus, Tessalonika og Korint. Disse byer var steder hvortil folk fra oplandet kom for at handle og igennem hvilke handelsruterne til fjerne steder gik. Efesus lå for eksempel ved den romerske landevej fra Rom til østen. Korint lå på en landtange hvor skibene ankrede op for at losse deres ladninger til andre dele af Grækenland, en transportmetode man foretrak fremfor at risikere en rejse rundt om det sydlige Akajas stormomsuste forbjerge. Disse byer var ideelle steder når det gjaldt om at vinde nyt fodfæste for kristendommen. De derboende jøder og ikke-jøder som blev kristne bragte sandheden til de nærliggende byer, til oplandet og til de fjerne steder som handelsruterne førte til.
Tjenesten ikke begrænset
17. Hvilket vidnesbyrd fra det første århundrede godtgør at det var viist at Jesus befalede at alle de troende skulle forkynde?
17 Den hurtighed hvormed kristendommen udbredtes var et bevis for hvor viist det var at Jesus havde forordnet at alle de troende skulle forkynde. I løbet af kort tid var de kristne at finde overalt i det vidtstrakte romerske rige. Den kristne skribent Tertullian omtalte dette i en drøftelse med datidens hedninger. Han skrev: „Mennesker hævder højlydt at staten er besat med os; på landet; i landsbyer, på øer — alle steder er der kristne, af begge køn; af alle aldre; fra alle samfundslag, som går over til hans navn. . . . Vi er af i går og vi har fyldt alt hvad I har — byer, øer, forter, landsbyer og handelspladser.“ At alle de kristne tog del i forkyndelsen bevidnes af den hedenske skribent Celsus. Han spottede kristendommen fordi det ifølge historikeren Augustus Neander, var „arbejdere, skomagere og landmænd, de mest uoplyste og ubehøvlede mennesker, der var nidkære evangeliets forkyndere“.
18, 19. (a) Hvorledes så de første kristne på at Jesus havde sagt at de måtte bekende deres samhørighed med ham, og hvad mente han med dette udtryk? (b) Hvilken anden befaling om tjenesten gav Jesus, og hvem gjaldt den?
18 Alle der udviste tro tog Jesu udtalelse om at de måtte bekende deres samhørighed med ham, alvorligt. „Jeg siger jer da: enhver som bekender sin samhørighed med mig over for mennesker, ham vil Menneskesønnen også bekende sin samhørighed med over for Guds engle.“ (Luk. 12:8, NW) Dersom nogen skulle være i samhørighed med Jesus måtte de tro de sandheder Jesus lærte og følge hans eksempel ved at forkynde disse sandheder for andre. Den der var uvillig til i tjenesten at vise at han var i samhørighed med Kristus i tro og hensigt, røbede dermed at han ikke havde kærlighed til ham. Hvorfor skulle Kristus over for Gud og engle anerkende et sådant menneske som medlem af sit legeme, sin menighed?
19 Efter sin opstandelse og før sin himmelfart gav Jesus sine elleve trofaste apostle en befaling der ikke var begrænset til dem alene. Den gælder alle kristne. Han sagde: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som, jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Det var hvad apostlene og alle de der blev Jesu efterfølgere mens apostlene levede, gjorde. De glædede sig over enhver mulighed for at finde disciple som de kunne oplære til at undervise andre.
20. Forklar hvordan det gik til at forkyndelsen blev noget usædvanligt blandt de såkaldte kristne.
20 Nogen tid efter at apostlene og de som havde stået dem nær, var døde, begyndte de såkaldte kristne på den tid at falde fra troen. Der fremstod gejstlige ordener og forkyndelsen ophørte med at være noget som alle der bekendte sig til den kristne tro, tog del i; den blev en særlig forret som en præsteklasse tiltog sig. Læg mærke til hvad M’Clintock og Strongs bibelleksikon siger herom: „Da ritualer og ceremonier ikke blot fortrængte det der før havde været skik og brug men også selve tanken om at evangelisere, er det ikke overraskende at forkyndelsen selv blev en ceremoni og til sidst en sjælden og usædvanlig ceremoni. Det var ikke blot lægmænd men endog kirkens menighedsforstandere det blev forbudt at forkynde medmindre de havde særlig tilladelse fra biskopperne. Men mange af biskopperne som havde tiltaget sig denne særlige ret, at forkynde, holdt praktisk taget helt op dermed, enten på grund af uvidenhed eller fordi de blev ligegyldige.“ Den skik der hersker i dag, at en præsteklasse forkynder mens lægfolket forholder sig tavst, stammer fra disse frafaldne og ikke fra Jesus Kristus. — Ap. G. 20:29, 30.
De kristnes ansvar i vor tid
21, 22. Hvorfor er det stadig nødvendigt et kristne tager del i tjenesten?
