Folket som bærer det frygtindgydende navn
„Og alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnet over dig, og de skal visselig frygte dig.“ — 5 Mos. 28:10, NW.
1, 2. (a) Hvad er bestemmende for om frygt for et navn er berettiget? (b) Hvornår er frygt for et navn der er nævnet over et folk berettiget, og hvad fører denne frygt til?
FRYGTE et folk fordi et navn er nævnet over det eller knyttet til det? Er en sådan frygt berettiget? Det afhænger af hvad navnet er berømt for eller kendt for. Er det navnets bærere der har gjort navnet berømt? Skaber de velvilje for navnet og er de årsag til at det nævnes med respekt? Trækker de noget fra eller lægger de noget til den vægt navnet har? Hvilken vægt har navnet i sig selv?
2 Andre kan nære stor fordom mod navnet, men æres navnet af selve det folk som navnet er nævnet over, og får det andre til at ære det? Handler navnets ejer med dette folk på en sådan måde at det øger respekten for navnet, og hvis navnets ejer bruger dette folk til at ophøje sit navn og rense det for enhver forsmædelse, da kan det virkelig siges at den frygt som nationerne nærer for det folk der bærer navnet er berettiget. Denne frygt har visse resultater til følge.
3, 4. (a) Hvem var det folk der indtil for nitten hundrede år siden bar det frygtindgydende navn? (b) Hvilken pagt førte Moses dette folk ind i, og hvad ville resultatet blive hvis de vandrede på Guds vej?
3 Hvem er det folk der nævnes ved et navn som verdens nationer frygter for? Det er det folk over hvem himmelens og jordens skabers, det vil sige Guds, navn er nævnet. Findes der et sådant folk i dag? Vi ved at der fra de ældste tider indtil for nitten hundrede år siden var et sådant folk på jorden. Fyrre år efter at det var blevet organiseret som en nation lå det lejret på Moabs sletter, i det land der nu kaldes Jordan. På det tidspunkt var en lovgiver som mennesker i hele verden stadig nærer stor respekt for, dets synlige leder. Det var profeten Moses, gennem hvem Gud gav de berømte ti bud til Moses’ folk. Dette folk skulle om kort tid drage vestpå over Jordanfloden og ind i det forjættede land som det ved Guds hjælp skulle tage i besiddelse. Hvis det skulle gå folket vel måtte det vedblivende adlyde de ti bud og alle de øvrige love der var baseret på de ti bud. Før sin død holdt Moses en række afskedstaler til folket og mindede det om dets pligt til at adlyde loven. Moses førte derpå folket ind i en pagt med Gud, hvorved dette folk som bar Guds navn lovede at være trofast med Gud i det nye land.
4 Under den tale hvori profeten Moses forelagde folket denne pagt eller højtidelige overenskomst med Gud sagde han:
„Vær stille og lyt til, o Israel. I dag er du blevet Jehova din Guds folk. Og det skal ske at hvis du usvigeligt vil lytte til Jehova din Guds røst ved omhyggeligt at udføre alle hans befalinger som jeg pålægger dig i dag, vil Jehova din Gud visselig også sætte dig højt over alle andre nationer på jorden. . . . Jehova vil indsætte dig som et helligt folk for sig, ganske som han tilsvor dig, fordi du fortsat holder Jehova din Guds befalinger og du har vandret på hans veje. Og alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnet over dig, og de skal visselig frygte dig.“ — 5 Mos. 27:9; 28:1-10, NW.
5. (a) Hvad advarede Moses Israel om, og hvad viser historien i de sidste nitten hundrede år vedrørende Israel? (b) Hvornår fik nationen som helhed sin største chance, og hvordan?
