Mildnes dit sind eller forhærdes du af det onde?

TRE skud i ryggen og den flygtende fader lå død på jorden, myrdet af sin sytten år gamle søn. I flere år havde sønnen skændtes med sin fader og nu valgt at gøre ende på skænderierne en gang for alle. Retssagen viste at mordet var begået „med fuldt overlæg“. Under forhøret erklærede den unge måne: „Hvis jeg stod over for valget igen, ville jeg gøre det samme.“ Da dommeren afsagde kendelsen, der lød på den ringe straf af fem til tolv års fængsel for overlagt fadermord, forblev den unge mands ansigtsudtryk „hårdt som sten“. — New York Times, 16. november 1960.

Denne unge mand havde ladet sig forhærde af det onde. Faderens behandling af ham, om den var retfærdig eller uretfærdig skal være usagt, var for ham et onde som han lod sig forhærde af, endog i en sådan grad at han begik mord. Flere gange læser man om lignende tilfælde, hvilket viser at vi lever i en tid hvor menneskenes hjerter er hårde.

Som allerede antydet kan det onde som mennesker udsættes for være retfærdigt eller uretfærdigt. Alt hvad der forårsager smerte, sorg eller lidelse er ondt. Den første og den anden verdenskrig var for eksempel to uretfærdige onder, forårsaget af mennesker. Vandfloden på Noas tid var også et onde, men et retfærdigt onde, sendt af Gud. Ja, Gud er ikke alene det godes skaber, men er undertiden også årsag til ulykke eller ondt. — Es. 45:7.

Nogle forhærdes, andre blødgøres

Vi behøver ikke at lade os forhærde af det onde. Det kommer alt sammen an på os selv. Vi kan blødgøres af det, hvis vi vil. Der er sikkert mange andre unge mænd der er uenige med deres fædre og kommer op at skændes med dem uden at de derfor myrder dem. Nogle forhærdes, andre blødgøres af det onde. Det er der mange eksempler på i det store værk om menneskehedens historie, Bibelen.

Adam var den første der lod sig forhærde af det onde. Da han stod over for at skulle modtage Guds dom, der i sandhed ikke ville være til gunst for ham, kastede han hårdhjertet skylden på Gud og på sin hustru. „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ Hvor hårdt var hans hjerte ikke blevet, og det på kort tid! — 1 Mos. 3:1-2.

De ti plager som Gud sendte over Ægypten for at vise Farao hvem Jehova er, var onder der kom over dette land. Det hersker der ingen tvivl om. Men mens Farao og de fleste af hans undersåtter forhærdedes, var der nogle ægyptere der blødgjordes. De viste tro på Moses’ Gud, søgte ly da de blev advaret om den syvende plage, hagl, torden og ild, og mange drog også, som „en stor hob sammenløbet folk“ med israelitterne ud af Ægypten efter hin mindeværdige aften, den fjortende nisan, 1513 f. Kr. — 4 Mos. 33:1-3.

Når vi betragter mennesker omkring os i dag ser vi mange der unødigt lader sig forhærde, til skade for sig selv. Nogle der er født med en defekt, de er måske blinde eller halte, er blevet bitre og hårde. De græmmes over at ’børnenes tænder blev ømme’ fordi ’fædrene åd sure druer’, som Bibelen siger. Men den blindfødte, som Bibelen fortæller om, hvis øjne Jesus åbnede, havde ikke ladet sig forhærde af sin ulykke; og det var heller ikke tilfældet med den mand der var lam fra fødselen og som Peter og Johannes helbredte. De bevarede håbet og et mildt hjerte og var således i stand til at tage imod en mirakuløs helbredelse. De der befinder sig i samme situation i dag og som bevarer et mildt hjerte har større chance for at blive åndeligt helbredt. — Ez. 18:2; Joh. 9:1-12; Ap. G. 3:1-8.

