Et sprog for alle folkeslag
„For da lader jeg folkeslagene skifte til et rent sprog, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ — Zef. 3:9, NW.
1. Hvilke spørgsmål rejser sig angående verdens mange sprog?
HAR sproget sin oprindelse i en fjern fortid da menneskene begyndte at meddele sig til hinanden ved at efterligne dyrenes lyde — deres grynten, gøen og knurren? Hvis det første sprog virkelig var så primitivt, hvordan kan det da være at de tidligste kendte sprog havde en særdeles indviklet grammatik? Og hvor er alle de mange sprog i øvrigt kommet fra? Hvordan har så mange sprog udviklet sig at der i dag er 2796 talte sprog eller flere, og selv den mest primitive junglestamme har et sprog? Er det muligt at menneskehedens verden engang vil blive forenet af et fælles sprog, et sprog for alle folkeslagene, i stedet for, som det er nu, at være delt på grund af sprogskrankerne?
2. Hvor stammer sproget fra, og er det kun her på jorden der findes sprog?
2 Bibelen, hvis ældste skrifter i deres nuværende form daterer sig helt fra år 1513 f.v.t., kaster en del lys over sprogenes vækst og spredning. Den åbenbarer at sproget har sin oprindelse hos Gud. Allerede før mennesket blev skabt var der et sprog. I skabelsesberetningen fortælles det at Jehova Gud talte til sin førstefødte søn i de himmelske regioner idet han sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ Meget passende blev denne søn af Gud kaldt „Ordet“ og tjente som sin Faders talerør, ikke alene over for andre himmelske åndeskabninger, men også over for mennesket. — 1 Mos. 1:26; Joh. 1:1-3.
3. Ved hvilke lejligheder meddelte engle sig til mennesker?
3 Århundreder senere erkendte apostelen Paulus at de der befinder sig i åndeverdenen kan meddele sig til hinanden, idet han bruger udtrykket „menneskers og engles tunger“. (1 Kor. 13:1; jævnfør Job 1:7-12; 2:2-6.) Den bibelske beretning bekræfter at engle meddelte sig til mennesker ved flere lejligheder. Det var en engel der overbragte Jehovas velsignelse til Abraham med løftet om at alle jordens slægter ville blive velsignet gennem hans sæd; og ved en anden lejlighed forkyndte Jehovas engel den gode nyhed om Jesu fødsel for hyrder der befandt sig i nærheden af Betlehem. — 1 Mos. 22:15-18; Luk. 2:8-11.
4. Hvilken evne blev Adam udrustet med, og hvordan ved vi det?
4 Ligesom Jehova havde udrustet sine åndesønner med evnen til at meddele sig til andre, udrustede han også sin jordiske søn Adam med denne evne. Jehova gav ham ikke alene evnen til at tale og forstå andres tale, men også evnen til at danne nye ord og således udvide sproget, hvilket han for eksempel gjorde da han gav dyrene navne. (1 Mos. 2:19) Selve den omstændighed at Jehova kunne give Adam befaling om det arbejde han skulle udføre med hensyn til at opfylde jorden, opdyrke den og udøve herredømme over dyrene, samt at han kunne advare ham imod at være ulydig mod Guds lov, viser at Gud havde udrustet Adam med et tilstrækkeligt ordforråd og kendskab til sproget til at han kunne opfatte og forstå disse befalinger.
5. Hvorfor er det så vigtigt at have kendskab til et sprog?
5 Det er værd at bemærke at dyrene ikke ejer talens gave. Selv om de måske nok ved hjælp af lyde kan give udtryk for følelser som frygt, vrede, begær og tilfredshed, er der dog noget de mangler. Som sprogforskeren Ludwig Koehler har sagt: „De har ingen begreber og tanker — det vigtigste grundlag for det menneskelige sprog.“ Det talte sprog er altså en gave mennesket har fælles med englene, men ikke med den lavere skabning. Sproget er en nøgle til kundskab og samarbejde mennesker imellem og danner grundlaget for så godt som al kommunikation. Som et leksikon siger: „Tanker og ord hører sammen.“ Uden ord ville det være meget begrænset hvilke tanker og meddelelser vi kunne dele med andre, hvad enhver der har rejst i et fremmed land kan bekræfte. Uden ord ville endog vor tankevirksomhed være begrænset.
