En Gud uden lige

„Din lige findes ikke, Jehova.“ — Jer. 10:6.

 1. Hvordan anerkender Jeremias, at Jehova er uden en ligemand?

JEHOVA har ikke sin ligemand. Denne kendsgerning fastslår Jeremias med jævne og majestætiske ord: „Din lige findes ikke, Jehova; stor er du og stort dit navn i vælde. Hvo skulle ikke frygte dig, du folkenes konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle folks vismænd og i alle deres riger findes ikke din lige. Men Jehova er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge . . . Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen. . . . Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen.“ — Jer. 10:6, 7, 10, 12, 11.

 2. a) Hvorfor er det af vigtighed at værdsætte Jehovas særstilling? b) Hvad er det store spørgsmål for den enkelte?

² Jehovas særstilling er en sandhed af livsvigtig betydning, og det er nødvendigt, at alle, som ønsker at se deres retfærdige længsler opfyldt, anerkender den særstilling, Jehova indtager. Der findes falske guder i hobetal, hvor man end vender sig hen. Dog, Jehova er ikke blandt dem. Jordens folkeslag tjener og tilbeder mange slags guder. Deres gudsdyrkelse under dens mange forskellige former er religionsudøvelse. Vi ved, at der findes mange guder og mange forskellige religioner verden over. Inden for disse religioner dyrkes utallige guder både i „kristne“ og ikke-kristne lande, hver har de deres afguder, billeder, feticher og mangfoldige andre „hellige“ genstande, der bliver tilbedt eller brugt i dyrkelsen af skabninger, både mennesker og åndeskabninger. Nogle betragter himmellegemerne eller naturkræfterne som guder. For mange er rigdom og magt guder. Fremdeles ser mange deres guder i de store religiøse, militære, politiske, nationaløkonomiske og videnskabelige ledere eller blandt kunstens navne. Skønt nogle måske vil benægte, at alle disse ting virkelig er guder, kan det dog ikke benægtes, at alt, hvad der her er nævnt, ja, selv dyr og insekter, bliver dyrket som guder. Hvem eller hvad tilbeder eller dyrker du? Hvem eller hvad har du indviet dig til? — 2 Mos. 20:3-5; 1 Tess. 1:9.

 3. a) Er det ret at skelne mellem guderne? b) Hos hvem finder den sande Gud kærlig forståelse og værdsættelse?

³ Højt hævet over og adskilt fra hele denne forsamling af fordærvede guder og deres tilhængere står Jehova, hvis uforlignelighed påkalder vor oprigtige lovprisning. Vi må skelne mellem denne sande Gud og de falske guder. Det er helt på sin plads at skelne mellem ham og alle andre guder. Ja, det er en tvingende nødvendighed, at vi gør det. Den retfærdige Gud appellerer ikke til uretfærdige skabninger. Den retfærdige og kærlige Gud finder ikke harmonisk genklang hos uretfærdige og hadefulde mennesker. Hvis du i kærlig værdsættelse føler dig draget mod ham som Gud, er du et lykkeligt menneske! — Matt. 5:6-9.

 4. Hvad kræver den kristne tro af os med hensyn til Jehova?

⁴ Guds profet, Jeremias, omtaler ham som „Jehova“. „Jehova“ er den sande Guds navn. Det er det navn, han kalder sig ved og gør sig kendt under. „Gud“ er en titel ligesom „Herren“, men „Jehova“ er et navn, ja, navnet. Gennem sit skaberværk, sine undergerninger og sit sandhedsord, Bibelen, åbenbarer Jehova sin særstilling, og at han er den sande Gud, som ikke har sin lige. Følgelig kræver udøvelsen af vor kristne tro, at vi skelner mellem den eneste sande Gud og alle andre guder. — Sl. 145.

 5. I hvis navn vandrer mange folk ifølge Mika 4, og hvornår gør de det?

⁵ Profetien i Mika, det fjerde kapitel, viser frem til denne vidunderlige tid, de „sidste dage“, da Jehovas navn skal herliggøres og hans fuldstændige overhøjhed fastslås, og siger: „Og det skal ske i de sidste dage, at Jehovas huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme og talrige folk komme vandrende: Kom, lad os drage til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier. . . . Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn for evigt og altid.“ — Mika 4:1, 2, 5.

