Vær villig til at tjene Gud med alt hvad du har

DENGANG Jesus gik her på jorden fremhævede han vigtigheden af at have blikket åbent for de sande værdier og at arbejde for noget der er en indsats værd. Han indskærpede folkeskaren: „Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv.“ — Joh. 6:27.

Jesus talte gang på gang om evigt liv under Guds riges styre. Det ville sandelig være værd at stile efter! Men der skulle mere til end bogstavelig mad for at opnå dette liv, og derfor erklærede Jesus: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ — Matt. 4:4.

Men hvad skal de som gerne vil tjene Gud gøre for at dække de daglige fornødenheder, såsom føde og klæder? Jesus sagde: „Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi klæde os i?’ Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette.“ (Matt. 6:31, 32) Gud ville velsigne sine tjeneres bestræbelser for at skaffe sig det nødvendige til livets ophold. Derfor lærte Jesus sine disciple at bede: „Giv os i dag vort daglige brød.“ — Matt. 6:11.

De tjente med hvad de havde

Jesus og de første kristne forstod at Gud ikke lovede dem store rigdomme, men at de skulle få deres vigtigste behov dækket. Derfor anvendte de ikke tid og energi på at samle sig en formue. Jesus var så travlt optaget i sin tjeneste for Gud at han ikke søgte sig et blivende sted. Bibelen siger endda: „Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.“ (Matt. 8:20) Han koncentrerede sig om at gøre Guds vilje og havde tillid til at hans Fader ville sørge for hans fornødenheder.

Dengang Jesus sendte sine disciple ud i Guds gerning viste han dem at de ikke skulle anskaffe sig særligt rejseudstyr: „Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter; ikke taske til rejsen, eller to kjortler, eller sko, eller stav; thi en arbejder er sin føde værd.“ — Matt. 10:9, 10.

Apostelen Paulus arbejdede kun for at dække sine nødtørftigste behov. Han kendte til „slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder“. (2 Kor. 11:27) Men Paulus døde ikke af sult eller kulde. Han havde det nødvendige så han kunne tjene Gud.

Hvad vi kan lære af Jesus, apostelen Paulus og de andre nidkære kristne i det første århundrede er at de var tilfredse med det de havde og tjente Gud med det de havde, selv når de kun havde meget lidt. De forstod at det vigtigste var at gøre Jehovas vilje. Som Paulus sagde: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod; i alt og i alle ting er jeg indviet, både i at være mæt og i at sulte, både i at have overflod og i at lide mangel.“ — Fil. 4:11, 12.

Efterlign deres eksempel

Indviede Guds tjenere i dag bør efterligne de første kristnes gode eksempel. De bør lære at være tilfredse med hvad de har og at tjene Gud med det, uanset hvor lidt det måtte være.

Nu kunne en kristen som er fattig på denne verdens gods føle sig genert ved at tage del i forkyndelsen, især fra hus til hus. Han tænker måske at det vil være en vanære for Jehova Gud og hans synlige organisation fordi han ikke har et fint sæt tøj at tage på. Hans tøj er muligvis meget gammelt. Nok er det prisværdigt at man helst vil tage sig så pænt ud som muligt når man forkynder det gode budskab, men det er bestemt ikke nogen skam at man ikke er med på sidste mode. Den kristne som har et gammelt sæt tøj på når han forkynder den gode nyhed er lige så godt et vidne for Jehova som den der har et fint sæt tøj på. Tøjet skal blot være rent. Selv nyt tøj med pletter på er ikke til ære for nogen.

Ingen behøver at føle sig ilde til mode fordi han ikke har et par fine sko. Måske har han slet ingen sko. Dog er det ikke nogen hindring for at være med i tjenesten, for hvis han føler sig ilde berørt af at forkynde i et område hvor det er skik og brug at gå med sko, kan han finde et sted hvor folk er i samme situation som han og ikke lægger mærke til om forkynderen har sko på eller ej.

Uanset om du har meget eller lidt tøj at skifte imellem skal du huske på at det er Guds syn på dig der tæller. Hvis nogen skulle se ned på dig fordi du er fattig på materielle goder kan du minde dem om at der står i Galaterbrevet 2:6 at „hos Gud er der ingen personsanseelse“ eller „Gud dømmer ikke efter et menneskes ydre“ (NW). Det er hjertet Gud ser på og ikke klæderne. Når en Guds tjener er ren og soigneret betyder det intet hvor gammelt hans tøj er eller hvor meget tøj han har. Han gør Jehova ære ved at udføre hans vilje og lader ikke uvæsentlige ting afholde sig derfra, og det behager Gud. Men det ville ikke behage ham at man undlod at tjene ham fordi man var fattig. Mange, ja måske de fleste af Jehovas tjenere ned gennem tiderne, har været forholdsvis fattige, men de tjente ikke desto mindre den Højeste.