6. Hvordan og hvorfor er de forskellige sprog opstået?
6 I mere end atten hundrede år efter Adams skabelse talte alle mennesker det sprog som Gud oprindelig havde givet mennesket. (1 Mos. 11:1) Nu finder vi imidlertid at der tales henved 3000 sprog i hele verden, heri ikke medregnet alle de mange dialekter. Hvordan er dette gået til? Den bibelske beretning fortæller at det var i en dal i Sinear at menneskene efter Vandfloden besluttede at skabe sig et navn ved at bygge en by med et tårn der nåede til himmelen. Åbenbart skulle byen være et center for falsk gudsdyrkelse, eftersom disse menneskers anstrengelser gik imod den tidligere befaling Jehova havde givet Noa og hans tre gifte sønner om at sprede sig og opfylde jorden. Derfor sagde Jehova: „’Se, de er ét folk og har alle ét tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; lad os derfor stige ned og forvirre deres tungemål der, så de ikke forstår hverandres tungemål!’ Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede [Jehova] al jordens tungemål, og derfra spredte [Jehova] dem ud over hele jorden.“ — 1 Mos. 11:6, 7, 9.
7. (a) Hvad forstår man ved „sprogfamilier“? (b) Hvor mange folkeslag og sproggrupper spredtes fra Babel?
7 Hvordan bar Gud sig ad med at forvirre deres forståelse af det oprindelige sprog (hebraisk), hvorved han fik menneskene til at dele sig i forskellige sproggrupper? Øjensynlig gjorde han det ved at udslette enhver erindring de havde om deres tidligere sprog og i stedet for give dem nye ordforråd og en ny grammatisk opbygning af sprogene. Som de der har studeret sprog vil vide, findes der forskellige sprogfamilier. Der er intet der tyder på at de alle stammer fra det oprindelige sprog Adam talte eller at de er varianter af hebraisk; alt tyder snarere på at de stammer fra de mange forskellige sprog der opstod i det gamle Babel. Hver sprogfamilie har sit eget ordforråd og sin egen måde at føje ordene sammen på, således at man faktisk tænker i forskellige sprogmønstre, afhængigt, for eksempel, af sætningsbygningen og ordenes bøjning. Det tiende kapitel i Første Mosebog nævner således de halvfjerds folkeslag der stammede fra Noa, og omtaler de sprog Gud gav dem i Babel, idet der siges: „Fra disse befolkedes nationernes øer i deres lande, hver efter sit tungemål, efter deres slægter, efter deres nationer.“ — 1 Mos. 10:5 (NW), 20, 31.
8. Hvad har nogle forskere opdaget vedrørende sprogenes oprindelse?
8 Efterhånden som tiden gik begyndte dialekter, og endog nye sprog der var beslægtede med disse oprindelige sprog, at udvikle sig under indflydelse af forskellige faktorer, som for eksempel geografiske forhold, afstande, samkvem mellem folkene og erobringer. Men bortset fra hebraisk kan alle disse sproggrupper eller sprogfamilier spores tilbage til det sted hvor de nye sprogs vugge stod, nemlig Sinears sletter. Sprogforskeren sir Henry Rawlinson siger således: „Hvis vi udelukkende skulle gå efter det punkt hvor sprogvejene skærer hinanden, uden at rådføre os med den bibelske beretning, måtte vi dog stadig sætte fingeren på Sinears sletter som det sted hvorfra alle linjerne udgår.“ En anden interessant ting ved disse grundsprog, som jo var givet af Gud, er, som Science News Letter gør opmærksom på, at de i stedet for at være simple og primitive i mange tilfælde var langt mere komplicerede end nogen af de moderne europæiske sprog. Hvordan kunne det være tilfældet hvis de havde udviklet sig fra gryntestadiet?