 6. a) Hvorfor vender mange sig nu til tilbedelsen af Jehova? b) Hvorfor gør mange det ikke?

⁶ De mænd og kvinder, som i disse „sidste dage“ kommer til kundskab om sandhederne i Guds ord, Bibelen, vender sig til Jehova for at tilbede og tjene ham. Hvad er det, der øver en sådan tiltrækning på dem? Det er noget ganske specielt, nemlig retfærdighed. Mennesker, som elsker retfærdighed, føler sig tiltalt af Bibelens rette læresætninger og høje principper og derfor af Bibelens Gud. De oprigtige retter deres tilbedelse mod den Gud, der hedder Jehova. Selviske mennesker, som elsker uretfærdighed og ondskab, føler sig ikke tiltalt af denne Gud. „Og dette er [grundlaget for, NW] dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i [harmoni med, NW] Gud.“ — Joh. 3:19-21.

 7, 8. a) Er alle tilfredse med at se Jehovas navn skubbet ud i mørket? Hvem er det ikke? b) Hvad siger Jehova selv om denne sag?

⁷ For nogle mennesker er tilbedelsen af den sande Gud en hjertesag, og de er ikke tilfredse med at se hans navn skubbet ud i mørket. Abraham, Isak og Jakob havde denne indstilling. I 1 Mosebog 13:4 står der: „Abram påkaldte der Jehovas navn.“ Jehova Gud gav Jakob navnet Israel, dengang han over for Jakob bekræftede den pagt, han havde indgået med Abraham, efter at hele Jakobs omfattende hus havde skaffet de „fremmede guder“ bort. (1 Mosebog, 35. kapitel) Jakobs eller Israels efterkommere kom til at udgøre Israels folk. Da Gud gjorde den ægyptiske skueplads klar til herliggørelsen af sit navn, sagde han til Moses: „Således skal du sige til israelitterne: Jehova, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.“ (2 Mos. 3:15) Moses dyrkede ikke Ægyptens guder, men han tilbad Jehova, som han elskede.

⁸ Senere sagde Jehova selv gennem sin tjener Moses: „Thi Jehova jeres Gud er gudernes Gud og herrernes herre, den store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser personsanseelse eller lader sig købe.“ (5 Mos. 10:17) I dag er der andre, som tilbeder den sande Gud, og for hvem hans navns ære er en hjertesag. Deres værdsættelse af Jehovas uforlignelighed kommer til udtryk i disse ord: „Jeg vil prise dig, Jehova, af hele mit hjerte, lovsynge dig for guderne. Jehova vil føre det igennem for mig, din miskundhed, Jehova, varer evindelig. Opgiv ej dine hænders værk!“ — Sl. 138:1, 8.

 9. Hvad samler vi vor interesse om i dette studium?

⁹ Det er om denne sande Gud og hans tjenere og om forholdet mellem Gud og dem, der dyrker ham, at vi her skal søge yderligere bibelsk oplysning. Vi vil først betragte nogle af de andre egenskaber, i hvilke Jehova, den sande Gud, åbenbarer sig gennem sit ord.

Skaberen

10. Hvad bidrager til at åbenbare Jehova som den store skaber?

¹⁰ Jehova åbenbarer sig som den store skaber. Overalt i det livløse skaberværk ser vi beviser for den enkle sætning i Bibelen: „Gud Jehova gjorde jord og himmel.“ (1 Mos. 2:4) Alle mennesker erkender, at denne vidunderlige jord og himmel eksisterer, men mange løfter ikke blikket fra skaberværket til Skaberen. En modsætning hertil er salmistens sunde indstilling: „Jehova, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord, du, som bredte din højhed ud over himmelen! Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske?“ (Sl. 8:2, 4, 5) Guds livløse skaberværk er en uophørlig lovsang til dets skaber, og efterhånden som mennesker får større viden om denne del af Jehovas skaberværk, finder de, at enhver fastslået kendsgerning inden for en hvilken som helst gren af videnskaben bekræfter og støtter den bibelske sandhed om Jehovas skabervælde.

