Missionærer for Riget — overbringere af den bedste nyhed
„’Da han steg op til det høje, tog han en skare til fange; han gav gaver i mennesker.’ Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer [evangelister].“ — Ef. 4:8, 11, NW, fodnote.
1. Hvad ville være den bedste nyhed i dag?
ALLE KAN lide at få gode nyheder. Den der bringer den gode nyhed hilses derfor med glæde af modtageren. Men i vor tids forvirrede verden kan det hænde at det der er en god nyhed for den ene ikke er det for den anden. En nyhed der vil glæde alle der elsker livet og deres medmennesker uanset nationalitet, race eller sprog ville følgelig være en vidunderlig nyhed, den bedste nyhed, ikke sandt? Naturligvis ville den det; og hvor utroligt det end måtte lyde findes der en sådan nyhed der må bekendtgøres overalt i dag.
2. Hvad gør de der har hørt den gode nyhed med den, og hvad kan de kaldes ifølge de gamle grækere?
2 De der allerede har hørt den, finder den for god til at de kan beholde den for sig selv. Uselvisk og med glæde giver de den videre til andre, overalt på jorden, til mennesker af alle stammer, nationer, racer, hudfarve og sprog, fordi den er for alle. De er hvad grækerne forud for den kristne tidsalder ville kalde „evangelister“, eller dem der „evangeliserer“. I den græske Septuaginta-oversættelse, der blev fuldført før den kristne tidsalder, forekommer således ordet „evangelisere“ to gange i den græske tekst i følgende passager: „Jeg er nærværende, som en tid fuld af skønhed over bjergene, som fødderne af en der bringer glade tidender om fred, som en der bringer gode nyheder; thi jeg vil forkynde din frelse idet jeg siger: o Sion, din Gud skal herske.“ (Es. 52:6, 7, Bagster) For at komme i besiddelse af denne gode nyhed, den bedste nyhed, der er for alle og enhver, ønsker vi at få klarhed over hvem disse evangelister og deres nyhedskilde er.
3. Hvad kaldte de hedenske grækere Zeus i egenskab af nyhedskilde, og hvor varig er den gode nyhed som evangelister bringer i dag? Begrund dit svar.
3 De gamle hedenske grækere gav deres øverste guddom Zeus (eller Jupiter) tilnavnet Evangélios, hvilket betyder „Den der bringer gode nyheder“. (Orations [53.3] af Ælius Aristides, 2. århundrede e. Kr.) Hvad de gode nyheder som Zeus overbragte grækerne nu end gik ud på, så gik de til grunde sammen med ham, for Zeus er ikke mere. Han var ikke andet end en hedensk, falsk guddom der ikke var udødelig. Den bedste nyheds evangelister i vor moderne tid hvor en international indsamling og udveksling af nyhedsstof går for sig, søger ikke til en så falsk og upålidelig nyhedskilde som den hedenske guddom Zeus Evangélios. De har en evigvarende nyhedskilde, hvis forudsigelser har vist sig at være hundrede procent korrekte. Han er kilden til „en evigvarende god nyhed“, en god nyhed der blev forkyndt for første gang for tusinder af år siden men som endnu lever og indgyder utallige mennesker i dag håb og nyt mod.
4. Hvem så Johannes bringe en evigvarende god nyhed, og er det rimeligt at tro at Gud er kilden til gode nyheder?
4 For nitten århundreder siden skrev en nyhedsskribent som modtog et profetisk syn af den nuværende domstid for nationerne: „Jeg så en anden engel flyve midt oppe under himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som glade tidender for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og tungemål og folk, idet han råbte med høj røst: ’Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet, og tilbed derfor ham som har dannet himmelen og jorden og hav og kildevæld.’“ (Åb. 14:6, 7, NW) Det er kun rimeligt at tro at den Gud som skabte alle de gode ting som vi fornuftbegavede skabninger glæder os over, også ville skabe gode nyheder og således være kilden til gode nyheder eller glade tidender.
5. Hvad bragte den engel der fløj midt oppe under himmelen, og hvorfor kan den gode nyhed som følge af dens kilde være evigvarende?
5 I det profetiske syn som den kristne apostel Johannes fik, var den engel han så „flyve midt oppe under himmelen“ overbringer af gode nyheder eller evangelist. Autentisk historie fortæller os at der virkelig har været engle der var evangelister. Som den engel der fløj midt oppe under himmelen, fik disse engle, disse evangelister, deres gode nyheder fra en eller anden kilde. Fra hvilken kilde? Fra den ene universelle nyhedskilde der eksisterer, Skaberen, Gud. Han har opretholdt hele sit skaberværk indtil nu, for han er den evige, levende Gud, han er udødelig. Derfor kan han også være kilden til en evigvarende god nyhed, og følgelig til en nyhed der har den største værdi selv i vor tid. — Jer. 10:10-12.
