21. Hvorfor begrænser dette ikke vor kærlighed til kun at omfatte nogle ganske få personer?

²¹ Begrænser det nu vor kærlighed til kun at omfatte nogle ganske få? Nej, for den kærlighed der er ledet af principper [agápe] kan og bør strække sig længere end hengivenheden [philía] ville vove at gå, ja måske i det hele taget ville føle sig tilskyndet til at gå. Det evige livs gave skænkes ikke til dem der blot viser kærlighed og hengivenhed mod en ægtefælle, slægtninge eller nære venner. Jesus sagde: „Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Matt. 5:46-48) Det er altså hævet over enhver tvivl at vi kan elske mennesker, selv om vi ikke synes om dem. Selve vort liv afhænger af om vi gør det.

22. Hvilke spørgsmål må vi hver især tage op til alvorlig overvejelse?

²² Lad os standse op her og spørge os selv: Hvordan forholder det sig med min kærlighed? Er den grundlagt på principper eller blot på følelser? Nærer jeg kun kærlighed til dem som det er naturligt at jeg elsker: min ægtefælle, mine forældre, børn eller venner hvis personlighed falder i min smag? Er selv den kærlighed jeg nærer til dem virkelig dikteret af at deres evige velfærd ligger mig på sinde, eller er den kun udtryk for en hengivenhed jeg nærer for dem på grund af den tilfredsstillelse deres venskab bereder mig? Hvor sand og ægte er min kærlighed? Værdien af hele vort liv kan måles efter svarene på disse spørgsmål. — 1 Kor. 13:1-3.

Den nye befaling om kærlighed

„En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ — Joh. 13:34.

1. Hvilken kærlighed lagde Gud, ifølge apostelen Paulus’ ord, for dagen da han tilvejebragte løsesummen?

GRUNDLAGET for Guds største gave til menneskeheden var den principbetonede kærlighed og ikke almindelig hengivenhed. Dette understreger apostelen Paulus i Romerbrevet 5:7-10, hvor han siger: „Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden; men Gud viser sin kærlighed [agápe] mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. . . . Thi når vi, medens vi endnu var fjender [ikke venner], blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.“ Nej, det var ikke en øm hengivenhed for den ufuldkomne, syndige menneskeslægt Jehova Gud gav udtryk for da han gav sin søn. Hvilke egenskaber havde menneskene som kunne vække hans hengivenhed for dem? Det var sand kærlighed der lå til grund for denne gave, en kærlighed der var dikteret af principper og af uselvisk interesse for menneskenes velfærd og behov. Han tilvejebragte det middel der kunne opfylde menneskenes største behov, nemlig det der kunne forlige dem med ham, der var selve livets Kilde. Dette middel var hans søns genløsningsoffer.

2, 3. (a) Hvorfor er en sådan kærlighed der er dikteret af principper nødvendig for at befalingen i Mattæus 24:14 kan efterkommes, og hvordan lægger Jehovas vidner denne kærlighed for dagen? (b) Hvilken forskel er der mellem Jesus og mange af var tids filantroper?

² Som Guds søn Jesu Kristi efterfølgere i dag må vi være i besiddelse af den samme