Konger sammen med „Løven af Judas Stamme“
„Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ — 1 Mos. 49:10.
1. Hvorfor kom folkene ikke til at lyde pave Leo XIII trods den titel han antog, og hvem hæfter Bibelen denne titel på?
DA ITALIENEREN Joachim Pecci var blevet valgt til den romersk-katolske kirkes pave af kardinalkollegiet og besteg den pavelige trone den 3. marts 1878, antog han navnet Leo XIII. Det latinske ord leo betyder „løve“. Kort efter sin kroning underskrev han sig på latin med titlen „Leo de tribus Juda“, hvilket betyder „Løven af Judas Stamme“. Underkastede folkene sig nu pave Leo XIII og adlød ham? Nej, ikke engang i religiøs henseende, hvilket historien viser. Det var dog kun hvad man kunne forvente, for paven var ikke jøde, ikke et medlem af Judas stamme. Derfor havde han ikke krav på at alle jordens folk skulle adlyde ham. Den sidste bog i Bibelen, som er skrevet af apostelen Johannes, hæfter denne titel på en der virkelig var jøde og som var født i Judas stamme, i Davids kongelige slægt, nemlig den herliggjorte Jesus Kristus.
2. Under hvilke omstændigheder blev denne titel nævnt, og den der var værdig til at bære den, åbenbaret?
2 Apostelen Johannes fortæller hvordan han i sit syn græd fordi ingen, hverken i himmelen eller på jorden, dengang fandtes værdig til at tage den profetiske bogrulle af Guds højre hånd, åbne den, læse den og udvirke opfyldelsen af dens indhold. Derefter siger Johannes: „Men en af de ældste sagde til mig: ’Græd ikke! se, sejret har løven af Judas stamme, Davids rodskud, så han kan åbne bogrullen og dens syv segl.’“ Johannes blev trøstet da han så Guds lam, Herren Jesus Kristus, hvem han havde kendt og været sammen med tres år tidligere her på jorden, komme til syne, tage den profetiske bogrulle og udvirke opfyldelsen af dens indhold. — Åb. 5:1-10.
3. Hvorfor vil det ikke gavne et menneske om det antog denne titel her på jorden?
3 Følgelig har intet menneske, uanset dets religiøse eller politiske stilling, ret til at antage titlen „Løven af Judas Stamme“. Det vil heller ikke gavne noget, for det får ikke derved ret til folkenes lydighed, og folkene vil aldrig komme til at adlyde vedkommende. Kun Jesus Kristus, som nu er indsat på tronen i himmelen, tilkommer denne ret.
4. (a) Hvorfor kunne Jesus Kristus med rette bære denne titel? (b) Hvorfor er det på sin plads at der findes en Juda stamme i det åndelige Israel og at den indtager en fremtrædende stilling her?
4 I sin profeti på dødslejet sagde den gamle patriark Jakob: „En løveunge er Juda.“ Med rette kunne Jesus, der var født i Judas stamme og i Davids kongelige slægt, derfor kaldes „Løven af Judas Stamme“. Han overvandt Satans onde verden, skønt det kostede ham hans jordiske liv. (Joh. 16:33) Med rette findes derfor også, blandt de 144.000 kristne i det åndelige Israels tolv stammer, en stamme kaldet „Juda stamme“. Eftersom Juda, ifølge Jakobs profeti på dødslejet, skulle overtage førerstillingen, selv om han var Jakobs fjerde søn, nævnes Juda stamme først af det åndelige Israels tolv stammer. — Åb. 7:4, 5.
5. Hvad betyder navnet ikke, og hvorfor er det vigtigt at der findes en stamme af dette navn i det åndelige Israel?
5 Dette betyder dog ikke at den åndelige Juda stamme er udpeget til at herske over de øvrige elleve stammer i det åndelige Israel; og det betyder heller ikke at kun de 12.000 af den åndelige Juda stamme er udpeget til at regere sammen med „Løven af Judas Stamme“ i det himmelske rige. Nej; alle de 144.000, alle de tolv stammer i det åndelige Israel, skal være konger sammen med Jesus Kristus. Om alle de 144.000 siger Åbenbaringen 20:4, 6: „De blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ I det åndelige Israel er der således en stamme der bærer Judas navn, fordi et meget væsentligt lighedspunkt mellem det åndelige Israel og det gamle Israel efter kødet ellers ville mangle.
6. Hvordan kan det siges at Juda som en løve steg op fra byttet?
6 Læg nu mærke til hvordan den døende patriark Jakob i året 1712 f. Kr. pegede frem til denne symbolske „Løve af Judas Stamme“. Efter at have sammenlignet sin søn Juda med en løveunge sagde Jakob: „Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham!“ (1 Mos. 49:9) I de kampe Judas stamme var med til at udkæmpe i Jehovas krige, tog den virkelig bytte som en løve når den havde overvundet Jehovas fjender. Eftersom Jerusalem til sidst erobredes af kong David, og eftersom en stor del af Judas område var højland, kunne det siges at den steg op fra byttet når den vendte hjem fra kampen.
7, 8. (a) Hvorledes strakte Juda sig som en løve man ikke skulle vække, og hvilke tilstande illustreredes udmærket med dette billede? (b) Hvad skulle vi ikke vove at gøre, i lighed med nationerne siden 1914?
7 Krig skulle ikke være denne stammes eneste beskæftigelse og erfaring. Der ville være tider hvor den kunne nyde freden og slappe af som en aryéh (det afrikanske ord for „løve“). Når Judas stamme således nød freden og frugterne af sit arbejde, hvem turde da vække den til strid, eftersom den i vildskab var som en lebí (asiatisk ord for „løve“)?
8 Billedet af løven der ligger og strækker sig fredeligt og veltilfreds illustrerer udmærket tilstandene under den vise kong Salomons regering. Efter sin fader Davids død regerede han i fyrretyve fredelige år. Den der er større end kong Salomon, nemlig „Løven af Judas Stamme“, skal herske i fred i tusind år. Siden han begyndte at regere fra himmelen i året 1914 har nationerne i Satans onde verden, trods den advarsel Jakob udtalte for længe siden, vovet at bestride hans ret til at herske over alle jordens folk. I det forestående Harmagedonslag vil „Løven af Judas Stamme“ sønderrive nationerne og sejrrigt stige op fra byttet. Måtte ingen af os derfor nogen sinde vække ham!
9. Hvilken grund angav Jakob i sin profeti til at de øvrige stammer skulle være loyale mod Juda og bøje sig for ham, og hvorfor måtte Juda væbne sig med tålmodighed?
9 For at vise hvorfor de øvrige elleve stammer i Israel skulle være loyale mod Judas stamme og bøje sig for den, udvidede Jakob sin profeti om Juda idet han sagde: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer [til Silo kommer, NW], ham skal folkene lyde.“ (1 Mos. 49:10) Især Judas stamme må have undret sig da en mand af Benjamins stamme, nemlig Kisj’s søn Saul, blev valgt af Gud til Israels første jordiske konge. Dog kæmpede Judas stamme loyalt på benjaminitten Sauls side, for den vidste at når Guds tid var inde dertil ville kongespiret og herskerstaven overgå til Judas stamme, og når kongemagten først tilhørte den, skulle den ikke vige fra den før den evige hersker fremstod af denne stamme, og da skulle den for evigt tilhøre ham. Judæerne ventede derfor tålmodigt.
Silo
10. Hvorfor kaldes denne evige hersker profetisk for Silo?
10 Hvorfor kaldes den evige hersker for Silo? Fordi dette navn understreger hans ret til kongedømmet, idet navnet betyder „Han hvis ret det er“ eller „Han hvem det tilhører“. Flere oversættelser, deriblandt den danske autoriserede, gengiver derfor også verset således: „Til han, hvem den tilhører, kommer.“ Ingen andre kunne med rette gøre krav på folkenes lydighed.
11. Hvilket navn bar den lovede Silo i virkeligheden, hvordan fik han retten til herredømmet, og hvordan bekræftedes dette?
