Vor Herre Jesu Kristi kraft og nærværelse

 1. Hvilke store sandheder ville disse tre vidner genkalde i erindringen, når de tænkte tilbage på forklarelsen?

DISSE tre disciple, Peter, Jakob og Johannes, var vel kendt med Skriften. De havde ikke alene kundskab om profetierne, men deres hjerte var i harmoni med himmelens Gud, og de havde lært meget af Jesus. Da de så hans forklarelse, var det derfor ikke blot som et flygtigt billede. De havde besteget et højt bjerg og var trætte og søvnige. Men med eet blev de lysvågne og stirrede på dette vidunderlige syn og hørte noget af samtalen. Hvor ofte ville ikke disse tre mænd i erindringen genkalde sig dette lysvæld, denne stråleglans, som aldrig kunne glemmes, og grunde over betydningen deraf, idet de i deres tanker sammenkædede profeti med profeti og løfte med løfte, og endelig, som en besegling af hele synet — Guds røst! I Moses så de Loven repræsenteret, lovpagten, den teokratiske organisation, Riget, nationens udfrielse og trygge overførelse til det forjættede land. For dem var Moses indbegrebet af alt dette og meget mere. I Elias så de den trofaste talsmand for ren tilbedelse, en sand hader af falsk tilbedelse, en forkæmper for Jehovas tjeneste, en irettesætter af konger, en ødelægger af falske præster, en genrejser af døde og en, der blev taget bort fra jordisk tjeneste uden menneskers vilje. Ydermere så de Guds søn i herlighed, en herlighed de vidste kun kunne tilhøre Guds Kristus. Dette syn, for et syn var det, skildrede for dem en miniature, ja nærmest i tableauform, men levende, Menneskesønnen i herlighed og kongemagt. De kunne ikke have set det på nogen bedre måde, for alt var indbefattet i dette syn!

 2. Indeholder den samtale, de tre førte, nogen oplysning for os?

² Så var der selve samtalen mellem Moses, Elias og Jesus. Hvad talte de om? Sandsynligvis om mange ting, som ikke er nedskrevet, men vi ved, at de talte om Jesu bortgang, der skulle finde sted i Jerusalem. (Luk. 9:31) Vi er derfor interesseret i at lære, hvad dette betyder. Vi bør huske, at kun en ugestid forud herfor havde Jesus rent ud sagt til sine disciple: „Menneskesønnen skal gennemgå mange lidelser og forkastes af de ældre, indflydelsesrige mænd og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes og oprejses på den tredje dag.“ (Luk. 9:22, NW) Brugen af ordet „bortgang“ kaster lys over sagen og er af vigtighed. I King James-oversættelsen bruges ordet „decease“, der betyder at afgå ved døden, og dette gengiver ikke tanken helt nøjagtigt. Det engelske ord „decease“ henleder kun tankerne på død, mens ordet bortgang rummer den tanke, at man forlader eet sted for at drage et andet sted hen. Det græske ord, der er oversat med ordene „bortgang“, „udgang“ eller „afgang ved død“, er éxodos. Ordet éxodos rummer mere end blot afgang ved død.

 3. Hvordan erfarede Moses en udgang? Var der andre end ham, der gjorde det?

³ Moses og den forbilledlige, teokratiske nation oplevede en exodus eller udgang, og grundlaget for den var Jehovas løfte, Ægyptens førstefødtes død, det slagtede lam og det påstrøgne blod. Døden havde berørt Ægyptens førstefødte og det slagtede lam, der repræsenterede Moses. Det var deres afgang ved døden, men også Moses’ bortgang, Moses, der var et billede på Kristus. Det betød ikke alene udfrielse for Moses, men for mindst to millioner andre. Det var deres udgang eller bortgang. Anden Mosebog i de Hebraiske Skrifter beretter om de første stadier i opfyldelsen af Jehovas løfte til de trofaste forud for Moses’ tid med henblik på Israels vækst fra en familie til et folk. Deres udgang skyldtes udfrielse, og mens denne udfrielse blev udvirket, havde de intet blivende sted, men var på vej ud af Satans verden for at tage deres arv i eje. Jehova kaldte sit folk ud af Ægypten og gjorde dem til sidst til et rige.

