„Gå . . . og gør disciple . . . idet I døber dem“
„Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem.“ — Matt. 28:19, NW.
1. Hvilken nøddåb fandt ifølge pressemeddelelser sted på en strandbred ved San Francisco, Californien, den 7. maj 1959?
DET var den 7. maj 1959 i San Francisco i Californien. Shirley og Albert svømmede ved indsejlingen til bugten. En haj! Albert var den første der så den og advarede Shirley. Hun skulle svømme i land. Så angreb hajen. Alberts venstre arm blev næsten revet af. Trods hajens angreb svømmede Shirley tilbage og begyndte at trække Albert ind mod bredden. Til sidst fik hun ham op på land. Albert var dødeligt såret. Han var ikke døbt som kristen. Så tog Shirley noget af havvandet op i sine hænder og lod det løbe ned over Alberts hoved. Som hun senere sagde: „Jeg døbte ham i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og gjorde korsets tegn . . .“ Hun lod ham gentage angerbønnens ord efter sig idet hun sagde: „. . . jeg afskyr alle mine synder fordi jeg frygter for ikke at komme i himmelen men i helvedes pine, men mest af alt fordi de krænker dig, min Gud, som er algod og fortjener al min kærlighed.“ — Time og Newsweek, 18. maj 1959; New York Times, 24. marts 1961.
2. Hvilke spørgsmål melder sig uvilkårligt med hensyn til denne formalistiske dåb?
2 Shirley havde reddet Albert fra yderligere angreb fra havets tiger. Samvittighedsfuldt havde hun bagefter prøvet at redde ham fra den skæbne som en udøbt måtte lide ifølge hendes kirkes lære. Men nogle begyndte alligevel at spekulere på, selv om de beundrede hendes mod, om hun ved dette kirkelige ritual havde reddet Albert fra den evige ild efter at hun havde reddet ham op af det hajfyldte vand. Havde hun gjort ham til en Kristi discipel før han døde på hospitalet kort efter?
3. Hvilken massedåb havde i modsætning hertil fundet sted på en strandbred ved New York den 30. juli 1958, og hvilken massedåb i året 33 e.v.t. mindede den om?
3 Vi vender her opmærksomheden fra San Francisco-bugten til Atlanterhavet. Den 30. juli 1958, knap et år før Shirley havde „døbt“ Albert, fandt der en dåb sted ved en anden strand, Orchard Beach ved New York. Her fremstillede 7136 sig til dåben, som ikke foregik på strandbredden. Nej, dåbskandidaterne gik ud i det salte hav, hvor indviede mandlige kristne forkyndere døbte dem ved nedsænkning under vandet. Denne massedåb var dagens store begivenhed i New York, hvor det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ blev afholdt samtidig på Yankee Stadium og det nærliggende Polo Grounds. Den mindede en om en anden massedåb der havde fundet sted 1925 år tidligere, nemlig på pinsedagen i år 33 e.v.t., da omkring tre tusind troende blev døbt i Jerusalem af Jesu Kristi tolv apostle. (Ap. G. 2:1-42) De gav på denne måde offentligt til kende at de havde besluttet sig til at blive Jesu Kristi disciple. De 7136 som blev døbt ved Orchard Beach i 1958 ønskede også at blive sådanne indviede disciple af ham.
4. (a) Hvilke spørgsmål rejser der sig med hensyn til den kristne dåb, i betragtning af at kristenhedens kirker ikke har formået at omvende verden og det nu går tilbage for dem? (b) Hvilken frygt er årsag til at mange kalder sig kristne uden virkelig at være det?