11 Den der viste sig at være den lovede Silo bar i virkeligheden navnet Jesus og var Guds søn. Han kom ned fra himmelen og blev født som jøde i kong Davids slægt. Gennem sin moder Maria arvede han ifølge sin fødsel retten til Davids trone; gennem sin adoptivfader Josef arvede han den juridiske ret til Davids kongespir og herskerstav. Men da Gud salvede Jesus med hellig ånd fra himmelen, var dette både en bekræftelse på den ret Jesus sad inde med og hans udnævnelse til konge i et rige der var større end Davids, det himmelske rige.
12. Hvornår så det ud til at kongespiret og herskerstaven var veget fra Juda, og hvad viser Ezekiel 21:26, 27 med hensyn til dette?
12 Judas stamme fik kongespiret i hænde da David blev udråbt til konge, og i næsten fem hundrede år hvilede herskerstaven ved hans og hans efterkommeres fødder. I 607 f. Kr. fratoges Davids slægt kongespiret og herskerstaven da den babyloniske verdensmagt besejrede riget, ødelagde hovedstaden Jerusalem og lagde templet som kong Salomon havde bygget for tilbedelsen af Jehova i ruiner, og landet mistede sin nationale suverænitet. Dette betød dog ikke at kongespiret og herskerstaven var veget fra Juda. Retten til kongemagten tilhørte stadig Juda og Davids kongeslægt. Dette gav Jehova Gud til kende da han inspirerede sin profet Ezekiel til at sige til Zedekias, den sidste regerende konge i Jerusalem:
„Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det“ — Ez. 21:26, 27.
13, 14. (a) Hvem ville Gud give Davids rige til, ifølge engelen Gabriels ord? (b) Hvad kunne Jesus sige om riget efter sin dåb, og hvornår kom han til sit rige som en opfyldelse af Daniel 7:13, 14?
13 Da engelen Gabriel forkyndte Jesu fødsel for den jødiske jomfru Maria, fortalte engelen at Gud ville skænke Jesus hans stamfader Davids trone. (Luk. 1:31-33) I en alder af tredive år blev Jesus døbt i vand og salvet med Guds ånd, og han kunne derfor sige endog til sine jødiske fjender: „Guds rige er midt iblandt jer.“ (Luk. 17:21, fodnoten) Da han var blevet oprejst efter at have lidt martyrdøden og var blevet ophøjet til himmelen, satte han sig ved Guds højre hånd indtil tiden var inde til at Gud skulle krone ham til himmelsk konge og give ham bemyndigelse til at bruge kongespiret og herskerstaven.
14 I året 1914 kom han, ifølge Bibelens tidsregning, til sit himmelske rige og begyndte at herske, imod sine himmelske og jordiske fjenders ønske. (Hebr. 10:12, 13; Sl. 110:1, 2) Profetien i Daniels bog 7:13, 14 forudsagde hans komme således:
„Og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“
15. (a) Hvem har derfor krav på vor lydighed, og hvem på jorden i dag viser ham denne lydighed? (b) Hvad vil der ske med dem der ikke lyder ham, og hvorfor?
15 I betragtning af at han nu er indsat på tronen i himmelen, er han den vi bør anerkende som herskeren der har krav på folkenes lydighed. De få tusinde der endnu er tilbage på jorden af det åndelige Israels 144.000 medlemmer adlyder ham loyalt. De efterkommer hans befaling om at „denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14, NW) Hundredtusinder af retsindige mennesker som hører den gode nyhed om Riget anerkender denne Silo som den hvem de også må adlyde. I lydighed slutter de derfor op om forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige. Alle som ikke adlyder ham nu, vil gå til grunde når denne gamle verden møder sit endeligt i en Harmagedon-katastrofe. Silo, „Løven af Judas Stamme“, vil herske til alle fjender er lagt under hans fødder. — 1 Kor. 15:25.
16. Hvorledes kom et æsel til at spille en rolle i Jesu jordiske liv, og hvilken betydning havde dette?
16 Som forudsagt af den døende patriark Jakob kom et æsel og et vintræ til at spille en dominerende rolle i Jesu Kristi liv her på jorden. Kun få dage før han blev slået ihjel fordi han havde forkyndt Guds rige, red han ind i Jerusalem på en asenindes føl, mens en stor skare jøder hyldede ham som konge. I gammel tid havde fremtrædende israelitter, dommere og profeter redet på æsler. (Dom. 5:10; 10:3, 4; 4 Mos. 22:22-33) Davids søn Salomon red på sin faders muldyr hen for at blive salvet til kongeembedet. (1 Kong. 1:33-40) Jesus opfyldte ligeledes Zakarias 9:9 ved at holde sit indtog i Jerusalem ridende, ikke på en hest, men på en asenindes føl. Den politisk interesserede ypperstepræst salvede dog ikke Jesus som den lovede Silo i templet, men krævede senere hans død.
17. (a) Hvordan bandt Jesus sit æsel ved vinstokken? (b) Hvordan tvætter han „i vin sin kjortel, sin kappe i drueblod“?
17 Jesus bandt ikke sit æsel til en bogstavelig vinstok. Men hans krav på kongeværdigheden var bundet til et symbolsk vintræ, et åndeligt vintræ, nemlig Guds rige. Han lignede sig selv ved et åndeligt vintræ og sine salvede efterfølgere ved grenene på dette kongelige vintræ. (Joh. 15:1-8) Han fortalte jøderne der forkastede ham en lignelse om en vingård. Derefter uddrog han den lektie de skulle lære heraf: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ (Matt. 21:33-43) De trofaste der arver det himmelske rige vil imidlertid være som et frugtbart vintræ, der giver megen druesaft, hvoraf der kan fremstilles vin. Han vil bevare dette symbolske vintræ der bugner af Rigets frugter, men vil ødelægge det falske religiøse vintræ der kun bærer sure druer. Blodet af druerne på dette falske vintræ vil stå så højt, når han knuser det falske vintræ og dets overflod af sure druer, at han, så at sige, „tvætter i vin sin kjortel, sin kappe i drueblod“. Blodet på hans klædning betyder sejr. — Åb. 14:19, 20; Es. 63:1-6.
18. Hvad betyder det at hans øjne er dunkle af vin og tænderne hvide af mælk?
18 Ifølge den græske Septuaginta-oversættelse, den latinske Vulgata og de syriske versioner siges der i Første Mosebog 49:12 at Judas øjne var mørkere end den funklende vin og hans tænder hvidere end mælk. Imidlertid forbinder Esajas 55:1-4 vin og mælk med den pagt om Riget som Jehova Gud indgik med kong David. Jakobs profeti synes derfor at hentyde til den åndelige velstand og glæde blandt de kristne der tages med ind i denne pagt om Riget for at herske sammen med „Løven af Judas Stamme“. Der er altså ikke tale om drukkenskab når profetien taler om øjne der er dunkle af vin, eller om umodenhed eller barnlighed når der tales om tænder der er hvide af mælk. Da vin betegner glæde og mælk rigdom og fedme, må det rige som „Løven af Judas Stamme“ regerer over, kendetegnes ved guddommelig glæde og åndelig velstand. Alt dette vil de lydige erfare.
Zebulon
19. (a) Som hvilket nummer i rækken blev Jakobs søn Zebulon født? (b) Hvordan stemte Jakobs profeti om Zebulon overens med Zebulons navn?
19 Af Jakobs tolv sønner med sine to hustruer og to medhustruer, blev Issakar født som den niende og Zebulon som den tiende. Blandt det åndelige Israels eller rigsskarens tolv stammer nævnes Zebulon som nummer ti. (Åb. 7:8) Da patriarken Jakob udtalte sin sidste profeti satte han Zebulon foran Issakar, selv om Issakar var Jakobs femte søn med sin første hustru Lea, og Zebulon var hans sjette søn med hende. I Ezekiels syn af landets udskiftning i den nye verden under Guds regering sættes Issakar på sin rette plads foran sin yngre broder Zebulon. Det samme gælder portene i den symbolske by Jehova-shammah (der betyder „Jehova er der“). (Ez. 48:25, 26, 33) Navnet Zebulon betyder „Bolig“. I sin profeti på dødslejet forudsagde Jakob hvor Zebulons arvelod skulle ligge i det forjættede land:
„Zebulon har hjemme ved havets kyst, han bor ved skibenes kyst, hans [fjerneste, NW] side er vendt mod Zidon.“ — 1 Mos. 49:13.