 4. I hvilken forstand oplevede Elias en bortgang? Lever han i himmelen?

⁴ Elias oplevede også en bortgang, men af en helt anden art. Beretningen lyder: „Mens de nu gik og talte sammen, se, da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til himmelen i stormvejret. Og Elisa så det og råbte: Min fader, min fader, du Israels vogne og ryttere!“ (2 Kong. 2:11, 12) Denne bortgang skal ikke fortolkes derhen, at Elias er i himmelen og legemligt aktiv der, for Paulus siger i Hebræerne 11:13 (NW): „I tro døde alle disse uden at have opnået løfternes opfyldelse, men de så dem i det fjerne.“ Herren Jesus sagde: „Ingen er steget op til himmelen undtagen han, som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:13) Jehova lod Elias’ bortgang ske på denne måde som en skildring og forudsigelse af noget større vedrørende den Elias, der skulle komme i fremtiden.

 5, 6. Ventede Jesus kun at dø i Jerusalem? Hvordan kan vi vide noget herom?

⁵ Synets Moses og Elias talte sammen om Jesu bortgang og ikke bare om hans død, at han døde og derved ophørte med sin jordiske gerning og lod det ende dermed, men at han drog bort til noget andet, noget fremtidigt, ja, til evigheden foran ham. Han havde sagt, at han skulle oprejses på den tredje dag, og ved en lejlighed erklærede han: „Hvad da om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før?“ (Joh. 6:62) Hans død var en sejr, og den betød frelse for dem i verden, som hører hans røst. Kristi Jesu bortgang betyder udfrielse for en hærskare af fanger. Derfor siger Paulus: „Da han steg op til det høje, tog han en skare til fange; han gav mennesker som gaver.“ (Ef. 4:8, NW) Kong David skrev profetisk: „Titusinder er Guds vogne, tusinde gange tusinde, Herren kom fra Sinaj til helligdommen. Du steg op til det høje, du bortførte fanger, gaver tog [modtog, AS] du blandt mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, Jehova, o Gud.“ (Sl. 68:18, 19) Bemærk også apostelens ord: „Det er med den samme vældige styrkes [Guds] indgriben, hvormed han virkede i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i de himmelske egne, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og hvert navn, der kan nævnes.“ — Ef. 1:19-21, NW.

⁶ Jesu Kristi bortgang betød, at han ved døden forlod denne jord for så at blive oprejst fra de døde af sin Fader og ophøjet til en herlighedsstilling i himmelsk majestæt. Det løfte var blevet givet: „Du vil ikke lade min sjæl blive i Sheol; ej heller vil du tåle, at din hellige ser forrådnelse. Du vil vise mig livets vej: i din nærværelse er glædens fylde; i din højre hånd er livsalighed for evigt.“ (Sl. 16:10, 11, AS) Jesu Kristi bortgang betød derfor langt mere end kun hans død.

 7. Hvilket andet punkt i forbindelse med forklarelsen tjener til at bekræfte profetien?

⁷ Forklarelsesscenen rummer mere endnu. Som kronen på dette altbetagende syn blev der givet en yderligere bekræftelse. Da skyen dannede sig som et beskyttende dække over dem, blev de forfærdede, „og fra skyen lød der en røst, som sagde: Denne er min søn, den udvalgte, hør ham“. (Luk. 9:34, 35) Intet under, at Peter senere skrev: „Han fik ære og herlighed fra Gud Fader, da ord som disse blev frembåret for ham.“ (2 Pet. 1:17, NW) Når vi sammenføjer alle disse særskilte træk til et stort hele, så begynder vi virkelig at forstå, hvordan det var, at disse tre apostle så Menneskesønnen i herlighed, kongemagt og majestæt i Riget. Jehova bekræftede det ord, som han havde talt ved Moses og profeterne. „Hør ham,“ sagde Jehovas røst. „Ham skal I høre,“ var der blevet sagt gennem Moses. Kort tid efter Jesu bortgang udbryder Peter: „Ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer. Ja, enhver sjæl, som ikke hører på denne profet, skal fuldstændig udryddes af folket.“ (Ap. G. 3:22, 23, NW) I stedet for, at det var Moses, der nu talte til Guds folk, så blev myndigheden dertil overdraget Kristus Jesus. Lovpagten ophørte, og en ny pagt begyndte.

