Guddommelig helbredelse til fuldkomment liv

„Alle dine sygdomme læger han, han frelser dit liv fra døden.“ — Salme 103:3, 4, Mo.

 1. Hvad er nu et problem for lægevidenskaben, men ikke for Gud?

JEHOVA GUD kan uden hjælp fra vor tids atomvidenskabsmænd indføre en sund verden. Jo større fremskridt lægevidenskaben påstår at gøre, des flere sygdomme eller komplikationer støder den på. I de nationer, der regnes for de mest civiliserede, breder ondartede sygdomme sig mere og mere og kræver stadig flere ofre hvert år. Tegnet på dette tingenes systems afslutning har også vist sig som en opfyldelse af Jesu Kristi profeti. Vi ser „det ene sted efter det andet pest“ og „mangel på levnedsmidler“, hvilket fører til underernæring og således åbner vejen for en invasion af sygdom og svagheder. (Luk. 21:7, 11, NW; Matt. 24:3, 7) Dette rejser et uovervindeligt problem for menneskeheden, men ikke for Jehova Gud, den Almægtige. Uanfægtet skrider han frem i opfyldelse af løftet om at danne en ny og sygdomsfri verden, hvor lydige mennesker vil glæde sig over fuldkomment liv til evig tid.

 2. Hvad har medført sygdom og død?

² Det var en fuldstændig sund verden, Gud skabte med Adam og Eva og deres „skærmende kerub“ der tilbage i Edens have. Hvad var det da, som førte til usundhed, sygdom og til sidst døden? Det var overtrædelsen af Guds ubøjelige lov! Ingen skabning kan ustraffet søge at forandre Guds love, eller hvis han gør det, bevare et godt helbred. Hermed mener vi ikke alene naturens fysiske love, men i første række den moralske lov.

 3, 4. Hvorledes viste Jehovas handlemåde over for og pagt med Israel en forbindelse mellem at holde loven og bevare helbredet?

³ Jehova Gud lod forfærdelige plager ramme undertrykkerens land for at udfri sit udvalgte folk fra det gamle Ægyptens militærmagt. I den frie ørken gjorde han det bitre vand drikkeligt for sit udfriede folk for at vise, hvad han kunne gøre for nationens sundhed, og han sagde: „Hvis du vil høre på Jehova din Guds røst og gøre, hvad der er ret i hans øjne, og lytte til hans bud og holde dig alle hans bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig, som jeg bragte over ægypterne, men jeg Jehova er din læge!“ (2 Mos. 15:22-26) På sine egne kloge vilkår indgik han med Israels nation en pagt eller en aftale, der forlangte streng lydighed fra deres side, men til gengæld lovede dem usædvanlige velsignelser. Han gav dem ikke alene de mest hygiejniske og sundhedsbefordrende love, men også befalinger vedrørende deres moralske livsførelse over for Gud, mennesker og dyr.

⁴ For at advare dem imod tanken om, at de kunne ændre noget ved hans lov og slippe fri for de uundgåelige følger deraf, sagde han: „Jehova skal slå dig med Ægyptens svulster, med bylder, skab og skurv, der ikke kan læges. Jehova skal slå dig på knæ og læg med onde svulster, der ikke kan læges, ja fra fodsål til isse. Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter dette herlige og forfærdelige navn, JEHOVA DIN GUD, så skal Jehova sende uhørte plager over dig og dit afkom, svare og vedholdende plager og ondartede, vedholdende sygdomme, og lade alle Ægyptens sygdomme, som du gruer for, komme over dig, og de skal hænge ved dig; ja, endog alle mulige sygdomme og plager, som der ikke er skrevet om i denne lovbog, skal Jehova lade komme over dig, til du er lagt øde.“ (5 Mos. 28:27, 35, 58-61) Der er derfor en forbindelse mellem overholdelsen af Skaberens love og vor sundhed og vort velvære. Den sygdomsfrie, nye verden vil bestå af lykkelige skabninger, der holder deres Skabers lov til fuldkommenhed.