20. Hvordan gik Jakobs profeti i opfyldelse da stammerne tog Israels land i besiddelse?
20 Her fortæller Jakob hvor Zebulons stamme skal bo i „landet, der flyder med mælk og honning“. Da landet var delvis erobret efter seks års kamp og dommeren Josua fordelte landet ved lodkastning, faldt det tredje lod for Zebulon, men de byer og landsbyer der tilfaldt Zebulon lå ikke direkte ud til havet. Hans område kom dog til at ligge mellem Galilæas sø mod øst og Middelhavet mod vest, så han havde let adgang til søen og havet. (Jos. 19:10-16) Eftersom den fønikiske havneby Zidon lå nord for Israels land og Zebulons fjerneste side skulle vende mod Zidon, måtte Zebulons område ligge mod nord. Selv om hans arvelod var afskåret fra havet ved andre stammeområder, gik den gamle internationale landevej der var kendt som „vejen langs søen“, gennem landet. Hans arvelod lå i den egn der kaldtes „hedningernes Galilæa“. — Es. 9:1, fodnoten; 1 Kong. 9:11; Jos. 20:7.
21. Hvad skulle oprinde over Zebulons land ifølge Esajas 9:1, 2, og hvordan skete dette?
21 Da profeten Esajas forudsagde den lovede Silos fødsel, ham på hvis skulder herredømmet skulle hvile, nævnede han specielt Zebulon som et område hvorover et stort lys skulle oprinde og sprede en mørk skygge der havde hvilet over det, en dødens skygge. Dette lys, der skulle føre til udfrielse fra synd og død, oprandt da den lovede Silo, Jesus Kristus, forkyndte i hedningernes Galilæa og sagde: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Es. 9:1, 2, 6, 7; Matt. 4:12-23) Jesus drog endog helt til „landet omkring Tyrus og Zidon“, nord for Zebulons område, hvor han udførte et mirakel for en fønikisk kvindes skyld. (Matt. 15:21-29) Zebulons land fik således en meget gunstig beliggenhed i Israel.
22, 23. Hvilken gunstig omtale fik Zebulon a) på Baraks tid? b) på Gideons tid? c) på kong Davids tid?
22 I Bibelens historie nævnes Zebulons navn med ære ved flere lejligheder. Da Jehova kæmpede for sit undertrykte folk ved „Megiddos vande“ i dommeren Baraks og profetinden Deboras dage, meldte Zebulons mænd sig som frivillige til befrielseshæren. Derfor fik de følgende anerkendelse i Baraks og Deboras sang: „Fra Makir drog hærførerne ned, og fra Zebulon de der bærer skrivetøj [til optælling og indrullering af mandskab]. Zebulon var et folk der ringeagtede deres sjæle til døden.“ (Dom. 5:14, 18, 19, NW; 4:16) Flere år efter oprejste Gud dommeren Gideon som Israels befrier. Gideon „sendte bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog op for at møde fjenderne“. Det er sandsynligt at der blandt de tre hundrede udvalgte mænd hvormed Gideon slog midjanitterne på flugt, var nogle fra Zebulons stamme. — Dom. 6:34, 35; 7:1-7.
23 Da tiden kom til at alle stammerne skulle overdrage herredømmet over Israel til David, stillede Zebulons stamme en anselig styrke til hans rådighed. Om denne siges der i Første Krønikebog 12:33 (NW): „Da de samledes om David var det ej med tvedelt hjerte.“
24. Hvad fik nogle zebulonitter håb om, og hvilken handlemåde var det betinget af?
24 Da Jesus i det første århundrede gik omkring og forkyndte i den egn der engang havde tilhørt Zebulon, flokkedes mange omkring ham dér og fik håbet om en plads blandt det åndelige Israels tolv stammer.
Issakar
25. Hvorfor pegede Jakob meget passende frem til den arvelod Issakar ville få?
25 I Israel grænsede Issakars område mod vest op til en del af Zebulons land og strakte sig mod øst til Jordanfloden. Det omfattede den frugtbare Jizre’el-slette (Esdraelon-slette), og den berømte hovedvej Via Maris, „vejen langs søen“, gik herigennem før den fortsatte ind i Zebulons land. Da lodkastningen om landet fandt sted på Josuas tid faldt det fjerde lod for Issakar, og seksten byer nævnes som tilhørende hans område. (Jos. 19:17-23) Den døende patriark Jakob pegede profetisk frem til denne frugtbare arvelod da han sagde:
„Issakar er et æsel med kraftige knogler, det hviler sig mellem de to saddeltasker. Og han vil se at hvilestedet er godt og at landet er lifligt; og han vil bøje sin skulder for at bære byrder og han kommer til at gøre tvungent trællearbejde.“ — 1 Mos. 49:14, 15, NW.
26. Hvad kunne Issakar altså ikke klage over, og hvad sammenlignede hans Fader ham med?
26 Navnet Issakar betyder „Han er Løn“ eller „Han bringer Løn“. Det hentyder til at hans moder Lea fik den forret at føde Jakob denne søn. (1 Mos. 30:14-18) Han var Jakobs niende søn, og under opregningen af det åndelige Israels tolv stammer anføres Issakar som den niende. Hans fader Jakob sammenlignede ham med et stærkt, hårdtarbejdende lastdyr, der bliver ved sin byrde og som kan tage sig et hvil uden at blive befriet for sin dobbelte byrde. De to saddeltasker kan være et billede på de to byrder, krig og fred, som Issakar bar i Israels historie. Han var villig til at arbejde, for han så at hans arvelods beliggenhed i Israel var god. Han kunne ikke klage over det område han fik tildelt i det forjættede land. Han forstod og værdsatte at hans hvilested var godt og at hans land var lifligt.
27. (a) Hvad antyder Issakars navn? (b) Hvordan blev dommeren Barak som Issakars mænd?
27 Issakars navn kunne antyde at han ville tage arbejde for andre. I hvert fald var han villig til at bøje sine skuldre for at påtage sig en ansvarsbyrde. I den periode da Gud satte dommere som synlige herskere over Israel kom dommeren Tola fra Issakars stamme, og han tjente i treogtyve år som dommer i Israel. (Dom. 10:1, 2) Før den tid havde dommeren Barak og profetinden Debora sunget lovord om Issakars mænd i deres sejrssang: „Jehovas folk kom ned til mig mod de mægtige. Og fyrsterne i Issakar var med Debora, og som Issakar, således Barak.“ (Dom. 5:13, 15, NW) Fyrsterne førte an i Issakars stamme, da kaldet til tjeneste for Jehovas folks udfrielse lød. Alle Issakars mænd frembød et smukt eksempel på mod og nidkærhed, således at dommeren Barak blev som de i krigen.
28. (a) Hvordan var Issakars mænd som krigere? (b) Hvordan viste Issakars mænd at de gav agt på tiderne?
28 Deres tapperhed blev atter lagt for dagen i kong Davids tid. Om dommeren Tolas slægt siges der således: „Tolas sønner: . . ., overhoveder for Tolas fædrenehuse, dygtige krigere. Efter deres slægtebøger udgjorde deres tal på Davids tid 22600. . . . krigsrustede skarer . . . Deres brødre, alle Issakars slægter, var dygtige krigere; de, som var indført i deres slægtebog, udgjorde i alt 87000.“ (1 Krøn. 7:1-5) Issakars mænd gav agt på Guds tilkendegivelser af hvad han ønskede gjort på et bestemt tidspunkt. De stillede derfor en militærstyrke til Davids rådighed da tiden kom til at overdrage ham herredømmet over hele Israel. Vi læser: „Af issakariterne, der forstod sig på tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre, 200 førere og alle deres brødre, der stod under dem.“ — 1 Krøn. 12:23, 32.