4 Vi befinder os nu i begyndelsen af 1970, og nu foreslår nogle at man kalder vor tid for „den postkristne æra“ i betragtning af at det ikke er lykkedes kristenhedens kirker at gøre alle jordens folk til disciple og således forårsage en verdensomvendelse, og i betragtning af at det går tilbage for kirkerne og de er ved at miste deres indflydelse. Gøres der da, i dette tyvende århundrede, hvor den religiøse interesse er dalende, stadig disciple af denne Kristus fra det første århundrede? Er det stadig på sin plads at gøre disciple af denne mand som døde for over nitten hundrede år siden, eller er det en skik som er gået af mode? Det er et aktuelt spørgsmål i denne „oprørets tidsalder“ hvor gamle normer kasseres. Det viser sig at der er mange der stadig gerne vil kalde sig „kristne“, men grunden er i mange tilfælde at de er bange for hvad naboen vil tænke og ikke vil betegnes som „hedninger“. Men må dette ikke betegnes som en hyklerisk kristendom? Er det dét man forstår ved sand kristendom? Den der vil være en sand discipel af Kristus kan ikke være en hykler.
5 Hvilken autoritet må vi henvende os til for at få svar på disse spørgsmål, og hvorfor må vi gå til denne autoritet?
5 Hvilken autoritet skal vi henvende os til for at få svar på disse spørgsmål? Hvis vi vil have et ærligt og ligefremt svar skal vi ikke gå til kristenhedens præster men til den omtalte lærer selv, Jesus Kristus. Hans trofaste disciple i det første århundrede har sørget for at en beretning om ham, hans ord og gerninger er blevet bevaret i Bibelens sidste syvogtyve bøger. Denne beretning kryber ikke uden om disse spørgsmål eller går stille med visse lærepunkter og kendsgerninger for ikke at støde os eller vore religiøse følelser. Vantro spottere kan rynke nok så meget på næsen ad ham, han har dog haft større indflydelse på menneskehedens verden end nogen anden der har gået på denne jord. Han har set længere frem end nogen anden her på jorden. Har han set så langt frem som til vor tid, til dette tyvende århundrede? Ja. Han var ikke blot interesseret i at gøre disciple dengang, i løbet af de tre og et halvt år han forkyndte Guds rige. Han var også interesseret i at gøre disciple i dette tyvende århundrede, og han gør også disciple nu. Hvordan ved vi det?
6. På hvilket tidspunkt i sit liv udtalte Kristus de ord der her skal gengives, og hvor blev disse ord udtalt?
6 De ord vi her skal gengive er udtalt af ham efter at han var blevet oprejst fra de døde. Bibelen angiver også stedet hvor ordene blev udtalt. Det var på et bjerg i den egn der dengang blev kaldt Galilæa og som grænsede op til den sø der endnu kaldes Galilæas sø. Før sin død havde han udpeget dette sted og sagt at han ville mødes med sine disciple dér efter sin opstandelse fra de døde. Aftenen før sin død på henrettelsespælen og efter at han havde indstiftet Herrens nadver sagde han nemlig til sine elleve trofaste apostle: „I denne nat skal I alle forarges på mig [I skal alle snuble på grund af mig, NW]; thi der står skrevet: ’Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.’ Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.“ — Matt. 26:31, 32; Mark. 14:27, 28.
7. Hvordan bekræftedes det på Jesu opstandelsesdag at dette var stedet, og hvad gjorde disciplene da Jesus viste sig for dem der?
7 To dage senere, den morgen han var opstået fra de døde, sagde en engel til nogle kvinder som kom ud til den nu åbne og tomme grav: „Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham.“ På vej hen til disciplene mødte disse kvinder selv den opstandne Jesus. „Frygt ikke!“ sagde han. „Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig.“ Det gjorde disciplene mere end en uge senere. „De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tvivlede.“ — Matt. 28:3-10, 16, 17; Mark. 16:7.
Mere end en befaling fra et menneske
8. (a) Hvorfor har ingen skabninger på jorden ret til at hindre udførelsen af Kristi befaling? (b) Hvad har apostlene Johannes, Paulus og Peter sagt om den stilling Kristus indtager nu?