6. Hvad kan der svares på spørgsmålet om hvorvidt Gud er evangelist, og på hvilken måde er den gode nyhed evigvarende?
6 Betyder det at vor Gud og Skaber er evangelist? Ja, den største af alle evangelister. Han er den guddommelige Evangelist; og eftersom han er den egentlige kilde til gode nyheder, leder han en universel evangelisk organisation og udsender evangelister i særlige missioner for at gøre mennesker med god vilje glade. Den gode nyhed der kommer fra ham er „evigvarende“, for selv om han bekendtgjorde den for tusinder af år siden, tidligt i menneskeslægtens historie, var den profetisk. Den forudsagde de gode ting der skulle gå i opfyldelse så sent som i vor tid. Guds nyhedsmeddelelser er blevet optegnet og bevaret i den hellige bog Bibelen.
7. Hvilken god nyhed blev bekendtgjort i Eden, og hvorfor vil den ucensurerede sandhed om kort tid frigøre alle mennesker med god vilje?
7 Enhver der er ret indstillet vil uden tvivl betegne følgende bekendtgørelse som en god nyhed: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd [eller, dit afkom] og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Disse ord blev udtalt af det egentlige ophav til gode nyheder og var henvendt til det egentlige ophav til al løgnepropaganda. Det vil sige, de blev udtalt af Jehova Gud, menneskets og Paradisets skaber, og henvendt til Djævelen, som benyttede slangen i Edens have til at fortælle vor første jordiske moder, Eva, en bagtalerisk løgn. Bekendtgørelsen gik ud på at „løgnepropagandaens“ ophav en dag skulle udslettes. Ja, ophavet til denne falske nyhedstjeneste ville en dag få hovedet knust, blive trampet ned, fordi han er som en dræbende giftslange. Det er åbenbart at det djævelske ophav til denne løgnepropaganda endnu ikke er blevet udslettet, for jorden har aldrig før i menneskets historie været så fuld af løgnepropaganda, bagtalelse og pengeafpresning som netop nu. Dog har dette ikke kvalt den gode nyhed som blev bekendtgjort af Gud i Edens have. Tværtimod, Guds kvindes sæd er blevet udsendt i den særlige mission at udslette den løgnagtige nyhedskræmmer, Urslangen, Satan Djævelen. Snart vil alle retsindige mennesker som lever, kende sandheden i dens uforfalskede og ufordrejede form og denne sandhed vil frigøre dem. (Joh. 8:32) Der vil da ikke være nogen censur af sandheden for selvisk vindings skyld.
8. Hvilken god nyhed blev senere bekendtgjort for Abraham, og hvordan kommenterede Paulus den?
8 Her er en anden god nyhed der også er betydningsfuld. Den blev offentliggjort mere end to tusinde år efter at Jehova havde bekendtgjort ovennævnte evangelium eller gode nyhed i Edens have. Den kristne apostel Paulus fremsætter følgende kommentar til denne senere bekendtgjorte nyhed og henviser i denne forbindelse til den trofaste patriark Abraham. Han siger: „Abraham ’udøvede tro på Jehova, og det blev regnet ham til retfærdighed’. I ved for vist at de som holder fast ved tro, er dem som er Abrahams sønner. Nu forkyndte Skriften, idet den forudså at Gud ville erklære folk af nationerne retfærdige på grund af tro, på forhånd den gode nyhed for Abraham, nemlig: ’Ved hjælp af dig skal alle nationerne velsignes.’ Altså de som holder fast ved tro, velsignes sammen med den trofaste Abraham.“ (Gal. 3:6-9, NW) At alle nationer skal velsignes er en god nyhed, et evangelium.
9. Hvordan er det en velsignelse at folk erklæres retfærdige på grund af tro, og hvorfor er det af største betydning at optegnelse og gengivelse af nyheder er nøjagtig?