 5, 6. Hvilke kendsgerninger vedrørende Jehova Gud og hans søn taler til fordel for Jehovas kundskab og evner som læge?

⁵ Jehova sagde til sin medarbejder, sin enbårne søn, der blev den jødiske Messias: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1 Mos. 1:26) Skaberen Jehova og hans søn, Kristus Jesus, kender derfor til punkt og prikke den menneskelige organisme, der er deres fælles skaberværk. De vidste, hvordan de skulle få den til at fungere fuldkomment lige fra begyndelsen. De ved, hvad der har bragt den i uorden lige til denne dag. De ved også, hvorledes de skal fjerne enhver forstyrrelse fra denne organisme og bringe den til at fungere normalt igen. Denne kundskab vil de lægge for dagen i den retfærdige nye verden, der nu er ganske nær. Dog har Jehova i menneskeslægtens historie, lige fra menneskets fald til sygdom og død, åbenbaret sig som den guddommelige læge. Han lagde ganske særlig sin magt til at helbrede for dagen gennem sin elskede søn, dengang denne vandrede her på jorden som „mennesket Kristus Jesus“.

⁶ Dengang Jesus var her på jorden, rådede der megen fysisk lidelse blandt jøderne i Palæstina, og vi læser: „Jesus tog rundt til alle byer og landsbyer og lærte i deres synagoger og forkyndte de gode nyheder om Riget og helbredte al slags sygdom og alle slags svagheder.“ (Matt. 9:35, NW) Det var Guds ånd eller kraft, som virkede gennem Jesus på denne måde. Om denne kendsgerning vidner apostelen Peter og siger: „. . . Jesus, der var fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han drog igennem landet og øvede godt og helbredte alle dem, som var undertrykt af Djævelen; thi Gud var med ham.“ (Ap. G. 10:37, 38, NW) Ingen fysisk lidelse hos andre kunne modstå hans behandling, end ikke døden. Beretningen melder om en række af tilfælde, hvor han endog oprejste de døde, så han som et bevis for, at han var Messias eller Kristus, kunne sige: „Døde oprejses, og de fattige får de gode nyheder forkyndt.“ — Matt. 11:5, NW.

Fysiske helbredelser ophørt for århundreder

 7. Beholdt Jesus den helbredende kraft for sig selv? Hvad siger kendsgerningerne?

⁷ Jesus videregav denne kraft til visse af sine disciple. Vi læser: „Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem myndighed over urene ånder til at uddrive dem og til at helbrede al slags sygdom og alle slags svagheder. Disse tolv udsendte Jesus med følgende påbud: . . . helbred syge folk, oprejs døde mennesker, gør spedalske rene, uddriv dæmoner. I fik det for intet, giv det for intet.“ (Matt. 10:1, 5-8, NW) Da han senere udsendte halvfjerds til af sine efterfølgere, gav han dem lignende anvisninger: „Helbred de syge, som er der, og vedbliv med at fortælle dem: Guds rige er kommet nær til jer.“ (Luk. 9:1-6; 10:1-10, NW) Efter at Jesus var vendt tilbage til himmelen, vedblev hans apostle at have denne helbredende kraft. Begyndende med pinsehøjtiden udgød den herliggjorte Jesus Guds hellige ånd over alle sine indviede efterfølgere, og nogle af dem gav han kraften til at helbrede og endogså til at oprejse de døde. (Ap. G. 2:1-18; 5:16) Den sidste fysiske helbredelse ved Guds ånds kraft, der omtales i bibelen, er den, hvor apostelen Paulus omkring år 59 e. Kr. på øen Malta bad, lagde sine hænder på en mand og helbredte ham for feber og blodgang. — Ap. G. 28:7, 8.

