Spørgsmål fra læserne
● Hvis Vagttaarnets Selskab er fri for racefordomme, hvorfor tolererer det så adskillelse af racerne ved sine stævner i visse landsdele? Er det ikke noget i retning af kompromis? — F. C., Wisconsin.
Hvorfor tolererer vi adskillelseslovene og den racepolitik, som visse regeringer og organisationer i denne verden fører? Fordi Jehova ikke har bemyndiget os til at omvende verden, der er så ond, at ethvert forsøg på at forbedre den er håbløst, og som følge heraf vil den blive ødelagt. Jehova har bemyndiget os til at prædike evangeliet. Hvad skal vi så gøre? Holde op med forkyndelsen for at kæmpe for racesagen? Vi har aldrig særskilte møder og dåbshandlinger, når vi kan have dem fælles. Men når det er umuligt, skal vi så have særskilte møder og dåbshandlinger eller slet ingen? Skal vi betjene alle med åndelig føde, selv om det sker hver for sig, eller skal vi overhovedet ingen betjene? Skal vi bryde kejserens adskillelseslove, når de ikke tvinger os til at overtræde Guds love? Gud forbyder ikke særskilte stævner og dåbshandlinger, og han påbyder stævner og dåbshandlinger. (Matt. 28:19; Hebr. 10:25) Skulle vi så være ulydige mod Gud for at kæmpe for racesagen? At bryde lovene om racernes adskillelse ville føre til sprængning af vidnearbejdet, dets ophør, voldshandlinger fra pøbelens side og muligvis til tab af menneskeliv. Kun love, der forbyder evangeliets forkyndelse, vil blive brudt for den pris.
Nogle vil måske påstå, at raceadskillelse er forbudt af Gud, og som bevis citere Galaterne 3:28: „Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi I er alle een i Kristus Jesus.“ Det er indlysende, at Paulus havde en åndelig betydning i tanke og ikke en bogstavelig, fysisk betydning, eftersom der virkelig var mand og kvinde, træl og fri, jøde og græker. Fordi der fandtes jøde og græker, indrettede han specielt sig og sin forkyndelse efter disse klasser mennesker. (1 Kor. 9:19-22) Hans erkendelse af, at der fandtes slave og fri, vil vi betragte nærmere, eftersom dette forhold har direkte at gøre med raceadskillelsen. Hvordan det? Jo, denne adskillelse har sin rod i slaveriet; den er et resultat af og et levn fra slaveriet. Adskillelsen mellem racerne, denne skamplet, som slaveriet har efterladt, er et mindre onde end selve slaveriet. Hvis derfor Bibelen ikke påbyder de kristne at bekæmpe slaveriet, vil den ikke sanktionere, at de kæmper imod raceadskillelsen, det mindre onde, på bekostning af evangeliets forkyndelse.
Selv inden for den kristne menighed forbød Paulus ikke slaveri på sin tid. Onesimus var Filemons slave, og de var begge kristne. (Filem. 10-16) Paulus skrev til Timoteus, som var et billede på selskabet af vidner i vore dage: „Alle, der er under trælleåg, skal agte deres herrer værdige til al ære.“ Hvorfor? „For at Guds navn og læren ikke skal spottes.“ Rigets forkyndelse og Jehovas herliggørelse er det, som skal holdes i forgrunden, og ikke skabningers ligeberettigelse og raceproblemer. „De, der har troende herrer, må ikke vise dem mindre ærbødighed, fordi de er brødre. Tværtimod skal de tjene så meget villigere, fordi de, som har gavn af deres gode tjeneste, er troende og elskede.“ (1 Tim. 6:1, 2, NW) Læg atter her mærke til, at slaveri på den tid eksisterede selv inden for den kristne menighed.
Paulus skrev også: „Hver skal blive i den stand, som han var i, da han blev kaldet! Blev du kaldet i trællestand, så bryd dig ikke om det; men [hvis du kan blive fri, så gør hellere brug af lejligheden, NW].“ Når Paulus kunne sige sådan, hvad slaveriet angår, hvor meget mere kan vi så ikke sige til dem, der bliver tilsidesat ved lovene om adskillelse mellem racerne: „Bryd jer ikke om det.“ For kristne er der ikke nogen grund til at være ængstelig eller bekymret. Men hvis Herrens folk er på steder, hvor der ikke er nogen love, der påbyder adskillelse mellem racerne, og hvor der ikke føres nogen politik i den retning, kan de nyde den større frihed og glæde, der ligger i at kunne samles i fællesskab ved stævner. Alle er Kristi trælle, som Paulus fortsætter med at vise: „Den, der blev kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl.“ (1 Kor. 7:20-24) Mærkeligt nok har nogle farvede venner ivrigt gjort indsigelser imod dette og protesterer særlig imod, at ordet „slave“ bruges i New Worlds Translation. Enhver, som ikke ønsker at være Kristi træl eller slave, hvad enten han er hvid eller sort, kan afbryde en sådan tjeneste til enhver tid; men vedkommende vil ikke desto mindre vedblive med at være slaver, nu blot af Satan og synden. (Rom. 6:16-23, NW) De, som overvurderer menneskets betydning, taber snart de virkelig livsvigtige ting af syne.
