Jehova — den produktive Gud

„Min Fader er vedblevet med at arbejde indtil nu, og jeg vedbliver med at arbejde.“ — Joh. 5:17, NW.

 1. Hvoraf kan vi vide, at Jehova er universets uovertrufne producent?

JEHOVA er universets uovertrufne producent. — „Ved HERRENS [Jehovas] ord blev himlen skabt og al dens hær ved hans munds ånde.“ (Sl. 33:6) Har vi grund til at tvivle? Lad som Abraham i fordums dage dit blik ransage himmelens hvælving; tæl stjernerne, om du kan. Hele denne milliardhær er Jehovas værk. (Sl 147:2-4) Når vi betragter himmelens lysende pragt, er det, som om Skaberen havde trukket et vældigt tæppe bestrøet med funklende juveler hen over det ufattelige rum. Vi gribes af den majestæt, den skaberkløgt og den vældige produktionsevne, alt dette vidner om hos ham, som er vor Skaber. Salmisten selv følte sig grebet, for han skrev: „O Jehova min Gud, du er såre stor; du er klædt i ære og majestæt: . . . som breder himlene ud som et tæppe; . . . der lagde jordens grundvolde, så den aldrig i evighed skulle rokkes.“ — Sl. 104:1, 2, 5, AS.

 2, 3. a) Hvilke kendsgerninger vedrørende universet og vor store stjernetåge øger vor værdsættelse af Jehovas skaberevne? b) Med hvem kan vi sammenligne ham?

² Så vidtstrakt er Jehovas skaberværk, at det svimler for os, når vi prøver at fatte det. De talløse himmellegemer, vi ved nattetide kan se med det blotte øje, og som tager sig ud som strålende ædelstene, er stjerner omtrent på størrelse med vor egen sol, nogle lidt større, andre lidt mindre. Hver eneste af dem er måske midtpunktet i et planetsystem som det, vor jord er en del af. Tidligere troede man, at alle stjernerne var lige langt fra jorden, men nu fortæller astronomerne os, at himmelrummet strækker sig længere og længere ud. Med kraftige teleskoper bringes fjerne regioner i universet inden for synsvidde — hele hærskarer af førhen ukendte stjerner. Hvad der for det menneskelige øje ser ud som en enkelt stjerne, viser sig gennem et teleskop at være stjernetåger eller galakser. Universet er så fantastisk stort, at astronomerne er begyndt at kalde disse stjernetåger for „ø-universer“. Vort allerkraftigste teleskop har rent bogstaveligt bragt milliarder af stjernetåger inden for vor synskreds.

³ Nogle kendsgerninger fra vor nærmeste omverden vil yderligere forhøje din værdsættelse. Vi lever i et vældigt „ø-univers“ bestående af milliarder af stjerner. Det meste af det kan vi ikke se på grund af store støvskyer i verdensrummet, men vi ved nu, at det har form som et hjul med eger eller spiraler, der stråler ud i rummet som fra navet i et hjul. Alt det, vi ser, kalder vi mælkevejen — en af spiralerne, der tæller millioner af stjerner og iblandt dem vor egen sol. Trods stjernernes mangfoldighed er der dog rigelig plads, for vor nærmeste nabostjerne siges at være næsten fyrre billioner kilometer fra os. Afstandene i rummet er så store, at de måles i lysår, det er den afstand, lyset tilbagelægger på et år (9,5 billioner kilometer). Dette mål giver os et vist begreb om vor egen stjernetåges størrelse, for det tager lyset fra en stjerne i yderkanten af denne tåge et hundrede tusinde år at nå over til den modsatte yderkant, en ikke ringe afstand. Imidlertid svinder dette kolossale skaberværk ind til ingenting, når man tænker på, at set fra andre stjernetåger, der er milliarder af lysår borte, forekommer det kun som en enkelt stjerne. Intet under, at Jehova inspirerede sin profet Esajas til at skrive: „Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige.“ — Es. 40:25.

