Det kræver mod at overvinde religiøs modstand
1. Hvad er den kristnes mod baseret på, og hvordan har tjenere for Gud vist at de var i besiddelse af et sådant mod?
MOSES trådte modigt frem for Farao. Josua drog modigt ind i det forjættede land. Og selv om David kun var en hyrdedreng stillede han modigt op over for kæmpekrigeren Goliat. Jesus mødte modigt sin fjende. Alle disse mænd var i besiddelse af mod fordi de havde tillid til Jehova Gud. De havde tro! Efter at Guds ånd på Pinsedagen var blevet udgydt over de første kristne, gjorde disse Guds vilje af hele deres hjerte og i inderlig tro. (Ef. 6:6) Budskabet om himmelens rige måtte og skulle ud til mennesker. Det skulle forkyndes at Jesus Kristus er vejen til frelse. Apostlene var fyldt med hellig ånd og havde et budskab om Jesus som de måtte viderebringe: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I [pælfæstede], ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Ap. G. 2:36) Borte var den frygt som havde splittet disciplene fordi de kendte Jesus og havde været sammen med ham den nat han blev taget til fange. Ved tro var de nu blevet fyldt med mod.
2. Hvordan viste de mennesker som kom til apostlene for at høre dem tale og for at blive helbredt, at de havde tro og mod?
2 Fra byerne som lå tæt ved Jerusalem kom store skarer for at høre apostlene tale. Folk bragte syge med „på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem“. Hvilken tro! Enhver som ejede en sådan tro blev rask. Det krævede mod at komme for at blive helbredt. (Ap. G. 5:14-16) Forkyndelsen af den gode nyhed kendte dengang ingen grænser — og det bør den heller ikke gøre i vore dage. Jesus havde modigt overvundet verden; nu måtte hans disciple gøre det samme. Var de ved tro kommet i besiddelse af tilstrækkeligt mod? Lad os se.
3, 4. (a) Hvorledes blev apostlenes mod sat på en prøve? (b) Hvorfor blev de religiøse modstandere blandt jøderne foruroliget?
3 Deres mod blev sat på en prøve dengang ypperstepræsten trådte „frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig saddukæernes parti, og de blev fulde af nidkærhed. Og de lagde hånd på apostlene og satte dem i offentlig forvaring. Men en Herrens engel åbnede fængselets døre om natten og førte dem ud og sagde: ’Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!’“ (Ap. G. 5:17-20) Apostlene tøvede ikke med at efterkomme befalingen som Jehovas engel gav dem. De blev ikke grebet af frygt. Det er ganske rigtigt at de dagen før var blevet kastet i fængsel, men de var blevet oplært til at forkynde, og det var hvad de som ordets tjenere ville gøre. De havde befaling til at tale „livets ord“ og at forklare folk hvordan de kunne modtage det. Tidligt næste morgen gik de ind i helligdommen og begyndte at undervise folk.
4 Da ypperstepræsten kom til stede, sammenkaldte han synedriet og Israels børns ældste, hvorpå tjenere blev sendt hen efter fangerne. Forbavsede vendte tjenerne tilbage og meldte: „Fængselet fandt vi forsvarligt låset, og vagten stod ved dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.“ En sådan situation kunne få enhver til at tabe fatningen. Og disse jøder var særlig foruroliget fordi de ønskede at sætte en stopper for forkyndelsen af den gode nyhed. Netop i det øjeblik kom en og sagde: „Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket.“
5. (a) Hvad svarede apostlene da de religiøse myndigheder forbød dem at forkynde? (b) Hvad var grunden til at denne forfølgelse rettedes imod apostlene?
5 „Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket. Og da de havde hentet dem, førte de dem frem for rådet. Og ypperstepræsten forhørte dem og sagde: ’Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!’ Da svarede Peter og de andre apostle og sagde: ’Man bør adlyde Gud mere end mennesker.’“ (Ap. G. 5:22-32) I dette øjeblik har apostlene uden tvivl tænkt på følgende ord af Jesus: „En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.“ (Joh. 15:20, 21) Hvor godt passede Jesu ord ikke på apostlene i den stund!
6. Hvad viste disse første kristnes oplevelser for den religiøse domstol med hensyn til deres hjertetilstand?
6 Apostlenes udtalelse for den religiøse domstol viser at menneskefrygten var borte. Der var heller intet tilbage af frygten for ypperstepræsten og hans allierede. Disse første kristnes hjerter var forenet i frygten for den almægtige Gud. — Sl. 86:11, NW.