 8, 9. a) Hvorledes lægger Paulus sin kundskab om og forståelse af dette syn for dagen? b) Af hvor stor vigtighed er Jesu Kristi røst i denne henseende?

⁸ Det ser ud til, at apostelen Johannes’ ord i hans første kapitel var påvirket af forklarelsesscenen. „Så blev ordet kød og boede iblandt os, og vi fik lejlighed til at se hans herlighed, en, herlighed som den, der hører til en enbåren søn fra en fader.“ (Joh. 1:14, NW) Måske blev mange af de ting, som Johannes taler om, nedskrevet med dette herlige syn i tanke. Betydningen af forklarelsen og dens skildring af Riget og Kongens majestæt bekræftes også fra anden side. Lyt til Paulus’ ord: „Gud, som i fordums tid talte ved mange lejligheder og på mange måder til vore forfædre ved profeterne [Moses, Elias og andre], har ved disse dages ende talt til os ved en søn [hør ham!], som han indsatte til arving af alle ting [denne er min søn], . . . Han er hans herligheds afglans og selve hans væsens udtrykte billede, og han opretholder alle ting ved sit ords kraft, og efter at han havde fuldbragt en renselse for vore synder [led døden], satte han sig ved Majestætens højre hånd i det høje [fuldførte sin udgang eller „bortgang“].“ — Hebr. 1:1-3, NW.

⁹ Paulus fortsætter med at forklare, at Jehova ikke til nogen anden har sagt: „Du er min søn“, men når han frembringer sin førstefødte, anerkender han ham og byder alle englene at tilbede ham. Paulus fortsætter disse ord med et citat fra Salme 45 for at bevise, at Kristus er den salvede, og at han vil være til i al evighed. Så siger han i lighed med Peter: „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det. Hvorledes skal vi kunne undslippe, hvis vi viser ligegyldighed over for så stor en frelse, der jo begyndte at blive forkyndt ved vor Herre?“ (Hebr. 2:1, 3, NW) Så meget i Paulus’ brev til hebræerne er præget af forklarelsessynet. Det får hans tankegang til at stige til de helt store højder og får ham til i sande ord at beskrive den nye pagts herlighed og vise, at den gamle pagt har nået sit livs aften. Hvor storslået den nye pagts solopgang er, og hvilket lysvæld der kastes over det himmelske fremtidsperspektiv! Forklarelsen viser Moses’ og Elias’ herlighed og hvordan den fortoner sig med ære, mens myndighedsrøsten lyder fra himmelen med sin anerkendelse af Sønnen og befalingen om, at han er den, hvem de bør høre. Ja, skønt Jehova førhen talte ved profeterne, så vil han nu tale ved sin søn. Jesu Kristi røst lyder i hans folks ører som Jehova Guds røst. Velsignet er dine øjne, hvis de ser, og dine ører, hvis de hører, for disse sandheder vil bringe stor glæde og rig trøst.

Den profetiske betydning

10. Viser forklarelsen hen til noget mere storslået, og hvad bekræfter den?

¹⁰ Skønt dette pragtfulde syn gjorde et så stærkt indtryk på og var så betydningsfuldt for de tre apostle og for den første menighed såvel som for de trofaste lige siden, så ophørte dets betydning dog ikke dermed, thi det rummer langt mere for os i dag. Hvordan det? Svaret er ganske enkelt det, at vi nu er kommet til selve vor Herre Jesu Kristi nærværelse, og at hans rige nu er trådt i kraft. Kongen, Kristus Jesus, regerede ikke som konge ved sit første komme, og endvidere bør vi huske, at forklarelsen, selv om den kun var et syn, dog skildrede langt større ting, som skulle komme. Skriften og kendsgerningerne peger hen til vor Herres andet komme, da han skulle komme i sin Faders herlighed og regere verden. Eet er sikkert, og det er, at forklarelsessynet bekræfter Jehovas profetiske ord, giver det liv og taler overbevisende til os. Peter siger: „Og nu stir det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter.“ — 2 Pet. 1:19.