29. Hvad mentes der med at Issakar skulle bøje sin skulder for at bære byrder, og hvordan viste han sin villighed?
29 Når Issakar bøjede sin skulder for at bære byrder var det således et udtryk for hans loyalitet mod Guds udvalgte folk og mod de ledere Gud oprejste, som for eksempel David. Sideordnet hermed var Issakars villighed til at påtage sig de opgaver som alle medlemmer af den nationale organisation måtte udføre i fællesskab. Det blev som den døende patriark Jakob havde forudsagt: „Og han kommer til at gøre tvungent trællearbejde.“
30. Hvad var det tvungne trællearbejde han kom til at udføre?
30 Dette hentydede ikke til at Issakar kom i fangenskab og blev træl under en fremmed politisk magt. Det hentydede til særlige lejligheder i Guds folks liv, hvor det var nødvendigt at alle udførte en særlig tjeneste og hvor mandskab måtte udskrives til et specielt arbejde som måtte gøres på dette tidspunkt, inden for en fastsat tid, for at afhjælpe en nødsituation eller gennemføre et særligt projekt som ikke kunne udsættes eller fortsætte i det uendelige. Arbejdskraft måtte udskrives, og arbejdet mindede om slidsomt tvangsarbejde. Men Issakar var fornuftig; han så behovet for det. Han gjorde ikke oprør fordi han syntes der krævedes mere af ham eller at han blev tvunget til at gøre mere end rimeligt var. Han skulkede ikke fra sin del af arbejdet. Han ydede det bidrag der tilkom ham, for han så øjeblikkets behov og var glad for at varetage sin del til gavn for alle sine brødre.
31, 32. (a) Hvem trællede Issakar for, og hvorfor? (b) Hvor er det godt at have folk som Issakar, og hvad er der forudsagt om Issakars stamme?
31 Issakar vidste at han trællede for Jehova og ville få sin løn af ham. Issakar vidste at han måtte elske sine brødre. Guds organisation undertrykte ham ikke. Det var kun særlige omstændigheder der bevirkede at ekstra arbejde blev lagt på ham såvel som på alle andre.
32 Det er således godt at have folk som Issakar, en „Issakars stamme“, blandt det åndelige Israels tolv stammer. (Åb. 7:7) Det blev forudsagt at Issakars telte skulle glæde sig, og vi kan forstå hvorfor glæde og jubel skulle fylde hans bolig. — 5 Mos. 33:18, NW.
Dan
33. (a) Hvordan spillede Jakob i sin profeti om Dan på betydningen af navnet „Dan“? (b) Hvad kan der siges om Dans arvelod i Israel?
33 Da patriarken Jakob profeterede om sin femte søn Dan spillede han på betydningen af Dans navn. „Dan“ betyder „Dommer“, og Jakob sagde på hebraisk: Dan yadín, hvilket betyder: „Dan vil Dømme“, eller: „Dommer vil Dømme“. Dan var Jakobs første søn med sin medhustru Bilha, der var Jakobs elskede hustru Rakels trælkvinde. Ved lodkastningen i Israel faldt det syvende lod for Dan, der fik tildelt en lille landstrækning i Palæstina. Mod vest grænsede den til Middelhavet, og på de øvrige sider grænsede den op til tre andre stammer. (Jos. 19:40-49) Senere tog danitterne selv initiativet til at drage længere nordpå, hvor de slog sig ned nær foden af Hermons bjerg, i nærheden af Jordanflodens kilder. I Ezekiels syn er det interessant at bemærke at Dans område ligger højest mod nord, område nummer 1. (Ez. 48:1, 2) Om den rolle Dan skulle spille i Israel profeterede patriarken Jakob, som nedskrevet i Første Mosebog 49:16-18:
„Dan dømmer sit folk så godt som nogen Israels stamme. Dan blive en slange ved vejen, en giftsnog ved stien, som bider hesten i hælen, så rytteren styrter bagover! — På din frelse bier jeg, [Jehova]!“
34. Hvad oplevede Dans stamme da den dømte sit folk?
34 Hvem kender ikke beretningen om Samson, den stærkeste mand der har levet på jorden og som til sidst omstyrtede den falske gud Dagons tempel, hvorved han tog over tre tusind filistere med sig i døden? Denne Samson var af Dans stamme, og han dømte i Israel i tyve år. Han var den eneste dommer der faldt i fjendens hånd, men i døden vandt han sin største sejr. Han var den sidste dommer Jehova lod fremstå. Den næste fremtrædende skikkelse i Israel var profeten Samuel. — Dommerbogen, kapitlerne 13-16; Ap. G. 3:24.
35. Var sammenligningen med en giftsnog en nedværdigelse for Dan, og hvordan kom det profetiske billede til at passe?
35 Jakob sammenlignede Dan med en slange, en giftsnog, men denne sammenligning var ikke ment som nogen nedværdigelse for Dan, som om han var en afskyelig snog der kun fortjente at blive knust under en hæl. Som giftsnog tjente Dan tværtimod et betydningsfuldt formål i folket. Skønt lille i sammenligning med en stridshest kunne han vælte krigeren af hesten. Ved at ligge på lur kunne han bide hesten i hælen så den stejlede og kastede rytteren af. Herved kunne Dan berede rytteren et ikke ringe fald med hesten. Skønt lille kunne Dan altså være lige så farlig som en giftsnog for fredsforstyrrere. Som den der befinder sig ved hælen var det også Dan der dannede bagtroppen da de tolv stammer vandrede gennem ørkenen til det forjættede land. Denne stamme dannede således hæl eller „bagtrop i hele lejrtoget, hærafdeling for hærafdeling“, hvilket absolut ikke var nogen ubetydelig opgave. — 4 Mos. 10:25.
36. Hvem måtte den endelige frelse komme fra, ifølge Jakobs ord, trods de gode resultater Dan opnåede?
36 Dan skulle dømme sit folk og opnå mærkbare resultater. Men den fuldstændige udfrielse skulle dog ikke komme ved Dan. Den endelige frelse fra alle fjender skulle komme fra Israels Gud. For at understrege dette vendte Jakob sin opmærksomhed fra Dan til Gud idet han sagde: „På din frelse bier jeg, [Jehova]!“ Ifølge engelens ord til dommeren Samsons forældre var Samson den første der skulle tage skridt til at udfri israelitterne af de hedenske filisteres hånd. (Dom. 13:5) Men med hensyn til den fuldstændige frelse måtte Israel og alle andre folkeslag vente på en større Dan, en større dommer, Jesus Kristus, Jehova Guds søn. — Ap. G. 10:38-42.
37. Hvad finder vi med hensyn til Dans stamme og det åndelige Israels tolv stammer, og hvilken stamme er indgået i stedet for Dan?
37 Jesus Kristus, „Løven af Judas Stamme“, er overhovedet for det åndelige Israels tolv stammer. Blandt disse tolv stammer, som findes nævnt i Åbenbaringen 7:4-8, er Dans stamme ikke medtaget. Det er derimod Manasses stamme. Manasse var en brodersøn af Dan. Han blev født i Ægypten som søn af Josef og var følgelig Jakobs sønnesøn. Imidlertid sagde Jakob at Manasse skulle få en særlig arvelod i Israels land, på lige fod med Jakobs sønner. (1 Mos. 48:13-20) Blandt det åndelige Israels tolv stammer nævnes en Josefs stamme. Josefs søn Manasses stamme må derfor være trådt i stedet for Dans stamme.
38, 39. (a) Hvorfor var denne udeladelse af Dans stamme ikke tænkt som nogen forsmædelse for Dan? (b) Hvorfor blev Dan ikke udeladt af det åndelige Israel fordi han var blevet sammenlignet med en giftsnog, og hvad kan vi med rette se hen til Dan efter?