 8. Hvem holder nu fast ved guddommelig helbredelse? Hvilke spørgsmål rejser dette?

⁸ I dag efter nitten århundreder findes der religionsdyrkere i Kristenheden, som praktiserer, hvad de kalder „guddommelig helbredelse“. Der er en del religiøse sekter, som holder fast derved. Deres medlemmer nægter at tage nogen art medicin og påstår at forlade sig helt på bøn, faste og mental koncentration. Visse evangelister tiltrækker sig publikums opmærksomhed med annoncer om „mirakler ved Guds kraft“ og „bønner for syge“. Tilsyneladende udføres der ved sådanne offentlige helbredelsesmøder mirakuløse helbredelser, der sætter tilskuerne i forundring. Er dette „guddommelig helbredelse“, og sker det ved den hellige ånds gave? Det påstås der, men er det sandt? Og skal vi tilbagevise enhver fordel, man kan høste gennem den moderne lægevidenskab, og søge helbredelse hos Gud ved hans mirakuløse magt? Er det en fornægtelse af den kristne tro at anvende medicin eller lade sig operere?

 9. Hvilken vægtig kendsgerning hjælper os til at svare på disse spørgsmål? Hvad beviser det?

⁹ En vægtig kendsgerning hjælper os til at svare på disse spørgsmål, og det er denne: Guddommelig fysisk helbredelse var et træk, der kendetegnede Kristi første nærværelse og hans menigheds barndom, men den skulle ophøre med hans apostles og deres medarbejderes død. Myndighed til at helbrede var en af åndens gaver, der siden pinsen kun blev skænket andre ved apostlene eller i deres nærværelse. Lad os forstå, hvad troldmanden Simon fra Samaria forstod, nemlig „at gennem apostlenes håndspålæggelse blev ånden givet“, og Simon var snu nok til at tilbyde Peter at købe denne apostolske kraft af ham for penge, men det blev harmfuldt nægtet ham. (Ap. G. 8:17, 18, NW) Det var også, mens apostlene var til stede og forkyndte for den italienske høvedsmand Kornelius og hans husstand, at den hellige ånd, uden at Peter lagde hænderne på de tilstedeværende, faldt „på alle dem, som hørte ordet“, og de begyndte at „tale i tunger og prise Gud“. (Ap. G. 10:44-46) Det var af samme grund, at det først var, da de tolv mænd i Efesus lyttede til apostelen Paulus og blev døbt igen, denne gang i Herren Jesu navn, og „Paulus lagde hænderne på dem“, at „den hellige ånd kom over dem, og de begyndte at tale i tunger og at profetere“. — Ap. G. 19:1-7, NW.

10. Hvorfor er det forgæves nu at bede om helbredelse eller kraft til at helbrede?

¹⁰ De mænd, som modtog den helbredende krafts gave gennem apostlene eller i deres nærværelse, kunne ikke give denne ånd videre til andre. De kunne derfor heller ikke skænke magten til at helbrede videre til andre. Da apostlene og deres medarbejdere derfor døde, ophørte den åndelige gave til at kunne helbrede folk på mirakuløs vis for fysiske lidelser med at blive videregivet eller udøvet. Nitten århundreder skiller os nu fra apostlenes tid. Der er et meget stort svælg at overstige mellem os og apostlene, ved hvem helbredelsens gaver blev skænket. I Jesu og hans apostles fysiske fraværelse er det forgæves for en kristen at bede om den åndelige gave til at helbrede andre og for ham selv at blive helbredt ved mirakler.

11. Var det forudsagt, at den helbredende gave skulle forsvinde? Hvornår? Hvorledes?

¹¹ Vi påstår imidlertid ikke hermed, at Guds hellige ånd ikke er blevet udgydt over resten af Kristi trofaste menighed i disse sidste dage. Vi mener blot, at denne særlige mirakuløse gave ikke er blevet dem skænket. Men „åndens frugt“, der er kærlighed, er ikke udeblevet. Den er stor blandt den sande kristne menighed i dag. Paulus sagde tydeligt, at kærligheden ville forblive, når åndens mirakuløse gaver ophørte. Han skrev: „Kærligheden ophører aldrig. Men hvad enten det er profetiske gaver, de vil forsvinde; eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ Gaven til mirakuløst at helbrede hørte til den kristne menigheds barndom og skulle opbygge dens tro og identificere den som Guds udvalgte folk fra da af. Men nu da den er nået til mands modenhed efter disse nitten århundreder med kristne erfaringer, udøver Kristi efterfølgere ikke længere denne gave. „Dengang jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.“ (1 Kor. 13:8-11, NW) Nu har vi kristne noget større end fysisk helbredelse, og det skal vi komme ind på senere.