Kristnes mod i Spanien i 1961
7. (a) Hvilke spørgsmål skulle vi stille os selv når vi læser disse første kristnes oplevelser? (b) Hvor befinder Jehovas vidner sig i dag i en lignende situation?
7 Hvilket indtryk gør det på dig når du læser disse spændende oplevelser som den første kristne menighed havde? Hvad ville du som kristen gøre under lignende forhold for at udbrede den gode nyhed om Guds rige? Hvilken holdning ville du indtage dersom regeringen og de religiøse ledere i landet udstedte en forordning om at du under ingen omstændigheder måtte tale om din tro? Hvad ville du gøre hvis du levede i et katolsk land eller et andet land og myndighederne erklærede: „Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn,“ og I har ikke lov til at tale om Gud og hans skrevne ord? Det er i denne situation mange kristne vidner for Jehova befinder sig netop nu.
8. (a) Hvad er årsagen til at Jehovas vidner forfølges i Spanien? (b) Hvorledes har mange frihedselskende mennesker protesteret herimod? Hvilket svar har nogle modtaget?
8 Den forfølgelse som Jehovas vidner i Spanien er blevet udsat for fordi de forkynder den gode nyhed om Guds rige, har fået mange mennesker i hele verden til at skrive protestbreve til den spanske regering og dennes officielle repræsentanter i mange lande. Forfølgelsen af Jehovas vidner er foranlediget af regeringen, som anspores dertil af det katolske præsteskab. Som svar på et af de ovennævnte protestbreve har den spanske ambassadør i Washington, D.C., skrevet:
„Der hersker fuldstændig religionsfrihed i mit land, således som artikel VI i grundloven (Fuero de los Espanoles) erklærer: ’Ingen skal antastes for sine religiøse opfattelser eller for den private udøvelse af sin gudsdyrkelse.’
Ingen kan påstå at der ikke er religionsfrihed i Spanien, hvor der for hver 15.000 ikke-katolikker findes henved 260 protestantiske kirker og nogle få moskeer og synagoger. Det må forstås at religiøs proselytvirksomhed eller religiøs propaganda er forbudt ifølge den regulært vedtagne lov, som tager sigte på at forhindre eventuelle uroligheder og en reaktionær virksomhed. Det overvejende flertal i landet er, som De sikkert er kendt med, katolikker. Katolikkerne på deres side tror at den protestantiske lære er falsk. Den spanske regering kan derfor ikke tillade at vranglære udbredes blandt borgerne. Denne holdning er den logiske konsekvens af dens trosopfattelse.“
9. (a) Hvordan ser den spanske regering altså på tilbedelsen af Gud? (b) Hvad er det Jehovas vidner foretager sig i Spanien?
9 Af denne udtalelse fremgår det at den spanske regering giver en lov til at tro hvad man vil, blot man ikke taler med andre om sin tro. Det skal være en ’privat udøvelse af ens gudsdyrkelse’. Ambassadens indstilling er den at katolikkerne mener at den protestantiske lære er falsk, og de regner naturligvis Jehovas vidner med til protestanterne, fordi de er de eneste i Spanien som protesterer mod den katolske kirkes falske læresætninger. Hvad foretager Jehovas vidner sig i Spanien? De giver ikke anledning til uro og uorden. De bestræber sig blot på at undervise folk i hvad der står i Bibelen, men det vil den katolske kirke ikke have at folk skal lære. Det er rigtigt at Jehovas vidner taler med katolikker, for der er jo ikke mange andre at tale med. Hvis de skal forkynde i Spanien er de nødt til at tale med katolikker om Guds ord.
