Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor gennemgik apostelen Paulus en ceremoni i templet i Jerusalem i forbindelse med et løfte til Gud når han selv lærte at kristne ikke er under Moseloven? — M. G., U.S.A.

Der er ingen tvivl om at apostelen Paulus anerkendte at de kristne ikke er bundet af Moseloven. Under inspiration skrev han: „Nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under.“ „I er jo ikke under lov, men under nåde,“ og: „Drives I af Ånden, er I ikke under loven.“ — Rom. 7:6; 6:14; Gal. 5:18.

Dette betyder dog ikke at han betragtede Lovens krav som syndige. Han skrev: „Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.“ (Rom. 7:12) Hvad Paulus mener er at Guds tjenere ikke behøver at overholde Loven for at blive godkendt af Jehova og opnå frelse. For eksempel er det ikke en synd at være omskåret; det er ikke ukristent. Men det ville være forkert at mene at en kristen nødvendigvis må være omskåret for at blive frelst. — Ap. G. 15:1, 2, 5, 22-29; 16:3.

Det var ikke ualmindeligt blandt jøderne at en der var undsluppet en fare eller ulykke aflagde et løfte til Jehova. For eksempel kunne han love at afholde sig fra alkoholiske drikke i en vis periode, i lighed med det man gjorde ved aflæggelse af et nasiræerløfte. (4 Mos. 6:1-21) Når perioden var udløbet, lod jøden håret klippe og bragte muligvis også ofre i templet i Jerusalem.

I Apostlenes Gerninger 18:18 læser vi at Paulus „I Kenkreæ [nær Korint] havde ladet sit hår klippe af; thi han havde et løfte på sig“. Om han havde aflagt dette løfte før han blev kristen siges der intet om, og vi ved heller ikke med bestemthed om dette markerede begyndelsen til eller afslutningen på perioden. Vi kan ikke udelukke den mulighed at dette har forbindelse med det der senere skete i Jerusalem.

Da Paulus kom til Jerusalem efter sin tredje missionsrejse nævnte de kristne som udgjorde det styrende råd at der var en hel del modvilje blandt jøderne mod Paulus. Efter de rygter de havde hørt troede de at Paulus fanatisk forkyndte imod Moseloven. Som vi har set var dette ikke sandt, og for at demonstrere dette over for alle gav Jakob og de i åndelig forstand ældre mænd Paulus følgende råd: „Vi har her fire mænd, som har et løfte på sig. Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem, og afhold udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage; så vil alle forstå, at det, de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder loven.“ — Ap. G. 21:23, 24.

Det gjorde Paulus og de fire kristne som havde et løfte på sig. (Ap. G. 21:26) Dette var hverken frafald eller kompromis. De gav til kende at det ikke var syndigt at rette sig efter de jødiske forskrifter angående løfter, selv om de kristne ikke behøvede at følge dem. Det var ikke det samme som hvis de havde ofret røgelse til en hedensk guddom — hvilket afgjort var imod sand kristen gudsdyrkelse. Det de gjorde var ikke i sig selv forkert, og det tjente til at nedbryde jødernes fordom og at give mange flere lejlighed til at høre den gode nyhed om frelse som Paulus var så ivrigt optaget af at forkynde.