9. Hvad viser Bibelen med hensyn til menneskets sproglige evner?
9 De dialekter og forskelle der findes inden for de sprogfamilier der eksisterer i dag kan tilskrives den evne Jehova gav mennesket i forbindelse med sproget. Ligesom Adam havde evnen til at danne nye ord og føje dem til sit ordforråd, således har menneskene ned igennem tiden kunnet føje nye ord til deres ordforråd og endog lære nye sprog. Abraham, for eksempel, havde tilsyneladende ikke nogen vanskeligheder i forbindelse med at tale med de hamitiske folk i Kana’an. Det nævnes i hvert fald ikke at de gjorde brug af nogen tolk. (1 Mos. 23:7-15) Muligvis havde Abraham kendskab til akkadisk, som i vid udstrækning taltes i det område han rejste til. På et senere tidspunkt, fortæller Bibelen, lærte Josef ægyptisk mens han opholdt sig i Ægypten, højst sandsynligt mens han var træl hos Potifar, og således kunne han ubesværet tale med Farao. Men for ikke at røbe sin identitet for tidligt over for sine hebraisktalende brødre talte han med dem ved tolk. — 1 Mos. 42:23.
10. Hvordan demonstrerede Jehova på Pinsedagen sin magt i forbindelse med menneskenes sprog, og hvorfor gjorde han det?
10 Det var på Pinsedagen i år 33 e.v.t. at Jehova igen demonstrerede sin frygtindgydende magt i forbindelse med menneskenes sprog. Det var dengang de første kristne i Jerusalem pludselig ved den hellige ånds hjælp fik evnen til at tale sprog som tidligere var ukendte for dem. Men i stedet for, som ved Babel, at udviske erindringen om deres tidligere sprog gav Jehova dem evnen til at tale andre sprog samtidig med at de beholdt deres eget. Formålet hermed var også anderledes end ved Babel — nemlig ikke at forhindre gennemførelsen af en uret hensigt, men at fremme udbredelsen af den sande gudsdyrkelse samt kundskaben om Jehova Gud blandt folk der talte mange sprog. (Ap. G. 2:1-11) De der efter Pinsedagen gik ind for den rene tilbedelse var, skønt de ikke talte samme sprog, dog bundet sammen af et fælles bånd, kundskaben om Guds hensigter.
Sandheden en forenende kraft
11 På hvilke to måder virkede Guds ånd på disciplene på Pinsedagen?
11 Jesus havde i forvejen sagt til apostlene at „Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer“. (Joh. 14:26) Det var under ledelse af denne ånd at Peter på Pinsedagen aflagde det magtfulde vidnesbyrd om Jehovas hensigter som resulterede i at omkring tre tusind nye tilhængere af den kristne tro blev døbt. Gudfrygtige jøder fra i hvert fald femten forskellige lande som var forsamlede i Jerusalem, var forbløffede over at høre de et hundrede og tyve disciple tale på så mange forskellige sprog. Som de sagde: „Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere? Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål, . . . vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål?“ — Ap. G. 2:7, 8, 11, 41.
12. Hvad aflagde Peter vidnesbyrd om, og hvad blev resultatet?
12 Peter forklarede derefter på hebraisk hvad årsagen var til dette forbløffende fænomen, idet han henviste til Joels profeti om udgydelsen af Guds ånd. Han påpegede at det var Jehova der havde åbnet vejen til frelse, idet han fremhævede profetens ord om „de sidste dage“, da „enhver, som påkalder Herrens [det vil sige: Jehovas] navn, skal frelses“. Han henledte opmærksomheden på de kraftige gerninger Jesus havde gjort, og på hans død og mirakuløse opstandelse, men understregede samtidig Jehovas ypperligere stilling som den øverste Suveræn. Han møntede Davids ord på Jesus: „Jeg havde altid Herren [Jehova, NW] for øje; thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes.“ Dette magtfulde budskab tilskyndede tusinder til af hjertet at tage imod det bibelske håb, der blev fremholdt for dem og deres børn, selv om det senere skulle vise sig at medføre modstand og forfølgelse. — Ap. G. 2:17, 21, 25; Joel 3:5.
