hvorfor appellerede Paulus da? For at kæmpe kampen igennem til det sidste, til den højeste ret i det romerske verdensrige, uden at give fjenderne pardon og uden selv at bede om den. Selv kejserens love gav ikke den tids religionsdyrkere ret til at gribe ind over for forkyndelsen af Guds rige. Og fremfor alt var Guds love helt på forkyndelsens side. Paulus kæmpede altså med alle de våben han havde ret til at benytte. Ikke engang for sin egen bekvemmeligheds skyld ville Paulus ty til fordægtige metoder. Det ville blot have ladet sagen uafgjort, stadig ikke befæstet juridisk. Derfor nægtede han at bestikke landshøvdingen Feliks for at komme ud af fængselet. — Ap. G. 24:26, 27.

22. Hvilken opgave var Paulus bundet til i denne forbindelse?

²² Som romersk borger hævede Paulus Rigets budskab op på et værdigt plan ved at appellere til den tids højeste jordiske domstol, kejseren, til hvem Paulus som kristen betalte skat. (Ap. G. 25:10-12) Paulus havde helt og holdent bundet sig til at forsvare og juridisk befæste retten til at forkynde den gode nyhed. (Fil. 1:7, NW) Denne fremgangsmåde medvirkede til at Jesu profeti i Mattæus 10:18 blev opfyldt.

23. Hvordan går Jehovas vidner, ligesom Paulus, til værks dér hvor de ikke er forbudt og dér hvor de er forbudt, og hvem ser de hen til efter frelse?

²³ I dag står vi fast på rigtigheden af det princip som den kristne apostel Paulus fulgte. Hvor der ikke eksisterer noget forbud mod Jehovas vidner, appellerer vi som skatteydende borgere til nutidens kejser for at få standset rigsforkyndelsens fjender ved hjælp af kejserens egne love. Hvor der hersker forbud mod Jehovas vidner kan de ikke appellere til kejseren inden for hans eget domæne. Men når det gælder Jehovas befaling til vidnerne om at forkynde Riget, så adlyder de Gud som hersker fremfor at efterkomme forbudet udstedt af mennesker der kæmper mod Gud, og som vil forsvinde ud af tilværelsen før eller senere, men ikke senere end i den universelle Harmagedonkrig. (Es. 51:12) Frelse til evigt liv i Guds nye verden vil ikke komme gennem kejseren, som om kort tid vil forsvinde, men fra Gud Jehova og gennem Jesus Kristus hans regerende konge.

24. Hvordan vil vi altså handle, netop som fremholdt af David i Salme 26, og på hvilken måde vil vore bønner derfor blive hørt?

²⁴ Ligesom kong David elsker vi, resten af arvingerne til Guds rige og også den store skare af ledsagere med et ret sind over for Guds rige, at være i Jehovas hus og på det sted hvor hans herlighed bor. Her vil vi fortsætte med at tilbede ham i kærlig lydighed mod de principper han har nedfældet i sit skrevne ord til ledelse og fastlæggelse af vor kristne adfærd. Her blandt de forsamlede skarer af tilbedere vil vi nu og i al evighed lovprise Jehova. Til denne gamle verden ender vil vi samvittighedsfuldt vandre videre fremad i vor bibelsk definerede uangribelighed ind for Gud. Når vi gør det, vil vore bønner være antagelige for ham, og han vil løskøbe os gennem Kristus. Når han bortriver denne verdens synderes og blodbestænkte menneskers sjæl og liv, vil han bevare os midt under deres katastrofale endeligt. Eftersom Gud belønner dem der alvorligt søger ham, vil han udfri os og give os adgang til hans lovede nye verden, en verden ledet af guddommelige principper og helt igennem præget af uangribelighed.

Seks års forgæves venten

● I Boston, Massachusetts, lagde en treogfirsårig enke, som var invalid og sengeliggende, hver uge ti cents af sin aldersrente til side for at give dem til sin præst, når og hvis han kom og besøgte hende. Efter at hun havde ventet i seks år kom der et af Jehovas vidner til hende og begyndte at studere Bibelen med hende. Omtrent otte måneder senere ville denne enke absolut have at vidnet skulle modtage den „enkens skærv“ som hun havde opsparet i al den tid. Vidnet sendte imidlertid beløbet til Vagttårnets selskab som en hjælp til at sende missionærer til fremmede lande.