Uddannelse

Måske er det mangel på uddannelse der afholder dig fra at tage del i tjenesten. Men er uddannelse en betingelse? Langtfra. De fleste af Jesu disciple havde ingen særlig uddannelse. I Apostlenes Gerninger 4:13 læser vi: „Men da de [rådsherrerne, de ældste, de skriftkloge og ypperstepræsterne] så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig.“

Disse myndighedspersoner med deres fine uddannelse undrede sig over at mænd der ikke havde frekventeret deres skoler kunne optræde så frimodigt. Men de fandt snart frem til forklaringen, for videre i verset siges der: „Men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus.“ Her var grunden til at de var så frimodige! De „havde været sammen med Jesus“ og han havde været deres lærer og undervist dem i de ting der virkelig betød noget. Nu var de udrustet til at undervise andre om Gud og havde fået en yderligere hjælp ved den hellige ånds kraft som var blevet udgydt over dem. Alt dette ville langt opveje eventuelle mangler i deres verdslige uddannelse.

Nu må man ikke forstå det sådan at de første kristne var dumrianer. Tværtimod, de var intelligente mennesker, blot havde mange af dem ikke haft lejlighed til at få en uddannelse. Men en højere uddannelse var heller ikke noget plus i Guds øjne, for de lærde manglede tit ydmyghed og bekæmpede Jesus, som vi ser det i tilfældet med de skriftkloge og farisæerne.

Lad ikke manglende skoleuddannelse hindre dig i at være med i forkyndelsen. Den bedste forkynder der nogen sinde har betrådt denne jord havde ikke en eneste eksamen fra en højere læreanstalt! Jesus havde fået sin undervisning af Gud gennem hans ord, den bedste undervisning der findes. Det er den undervisning du har brug for. Har du en god uddannelse og bruger du den med fordel i tjenesten er det udmærket, men tro ikke at den er en betingelse for at være en Guds tjener.

På den anden side behøver ingen indviet Guds tjener mene at hans bibelkundskab er for ringe og at han derfor endnu ikke kan tage forkyndeelsen op. Alene det at du har indviet dit liv til Jehova er et bevis på at du i store træk forstår Guds hensigter og betingelser. Dermed ved du nok til at fortælle andre derom, for det er langt mere end det store flertal på jorden har nogen anelse om. Vær som den lamme apostelen Peter helbredte. Om ham siger Bibelen: „Han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud.“ (Ap. G. 3:8) Han lovpriste Gud med den kundskab han havde. Du kan gøre det samme.

Gør klog brug af hvad du ejer

Hvad de rent materielle ting angår har indviede Guds tjenere en stor fordel. Hvordan det? Jo fordi deres penge rækker meget længere da de ikke bruger dem til et tøjlesløst liv, umoralske kvinder, drikkeri, tobak eller overdådig selskabelighed og andre overdrivelser. De sætter heller ikke penge til ved hasard. Fordi de ikke bruger deres penge på en tåbelig måde har de så meget mere til de almindelige fornødenheder.

Kan man forbedre sine økonomiske forhold er det i sin orden; men betyder det at man må ofre sine åndelige interesser for at skaffe sig flere af livets goder må den kristne sige nej! Hvis man kan forbedre sine forhold ved blot at planlægge sit liv og sin økonomi bedre eller ved at søge et arbejde der kaster mere af sig, og det ikke skader ens åndelige interesser, står det en frit for.

Tro dog ikke at fine klæder, et smukt hjem eller lækker mad gør en til en bedre Guds tjener. Det modsatte er snarere tilfældet. Mange penge og meget gods er som regel en hindring for ens åndelige liv fordi man føler sig tilfreds med de materielle goder. De kan spærre ens udsyn, så Guds nye tingenes ordning træder i baggrunden, og få en til at ignorere Guds vilje. Jesus advarede mod denne fare da han sagde: „Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!“ (Luk. 18:24) Måske ville du, hvis du var rig, se ned på din næste og være tilbøjelig til ikke at bekymre dig om hans åndelige behov.

Vær tilfreds med hvad du har og tjen Gud uanset dine kår. Lad dig ikke tynge af tanken om at du er fattig. Under Guds nye ordning bliver alle de som kendes værdige til livet velsignet med et væld af livets mange goder, fordi de nu sætter de åndelige interesser i første række. Til den tid vil de fryde sig over fred og velstand, ja endog bruge det som andre har samlet sammen under slid og slæb: „Thi det menneske, som er godt i hans øjne, giver han visdom, kundskab og glæde; men den, som synder, giver han slid med at samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds øjne.“ — Præd. 2:26; Jos. 24:13.

Ja, vær villig til at tjene Gud med hvad du har, og han vil velsigne dig med et evigt liv, et godt helbred og mere end tilstrækkelige midler i hans nye ordning der er så nær for hånden!