5 Det var en stor chance og et stort privilegium Israels folk fik dengang for tre tusind fire hundrede år siden; men det kan ikke nægtes at de forspildte deres chance. I den samme afskedstale fortalte Moses israelitterne om de forbandelser der ville komme over dem hvis de ikke lyttede til Jehovas røst og adlød hans befalinger. (5 Mos. 28:16-68) Israels folks historie i de sidste nitten hundrede år bekræfter at dette folk har oplevet de forbandelser som Jehova Gud forudsagde ville komme over det for dets ulydighed. Det har ikke været til ære for ham. Det har ikke ophøjet hans navn og er derfor ikke længere hans navnfolk. Ved begyndelsen til vor tid fik folket sin største chance, men kun en lille rest israelitter benyttede sig af den. Det var da den lærer, profet og undergører der skulle være større end Moses, kom til dem i Jehovas navn. Han var blevet salvet med Guds hellige ånd. Derfor blev han kaldt Kristus, men hans personlige navn var Jesus, hvilket betyder „Jehova er frelse“.
6. Hvad gjorde de religiøse ledere og folket over for Jesus ved påsketid, og hvad hændte der nationen fra år 66 og fremefter?
6 Nogle dage før den jødiske påske i året 33 red han på et æsel ind i Jerusalem mens en skare jøder hyldede ham som konge, som den kongelige arving efter den berømte kong David af Jerusalem. Men på selve påskedagen overgav folkets religiøse ledere Jesus til den romerske statholder i Judæa, nægtede at anerkende ham som Guds lovede konge og råbte til den romerske statholder: „Hans blod komme over os og vore børn!“ (Matt. 27:24, 25) „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:15) Samme påskedag blev Jesus Kristus pælfæstet uden for Jerusalem af romerske soldater. Der led han en vanærende død og blev begravet i en grav i nærheden. Treogtredive år senere gjorde jøderne oprør mod den konge de havde valgt sig, kejseren. I året 70 blev deres hovedstad Jerusalem og templet derfor ødelagt og jøderne spredt til jordens ender. Det er tydeligt at de siden da har erfaret de forbandelser som profeten Moses havde forudsagt.
7. Hvad skete der med disciplene da Jesus blev arresteret, og hvad erfarede de i de følgende toogfyrretyve dage?
7 Jesu Kristi disciple var blevet spredt da Jesus var blevet forrådt og arresteret. Men på tredjedagen efter hans død og begravelse blev de atter samlet og forenet om deres Mester Jesus Kristus. På denne dag oprejste den almægtige Gud, Jehova, nemlig sin himmelske søn fra de døde. Fra den usynlige verden, som Jesus Kristus var blevet oprejst til som en ånd, viste han sig nu ved flere lejligheder for sine disciple. I de følgende fyrretyve dage mødtes den oprejste Jesus Kristus således nu og da privat med sine disciple, der var blevet vidner til hans opstandelse. Til sidst så de ham fare til himmelen og forsvinde for deres øjne. Han skulle nu træde frem for sin himmelske Faders trone.
8, 9. (a) Hvad gjorde disciplene i de følgende ti dage, og hvad skete da? (b) Hvad sagde Peter var blevet opfyldt?
8 I de følgende ti dage holdt de sig sammen i Jerusalem idet de ventede på at løftet om at de skulle modtage Guds hellige ånd, skulle opfyldes på dem i overensstemmelse med Jesu ord før han steg til himmelen. Så kom det jøderne kalder Shabúoth, ugefesten eller pinsen, og den hellige ånd dalede ned over den lille forsamling på 120 disciple. Mirakuløst begyndte de at tale i fremmede tungemål som de aldrig havde lært, og at profetere eller offentligt forkynde om Guds store gerninger. Ingen af de jøder der befandt sig i templet i Jerusalem eller i det øvrige land fik del i denne udgydelse af den hellige ånd fra Jehova Gud ved Herren Jesu Kristi hånd. Tusinder af disse jøder samledes for at se dette mirakel og lytte til hvad disse Jesu Kristi disciple havde at sige på disse fremmede tungemål. Hvad var der sket? En af disciplene, Simon Peter, rejste sig først for at fortælle dem det. Profetien i Joels bog 3:1-5 var begyndt at få sin opfyldelse. Derfor sagde Peter:
9 „Dette er hvad der blev sagt gennem profeten Joel: ’„Og i de sidste dage,“ siger Gud, „vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere og jeres unge mænd skal se syner og jeres gamle mænd skal drømme drømme; ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde noget af min ånd, og de skal profetere. . . . Og enhver der påkalder Jehovas navn skal blive frelst.“’“
10. (a) Hvilken forklaring gav Peter på at ånden var blevet udgydt over Jesu disciple? (b) Hvad opfordrede han folk til at gøre?