10. Hvordan viste jøderne i sin tid en lignende religiøs intolerance over for de første kristne?
10 I hvilket land boede de første kristne, som efter Pinsedagen kun talte nogle få tusinde? I et land hvor så godt som alle var jøder. Jøderne havde allerede ved hjælp af herskerne hængt de kristnes fører, Jesus Kristus, op på marterpælen og dræbt ham i et forsøg på at undertrykke denne „nye religion“. Men Jesu Kristi efterfølgere gemte stadig Kristi budskab i deres hjerte og sind. Efter som årene gik, modtog mange mennesker den gode nyhed gennem apostlene, og Guds ords sandhed blev spredt vidt omkring. Apostlene kunne ikke tie stille, og det kunne de omvendte jøder heller ikke. (Ap. G. 5:41, 42) Men jødernes religiøse ledere ville ikke have at nogen skulle høre denne nye lære. Og så lod de Kristi efterfølgere arrestere og kaste i fængsel. Efter at lederne havde ladet dem piske, gav de dem lov til at gå, i den tro at de havde fået en ordentlig forskrækkelse. Og ypperstepræsten havde på rådets vegne sagt: ’Vi forbyder jer udtrykkelig at lære i Jesu navn.’ (Ap. G. 5:28-40) De religiøse ledere kunne sagtens vedtage en lov, for de havde jo magten. Men hvad så med Jesu Kristi befaling om at de, hans efterfølgere, skulle forkynde sandheden? Hvem ville du have adlydt?
11. Hvilke to befalinger står derfor i Spanien i modstrid med hinanden?
11 I Spanien opstår 1900 år senere den samme situation. De katolsk-inspirerede love i Spanien siger at du ikke må tale med andre om Bibelen. De siger at Jehovas vidner privat kan udøve deres gudsdyrkelse, men de må ikke følge Kristi befaling: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ (Matt. 28:19, NW) Nej, ikke i Spanien!
12. (a) Ville apostelen Paulus, i betragtning af de religiøse tilstande som råder i Spanien nu, være velkommen dér? (b) Findes der mennesker i Spanien som er glade for Jehovas vidners forkyndelse? Forklar.
12 De første kristne drømte ikke om at standse deres forkyndelse af den gode nyhed, og de holdt da heller ikke op selv om de blev udsat for forfølgelser og prøvelser. Vi takker i dag Gud for at de havde mod til at fortsætte, for derved fik tusinder af mennesker i mange lande lejlighed til at lære vejen til evigt liv at kende. På et tidspunkt håbede Paulus at han kunne nå til Spanien. Men den aggressive forkynder Paulus ville ikke være velkommen i Spanien i dag. De sandheder han lærte ville ikke harmonere med den katolske kirkes falske lærdomme, ceremonier og diktatoriske holdning. Tusinder af spaniere er imidlertid taknemmelige for at Jehovas vidner er blevet ved med at forkynde fra hus til hus, at de har besøgt dem i deres hjem for at studere Bibelen med dem, og at Jehovas vidner adlyder Gud mere end Spaniens katolske biskopper. Hvorfor er mange spaniere taknemmelige for dette? Fordi de har lært sandheden at kende, har trukket sig bort fra den katolske kirke og nu har den glæde at forkynde budskabet, ligesom andre trofaste Jehovas vidner har gjort det i årevis.
13. Hvilken rapport viser at den religiøse modstand i Spanien ikke er af ny dato?
13 I Jehovas vidners årbog (engelsk) for 1952 står der på side 75 følgende om Spanien:
„Politiet er vagtsomt og holder skarpt øje med forkynderne, hvilket gav anledning til denne oplevelse: To tjenere i Barcelona-menigheden fandt i et hus nogle mennesker der syntes at være interesserede, og der blev aftalt et bibelstudium. Da de næste gang kom på besøg, stod to medlemmer af det hemmelige politi og ventede på dem. De blev arresteret. Deres lejlighed blev ransaget, litteraturen blev konfiskeret og de blev fængslet. Litteraturen blev senere gennemlæst meget nøje, og de kom i forhør. Politifolkene sagde dog ikke ret meget før de i ¡Despertad! (Vågn op!) fandt en artikel om Franco og forholdene i Spanien. Den gjorde politifolkene så vrede at de skældte brødrene ud og truede dem. Men efter at de havde udfærdiget en politirapport over dem og advaret dem om hvilke følger det ville få hvis de fortsatte deres forkyndelse af den gode nyhed, lod de brødrene gå.“
14. Hvilke resultater har vidnerne i Spanien opnået i de forløbne ti år ved at være lydige mod Guds lov?
14 Dengang, for ti år siden, var der i Spanien kun 121 Jehovas vidner der forkyndte den gode nyhed om Riget. Men disse modige vidner for Jehova kunne ikke tie. De blev ved med at forkynde den gode nyhed. Og mange af de mennesker som de i årenes løb har talt med, lærte sandheden at kende, indviede sig til Jehova Gud og begyndte selv at forkynde, således at der i dag, ti år senere; findes 2141 Jehovas vidner der forkynder sandheden i Spanien. I de forløbne ti år er Jehovas vidner blevet forfulgt — og forfølgelsen skærpes nu — men alligevel har de handlet på nøjagtig samme måde som Jehovas vidner i sin tid gjorde i Palæstina. De har ’adlydt Gud mere end mennesker’. — Ap. G. 5:29.