 4. Hvordan genspejler det livløse skaberværk sin Skabers herlighed?

⁴ Når vi løfter blikket til himmelen, ser vi et fuldkomment værk præget af orden og harmoni. Det genspejler sin Skabers ophøjede majestæt: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.“ (Sl. 19:2) Dér ser vi ingen forvirring, intet af Guds værker på afveje, alle følger de bestandig de af Jehova afstukne baner. Videnskaben mener, at universet udvider sig. Bibelen siger, at Gud fortsætter med at arbejde, med at øve godt. (Joh. 5:17, NW) Tør vi sætte grænser for Jehovas virkeområde, for hans magt og hans produktionsevner? „Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, tal på hans år kan ikke findes.“ (Job 36:26) Hvis vi finder Guds skaberværk ærefrygtindgydende, hvor langt større ærefrygt skulle Gud selv da ikke indgyde os, thi Skaberen er større end et hvilket som helst af sine værker, ja end dem alle tilsammen. „Løft Eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.“ (Es. 40:26) Det såkaldt livløse skaberværk er i bestandig bevægelse, en symfoni i himmelrummet, et værk eller produkt af den store Jehova.

 5. a) Hvad var Guds første skaberværk? b) Hvilket forhold rådede der mellem denne skabning og Jehova?

⁵ Er dette skaberværk end milliarder af år gammelt, som nogle hævder, har det dog ikke været forud for skabelsen af fornuftbegavede væsener. Jehovas første skaberværk var hans mesterværk, en ånd som han selv, udstyret med hans egenskaber: retfærdighed, kærlighed, magt og visdom. Om ham står der skrevet: „Mig skabte [Jehova] først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet; . . . førend han skabte jord og marker, . . . Da han grundfæsted himlen, var jeg hos ham.“ (Ordsp. 8:22-27) Jehova gjorde denne vældige ånd til sin talsmand; han blev Ordet (Logos), Guds ord. (Joh. 1:1, 2) Ydermere blev han Jehovas medarbejder ved frembringelsen af hele det følgende skaberværk. „Ved ham skabtes alt andet i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige.“ (Kol. 1:16, NW) Efterhånden skabte han en hærskare af åndeskabninger, engle, samt et vældigt opbud af stjerner til pryd på himmelhvælvingen — alt dette blev frembragt i overensstemmelse med det guddommelige produktionsprogram. Disse to, Jehova og hans søn, har altid haft og har stadig samme harmoniske syn på tingene. Deres indbyrdes forhold er til hver en tid præget af glæde og produktivitet. „Da var jeg hos ham som mestersvend; og daglig var jeg hans glæde, frydede mig bestandig for hans åsyn.“ — Ordsp. 8:30, AS.

 6. Hvad har endnu større betydning i Jehovas skaberværk end kvantitet?

⁶ I sit produktionsprogram har Jehova ikke alene lagt vægt på kvantitet, men også altid på kvalitet. Fuldkommenhedens stempel ses på alt, hvad vor Skaber frembringer. Hos ham skal intet gøres om. Intet er af anden sortering eller mislykket. Når han skaber, frembringer han noget fuldkomment, der ikke kan forbedres. „Fuldkommen er Guds vej.“ (2 Sam. 22:31) Moses blev inspireret til at skrive om Jehova: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mos. 32:4) Der er i sandhed ingen som Jehova vor Gud.

Jorden

 7. Hvad er Jehovas hensigt med at frembringe jorden, og hvor bliver dette ganske særlig åbenbaret for os?

⁷ Nogle videnskabsmænd siger, at vor jord blev til for seks og en halv milliard år siden. Selv om det nok er muligt, er det dog kun gætteri, for Skriften siger blot: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mos. 1:1) For os er årstallet uvæsentligt. Hvad vi i dag bør interessere os for, er den rolle, jorden spiller i Jehovas store produktionsprogram, for han hverken spilder sine kræfter eller skaber noget forgæves. Denne kendsgerning og hensigten med at danne vor jord sammenfattes i følgende udtalelse i Esajas 45:18 (AS) „Thi så siger Jehova, der skabte himlene, Guden, der dannede jorden og frembragte den, der grundfæstede den og skabte den, ikke som et øde [forgæves, margenen], men dannede den til at bebos: Jeg er Jehova, og der er ingen anden.“ Når jorden blev beboet af levende skabninger, kunne den bruges til at fremme Guds produktionsformål. Det første kapitel i Første Mosebog skildrer dette for os.