8 Det disciplene hørte på dette unavngivne bjerg i Galilæa var mere end menneskeord; intet menneske, ingen regering og intet land på jorden har derfor nogen ret til at hindre udførelsen af den befaling han gav. Det er rigtigt at mennesker prøver at lægge hindringer i vejen, men det sker kun fordi Gud tillader det og det har absolut ikke hans billigelse. Mange er blevet døbt på trods af disse hindringer, selv om det til tider har måttet ske i al hemmelighed. Den Jesus som viste sig for sine disciple på bjerget i Galilæa var den første der var blevet oprejst fra de døde til evigt liv, ja udødeligt liv. Han er i en klasse for sig og kaldes „den førstefødte af de døde“. (Åb. 1:5) En mand som på overnaturlig måde så Jesus Kristus nogle måneder efter at han var opstået fra de døde, blev inspireret til at sige om ham: „Han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle.“ (Kol. 1:1, 18) En discipel som mødte ham på bjerget i Galilæa skriver ligeledes: „Kristus døde én gang for synder, . . . Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ (1 Pet. 3:17, 18) Han er den første i rang blandt Guds åndesønner.
9. Hvilken bemyndigelse havde Kristus til at give disciplene denne befaling, og hvad gik befalingen ud på?
9 Med rette kunne han derfor udstede denne befaling med en myndighed som stod over menneskers og sætte den over enhver befaling som jordiske konger og regenter måtte udstede. Han sagde nemlig dér i Galilæa: „Al myndighed er blevet givet mig i himmelen og på jorden. Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Matt. 28:18-20, NW.
10. Hvilken kraft havde disse ord, og hvorfor besad de denne kraft?
10 Der var kraft i disse ord. Og i dag, nitten hundrede år efter, er der lige så megen kraft i dem, for de er udtalt af en autoritet som ingen skabning i himmelen eller på jorden vover at trodse eller ignorere. „Al myndighed . . . i himmelen og på jorden“ er blevet givet ham af den almægtige Gud, som er den guddommelige kilde til al myndighed. Han er Jesu Kristi himmelske Fader og den som oprejste ham fra de døde til udødeligt liv på det åndelige tilværelsesplan. Jesus Kristus er Guds søn, som nu er indgået i et nyt og højere slægtskabsforhold til sin himmelske Fader efter sin opstandelse fra de døde. Den opstandne Jesus Kristus trådte frem for sin himmelske Fader, den allerhøjeste og almægtige Gud selv, for at overbringe ham værdien af sit fuldkomne menneskeliv, som han havde ofret. Han overdrog ham værdien eller fortjenesten af dette offer for at det kunne komme hele menneskeheden, både den levende og den døde, til gode. Som en støtte for den myndighed Gud gav ham og som hjælp til at udøve den, modtog Jesus „den hellige ånd“, den usynlige virkekraft som udgår fra Gud og som Jesus fra nu af kunne gøre brug af, blandt andet ved at udgyde den over sine disciple.
11. (a) Hvad bør ingen i vor tid tænke om den myndighed som den opstandne Kristus har? (b) Hvad kan der siges om denne myndighed og håndhævelsen af den på dette tidspunkt i historien?
11 Ingen bør tænke: „Ja, det var for nitten hundrede år siden. Den myndighed som Jesus Kristus gjorde krav på, gælder ikke i denne den videnskabelige oplysnings og revolutionernes tidsalder. Hans myndighed er svækket, den er aftaget, ligesom kristenhedens kirkers indflydelse, og den har ingen virkning i dag. Det er os der har magten på jorden i dag. Det er os der sidder inde med den egentlige myndighed, og vi vil gøre brug af denne myndighed akkurat som det passer os, uanset hvad en eller anden har sagt for nitten hundrede år siden.“ Ingen bør dog bedrage sig selv. Jesus Kristus har virkelig levet. Beretningen om ham er ingen myte, og han har aldrig givet slip på sin myndighed eller overgivet den til noget menneske eller nogen gruppe af mennesker på jorden i dag, hverken i Vatikanstaden eller i Genève eller i Moskva eller noget andet sted. Han sidder stadig inde med denne myndighed, og han håndhæver den i dag mere end nogen sinde før. For at forsikre sine disciple herom føjede han følgende ord til sin myndige befaling: „Og se! jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:20, NW) Den tingenes ordning som Jesus talte om, har vi stadig i dag, men det er tydeligt at vi befinder os i tiden for dens afslutning.