12, 13. a) Hvorfor kan man ikke påstå, at guddommelig helbredelse er et nødvendigt bevis på, at man har Guds ånd? b) Hvad beviser, at helbredere nu er bedrageriske?

¹² De, som klynger sig til guddommelig fysisk helbredelse i disse „sidste dage“, vil hævde, at dersom vi ikke har og bruger denne mirakuløse kraft, er det et bevis for, at vi ikke er Guds sande organisation. Men vi spørger: Fik alle kristne, der modtog den hellige ånd, gaven til mirakuløs helbredelse? eller mirakuløs tungetale? eller mirakuløs tolkning af tungetale? Nej, lige så lidt som alle kristne skulle være apostle eller i stand til at forudsige kommende begivenheder eller øve mirakler. „Ikke alle er apostle, er de? Ikke alle er profeter, er de? Ikke alle er lærere, er de? Ikke alle udfører undergerninger, gør de? Ikke alle har helbredelsesgaver, har de? Ikke alle taler i tunger, gør de? Ikke alle er tolke, er de? Men vedbliv med at stræbe efter de største gaver. Og dog vil jeg vise jer en ypperligere vej. Dersom jeg taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, da er jeg blevet et rungende malm eller et klirrende bækken.“ (1 Kor. 12:29 til 13:1, NW) Der findes mange såkaldte „helbredere“ både inden for hedenskabet og inden for kristenheden. Men hvor lægger de ikke deres mangel på kærlighed for dagen gennem deres tragten efter økonomisk vinding, berømmelse, ære og selvisk magt over folk! Derfor er de intet i Guds øjne, alle deres mirakler til trods.

¹³ Sådanne helbredere øver ikke deres gerning for at forsvare den guddommelige sandhed, men for at forevige religiøse løgne. Tilsyneladende helbreder de fysiske svagheder, men de øver ikke den langt vigtigere helbredelse, der er åndelig og fører til liv i den nye verden. De befrier folk fra en legemlig sygdoms magt, men ikke fra Djævelens og hans organisations magt, denne verdens magt. Målt med denne målestok er deres helbredelsesgerninger ikke en manifestation af Guds ånd.

14. Hvad viser, at helbredelse ikke var et af åndens ypperste beviser?

¹⁴ Fremfor at lægge så stærk vægt på mirakuløse helbredelser bør vi her lægge mærke til, i hvilken rækkefølge de nævnes i Guds ord: ikke som nummer eet, men som nummer fem. Tæl selv: „Gud har i menigheden sat de forskellige, for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere; dernæst undergerninger; dernæst gaver til at helbrede.“ (1 Kor. 12:28-30, NW) Endvidere, dengang Jehova Gud forudsagde, at han ville udgyde sin ånd over al slags kød, satte han ikke gaven til at helbrede først som et bevis for, at ånden var over hans folk. Han sagde: „I de sidste dage . . . vil jeg udgyde af min ånd over al slags kød; og jeres sønner og døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme. Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min ånd, og de skal profetere. . . . Og da skal hvem som helst, der påkalder Jehovas navn, blive frelst.“ (Ap. G. 2:16-21, NW; Joel 3:1-5) At profetere eller at forkynde Jehovas ords profetier! Det er det, der først og fremmest beviser, at hans ånd er udgydt over alt kød, der er indviet til ham som hans vidner og trælle. Profeteringen af den guddommelige sandhed udretter langt mere end blot legemlig helbredelse.

15. Hvorledes bekræfter Jesu sidste påbud vore ord i denne forbindelse? Hvorfor er Markus 16:9-20 ikke en modsigelse heraf?