11. Hvornår skulle Kristus vise sig i herlighed? Anfør skriftsteder, der bekræfter dette. Hvem vil se det?

¹¹ Her peges der også hen til noget fremtidigt i forventning om en stor begivenhed. Paulus siger: „Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor hæderskrans for vor Herres Jesu åsyn ved hans komme, om ikke netop I er det?“ (1 Tess. 2:19) Jesus sagde: „De skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og stor herlighed.“ (Matt. 24:30, NW) „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone.“ (Matt. 25:31, NW) Denne herlighed hørte fremtiden til, og Paulus viste, at selv om løftet i det profetiske ord gik ud på, at alle englene skulle underlægges Sønnen, så var af særlige grunde tiden endnu ikke kommet dertil. (For nærmere forklaring se Hebræerne 2:8-15.) Kongen Kristi Jesu herlighed skulle ses i sin helhed ved hans andet komme, det vil sige nu. Jehova Gud vil atter, men denne gang for alle folkeslag, udråbe ham som sin søn, den nye verdens konge.

12. På hvilken måde er Kristi magt blevet lagt for dagen i disse sidste tider? Hvilket budskab lyder nu i verden, og hvorfor?

¹² Kongen regerer i og fra himmelen, thi hans anden nærværelse er en fuldbyrdet kendsgerning. Hans myndighed og styrke blev allerede lagt for dagen, da han kastede Satan og hans dæmoner ud af himmelen og knuste hans magt. Den er også blevet lagt for dagen i den henseende, at han har udfriet sit folk fra Babylons fangenskab, således at hundredtusinder nu fryder sig over deres frihed. Under hans ledelse og ved hans magt er de udfriede blevet bevaret til trods for det had, der har samlet sig imod dem. Forkyndelsen om Rigets oprettelse lyder højere og højere, og år for år høres det videre og videre omkring. Inden dette arbejde er til ende, vil det være kendt som den forkyndelse, der er størst og først i betydning i verden. Forkyndelsen af det gode budskab skal fuldføres, inden enden kommer. Det vil sige den absolutte ende, for når vidnesbyrdet for nationerne er blevet aflagt, da vil den største trængselstid, verden nogen sinde har kendt, indtræffe, og Gud vil ramme jorden med forbandelse. „Før I endnu er blevet som flyvende avner, før Jehovas glødende harme kommer over jer, før Jehovas vredes dag kommer over jer. Søg Jehova, alle I ydmyge i landet, . . . søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på Jehovas vredes dag.“ — Zef. 2:2, 3.

13, 14. a) Hvordan udføres Eliasgerningen? b) Gør i denne forbindelse rede for Apostlenes Gerninger 3:19-22.

¹³ Budskabet til jordens befolkning indbefatter en opfordring til folk om at se, hvor nær disse farlige tider er, og hvor nær den absolutte ende på den gamle ordning er. Inden Jehovas vrede bryder løs, bør de, som ønsker frelse, øve sådanne gerninger, som vil bringe dem barmhjertighed og tilgivelse. Anger er nødvendig. Husk Jehovas løfte: „Se, jeg sender jer profeten Elias, før Jehovas store og frygtelige dag kommer.“ (Mal. 4:5) Elias’ gerning gik ud på at få indbyggerne til at angre deres onde gerninger. Jehova har vist hele befolkningen i denne verden hensyn og barmhjertighed ved at udsende sine tjenere for under hans vejledning at lade advarselen om den kommende undergang lyde. For at blive frelst til liv må de, som hører budskabet, give agt på Guds befalinger, der gives gennem Kongen, Kristus Jesus.

¹⁴ Lad os nu i korthed undersøge Peters ord, som han fremholdt efter pinsedagen. „Angre derfor og vend om, for at I kan få jeres synder udslettede, så forfriskende tider kan komme fra Jehova, og at han vil sende den Kristus, der er bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen skal huse indtil alle tings genoprettelsestider, hvorom Gud talte gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid. Moses sagde jo: Jehova Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer blandt jeres brødre. Ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer.“ (Ap. G. 3:19-22, NW) Dette ord må gælde den store genoprettelsens dag, tidspunktet, da Riget er oprettet, og med disse ord slutter Peter sig til Moses, Elias og Kristus i undervisningen om Guds rige.