12. (a) Hvordan undervurderer nogle Kristi myndighed i dag, og hvorfor burde de foretage en ny vurdering? (b) Hvordan bør hans disciple reagere på denne befaling i dag, og hvorfor?
12 Den evige, overmenneskelige og universelle myndighed som den opstandne Jesus Kristus er blevet iklædt, skulle få alle som trækker på skulderen ad ham til at standse op og tænke; det skulle få alle som siger at kristendommen er ved at uddø i dag og „vi er mere populære end Kristus“, til at standse op og foretage en sand vurdering af Kristus, Guds himmelske søn. Det bør også få alle som er hans trofaste og sande disciple i dag til at tage hans befaling til dem højst alvorligt, så udførelsen af denne befaling bliver det største og højeste for dem i livet, sådan som det var for disciplene i det første århundrede. Deres erkendelse og værdsættelse af autoriteten bag befalingen skulle opildne dem til aldrig at standse med at efterkomme den før afslutningen på den nuværende „tingenes ordning“ har nået sin definitive ende. De har ham hos sig „alle dage“ indtil det sker. De har altså hans støtte.
Budskabet udbredes
13. (a) Hvor på jorden skulle der gøres disciple? (b) Hvad kunne man nu gøre, til forskel fra det man måtte gøre på kong Salomons tid, da hans visdom var kendt på hele jorden?
13 Det at være en discipel af den opstandne Jesus Kristus er ikke en passiv, magelig og egocentrisk religion som ikke kommer til udtryk. Nej, den udtrykker sig frit og åbent. Den er produktiv og forplantningsdygtig; den kan ikke holdes nede eller undertrykkes. Det er ikke en religion som ikke skal deles af andre i verden. Dens disciple skulle ikke være begrænset til en lille del af jorden. Hvis der var noget der skulle gøres kendt og tilgængeligt for alle mennesker, så var det den. Det skulle ikke være som på den vise kong Salomons tid i det ellevte århundrede f.v.t., om hvem beretningen siger: „Fra alle folkeslag kom man for at lytte til Salomos visdom, fra alle jordens konger, der hørte om hans visdom.“ (1 Kong. 4:34) Selv dronningen af Saba måtte komme hele den lange vej til Jerusalem fra „jordens fjerneste egne“ for at høre og se beviserne på Salomons visdom. (Matt. 12:42; 1 Kong. 10:1-13) Jesus Kristus sagde om sig selv da han var menneske på jorden at her var „mere end Salomon“. Hans liv og død har berørt hele menneskeheden. Det er mere end hvad Salomons gjorde. I stedet for at indbyde og forpligte mennesker til at komme fra jordens fire hjørner til det jordiske Jerusalem for at høre hans visdom og lære af ham, befalede han sine disciple dér i Galilæa at gå ud til alle folk: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ (Matt. 28:19, NW) De skulle ikke vente på at folk kom til dem; de skulle selv gå ud til folk overalt.
14. Hvem var budskabet om frelse ved Jesus Kristus bestemt for, og hvordan gav han dette til kende på Oliebjerget før sin himmelfart?
14 Selv om Jesus i sin tilværelse som menneske på jorden var født og omskåren som jøde og underlagt Moseloven, var budskabet om ham dog ikke for jøderne alene. Det var kun som en særlig gunstbevisning fra Guds side at jøderne fik det først. Budskabet om frelse ved Jesus Kristus gjaldt alle mennesker, og det skulle derfor ud til dem alle. Den opstandne Jesus Kristus gav ikke blot dette til kende på bjerget i Galilæa men også nogen tid efter, før han forlod denne jord og igen steg op til sin Fader, Jehova Gud, i himmelen. På det kendte bjerg øst for Jerusalem, Oliebjerget, hvorfra han skulle stige op til himmelen, sagde han til sine disciple som havde fulgt ham derhen: „Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ — Ap. G. 1:7, 8.