10 Derefter forklarede Peter for dem at Jesus Kristus, som var blevet pælfæstet og begravet på påskedagen blot tooghalvtreds dage tidligere, var blevet oprejst fra de døde og ophøjet til Guds højre hånd i himmelen som en opfyldelse af de profetier kong David havde udtalt. Som Guds redskab havde Herren Jesus Kristus nu udgydt den hellige ånd over sine trofaste efterfølgere på jorden. Tusinder af tilhørere som blev sig deres skyld bevidst, spurgte hvad de skulle gøre. Peter sagde: „Angre, og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem der er langt borte, lige så mange som Jehova vor Gud måtte kalde til sig.“ Som en yderligere opfordring til hvad de skulle gøre sagde Peter: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt.“ — Ap. G. 2:16-40, NW.
11, 12. (a) Hvad tilkendegav Peters udtryk „denne vanartede slægt“ med hensyn til frelsen og med hensyn til Guds ejendomsfolk? (b) Hvad skrev Peter senere til de troende om hvem den nye nation var?
11 Under Guds ånds inspiration ved Kristus kaldte apostelen Peter den generation af jøder som havde forkastet Jesus Kristus for en ’vanartet slægt’. For at undgå tilintetgørelse måtte de skyldige jøder ’lade sig frelse’ fra den vanartede slægt, de måtte skille sig ud fra den. Denne slægt var ikke længere Guds udvalgte folk, folket for hans navn, det folk som hans navn var nævnet over. De der nu var hans godkendte folk, hans trælle og trælkvinder, var dem han havde sat sit mærke på ved at udgyde sin ånd over dem, de indviede, døbte efterfølgere af Guds søn, Herren Jesus Kristus. De var blevet Guds nye nation, en åndelig nation. Hvordan? Ved at de alle sammen havde fået del i Guds ene hellige ånd. Disse troende jøder havde været medlemmer af det folk Gud tidligere havde for sit navn. Ved tro på Jesus som Kristus vedblev de med at være folket for hans navn, men nu som medlemmer af hans nye åndelige nation, „Guds Israel“. (Gal. 6:16) Som bevis herpå skrev Peter nogen tid senere til dem og sagde:
12 „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk.“ — 1 Pet. 2:9, 10; 1:1, 2.
13. Hvilket bibelsk vidnesbyrd har vi om at ånden fortsat blev udgydt, også over ikke-jøder?
13 Opfyldelsen af Jehovas profeti ved Joel om den hellige ånds udgydelse var ikke tilendebragt på Pinsedagen dengang. Den varede ved. Tre og et halvt år senere trådte Peter ledet af Guds engel ind i det første hedenske (det vil sige ikke-jødiske) hjem, i Kæsarea, cirka 80 kilometer nordvest for Jerusalem, hvor han prædikede for den uomskårne italienske centurion Kornelius, og dennes familie og venner. Disse tog imod budskabet om Guds søn, Jesus Kristus. Så blev den hellige ånd udgydt over dem og de profeterede også i fremmede tungemål, hvorefter de blev døbt i Jesu Kristi navn. (Ap. G. 10:1-48) Fra da af modtog mange uomskårne ikke-jøder eller hedninger frelsesbudskabet.