13. Hvordan viste det sig at kristendommen var en forenende kraft?
13 Budskabets forenende kraft var noget ganske enestående. Folk fra mange lande blev ført sammen og kom til at udgøre en enhed i troen. Som Paulus senere forklarede: „Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. Her er ikke forskel på jøde og græker, . . . thi alle er I én i Kristus Jesus.“ (Gal. 3:26, 28) Selv om de talte mange sprog var deres budskab det samme. Som Paulus understregede over for de græske brødre i Korint, skulle de alle „føre enig tale“ og være „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Kor. 1:10, NW.
14. Hvordan bør vi gøre brug af talens gave, ifølge David og Paulus?
14 Det der lå Jesus og hans første disciple mest på sinde var at bruge deres tunge til lovprisning af Skaberen. De følte som David, der i en bøn sagde: „Herre, åbn mine læber, så skal min mund forkynde din pris.“ (Sl. 51:17) Selv om de af de jødiske ledere fik pålæg om ikke at forkynde, sagde de: „Vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ (Ap. G. 4:20) Deres ønske om at tale på rette måde viste de dog ikke udelukkende ved at tale om det der vedrørte Guds hensigter, men også ved deres tale i almindelighed. Som Paulus formanede menigheden i Efesus: „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem.“ — Ef. 4:29.
15. Hvilket løfte er der givet i Zefanias 3:9, og hvorfor har det betydning for os?
15 Kan vi bruge den gave vi har fået af Jehova i form af sproget, på lignende måde i dag? Naturligvis. Det viser Zefanias’ profeti. Af sammenhængen fremgår det at Jehova har besluttet at samle folkene for at udøse sin brændende vrede over dem efter at han har fældet dom over dem. Er der nogen der vil gå fri af denne dom og undslippe Jehovas vrede? At det er muligt at opnå en gunstig dom ses af den profetiske forsikring: „For da [eller: i „de sidste dage“] lader jeg [det vil sige Jehova] folkeslagene skifte til et rent sprog, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ Ja, hvis ikke man taler det rene sprog og påkalder Jehovas navn, sådan som Peter forklarede, vil der ikke være nogen mulighed for at undslippe Jehovas fordømmelse af folkene. Men Joel forsikrer: „Til de undslupne skal hver den høre, som [Jehova] kalder.“ — Zef. 3:8, 9 (NW); Joel 3:5.
16. (a) Hvordan kan vi lære at tale ’det rene sprog’? (b) Hvad vidner om at kristenheden ikke har formået at lære dette sprog?
16 Har du lært ’det rene sprog’ som er en betingelse for at overleve? Ligesom hvert sprog har et mønster for ordenes dannelse, bøjning og sammenstilling, således har sandheden, som den fremstilles i Guds ord Bibelen og som Jehova har åbenbaret den for os i disse „sidste dage“, et bestemt mønster som vi kan lære, en indre harmoni. Dette mønster har Guds retfærdsrige som grundlag og gennemgående tema. Når først man har lært dette ’mønster af sunde ord’, som Paulus kalder det, ved at man får nøjagtig kundskab ud fra Bibelen, kan man uden tøven tale det over for andre, uden at accentuere eller farve det med urigtige religiøse opfattelser eller lærdomme. (2 Tim. 1:13, NW; 2 Pet. 3:16) At kristenheden ikke har lært dette ’rene sprog’ fremgår af den forvirrende blanding af bibelske og filosofiske „dialekter“ der tales i den. Så langt fra at påkalde „Jehovas navn“ afviser kristenhedens traditionsbundne religiøse ledere dette navn og erstatter det med den tvetydige betegnelse „Herren“. — 2 Pet. 2:1; Matt. 7:15-23.
