’Vi slider i det og kæmper energisk’

„Med dette for øje slider vi i det og kæmper energisk, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste.“ — 1 Tim. 4:10.

 1-3. Hvorfor er det på sin plads at kristne i dag overvejer deres indstilling til arbejde?

SYNES du om at slide i det? Kan du lide at arbejde for en sag der er det værd og at udrette noget værdifuldt? I så fald står du i modsætning til mange i dag.

² Der har selvfølgelig altid været dovne mennesker, men som du sikkert har lagt mærke til, synes der at være flere og flere som ikke bryder sig om at arbejde. (Ordsp. 20:4; 19:24; 2 Tess. 3:11) Vi ser det af bemærkninger som: ’Tag den med ro.’ Og: ’Anstreng dig nu ikke for meget.’ Når nogle begynder at vige uden om anstrengende arbejde, kan det nemt ende med at de helst undgår enhver form for arbejde.

³ Som kristne mener vi sikkert ikke at vi ligger under for denne indstilling. Men det vil være urealistisk at mene at vi er fuldstændig immune over for en påvirkning der i den grad har præget verden. Nu og da bør vi tage vort syn på arbejde op til overvejelse, for det syn vi har kan berøre vor indsats i den kristne gerning, der har stor betydning i Guds øjne.

Hvem vi bør efterligne

 4. Hvor stor betydning har arbejde?

⁴ Mange som har iagttaget livet og dets værdier har udtalt sig om betydningen af arbejde. Den tyske statsmand Wilhelm von Humboldt sagde: „Arbejde er lige så meget en nødvendighed for mennesket som dét at spise og sove.“ Dette i sig selv giver mange mennesker en grund til at være travlt optaget og at yde noget. Kristne har imidlertid endnu en grund til at værdsætte slidsomt arbejde: Jehova og Jesus Kristus satte os et eksempel vi bør efterligne. — Ef. 5:1; 1 Kor. 11:1.

 5, 6. Hvilket eksempel sætter Jehova og Jesus med hensyn til arbejde?

⁵ Hele universet — fra solens umådelige brinteksplosioner til den sarte sommerfugl — vidner om at Gud arbejder. Alt hvad vi ser er værker han har frembragt. Hans stadige ledelse og beskyttelse af sine tjenere er ligeledes et ’værk’ vi bør værdsætte. (Sl. 145:4-6, 10; 8:4-9) Også Guds søn arbejder flittigt. Da Jesus i sin tid forlod tømrerhåndværket i en by i Galilæa, gik han i hundredvis af kilometer i solens hede, ad støvede veje, for at hjælpe folk — for at helbrede, forkynde og undervise. (Matt. 4:17, 23-25; Luk. 8:1; 9:57, 58) Skønt han var fuldkommen blev han træt og sulten fordi han arbejdede længe og sent. — Matt. 21:18; Mark. 1:32, 35; 8:32-34; Joh. 4:3-6, 34.

⁶ Vi kan altså være sikre på at hverken Gud eller Jesus tager let på det at arbejde. Kristus sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Joh. 5:17) Og han forklarede at hans „gerninger“ — de ting han udrettede med Guds hjælp — vidnede om at han havde Guds godkendelse. (Joh. 10:25, 38) Dette er ikke uden betydning for os. Alle vore bibelske forhåbninger opfyldes i kraft af det Jesus udrettede som en arbejdsom tilbeder af Gud.

 7. Med hvilken indstilling bør vi overveje vort syn på arbejde?

⁷ Vi kan, og bør, alle tænke over vor egen indstilling til det at arbejde. Når vi gør det, skal vi ikke være alt for kritiske eller unødigt krævende over for os selv. Der er grænser for hvor mange kræfter vi har, og vi er begrænset af de omstændigheder vi lever under. Desuden viser Jesu eksempel at vi udmærket kan hvile os, slappe af, nyde visse bekvemmeligheder og glæde os over behageligt samvær med andre. (Mark. 6:31; Luk. 5:29; 7:34; Joh. 2:2-10; 12:2, 3) Men den samme ufuldkommenhed som understreger vort behov for hvile, kan få os til at gå til yderligheder på dette punkt, som det fremgår af Bibelens advarsel mod dovenskab. Ligesom et måltid altid smager bedre når man er sulten, vil hvilen og adspredelsen altid være mere kærkommen og vederkvægende når man har udført et slidsomt arbejde. — Præd. 2:24; 5:11, 17.

 8, 9. På hvilke områder bør vi som kristne slide i det?