21 Skønt der nu er gået mere end nitten hundrede år siden Jesu tid gælder Bibelens befaling til de kristne om at forkynde stadig. Det at være en kristen betyder stadig at lade Bibelens sandhedslys skinne til gavn for andre. Til trods for at omkring 30 procent af verdens befolkning bekender at være kristne, er behovet for den kristne tjeneste lige så stort i dag som i det første århundrede. De ukristne handlinger der begås af de mange der hævder at være Kristi efterfølgere viser at sand kristendom ikke har rørt deres hjerter. Guds ord om fortidens Israel gælder også dem: „Dette folk . . . holder sig [kun] nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig.“ — Es. 29:13.
22 De såkaldte kristne inden for kristenheden har behov for at blive undervist i Bibelen. De har brug for at lære den gode nyhed om Guds rige at kende. De trænger til et håb om verdensfred og et retfærdigt styre, hvilket Guds rige vil hidføre. Ligesom israelitterne lever de i åndelig hungersnød og deres religion er blevet en formssag. Skønt de bekender at være kristne trænger de til at sande kristne bringer dem nærende, åndelige sandheder. I vor tid findes der sådanne kristne der gør det. — Amos 8:11.
23. Hvem erkender i vor tid hvad der er en kristens pligt, og hvorledes ligner de de første kristne?
23 Det er denne erkendelse af at det påhviler enhver kristen at tage del i den kristne tjeneste der ansporer Jehovas vidner til at forkynde kristendommens sandheder „offentligt og fra hus til hus“ som apostlene gjorde. (Ap. G. 20:20, NW) I 194 lande følger de nu Jesu eksempel, ved at tage ud blandt folk og forkynde for dem hvor som helst de findes. Ligesom de første kristne oplærer de dem der tager imod den gode nyhed om Riget til at undervise andre. Alle der kommer ind i den nye verdens samfund af Jehovas vidner opmuntres således til at tage del i den kristne tjeneste. Det betyder ikke noget om man kun kan bruge nogle få timer om måneden i tjenesten. Ved at gøre det adlyder man alligevel Jesu befaling om at forkynde. Vor tids kristne har taget apostelen Paulus’ ord til sig: „Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ — Rom 10:10; 2 Tim. 2:2.
24. Hvordan var den forkyndelse Jesus og han apostle udførte sammenlignet med den måde gejstligheden forkynder på i vor tid?
24 Mange såkaldte kristne reagerer ugunstigt over for Jehovas vidners påstand om at den kristne tjeneste er for alle kristne. Disse mennesker er tilfredse med den ordning at en præst prædiker for dem mens de selv forbliver åndeligt passive og uvirksomme. Men det var ikke det Jesus havde i tanke med sine efterfølgere. Det har intet med den kristne tjeneste at gøre. Jesus begrænsede ikke sin forkyndelse til sine apostle og lod dem forstå at de ikke skulle gøre andet end at lytte. Ulig de hedenske lærere i Ægypten og Grækenland som havde deres lunde og søjlegange hvor de talte til beundrende tilhørerskarer, forkyndte Jesus på offentlige steder for folk der ikke alle var hans efterfølgere. Nogle var fjendtligt indstillet. Da der senere blev dannet menigheder sluttede apostlene sig ikke til forskellige menigheder og begrænsede deres forkyndelse til disse forsamlinger af troende. De fortsatte med at forkynde for mennesker uden for den kristne organisation og satte således et eksempel for alle indviede kristne. De var gode ledere som gjorde deres til at bevare de forskellige menigheders åndelige sundhed og kraft. Det er lige så vigtigt at følge dette eksempel på opbyggende kristen virksomhed nu som det var i det første århundrede.
25. (a) Hvorfor kan det siges at den kristne tjeneste som Jesus påbegyndte ikke er ophørt? (b) Hvad er tjenestens frugt i vor tid?
25 Jehovas vidner har taget den kristne tjeneste op som Jesus påbegyndte. Folk af alle racer og nationaliteter får nu mulighed for at lære de vidunderlige ting at kende som Jehova har i beredskab til menneskene. Fordi alle i den nye verdens samfund af Jehovas vidner således opfordres til at tage del i tjenesten og fordi denne ordning har Guds velsignelse, kommer der en stor skare mennesker ind i Jehovas organisation. Disse har det rette hjertelag og anerkender at det er deres pligt at påtage sig den kristne tjeneste, og de forstår at den er et gudgivent middel til at de kan bevare sig åndeligt levende. De ved at den er af betydning fordi den kan føre til frelse både for dem selv og for dem de forkynder for. Ved deres tjeneste priser de Gud gennem Kristus. „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn.“ — Hebr. 13:15; Matt. 24:14.