17. I hvilken forstand er dette sprog ’rent’, og i hvor vid udstrækning tales dette sprog?
17 Vi kan være lykkelige for at Jehova virkelig har trofaste vidner på hele jorden som har lært at tale ’det rene sprog’ — over én million seks hundrede tusind i mere end to hundrede lande — mennesker som er glade for at påkalde Jehovas navn og tjene ham „skulder ved skulder“, selv om de kommer fra mange forskellige nationaliteter og racer og taler forskellige sprog. Ligesom de første kristne er de forenede i deres gudsdyrkelse, en ren gudsdyrkelse der tjener til Jehovas pris. Uanset hvilken af de mange bibeloversættelser de benytter (Bibelen er helt eller delvis oversat til 1500 sprog), fører de „enig tale“ med hensyn til Bibelens grundlærdomme. Deres sprog er således ’rent’ i den forstand at det både er acceptabelt for gudfrygtige mennesker og uforfalsket i dets fremstilling af Guds hensigter. — Joh. 8:42-47; Jak. 3:10, 11.
18. Hvilket yderligere arbejde har Zakarias forudsagt skal udføres i vor tid, ud over det arbejde der omtales i Apostlenes Gerninger 15:14?
18 Hvad resultatet ville blive af åbent at forkynde sandheden for andre har profeten Zakarias rammende forudsagt således: „I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“ (Zak. 8:23) Har du sluttet dig til dem som Jehova nu er ved at samle fra alle folkeslag til et folk som kan bære hans navn? — Ap. G. 15:14.
19. Hvordan lærer vi at forstå sandhedens ’rene sprog’?
19 At lære at tale et nyt sprog — altså også sandhedens ’rene sprog’ — koster anstrengelse. Før vi kan tale sådan at det har Skaberens velbehag, må vi lære det. Ligesom man må lære nye gloser når man lærer et nyt sprog, sådan vil man også finde at der er mange nye udtryk at lære i forbindelse med sandhedens ’rene sprog’. Man lærer hvad Guds rige egentlig er, man lærer om ’den store skare’ som tjener Jehova i „de sidste dage“, om „Babylon den Stores“ forestående ødelæggelse, en ødelæggelse der finder sted umiddelbart før hele den øvrige del af den nuværende onde „tingenes ordning“ tilintetgøres i „Harmagedon“. Vi advares også på forhånd om „Gog fra Magogs“ angreb. Selv om det i begyndelsen falder os svært at lære dybe åndelige sandheder, skal vi ikke miste modet. Det var først efter at Jehovas ånd var blevet udgydt på Pinsedagen at Jesu første disciple fik en klarere forståelse af Jehovas hensigter. I dag skyldes forståelsen af Jehovas hensigter ligeledes Jehovas ånd, som hviler over „den tro og kloge tjener“. — Matt. 24:45-47.
20. Hvad hører med til at tale ’det rene sprog’?
20 Denne øgede værdsættelse af Jehovas ord og vort forhold til ham tilskynder os til at „lide på [Jehovas] navn“. Det forandrer vort fremtidshåb, sådan at vi nu sætter vor lid til Jehovas retfærdsrige i stedet for det der hører denne verden til. Det tilskynder os til at dele dette skønne fremtidshåb med andre. Vi lærer at de der taler ’det rene sprog’ også må leve op til det. „Uret øver de ikke og taler ej løgn, der findes ej i deres mund en svigefuld tunge.“ (Zef. 3:12, 13) Det er en stor glæde at være med til — sammen med over én million seks hundrede tusind som allerede har lært sandhedens ’rene sprog’ — at lære andre at tale dette sprog. Kun denne nøjagtige kundskab om sandheden, sådan som Jehova åbenbarer den gennem sin organisation i dag, kan forene mennesker af alle nationaliteter og sprog og få dem til at arbejde skulder ved skulder „for troen på den gode nyhed“. — Fil. 1:27, 28, NW.