⁸ Ordet „arbejde“ henleder måske i første række vore tanker på det verdslige arbejde mange af os må udføre for at tjene til livets fornødenheder. Ifølge Bibelens vejledning må vi udføre dette arbejde flittigt og samvittighedsfuldt. (Ordsp. 10:4; 22:29) Det samme bør gælde vore pligter i hjemmet, og, hvis vi er skolesøgende, vort arbejde i skolen, for de kristne princippers højnende virkning bør kunne ses på alle områder af vor tilværelse. Apostelen Paulus skrev: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven.“ — Kol. 3:23, 24.

⁹ Men lad os nu samle opmærksomheden om en særlig side af den kristnes liv — hans forkyndelse og undervisning hvorved han lovpriser Gud. Dette arbejde har stor betydning, for derigennem kan vi ’frelse både os selv og dem der hører på os’. — 1 Tim. 4:16.

10, 11. Hvilke særlige grunde har vi til at slide i det med at udbrede den kristne tro.

¹⁰ Læg mærke til at Paulus ikke siger at den kristne kun skal være interesseret i sin egen frelse. Han bør også ønske at hjælpe andre til at anerkende Jesus som Kristus og til at lægge den gudhengivenhed for dagen der „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Tim. 4:8) Efter at have nævnt disse udsigter skriver Paulus:

„For med dette for øje slider vi i det og kæmper energisk, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste.“ — 1 Tim. 4:10.

¹¹ Tænk! Frelse fra Gud — evigt liv i lykke — er en mulighed som står åben for „alle slags mennesker“. Men hvem vil i sidste ende blive frelst? Kun „de troende og trofaste“, de der kommer til troen og lægger tro for dagen. I forståelse af dette kunne apostelen ikke tage let på tingene. Han kunne ikke leve et forholdsvis normalt liv og blot nu og da, når det var belejligt for ham, tale med nogle få andre om den frelse der var mulig. Nej! Det at andre kunne lære det kristne budskab at kende og komme ind på frelsens vej betød så meget for Paulus, var så overvældende vigtigt for ham, at han ’sled i det og kæmpede energisk’. Er det også sådan du har det? Tænk på din personlige indsats i den sidste måned eller i det sidste halve år. Er det fuldstændig klart for dig selv — og for andre, også for Gud — at du slider i det og kæmper energisk?

Kæmp energisk for at udbrede budskabet om Riget

12. Hvilken forbindelse er der mellem gerninger og frelse?

¹² Kristne ved at de ikke kan blive frelst ved blot at gøre visse gerninger, som om de derved kunne gøre sig fortjent til retfærdighed og frelse. (Rom. 3:28) På den anden side gælder det at hvis vi har ægte tro, vil vi gøre gerninger som følge af denne tro. (Jak. 2:18-26) Det er derfor på sin plads at vi under bøn tænker over vor tro og vore gerninger.

13. Hvad skulle Jesu disciple gøre efter hans død?

¹³ Når vi ligesom Paulus ’slider i det og kæmper energisk’, kan vi være med til at opfylde en profeti som Jesus udtalte. Ja tænk — du kan være med til at bevise at Jesu ord er sande, nemlig de ord han udtalte som svar på Filips anmodning: „Vis os Faderen.“ (Joh. 14:8) Jesus svarede:

„Den der har set mig, har også set Faderen. . . . Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer; men Faderen som forbliver i samhørighed med mig, gør sine gerninger. Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ — Joh. 14:9, 10, 12.

14, 15. Mente Jesus med ordene i Johannes 14:12 at hans disciple ville gøre større mirakler end han? Forklar nærmere.

¹⁴ Hvordan kunne Jesu disciple gøre større gerninger end han gjorde? Kan du være med til at gøre disse større gerninger? Bibelen viser at Gud gav nogle af de første kristne kraft til at gøre mirakler, som for eksempel at uddrive dæmoner, helbrede syge og, i nogle få tilfælde, oprejse døde. Disse mirakler var et tegn på at Gud nu tog sig af den kristne menighed og velsignede den. (Apg. 3:2-8; 5:12-16; 9:36-40; 16:16-18) Men var disse gerninger større end de gerninger Jesus havde gjort? Han helbredte alle der kom til ham og endda nogle som ikke var til stede, han bespiste mirakuløst tusinder af mennesker, han beherskede naturkræfterne og han oprejste døde. (Matt. 8:5-16, 23-27; 14:14-33; Joh. 11:39-44) Dertil kommer at de mirakuløse åndens gaver som nogle af de kristne havde, skulle høre op eller forsvinde. (1 Kor. 13:8-10) I hvilken henseende skulle de kristne da gøre større gerninger end Jesus?