15. (a) Hvordan tilkendegav Jesus over for sine disciple ved en gennemgang af Skrifterne kort før sin himmelfart i hvilken udstrækning der skulle prædikes syndsforladelse ved ham? (b) Hvorfor skulle forkyndelsen begynde i Jerusalem?
15 Dette vidnesbyrd om den betydningsfulde plads Jesus indtog i Guds frelsesplan skulle ikke begrænses til omskårne jøder som var spredt til jordens ender, men skulle også bringes ud til hedninger (ikke-jøder). Sådan havde Jesus sagt kort tid forinden ved en lejlighed hvor han havde gennemgået Skrifterne med nogle af sine disciple. Han havde sagt: „Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette.“ Hvorfor skulle de begynde i Jerusalem? Fordi de skulle døbes med den hellige ånd den følgende pinse i Jerusalem og deres første vidnesbyrd om omvendelsen til syndernes forladelse ved Kristus skulle aflægges af dem i denne by for dem der var kommet for at fejre pinsen der. — Luk. 24:46-49.
16. Hvordan skete dette i Jerusalem netop som Jesus havde sagt, ifølge Apostlenes Gerninger, kapitel 2?
16 Det skete også, for på pinsedagen i år 33 e.v.t. sagde apostelen Peter til en stor skare jøder og proselytter på deres spørgsmål om hvad de skulle gøre: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.“ Omkring tre tusind af disse jøder og proselytter, som allerede var indviede til Jehova Gud, angrede deres tidligere urette indstilling og handlemåde over for Kristus og blev døbt i hans navn og var nu hans disciple. Det var imidlertid kun begyndelsen for dem. De ville gerne have mere at vide af Kristi tolv apostle, og apostlene var villige til at undervise dem yderligere. Derfor siges der at de efter deres dåb „vedblev med at hellige sig apostlenes lære [eller: undervisning] og at dele med hverandre, at holde måltid og at bede“. — Ap. G. 2:37-42, vers 42 efter NW.
Budskabet udbredes i det første århundrede
17. Hvordan gik det til at den gode nyhed blev spredt ud over hele jorden af dem der var blevet døbt i Jerusalem, og blandt hvem blev den spredt?
17 Eftersom Guds ordning til frelse for alle mennesker skulle gøres kendt i hele verden, ser vi visdommen i at Jehova udgød sin hellige ånd gennem Kristus på Pinsedagen i Jerusalem. De jøder og proselytter som ved den lejlighed omvendte sig og blev døbt var kommet fra mange forskellige egne, fra Asien, Europa og Afrika, ja fra „alle folkeslag under himmelen“. Efter at de havde fået tilstrækkelig undervisning af Kristi apostle tog de tilbage til deres eget land og spredte den gode nyhed der, men kun blandt de omskårne jøder i disse lande. (Ap. G. 2:5-12; 11:19) Hvordan forholdt det sig imidlertid med provinsen Samaria, som lå mellem Judæa og Galilæa?
18. Hvordan bredte indsamlingen af døbte, åndsfyldte kristne sig til provinsen Samaria?
18 Jesus havde engang prædiket for indbyggerne i den samaritanske by Sykar, og dengang havde disse samaritanere sagt: „Vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.“ Han var altså ikke en frelser for jøderne alene, men for hele menneskehedens „verden“. Meget træffende sagde Jesus til sine apostle mens han opholdt sig dér i Samaria: „Opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten. Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv.“ (Joh. 4:35, 36, 38-42) Men der skulle forfølgelsens kraft til at sprede disciplene og sende dem ud til høstarbejdet på Samarias marker. Efter sin opstandelse fra de døde men før sin himmelfart havde Jesus bemyndiget dem til at bringe budskabet ud til samaritanerne. Da evangelisten Filip af forfølgelsen blev tvunget ud af Jerusalem og Judæa, drog han derfor til Samaria og forkyndte og døbte mange samaritanere som kom til tro. Derefter sendte apostlene i Jerusalem Simon Peter og Zebedæus’ søn Johannes ned til Samaria, og ved deres håndspålæggelse fik de troende samaritanere den hellige ånd fra Gud. — Ap. G. 8:1-17.