11. Blandt hvilke skabninger er spørgsmålet om Jehovas overhøjhed som skaber blevet rejst?

¹¹ Blandt Jehovas levende skaberværk er mennesker og dyr ved selve deres eksistens et vidnesbyrd om deres skaber. 1 Mosebog 2:7 siger: „Da dannede Gud Jehova mennesket“, og det var, hvad han gjorde. Det er blandt den fornuftbegavede skabning, indbefattende menneskeskabningen, at stridsspørgsmålet om Jehovas overhøjhed er blevet rejst. Det findes ikke blandt den laverestående dyreskabning, men blandt menneskeheden, for ikke alle priser deres store velgører. Mennesker handler ikke rent automatisk eller følger bestemt afstukne baner, således som den livløse skabning gør, og de følger heller ikke et instinkt således som dyrene. Mennesket er en højere skabning, som det fremgår af denne profeti vedrørende Jesus, der blev et menneske: „Du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himmelens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier. Jehova, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord!“ — Sl. 8:7-10; Hebr. 2:6-9.

12. a) Hvilket vidunderligt valg kan vi træffe? b) Hvad kræver vor kærlighed til Jehova af os?

¹² Hvert enkelt menneske har lejlighed til at vælge at være for eller imod Jehova Gud, men det må ikke glemmes, at kærlighed til Jehova også kræver, at man elsker retfærdighed, for Gud er i eet og alt retfærdig. Jehova afviser deres støtte, som påstår at tjene ham, men som elsker uretfærdighed. Hans egne ordsprog siger (8:13): „Jehovas frygt er had til det onde. Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund.“ Som mennesker må vi alle tage stilling til stridsspørgsmålet, og vor holdning over for det må være dikteret af vort hjertes ønske. „Men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død. Aflæg derfor al urenhed og alle de mange udslag af ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som har magt til at frelse jeres sjæle. Og vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.“ (Jak. 1:14, 15, 21, 22) Tjen Skaberen!

Organisationer

13. a) Hvad skaber Jehova også? b) Hvad er en organisation?

¹³ Den store skaber har ikke alene frembragt det livløse skaberværk, alt, hvad der gror, og alle levende skabninger, men han har også dannet organisationer. En organisation er en systematisk ordning, brugt af skabninger, der alle arbejder med et bestemt formål for øje. Den er en iværksættelse af fælles bestræbelser for at udføre et arbejde. Vi er fortrolige med mange forskellige slags organisationer, der har mange forskellige formål. Familier er organisationer. Det er kirker, loger, klubber, firmaer, regeringer og hære også, og vi er godt kendt med sådanne organisationer. Når flere personer med et fælles mål slutter sig sammen for at nå dette mål, danner de en eller anden organisation. Selve eksistensen af et stort samfund af fornuftbegavede skabninger forudsætter eksistensen af organisationer.

14. I hvilken forstand er en organisation en enhed?

¹⁴ En organisation udgør i mange henseender en enhed, og det fremgår af den kendsgerning, at en korporation eller forening eller et selskab er en „juridisk person“. Websters New International Dictionary, anden udgave, påpeger, at ifølge engelsk og amerikansk retssædvane og også ifølge den skrevne lov er en korporation „en anerkendt sammenslutning, dannet og autoriseret ved lov til at handle som en person“. Den består af mange enkeltpersoner, men udgør een juridisk person. En korporation eller forening omtales i ental som „den“. Den kraft, som tilskynder til dens dannelse, kan betegnes som dens skaber. Den regeringsmyndighed, der giver den lovformelig eksistens, er også dens skaber. Nu kunne man spørge: Ser man nogen sinde en organisation, der er dannet af mennesker, optræde som „fader“ eller „moder“? Ja, udtrykket „moderselskab“ er ganske almindeligt og dets betydning velkendt. Et sådant „moderselskab“ kan give årsag til dannelsen af „datterselskaber“. Vi kender også udtrykket „en nations fødsel“. Med dette udtryk mener man en gruppe personer, der ved hjælp af et eller andet redskab danner en organisation, og man siger så, at organisationen er blevet „født“ som en ny regering eller nation.

15. Hvad er en af hovedfaktorerne i en organisation?

¹⁵ Inden for en organisation er det de enkeltes fællesskab, der er en af hovedfaktorerne. Fjern de enkelte, og der er ikke længere nogen organisation. Knyt enkeltpersoner sammen om en fælles sag eller ledende ånd, og en organisation vil se dagens lys.