Mod til at foretage religiøs udrensning
15. Hvordan lagde kong Asa mod for dagen i forbindelse med den sande tilbedelse?
15 Det kræver mod at stille sig op imod et helt folk for at fremme den sande tilbedelse, således som kong Asa gjorde det i Judas land 978 år før Kristus: „Asa gjorde, hvad der var godt og ret i [Jehova] hans Guds øjne. Han fjernede de fremmede altre og offerhøjene, sønderbrød stenstøtterne og omhuggede asjerastøtterne.“ Profeten Oded opmuntrede kong Asa. „Da Asa hørte de ord og den profeti, tog han mod til sig og fjernede de væmmelige guder fra hele Judas og Benjamins land og fra de byer, han havde indtaget i Efraims bjerge; og han byggede på ny [Jehovas] alter foran [Jehovas] forhal.“ (2 Krøn. 14:2, 3; 15:8) Kong Asa måtte sætte sit håb til Jehova, være stærk og modig for at kunne gøre dette. Men Gud var med ham, og han „bød judæerne søge [Jehova], deres fædres Gud“. — 2 Krøn. 14:4.
16. Hvordan har Jehovas vidner været med til at udrense billeddyrkelse?
16 Jehovas kristne vidner har i alverdens lande vist at de er i besiddelse af det samme mod. De udrenser billeddyrkelse, endog i kristenheden, hvor millioner af katolikker tilbeder afgudsbilleder i stedet for den sande Gud. Fordi Jehovas vidner har undervist mennesker i hvad Bibelen siger om afgudsdyrkelse, har mange tilintetgjort deres gudebilleder. Overalt i verden ærer og tilbeder mennesker billeder af alle slags guder, små såvel som store. Hundredtusinder af lærvillige mennesker har imidlertid lyttet til Jehovas vidner og lært hvad Guds ord siger om billeddyrkelse; det har givet dem mod til at bryde med afgudsdyrkelse og den religion de tilhørte, ganske svarende til det som Asa i sin tid opfordrede sit folk til at gøre.
17. Hvordan blev sølvsmedene i Efesus berørt af Paulus’ forkyndelse? Hvad endte det med?
17 Dengang Paulus levede, kom han ud for en lignende situation. Han havde ikke i mindste måde i tanke at ødelægge forretningen for nogen. Hans indstilling var: „Om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af, . . . ve mig, om jeg ikke forkynder det!“ (1 Kor. 9:16) Han følte sig forpligtet til at fortælle andre sandheden, og dette førte til at mange mennesker ikke mere købte gudebilleder. Demetrius fremstillede Artemistempler af sølv, og det var dengang en god forretning. Det er den slags for øvrigt stadig, især i lande hvor den katolske religion er fremherskende. Men fremstillingen og salget af Artemistempler faldt betydeligt på grund af Paulus’ forkyndelse. Det krævede mod at fortsætte forkyndelsen når denne gik på tværs af forretningsfolkenes interesser. Når det kom til stykket forkyndte Paulus jo blot sandhederne fra Guds ord for folk og lærte dem at tilbede Jehova Gud i sandhed. Men denne Demetrius brød sig ikke om at se sig snydt for en god forretning. Han samlede derfor sine kolleger og sagde til dem: „Nu ser og hører I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder.“ (Ap. G. 19:26) Hans tale vakte voldsomt røre i byen. Folk stimlede sammen under råb og skrig. Hele byen kom i oprør, og folk gav sig til „at råbe i et par timer: ’Stor er efesernes Artemis!’“ „Da disse uroligheder var stilnet af, sendte Paulus bud efter disciplene og formanede dem, og da han havde sagt farvel til dem [brødrene], brød han op derfra for at rejse til Makedonien. Og efter at han var draget igennem egnene der og havde talt mange formaningsord, kom han til Grækenland.“ — Ap. G. 19:34; 20:1, 2.