19 Hvordan skulle budskabet udbredes videre endnu, men hvem tøvede åbenbart over for opgaven?
19 Dog skulle budskabet udbredes endnu mere! Man var endnu ikke nået ud til de uomskårne hedenske „folk af alle nationer“ på den beboede jord; endnu var ingen blevet indsamlet fra dem. De jødiske kristne forholdt sig tøvende med hensyn til at bringe budskabet om Messias ud til de uomskårne hedninger eller ikke-jøder, ja, der var måske ligefrem tale om fordom fra jødernes side. (Ap. G. 10:9-29) Hvis de fortsat havde været indstillet på den måde, ville de have hindret den kristne menighed i at vokse og brede sig da tiden var inde til denne vækst.
20. Hvilken profetisk uge var da ved at udløbe, hvem udsendte Gud derfor, til hvem sendte han ham og hvordan var han udrustet?
20 Skønt de jødiske kristne ikke var klar over det, var den halvfjerdsindstyvende åruge, hvori Jehova Gud især begunstigede de kødelige jøder, ved at udløbe. Den ville ende sidst på sommeren i året 36 e.v.t. Guds egen fastsatte tid var inde til at åbne døren for Rigets arbejde blandt hedningerne. (Dan. 9:24-27, NW; norsk overs.; Kalkar; Matt. 16:18, 19) For at opfylde Daniels profeti om den halvfjerdsindstyvende åruge sendte Jehova Gud apostelen Peter med den anden af „Himmerigets nøgler“ for at han skulle forkynde budskabet om Riget for de første uomskårne hedninger der ville komme til troen.
21. Hvem fik nu adgang til den kristne menighed og hvad betød det for udbredelsen af budskabet, som Paulus også viser i brevet til kolossenserne?
21 Efter at disse troende hedninger havde modtaget den hellige ånd og dens gaver, blev de døbt i vand på Peters befaling. (Ap. G. 10:1-8, 30-48; 11:12-18) Dette åbnede vejen for den kristne menigheds udbredelse blandt uomskårne hedninger til jordens fjerneste egne. Andre jødiske kristne gik gennem denne nyåbnede dør ud til arbejdet blandt hedningerne. Disse fik adgang til allerede bestående menigheder, som hidtil udelukkende havde omfattet jøder, samaritanere og proselytter. Omkring otteogtyve år efter Jesu afskedsord på Oliebjerget kunne apostelen Paulus skrive fra Rom til menigheden i Kolossæ om „det håb, der skænkes i det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen“. (Kol. 1:23) Så længe apostlene og andre af Jesu første disciple levede, opfyldte de i sandhed den befaling Kristus havde givet dem.
Budskabet udbredes i vor tid
22. Hvordan har det vist sig at Jesus Kristus ikke har været nogen falsk profet med hensyn til arbejdet med at gøre disciple i dette tyvende århundrede?
22 Siden da er nye kontinenter blevet opdaget og derved åbnet for de sande kristnes arbejde med at gøre disciple. Men egentlig har verden måttet vente indtil dette tyvende århundrede med at se opfyldelsen af befalingen om at der skulle gøres disciple af „folk af alle nationer“ og at arbejdet skulle strække sig til jordens ender eller jordens fire hjørner. Det var ikke en falsk profeti Jesus udtalte da han sagde at hans sande efterfølgeres arbejde skulle brede sig til hele jorden. Han krævede ikke for meget af sine trofaste efterfølgere, for med Guds ånds hjælp har de vist sig villige til at rejse så langt som Jesus angav i sin befaling: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ — Matt. 28:19, NW.
23. Er det kristenhedens kirker der har udført det påbudte arbejde i betragtning af deres store medlemstal, og hvordan ved vi om dette er tilfældet eller ej?