38 Dette skal dog ikke fortolkes således at der hermed er kastet en skygge over Dans stamme. Dans stamme er kun udeladt for at give plads for en anden af Guds forordninger. Jakobs førstefødte søn Ruben mistede sin førstefødselsret, og den førstefødtes rettigheder overgik til Josef. (1 Krøn. 5:1, 2, NW) Som førstefødt havde Josef ret til to arvelodder i Israel, og derfor gav hans fader Jakob ham „en højderyg mere end [hans] brødre“. (1 Mos. 48:21, 22, NW). I overensstemmelse hermed fremstilles Josef også i det åndelige Israel som indehaver af to dele, hvilket var den førstefødtes arv. Eftersom Josefs yngste søn Efraim kom til at spille en mere fremtrædende rolle i Israel end Manasse, repræsenterer Josef meget passende sin søn Efraim, mens hans ældste, førstefødte søn Manasse repræsenterede Josefs anden arvelod i det åndelige Israel. Dan veg pladsen for at denne særlige omstændighed kunne ses i det åndelige Israel.
39 Til trods for at Dans stamme er udeladt svarer antallet af det åndelige Israels stammer til det oprindelige antal stammer i Israel efter kødet, nemlig tolv. Dan er ikke udeladt fordi patriarken Jakob havde sammenlignet ham med en giftsnog, eftersom denne sammenligning ikke var nogen forsmædelse for Dan. Jakob kunne ikke så godt sammenligne Dan med en løve, for denne sammenligning havde han allerede brugt om Juda. Jakob sammenlignede derfor Dan med et andet dyr der også var farligt for dets fjender, en slange der modigt tog kampen op med en stærk stridshest. Da profeten Moses velsignede stammerne umiddelbart før sin død og før de skulle drage over Jordanfloden ind i det forjættede land, sagde han imidlertid: „Dan er en løveunge, som springer frem fra Basan.“ (5 Mos. 33:22) Det blev således forudsagt at Dan skulle indlægge sig fortjeneste i Israel ved en modig adfærd. Åndelige israelitter kan derfor se hen til Dan og i denne stamme finde egenskaber og historiske bedrifter der er værdige til efterligning.
Gad
40. (a) Hvorfor fik Jakobs syvende søn navnet Gad? (b) Hvad talte Jakob tilsyneladende om i sine sidste ord til Gad?
40 Jakobs syvende søn hed Gad og var den første søn han havde med sin medhustru Zilpa. Det menes at navnet betyder „Held, Lykke“. Det anså Lea det for at være, da hendes trælkvinde Zilpa fødte denne søn som Lea kunne skænke sin mand som endnu en gave fra hende, for Lea begærede sin mands kærlighed. (1 Mos. 30:9-11) Da den døende Jakob udtalte sine afskedsord til Gad, talte han tilsyneladende om den udsatte beliggenhed Gads stamme ville få i Israels land. Dens område kom til at ligge på den østlige side af Jordanfloden og var derfor udsat for angreb fra indtrængende ammonitter fra øst. Men det var det område gaditterne selv bad om til deres kvæghjorde før israelitterne drog over Jordanfloden ind i det forjættede land. (4 Mos. 32:1-5; 34:13-15) Meget træffende lød Jakobs profeti:
„Gad, på ham gør krigerskarer indhug, men han gør indhug i hælene på dem.“ — 1 Mos. 49:19.
41, 42. Hvordan viste Gads stamme, efter at den havde taget sin arvelod i besiddelse, at den ikke bestod af kujoner?
41 Gads stamme skulle vise at den ikke bestod af kujoner, og at den ikke var bange for at den ene side af landet lå åbent for indfald af strejfskarer. Stammen valgte ikke det østlige højland for at blive fri for at kæmpe for Kana’ans land. Lydige mod Guds vilje sendte de deres kampstyrke over Jordanfloden for at hjælpe deres brødre med at indtage det forjættede land. De undlod ikke at gøre deres pligt og gjorde sig således ikke skyldige i nogen synd. (4 Mos. 32:6-36; Jos. 4:12, 13; 13:24-28; 22:1-9) De holdt sig kampklare og i god form og kæmpede skulder ved skulder med deres brødre.
42 Jakobs afskedsord til Gad var i virkeligheden en befaling til ham om i tillid at slå angriberne tilbage hvis nogen trængte ind på hans område for at plyndre. Uden tvivl var gaditterne med til at kæmpe under dommeren Jefta mod de indtrængende ammonitter, som gjorde krav på landet, og de fik gavn af sejren over disse fjender. Til gengæld for fjendernes indhug, gjorde de indhug på dem, slog dem på flugt og forfulgte dem, lige i hælene på dem. (Dom. 11:1-33) Da en skare stridslystne efraimitter var draget i kamp mod deres brødre og blev slået på flugt og skulle hugge ned efter en prøve på om de kunne udtale feltråbet „sjibbolet“ rigtigt, bestod krigerne fra Gads stamme denne prøve og faldt ikke for sværdet. — Dom. 12:1-6.
43. Hvilken plads fik Gad tildelt i Ezekiels syn af landets udskiftning og i Johannes’ syn af det åndelige Israel?
43 I Ezekiels syn af landets udskiftning ligger Gads område også åbent, denne gang mod syd, for det er den sydligste af stammernes arvelodder. Gad er altså her den tolvte i rækken. Men porten for Gads stamme i byen Jehova-shammah kommer som nummer ti. (Ez. 48:27, 28, 34) Under opregningen af det åndelige Israels tolv stammer indtager Gads stamme den ærefulde tredjeplads, for Gads stamme besad egenskaber som også ville være nyttige for de åndelige israelitter. — Åb. 7:5.
Aser
44. Hvorfor fik Jakobs ottende søn navnet Aser, og hvad havde Jakob at sige Aser til afsked?
44 Jakobs ottende søns fødsel var årsag til stor glæde og lykke, især for hans moder Zilpa og hendes herskerinde Lea. Hvilket bedre navn kunne være valgt til ham end Aser? Det betyder nemlig „Lykkelig; Lykke“. (1 Mos. 30:12, 13, NW) På sit dødsleje havde Jakob også glædelige ord til denne søn, idet han sagde:
„Aser, hans føde er fed, lækkerier for konger har han at give.“ — 1 Mos. 49:20.
45. Hvordan viste Asers føde sig at være fed, som også antydet af Moses?
45 Til denne profeti om Asers arvelods fedme føjede Moses denne velsignelse: „Aser være den velsignede blandt sønnerne [Velsignet med sønner er Aser, NW], han være sine brødres yndling og dyppe sin fod i olie!“ (5 Mos. 33:24) Uanset hvor stor stammen ville blive, ville Asers arvelod blive fed og give en rigelig afgrøde. I Israels land lå Asers område langs Middelhavets kyst, syd for den fønikiske havneby Tyrus, og mod øst grænsede det op til Zebulons og Naftalis områder. Det var et frugtbart land, der gav rigelig føde.
46. (a) Hvordan var Aser i stand til at tilvejebringe „lækkerier for konger“? (b) Hvad bukkede Aser under for i Baraks og Deboras dage, og hvordan gav det sig til kende?
46 På grund af sin beliggenhed kunne Asers stamme give sig af med eksport. Den kunne drive handel med fødevarer der var en konge værdige. Derved opstod faren for at Aser kunne bukke under for materialismen, blive selvoptaget, tage den med ro og lade sine brødre skøtte sig selv. Materialismens trælbindende magt viste sig i dommeren Baraks og profetinden Deboras dage. Da kaldet gik ud til stammerne om at sende frivillige til kampen, reagerede Aser ikke. Den gik derfor glip af det store privilegium at få en andel i Jehovas sejr i slaget ved „Megiddos vande“. Det må have været beskæmmende for Aser da Barak og Debora sang herom i deres sejrssang: „Aser sad stille ved havets strand; han blev ved sine vige.“ (Dom. 5:17) Aser sad stille, ikke når det gjaldt materialistiske mål, men når det gjaldt den direkte tjeneste for Jehova.