 8. Hvilke skabninger frembragte Gud på jorden fra den tredje til og med den sjette skabelsesdag, og hvilken evne havde de alle tilfælles?

⁸ Her fortæller Jehova om jordens beredelse, en proces, der varede i årtusinder, inddelt i „dage“ eller tidsperioder, som Bibelen viser, hver var på syv tusind år. De første to dage blev brugt til at lade sollyset skinne på jorden og til frembringelsen af en atmosfære under dens hvælving af vand. Vand dækkede jordens flade, men på den tredje dag skiltes vandet ad, efterhånden som landjorden pressedes op over vandet. På denne tredje dag skete der desuden noget nyt: „Og videre sagde Gud: Lad jorden forårsage, at græs spirer frem, frøbærende planter, frugttræer, der bærer frugt efter deres arter, hvis frø ligger inden i den, på jorden.“ (1 Mos. 1:11, NW) Læg her mærke til forplantningsevnen, det første kendte vidnesbyrd om produktivitet med undtagelse af det, som blev frembragt ved direkte skabelse. Planterne begyndte at formere sig hver efter sin art og bredte sig i hast. I de følgende „dag“-perioder kom andre skaberværker til syne, nemlig levende sjæle: først dem, som skulle leve i vandet, dernæst vingede skabninger til at flyve i luften, så dyrene, der skulle tage landjorden i besiddelse. Disse skabninger kunne ånde, se, spise, bevæge sig og i egen kraft formere sig hver efter sin art. Da den sjette dag gik på hæld, var jorden efter næsten toogfyrretyve tusinde års skabervirksomhed iklædt et frodigt planteliv, og det myldrede med dyr. Jehova så med velbehag på hele sit værk. Han sagde, at det var „godt“.

 9. a) Hvorfor blev de engleskabninger, som iagttog begivenhederne på jorden, ikke skuffet, da Jehova frembragte sit ypperste jordiske skaberværk? b) Med hvad blev dette menneskepar udstyret, og hvilken stor forret modtog de?

⁹ Hvor fuldendt dette end måtte forekomme, var Gud dog ikke færdig med sine frembringelser på jorden. Indtil nu var der kun blevet skabt jordiske skabninger med ringe fornuftevner. Jehova havde en virkelig overraskelse til sine himmelske hærskarer af engle, der uden tvivl fulgte begivenhederne på jorden med levende interesse. Gud talte til sit ord eller sin talsmand og sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1 Mos. 1:26) Det vil sige, at der skulle frembringes fornuftbegavede skabninger, udstyret med Guds egenskaber, så de kunne tænke, ræsonnere, træffe beslutninger og vise Skaberen kærlighed ved at tjene, ære og prise ham. Skabt som mand og kvinde var de i stand til at forplante sig efter deres egen art. De fik dette ansvar overdraget, da de modtog forplantningspåbudet: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:28) Læg mærke til, at mennesket foruden påbudet om at formere sig også fik påbud om at forskønne sit jordiske hjem og vedligeholde det samt føre det rette overopsyn med alle de lavere skabninger — fisk, fugle og landdyr. Mennesket skulle således have en trefoldig andel i Guds formål med jorden.

10. Hvordan kunne man allerede på dette tidspunkt se, hvilken rolle jorden skulle spille i det universelle produktionsprogram?

¹⁰ Nu kunne man tydeligt se den rolle, jorden skulle spille i Jehovas produktionsprogram. Med tiden skulle den opretholde livet hos en mangfoldighed af dyr i havet, i luften og på landjorden, og den skulle befolkes med fuldkomne mennesker, der for evigt ville bevare dens parklignende skønhed. Den syvende skabelsesdag satte Gud til side, til fuldførelsen af dette arbejde, mens han selv hvilede eller afstod fra sit arbejde i forbindelse med jorden. Ved den dags afslutning, syv tusind år senere, vil jorden stå færdig, en fuldendt juvel på himmelen, et strålende bevis på Jehovas skaberkløgt.