Jehova anser ikke personer. Det gør hans folk heller ikke. Men den verden, vi lever i, gør. De hvide har fordomme imod de farvede, og de farvede har fordomme imod de hvide. I nogle farvede samfund kan en hvid mand kun vove sig ind efter mørkets frembrud med selve livet som indsats. At retfærdiggøre dette ved at anføre, at det var de hvide, der begyndte denne adskillelse mellem racerne, er ikke bibelsk. (Rom. 12:17) Skulle hvide mennesker nu vove sig ind i disse kvarterer, hvor der råder en fjendtlig stemning, og hvor faren er overhængende, og udsætte sig for prygl og muligvis død for at demonstrere, at de har demokratisk ret til at være der? Skulle et vidne, der tilhører den hvide race, udsætte sit liv for fare for at deltage i et møde, som farvede vidner afholder et sådant sted, eller blive natten over sammen med sine farvede brødre dér, blot for at vise, at han har demokratisk ret til at gøre det?
Mange farvede mennesker er opfyldt af fordomme med hensyn til hudfarve, også inden for deres egen race. Lyshudede negre ønsker ikke at omgås deres mørkere racefæller. Nogle fra den vestlige halvkugle ser ned på de meget mørkhudede fra Afrika. I Sydafrika afsondrer de hvide sig fra mulatterne, mulatterne fra de indfødte sorte, de indfødte fra de indiske kulier, og i deres eget land, Indien, holder inderne sig fra de kasteløse eller udstødte. Hvem er uskyldig nok til at kaste den første sten? Kan vi ikke se, at alle klasser inden for den menneskelige race er onde, at hvis vi begynder at reformere, vil vi stå over for en håbløs opgave med endeløs racemæssig tilsidesættelse og mange meningsforskelle eller fordomme, der skal nedbrydes, hvad sociale og politiske organisationer i denne verden i årevis har draget i korstog for uden held? At blive som dem vil for os betyde at fejle sammen med dem, spilde vor tid på sådanne reformer, fare vild som Jehovas vidner og kun behage Djævelen.
Lad os derfor behage Gud ved at forkynde evangeliet trods de ubehagelige forhold, Djævelens verden kan skabe for os. Lad os ikke blive ført på vildspor af Satan og fanget i en snedig snare, camoufleret med ophøjede motiver og idealer. Kan vi ikke vente på, at Jehova skal hævne de misforhold, vi lider under nu? Vore farvede venner har virkelig stor grund til at glæde sig. Deres race er ydmyg og lærvillig, og fra den stammer en stor procentdel af den teokratiske vækst. Hvad gør det, om verdens vise, mægtige og stolte ser ned på dem og betragter dem som dåragtige, svage og usle og ikke ligestillet med de selvtilfredse hvide? Det vil i sidste ende blive til Guds ære, for han beskæmmer de kloge i denne verden ved at udvælge dem, som verden betragter som dåragtige, svage og usle. Lad os rose os i Jehova og af vor ligestilling i hans øjne, hellere end at rose os af ligestilling i verdens øjne. (1 Kor. 1:26-31) Til den fastsatte tid vil de ophøjede blive ydmyget, og de ydmyge vil blive ophøjet. (Matt. 23:12) Vi venter alle på denne herliggørelse fra Gud, som vil komme til hans fastsatte tid. Indtil da vil vi tilråde det samme angående slaveriets langvarige eftervirkning, raceadskillelsen, som Paulus tilrådede angående selve slaveriet: „Bryd jer ikke om det.“ (1 Kor. 7:21) Når det er muligt, vil vi mødes i fællesskab; når dette er umuligt, vil vi mødes hver for sig; men under alle omstændigheder er vi altid forenet i ånden, brødre, der er ligestillede i vore egne øjne, i Kristi øjne og i Guds øjne.