9 Når Gud erklærer visse mennesker blandt nationerne retfærdige er det en velsignelse. Ja det er en god nyhed, thi når folk fra nationerne retfærdiggøres eller erklæres retfærdige, danner det grundlaget for at de kan vinde evigt liv i lykke. I dette specielle tilfælde ville Gud erklære folk fra nationerne retfærdige på grundlag af deres tro på Gud, tro på Guds løfte. Mennesker opfordres til at give bevis på en sådan tro nu. De erklæres således retfærdige på grund af tro i denne tid, før virkelig fuldkommenhed er blevet mennesker til del. Eftersom det er på Guds evangeliske løfte denne tro må udvises, forstår vi hvor vigtigt det er at have en sand nyhedskilde, en nøjagtig optegnelse af nyhederne og en uforfalsket gengivelse af dem. Mennesker har brug for at pålidelige evangelister udsendes i en særlig mission af den oprindelige Evangelist, Jehova Gud. Sætter vi vor lid til løgnepropaganda bringer det os i trældom under løgnere og fører til uretfærdighed og død.
10. Hvad var den løgnagtige propagandamagers argument i Eden, og hvad mistede Eva ved ikke at tro på Guds lov?
10 Se engang hvilken velsignelse det har betydet at Gud har erklæret mennesker med tro på hans løfte retfærdige. Den løgnagtige propagandamager Satan Djævelen bagtalte i Edens have Skaberen, Jehova Gud. Djævelen fortalte kvinden Eva at Gud ikke kunne straffe hende ved at tage det liv hun havde, og at Gud ikke ene og alene kunne dømme om hvad der var ret og hvad der var uret, men at manden og kvinden kunne leve efter den standard som de selv satte for hvad der var godt og hvad der var ondt. Djævelen sagde ved hjælp af slangen: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ (1 Mos. 3:4, 5) Eva holdt op med at tro på Guds lov. Hun troede på Djævelens løgnepropaganda. Derfor mistede hun sin retfærdighed og var selv skyld i at hun kom ind på dødens vej, for hun havde overtrådt Guds bud.
11. Hvordan viste Adam at han manglede tro på Gud, og hvad er blevet resultatet for os alle på grund at dette?
11 Efter at Eva havde spist, overtalte hun også sin mand Adam til at spise noget af den forbudne frugt. Adam vidste at det var bedst ikke at gøre det, men for Evas skyld afslørede han ikke Slangen og fordømte dens løgnepropaganda. Han lod sig bestikke til at stille sig på bagvaskerens side. Han tog parti for den der havde bagvasket Gud og viste manglende tro på Guds evne til at yde ham hjælp i denne krise. På grund af hans mangel på tro og lydighed mistede han sin retfærdighed og faldt i overtrædelse. Efter at Gud havde indstævnet Adam og Eva til dom og havde offentliggjort sin første gode nyhed (1 Mos. 3:15), erklærede han Eva og Adam for uretfærdige. Derfor dømte han dem til døden, til at miste livet, til at vende tilbage til støvet, hvoraf Adam var taget. Fra Adam, og gennem Eva, har vi alle arvet uretfærdighed, og som følge heraf en fordømt tilstand hvori vi er underkastet døden. Nyhedskommentatoren apostelen Paulus skriver: „Synden kom ind i verden ved et menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede . . . døden [havde] herredømmet fra Adam til Moses.“ — Rom. 5:12-14.
Den guddommelige Evangelist
12. Ved hvilket løfte blev Abrahams tro særlig prøvet?
12 Patriarken Abraham var den enogtyvende mand i rækken af synderen Adams efterkommere. (Luk. 3:34-38) Han arvede således uretfærdighed fra Adam. Men han kom også i besiddelse af den nyhed som Gud havde bekendtgjort i Edens have vedrørende Guds kvindes sæd som skulle knuse Slangens hoved. Abraham accepterede og troede denne evangeliske bekendtgørelse. Men da Gud tilbød at han skulle få tilknytning til den lovede sæd, satte det Abrahams tro på den almægtige Gud på prøve. Jehova Gud sagde til ham, idet han atter optrådte som den store Evangelist: „Jeg vil gøre dig til en stor nation [ved at give dig en sæd eller et afkom], og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vis dig at være en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem som velsigner dig, og ham der nedkalder ondt over dig, vil jeg forbande, og alle jordens slægter skal visselig velsigne sig gennem dig.“ (1 Mos. 12:1-3, NW) Et sådant løfte fordrede tro.