Urostifterens endeligt forudsagt

11. Hvad skete der i begyndelsen som et forsøg på at sabotere produktionsprogrammet, og hvad førte det til?

¹¹ Nu henved seks tusind år efter menneskets skabelse skulle Jehovas produktionsprogram nærme sig sin afslutning, hvis ikke der var opstået arbejderuroligheder i begyndelsen. En af Jehovas engle, den første oprører, saboterede arbejdet og opstillede sit eget falske program og forledte det første menneskepar, Adam og Eva, til at vende sig bort fra Jehova og i stedet følge ham, oprøreren. Han lovede dem højere løn. (1 Mos. 3:1-7) Denne løn var i virkeligheden lav og slet ikke høj, for det, Adam og Eva fik som betaling, var død. Døden gik i arv til alle deres efterkommere, og i dag stempler mange mennesker i uvidenhed Gud som en, det er slået fejl for. — Rom. 5:12.

12, 13. a) Hvorfor er vi så sikre på, at det ikke er slået fejl for Jehova? b) Hvilken modforholdsregel tog Jehova på det tidspunkt?

¹² Men det er ikke slået fejl for Jehova. Han kender ikke til vanheld. (Es. 55:11) Eksempelvis kan nævnes, at når der her på jorden opstår arbejderuroligheder på en moderne automobilfabrik, og samlebåndsprocessen forstyrres, vil det ikke sige, at produktionen bliver fuldstændig afbrudt, og den nye model ikke bliver færdig til tiden. Vanskelighederne bliver overvundet; den nye model bliver forevist til det forud bekendtgjorte tidspunkt, selv om det betyder, at arbejdstempoet må sættes op i den resterende tid. Således handler også Jehova, men efter en langt større målestok. De vanskeligheder, som alle tiders største urostifter, Satan, blev årsag til, har hjemsøgt menneskene i de seks syvendedele af den tid, Jehova satte til side til, at de kunne efterkomme forplantningspåbudet og omdanne jorden til en stor have. Men vær ikke så kortsynet at tro, at denne afbrydelse vil fortsætte i det uendelige. De korrigerende forholdsregler, som Jehova har i beredskab, vil betyde forøget aktivitet i de resterende tusinde år — der ligger umiddelbart foran os. Hans hensigt vil blive fuldbyrdet; intet kan krydse den. Han har fastsat tidspunktet; hans værk vil stå færdigt til tiden. — Es. 14:27; 60:22; Dan. 2:21.

¹³ Den midlertidige afbrydelse, Satan forårsagede, dengang han fik Adam og Eva til at forlade Gud, medførte, at Jehova tog sine modforholdsregler. Begyndelsen var den profeti, der står nedskrevet i 1 Mosebog 3:15. Her lovede Gud, at en „sæd“ skulle knuse Satan til døde. Denne sæd skulle tilvejebringes ved hjælp af Guds kvinde, hans hustru-organisation (Es. 54:5; Gal. 4:26-31; Åb. 12:1, 2), og den skulle knuse Satan, udslette virkningerne af oprøret i Eden, atter sætte Jehovas produktionsprogram i gang og føre det til ende med held. — Rom. 16:20.

14. Hvordan viste Jehova gennem et profetisk drama længere fremme på tidens strøm, at han ikke havde forandret sin oprindelige beslutning?

¹⁴ Som et forbillede lod Jehova et levende drama opføre omkring Noa og hans familie. Kun disse otte sjæle overlevede den jordomspændende vandflod, da alle de ugudelige gik til grunde i vandmasserne. Da disse otte forlod arken og trådte ud på en renset jord, frembar de takofre til Jehova. Derefter sagde han til dem, at de og de overlevende dyr skulle formere sig og opfylde jorden. „Derpå velsignede Gud Noa og hans sønner og sagde til dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!““ (1 Mos. 8:16; 9:1) Eftersom dette forplantningspåbud, der blev givet Noas familie, var billedligt, må menneskeheden afvente den lovede „sæds“ tusindårige regering, før det vil få sin fuldstændige opfyldelse. — Gal. 3:29; Åb. 1:5, 6; 14:1-5.

15. a) Hvordan blev Abraham og hans familie brugt til på billedlig vis at skildre frembringelsen af „sæden“? b) Hvem er „sæden“, og hvilken andel vil den få i Jehovas produktionsprogram?