¹⁵ I overensstemmelse hermed fremhævede heller ikke Jesus, da han stod foran sin optagelse til himmelen og gav sine efterfølgere de sidste afskedsformaninger, vigtigheden af denne helbredelsesgave, der omtaltes som den femte i rækken af nådegaver. Han understregede vigtigheden af forkyndelsen, vidnearbejdet og lærergerningen. Læs hans ord herom i Mattæus 28:19, 20; Lukas 24:46-48; Ap. G. 1:6-9. Denne kendsgerning modsiges ikke af de ord, der forekommer i King James-oversættelsen, Douay-oversættelsen og andre ældre bibeloversættelser af Markus 16:17, 18: „Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.“ Disse ord og i det hele taget alle versene i Markus 16:9-20 findes ikke i de ældste og autentiske græske manuskripter. De regnes derfor for uægte. De bedste moderne bibeloversættelser bemærker, at de er uægte, eller udelader dem helt. Selv den jesuitiske oversættelse, Lattey’s Westminster Version af 1948, indrømmer i fodnoten til Markus 16:9-20: „Disse vers har ikke samme tekstlige støtte som resten af evangeliet.“ Apostelen Paulus’ inspirerede ord i 1 Korinter 12:28 til 13:11, som vi her har citeret, sætter en begrænsning for, i hvor vid udstrækning og hvor længe de tilføjede ord i Markus’ evangelium gælder. De kunne ikke gælde ud over apostlenes og deres personlige medarbejderes død.

Naturlige helbredelsesmetoder ikke bandlyst

16. Er brug af guddommelig helbredelse til personlig fordel i overensstemmelse med Kristus?

¹⁶ I dag, hvor lægevidenskaben har gjort store fremskridt, holder de, som slår til lyd for guddommelig fysisk helbredelse, stadig fast ved denne metode for selvisk fordels skyld, fremfor at benytte de almindelige helbredelsesmetoder, der er tilgængelige i dag. De påstår, at det er et bevis for deres tro på Gud og deres tillid til ham. Men en sådan selvisk anvendelse af guddommelig helbredelse får ikke støtte hos Jesus Kristus og hans apostle. Der hersker ingen tvivl om, at disse mænd virkelig havde fået denne evne til mirakuløs helbredelse som en gave ved Guds ånd. Men brugte de denne mirakuløse kraft til deres eget legemlige gavn? Nej, aldrig! Ved afslutningen af sin fyrretyve dages faste stillede Jesus ikke sin nagende sult ved at forvandle stenene til brød. Tilskyndelsen til, at han skulle bruge sin magt i dette selviske øjemed, kom fra Satan, Djævelen, ikke fra Gud. Når Jesus følte sig træt efter sine vandringer, satte han sig ned for at hvile, som da han f. eks. satte sig ved en brønd i Samaria. Når han blev søvnig, sov han for at blive forfrisket, som dengang han sov i bagstavnen af båden, der sejlede over Galilæasøen. Når hans apostle vendte tilbage fra en anstrengende missionsrejse for at aflægge beretning for ham, tog han hensyn til deres fysiske tilstand og opfordrede dem til at trække sig tilbage sammen med ham for at „hvile jer lidt“. (Joh. 4:6; Mark. 4:38; Luk. 8:23; Mark. 6:30-32) Jesus gjorde således ikke brug af mirakuløse kræfter til gavn for sig selv og sine disciple.

17, 18. Hvorfor fulgte Jesus ikke nazaræernes mundheld: „Læge, læg dig selv“?

¹⁷ Jesus fulgte ikke mundheldet: „Læge, læg dig selv.“ I sin barndomsby Nazaret sagde han, da han prædikede for sine bysbørn i deres synagoge: „I vil uden tvivl bruge det billede om mig: Læge, læg dig selv; de ting, vi har hørt skal være sket i Kapernaum, gør også dem her i din hjemegn.“ Hermed mente hans tidligere bysbørn, at han skulle bruge sine mirakuløse kræfter på sine tidligere naboer, hans egne bysbørn, der hvor han var opvokset, i den underforståede mening, at helbredelsen skulle begynde i hans egen kreds og først og fremmest til gavn for hans egne. „Men han sagde: Sandelig, jeg siger jer, at ingen profet er kærkommen i sin hjemegn. I sandhed siger jeg jer: der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himmelen var lukket i tre år og seks måneder, så en stor hungersnød ramte landet, dog blev Elias ikke sendt til nogen af disse kvinder, men kun til en enke i Zarepta i Zidons land. Og der var også mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid, dog blev ingen af dem renset, men kun Na’aman, manden fra Syrien.“ Jesus søgte at appellere til sine bysbørn gennem sin forkyndelse fremfor ved at helbrede deres sygdomme på mirakuløs måde. Havde han fulgt deres idé: „Læge, læg dig selv,“ så ville de ikke have drevet ham ud af byen eller truet med at stene ham til døde. — Luk. 4:16-30, NW.