47. (a) Hvem bør vi skænke „lækkerier for konger“, og hvordan gør vi det? (b) Hvad vil vi komme til at erfare, som antydet af Asers navn?
47 Som udtryk for sin værdsættelse af fødens fedme, som man jo modtager fra Gud, bør man til gengæld skænke ham „lækkerier for konger“, for Jehova Gud er den store „Evighedens Konge“, der nu regerer ved sin søn Jesus Kristus, „Løven af Judas Stamme“. Med hensyn til det åndelige Israels tolv stammer vidner placeringen af Asers stamme som den fjerde i rækken om at de åndelige israelitters arvelod ville blive fed i åndelig henseende og ville bære megen frugt. De ville frembringe frugter, der ville være særlig liflige for deres Gud Jehova og for hans salvede konge Jesus Kristus; det ville være åndelige „lækkerier“, ikke altid kun det sædvanlige. De vil komme til at erfare den lykke som Herren Jesus Kristus beskrev i „Saligprisningerne“ i bjergprædikenen. — Matt. 5:1-12, NW.
Naftali
48. (a) Hvorfor fik Jakobs sjette søn navnet Naftali? (b) Hvad sammenlignede Jakob Naftali med?
48 I sin profeti om hvad der skulle ske hans sønner i „de sidste dage“ vendte Jakob nu opmærksomheden mod Naftali, den tiende i rækken, skønt Naftali egentlig var hans sjette søn, født af Jakobs medhustru Bilha, Jakobs elskede hustru Rakels trælkvinde. Indtil Naftalis fødsel havde Rakel ingen børn født selv; så da hendes trælkvinde fødte sin anden søn, Naftali, var det en ikke ringe sejr for Rakel i hendes kamp for at skænke sin mand Jakob frugt af deres ægteskab. Som et udtryk herfor kaldte hun drengen Naftali, hvilket betyder „Mine Kampe“. (1 Mos. 30:7, 8, NW) I sine ord til Naftali brugte Jakob et smukt billede:
„Naftali er en løssluppen hind, han fremfører yndig tale.“ — 1 Mos. 49:21.
49. (a) Hvordan svarede Naftali til dette billede? (b) Hvad tænkte Naftalis mænd først og fremmest på i Baraks dage?
49 Jakob sammenlignede sin søn med et dyr der er både hurtigt og yndefuldt i sine bevægelser. Eftersom Naftalis stamme avlede mange krigere, kom disse egenskaber den til stor nytte. Naftalis mænd var dygtige krigere og hurtige når de skulle forfølge fjenderne. Dommeren Barak kom fra denne stamme, for profetinden Debora kaldte ham fra den nordlige by Kedesj i Naftali til at gøre tjeneste for Gud mod fjenden. De øvrige mænd fra Naftali stillede sig straks på Baraks side i kampen for Jehovas folks udfrielse og til ophøjelse af Jehovas navn. De bekymrede sig ikke først og fremmest om deres eget liv. Baraks og Deboras sejrssang nævner denne prisværdige indstilling idet der siges: „Zebulon var et folk, der vovede livet, Naftali med på markens høje. Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana’ans konger ved Ta’anak, ved Megiddos vande — de fanged ej sølv som bytte! Fra himmelen kæmped stjernerne, fra deres baner stred de mod Sisera!“ (Dom. 5:18-20) I dette slag var Naftalis mænd uden tvivl hurtige som hinde.
50, 51. (a) Hvordan fremførtes „yndig tale“ i „Naftalis land“ for nitten hundrede år siden? (b) Hvilken stamme er det også godt at have i det åndelige Israel?
50 Naftali skulle ikke alene være yndefuld som den løsslupne hind, men skulle også fremføre „yndig tale“. I Guds tjeneste er „yndig tale“ især ønskværdig, og i Naftalis område taltes for nitten hundrede år siden ord der særlig udmærkede sig ved deres ynde. En del af Naftalis område lå langs med den vestlige bred af Kinnerets sø, senere kaldet Galilæas sø. Her opfyldtes en del af Esajas’ profeti fra det niende kapitel, versene et og to. Apostelen Mattæus fortæller hvordan den opfyldtes:
„Og han flyttede fra Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis egne, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der sige: ’Zebulons land og Naftalis land langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes Galilæa, det folk, som sad i mørke, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, er et lys oprundet.’ Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige: ’Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.’“ — Matt. 4:13-17.
51 Ingen har nogen sinde overgået Jesus Kristus i at fremføre „yndig tale“, dengang han forkyndte Guds rige. Han kom til at føle sig hjemme i Naftali, for selv om han var opvokset i Nazaret gjorde han Kapernaum i Naftali til „sin egen by“. (Matt. 9:1) Ikke hans venner, men retsbetjentene der var sendt ud for at arrestere ham sagde om ham: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ (Joh. 7:46) Hvilket lys bragte hans tale ikke dem der søgte Gud! Det viste dem vej ud af mørket, hvor de havde været under dødens forbandelse og uden for Guds gunst. Det er derfor på sin plads at det åndelige Israel omfatter en Naftalis stamme, der nævnes som den femte i rækken. (Åb. 7:6) Dette minder os om at alle åndelige israelitter er blevet oplyst af budskabet om Guds rige for at kunne forkynde det med „yndig tale“ som Naftalis stamme.
Josef
52. (a) Hvordan var Josefs stilling som søn af Jakob? (b) Hvordan var Josefs livshistorie? Til trods for hvilke omstændigheder?
52 Patriarken Jakobs ellevte søn var Josef, der blev født i Jakobs alderdom og derfor var højt elsket. Dog afholdt Jakob sig fra at profetere om Josef indtil han kom til ham som den ellevte i rækken og gav således ikke efter for sine følelser for ham. Josefs navn betyder „En der Forøger, Tilføjer“; og han var den første søn Jakob fik med sin yndlingshustru Rakel. (1 Mos. 30:22-24, NW) Josefs livshistorie var i sandhed bemærkelsesværdig. Både hans fader og hans elleve brødre stod i gæld til ham, der nu var Ægyptens førsteminister og den der stod for uddelingen af føde i det hungerramte land. I sin profeti om Josef bemærkede den døende Jakob hvordan Josef ville overvinde vanskeligheder idet han sagde:
„Skud af et frugtbærende træ, Josef er skud af et frugtbærende træ ved kilden, der skyder sine grene op over en mur. Men bueskytterne vedblev at plage ham og skyde på ham og nære fjendskab imod ham. Og dog hvilede hans bue på et varigt sted og hans hænder var stærke og smidige. Fra Jakobs vældiges hænder, derfra kommer hyrden, Israels sten. Han kommer fra din faders Gud, og han vil hjælpe dig; og han er hos den Almægtige, og han vil velsigne dig med himmelens velsignelser oventil, med dybets velsignelser nedentil, med brysters og moderlivs velsignelser. Din faders velsignelser skal visselig overgå de evige bjerges velsignelser, den herlighed der pryder højene som står til ubestemt tid. De skal fortsat hvile over Josefs hoved, ja over issen på den der er udvalgt blandt sine brødre.“ — 1 Mos. 49:22-26, NW.
53. (a) Hvem var dette „frugtbærende træ ved kilden“? (b) Hvordan var Josef en af de grene der skød op over muren?
53 Jakob, fader til tolv sønner og én datter, er selv i symbolsk forstand det „frugtbærende træ“ som Josef er et skud af. Stående ved en kilde som det suger vand fra, skyder dette træ sine grene op ad den omgivende mur. Sammen med Juda, som fik overdraget herredømmet over Israels folk, blev Josef en af disse høje, fremtrædende grene. Jakob skænkede imidlertid førstefødselsretten til Josef fordi Josefs ældste halvbroder Ruben gjorde sig skyldig i en alvorlig moralsk forseelse. Som arving til to dele af sin faders ejendom opnåede Josef en fremtrædende plads gennem sine to sønner Manasse og Efraim, som patriarken Jakob udpegede til at blive to stammer i Israel på lige fod med sine sønner. På den vestlige side af Jordanfloden lå deres områder ved siden af hinanden, men Manasses område strakte sig også over på den østlige side af Jordanfloden ind i Gilead. — Jos. 16:1 til 17:11.