¹⁵ Jesus havde talt hvad hans Fader ønskede. Han udrettede det største og varigste gode, ikke med sine mirakler, men med sin storslåede lære om Riget.a (Luk. 4:32, 43) Efter sin opstandelse bemyndigede han sine efterfølgere til at ’gøre disciple af folk af alle nationerne, idet de lærte dem’. (Matt. 28:19, 20) Ja, de kristne skulle udføre et kæmpemæssigt vidnearbejde. De skulle forkynde i større omfang, i længere tid og for langt flere mennesker end Jesus. På denne måde ville de komme til at gøre større gerninger end han gjorde.

16. Skulle Jesu arbejde høre op med hans død og himmelfart?

¹⁶ Jesu arbejde med at forkynde og undervise skulle således ikke høre op med hans død og opstandelse. Fra himmelen ville han fortsætte den vigtige undervisningskampagne gennem sine disciple. Lukas siger at Jesus forud for sin himmelfart fortalte sine disciple mere om „de ting der vedrører Guds rige“. (Apg. 1:3) Og til sidst sagde han til dem: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ — Apg. 1:8.

17, 18. Hvordan begyndte Jesu disciple på Pinsedagen at opfylde hans ord om større gerninger?

¹⁷ Disciplene begyndte straks at gøre større gerninger end Jesus. På Pinsedagen udgød Jesus hellig ånd over de 120 der ventede i Jerusalem. Hvad gjorde disse disciple så? Bespiste de folkeskarerne? Lærte de folk bedre landbrugsmetoder? Helbredte de syge? Nej, de begyndte at tale, at forkynde „Guds storslåede gerninger“. (Apg. 2:1-11) Derefter aflagde apostelen Peter et så overbevisende vidnesbyrd at tusinder af hans tilhørere tog imod Kristus.

¹⁸ Alene det at døbe så mange nye troende den dag må have været noget af en opgave. Muligvis spredtes de i alle retninger for at blive døbt i de damme der lå rundt om i byen. Ved dagens slutning aflagde disciplene øjensynlig rapport om det der var udført, for beretningen siger at ’de der tog imod ordet blev døbt, og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til’. Fra omtrent 120 til over 3000 (en forøgelse på mere end 2500 procent) på én dag! (Apg. 1:15; 2:41) De var i sandhed begyndt at gøre større gerninger end Jesus havde gjort.

19. Var det kun apostlene og menighedernes ældste der skulle udføre dette arbejde?

¹⁹ Men nogle kristne i dag kunne måske tænke: ’Jeg er hverken en Peter eller en Paulus. Var det ikke den slags mennesker der skulle gøre større gerninger end Jesus?’ Det er et rimeligt spørgsmål. Som det fremgår af bogen Apostelgerninger, blev Riget ganske rigtig forkyndt af apostle, særlige evangelieforkyndere og mænd der virkede som ældste i menighederne. Men læg mærke til denne historiske kendsgerning som disciplen Lukas anfører: „Den dag udbrød der stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne.“ (Apg. 8:1) Og hvad gjorde disse kristne som blev spredt, unge såvel som gamle, mænd såvel som kvinder? „De der var blevet spredt gik imidlertid gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed.“ (Apg. 8:4) Ja, alle forkyndte.

20. Hvorfor er det nu særlig vigtigt at vi tænker på at være med til at opfylde Johannes 14:12?

²⁰ Sande kristne i dag udfører stadig det forkyndelses- og undervisningsarbejde som Jesus påbegyndte og som deres brødre og søstre i det første århundrede fortsatte. Men bibelprofetiernes opfyldelse i vor tid viser at Gud snart vil gøre ende på den nuværende onde tingenes ordning og dermed bringe forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ til ophør. (Matt. 24:14) Vi kan derfor hver især spørge: ’Har jeg i øjeblikket en fuld andel i det vigtige arbejde Jesus talte om i Johannes 14:12? Slider jeg i det og gør en ihærdig anstrengelse? Når arbejdet er afsluttet, vil jeg da med tilfredshed kunne konstatere at jeg har haft en fuld andel i det?’

Hvor meget forventer Gud?

21-23. Hvordan kan vi tage vore forhold op til fornyet overvejelse?

²¹ Når vi søger at have en tilfredsstillende andel i det kristne forkyndelsesarbejde, må vi ikke ignorere de bibelske forpligtelser vi har over for vor familie eller vore slægtninge, eller i forbindelse med skolegang eller verdsligt arbejde. (1 Tim. 5:8) Det er ikke Guds mening at vi skal føle os skyldbetyngede over at vi sørger for disse forpligtelser; vi skulle gøre det med glæde. Men nu og da kan vi gøre status over vor tid og det vi bruger tiden til.