14, 15. (a) Hvad blev disse troende, døbte ikke-jøder, og som hvad blev de anerkendt af apostlene og de ældste i Jerusalem? (b) Hvad påpegede Jakob som et profetisk bevis på at dette var rigtigt?
14 Selv om disse ikke var omskåret som de kødelige jøder, modtog de også den hellige ånd når de troede og lod sig døbe som symbol på deres tro. De blev åndelige jøder og havde ikke brug for nogen omskærelse da de var omskåret på hjerterne ved troens rensende kraft. De kom også til at høre til Guds udvalgte slægt, hans hellige folk, hans ejendomsfolk, ’folket for Guds navn’. Det hersker der ingen tvivl om; det er sandheden. Omkring år 49 blev disse uomskårne ikke-jødiske døbte troende ved en særlig konference hvor Peter, de øvrige apostle og andre ældste blandt de kristne i Jerusalem var til stede, anerkendt som hørende til folket for Guds navn. Hør hvad Jakob her sagde:
15 „Brødre, hør mig. Simeon [Peter] har indgående berettet hvorledes Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne [de uomskårne] for ud af dem at tage [hvad?] et folk for sit navn. Og hermed stemmer profeternes ord, som der står skrevet: ’Herefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte; og jeg vil genopbygge dens ruiner og rejse den igen, [hvorfor?] for at de der er tilbage af menneskene [den troende jødiske rest] alvorligt må søge Jehova sammen med [hvem?] folk fra alle nationerne, folk som kaldes med mit navn, siger Jehova, der gør disse ting.’“ — Ap. G. 15:13-17, NW.
16. (a) Hvis navn var nævnet over disse troende ikke-jøder? (b) Hvad er disse og de troende jøder derfor?
16 For hvis navn blev såvel disse troende „folk fra alle nationerne“ som de troende jøder et folk? Ikke et folk for Jesu navn, men for Guds navn, hvilket er Jehova. Profetien i Amos 9:11, 12, som disciplen Jakob citerede, lyder: „’Alle de nationer over hvilke mit navn er nævnet,’ lyder det fra Jehova, som gør dette.“ (NW) Følgelig er den åndelige nation af jødiske og ikke-jødiske troende, som er døbt i Jesu Kristi navn, det folk som Jehovas navn er nævnet over. De vantro jøder eller israelitter efter kødet er ikke folket for Jehovas navn og har ikke været det i de sidste nitten hundrede år. Jehova har ikke to folk, to nationer. Han har kun ét folk, én åndelig nation, nemlig de troende, døbte, åndssalvede efterfølgere af Herren Jesus Kristus. (Ef. 2:11-22) De udgør Jehovas folk, de er hans salvede vidner, på samme måde som Jesus Kristus var det på jorden.
Navnet skrevet på deres pander
17. (a) Hvor længe har opfyldelsen af Joel 3:1, 2 varet ved? (b) Hvis Jehova har „et folk for sit navn“ på jorden i dag, hvem er det da?
17 Opfyldelsen af Joels profeti om den hellige ånds udgydelse og Amos’ profeti om at folk fra alle nationerne ville søge Jehova har varet ved indtil dette tyvende århundrede, indtil vor egen generations tid. Hele den sande kristne menighed, bestående af indviede, døbte efterfølgere af Jesus Kristus, fra de første der kom til i apostlenes dage til de sidste der er kommet til nu i vor tid, har alle modtaget ånden og er alle blevet salvet med den. Så længe der er nogle der bliver medlemmer af det åndelige „Guds Israel“ vil Joels profeti om åndens udgydelse fortsat blive opfyldt. Virkningerne heraf vil kunne ses og høres. Derfor har Jehova Gud et folk på jorden i dag som hans navn er nævnet over, ’et folk for hans navn’, der er salvet med hans ånd. De udgør nu kun en rest af hans salvede ’hellige folk’, som har været under opbygning i de sidste nitten hundrede år.