54. Hvorledes vistes Josefs fremtrædende stilling i Ezekiels syn a) af landet, b) af byen Jehova-shammah og c) af Israels genforening, samt d) i Zakarias’ profeti?
54 I Ezekiels syn af landets udskiftning nævnes Josef ikke, men repræsenteres her af sine to sønner Manasse og Efraim, som har fået den fjerde og femte stammelod tildelt. I byen Jehova-shammah bærer en af portene imidlertid Josefs navn, men ingen hans sønners. I Ezekiels syn af folkets genforening står Josef som den øverste for den ene halvdel af folket, og Juda som den øverste for den anden halvdel. (Ez. 48:4-6, 32; 37:15-26) I Zakarias’ profeti, der peger frem til vor tid, siger Jehova Gud: „Jeg styrker Judas hus og frelser Josefs hus. Jeg ynkes og fører dem hjem.“ (Zak. 10:6) I Israels folk indtog Josef således altid en fremtrædende plads; han var som en gren der ragede højt op.
55. (a) Hvordan skød „bueskytter“ på Josef? (b) Hvordan håndterede Josef sin egen „bue“ med stærke og smidige hænder?
55 Som ung mand havde Josef mange som billedligt talt skød på ham for at komme ham til livs, da de ikke tålte at Gud var med ham. Dette var især tilfældet med hans halvbrødre. Men skønt de var ham fjendtligt stemt, nærede Josef ikke de samme følelser for dem. Han gengældte dem ved at vise dem barmhjertighed og miskundhed, og det var som pile der dræbte deres fjendtlighed. Den arm der holdt buen var stærk og kunne afskyde disse barmhjertighedens, langmodighedens og tilgivelsens pile, der ikke dræbte mennesker, men tværtimod førte til deres frelse. De fjendtlige bueskytter fik således hverken held til at dræbe Josef eller til at svække hans retfærdighed og hans godhed mod sine brødre. Ved Guds ånd stod han fast for retfærdigheden, og det lykkedes ham at overvinde det onde med det gode. — Rom. 12:21.
56. (a) Hvordan kom „hyrden“ fra Jakobs „vældiges“ hænder? (b) Hvordan kom „Israels sten“ også derfra?
56 Jehova Gud var Josefs fader Jakobs „vældige“. Hans stærke hænder understøttede Josef. Fra disse hænder kommer folkets hyrde. Josef blev hyrde eller tilsynsmand over Israels folk. Jesus Kristus, Guds søn, bliver den gode hyrde der giver sit liv for alle Guds får. (Joh. 10:11-16) Fra den almægtige Jehova kom også „Israels sten“. Dette blev Josef, dengang han ikke tog hævn over sine brødre, men tog sig af Israels tolv stammer i Ægypten under hungersnøden, gav dem føde og beskyttede dem. Fra Jakobs vældige Gud kommer også det åndelige Israels symbolske sten, Jesus Kristus. Han er den hovedhjørnesten hvorpå Guds åndelige tempel hviler, det tempel hvor alle der søger liv må tilbede Gud. (Ef. 2:20-22; 1 Pet. 2:4-6) Hyrden, Israels Sten, er således en gave fra Josefs fader Jakobs Gud. Denne hyrde er hos den almægtige Gud. Han står på den almægtige Guds side og vandrer med ham. Vi kan trygt overgive os i denne hyrdes varetægt.
57. (a) Hvad ville Josef blive velsignet med i Israels land? (b) Hvad ville disse velsignelser overgå, og hvor længe skulle de vare ved?
57 Patriarken Jakob forsikrede Josef om at i Israels land ville den almægtige Gud velsigne hans sønner Efraims og Manasses stammer med det vand de havde brug for, fra himmelen oventil og jorden nedentil, både til drikkevand og til vanding af markerne. Den almægtige Gud ville også velsigne stammerne med vækst; han ville velsigne hustruernes moderliv med frugt, og mange børn skulle die ved deres bryster. De velsignelser som Josefs fader Jakob havde oplevet og de velsignelser som Jakob udtalte over sin elskede søn Josef ville være som et smykke for de to stammer der udgik fra Josef. Disse velsignelser ville i herlighed overgå de skønne skove og kilder der pryder de evige bjerge og højene der står til ubestemt tid. Det ville være varige velsignelser; de skulle hvile over Josefs og hans efterkommeres hoved lige så længe som bjergene og højene bestod.
58, 59. (a) Hvordan var Josef „udvalgt blandt sine brødre“, og hvad gjorde han sig derved fortjent til? (b) Hvordan blev han begunstiget i det åndelige Israel?
58 Josef fortjente disse velsignelser på grund af hele sin færd. Der var ikke tale om en særlig forkærlighed for ham. Når der om Josef siges at han var „udvalgt blandt sine brødre“ var det ikke fordi han var den søn som hans fader elskede højest, født som han var i Jakobs alderdom af hans yndlingshustru. Nej, Gud udvalgte Josef til at spille en fremtrædende rolle i et profetisk drama. Josef skilte sig ikke ud fra sine brødre, men det var dem der ønskede at blive fri for ham og skilte sig af med ham for en tid. Ikke ved hovmod og utilnærmelighed, men ved sit usædvanlige højsind og sin dygtighed til at lede, føre tilsyn og organisere, udmærkede Josef sig fremfor sine brødre. Det var kun rimeligt at særlige velsignelser skulle blive ham til del.
59 Med tilbørlig respekt for Josefs navn er en stamme i det åndelige Israel blevet nævnt efter ham og ikke efter Josefs anden søn Efraim. — Åb. 7:8.
Benjamin
60. Hvordan var forholdet mellem Benjamin og Josef, og hvordan afspejledes dette i Benjamins stammes beliggenhed i Israel?
60 Josefs helbroder Benjamin var patriarken Jakobs tolvte og sidste søn. Josefs moder Rakel var også Benjamins moder, hvilket gjorde at Josef nærede særlig stor kærlighed til denne yngre broder. Navnet Benjamin havde hans fader givet ham, og det betyder „Min højre hånds Søn“. (1 Mos. 35:16-18, NW) Når Israels tolv stammer nævnes, sættes Josef og Benjamin næsten altid side om side. (Se Femte Mosebog 33:12, 13; Ezekiel 48:32; Åbenbaringen 7:8) I det forjættede land grænsede Benjamins område op til hans brodersøn Efraims, Josefs yngste søns, område, mens Josefs ældste søn Manasses område igen grænsede op til Efraims område.
61. (a) På hvis side stillede Benjamin sig da Israels rige blev delt, og hvorfor på denne side? (b) Hvor lå Benjamins stammelod i Ezekiels syn af landet, og i Israels land under de faktiske forhold?
61 Da den store deling af Israels rige fandt sted efter kong Salomons død, forblev Benjamins stamme imidlertid loyal mod Judas stamme, i stedet for at følge Efraim og Manasse, som gjorde oprør. Hvorfor gjorde Benjamins stamme det? Fordi „Løven af Judas Stamme“, den lovede Silo, skulle udgå fra Juda. (1 Mos. 49:9, 10) Det er følgelig i overensstemmelse med Benjamins loyalitet at Benjamins stamme i Ezekiels syn af landets udskiftning under Guds rige placeres lige syd for Den hellige Offerydelse, hvori templet og byen Jehova-shammah lå, mens Judas stamme lå lige på den modsatte side, nord for Den hellige Offerydelse. (Ez. 48:8, 22, 23) I det forjættede land havde hovedstaden Jerusalem med det kongelige palads og templet ligeledes ligget mellem Judas og Benjamins stamme. — Dom. 1:21, NW; 1 Sam. 17:54; 2 Sam. 5:4-9.