¹⁵ Jehova gav den trofaste Abraham løfter vedrørende denne „sæd“. Forestil dig Abrahams glæde, da han hørte Jehova sige ved sin trofaste engel: „Jeg vil i sandhed velsigne dig, og jeg vil i sandhed gøre din sæd talrig som himmelens stjerner og sandet ved havets bred, og din sæd skal tage sine fjenders porte i besiddelse. Og ved hjælp af din sæd skal alle jordens folk visselig velsigne sig takket være, at du lyttede til min røst.“ (1 Mos. 22:17, 18, NW) I dette profetiske drama var Abraham et billede på Jehova, og hans hustru Sara et billede på Jehovas organisation, ved hvilken han fuldfører sit værk. Skønt højt til års og stadig barnløs fik Sara gennem Jehovas engel forsikring om, at hun skulle føde et barn. Og det skete også. Sara fødte Isak, der var et billede på løftets „sæd“. Siden Eden og helt frem til Abrahams tid, ja endnu længere — i alt henved fire årtusinder — havde Jehovas organisation været gold og ikke frembragt noget jordisk afkom. Elleve århundreder efter, at Abraham fik Jehovas løfte, skrev Esajas profetisk om den tid, da denne golde tilstand skulle ophøre med udfoldelsen af en vældig produktivitet under jubel og takkesang. Længere fremme på tidens strøm viste Kristi apostel, Paulus, hvem disse ældgamle løfter og profetier gjaldt, idet han udpegede Jesus som „sæden“ sammen med andre, som Jehova udvalgte blandt alle jordens nationer. (Es. 54:1-13; Gal. 3:26-29; 4:1-31) Kristus Jesus tilkendegav i sin åbenbaring tallet på dem, der skulle være hans medforbundne, nemlig 144.000. (Åb. 7:4; 14:1) Denne udvalgte sæd er Jehovas nye verdens kongedømme, under hvilket de overlevende af alle jordens folk skal „velsigne sig“; for det er denne rigssæd, der skal lede alle produktive bestræbelser på den nye jord. Frembringelsen af denne rigssæd er det skønneste i hele Jehovas produktion, den er en „ny skabning“. — 2 Kor. 5:17.

Det produktive vidne

16. a) Drag sammenligninger mellem Jesu produktive liv før og efter hans komme til jorden. b) Hvori gav Jesu dybe værdsættelse af kvalitet sig udslag?

¹⁶ Aldrig har der været et menneske på jorden som Jesus, den ypperste blandt den lovede „sæd“. Johannes, en anden af Kristi apostle, identificerer Jesus som værende Guds ord, Jehovas allerførste skabning, hans enbårne søn. På Jehovas opfordring havde Jesus samtykket i at blive menneske og tage bolig på jorden. „Så blev Ordet kød og boede iblandt os, og vi fik indblik i hans herlighed, en herlighed som den, der hører til en enbåren søn fra en fader, og han var fuld af ufortjent godhed og sandhed.“ (Joh. 1:14, NW) I ukendte tidsaldre har Ordet (Logos) arbejdet i absolut harmoni med sin Fader, Jehova; da han blev mennesket Jesus, fortsatte han dette samarbejde. Han førte et produktivt liv, idet han bar Rigets frugter, for hele hans jordiske tjenestegerning var viet forkyndelsen om hans Fader og hans Faders rige. (Joh. 17:4, 6-10; Luk. 4:43) Det var Guds vilje, at han skulle vidne, og det var ham en lyst at gøre Jehovas vilje. (Sl. 40:9; Luk. 22:42) Jesus havde en vågen sans for kvalitet. Hvad han gjorde, gjorde han til fuldkommenhed, for han var et fuldkomment menneske. Han har været det mest fremragende eksempel på kærlighed, medlidenhed og tålmodighed på jorden. Samtidig var han en frimodig og frygtløs forkynder af Jehovas sandhed. Han talte med oprigtighed og overbevisning som ingen anden før ham. Om ham siges der: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ (Joh. 7:46; 10:31-39) Han forstod folk til bunds; han kunne se i deres hjerter og læse deres tanker. Det var grunden til, at han som sine ledsagere og nære medarbejdere valgte mænd med det rette hjertelag, mænd, han kunne oplære og også oplærte til at være produktive vidner som han selv. Af hensyn til kvaliteten valgte han ikke mange, men kun de bedste. Jesus var ydmyg. Han gav altid Jehova æren for alt godt. (Mark. 10:18) Om sine gode medarbejdere sagde han i en bøn til sin Fader: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig ud af verden . . . og jeg har bevaret dem.“ — Joh. 17:6-19, NW.