18. Hvordan tilkendegav Jesus i Åbenbaringen 14:1 at Guds navn skulle være nævnet over den kristne menighed?
18 At Guds navn skulle nævnes over den kristne menighed i dag gav Jesus Kristus selv til kende. I Bibelens sidste bog henledte Jesus flere gange opmærksomheden herpå. I Åbenbaringens bog 14:1 fremstillede han sig selv stående på det himmelske Zions bjerg sammen med sin menighed på 144.000 salvede efterfølgere. Apostelen Johannes beskriver dette syn for os idet han siger: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.“ Jesu Faders navn er Jehova. Dette navn står så at sige skrevet på hans genløste efterfølgeres pander for at vise hvem de tilhører, hvis folk de er, hvis tjenere de er, hvis særlige ejendomsfolk de er, nemlig Jehovas. Jesus Kristus sagde at hans Fader havde givet ham disse 144.000, og derfor har de også Kristi navn skrevet på deres pander, det symbolske sted hvor identifikationsmærket sættes. — Joh. 17:9-12.
19. Hvis navn skulle være skrevet på dem ifølge Åbenbaringen 3:12?
19 I Åbenbaringens bog 3:12 siger den herliggjorte Jesus Kristus: „Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen, fra min Gud, og også mit eget nye navn.“ Jesu trofaste, sejrende efterfølgere bliver således en del af det åndelige Guds tempel hvori Jesus Kristus er hovedhjørnestenen. De har navnet på Jesu Gud, hvilket er Jehova, skrevet på sig. Af andre navne som de har skrevet på sig fremgår det også at de tilhører det nye himmelske Jerusalem samt Jesus Kristus i hans nye forhold til sin Gud og Fader. — Ef. 2:20-22.
20. Hvad siges der om dem i Åbenbaringen 22:3-5, og hvordan vises det således at de for evigt tilhører Gud?
20 I det sidste kapitel i Bibelen, i Åbenbaringens bog 22:1-5, beskriver apostelen Johannes først floden med livets vand og træerne der bærer frugt og som vokser på hver side af floden, og siger derefter: „Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder.“ Over disse trofaste arvinger til Guds rige hviler der ikke nogen forbandelse fra Gud sådan som over de utro, falske kristne. Som indviede tjenere for Jehova Gud yder de ham hellig tjeneste uden at rokkes og bliver et folk for hans navn. Derfor ser de hans godkendelses ansigt, og hans hellige navn står skrevet på deres pander og kendetegner dem som tilhørende ham for evigt.
21. Hvad må vi altså indrømme vedrørende det navn hvormed sande kristne skulle kaldes?
21 Hvis vi er ærlige vil vi også indrømme følgende: At det er rigtigt at de sande kristne, de sande efterfølgere af Jesus Kristus, kaldes ved Jehovas navn. De udgør ikke et folk for Kristi navn, men for Kristi Guds og Faders, Jehovas, navn. Mennesker der kalder sig kristne inden for kristenheden og som nægter at lade sig kalde ved Jehovas navn og som ikke vil være ’et folk for hans navn’ er i virkeligheden ikke kristne.
22. (a) Hvordan tilhørte Jesus selv folket for Guds navn? (b) Hvordan viser de såkaldte kristne i denne henseende at de ikke er sande kristne?
22 Jesus selv, kristendommens grundlægger, tilhørte ’folket for Guds navn’, idet han var født jøde og var omskåret. Guds navn indgik i hans eget personlige navn, eftersom „Jesus“ er en forkortet form for et navn der betyder „Jehova er frelse“. De millioner af såkaldte kristne i kristenheden som nægter at få Jehovas navn skrevet på deres pander så at sige, viser herved at de er hyklere og ikke sande kristne. De er aldrig blevet taget ud af denne verdens nationer og har aldrig skilt sig ud fra denne verden for at blive det som disciplen Jakob kaldte „et folk for [Guds] navn“.