13. I hvilken egenskab optrådte Gud da han gav dette løfte, og hvordan skulle nationerne velsignes af ham?
13 Nyhedskommentatoren Paulus siger at Jehova Gud, forfatteren til Den hellige Skrift, da han gav dette løfte „på forhånd [forkyndte] den gode nyhed for Abraham“. Gud optrådte således som evangelist eller som en der overbringer gode nyheder, glade tidender, til alle slægter og nationer. Først og fremmest betød denne gode nyhed at Gud nu, før Guds kvindes sæd skulle knuse Slangens hoved, ville gøre mod andre som han havde gjort mod Abraham. Hvilket? Erklære folk som tilhørte nationer der ikke nedstammede fra Abraham for retfærdige på grund af deres tro på Gud. Dette ville være en velsignelse for dem, eftersom det ville danne grundlag for at de kunne vinde evigt liv i Guds kommende retfærdsverden.
14. Hvordan blev Abraham velsignet på grund af tro, og hvad vil han få om kort tid?
14 Abraham havde været nogen tid i det forjættede land, Kana’an, da Jehova Gud befalede ham at se op mod himmelens utallige stjerner idet han sagde til ham: „Således skal dit afkom blive!“ Troede Abraham på denne gode nyhed? Den hellige beretning svarer: „Da troede Abram HERREN [Jehova], og Han regnede ham det til retfærdighed.“ (1 Mos. 15:3-6) Således blev Abraham erklæret retfærdig endnu før han var omskåren i kødet. På grund af sin tro på Gud, lagt for dagen gennem retfærdige gerninger, blev han velsignet, erklæret retfærdig. På grund af denne tro vil patriarken Abraham, der nu har været død i 3802 år, om kort tid få en opstandelse fra de døde til liv på jorden under Guds rige. (Jak. 2:21-23; Rom. 4:9-14) Således belønner Gud dem der tror på ham som den store Evangelist og giver bevis på deres tro ved at handle i overensstemmelse med den gode nyhed som han på forhånd forkyndte Abraham.
Guds søn, missionær og evangelist
15. Hvem foruden mennesker har Gud brugt som evangelister, og hvordan meddelte Gabriel dette?
15 Tanken kan måske forekomme os ny, og dog er det en gammelkendt sag at den store Evangelist, Jehova Gud, har brugt hellige himmelske engle som evangelister eller overbringere af gode nyheder. Før Gud sendte sin enbårne søn til jorden sørgede han for at han fik en forløber. Denne forløber var Johannes Døber, søn af den aldrende levitpræst Zakarias. I dette tilfælde gjorde Gud sin engel Gabriel til evangelist eller overbringer af gode nyheder. I året 3 (f. Kr.) viste Gabriel sig for den barnløse præst Zakarias mens denne gjorde tjeneste i det Hellige i Jehovas tempel i Jerusalem. Gabriel fortalte ham at han skulle få en søn med sin aldrende hustru Elisabet og at han skulle kalde ham Johannes. For at meddele sit evangeliske ærinde sagde Gabriel til den tvivlende Zakarias: „Jeg er Gabriel, som står nær foran Gud, og jeg blev udsendt for at tale med dig og forkynde dig den gode nyhed om disse ting.“ — Luk. 1:8-19, NW.
16. Hvordan overbragte Gabriel en endnu større nyhed?
16 Gabriel havde fået en endnu større nyhed betroet da han henved seks måneder senere viste sig for Maria, en jødisk jomfru af Juda stamme. Han glædede hendes hjerte ved at fortælle hende at hun var blevet udvalgt til at blive moder til Guds søn. (Luk. 1:26-38, 46-56) Ni måneder senere blev en engel udvalgt til at være evangelist og forkynde at Guds lovede søn var blevet født som menneske i Betlehem.
17. Hvordan åbenbarede denne engel at den virkede som evangelist?
17 Om denne engel der overbragte gode nyheder fra den store Evangelist læser vi: „Der var også i den samme egn hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjorde om natten. Og pludselig stod Jehovas engel hos dem og Jehovas herlighed strålede om dem, og de blev meget bange. Men engelen sagde til dem: ’Frygt ikke, thi se! jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde, som vil blive hele folket til del, eftersom der i dag blev født jer en frelser, der er Kristus, Herren, i Davids by. Og dette er jer et tegn: I skal finde et barn svøbt i linnedstykker og liggende i en krybbe.’“ Det var i sandhed en god nyhed! Ja, for beretningen fortsætter: „Og med et var der sammen med engelen en mangfoldighed af den himmelske hærskare som lovpriste Gud og sagde: ’Ære være Gud i højderne heroventil, og på jorden fred blandt mennesker med god vilje [mennesker som han godkender].’“ — Luk. 2:8-14, NW, fodnoten.