23 I dag andrager medlemstallet i kristenhedens kirker hundreder af millioner — ja, det er nær ved én milliard — men alligevel har disse kirker ikke opfyldt befalingen om at gøre disciple. Det er rigtigt at de har sørget for at Bibelen og dele af den er blevet oversat til 1337 sprog og udbredt i et antal af over to milliarder i hele verden, men dette i sig selv gør ikke nogen til Kristi disciple. Kristenheden har med ild og sværd og religiøs forfølgelse ledt flokkevis af mennesker ind i dens kirkeorganisationer; men det er ikke den metode Jesus Kristus bemyndigede sine apostle og deres salvede medarbejdere til at benytte når de skulle ’gøre disciple’. At det ikke er den rigtige måde ses af den slags kristne de har gjort ved at døbe dem på deres specielle måde. Splittede som de er i romersk-katolske, græsk-katolske og protestantiske kirker og sekter, svarer de ikke til det som Bibelen betegner som kristne.
24. Hvilke metoder berettiger Jesu ord i Mattæus 28:19, 20 os ikke til at benytte i arbejdet med at gøre disciple?
24 Hvordan var det Jesus havde sagt at hans sande efterfølgere skulle gøre disciple af alle folk uden hensyn til deres nationalitet? Han havde sagt: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Disse ord tillader ikke at nogen tvinges under trussel om tortur eller forfølgelse. De berettiger heller ikke til drab eller massakrer på dem som ikke lader sig overbevise. Selv om kristenheden har gjort brug af disse metoder betyder det ikke at Kristus har bemyndiget sine trofaste og lydige efterfølgere til at bruge dem.
25. Hvis elever bliver de der bliver gjort til disciple, ifølge Mattæus 28:19?
25 Udtrykket „at gøre disciple“ betyder ifølge det græske udsagnsord der bruges i Mattæus 28:19 „at gøre lærlinge eller elever“. For eksempel siger en bibeloversættelse af K. S. Wuest, The New Testament — An Expanded Translation, i Mattæus 28:19: „Når I derfor drager ud, lær da alle nationerne, idet I gør dem til jeres elever.“ Naturligvis bliver de der modtager undervisning af Jesu Kristi efterfølgere, disses elever eller lærlinge. Men undervisningen må selvfølgelig dreje sig om Kristus, og de må lære at holde alt det han har befalet sine efterfølgere. På den måde er det i virkeligheden ham der er læreren. Det må være sådan som han sagde til sine disciple: „I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre.“ (Matt. 23:8) De der bliver gjort til disciple, bliver altså i egentligste forstand disciple af denne ene mester eller lærer, Jesus Kristus, som gav befalingen.
26. Hvem forbliver disse disciples uforanderlige læremester?
26 En jordisk læremester kan dø eller rejse bort, men Jesus Kristus vedbliver med at være sine disciples lærer til hver en tid. Som den nye engelske bibeloversættelse af Det nye Testamente (New English Bible — New Testament) siger: „Gå derfor ud og gør alle nationer til mine disciple; døb mennesker overalt.“
27 Hvad er den eneste rigtige måde at gøre disciple på, og hvem og hvad må de lære om for at blive døbt med den rigtige dåb?
27 At påtvinge folk kristendommen med ild, sværd, krumsabel, tortur eller inkvisition udelukkes således af Jesus Kristus selv. Den eneste måde hvorpå man kan gøre sande disciple af læreren Jesus Kristus, er ved fredeligt og kærligt at forelægge dem det bibelske budskab om Jesus Kristus og hjælpe dem til at blive disciple af ham og ikke af dem der bringer dem budskabet. De skal ikke alene lære om Sønnen, men også om hans himmelske Fader og om den hellige ånd, det vil sige den usynlige virkekraft hvormed Gud fuldbyrder sin vilje. Hvordan kan eleven ellers blive døbt „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“?