Navnet bekendes
23. (a) Hvad måtte medlemmerne af den salvede rest gøre før de antog navnet „Jehovas vidner“? (b) Hvad indså de at Guds tid var inde til, og hvad bekendte de derfor?
23 Det var i 1931 at en trofast rest af indviede, døbte kristne, som ikke tilhørte nogen af kristenhedens sekter, antog navnet „Jehovas vidner“ for at vise hvem de var. Dette skridt var ikke i modstrid med Bibelen, ej heller med kristen sandhed. Men før de var værdige til at tage en så ærefuld betegnelse på sig måtte de bevise at de virkelig var offentlige vidner for Jehova ligesom Jesus Kristus. Gjorde de det? Ja, det havde de gjort, især siden 1926, i samarbejde med Watch Tower Bible & Tract Society. I den engelske udgave af Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse, nævnte selskabs officielle blad, blev den 1. januar 1926 offentliggjort en artikel med den udfordrende titel „Hvem vil ære Jehova?“ (Den danske udgave for 1. februar 1926) De forstod da at tiden var kommet til at Jehova ville skabe sig et navn, sådan som han havde gjort i profeternes dage. De besluttede derfor at ære Jehovas navn og at gøre det kendt som aldrig før. De bekendte offentligt, som havde de Guds navn skrevet på deres pander, at de tilhørte Jehova efter fuldt og helt at have indviet sig til ham gennem Kristus og at de nu var hans vidner.
24. Hvilket særligt skriftsted henledte Gud deres opmærksomhed på?
24 Ved sin hellige ånd henledte Gud dengang deres opmærksomhed på profetien i Esajas 43:10-12, der lyder ifølge New World Translation: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udtalelse, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan kende og have tro på mig, og for at I kan forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig var der ingen. Jeg — jeg er Jehova, og foruden mig er der ingen frelser.’ ’Jeg har selv forkyndt det og frelst og ladet det høre da der ingen fremmed gud var iblandt jer. I er altså mine vidner,’ lyder Jehovas udtalelse, ’og jeg er Gud.’“
25. Hvornår antog de navnet, og hvad anerkendte de således over for Gud?
25 Efter i flere år at have tjent som Jehovas vidner bekendte denne rest af indviede, døbte, salvede kristne altså i 1931 deres ansvar over for hele verden ved at antage det navn som Skriften selv gav til kende, nemlig Jehovas vidner: De anerkendte over for Gud at hans ord i førnævnte profeti: „I er mine vidner,“ „min tjener“, var rettet til dem.
26, 27. (a) Er de troende altid blevet kaldt kristne? Hvor ofte forekommer denne betegnelse i Bibelen? (b) Hvordan tjente denne betegnelse engang til at adskille dem fra andre, og hvad er der sket med dette navn siden da?
26 På denne måde skilte de sig ud fra alle de religiøse sekter i kristenheden der går under kristennavnet. Navnet „kristen“ er desværre ikke det betegnende navn i dag som det var for nitten hundrede år siden. Ifølge Apostlenes Gerninger 11:26 var det „først i Antiokia [i Syrien] at disciplene efter guddommeligt forsyn fik navnet kristne“. (NW) Det var omkring år 50. Fra år 33 til år 50, eller i sytten år, blev Jesu Kristi disciple altså ikke kaldt kristne eller messianister. Ordet kristen forekommer i øvrigt kun tre gange i hele Bibelen. — Ap. G. 11:26; 26:28; 1 Pet. 4:16.
27 Hvorfor kaldte man dem kristne (græsk) eller messianister (hebraisk)? For at adskille dem fra de kødelige jøder eller israelitter som havde forkastet Herren Jesus som Messias eller Kristus. Alligevel forvekslede romerne de kristne med jøderne fordi de kristne også brugte den jødiske bibel og deres leder Jesus Kristus var født jøde, israelit eller hebræer. Navnet kristen tjente altså dengang i nogen grad til at adskille Kristi sande efterfølgere fra andre. Men i dag, nitten hundrede år senere, er der millioner af mennesker der kalder sig kristne, men de har givet navnet et dårligt ry blandt hedningerne, heri indbefattet de ateister der findes inden for kristenheden.