¹⁸ Derfor fortæller Mattæus 13:58 os: „Han øvede ikke mange undergerninger der på grund af deres mangel på tro.“ (NW) Sine mirakuløse helbredelser øvede han på fremmede, ligesom profeten Elias i fortiden gjorde. Han vidste, at helbredende kræfter ikke var til personlig fordel, men et tegn for fremmede, ligesom gaven med tungetale var det. „Tunger er til et tegn, ikke for de troende, men for de vantro, hvorimod profeteren [prædiken] ikke er for de vantro, men for de troende.“ (1 Kor. 14:22, NW) Den, som havde fået gaven at kunne helbrede, skulle ikke anvende den til at helbrede sig selv.

19, 20. Hvad viser Elisas fremgangsmåde os med hensyn til helbredelse af en selv og betaling for helbredelsesmirakler?

¹⁹ Dersom en, der havde fået denne gave, nu brugte den til selvisk fordel, til altid at holde sig sund, ulykkestilfælde eller forfølgelse undtaget, hvornår ville han så bestemme sig til at dø eller lade døden indtræffe? Profeten Elisa fulgte efter Elias, og Elisa blev brugt til at oprejse en død dreng til live igen og til at helbrede den fremmede, Na’aman, for hans spedalskhed og til at gøre andre mirakler. Men helbredte han sig selv eller bad om mirakuløs helbredelse? Den sandfærdige beretning lyder: „Da Elisa blev ramt af den sygdom, han døde af, kom kong Joas af Israel ned til ham, bøjede sig grædende over ham.“ På sit dødsleje brugte Elisa sin profetiske kraft på kong Joas, men han søgte ikke mirakuløs helbredelse for sig selv. „Så døde Elisa, og de jordede ham.“ Hvad skete der så? „Netop som de var ved at jorde en mand, kastede de manden i Elisas grav og løb deres vej. Men da manden kom i berøring med Elisas ben, blev han levende og rejste sig op.“ — 2 Kong. 13:14-21.

²⁰ Disse kendsgerninger bekræfter, at den helbredende kraft skulle bruges på andre og ikke til helbrederens personlige lindring. Helbrederen måtte heller ikke berige sig selv ved udøvelsen af denne evne og modtage betaling eller materiel vinding som belønning for hans mirakler. Elisa nægtede at modtage belønning fra Na’aman efter at have renset ham for spedalskhed, men gav Gud æren. Da hans tjener Gehazi på bedragerisk vis søgte at indkassere den tilbudte belønning og misbrugte Elisas navn, blev han ramt af den sygdom, som Na’aman var blevet renset fra. (2 Kong. 5:1-27) De, som påstår at kunne udøve guddommelig helbredelse, og som modtager betaling eller løn eller foretager kollekt, gør sig selv urene i Guds øjne. Jesus formanede sine apostle, der havde modtaget disse gaver: „I fik det for intet, giv det for intet.“

21, 22. Hvad viser tilfældene med Eutykus, Epafroditus og Trofimus?

²¹ Tag som et yderligere eksempel apostelen Paulus. Engang forkyndte han lige til midnat, og Eutykus, der sad ved et vindue, faldt i søvn og faldt ud af vinduet fra tredje sals højde, og han var død, da de samlede ham op. Paulus bragte for at rense sig selv for skyld Eutykus tilbage til livet. Det var et mirakel i et nødstilfælde, hvor en mand inden for menigheden udsattes for en ulykke. — Ap. G. 20:7-12.