15. Hvorfor kommer Kristus nu i Jehovas herlighed, og hvordan kan vi vide, at han er nærværende?

¹⁵ Kristus Jesus kommer til syne anden gang i Jehovas herlighed for at dømme og herske. Der er skrevet: „Hvo er den ærens konge? Jehova, stærk og vældig, Jehova, vældig i krig! . . . Jehova, Hærskarers Herre, han er ærens konge.“ (Sl. 24:8, 10) Jehovas ære eller herlighed er over Kristus. „Han er den usynlige Guds billede, al skabningens førstefødte.“ (Kol. 1:15, NW) De følgende profetiske ord får nu deres opfyldelse: „Nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers Jehova. . . . Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Jehova, al jorden er fuld af hans herlighed.“ (Es. 6:5, 3) Dagen er endelig oprundet, da alt, hvad der er blevet nedskrevet i profetierne, skal opfyldes. Tiden er for hånden, da alle syner træffer ind. (Ez. 12:23) Mange tegn og undere er allerede indtruffet, men der er mange flere endnu, for Guds søn og verdens konge er her, og alt, hvad der blev forbilledligt skildret og lovet gennem Moses, Elias og om Messias, vil nu ske.

16. Hvilke tegn og undere ser vi nu som følge af hans magt og nærværelse?

¹⁶ Resten af de salvede er blevet ført sammen; hundredtusinder af de „andre får“ er allerede blevet indsamlet; den gamle verden er blevet advaret; nye tingenes ordninger er begyndt; Guds elskede søn er blevet indsat på tronen i himmelen; herskeren over den gamle verden samt hans dæmoner er blevet fjernet og kastet ned; falsk religion er blevet afsløret; den „rige mand“ befinder sig i pine. Sand tilbedelse er blevet genoprettet. Budskabet om Riget forkyndes overalt. Der råder enhed blandt Jehovas folk. Den teokratiske organisation er nu genoprettet, og mange andre undere er sket, så talrige, at de ikke kan nævnes her. Og tænk på nogle af de vidunderlige ting, der endnu skal ske: Babylon, den store, skal helt udryddes; krige skal ophøre; al uretfærdighed og enhver form for ondskab skal standses. Alt det, mennesket forspildte ved sin ulydighed skal menneskeheden få tilbage i fuldt mål, og den genoprettede menneskeslægt skal fryde sig ved endeløs fred, glæde, lykke og liv. Fredsfyrsten har magten. Hvilken lykkelig og vidunderlig dag! Hvem kan beholde dette gode budskab for sig selv!

17. Bør vi fortsætte med at lade advarselen lyde for verden, inden undergangen rammer den? Hvorfor?

¹⁷ I disse sidste tider har Jehovas folk udført Eliasgerningen, i særdeleshed fra 1878 til 1918, da der blev grebet ind over for dette arbejde, og denne del af tjenesten for Riget ophørte. Kort tid efter rejste Guds folk sig af denne tavse tilstand og udførte endnu større ting, ligesom Elisa fortsatte, efter at Elias holdt op. I virkeligheden videreførte Elisa Elias’ gerning ved at salve Hazael til konge over Aram og Jehu til konge over Israel i overensstemmelse med Elias’ befaling. (1 Kong. 19:15; 2 Kong. 8:8-15; 9:1-10) Selv om Elias fuldførte arbejdet for sit vedkommende, så var det dog Elisa, der fuldendte det. Sådan forholder det sig også i disse sidste dage: skønt Eliastjenesten som sådan blev afbrudt i året 1918, så fuldender Jehova dog gennem sit folk det advarselsarbejde, der skal udføres, inden undergangen rammer de gudløse.

18. Vil resten af de salvede i disse sidste dage opleve en bortgang eller kun død?

¹⁸ Ydermere tror vi, at i 1918 blev de hellige, som var hensovet, vækket og oprejst til himmelsk herlighed for bestandig at være sammen med Herren. De hellige, som stadig er i live på jorden, vil ved deres død i eet nu blive forvandlet og samlet til deres Herre, der atter er vendt tilbage. Deres død vil blive en exodus, en bortgang. Ganske vist vil de lide meget og blive forkastet af verden, men de vil uden at hensove i døden blive forvandlet og oprejst til himmelsk herlighed og for evigt sidde ved Faderens højre hånd. I dag befinder resten af de salvede på jorden sig ikke på et bogstaveligt bjerg, men de står på Zions bjerg sammen med dem, som synger Moses’ og Lammets sang, i sandhed en lovsang og takkesang for udfrielse. — Åb. 14:1-3.

