Undgå at vække anstød

En kristen mener måske at han med god samvittighed over for Gud kan deltage i en eller anden dans fordi han ikke har noget uret motiv, men der er også noget andet han må tage i betragtning. Han må overveje hvilken virkning det har på tilskuerne. Er der mulighed for at tilskuerne vil synes at den kristne opfører sig uanstændigt? Tilskueren ved hvad hans egne tanker beskæftiger sig med når han ser en sanselig dans, og han formoder at de samme tanker går gennem hovedet på de dansende. Det er ikke nok at sige: „Mine tanker og min samvittighed er i orden,“ for Bibelen taler meget tydeligt om hvor vigtigt det er ’ikke at blive til anstød for nogen’. — 1 Kor. 10:32.

Ingen kristen ønsker at vende andre bort fra Guds sandhed på grund af sin opførsel, selv om der måske ikke i sig selv er noget forkert ved denne opførsel. Omstændighederne spiller ind. Det der er acceptabelt det ene sted, anses måske for at være uantageligt et andet sted. Hvis folk opfatter en bestemt dans som løssluppen, vil de anse alle der danser den for at være ens. Alle kristne gør derfor vel i at efterleve apostelen Paulus’ råd: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ — 2 Kor. 6:3.

En moden kristen vil anlægge Bibelens syn på tingene i forbindelse med enhver ny dans der måtte opstå. Fører denne dans til en hellig adfærd? Guds ord siger: ’Vær hellige i al jeres færd.’ Bibelen fordømmer „trang til sanselig fornøjelse“. Den formaner alle kristne til at opføre sig anstændigt. Og den byder dem at tænke på og praktisere alt hvad der er „rent“. — 1 Pet. 1:15; Jak. 4:1, NW; Ef. 5:4; Fil. 4:8; 1 Tim. 2:9.

Unge såvel som ældre der ønsker at anlægge det kristne syn på dans, kan derfor spørge sig selv: ’Hvordan står den dans jeg tænker på, mål med de bibelske krav?’ Eftersom moralnormerne i denne onde ordning fortsætter deres sammenbrud, vil det ikke være forbavsende hvis du finder at en hel del af vor tids danse ikke sømmer sig for Guds hellige folk. Derfor bør alle kristne uanset alder have apostelen Paulus’ råd i tanke: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:31.

Spørgsmål fra læserne

● Kan en kvinde gå i lange bukser, i betragtning af det der står i Femte Mosebog 22:5? — U.S.A.

I Femte Mosebog 22:5 står der: „En kvinde må ikke bære mandsdragt, og en mand må ikke iføre sig kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er [Jehova] din Gud en vederstyggelighed.“ Dette skriftsted handler ikke om klædedragtens type. Forbudet gælder det at klæde sig i noget der direkte er beregnet for det andet køn.

Det er Gud der har sat skel mellem kønnene, og loven i Femte Mosebog 22:5 tjente til at opretholde dette skel. Hvad klædedragt og ydre i øvrigt angår, ønsker en mand normalt at ligne en mand, og en kvinde at ligne en kvinde. At en israelit handlede imod denne dybe indre fornemmelse af hvad der er passende, kunne have ført til homoseksualitet. Loven i Femte Mosebog 22:5 var således også rettet mod denne synd.

Da denne lov blev givet, gik både mænd og kvinder i kjortler. Men der var afgørende forskel på mandsdragten og kvindedragten. På samme måde er der i dag nogle steder hvor både mænd og kvinder går i lange bukser. Men kvindernes har et andet snit end mændenes. Princippet i Femte Mosebog 22:5 forbyder derfor ikke en kvinde at gå i lange bukser.

Desuden er de kristne ikke underlagt Moseloven. (Rom. 6:14) Man kommer derfor i strid med den kristne lære hvis man insisterer på at ville anvende Lovens bogstav i dette tilfælde. Selv om en kvinde tager et par af sin mands udslidte bukser på for at arbejde i haven eller på gården, går hun ikke imod lovens tydelige hensigt, nemlig at forhindre seksuel afvigelse og sammenblanding af kønnenes særpræg.

At kristne ikke er underlagt Moseloven men ledes af dens principper, kræver at de må bruge skelneevne, vise god dømmekraft og gøre brug af deres samvittighed. En kristen kvinde forstår at det ikke udelukkende er hendes personlige smag der er afgørende for om hun bør gå i lange bukser. Hun ønsker ikke at volde anstød