16, 17. Gør rede for Jehovas himmelske, universelle organisation.

¹⁶ I de organisationer, Gud har skabt, findes der retfærdige, himmelske skabninger. Både ved direkte udtalelser og i symbolsk sprog viser Bibelen, at de følger bestemte anvisninger, priser Jehova indbyrdes, tjener i forbindelse med viderebringelsen, af sandheden, kæmper sejrrigt imod onde åndemagter, der er organiseret af Djævelen, nægter at lade sig tilbede af mennesker og hjælper og bistår kristne. De havde et ansvar i forbindelse med at føre Israels folk ud af Ægypten, og Bibelen beretter, at der også er blevet overdraget dem anden organiseret virksomhed. (2 Mos. 14:19; Esajas, kapitel 6; Hebr. 2:14; Åbenbaringen, kapitlerne 8, 9, 16) Disse forskellige tjenester taler deres tydelige sprog om en organisation, i og sammen med hvilken Guds trofaste himmelske sønner tjener til hans pris.

¹⁷ Derfor ser vi også, at Jehova har dannet en stor, universel organisation. Dem, som befinder sig i den, giver han et arbejde at udføre, og hans skabninger, som er hans tjenere, er indviet til og gør tjeneste for ham. Det er en organisation, som Gud har skabt, og det er af altoverskyggende betydning for de skabninger, som befinder sig i den, at de holder sig nær knyttet til den, tager del i dens arbejde og er indviet til dens skaber.

18. Hvordan blev den første kristne organisation opbygget?

¹⁸ Af de mænd og kvinder, som tilbeder Jehova Gud, har han dannet jordiske organisationer, deriblandt den kristne menighed. Jesu undervisning førte til, at en skare gudfrygtige mennesker blev samlet, og de sluttede sig sammen og dannede en organisation. Meget tidligt i den kristne menigheds historie udgjorde apostlene en organisation af forkyndere. I Markus 3:14, 15 siger beretningen: „Og han [Jesus] indsatte tolv [som han kaldte apostle, NW] til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike med magt til at uddrive de onde ånder.“ Kristus Jesus har sat hele sin menighed, alle sine efterfølgere, til at være en tjenstgørende organisation og givet dem bemyndigelse hertil, som det fremgår af hans ord: „Gå derfor hen og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ At denne bemyndigelse ikke bare var begrænset til dem, som Jesus talte til på det tidspunkt, men gjaldt i hele den kristne menigheds levetid helt frem til vor tid, fremgår af hans sidste ord: „Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Matt. 28:19, 20, NW.

19. a) Hvordan kan vi vide, at den kristne menighed ikke er en organisation, der er dannet af mennesker? b) Hvorledes er dens medlemmer blevet føjet til den?

¹⁹ Umiddelbart efter udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen blev der føjet nye medlemmer til den kristne organisation, kirke eller menighed, der virkede, dengang Jesus steg op til himmelen. „De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til.“ Til hvad? Til antallet af indviede forkyndere af den sande Gud og til de kristnes organisation eller menighed. „Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne.“ (Ap. G. 2:41, 42) Senere i den første kristne menigheds dage skrev apostelen Paulus til undermenigheden i Korint: „Der er forskellige nådegaver, men ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.“ (1 Kor. 12:4-6) Her understreges atter den sandhed, at det er Gud, som organiserer den kristne menighed gennem Herren Kristus Jesus og ved hans ånds kraft, og derfor er den kristne „menighed“ ikke en organisation, der er dannet af mennesker. „Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville.“ „Når eet lem lider, lider alle lemmerne med; når eet lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med. Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer. Og Gud har i kirken [menigheden, NW] . . . sat nogle til“ at beklæde forskellige poster. — 1 Kor. 12:18, 26-28.

20. a) Definér og beskriv den kristne menighed. b) Hvordan er den opbygget i dag?