18. Hvilken måde var den eneste hvorpå Jesu fødsel kunne blive en god nyhed, og hvad blev hans forløber?
18 Imidlertid ville denne Guds søns fødsel ikke være nogen særlig god nyhed medmindre den viste sig at medføre goder for alle folk så de kunne opnå stor glæde. Som tømrer i den ubetydelige by Nazaret, bragte Jesus, Guds søn, ikke nogen særlig glæde til alle folk, ikke engang til hans jordiske moder Marias folk. Men forholdene ændrede sig for Jesus da hans forløber Johannes Døber var blevet evangelist, en der forkyndte gode nyheder. „I de dage fremstår Johannes Døber og prædiker i Judæas ørken og siger: ’Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.’“ (Matt. 3:1, 2) Guds ord kalder det at forkynde Guds rige at evangelisere eller at overbringe gode nyheder. Derfor siger nyhedsskribenten Lukas om evangelisten Johannes Døber: „Derfor gav han også mange andre formaninger og fortsatte med at forkynde gode nyheder for folket.“ — Luk. 3:18, NW; Yg; Ro; AT.
19. Hvorfor vægrede Johannes sig ved at døbe Jesus, og hvad blev Jesus da han var blevet salvet?
19 Johannes Døber forkyndte: „Han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg.“ „Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.“ (Matt. 3:11; Joh. 1:30) Det var grunden til at Johannes i begyndelsen vægrede sig ved at døbe Jesus og at Jesus måtte forsikre Johannes om at det var ret for ham at gøre det. Som bevis herfor blev Jesus salvet med Guds ånd fra himmelen. Efter at Jesus var steget op fra dåben i Jordanflodens vand så Johannes „Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ (Matt. 3:13-17) Den salvede Jesus kunne ikke være stærkere end Johannes Døber og samtidig være evangelist i mindre grad end Johannes. Så Jesus blev virkelig evangelist, en der var bemyndiget og udsendt af Jehova Gud, som salvede ham.
20. Hvordan bekendtgjorde Jesus for sine bysbørn at han havde ændret beskæftigelse og var blevet evangelist?
20 For at bekendtgøre at han havde ændret beskæftigelse fra tømrer til evangelist, kom Jesus tilbage til Nazaret og stod op for at læse i byens synagoge. Esajas’ profeti (61:1, 2) havde forudsagt hans komme som overbringer af gode nyheder, og ved denne lejlighed i Nazaret blev Esajas’ profetiske bog rakt til Jesus. „Og han åbnede rullen og fandt det sted hvor der stod skrevet: ’Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han udsendte mig for at prædike for fangerne at de skal lades løs, og for de blinde at de skal få synet igen, for at sende de fortrykte bort i frihed, for at forkynde Jehovas kærkomne år.’ Dermed rullede han bogrullen sammen, rakte den tilbage til den tjenstgørende og satte sig; og alles øjne i synagogen var intenst rettede imod ham. Da begyndte han at sige til dem: ’I dag opfyldes dette skriftsted I netop hørte.’“ — Luk. 4:14-22, NW.
21. Hvad beviste Jesus at han var, på trods af nazaræernes reaktion, og hvad oplærte han sine disciple til at blive?
21 Som bevis for at den gode nyhed ikke modtages som god af alle mennesker, ser vi at nazaræerne blev fornærmede over hvad Jesus havde forkyndt. De drev ham ud af byen og prøvede endog på at dræbe ham. (Luk. 4:22-30) Men Jesus holdt fast ved sin opgave som evangelist og drog andre steder hen idet han søgte dem der værdsatte gode nyheder fra Gud. Beretningen lyder: „Det skete i tiden derefter, at han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham.“ (Luk. 8:1; Mark. 1:14, 15) Jesus var en evangelist der forkyndte om Guds rige. Han underviste og oplærte også sine tolv apostle til at være evangelister der forkyndte dette rige. Han sendte dem ud som missionærer idet han bød dem: „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ — Matt. 10:1-7.
Missionerende evangelister
22. På grund af hvad lod Jesu fjender ham slå ihjel, og hvordan blev han i stand til at fortsætte sit evangeliske arbejde? Hvem stod i spidsen for arbejdet?