Andre bliver hårde når de møder modgang i livet. De gør oprør mod at alle ifølge Guds lov er „bundne af tid og tilfælde“. De skulle betragte det eksempel Job satte. Hvilke ulykker væltede ikke ind over ham på én gang! Han mistede sine ti børn, hele sin ejendom og endog sit helbred. Men lod han sig forhærde heraf? Det forhærdede hans hustru, for hun sagde til ham: „Holder du endnu fast ved din fromhed? Forband Gud og dø!“ Men Job forhærdedes ikke, tværtimod sagde han: „.Du taler som en dåre! Skulle vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?“ — Præd. 9:11; Job 2:9, 10.

Atter andre lader sig forhærde af sociale uretfærdigheder, såsom økonomisk undertrykkelse og racefordom. De drager til felts herimod som om det vigtigste her i livet var at få disse uretfærdigheder afskaffet og som om der slet ingen glæde var så længe man måtte udholde sådanne forhold. Nogle går endog til den yderlighed at de bliver kommunister og fornægter troen på Gud. Hvor tåbeligt! Apostelen Peter gav i sin tid kristne trælle pålæg om at underordne sig deres herrer, selv de urimelige, fremfor at gøre oprør imod dem. — 1 Pet. 2:18, 19.

Samaritaneren i Jesu lignelse lod sig ikke forhærde af den behandling han blev udsat for fra jødernes side. Tværtimod gjorde han sig ekstra ulejlighed for at hjælpe en mand, utvivlsomt en jøde, som var blevet overfaldet af røvere, slået bevidstløs og efterladt på vejen, og var lykkelig for at kunne gøre et medmenneske denne tjeneste. Ja, der er ingen grund til at vore hjerter forhærdes blot „fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen“. — Luk. 10:29-37; Præd. 8:11.

En meget almindelig grund til at nogle forhærder deres hjerte er det magtmisbrug som de der sidder inde med myndigheden gør sig skyldige i. Det kan være det der var årsagen til førnævnte unge mands oprør mod sin fader. Alle der befinder sig i underordnede stillinger — det være sig hustruer, børn, ansatte og også medlemmerne af en kristen menighed — må være på vagt heroverfor. Israels ti stammer tog sig ikke i agt herfor men lod sig forhærde af den beslutning — det skal indrømmes den var urimelig — som Salomons søn Rehabeam tog. David er i så henseende et langt bedre eksempel: Han lod sig ikke forhærde af Sauls magtmisbrug! — 2 Krøn. 10:16; 1 Sam. 26:9.

Et mere eller mindre udbredt onde der har fået nogle til at forhærde deres hjerte, er de vanskeligheder de har haft med at finde en ægtefælle. På grund af uerfarenhed eller for stor godtroenhed, eller fordi den anden part bryder sit løfte, bliver nogle skuffede og føler sig såret i deres inderste. Som følge heraf bliver de hårde og utilnærmelige i deres omgang med andre, især over for det modsatte køn. Jeftas datter kunne meget let have forhærdet sit hjerte da hun hørte sin faders løfte og opdagede at hun nu skulle leve resten af sit liv som jomfru, men det gjorde hun ikke. Hun fandt glæde ved at tjene Jehova Gud hele sin tid. — Dom. 11:36-40.

Sådanne skuffelser finder ikke kun sted på „kærlighedens“ område. Både Kain og Esau forhærdede deres hjerter og gik endog så vidt som til at pønse på mord da deres yngre brødre blev foretrukket fremfor dem. Jonatan var helt anderledes. Han lod sig ikke forhærde, selv om hans bedste ven David skulle efterfølge hans fader Saul på Israels trone. — 1 Mos. 4:4-8; 27:41; 1 Sam. 23:17.

