sammenlignet med de levende celler, planterne, dyrene, menneskene, ja, hele universet. Hvis det forholdsvis simple må være frembragt af et forstandigt individ, må det komplicerede da ikke også være det?

Uanset på hvilket plan skaberværket betragtes, vil mange erklære sig enige med apostelen Paulus i disse ord angående Skaberen, Gud: „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ — Romerne 1:20.

Men her er der nogle der spørger: Hvis denne måde at ræsonnere på er så logisk, hvorfor bliver mange flere mennesker så ikke overbevist om at der findes en mægtig Førsteårsag, en Gud der har skabt alt?

Hvorfor vil mange ikke lade sig overbevise?

MANGE kan se den planmæssighed, orden og harmoni der er i naturen, men tror alligevel ikke at der findes en Skaber. Hvorfor ikke?

Er det fordi man nu har modbevist argumentet om at planmæssighed forudsætter en Planlægger? Findes der så stærke beviser imod denne tanke, at den hensigtsmæssighed vi finder overalt i naturen ikke længere kan overbevise et fornuftigt, velinformeret menneske?

Eller gælder argumentet stadig? Er det snarere sådan som apostelen Paulus sagde, at nogle ikke vil acceptere det der er indlysende, og derfor er „uden undskyldning“?

Tilbageblik

Det kan her være gavnligt at se hvordan man på forskellige tidspunkter i historien har betragtet dette spørgsmål. Der har været ateister langt tilbage i historien. Men indtil for omkring hundrede år siden har de ikke haft nogen særlig indflydelse på de religiøse og videnskabelige opfattelser.

Mange store videnskabsmænd, deriblandt Isaac Newton (der af skribenten Isaac Asimov er blevet kaldt „den største videnskabelige begavelse verden nogen sinde har kendt“), har troet på Gud. De har ikke ment at man måtte se bort fra eksistensen af en Skaber for at være blot nogenlunde troværdig som videnskabsmand.

Tværtimod pegede både Newton og mange andre videnskabsmænd og tænkere på naturens harmoni og hensigtsmæssighed som et bevis for at der måtte findes en Mesterarkitekt, en Skaber. Denne tanke var i mange hundrede år almindeligt antaget.

Brutaliteten i naturen

Så skete der noget med den opfattelse at universet er en kærlig Skabers værk.

I midten af det nittende århundrede begyndte skribenter som Darwin, Malthus og Spencer at pege på den brutalitet der synes at være i naturen. De store dyr æder jo de små dyr, sagde de. Og i skov og jungle foregår der døgnet rundt en nådeløs kamp for livet.

Det er en kendsgerning at rovdyr æder andre dyr. Man fortsatte derfor ræsonnementet på denne måde: Var denne blodige kamp for livet mon ikke den egentlige sandhed om tilværelsen på jorden? Også blandt menneskene var det jo ’jungleloven’