22 Jesus døde uskyldigt for at forkynde gode nyheder fra Gud eller for at være en trofast evangelist. Fjenderne af den gode nyhed om Guds rige lod ham slå ihjel. De anklagede ham for at ville gøre sig til konge i oprør mod den romerske kejser. (Joh. 19:12-16) Men den almægtige Gud oprejste Jesus fra de døde på den tredje dag og lod ham vende tilbage til himmelen fyrretyve dage senere for at indtage pladsen ved Guds højre hånd. Derfra skulle Jesus fortsætte sit evangeliske arbejde, idet han skulle lede sine evangelister på jorden. Hernede på jorden gik hans tolv apostle i spidsen for forkyndelsen af Riget. Den gode nyheds religiøse fjender opretholdt en bitter og voldsom modstand; men om Jesu apostle læser vi: „Hver dag blev de ved med i templet og fra hus til hus uden ophør at undervise og forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus.“ — Ap. G. 5:42, NW.
23. Var apostlene de eneste evangelister, og hvornår blev dette spørgsmål tydeligt besvaret?
23 Apostlene var ikke de eneste evangelister i den kristne menighed. Alle menighedens indviede og døbte medlemmer, som var kommet i besiddelse af den gode nyhed, havde pligt til at give den videre til andre, at udbrede den gode nyhed, og således virke som evangelister. At det var sådan sås tydeligt på et tidspunkt da man skulle tro at en nyhedsreporter ville holde op med at sprede nyheder der ville bringe ham i vanskeligheder, nemlig da der rasede en religionsforfølgelse.
24. Hvad siger beretningen om de forfulgte som bevis herpå?
24 Dette var efter at jøderne havde stenet Stefanus, en af de syv mænd der var blevet udnævnt til at tjene som særlige medhjælpere for apostlene i menigheden i Jerusalem. Om denne forkyndelse af evangeliet under voldsom forfølgelse står der: „Saulus [fra Tarsus], på sin side, bifaldt mordet på ham. På den dag udbrød der stor forfølgelse mod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne. Men fromme mænd bar Stefanus til begravelsen og de holdt en stor dødsklage over ham. . . . De som var blevet spredt drog imidlertid omkring i landet og forkyndte ordets gode nyhed. Filip, for eksempel, drog ned til byen Samaria og begyndte at forkynde Kristus for dem. Men da de troede Filip som forkyndte den gode nyhed om Guds rige og om Jesu Kristi navn, begyndte de at lade sig døbe, både mænd og kvinder.“ (Ap. G. 8:1, 2, 4, 5, 12, NW) I dette tilfælde var det de spredte disciple der udførte det evangeliske arbejde og ikke apostlene, som blev i Jerusalem. Alle disciplene havde den ære og glæde at være evangelister.
25. Hvem var de kristne der blev betegnet „evangelister“, og hvordan var det forudsagt at disse skulle gives som gaver?
25 Alle mennesker der bliver indviede, døbte efterfølgere af den førende evangelist, Jesus Kristus, efterligner ham og bliver evangelister, og omtales med rette som sådanne. Dog var der i menigheden i det første århundrede nogle som var specielt udtaget til evangelister og betegnedes som sådanne. Disse mænd, der karakteriseredes ved titlen „evangelister“, var gaver fra Herren Jesus Kristus efter at han var blevet oprejst fra de døde og var steget til himmelen for at sætte sig ved den store Evangelist Jehova Guds højre hånd. At der skulle skænkes sådanne levende gaver i form af mennesker, havde længe været forudsagt, nemlig i Salme 68:18 (NW), hvor der siges: „Du er steget op til det høje; du har bortført fanger; du har taget gaver i form af mennesker, ja, selv de genstridige, for at bo iblandt dem, o Jah Gud.“
26. Med hvilket argument peger Paulus på opfyldelsen af denne profeti?
26 Paulus, kommentator af den gode nyhed, viser opfyldelsen af denne profeti idet han siger til den kristne menighed eller „Kristi legeme“: „Men hver enkelt af os blev ufortjent godhed skænket, alt efter som Kristus udmålte den frie gave. Derfor siger han: ’Da han steg op til det høje, tog han en skare til fange; han gav gaver i mennesker.’ Hvad betyder nu udtrykket ’han steg op’ andet end at han også steg ned til de lavere egne, det vil sige jorden? Den selv samme som steg ned er også den som steg langt op over alle himlene, at han kunne give alle ting fylde. Og han gav nogle [gaver] som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer [eller, evangelister], nogle som hyrder og lærere, med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges.“ — Ef. 4:7-12, NW, fodnoten; AT.