Måske en af de største prøver man kan komme ud for med hensyn til hjertets forhærdelse er den man møder når man skal modtage irettesættelse eller står over for at skulle tage følgerne af sine synder. Da Uzzija havde formastet sig til at ofre røgelse, hvilket alene tilkom præsterne, og blev irettesat derfor, blev han rasende og nægtede stivsindet at bøje sig. Og da Judas Iskariot stod ansigt til ansigt med følgerne af sit forræderi, forhærdede det ham så meget at han begik selvmord. — 2 Krøn. 26:16-20; Matt. 27:5.

Den diametrale modsætning til disse to var David. Da han blev stillet ansigt til ansigt med den synd han havde begået med Batseba, forhærdede han ikke sit hjerte men sagde dybt nedbøjet og med sønderknust hjerte: „Jeg har syndet mod [Jehova]!“ Da Peter ligeledes blev sig bevidst at han havde fornægtet sin Herre og Mester, og indså det alvorlige heri, forhærdede han sig ikke og søgte ikke at retfærdiggøre sig som Adam havde gjort, men „han gik ud, udenfor, og græd bitterligt“. — 2 Sam. 12:13, 14; Matt. 26:75.

Der er endnu et onde vi må være på vagt overfor, så det ikke forhærder os. Det er det onde som vi ser andre komme ud for. Det må ikke ske at vi forbliver uberørte af andres ulykke eller nød, især ikke hvis vi kan gøre noget for dem. I Jesu lignelse om den næstekærlige samaritaner forhærdede præsten og levitten sig da de så den ulykkelige tilstand hvori den overfaldne mand befandt sig. Men det var ikke tilfældet med samaritaneren. Den nød som manden var stedt i, vakte samaritanerens medfølelse. Meget passende bød Gud sit fortidige folk: „Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre . . . må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder.“ — 5 Mos. 15:7.

Hvorfor ikke forhærde sig?

Forannævnte bibelske eksempler understreger således meget stærkt at man ikke må lade sig forhærde af det onde men skal møde det med et mildt sind. At lade sig forhærde af det onde er at gøre oprør mod det Gud tillader. Det er ikke alene principielt forkert, men også skadeligt for alle som det går ud over. Det gør kun ondt værre og bør derfor undgås. Det er det samme som at gengælde „ondt med ondt“ i stedet for at vende den anden kind til. Vi bør til enhver tid undgå det der virker nedbrydende, om ikke for andet så fordi vi ikke kan nedbryde andre uden også at nedbryde os selv. — 1 Tess. 5:15; Matt. 5:39.

Ved at forhærde os sætter vi os ydermere op som i dommere over dem hvem vi forhærder os imod, og tiltager os således en rolle der ikke tilkommer os. Vi får befaling om ikke at ’tage os selv til rette’, men det er netop hvad vi gør hvis vi forhærder os, i det mindste gør vi det i tankerne og kan før eller senere komme til at gøre det i åben handling. Viseligt sagde Jesus: „Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.“ — Rom. 12:19; Matt. 7:1, 2.

At forhærde sig er i højeste grad ukærligt. Det er overtrædelse af befalingen om at ’elske sin næste som sig selv’. Vi forstår ikke altid grunden til et menneskes handlinger. Vi formår ikke at læse hjerter, vel? Det kan kun Gud. Det onde vi kommer ud for, skulle blødgøre vort sind, gøre os mere medfølende over for andre og mere ydmyge over for Gud. Hvis vi lader os forhærde af det onde stiller vi os på Satans side, for så lader vi det onde vende os bort fra Gud, hvilket er nøjagtigt hvad Satan pralede af at han kunne opnå ved at hjemsøge menneskene. — Matt. 22:39.

