i mange lande, men de var sandelig ikke ene om det. Hver eneste kristen hjalp til. Da Paulus kom til Rom for første gang var det ikke for at oprette en menighed dér; den bestod allerede, for brødrene fra byen drog ud og kom ham i møde. — Rom. 1:8, 13; Ap. G. 28:14-16.

¹⁸ Apostlene havde ikke den opfattelse at missionsbefalingen kun gjaldt dem. Læg mærke til de rosende ord Paulus henvender til brødrene i Tessalonika: „Fra jer har Herrens ord lydt vidt ud; ikke blot i Makedonien og Akaja, men alle vegne er jeres tro på Gud blevet kendt, så vi ikke behøver at tale derom.“ — 1 Tess. 1:8.

¹⁹ Titus og Timoteus var lærere; men de var lærere for lærere. De var ikke præster som sendtes ud for at undervise et lægfolk. Paulus skrev til Timoteus: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ (2 Tim. 2:2) På linje hermed siger Åbenbaringen 22:17: „Ånden og bruden siger: ’Kom!’ Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’“ Da de hebraiske kristne endnu ikke havde gjort så store fremskridt at de kunne påtage sig det almindelige præstedømmes pligter, udtrykte Paulus sin skuffelse herover: „Skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord.“ Der tillodes ingen lægmandsstand i den menighed. — Hebr. 5:12.

20. Hvordan bekræfter historien at det almindelige præstedømme bestod i den første kirke?

²⁰ Historien bekræfter denne tanke. Professor Hal Koch siger i sin Kirkehistorie: „Kun i Aposteltiden og de nærmest følgende Aartier hører vi om virkelige Missionærer, der havde Kristendommens Udbredelse som deres særlige Opgave og Kald. Ellers var det ganske almindelige Kristne, Købmænd, Haandværkere, Slaver, og hvad deres sociale Stilling iøvrigt var, som drog nye Medlemmer til Menigheden.“ Der er altså ingen tvivl mulig: Det almindelige præstedømme var et karakteristisk træk i den første kristne kirke. Hvert eneste medlem var præst og betragtede det som sin pligt at forkynde for og at undervise andre om Gud inden for og uden for menigheden, og heri blev de støttet af den hellige ånd som Gud havde udgydt over dem. Der fandtes ingen lægfolk i kirken. Hvordan er det da gået til at man i kristenhedens kirker i vore dage næppe kender andet end en forkyndende præstestand og en passiv lægstand?

En djævelsk ændring

21. Udgjorde menighedens tjenere i urkirken et præsteskab?

²¹ Eftersom den første kristne menighed var en virksom og arbejdende organisation, var det nødvendigt at udnævne nogle af dens medlemmer til særlige tjenester. Kun mænd af en vis modenhed og alder, såkaldte „ældste“ (græsk: presbýteroi), kunne beklæde sådanne tjenerstillinger. Blandt disse modne mænd udvalgte man menighedens tilsynsmand (græsk: epískopos) og dennes hjælpere eller assisterende tjenere (græsk: diákonoi). Af det vi netop har lært om det almindelige præstedømme i den første kirke, ser vi at disse mænd ikke blev udnævnt til at udgøre et præsteskab; de var simpelt hen tjenere for deres kristne brødre. — Ap. G. 6:1-7; Tit. 1:5; 1 Pet. 5:2, 3; Matt. 20:25-28.

22. Hvordan kom menighedens tjenere efterhånden til at udgøre et præsteskab?

²² Imidlertid gik det som Paulus havde forudsagt: „Efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ En af de sørgelige konsekvenser af at disse mænd tilrev sig magten og undertrykte menigheden, var at det almindelige præstedømme helt forsvandt. Kirkens historie viser at menighedens tjenere i løbet af det andet århundrede langsomt men sikkert svang sig op til at blive et særligt præstedømme. Menighedens tilsynsmænd eller epískopoi klædte sig som biskopper, de ældste eller presbýteroi var ikke længer blot modne, ældre mænd der kunne virke som tjenere, men var beskikkede præster, og de assisterende tjenere blev til det vi i nutiden kalder diakoner. Sådanne mænd tiltog sig høje stillinger og blev et hierarki der i århundreder udøvede et åndeligt og verdsligt styre som hvilede tungt på lægstanden. — Ap. G. 20:29, 30.

23. (a) Hvordan er den katolske gejstlighed et træffende eksempel på at det oprindelige almindelige præstedømme udvikledes til et særligt præstedømme? (b) Hvorfor var dette en djævelsk ændring?

²³ Præsteskabet i den romersk-katolske kirke er et træffende eksempel herpå. Ikke alene er det en udsondret, særskilt klasse der står over lægfolket i magt, uddannelse og klædedragt, idet man har efterlignet hele det særlige præstedømmes ordning og har bygget bogstavelige templer og altre og ladet præsterne iføre sig særlige klædninger for at adskille dem fra de almindelige kirkemedlemmer. For helt at vende tilbage til det særlige præstedømme hævder man at præsten ved en særlig ordination får magt til efter eget forgodtbefindende at bringe Jesus Kristus ned på alteret og ved messen at ofre hans bogstavelige kød og blod. Et mere fuldendt spring fra det almindelige tilbage til det særlige præstedømme kunne næppe være blevet foretaget, hvis man stadig skulle bevare et kristent skær. Ved at fratage kirkemedlemmerne retten til at tjene Gud aktivt som forkyndere af hans ord, ved mere eller mindre at reducere dem til en flok uvidende analfabeter, kvalte den gejstlige stand Guds ånd i kirken, og tappede den for dens dynamiske, missionerende kraft, ved hvilken sandheden om Gud og Kristus skulle have sejret over verden. Det var en djævelsk ændring.

Det almindelige præstedømme i dag

„Jeg vil udgyde min ånd over alt kød; Eders sønner og Eders døtre skal profetere, Eders gamle skal drømme drømme og Eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de dage.“ — Joel 3:1, 2.

1, 2. Hvem går foran i kristenhedens bestræbelser for at genoplive det almindelige præstedømme, og hvilket motiv ligger der bagved?

I ÅRHUNDREDER har kristenhedens teologer vidst at de bestående kirkeorganisationer på grund af det særlige præstedømme ikke kunne betegnes som kristne eller bibelske. Men det er ikke førend nu i det tyvende århundrede at de er begyndt at røre ved det. Nu taler de meget om det „almindelige præstedømme“. Så mærkeligt det end lyder når man tager den katolske kirkes hierarkiske struktur i betragtning, var det den der gik i spidsen for kristenhedens nuværende indsats for at aktivisere det „lægfolk“ som omhyggeligt har været holdt passivt i århundreder.

² Det skal imidlertid bemærkes at den katolske kirkes motiv ikke så meget ligger i ønsket om at ændre kirkeorganisationen og indføre det almindelige præstedømme, som det bunder i en simpel nødvendighed, eftersom den katolske kirke lider af en følelig mangel på mænd der ønsker at blive præster.a Dette underminerer den katolske kirkes stræben efter verdensmagten, og derfor må det katolske lægfolk nu aktiviseres. Det er derfor der nu tales så meget om det almindelige præstedømme i en kirke der ellers ikke ville være interesseret i at minde nogen om denne ældgamle lære.

3. Findes der ifølge pave Pius XII ét almindeligt apostolat alle katolikker kan tage del i, og vil lægfolket herigennem komme til at stå på lige fod med præsteskabet?

³ Ved Lægapostolatets Anden Verdenskongres i Rom i 1957 forklarede pave Pius XII at der inden for