Man forfejler målet

MANGE mennesker i det moderne samfund mener at det er gammeldags at tro på begrebet synd og at syndsbevidsthed skader sindet. Dette synspunkt kan meget let gøre det af med de moralske hæmninger, med det resultat at den offentlige moral forringes. Ifølge psykologen O. Hobart Mowrer, der tidligere var formand for Psykologisk Forbund i Amerika, har den freudske psykologi bidraget til dette demoraliserende synspunkts opståen. Vi citerer Mowrer:

„I et halvt århundrede har vi psykologer nu i vid udstrækning fulgt den freudske lære at . . . patienten faktisk har været for god; at han er i besiddelse af drifter, især sådanne som begær og fjendtlighed, som han uden at det var nødvendigt har fortrængt. Og hans helbredelse, fortæller vi ham, ligger i udfoldelsen af disse drifter.“ Ved at prøve på at udslette syndsbevidstheden har psykologerne ifølge dr. Mowrer afskaffet de moralske hæmninger, med det resultat at personlige uoverensstemmelser er blevet værre og mere udbredte.

Selv om verdsligvise mennesker benægter det, er synd en realitet man ikke uden videre kan afvise. Meget mere spiller ind end overtrædelsen af morallovene. Ved at synde skader et menneske sit forhold til Skaberen, for synd er en overtrædelse af Guds lov. Det græske ord for synd er hamartía, der indeholder tanken om at fejle, som for eksempel at tage fejl af vejen, at forfejle sit mål eller at bære sig forkert ad. Det hebraiske ord for synd indebærer en lignende tanke. Jehova Gud har opstillet en retfærdsnorm for sine skabninger, et fuldkommenhedens målmærke. Den der forfejler målet og ikke kommer på siden af dette mærke, gør sig skyldig i synd. Der kan være tale om to slags synd — den nedarvede og den vi gør af egen tilskyndelse.

Den nedarvede synd er årsag til at vore legemer fungerer ufuldkomment og til at døden uvilkårligt indhenter ethvert menneske. Herom siger Guds ord: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Dette ene menneske, Adam, er alle menneskers fælles stamfader. Da han med overlæg forfejlede målet, fuldkommen lydighed mod Gud, begik han en synd og måtte fra da af leve under ufuldkomne forhold. Hans børn, der blev født under de samme forhold, arvede hans ufuldkommenhed, resultatet af hans synd. Ingen af Adams efterkommere er således blevet født uden virkningerne af hans synd.

Den anden slags synd er resultatet af at vi personlig forsømmer at nå op til det mærke Gud har sat, hans retfærdsnorm. Da vi er ufuldkomne vil det ikke være muligt for os at nå mærket, men vi kan stræbe efter at nå det og prøve på at komme det så nær som muligt ved at adlyde Guds love. Vore bestræbelser i den retning viser at vi elsker retfærdigheden. Dersom vi nærer et oprigtigt ønske om at gøre hvad der er ret i Jehovas øjne, vil det skære os i hjertet når vi overtræder en af hans love. Vi vil angre det vi har gjort, ydmygt bede om tilgivelse og passe på ikke at gentage forsyndelsen. Gud vil udslette vor synd i kraft af Kristi genløsningsoffer, og han vil ikke kræve os til ansvar for den. Som følge af vor angrende indstilling vil han tilgive os.

Jehova udstrækker imidlertid ikke sin tilgivelse til den der gør synd til noget dagligdags i sin tilværelse og således praktiserer synd. Et sådant menneske nærer intet ønske om at leve op til det målmærke Gud har sat. Med vilje overtræder det Guds love og røber at det ikke elsker retfærdigheden, ja det har ikke engang samvittighedsnag på grund af sine synder. Dets samvittighed bliver brændemærket og ufølsom over for det som er uret i Guds øjne. Om sådanne lovløse mennesker siger Bibelen: „Enhver der praktiserer synd praktiserer også lovløshed, og synd er således lovløshed. Den der vedblivende øver synd er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen.“ (1 Joh. 3:4, 8, NW) Lige siden den onde åndeskabning vi kalder Djævelen begyndte sin syndige færd har han med vilje overtrådt Guds love. Han har åbenbart kvalt enhver skyldfølelse og forfægter i stedet alt hvad Gud har erklæret syndigt. Bevidste syndere røber at de har samme indstilling som Djævelen.

Man kan ikke forvente at Gud vil tilgive et menneske der nægter at erkende sin synd og som ikke beder om tilgivelse hos Gud. Man bedrager kun sig selv hvis man benægter syndens eksistens. At et menneske nægter at anerkende Guds love gør ikke disse love til intet, og et sådant menneske er ikke skyldfrit når det overtræder dem. Jordiske dommere kender jo ikke en mand uskyldig fordi han nægter at anerkende de love han overtræder; ej heller dømmer Gud ham uskyldig når han overtræder de guddommelige love. Der står skrevet: „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ — 1 Joh. 1:8, 9.

Tilgivelse udstrækkes til dem der erkender deres synd og angerfuldt bekender den for Gud og beder om tilgivelse. Sådanne mennesker åbenbarer at de har det rette syn på lydighed mod Guds love. Fordi de har en ret hjertetilstand vil deres synd ikke føre til udslettelse. Selv om de skulle dø en „naturlig“ død som følge af den synd de har arvet efter Adam, har de håb om en opstandelse. Men det kan ikke siges om de mennesker der er lovløse i Guds øjne og har Djævelens indstilling over for synd. De angrer ikke, og de gør heller ingen bestræbelse for at opnå tilgivelse, for de nærer jo ingen skyldfølelse selv om de har overtrådt Guds love. De gentagne synder har brændemærket deres samvittighed så den er blevet forhærdet. Gud vil derfor ikke bevare mindet om dem. „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ — Ordsp. 10:7.

Hvad enten det er den freudske psykologi eller andre, lignende former for tænkning der nedbryder de moralske hæmninger, er det dødsens farligt at lade sig lede deraf. Det fører til synd og død — ikke til liv. „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ — Gal. 6:7.