Hvordan man undgår at blive forhærdet

Hvordan undgår vi at blive forhærdet af det onde, og hvordan kan det i stedet mildne vort sind? Et middel er at holde sig de bibelske eksempler for øje, at betragte de mennesker der i fortiden led ondt og som ikke lod sig forhærde af det. Fortidens israelitter lod sig ikke forhærde af det onde de kom ud for da de var i trældom i Ægypten, men de anråbte Gud om hjælp. Han bønhørte dem og udfriede dem da tiden var inde dertil. (2 Mos. 2:23) Tro og bøn er derfor to af de bedste midler imod at blive forhærdet. Ja, hav tro og tillid til at der kun vil hengå endnu „en liden stund, og den gudløse er ikke mere . . . Men de sagtmodige, skal arve landet“. — Sl. 37:10, 11.

I dag lider mange uretfærdigt under politiske, økonomiske eller sociale onder. Men i stedet for at lade alt dette forhærde sig og ofre hele deres liv på at kæmpe en bitter kamp mod disse onder, lader de sig blødgøre af det onde og ser hen til Gud efter hjælp. Når de så bliver besøgt af Guds vidner, er de rede til at tage imod den gode nyhed om Guds rige og bliver som følge deraf meget lykkelige, selv om de stadig befinder sig under de samme kår, lykkeligere end de nogen sinde ville være blevet hvis de var kommet ud af deres ulykkelige kår men stadig intet håb havde om Guds rige.

Endnu et middel til ikke at blive forhærdet af det onde er ydmyghed. Ydmyghed gør os milde og bøjelige af sind, eftergivende. De stolte bliver hårde når de kommer ud for ondt, som i Faraos tilfælde; de kan ikke bøje sig men bryder sammen når de udsættes for pres. Det onde berøver de stolte al livsglæde. Hvor tåbeligt! De ydmyge derimod forstår at livet stadig er værd at leve, selv under de onde tilskikkelser, og derfor sørger de viseligt for at få det bedste ud af de omstændigheder hvorunder de lever. De bevarer et mildt sind og affinder sig med forholdene.

At opdyrke gode egenskaber som tålmodighed, langmodighed og udholdenhed vil også hjælpe os til at bevare et mildt sind til trods for onde kår. Tænk på hvor langmodig Jehova Gud var over for den vanartede menneskeslægt før Vandfloden, over for Israels nation og nu i tiden over for den nuværende onde verden. Hvis den almægtige Gud, der er i stand til at gøre en ende på alt ondt med det samme, var og er villig til at udholde det — og det må volde ham langt større græmmelse end nogen af os ufuldkomne mennesker — så bør vi i sandhed søge at opelske tålmodighed, udholdenhed og langmodighed, så vi kan bære det onde uden at klage. Hvis vi forstår de gode grunde Gud har til at tillade det onde — ophøjelsen af hans navn og menneskers frelse — vil det forhindre os i at blive forhærdede.

Men fremfor alt er kærlighed nødvendig hvis det onde skal blødgøre os og ikke forhærde os. Kærlighed til Gud vil bevirke at vi affinder os med alt det onde han tillader vi kommer ud for. Kærlighed til vore medmennesker vil bevirke at vi undskylder dem og ikke bærer nag til dem hvis de kommer til at gøre os ondt. Og hvis vi skal ’elske vore fjender og bede for dem der forfølger os’ kan vi sandelig ikke forhærde os over for dem, vel? Lad os derfor ikke glemme at „kærlighed er langmodig og forekommende. . . . Den holder ikke regnskab med forurettelser“. (NW) — Matt. 5:44; 1 Kor. 13:4, 5.

Det eneste rigtige er at lade det onde mildne og blødgøre vort sind. Det skaber tilfredshed, fred i hjerte og sind og fremmer freden og enheden mellem mennesker. På den anden side er det uklogt at lade det onde forhærde os; derved skader vi både os selv og andre. Det er stolthed, selviskhed og formastelighed over for Gud. Tro, bøn, ydmyghed, tålmodig udholdenhed og kærlighed til vor Gud og vore medmennesker vil bevare os ydmyge af sind. Dette vil bevirke at vi modtager Guds velsignelse, både nu og i hans nye verden, hvor det onde ikke er mere.