18. Hvorfor er det nødvendigt at afsløre billeddyrkelsens falskhed?
18 Som det var i Asas og Paulus’ dage, sådan er det også i vore. Billeddyrkelse, hvilket er det samme som afgudsdyrkelse, må afsløres over for mennesker der er hildet i overtro men som søger efter sandhed og retfærdighed, således at de kan vende sig fra den falske religion.
19. Hvad er det som sætter mod i et menneske, så det kan bære og overvinde religiøs modstand?
19 Kristne tilsynsmænd vil ligesom Paulus se at det er deres forret at tale med fremmede mennesker om den gode nyhed, men samtidig må de dog ikke glemme at opmuntre de trofaste kristne med mange ord, så de kan fortsætte ad den rette vej. Paulus’ trofasthed under forfølgelse opildnede de kristne som af hjertet havde indviet sig til Gud, til at gå videre med arbejdet, selv om Paulus skulle forlade dem. Det er meget opmuntrende for os at se mennesker slippe afgudsdyrkelsen og slutte sig til Jehovas sande tilbedere, men vi må også kunne bære den vrede som de religiøse organisationer disse mennesker forlader, giver udtryk for. En fast overbevisning om det man tror på, hjælper en til at overvinde prøver og vanskeligheder, men man møder dem med større mod hvis man i menigheden regelmæssigt kommer sammen med Guds folk, der har samme sind og ånd.
Gensidig opmuntring
20. Har tilsynsmændene behov for opmuntring? Hvad viser Bibelen?
20 Har du nogen sinde tænkt nærmere over at tilsynsmanden, der skal hjælpe menigheden frem til kristen modenhed, også trænger til opmuntring? Han kan ofte opmuntres og styrkes i sin tro af det mest ydmyge og forsagte menneske i menigheden. Selve denne broders eller søsters tilstedeværelse ved møderne og udvekslingen af tanker med ham eller hende bidrager til at opmuntre og styrke tilsynsmanden og andre i Guds menighed. I sit brev til korinterne udtaler Paulus at menigheden hjalp ham til at fatte mod. Han fortæller os hvordan han har hørt at Titus’ ånd er blevet „vederkvæget af jer alle“. Titus bestred en vigtig post som tilsynsmand i den første kirke, og han følte sig opbygget og opmuntret af dem han betjente. Titus elskede denne menighed fordi han så at alle i den var lydige. Hvilken virkning havde Titus’ besøg på Paulus, hedningeapostelen som følte „arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne“? Paulus forklarer selv: „Jeg glæder mig over at jeg i et og alt på grund af jer kan være ved godt mod.“ (2 Kor. 7:13, 16, NW) Menighedens tro havde styrket Paulus og indgydt ham mod.
21. Hvordan indgød Paulus’ oplevelser under fængselsopholdet mod i hans kristne brødre?
21 Ved sin urokkelige trofasthed under sit fængselsophold i Rom indgav Paulus på sin side brødrene mod. For det var nemlig blevet „klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker. Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt“. (Fil. 1:13, 14) Det rette eksempel som Paulus satte ved at gå i fængsel for retfærdighedens skyld, virkede opildnende på de kristne menigheder. Og de breve Paulus skrev til menighederne i den dakendte verden mens han var fængslet, ansporede Kristi efterfølgere til frygtløst at fortsætte med arbejdet. Det glædede Paulus at se sine brødre modigt forkynde Guds ord uanset hvad der ville hænde dem i romerrigets forskellige provinser. I dag forholder det sig på samme måde.
22, 23. (a) Hvordan reagerer sande kristne i dag når deres brødre udsættes for forfølgelse? (b) Hvilket råd gav Peter i forbindelse med forfølgelser?
22 Når kristne kastes i fængsel fordi de forkynder den gode nyhed, eller føres i koncentrationslejr fordi de ikke vil tilskrive en mand som Hitler eller hans regering evnen til at frelse, eller forfølges eller lider overgreb fordi de forkynder Bibelens ord på trods af landets lov der forbyder dem at tale til nogen om Guds rige, vil Guds folk modigt vise hele verden deres tro. Lad blot hele Djævelens organisation gøre forsøg på at kvæle forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige i disse sidste dage; det vil kun virke som en boomerang. Lyset fra Guds ord vil skinne uden hensyn til hvor hård en forfølgelse og hvor store vanskeligheder Guds trofaste tjenere kommer ud for. Dette gælder lige så vel nutidens kristne som de kristne i det første århundrede. Følgende råd blev givet af Peter til Jehovas kristne vidner og alle andre der ønsker at blive udfriet fra denne dødsensangste verden:
23 „Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld, er I lykkelige. Dog, nær ingen frygt for det de frygter, lad jer heller ikke forurolige. Men I skal hellige Kristus som Herre i jeres hjerter, altid rede med et forsvar over for enhver der afkræver jer en grund for det håb der bor i jer, men I må gøre det med sagtmodighed og dyb respekt.“ — 1 Pet. 3:14, 15, NW.