27. Hvordan kunne disse mænd med rette kaldes „evangelister“, og hvorfor kan de omtales som „missionærer“?
27 Vi lægger her mærke til at evangelister eller missionærer, som Gud gav ved den herliggjorte Jesus Kristus, nævnes efter apostlene og profeterne men før hyrderne (pastorerne) og lærerne. Hvorfor skelnede man mellem disse mænd, der var givet som gaver til menigheden, og alle de andre i menigheden som udførte evangelisk arbejde ved at udbrede den gode nyhed? Det må være fordi de på en storartet måde udførte evangelisk arbejde, eller de gjorde det i videre omfang, i et større distrikt, eller et særligt distrikt. Øjensynligt blev de udsendt i en særlig mission for at forkynde den gode nyhed. Derfor kunne man kalde dem den gode nyheds missionærer.
28. Hvordan ses det i Filips tilfælde at disse evangelister udgjorde en særlig gruppe?
28 At de udgjorde en særlig gruppe og var en speciel gave fra Gud gennem Kristus efter at denne var opsteget til himmelen, fremgår af at føromtalte Filip blev kaldt evangelist. Paulus’ rejseledsager Lukas fortæller i forbindelse med Paulus’ sidste besøg i Jerusalem: „Næste dag drog vi derfra og ankom til Kæsarea, og vi tog ind i huset hos missionæren [eller, evangelisten] Filip, som var en af de syv mænd, og vi boede hos ham. Denne mand havde fire døtre, jomfruer, der profeterede.“ — Ap. G. 21:8, 9, NW, fodnoten.
29. Hvorledes sås og demonstreredes det at Filip ikke var en af Lammets apostle, og hvordan blev han alligevel brugt som evangelist?
29 Denne Filip var ikke apostel som Paulus. Det var den unge mand Timoteus heller ikke. Til ham skrev Paulus: „Gør en missionærs gerning, fuldfør omhyggeligt din tjeneste.“ (2 Tim. 4:5, NW) Det var grunden til at Filip, da han blev drevet fra Jerusalem på grund af forfølgelse og drog ned til byen Samaria, kun kunne døbe de troende, omskårne samaritanere i vand. Han kunne ikke meddele disse døbte den hellige ånds gaver ved at lægge hænderne på dem. Dette betyder ingenlunde at de ikke var blevet avlet af Guds ånd som hans åndelige børn med håb om at arve det himmelske rige. Det betyder blot at de ikke modtog åndens mirakuløse gaver så de kunne profetere eller udføre mirakler, tale i fremmede tungemål eller fortolke disse. For at samaritanerne kunne modtage åndens mirakuløse gaver måtte Filip underrette apostlene, som var blevet i Jerusalem. Peter og Johannes blev sendt ned til Samaria hvor de lagde hænderne på de døbte, indviede samaritanere. Så modtog disse den hellige ånd. Det sås og demonstreredes således at „Helligånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse“. (Ap. G. 8:12-18) Som evangelist var Filip dog på en særlig måde blevet brugt af Gud gennem Kristus til at bringe de omskårne samaritanere den gode nyhed om Guds rige.
30. Hvordan sås det i forbindelse med Paulus’ besøg at Filip ikke var en „gave“ i form af profet?
30 Filip var ikke en kristen profet der havde fået åndens gave til at forudsige begivenheder af interesse og betydning for sine medkristne. Hans fire ugifte døtre, derimod, var profetinder ved hjælp af Guds ånd. Det betød ikke at Filip stod under disse kvinder i menighedsorganisationen. De profeterede med tildækket hoved, sådan som Paulus siger indviede kvinder gjorde når Guds ånd kom over dem i menigheden. Dog gav de ikke, lige så lidt som deres fader, profetiske oplysninger til apostelen Paulus. (1 Kor. 11:4, 5) Det var en profet ved navn Agabus der kom ned til Kæsarea og fortalte Paulus forud hvad der skulle ske ham i Jerusalem. (Ap. G. 21:10, 11) Agabus var en af de levende „gaver i form af mennesker“, idet han var en inspireret profet.