17. Hvilken anden vej stod Jesus åben, hvem foreslog ham den, og hvordan reagerede Jesus?

¹⁷ Havde Jesus ønsket kvantitet uanset kvalitet, ville indsamlingen af hans disciple have været en let sag. Han kunne have lagt hele jødefolket for sine fødder, ja mere end det — hele verden — og fået folk af alle nationer til at anerkende ham som deres hersker. Alt, hvad han behøvede at gøre, var at underkaste sig en anden produktionschef. Denne anden chef, Satan, søgte at overtale Jesus til at foretage en sådan forandring ganske kort tid efter, at Jesus havde indviet sig til at gøre sin Faders vilje, og lige før han begyndte sin tjenestegerning. Her følger beretningen om, hvad der fandt sted: „Atter tog Djævelen ham [Jesus] med til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: Alle disse ting vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og udføre en tilbedelseshandling over for mig.“ (Matt. 4:8, 9, NW) Guds søn lod sig ikke friste. Havde ikke Eva som den første og dernæst Adam lyttet til lignende forslag fra samme usynlige usling? Hvad fik de ud af det? Det vidste Jesus kun alt for godt. Nej, ham havde det været en glæde at samarbejde med sin Skaber, og han var fast besluttet på at vedblive med at virke som hidtil.

Trofast produktivitet

18. a) I hvilken henseende var Jesu vidnearbejde produktivt? b) Hvad henledte hans afskedsord til disciplene deres opmærksomhed på?

¹⁸ Jesu kortvarige tjenestegerning på tre og et halvt år var særdeles produktiv. Han bevarede først og fremmest sin retskaffenhed, hvorved han beviste, at han var værdig til at være den, der skulle hævde og herliggøre sin Faders navn ved at knuse Satan. Dernæst gav han sit liv hen som købesum for lydige mennesker. „Ligesom Menneskesønnen kom, ikke for at blive betjent, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Matt. 20:28, NW) Kort sagt gjorde han alt, hvad Jehova havde givet ham anvisning på. I sin bøn til sin Fader sagde han blandt andet: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.“ (Joh. 17:4) I sin tjenestegerning satte Jesus et godt eksempel for sine omhyggeligt udvalgte efterfølgere. Desuden brugte han megen tid til at fortælle dem om Jehova, om sig selv, om Riget og om det arbejde, de måtte udføre, når han var vendt tilbage til sin Fader. De fæstnede sig ved hvert et ord, han sagde, men forstod dem ikke til fulde. Jesus vidste dette på forhånd og sagde derfor til dem, at efter hans bortgang ville Faderen sende dem en trøster, den hellige ånd, der skulle lære dem nye ting og også minde dem om de ting, han selv havde fortalt dem. (Joh. 14:26) Da han forlod dem, sagde han, at de skulle udføre en produktiv tjenestegerning. „Gå derfor og gør disciple af folk af alle folkeslag, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:18-20, NW.