24, 25. (a) Hvorfor er de mennesker som har indviet sig til at gøre Jehovas vilje ikke behersket af den frygt som har grebet verden? (b) Hvordan indgav brødrene i Rom Paulus mod, og hvorledes viste de på denne måde at de elskede Jesus?
24 I dag lever vi i en verden som er opfyldt af frygt, frygten for at udslette sig selv. Men hvorfor hersker der en sådan frygt blandt nationerne? Fordi kærligheden mangler. Jesus sagde: „I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.“ (Joh. 15:12) Denne kærlighed vil man finde blandt de mennesker der har indviet sig til at gøre Jehovas vilje, og de er villige til med sagtmodighed at lide for retfærdighedens skyld. Men hvor finder man i dag kærlighed mellem nationerne, eller mellem de forskellige nationers folk? Dersom man ønsker at finde en sådan kærlighed, må man skille sig ud fra nationerne, ligesom Jesus og de første kristne gjorde. Jesus forklarede: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:16) Det kræver mod at indtage denne holdning midt i en verden der er grebet af frygt. Men det kan lade sig gøre, for Jesus udtalte: „I verden vil I få trængsel, men fat mod! Jeg har sejret over verden.“ (Joh. 16:33, NW) Det samme kan du gøre hvis du er en indviet kristen. Mange har allerede sejret over verden, og dine brødre vil hjælpe dig, selv når det ser mørkt ud. Dengang Paulus var på vej til fængselet i Rom, kom menigheden dér for at tage imod ham. Beretningen i Apostlenes Gerninger 28:14, 15 fortæller: „Brødrene dér havde hørt om os og var gået ud til Forum Appii og Tres-Tabernæ for at møde os. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede mod.“
25 Brødrene i Rom gik ud for at møde en broder de ikke kendte, men det var en broder i lænker. De havde jo aldrig set Paulus før. De huskede imidlertid på Jesu ord: „Jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig.“ (Matt. 25:35, 36) De indviede kristne i Rom havde aldrig haft lejlighed til at gøre godt imod Jesus Kristus, således som apostlene, Maria og Marta, samt mange andre havde haft det i Palæstina. Men Jesus havde sagt: „Sandelig siger jeg Eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ Det gode de gjorde imod Paulus, var som gjort imod Jesus. Bare det at menigheden kom Paulus i møde var et udtryk for dens tro og for den kærlighed den nærede til en trofast broder, og alt dette indgød Paulus mod. — Matt. 25:40.
26. Hvordan kan vi i dag på trods af religiøs modstand holde modet oppe og bevare hjertet stærkt?
26 Mangler du mod? Så lad os komme sammen og „ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig“. (Hebr. 10:25) Tusinder af mennesker som er sig deres åndelige behov bevidst, skiller sig i dag ud fra den onde verden og søger sandheden sammen med Jehovas vidner. Det er mennesker fra mange forskellige religioner, og også mennesker der siger at de ikke tilhører noget religiøst samfund. Hvorfor søger de sandheden? Fordi de elsker livet, og fordi Jehovas vidner studerer Bibelen med dem. Dette vil hjælpe dem til at få tro på Gud, livets giver. Efterhånden som disse tusinder studerer Guds ord sammen med Guds folks indviede menighed, vil de vokse i tro og blive modige og stærke, hvilket er nødvendigt i denne tid. Så frygter de ikke længer sammen med verden, for Jehovas aktive vidner venter faktisk blot på at denne verdensordning går til grunde i Harmagedonslaget. I ventetiden forkynder de Jehovas rige som menneskers eneste håb. Nationerne og de fleste mennesker bryder sig ikke om Jehovas vidners trøstende budskab, og mange vidner forfølges, fængsles, ja dræbes fordi de forkynder Guds ord, men under alt dette vil de erindre sig salmisten Davids styrkende ord: „Fat mod, Eders hjerte være stærkt, alle I, som bier på [Jehova]!“ — Sl. 31:25.