19. Ser vi i den vidunderlige opfyldelse af forklarelsen den større Moses løslade skarer på skarer? Hvordan?

¹⁹ Hvilken vidunderlig og storslået udgang finder der ikke sted i dag! På grundlag af Guds lams udgydte blod drager i lydighed mod Jehovas befalinger skarer på skarer bort fra den gamle verdens sataniske herredømme for helt at forlade den. Lyset fra den underfulde opfyldelse af forklarelsen kastes ud til jordens fjerneste kroge. „Jeg så en anden engel komme ned fra himmelen med stor myndighed, og jorden blev oplyst af hans herlighed.“ (Åb. 18:1, NW) Denne engel forkynder dom over Babylon, den store, en forkyndelse, der lyder i dag. Samtidig høres en røst fra himmelen, der klart og utvetydigt siger: „Kom ud fra hende, mit folk! hvis I ikke vil være delagtige med hende i hendes synder, og hvis I ikke vil få del i hendes plager.“ (Åb. 18:4, NW) Denne befaling fra jordens nye konge er den samme som den, der fremholdes i Esajas 49:9: „Sig til fangerne: Gå ud!“ (KJ) Glem ikke Jehovas ord vedrørende sin søn: „Hør ham.“ De, som ikke gør det, vil blive udslettet af folket.

20. Hvilken befaling udsteder den herliggjorte konge i forbindelse med det store Babylons fald? Hvad sker der, hvis man ikke giver agt på befalingen?

²⁰ Husk, at Jehova truer ingen, for han behøver det ikke. Han ejer den fulde kundskab, så han „forud forkyndte enden“. (Es. 46:10) Men han advarer mennesker om kommende ulykker, thi han ved, hvad det uundgåelige udfald vil blive, som følge af den fremgangsmåde, der vælges. I disse sidste tider har han tydeligt vist, at „faldet, faldet er Babylon, den store“. Den store sataniske organisation skal fuldstændig udryddes. Jehova Guds beslutning herom kan ikke rokkes. Hvad må tilhængerne af denne onde organisation nu gøre? Der er kun een ting at gøre: „Angre derfor og vend om, så I kan få jeres synder udslettede.“ (Ap. G. 3:19, NW) „Hør“ hans røst, der er Jehovas Messias, jordens nye konge. „Kom ud fra hende, mit folk“, er befalingen. (Åb. 18:4, NW) Det er bestemt, at plage efter plage skal ramme Babylon, den store, mystiske stad. Overse ikke, hvad der skete i Ægypten på Moses’ tid; og nu er den større Moses her. „Kom ud fra hende“, lyder befalingen. De blandt Jehovas vidner, som er flygtet ud fra den, betragter hende og ser i denne store stad, hvad Jehova Gud ved, den rummer. Hvad er der at se? Et tilholdssted for dæmoner, for alskens urene og afskyede fugle, sanseophidsende vin, der tilbydes herskerne, så åndeligt hor kan finde sted og jordens købmænd bruge hende til at vinde sig rigdom i kraft af hendes skamløse overdådighed. Yderligere afsløring fremgår af Åbenbaringen 18.

21. Kan nogen af Jehovas børn være delvis i og delvis uden for hans organisation? Hvad bør de, som vakler, nu gøre?

²¹ Jehovas ord til jer, som færdes i det urene Babylon og bor på Babylons sletter, går ud på, at I skal forlade hende, inden I rammes af hendes plager og forgår sammen med hende. I kan ikke have den ene fod i Guds organisation og den anden i det mystiske Babylon. „Hvad harmoni er der mellem Kristus og Belial? Eller hvilken andel kan en trofast person have med en vantro?“ „Derfor, kom ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre ved det urene.“ (2 Kor. 6:15-17, NW) Forlad fuldstændig denne onde verdens smudsige ting og kom ind i Guds organisation og indånd der den rene, friske, ubesmittede åndelige luft. Åbn din forstands øjne vidt op og se Jehovas herlige konge i hans majestæt og pragt og magt og ære. Hold i sund tro blikket fæstet på den større Moses, der leder skarerne ind i den nye verden. Måtte bevidstheden om Herren Jesu anden nærværelse rense dit hjerte og sind fra al kødets og åndens besmittelse og få dig til i gudsfrygt at fuldkomme hellighed. Fat så til fulde, at vi er i tjeneste hos Guds elskede, hans egen søn, den udvalgte.