²⁰ Den kristne menighed udgør hele det kristne legeme eller Kristi legeme, der er organiseret af Jehova Gud gennem Kristus Jesus og gennem forkyndelsen af sandhedsordet og ved Guds krafts eller hellige ånds virken. Denne store kristne menighed begyndte med Jesus, dens grundlægger og hoved, og består den dag i dag, idet den er repræsenteret ved de medlemmer, som endnu befinder sig på jorden. Inden for den er der mindre menigheder af kristne ud over jorden. Der er således kredse eller organisationer eller menigheder inden for den store kristne organisation eller menighed. Dette slår apostelen Paulus fast med sine ord til filipperne: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu tjenere [trælle, NW], sender hilsen til alle de hellige i [samhørighed med, NW] Kristus Jesus i Filippi med deres tilsynsmænd og menighedstjenere.“ (Fil. 1:1) Er den opbygget ved, at mænd og kvinder i almindelighed er blevet opført på en medlemsliste i en eller anden menneskegjort organisation? Nej, den er bygget på fællesskabet mellem de enkeltpersoner, der har indviet sig til Gud, opfylder kravene i hans ord og anerkender det arbejde, organisationens skaber har betroet de kristne, og disse samarbejder trofast med hinanden til ære for Jehova.

21. Set fra hvilket synspunkt er den kristne menighed en „person“?

²¹ Det er denne kristne menighed, apostelen Paulus omtaler som en kvinde: „Thi jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med een mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus.“ (2 Kor. 11:2) Med disse ord omtales organisationen som en „person“. Den kristne organisation fremstilles således som en jomfru, en ren kvinde. Den er også barn eller afkom af og underlagt Jehova Guds store universelle organisation.

22, 23. Forklar med Israels folk som udgangspunkt, 1) hvordan Jehova danner en organisation og bruger den i tilbedelsen af ham; 2) dens forhold til Guds universelle organisation.

²² Forud for dannelsen af den kristne menighed udgjorde Israels folk en organisation, som Gud havde dannet, og den bliver omtalt som „menigheden“. (Ap. G. 7:38) Inden Jehova dannede denne organisation, kundgjorde han over for sin tjener Abraham, hvad han havde i sinde at gøre, og det gjorde han i pagten med Abraham, der første gang omtales i 1 Mosebog, det tolvte kapitel, i de første ni vers. Denne pagt blev bekræftet over for Abraham selv, over for hans søn Isak og over for hans sønnesøn Jakob. (1 Mos. 18:18; 22:18; 26:4; 28:13, 14) Jakobs navn blev forandret til Israel, og Israels sønner og deres børn udgjorde Israels tolv stammer. (1 Mosebog, kapitel 49) Med tiden førte Jehova Gud Israels stammer ud af Ægypten og sluttede en folkepagt med dem. De forlod Ægypten på organiseret vis som et folk. „Men Gud lod folket gøre en omvej til ørkenen i retning af det Røde Hav. Israelitterne drog nu væbnede ud af Ægypten.“ (2 Mos. 13:18) I det attende kapitel i 2 Mosebog omtales der fremdeles en ny udvikling inden for Israels folks organisation: „Men du skal af hele folket udvælge dig dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, og dem skal du sætte over dem som forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. De holdt derpå til stadighed ret for folket.“ (2Mo 18 Versene 21, 26) Efter dette gav Jehova Gud gennem Moses sin lov til Israel på Sinajs bjerg, hvor han indstiftede pagten. Den betagende beretning om alt dette er optegnet i 2 Mosebog, det nittende og tyvende kapitel.

²³ Vi ser heraf, at Jehova Gud af Israels folk dannede en national organisation, der også omfattede ikke-israelitter, som sluttede op om tilbedelsen af Jehova og opfyldte hans krav. Israels riges teokratiske nation var Guds tjener, for det var Jehova, som organiserede den og gav den en eksistens, idet han som sine formidlere brugte retfærdige skabninger i sin universelle organisation. Engle havde at gøre med organiseringen af dette folk. (Gal. 3:19) Jehova Gud gav dette folk sit ord, lod sin ånd hvile over sine tjenere der, og organisationen selv handlede på de enkeltes vegne. Den virkede til bedste for alle og til Jehovas navns pris. Medlemmerne, enkeltpersonerne inden for Israels folk, var børn af Israels organisation. — Amos 3:1.

24. Hvilke punkter er her blevet drøftet, og hvilket spørgsmål vil vi komme ind på i den følgende artikel?