31. Hvordan viste det sig efter at Filip havde arbejdet i Samaria at han var en „gave“ i form af udnævnt „evangelist“?
31 Dog var Filip i sin egenskab af udnævnt evangelist også en gave fra Kristus efter dennes himmelfart. Han havde været apostlenes medhjælper i Jerusalem men blev også udsendt af Jehova Guds engel i en særlig evangelisk mission. Efter at Filip havde udført et så udmærket arbejde i Samaria talte Jehovas engel til Filip og sagde: „Stå op og drag mod syd til den vej som fører ned fra Jerusalem til Gaza.“ Stående ved vejsiden blev Filip her af Guds ånd ledet til at stige op i den vogn der nærmede sig og som tilhørte en af jødedommens trofaste proselytter, en ætiopisk eunuk, der var den ætiopiske dronning Kandakes skatmester. I vognen forkyndte Filip evangeliet for denne ivrige læser af Esajas’ profeti. „Filip åbnede sin mund, og idet han begyndte med dette skriftsted forkyndte han den gode nyhed om Jesus for ham.“ På den troende eunuks anmodning døbte Filip ham i vand.
32. Hvilket arbejde udførte eunukken i Ætiopien, og i hvilken mission fortsatte Filip?
32 Eunukken modtog ikke åndens mirakuløse gaver, men en apostel behøvede ikke at være til stede for at denne eunuk kunne blive avlet af Guds ånd og blive medarving med Kristus til det himmelske rige. Nede i Ætiopien udførte den døbte eunuk uden tvivl evangelisk arbejde, hvilket alle indviede, døbte kristne har pligt til at gøre; men Filip fortsatte sine rejser, udsendt i en evangelisk mission. „Filip fandtes at være i Asdod, og han drog igennem egnen og fortsatte med at forkynde den gode nyhed i alle byerne indtil han kom til Kæsarea.“ (Ap. G. 8:26-40, NW) Han udførte missionærarbejde sådan som Timoteus senere fik befaling til at gøre det. — 2 Tim. 4:5, NW.
Gode nyheder i „endens tid“
33. Hvordan forudsagde Jesus det særlige evangeliske arbejde der skal udføres i dag, og af hvem opfyldes hans profeti?
33 I dag lever vi i en tid da der skal udføres et særligt evangelisk arbejde. Det er det arbejde Jesus forudsagde i sin profeti om denne verdens eller tingenes ordnings ende: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Opfyldtes denne profeti af engle der optrådte som evangelister, af Jehovas engel Gabriel, eller af den engel der forkyndte Jesu fødsel som menneske for hyrderne, eller af den hærskare af engle der sang: „Ære være Gud i højderne heroventil, og på jorden fred blandt mennesker med god vilje“? Nej; der findes intet tegn på at engle har vist sig for mennesker efter året 1914 e. Kr., da „begyndelsen til ulykkeskvalerne“ kom for nationerne. Af hvem opfyldes da, efter den første verdenskrigs afslutning, Jesu profeti om det hidtil største evangeliske arbejde i menneskehedens historie? Den opfyldes af Jehovas vidner. Deres verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds oprettede rige foregår i 175 eller flere lande og ø-områder, under opsyn af femogfirs afdelingskontorer der er oprettet under the Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania, deres juridiske og administrative redskab eller tjener.
34, 35. (a) Hvad har vi ikke i dag som „gaver i form af mennesker“, og hvordan har vi alligevel evangeliske missionærer? (b) Hvornår og under hvilke omstændigheder holdtes den hidtil største afgangshøjtidelighed for Gileadskolens elever?
34 I dag har vi ikke „gaver i form af mennesker“, i skikkelse af Kristi tolv apostle eller inspirerede kristne profeter eller evangelister der ledsagede apostlene, såsom Filip og Timoteus. Ikke des mindre har vi evangeliske missionærer. Hvordan?
35 I 1943 oprettede Jehovas vidner i staten New York i De forenede Stater en missionærskole der blev kaldt Watchtower Bible School of Gilead, idet skolens hovedbygning fik navnet Gilead, som betyder „Vidnedysse“. Skolen begyndte den 1. februar 1943 og har siden da hvert år udsendt to klasser som missionærer eller evangelister. I sommeren 1958 holdtes den hidtil største afgangshøjtidelighed. Det var afslutningen for den enogtredivte klasse, der bestod af 103 elever, og den fandt sted søndag eftermiddag den 27. juli 1958 på Yankee Stadium i New York city. Eleverne i denne enogtredivte klasse kom fra fireogtres lande og øgrupper og de fik tildelt opgaver som evangelister i tooghalvtreds lande. Ved Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ overværede en tilhørerskare på 180.291 delegerede, som fyldte både Yankee Stadium og det nærliggende Polo Grounds, at flere talere rettede nogle ord til den afgående klasse før eleverne modtog deres diplomer. Med tilknytning til ovennævnte drøftelse om missionærer eller evangelister som sendes ud i en særlig tjeneste holdt en af talerne følgende foredrag.