22. Er vi nødt til at gå ud i verden, og i hvilken hensigt? Hvorledes kan vi forblive ubesmittede og bevare et rent sind?

²² Med styrke ville vi måske alle udbryde: „Lad os dog blive her! Lad os slet ikke gå ud i verden!“ Men det kan vi ikke, for vi må overbringe det gode budskab om Riget til dem, som befinder sig i verden, og hjælpe dem til at undslippe. Men vi kan bevare dette syn i vort sind, dag og nat, for aldrig at glemme det. Så vil vort sind være rent og lyst, selv om vor tjeneste for Jehova fører os til alle slags steder og ind under mangeartede forhold. Det er jo sådan, at smukke blomster fortsætter med at blomstre og udsende deres milde duft, selv om de bliver anbragt midt i storbyers slumkvarterer. Således kan Jehovas vidner også udføre deres tjeneste i hjem og distrikter, der er befængt med smuds og snavs, så selv luften er forpestet. Alt dette og mange andre ting, der er os personligt ubehagelige, vil ikke afholde de trofaste fra at fortsætte, eller besmitte dem, for deres sind er vendt mod Riget og dets skønhed. De lever for Riget, dets renhed, hellighed og velsignelse. Derfor, Jehovas vidner, løft blikket, det er fra himmelen, at jeres glæde, frelse og liv kommer til jer.

Bekræftelse af ordet

23. Hvordan forstår vi, at forklarelsen i opfyldelsen gør det profetiske ord fastere for os?

²³ Når vi således får nogen forståelse af forklarelsessynet i dets mindre og større opfyldelse, kan vi så langt lettere godtage og påskønne Peters ord, som han fremholder, efter at han har fortalt os om synet! Han siger: „Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter.“ (2 Peter 1:19) Når vi er vidner til, at den almægtige Jehova leder begivenhedernes gang, og forstår, at han lod synet vise sig for disciplene, for det var ingen anden end Gud, der gjorde det, så kommer det profetiske ord til at stå så meget fastere, når han ved den anden nærværelse, og denne gang med sin elskede søn som det direkte redskab, sætter en kæde af vidunderlige begivenheder i gang. Det er som satte Gud sin underskrift under. Hvad han har lovet at gøre, det sker nu. Hans ord er vort eneste lys. „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Sl. 119:105) „Thi budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“ (Ordsp. 6:23) „Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.“ (Sl. 119:165) „Men retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ (Ordsp. 4:18) Det er ikke det, at man ejer en bibel, der betyder noget. Det er heller ikke det, at man læser dens så værdifulde indhold, der viser vejen, man bør vandre, men at man studerer den regelmæssigt i en bestemt hensigt. Det er et „profetisk ord“, og derfor er det rimeligt, at vi skulle få at se, hvordan det opfyldes.

24. Hvilket andet strålende lys har vi nu foruden Guds ord, der skinner som en lygte, med henblik på Guds beslutninger?

²⁴ Uden dette profetiske ord ville vi befinde os i en sørgelig tilstand, da vi jo lever i en mørk, snavset og elendig verden, og vi ville ikke vide, hvorfor forholdene udviklede sig til det værre, eller hvor vi skulle vende os hen. Hvor barmhjertig og kærlig har vor himmelske Fader ikke været, at han har givet sine børn en forståelse af sit profetiske ord! Det er som en lygte for os; vi kan gribe om den og lade dens lys vise os vejen frem. Den brænder stærkere, når ondskabens mørke bliver tættere. Men takket være Jehova, har vi i dag ikke alene en lygte for vor fod, men noget langt større, noget langt mere storslået. For se, derude i horisonten, ser du ikke, at morgenen gryr med sit gyldne, strålende skær af dag? Hvilket skønt og vidunderligt skue, for snart vil solen tage til i styrke og glans, og vi skal vandre ved højlys dag! Den nye dag er netop begyndt at skinne gennem denne onde verdens mulm og mørke, og noget af dens dunkelhed er begyndt at vige. Allerede nu udfører vi meget af vor tjeneste for Riget i lyset af den nye dag. Mørkets herskeres dage er talte, for ligesom morgensolen spreder nattens mørke, således vil Guds herlige søn som den nye verdens konge fjerne al uretfærdighed og enhver ond ordning. På grundlag af denne kundskab fryder vi os og synger Moses’ og Lammets sang.