19. Hvordan genspejlede Jesu produktivitet sig i disciplenes færd?

¹⁹ At Jesu vidnesbyrd bar frugt, kan vi forvisse os om ved blot at betragte, hvad hans efterfølgere udrettede i begyndelsen af den kristne tidsalder. De ville få brug for Guds ånd, og tro mod sit ord sendte Jesus den hellige ånd til dem, da de alle var forsamlede på den tiende dag efter hans opstigen til himmelen. Så snart Jehovas ånd var kommet over dem, begyndte de at herliggøre og prise Gud på mange sprog, som den hellige ånd gav dem evne til at tale ved denne lejlighed. På det tidspunkt var der folk af mange nationaliteter til stede i Jerusalem; og på deres eget tungemål hørte de de åndsdøbte disciple herliggøre Gud. Disse tilrejsende undrede sig højligt. En af Kristi apostle, Peter, trådte da offentligt frem og aflagde et magtfuldt vidnesbyrd om Jesus og om, at han var Messias, hvorefter mange kom til troen og blev døbt. Rapporten lød dengang: „På den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til [den kristne menighed].“ (Ap. G. 2:41) De begyndte at studere og blive oplært hos apostlene til at udføre en produktiv tjenestegerning, således som deres indvielse krævede. „Og de vedblev med at hellige sig apostlenes lære, samværet, de fælles måltider og bøn. . . . Samtidig vedblev Jehova med daglig at føje dem til, som blev frelst.“ (Ap. G. 2:42-47, NW) Kort tid efter var der af mænd alene fem tusind med i tjenestegerningen. En anselig gruppe tjenere til at gå i gang med at virke i Palæstinas land alene! — Ap. G. 4:4.

20. Hvilke to resultater medførte det vidnearbejde, Jesu apostle og disciple udførte i begyndelsen af vor tidsalder?

²⁰ Denne fremgang, der var frugten af et produktivt vidnearbejde, måtte inden længe blive genstand for Satans angreb, og det skete. Forfølgelsen begyndte at rase. Satans mål var at bremse arbejdet. Slag i slag fulgte trusler, fængsling, piskning og så den trofaste discipel Stefanus’ dramatiske død. Forfølgelsen bevirkede, at de kristne tjenere spredtes for alle vinde, men den standsede ikke deres forkyndelse. „De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring i landet og forkyndte ordets gode nyhed.“ (Ap. G. 8:4, NW) Trods piskeslag og fængsling glædede apostlene sig, fordi „de var blevet agtet værdige til at vanæres for hans navns skyld. Og de blev ved med hver dag uden ophør at lære i templet og fra hus til hus og at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus.“ (Ap. G. 5:17, 40-42, NW) Væksten fortsatte trods forfølgelse. Efter at denne forkyndelse havde lydt i tre og et halvt år blandt Palæstinas jøder, gav Jehova folk af alle andre nationer lejlighed til at blive kristne tjenere og få del i den produktive vidnegerning. (Ap. G. 10:44-48) Den kærne, Jesus havde dannet med de tolv apostle, voksede sig hurtigt større og større i det første århundrede og bredte sig til de fjerneste egne i romerriget, ja endog ud over dets grænser. Jesus satte et godt eksempel for produktivt vidnearbejde. Hans apostle og disciple fulgte dette eksempel til Guds ære og deres egen evige frelse. — 1 Tim. 4:11-16; 2 Tim. 4:1-5.

21. Hvornår ville ifølge Bibelens profetier et produktivt vidnearbejde blive af verdensomspændende format, og med hvilket resultat?

²¹ Efter Kristi apostles død ophørte dette produktive vidnearbejde næsten. (Ap. G. 20:29-35; 2 Pet. 2:1-3) Ville det sige, at det var totalt forbi? Nej, for Jesu ord, hans apostles og disciples skrifter samt de gudgivne profetier nedskrevet af trofaste mænd før apostlenes tid vidner alle om en fremtidig periode, da et produktivt vidnearbejde skulle finde sted i verdensomspændende format. (Åb. 14:6, 7; Es. 52:7, 8; Ez. 9:3, 4, 11; Dan. 12:3) Jesus havde sagt, at ved afslutningen på den tingenes ordning, hvis hersker er Satan, skulle den gode nyhed om Jehovas oprettede rige forkyndes over hele verden, og at dette stridsspørgsmål om Riget skulle adskille nationernes folk i „får og bukke“. (Matt. 24:14; 25:31-46; Mark. 13:9-13) Disse „får“, der samles ud „af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, skal blive til en „stor skare“, som intet menneske kan tælle; ja, den mindste skal blive til tusind midt i en overflod af åndelig velstand. (Åb. 7:9; Es. 60:22; 66:14; Mik. 5:2-9) Det, der dengang var en fjern fremtid, er nu for hånden. Vi ser disse ting og mere til ske for vore øjne. Vi har den ubeskrivelige forret at tage del i et produktivt vidnearbejde til ære og pris for den store Gud Jehova, alt og alles uovertrufne producent. — Salme 149; Esajas 12.