Kan vi få noget at vide om Gud?
’Gud er ikke langt borte fra en eneste af os.’ — Apg. 17:27.
DET er almindeligt anerkendt at hvis der er en Gud som har skabt universet, må han være usynlig og rangere langt over mennesket. Betyder det at vi mennesker slet ikke kan lære ham at kende? Er Gud så ophøjet at han kun har lidt eller slet ingen interesse for mennesket som han har sat på jorden? Er det umuligt for os at få at vide hvorfor vi er her og hvorfor forholdene er som de er? Eller kan vi finde ud af hvad Gud har tænkt sig der skal ske med os?
Ja, det kan vi. Først af alt har vi vidnesbyrd om Gud i skaberværket der omgiver os. En af bibelskribenterne henledte opmærksomheden på dette idet han sagde: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, . . . idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Rom. 1:20) Når vi betragter det skabte univers, og jorden og livet der rører sig på den, ser vi en enorm magtdemonstration og en umådelig visdom. Desuden åbenbarer Skaberens store kærlighed sig i den måde hvorpå alt samvirker for at liv kan opretholdes og for at vi kan glæde os over livet. Når vi ser disse egenskaber hos Skaberen, skulle det give os lyst til at få mere at vide om ham.
Endnu en ting der klart viser at Gud interesserer sig for os og ønsker at vi skal leve på en måde der er til gavn for os, er det faktum at han har givet alle mennesker en samvittighed der konstant overvåger deres afgørelser og handlinger og hjælper dem til at vandre moralsk rigtigt. Ydermere har hvert enkelt menneske et medfødt ønske om at finde ud af hvorfor det lever på denne jord og hvilken fremtid der venter det. Mennesket har også en iboende trang til at tilbede en eller anden. Er det overhovedet logisk at mene at Gud ville give tænkende skabninger livet uden at lade dem få noget at vide om Ham? Nej, bestemt ikke.
Læg mærke til hvad apostelen Paulus sagde da han talte til en forsamling som var mødt op ved Areopagus-domstolen i Athen. Han sagde at det var Skaberens hensigt at menneskene skulle „søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os“. — Apg. 17:27, da. aut. overs.
Det er altså ikke svært at finde Gud. Han har ladet Bibelen skrive i et klart sprog som er let at forstå. Hans søn sagde: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.“ (Matt. 7:7, da. aut.) Dette løfte garanterer at man kan få hjælp dersom man har svært ved at forstå visse steder i Bibelen. Men man må først nære et oprigtigt ønske om at få noget at vide om Gud og hans hensigt, derpå må man bede Gud om at få det, og så må man vise sin oprigtighed ved at slå op i Bibelen og læse i den. Man kan være forvisset om at Gud både ønsker at man skal forstå og vil yde sit til at man forstår og vælger den vej der fører til livet. Bibelen siger: „God og oprigtig er [Jehova], derfor viser han syndere vejen. Om nogen frygter [Jehova], ham viser han den vej, han skal vælge. HERREN betror sine hensigter til dem der frygter ham.“ — Sl. 25:8, 12, 14; vers 14 ifølge New English Bible.
Fra Guds side er interessen så stor at han har sendt mennesker ud for at hjælpe andre så de kunne lære ham at kende, og det skønt han måtte støtte sine udsendinge og hjælpe dem gennem mange vanskeligheder. Blandt dem Gud sendte ud var hans egen søn Jesus Kristus; han arbejdede energisk på at fortælle andre om Guds hensigter og at undervise dem. Jesus blev udsat for den værste modstand og forfølgelse fra sine landsmænds side, men en del af dem blev disciple af ham. Disse disciple igen blev udsat for alle slags prøvelser, afsavn, kulde, sult, ja endog skibsforlis for den gode nyheds skyld. Men trofast forkyndte de at Gud havde til hensigt at indføre et retfærdigt styre over jorden med sundhed og liv til følge for menneskeslægten. — 2 Kor. 11:24-27.
Skulle vi forvente at en sådan bestræbelse i vor tid for at lære folk Gud at kende ville komme fra verdens ledende mænd eller gennem de vigtigste nyhedskilder i verden? Nej, kendsgerningerne viser noget andet. I stedet for at godtage Guds løfter og bekendtgøre at han ved sit rige vil bringe uretfærdighed og lidelse til ophør, gør de ledende sig til talsmænd for at verdens skavanker skal kureres med politiske, kommercielle og videnskabelige midler. De mænd de lader træde offentligt frem, støtter sådanne verdslige mål. Derfor er det ikke fra den side vi kan vente hjælp til at lære Gud at kende.
Men hvorfra skal vi så hente hjælp? Jesus sagde jo det var livsvigtigt at lære Gud at kende. Hans ord lød: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, da. aut.) Når du læser i Bibelen vil du se at de mennesker Gud benyttede, for det meste var jævne mænd uden verdslig anseelse. To af de kendteste apostle, Peter og Johannes, kom i forhør hos de jødiske ledere, præsterne, de ældste og dem der var velbevandrede i den lov som folket var underlagt. Da apostlene gav forstandige svar siger beretningen om dem der forhørte dem: „Da de nu så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke at de var ulærde og almindelige mennesker, undrede de sig. Og så begyndte de at genkende dem, at de plejede at være sammen med Jesus.“ (Apg. 4:13) Ja, de var altså ikke på nogen måde fremtrædende mænd i verden, men de var blevet undervist af Jesus Kristus så de kendte Gud og kunne forklare andre hvad hans hensigt var.
Gud har sørget for at folk kan blive undervist og få kundskab om ham. Mennesker som har ønsket at få en sådan undervisning og som er gået til Bibelen for at få den, er nu selv med til at undervise. De gør det ikke af pligt men af et villigt hjerte, og de søger ikke materiel vinding, men de er glade for at erfare at Gud virkelig har omsorg for dem. (Sl. 110:3) De har forstået at hans hensigters gennemførelse bliver til gavn for menneskeslægten, og de ved at han har lovet at udfri dem fra undertrykkelse, utryghed, sygdom og død. Og det vil de gerne fortælle andre.
Det er dette gavnlige undervisningsarbejde Jehovas Vidner udfører. Hvis du oprigtigt ønsker at forstå hvad Gud har i sinde at gøre for menneskene, kan du få oplysning herom ved at læse i Bibelen og benytte dig af den gratis hjælp der tilbydes af disse mennesker, der oprigtigt gransker i Bibelen. Du må have et ydmygt og spørgende sind, som den mand der i det første århundrede sad og læste i Bibelen da en af Kristi disciple nærmede sig og spurgte: „Forstår du egentlig det du læser?“ „Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?“ svarede han. Disciplen, hvis navn var Filip, hjalp under et bibelstudium manden til klart at forstå hvad han læste. (Apg. 8:30-35) Du kan også benytte dig af en sådan hjælp, og det koster dig ikke noget. Den kundskab du får når du lærer hvad Gud har i sinde at gøre, kan give dig nyt håb, fred i sindet og en hensigt med livet.