25, 26. a) Hvad er morgenstjernen, og hvordan kan vi vide, at den nu er oprundet? b) Hvorfor er ingen profeti fremkommet ved nogen privat afgørelse?

²⁵ Fordi det profetiske ord med så stor fasthed bekræfter, at Satans verden snart er forbi, tager vi nu „spottesangen“ op. Tillidsfuldt siger vi til fangerne: „Gå ud!“ Kun Jehovas ufortjente godhed har gjort dette muligt. Denne kundskab er ikke bare en forstandsmæssig påskønnelse, men den må fælde sig helt til bunds i vore hjerter. „Morgenstjernen oprinder i jeres hjerter.“ Herren Jesus Kristus er den „strålende morgenstjerne“, og han er den, som bebuder den nye dag. „Retfærds sol skal opgå med lægedom under sine vinger.“ (Mal. 4:2) Allerede i 1918 indså nogle af Herrens salvede, at Kongen var nærværende, og nogle få år senere vidste de i deres hjerter, at han var kommet til templet for at holde dom, og så underrettede de hele Jehovas folk derom, og andre tusinder så Herren i templet. I 1925 blev det forstået, at Riget, drengebarnet, var blevet født. (Åb. 12:5) Hvor Guds folk frydede sig i deres hjerte! De sang af lutter glæde. De vidste, at Kongen, og Riget var her, og de er ikke ophørt med at synge og udråbe det gode budskab om Riget. De så disse ting tydeligt for tredive år siden og troede dem. Morgenstjernen var oprundet i deres hjerte, og den kan oprinde i andre Jehovas vidners hjerte, hvis de helt vender deres sind til Rigets anliggender.

²⁶ De, som ønsker Riget først, vil blive godkendt af Jehova og Kristus Jesus, og de vil få større forrettigheder og et større ansvar betroet. De, hvis hjerte er helt for Guds rige, vil høre på den nye verdens konge og adlyde hans befalinger. Jehova Gud og Kristus Jesus er lederne og lærerne. Det er dem, som fremsætter profetierne. Intet menneske eller nogen kreds af mennesker gør det. Peter siger: „Ingen profeti i Skriften er fremkommet ved nogen privat afgørelse.“ Grunden er ligetil. „Thi ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker, der blev båret af sted af hellig ånd, fremkom med udtalelser fra Gud.“ — 2 Pet. 1:20, 21, NW.

27. Vis i korthed, hvordan forklarelsen får sin opfyldelse.

²⁷ I den store opfyldelse ser vi op til himmelen, hvorfra Guds salvede konge regerer, for nu sker det ikke fra noget højt, jordisk bjerg, men vi „er kommet til et Zions bjerg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til myriader af engle, i stor forsamling, og til menigheden af de førstefødte, der er blevet indskrevet i himlene, og til Gud og alles dommer, og til de retfærdiges åndelige liv, hvilke er blevet gjort fuldkomne, og Jesus, en ny pagts mellemmand, . . . Se til, at I ikke beder jer fri for at høre ham tale.“ (Hebr. 12:22-25, NW) Nu ser vi i troen herlighedens konge i hans pragt og ære skinne til jordens yderste egne, og folk af alle nationer bliver oplyst af hans herlighed. Da han er den, der er årsag til, at advarselen om det kommende slag og hævnens dag overbringes alle nationerne, åbenbarer han opfyldelsen af alle de skrevne profetier og bevirker, at en tusindtallig skare ændrer sind og hjerte. Det er også ham, som forfægter og forklarer Jehovas retfærdsprincipper, der blev skildret forbilledligt i Loven. Alt dette og meget mere identificerer Jehovas elskede søn og den nye verdens udvalgte konge.

28. Hvilken indvirkning skulle synet deraf og kundskaben derom have på os?