Modstand mod det rene sprog
21. Hvordan reagerede Jesu disciple da man ville standse deres forkyndelse?
21 Eftersom Jesus mødte modstand fra dem der ikke brød sig om sandheden, kan de der følger i hans fodspor nu forvente det samme. (Joh. 15:20) Hvordan vil vi reagere på det? Lad os huske på at selv om Peter og Johannes blev sat i fængsel fordi de forkyndte den gode nyhed om „husvalelsestiderne“ der skulle komme fra Jehova, lod de sig ikke skræmme til at holde op, men fortsatte allerede den følgende dag, idet de frimodigt aflagde vidnesbyrd for folkets religiøse ledere. Selv efter at det var blevet dem strengt forbudt at forkynde mere erklærede de: „Vi kan ikke lade være, at tale om det, vi har set og hørt.“ Ja, de bad ligefrem Jehova give dem styrke, til „med fuld frimodighed“ at tale hans ord. — Ap. G. 3:11, 19, 20; 4:20, 29.
22, 23. Hvordan har man overvundet forsøg på at standse forkyndelsen af den gode nyhed i Gabon og Cameroun?
22 Der har også i vor tid været gjort forsøg på at standse forkyndelsen af den gode nyhed. En beretning fra Gabon i Vestafrika lyder: „Selv om forholdene stadig er meget vanskelige, har brødrene ikke mistet modet. De lærer bare at leve med forholdene som de er nu. En tilsynsmand fortæller: ’Jehovas magt ses tydeligt, og han giver os styrke under forfølgelsen. Den frygt vi nærede i begyndelsen, efter forbudets udstedelse, er nu blevet forvandlet til mod, og overilethed til forsigtighed. Fra at være svage er vi blevet stærke, og vor uproduktivitet har forandret sig til produktivitet. I vores menighed har vi allerede set ti nye forkyndere komme til i løbet af seks måneder, og på mindre end et år har vi døbt fjorten nye. Lydighed mod Jehova har medført hans velsignelse.’“
23 I nabolandet Cameroun blev elleve brødre opsøgt i deres hjem af politiet, taget med og sat i fængsel. De havde ikke engang holdt møde eller været i færd med at forkynde for andre da de blev arresteret. I tre uger blev de holdt indespærret i en lille celle hvor heden var næsten uudholdelig. Men de opdagede at dette var et urørt område for forkyndelsen. Så de vidnede hele dagen. Da fanger blev indsat og blev løsladt, havde de fortsat mange forskellige at forkynde for, akkurat som hvis de frit havde kunnet gå fra hus til hus. Ved afsendelsen af den sidste rapport fra Cameroun var der stadig én broder tilbage i fængselet, og grunden var at man havde fundet bibelske bøger og skrifter i hans hjem. Men de ti som var blevet sat på fri fod, glædede sig over at de var blevet agtet værdige til at få den gode nyhed betroet og over at have haft lejlighed til at forkynde for andre. — 1 Tess. 2:1-4.
24. Hvilken virkning har ’det rene sprog’ haft på Jehovas folk, og hvad ser de frem til?
24 Hvad enten vi møder modstand eller ej, gælder det for hver eneste af os at vi må bruge sprogets gave på en sådan måde at det har Skaberens velbehag. Efter at have lært Jehovas vidunderlige hensigter at kende har vi den forret at bringe budskabet om håb og liv ud til andre. Uanset om vi har en god uddannelse eller ej, kan Jehova give os styrke til at dele kundskaben om hans hensigter med dem der elsker hvad der er ret. Trods de mange sprog der tales blandt Jehovas tjenere i hele verden, er alle dog forenede af den bibelske sandheds ’rene sprog’. Hvis vi virkelig er taknemmelige for denne sprogets gave, vil det være vort ønske at gøre brug af den til Jehovas pris. Hvis vi gør dette, kan vi se frem til under Kristi riges styre at opleve den tid da ’hver tunge åbent vil anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen’. (Fil. 2:11, NW) Det synes rimeligt at antage at hele den trofaste menneskehed til den tid vil være forenet ikke alene af den rene tilbedelses bånd men også af den yderligere velsignelse som et fælles sprog for alle folk vil være, muliggjort af sprogets store Skaber, Jehova, under hans himmelske regering.
[Kort på side 561]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Det første sprog var hebraisk
(Van-søen)
Edens Have
Alle andre sprog opstod i Babel
Babel
Tigris
Eufrat
(Persiske Bugt)
Sinears sletter