28. Hvilket eksempel fra Paulus’ tid har vi på at det er nødvendigt at få den rigtige undervisning?
28 For eksempel var der på apostelen Paulus’ tid i Efesus omkring en halv snes der var blevet døbt med en dåb som de forstod var den dåb Johannes Døber anvendte. Men de havde ikke fået noget at vide om Guds hellige ånd, og de var heller ikke blevet døbt i Jesu Kristi, Guds søns, navn. Skønt de kendte Gud, kendte de ham ikke som Jesu Kristi Fader. Derfor måtte apostelen Paulus fortælle dem om Jesus Kristus. Derefter måtte de døbes igen, denne gang „i Herren Jesu navn“. Og da Paulus derpå lagde hænderne på disse nydøbte, modtog de Guds hellige ånd og begyndte at profetere under dens indflydelse, noget de ikke havde gjort før fordi de ikke havde kendt noget til ånden og ikke havde modtaget den. — Ap. G. 19:1-7.
29. Hvad viser om disciplen efter sin dåb er færdig med at lære?
29 Også efter vanddåben har disciplen brug for undervisning. Jesus sagde at der ikke alene skulle foregå en dåb, men også at de døbte skulle undervises i „alt det som jeg har befalet“. Den døbte fortsætter altså med at være en lærling eller en elev af læreren Jesus Kristus. De nye skal ikke tvinges eller torteres til at „holde alt det som jeg har befalet“, men på en tålmodig, fredelig og kærlig måde skal de lære at overholde alle Kristi bud. Sådan viser den bibelske beretning også at apostlene udførte arbejdet med at gøre disciple, hvilket er et vidnesbyrd om at denne metode og ikke kristenhedens er den rette.
30. Samtidig med hvilket andet arbejde som blev forudsagt af Kristus, skulle arbejdet med at gøre disciple foregå, og hvilket eksempel har vi herpå i Paulus’ og Barnabas’ arbejde i Lilleasien?
30 Dette arbejde med at gøre disciple skulle naturligvis udføres sideløbende med det andet arbejde som Jesus havde forudsagt i sin profeti i Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (NW) Men denne forkyndelse eller kundgørelse af Riget har et mere offentligt præg; den skal jo udføres som „et vidnesbyrd for alle nationerne“ og ikke i den hensigt at omvende alle nationerne. At undervisningsarbejdet foregik sideløbende med forkyndelsen fremgår af beretningen om Paulus og Barnabas da de arbejdede i Lilleasien. Der fortælles her: „De forkyndte evangeliet i denne by og vandt talrige disciple. Derefter vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia og styrkede disciplenes sjæle og påmindede dem om at blive i troen.“ — Ap. G. 14:21, 22.
31. Hvad kræver arbejdet med at gøre disciple både af den der gør disciple og af disciplen selv?
31 Arbejdet med at gøre disciple har et mere personligt, fortroligt præg end det offentlige vidnearbejde, hvorved man blot kundgør eller proklamerer Riget. At gøre disciple kræver undervisning efter at man først har aflagt vidnesbyrdet. Det vidnesbyrd der aflægges offentligt vil måske blive ignoreret eller forkastet af folk i almindelighed, men når nogen bliver en discipel, lærling eller elev betyder det at vedkommende tager imod de oplysninger som forkynderen overbringer og derefter bliver en efterfølger af læreren Jesus Kristus. Det betyder at han bliver døbt i vand i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn og derefter fortsætter med at tage imod og rette sig efter læreren Jesu Kristi undervisning.
32. Hvoraf fremgår det om den døbte bliver en discipel af den der har døbt ham eller af et andet menneske på jorden?
32 Ingen troende der bliver døbt på den foreskrevne måde gør det for at blive en discipel af et menneske, som kun er kød og blod. Den døbte bliver heller ikke en discipel af den indviede mand som har døbt ham i vand. (1 Kor. 1:12-17) At de der blev døbt blev disciple af Jesus Kristus, fremgår af Apostlenes Gerninger 11:26, hvor der står: „Og det var i Antiokia [i Syrien], at disciplene først fik navnet kristne [ikke paulinere].“
[Illustrationer på side 81]
Ved Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“, afholdt i New York i 1958, blev 7136 døbt
[Illustration på side 82]
Ved Jehovas vidners internationale stævne „Fred på jorden“ i Nürnberg i 1969 blev 5095 døbt. I hele verden blev der i tjenesteåret 1969 døbt i alt 120.905