62. Hvad kunne vi ikke forvente af Jakobs profeti om Benjamin, og hvorfor ikke?
62 Navnet „Min højre hånds Søn“ antyder en begunstiget stilling. Lige indtil Jakob udtalte sin profeti på dødslejet var Benjamin også højt elsket af sin fader. Indtil da siger beretningen intet ufordelagtigt om Benjamin. Man kunne derfor heller ikke forvente at Jakob ville profetere noget der gik Benjamin imod og derved nedsætte ham i vor agtelse. Jakob sagde:
„Benjamin, den rovlystne ulv, om morgenen æder han rov, om aftenen deler han bytte!“ — 1 Mos. 49:27.
63, 64. (a) I hvilken henseende skulle Benjamin være som en ulv, og blandt hvem skulle han være det? (b) Hvordan var Benjamin en sådan ulv i dommertiden?
63 Jakob havde sammenlignet Juda med en løve og Dan med en giftsnog; og nu sammenlignede han sin elskede søn Benjamin med en ulv. Dette betød at Benjamin og hans stamme ville være som en ulv, ikke blandt Jehova Guds folk, men blandt Guds folks fjender. Det betød at benjaminitterne ville kæmpe for tilbedelsen af Jehova Gud og for den regering han havde indsat. Men over for Guds fjender ville de være viltre som ulve ved kvæld og sønderrive dem. (Hab. 1:8) Blandt de færdigheder benjaminitterne besad som krigere var deres dygtighed til at kaste med sten, både med højre og venstre hånd uden at fejle. (Dom. 20:14-16; 1 Krøn. 12:1, 2) Den kejthåndede dommer Ehud var af Benjamins stamme, og det var ham der dræbte den fede kong Eglon, Israels undertrykker, med sin venstre hånd. — Dom. 3:15-21.
64 Efter slaget ved „Megiddos vande“ sang dommeren Barak og profetinden Debora i deres sejrssang blandt andet om hvorfra de fik undsætning: „Som vældige krigere drog [Jehovas] folk frem. Fra Efraim [Benjamins brodersøn] steg de ned i dalen, din broder Benjamin var blandt dine skarer.“ — Dom. 5:13, 14.
65. Hvordan kan det siges at Benjamin var en sådan ulv „om morgenen“ og „om aftenen“?
65 Som en ulv der er på jagt efter føde skulle Benjamin have lykken med sig som jæger. Som en ulv der om morgenen æder det fangne bytte tilvejebragte Benjamins stamme Israels første konge i Israels riges morgen. Denne konge var Saul, Kisj’ søn, og han var en vilter kriger i kampen mod filisterne. (1 Sam. 9:15-17) Som en ulv der om aftenen deler byttet efter jagten tilvejebragte Benjamins stamme endvidere i Israels nations aften dronning Ester og førsteministeren Mordokaj til gavn for det persiske rige i kong Ahasverus’ dage. Disse to benjaminitter blev brugt til at udvirke tilintetgørelsen af de sidste fjendtlige amalekitter, som havde gjort forsøg på at få alle israelitterne udryddet i det persiske rige. — Est. 2:5-7.
66. Hvem af Benjamins stamme blev en ivrig forkæmper for „Løven at Judas Stamme“, og blandt hvem fortjener Benjamins stamme en plads?
66 Efter at Jesus Kristus, „Løven af Judas Stamme“, var død og atter blevet oprejst, sluttede mange benjaminitter sig til hans efterfølgere. Blandt disse var Saulus fra Tarsus, der blev apostelen Paulus. (Rom. 11:1; Fil. 3:5) Efter at have været en af kristendommens stærkeste modstandere, blev han nu en af dens ivrigste forkæmpere. Han iførte sig „Guds fulde rustning“ og svang med dygtighed „Åndens sværd, som er Guds ord“. (Ef. 6:11-17) Som en rovlysten ulv sønderrev benjaminitten Paulus de falske lærdomme og menneskelige overleveringer som fandtes hos kristendommens fjender. Benjamins stamme har gjort sig fortjent til en plads blandt det åndelige Israels tolv stammer. (Åb. 7:8) I mange henseender er Benjamin et godt eksempel for kristne.
„Israels stammer, tolv i tal“
67. (a) Hvad kan vi nu sige om Jakob? (b) Hvad gjorde Jakob til sidst, efter at have talt til sine sønner?
67 Jakobs profeti, der var blevet indledt med en hentydning til en noget kedelig affære, sluttede således med at tegne billedet af en strålende sejr for Jehovas folk. Nu, mere end tre tusind år efter Jakobs død, forstår vi at han var en sand profet, et trofast vidne for Jehova. Han endte sine dage med at forkynde sandheden, en sand profeti, der har fået sin endelige opfyldelse på det åndelige Israel, hvis grundvold er en der er større end Jakob, nemlig Jesus Kristus. Efter at Jakob havde udtalt profetierne om sine sønner velsignede han dem for sidste gang. Vi læser derfor: „Alle disse er Israels stammer, tolv i tal, og det var, hvad deres fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige velsignelse.“ Derefter befalede han dem at de skulle jorde ham i Abrahams og Isaks grav i det forjættede land. „Dermed havde Jakob givet sine sønner sin vilje til kende, og han strakte sine fødder ud på lejet, udåndede og samledes til sin slægt.“ (1 Mos. 49:28-33) Han sover stadig i døden og venter på sin opstandelse i Guds nye verden.
68. (a) Hvem blev disse „Israels stammer, tolv i tal“ et billede på? (b) Hvordan fremstilles de billedligt som konger der regerer sammen med „Løven af Judas Stamme“?
68 De tolv stammer som Jakob efterlod sig blev et profetisk forbillede på det åndelige Israels tolv stammer, der består af 144.000 medlemmer under ledelse af den himmelske konge Jesus Kristus, „Løven af Judas Stamme“. Ved bjerget hvor det jordiske Israel fik tavlerne med de ti bud åbnede Gud den mulighed for folket at det kunne blive ham „et kongerige af præster og et helligt folk“. (2 Mos. 19:1-6) Men nu har det åndelige Israels tolv stammer vist sig værdige til at blive dette kongerige af præster under deres ypperstepræst Jesus Kristus, Guds lam. Apostelen Johannes, som var en af det åndelige Israels tolv apostolske grundstene, så det åndelige Israels tolv stammer, bestående af 144.000 medlemmer, stå på den himmelske regerings bjerg, Zion, sammen med Lammet. De er således billedligt fremstillet som konger der skal regere sammen med „Løven af Judas Stamme“. Disse 144.000 følger Lammet „hvor det går“. — Åb. 14:1-4.
69. Hvad gør den rest der endnu befinder sig på jorden af disse medkonger, i overensstemmelse med Jakobs profeti?
69 I dag er kun en rest i live her på jorden af de 144.000 som følger i hans fodspor. De ved at tusindårsriget, hvori „Løven af Judas Stamme“ skal regere, er nær for hånden. De forkynder derfor „denne gode nyhed om Riget“ på hele den beboede jord, som forudsagt af Jesus i Mattæus 24:14. De peger hen til ham som den forudsagte Silo, hvem alle folkene skal lyde, for retten til Riget er hans, og han har fået den overdraget af Jehova Gud. Hvad enten nationerne kan lide det eller ej, vil han komme til at regere over alle folk på jorden.
70. Hvad bør vi klogeligt gøre nu, og hvorfor?
70 Vær derfor kloge, I folk. Tag imod den „gode nyhed om Riget“ og underlæg jer ham som med rette har krav på vor lydighed, „Løven af Judas Stamme“. Det vil betyde evigt liv for os, fred og glæde på denne jord, som skal omdannes til et paradis i de tusind år under „Løven af Judas Stamme“ og hans medkonger.
[Kort på side 416]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Kort over Israels tolv stammer
DET STORE HAV
ASER
NAFTALI
ZEBULON
MANASSE
ISSAKAR
MANASSE
GAD
EFRAIM
Jordan
DAN
BENJAMIN
Jerusalem
Salthavet
RUBEN
SIMEON
JUDA