28. Som hvad skulle de kristne ifølge Peters ord ikke lide? Hvad kan der i denne henseende siges om folk i kristenheden i dag?
28 For nitten hundrede år siden, da kristendommen endnu befandt sig på barnestadiet, kunne apostelen Peter skrive til Kristi efterfølgere: „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en der blander sig i andres sager. Men hvis han lider som en kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham vedblive med at herliggøre Gud i dette navn.“ (1 Pet. 4:15, 16, NW) I dag er fængslerne i kristenheden imidlertid fyldt med mennesker der kalder sig kristne og som har forbrudt sig på netop de områder som Peter nævnte, som mordere, tyve, forbrydere eller mennesker der blander sig i andres sager.
29. Hvilket omdømme har kristenheden skabt sig i historien, og hvilken indflydelse har det haft på kristennavnet?
29 Det omdømme som kristenheden har skabt sig siden den romerske kejser Konstantin den Stores dage er en skændsel for både protestanter og katolikker. Selve ordet kristen vækker derfor dårlige minder hos oplyste hedninger. Det var kristne der sendte de to atombomber ned over de ukristne japanske byer Hiroshima og Nagasaki af diplomatiske, politiske grunde, hvorved 156.000 japanske civilpersoner blev dræbt på blot få sekunder.
30. Hvilket spørgsmål må man stille med hensyn til nationer der kalder sig kristne? Hvad udtalte en journalist for nylig i artiklen „Hvad ligger der i et navn?“
30 Kristenheden udgøres af nationer der antages for at være kristne. Men har nogen politisk nation i denne verden bibelsk set ret til at kalde sig kristen? I det kanadiske Victoria Times udtalte journalisten B. A. Tobin den 11. januar 1960 i artiklen „Hvad ligger der i et navn?“ følgende:
. . . vore religioner, vor grund til at være på jorden i det hele taget — de etiketter som vi altid så bekvemt har klistret på disse ting tager man nu nærmere i øjesyn for at se om de beskriver indholdet nøjagtigt. Nogle foruroligende tanker er som følge heraf dukket op.
Folk spørger for eksempel om vi kan kalde et land et „kristent land“ hvis kun en lille del af dets indbyggere virkelig tror denne religions læresætninger.
H. L. Mencken [amerikansk forfatter og kritiker, samt udgiver af bladet American Mercury] skrev engang at „kristenheden er den del af verden hvor hele forsamlingen vil le hvis en mand rejser sig og siger han er kristen“.
Sådan var det for tredive år siden. I dag er folk ikke engang så interesserede at de ler.
31. Hvilke faktorer i forening bevægede resten til at antage navnet Jehovas vidner, og hvor kendt er navnet nu?
31 For Jehova Guds domstol står kristenheden nu anklaget for at have bragt den største forsmædelse over hans søn Jesu Kristi navn. Dette er i sig selv nok til at få sande, indviede kristne til at ønske at skille sig ud fra disse navnkristne. Men hvordan? Ved Kristi Faders navn. Over for kristenheden og hele verden bekender de derfor at Guds navn er nævnet over dem og at de er Jehovas vidner, sådan som Jesus Kristus selv var det. Før Jehovas vidner i 1931 antog dette bibelske navn blev de af deres religiøse fjender i kristenheden, protestanter såvel som katolikker, kaldt med alle mulige mærkelige og nedsættende navne. Dette var en stærk bevæggrund for dem til at antage en bibelsk benævnelse som de ikke behøvede at skamme sig over og ved hjælp af hvilken de kunne adskille sig fra de navnkristne. Dette navn, Jehovas vidner, er nu så kendt at det er medtaget i ordbøger og leksika!