²² Mange af os kan sikkert have gavn af en ligevægtig selvransagelse og selvtugt. Måske kan det være en fordel for os at skære ned på mange af de ting vi gør som ikke er strengt nødvendige for at opretholde en anstændig levestandard.

²³ Ingen bør se med kritiske øjne på hvad andre gør i denne forbindelse. Derimod bør vi analysere vor egen situation for at se om vi selv stadig viser dyb værdsættelse af vor mulighed for at gøre større gerninger end Jesus.

24. Hvordan satte den fattige enke et godt eksempel for os?

²⁴ Måske giver vi alt hvad vi kan, selv om det er mindre end det som andre med et bedre helbred eller færre forpligtelser kan give. Mængden i sig selv er ikke det afgørende. Husk Jesu rosende ord om den fattige enke der gav to småmønter „af meget ringe værdi“. Disse mønter (to lepta) svarede til cirka 1/64 af en dagløn. Hvor meget er det for dig? Jesus roste hende imidlertid, for „hun lagde i af sin armod alt hvad hun havde, alle sine midler at leve af“. (Mark. 12:41-44) Vi kan være sikre på at vi også vil blive godkendt hvis vi giver vort alt — hvis vi slider i det og kæmper energisk — i vidnearbejdet.

25. Hvad gjorde Maria for Jesus kort før hans død?

²⁵ Vi kan også tænke på Maria, Lazarus’ søster, der salvede Jesus med kostbar vellugtende olie. Nogle af disciplene harmedes, for olien var 300 denarer værd. Det var hvad en arbejder kunne tjene på et helt år, når man fraregner sabbatsdage og højtider. Hvor meget tjener du, eller forsørgeren i din familie, på et år? (Joh. 12:3-8; Matt. 20:2) Jesus kommenterede Marias handling med disse ord:

„Det er en smuk gerning hun har gjort mod mig. . . . Hun har gjort hvad hun kunne; hun har på forhånd sørget for at komme vellugtende olie på mit legeme med henblik på begravelsen. Jeg skal sige jer en sandhed: Overalt hvor den gode nyhed forkyndes i hele verden, skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“ — Mark. 14:6-9.

26, 27. Hvordan var Maria et eksempel?

²⁶ Læg mærke til ordene: „Hun har gjort hvad hun kunne.“ Der er ikke noget der tyder på at Maria kunne gøre mirakler; hun kunne ikke blive apostel, og heller ikke ældste når den kristne menighed blev oprettet; og hun har måske heller ikke været i stand til at rejse vidt omkring med „den gode nyhed“. Men hun ’gjorde hvad hun kunne’. Hvad vil det sige? På nogle sprog betyder ’gør hvad du kan’ det samme som ’anstreng dig ikke for meget’, ’tag den med ro’. Men det var ikke det Jesus mente. Maria havde virkelig ydet en indsats. Nogle bibeloversættere gengiver derfor ordene på denne måde: „Hun har gjort alt hvad hun kunne,“ eller: „Hun har gjort alt hvad der stod i hendes magt at gøre.“ — C. K. Williams; W. Barclay.

²⁷ Marias ønske om at give sig selv fuldt ud kom ikke blot til udtryk denne ene gang, men til stadighed. Ved en tidligere lejlighed havde hun vist hvor hendes hjerte var ved at sætte sig ved Jesu fødder og lytte til hans undervisning. (Luk. 10:38-42) Nu viste hun at hun fortsat støttede denne fremragende forkynder. Og Jesus forbandt interessant nok Marias gerning med det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, idet han sagde at hun ville blive husket overalt hvor „den gode nyhed“ blev forkyndt. Hun var interesseret i forkyndelsen. Det samme var Jesus, lige til sin død.

28. Hvilken slags menighed er den kristne menighed, og hvad betyder det for os?

²⁸ Er vi ligesom disse to kvinder, der gav alt hvad de kunne? Er vi ivrigt interesseret i det forkyndelsesarbejde Jesus påbegyndte mens han var på jorden, og som nu fortsættes af de kristne overalt i verden? Det bør vi være. Gud er det. Da den kristne menighed blev oprettet på pinsedagen i år 33 var den en forkyndende menighed, og Gud støttede den med sin ånd. Det gør han stadig, for han har ikke forandret sig. Han er „en levende Gud“; han lever, og han tilbyder alle sine sande tilbedere livet. Den sande menighed bør derfor stadig være, og er stadig, en forkyndende menighed. Og de kristne har al mulig grund til at arbejde med glæde og begejstring i tjenesten for Gud, „som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste“. — 1 Tim. 4:10.

[Fodnote]

[Illustration på side 10]

De gjorde alt hvad de kunne