²² Men hvorledes forholder det sig med at helbrede andre medlemmer af menigheden? Der var Epafroditus fra Filippi, om hvem Paulus skriver: „Han blev syg, næsten til døden; men Gud havde barmhjertighed med ham, ja, ikke alene med ham, men også med mig, for at jeg ikke skulle have sorg på sorg. . . . som følge af Herrens arbejde kom han døden ganske nær og udsatte sin sjæl for fare, for at han til fulde kunne gøre det ud for jer, da I ikke var her og kunne yde mig personlig tjeneste.“ (Fil. 2:25-30, NW) Men der er ikke mindste tegn på, at Paulus udførte nogen mirakuløs helbredelse for at frelse Epafroditus fra døden. Paulus forhindrede ham heller ikke i at komme nær til dødens porte, skønt denne medarbejder var til stor hjælp for ham. Men Gud velsignede de midler, som blev brugt til at gøre ham rask igen, og på denne måde viste Gud barmhjertighed mod den syge broder. I forbigående kan vi spørge: Hvis Epafroditus ikke skulle sove ind i døden, men øjeblikkelig tages til himmelen ved sin død, ville det så være barmhjertigt at skåne ham, så han kunne fortsætte sin jordiske tilværelse? Foruden ham var der også Trofimus. I Paulus’ sidste brev, inden han døde i Rom, skrev han til Timoteus: „Jeg efterlod Trofimus syg i Milet.“ (2 Tim. 4:20, NW) Hvorfor efterlod Paulus, der havde mirakuløse gaver, Trofimus syg, og hvorfor havde Trofimus ikke bedt Paulus om at bruge denne åndens gave til at gøre ham rask? Fordi mirakuløs kraft ikke måtte bruges til personlig gavn eller til lindring for indviede kristne i menigheden.

23. Brugte Paulus eller anbefalede han Timoteus at søge guddommelig helbredelse?

²³ Der var en anden af Paulus’ medarbejdere, der var besværet med kronisk sygdom, nemlig Timoteus. Han led af et maveonde og var ofte syg. Brugte Paulus sin gave på ham for ved et mirakel at fjerne hans svaghed, så den ikke mere ville vende tilbage? Eller sagde han: „Timoteus, læg tro på Gud for dagen og bed til Gud om at gribe ind og give dig bedre fysiske kræfter til tjenesten for de gode nyheder“? Lyt til, hvad Paulus foreskrev Timoteus: „Drik ikke længere vand, men brug lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder.“ (1 Tim. 5:23, NW) Timoteus har måske været total afholdsmand og ikke nydt alkohol; vi ved det ikke med sikkerhed. Måske har drikkevandet været dårligt og bidraget til hans sygdomsanfald. Paulus gav ham et fornuftigt råd, ikke at han skulle gå hen på et apotek og købe en særlig vin for mavebesværligheder, som tilhængere af forbud mod nydelsen af spiritus påstår, men blot „lidt vin“ uden nærmere at angive hvilken slags.

24. Hvad beviser det, at Lukas rejste rundt sammen med Paulus?

²⁴ For Paulus’ eget vedkommende så var han ikke selv rask, hvad der fremgår af forskellige antydninger i bibelen. Lukas fortæller om sig selv, at han rejste rundt med Paulus på hans missionsrejser i Troas i Lilleasien. Og hvad var Lukas’ profession? Paulus fortæller os det: „Lukas, den elskede læge, sender jer sine hilsener.“ (Kol. 4:14, NW) Ikke i åndelig forstand, men i medicinsk forstand var Lukas læge. Den fornuftige slutning at drage er den, at Paulus tog ham med, fordi han kunne yde både Paulus og hans medmissionærer lægehjælp. Dersom det påhvilede kristne som en pligt at begrænse sig til helbredelse ved tro og ved mirakler, så ville det have været inkonsekvent for Lukas som kristen at udøve sin profession og i særdeleshed til hjælp for sine medarbejdere i tjenesten.

25. Hvad kan vi derfor slutte os til, at vi kan og ikke kan gøre?