● Vagttaarnet for 15. juli 1951 siger på side 218: „Utugtige er ugifte personer, der gør sig skyldig i umoralsk opførsel. Ægteskabsbrydere er gifte personer, der frivilligt har kønslig omgang med en eller flere af det modsatte køn, som ikke er vedkommendes lovformelige ægtemage“. Imidlertid omtaler Mattæus 19:9 en gift kvindes umoralske opførsel som utugt. Hvorfor? — E. W., Texas.
Juridisk og populært skelner man imellem de to udtryk, sådan som Vagttaarnet definerer det, skønt utugt ofte bruges i en mere omfattende betydning og indbefatter alle former for seksuel umoralitet. Websters uforkortede leksikon fra 1950 definerer utugt således: „Ulovlig seksuel forbindelse for en ugift persons vedkommende; en sådan ulovlig forbindelse mellem en mand og en kvinde, som ikke falder ind under ægteskabsbrud (se dette ord). Utugt er noget, der særligt i Bibelen bruges som betegnelse for al seksuel forbindelse undtagen mellem mand og hustru eller medhustru; men det adskilles sædvanligvis fra ægteskabsbrud, og undertiden også fra blodskam.“ Se Mattæus 15:19; Mark. 7:21, 22; 1 Kor. 6:9; Gal. 5:19, KJ; Hebr. 13:4. Under „Ægteskabsbrud“ siger leksikonet: „En gift persons seksuelle utroskab; en gift mands frivillige seksuelle forbindelse med en anden end sin hustru eller en gift kvindes med en anden end sin mand.“
● Har landets domstole ret til at idømme dem dødsstraf, som kendes skyldige i mord? — M. W., Washington.
Ingen enkeltperson har lov til på egen hånd at henrette et andet menneske, fordi vedkommende har begået et mord. Imidlertid vil vi ikke sige, at samfundet ikke kunne gøre det, når det handler igennem sine lovformeligt konstituerede domstole. Hvis et menneske har fået sin sag reelt behandlet ved retten, og der er blevet fremlagt uigendrivelige beviser for, at vedkommende er morder, så synes det at være på sin plads, at samfundet må foretage sig noget for at beskytte sine medlemmer. Vi har altid fremholdt, at fængsler ikke er det middel, Jehova bruger til at straffe, så det ville næppe være rimeligt, at vi fremholdt, at det ville være mere i overensstemmelse med Jehovas lov, at en morder blev sat i fængsel for livstid, end at han blev henrettet. Jehovas lov i denne henseende gik ud på, at en morder skulle straffes med døden, ikke med fængsel. Hvis et menneske selv tilstår at være morder, eller det uden skygge af tvivl er blevet bevist, at han er det, så må samfundet hellere tage sine forholdsregler over for den enkelte i stedet for at lade ham have sin frihed, som han kunne misbruge til yderligere forbrydelser.
I 1 Peter 4:15 siger apostelen: „Det må ikke ske, at nogen af jer lider som morder, som tyv, som forbryder eller som en, der blander sig i andres sager.“ (NW) Derefter fortsætter apostelen med at vise, at dersom vi lider som kristne, bør vi ikke skamme os. Peters ord synes at antyde, at det var på sin plads, at en morder led for sin forbrydelse, og vi ved, at straffen var Guds straf, nemlig død og ikke fængsling. Peter slår ikke til lyd for, at en morder ikke skulle straffes, blot fordi der ikke fandtes nogen mand, der kunne udføre handlingen som Jehovas udvalgte bøddel. På Peters tid var det samfundets lovligt konstituerede myndigheder, der bragte lidelsen eller straffen over en morder, og Peter kommer ikke med indvendinger imod denne fremgangsmåde.
Apostelen Paulus synes at have samme syn på denne sag, blot trækker han linierne endnu skarpere op. Apostlenes Gerninger 25:10, 11 siger: „Dertil sagde Paulus: Jeg hører under kejserens domstol, og dér bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen uret gjort, som du meget godt ved. Hvis jeg altså har forbrudt mig og har gjort noget, som fortjener døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, som de anklager mig for, ikke har noget på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg indanker min sag for kejseren.“ Læg mærke til, at skønt Paulus her stod for kejserens domstol, samfundets lovformeligt indsatte myndighed, og ikke for en af Jehova Gud udpeget skarpretter, så fortsatte han, som beretningen viser, med at sige, at hvis han havde gjort noget, der fortjente døden, ville han ikke bede om at blive benådet. Dette synes at være et sikkert bevis på, at Paulus anså de retmæssigt indsatte borgerlige myndigheder for at have magt til at idømme dødsstraf. Paulus synes at anerkende, at en sådan menneskelig domstol har denne myndighed, i stedet for at føre bevis for det modsatte, og han ville ikke gøre indsigelser imod udøvelsen af denne magt over for ham selv, hvis han havde begået nogen handling, der gjorde ham fortjent til døden; og uden tvivl er mord en handling, der gør sin udøver fortjent til døden, efter Jehovas lov såvel som efter menneskers lov.
Der synes altså ikke at ske nogen overtrædelse af de bibelske principper ved, at samfundet henretter en morder. Det synes endog at være en mere bibelsk fremgangsmåde end at idømme ham livsvarigt fængsel for derefter at lade ham blive underholdt på samfundets bekostning og altid med mulighed for, at han skal føje nye forbrydelser til sit synderegister ved at dræbe en anden fange eller ved at dræbe sine vogtere i et forsøg på at flygte, eller ved at han flygter og derefter dræber andre mennesker uden for fængslet. At nationerne praktiserer dødsstraf, synes ikke at være i modstrid med Guds lov, og når landets lov ikke strider imod Guds lov, rejser vi ikke indvending imod den.
● Hvorfor påbyder Apostlenes Gerninger 15:20, 29 de kristne at holde sig fra kød, der var ofret til afguder, mens 1 Korinter 8:1-10 tillader dem at spise det? — J. H., Texas.
Mange hedningekristne spiste afgudsofferkød, før de blev kristne; de spiste det som et festmåltid sammen med afguden, og de blev således anset for at have samfund med afguden. Det var hellige måltider, hvor visse dele af dyret blev brugt på afgudsalteret, og visse dele blev brugt af den, der bragte offeret, og på den måde var den, der spiste, parthaver eller deltager sammen med afguden eller den dæmongud, som afguden repræsenterede; det var på samme måde, som når israelitterne havde del i Jehovas alter, når de spiste dele af de dyreofre, de bragte i templet, og som når kristne senere hen deltog i Jehovas bord, ved at de gjorde brug af brødet og vinen ved mindemåltidet. Det er denne højtidelige, religiøse, hellige spisning af afgudsofferkødet, som Apostlenes Gerninger 15:20, 29 og 21:25 forbyder. Det ville gøre de kristne delagtige med dæmoner og gøre dem uværdige til at deltage i Jehovas bord. — 1 Kor. 10:18-21.
Imidlertid blev ikke alt det kød, som ofredes til afguder, brugt ved de hellige festmåltider, men meget af det fandt vej til slagterboderne eller hedningernes kødtorve. Det var den slags kød, 1 Korinter 8:1-10 tillader de kristne at købe og spise. Alt kød, der blev solgt på disse kødtorve, kunne spises af de kristne, selv om dyrets blod eller dele af dets kød var blevet brugt af afgudsdyrkere ved tilbedelsen af deres afguder. Det blev ikke spist som en del af et helligt festmåltid til ære for en afgud. Dog skulle den kristne passe på i een henseende: han måtte ikke bringe en svagere broder til fald. Hvis en ven ikke er helt moden i kundskab og forståelse i denne sag, og han gør indvending imod, at en moden broder spiser kødet, så vil den modne broder ikke spise det. Skønt han har frihed til at gøre dette, vil han ikke tillade, at denne frihed bliver årsag til, at en svagere ven bedømmer ham ufordelagtigt. Han vil afholde sig fra at spise hellere end at vække anstød over for sin svagere broder. — 1 Kor. 8:11-13; 10:23-33.
Vi kan klargøre forholdet noget ved følgende illustration, som dog ikke er ganske analog med den foreliggende sag. I dag må vi drikke vin og spise brød; men vi vil ikke nyde disse ting sammen med dem, der dyrker falsk religion, og som uværdigt fejrer Herrens aftensmåltid. Ligeledes vil heller ikke de, der tilhører de „andre får“, drikke vin og spise brød ved vor egen mindehøjtid; men der er ikke noget i vejen for, at de kan nyde noget af den vin og det brød, som kan være blevet levnet, når de gør det senere på aftenen efter højtideligholdelsen eller også næste dag og på et andet sted end i rigssalen. Men hvis nogle af vennerne føler sig ilde berørt af den grund og protesterer mod denne senere brug af vinen og brødet, så vil andre venner ikke bruge disse levninger i svagere venners nærværelse af hensyn til disses samvittighed og for at undgå at bringe dem til fald, og det skønt der ikke ville være gjort noget forkert over for Gud ved en sådan brug af brødet og vinen.