„De er uden undskyldning“
Sandheden er tilgængelig, og der gives ingen undskyldning for ikke at vide besked med Skaberens eksistens
HVEM er uden undskyldning? Lad Bibelen svare: „Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.“ (Rom. 1:19, 20) Ja, „de er uden undskyldning“, de, som benægter den sande og levende Guds, Jehovas, eksistens. Ifølge Gallup-undersøgelser vokser tallet på ateister stadig. Falsk religion har frataget mange mennesker lysten til at søge kundskab om Gud. Men sandheden er nu tilgængelig for ethvert oprigtigt menneske. Altså er der ingen undskyldning for ikke at kende Skaberen og universets suveræne hersker, Jehova Gud.
Hvorfor er de uden undskyldning? Fordi selve skaberværket vidner om Guds eksistens: „Hans usynlige egenskaber, endog hans evige kraft og hans guddommelighed, ses klart fra verdens skabelse af, fordi de forstås af det, der er skabt.“ Jehovas profet formaner: „Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse?“ Det vi ser, når vi vender blikket mod himmelen, vidner det ikke om Jehovas kraft? Selv et menneske, der ikke er videre intelligent, tror ikke, når det for første gang ser en bil, at alle delene har samlet sig ganske af sig selv. Der må have stået en intelligens bag fremstillingen af en så kompliceret mekanisme; dog hvor langt mere kompliceret er ikke den mindste detalje i Guds skaberværk, der udbreder sig for vort blik, når vi vender det mod himmelen! — Rom. 1:20, NW; Es. 40:26.
Himmelen taler således om Guds herlighed: „Himlen [både de bogstavelige himle og de „nye himle“] forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende.“ — Sl. 19:2-5.
Jehovas kraft og andre fuldkommenheder kan kendes på skaberværkets skønhed, ypperlighed, mangfoldighed og grænseløse storhed. Ja hele rækken af hans fuldkomne værker i universet taler sit tydelige sprog om eksistensen af et absolut forbillede, et fuldkomment væsen. Derfor er de, som Kristi apostel sagde, „uden undskyldning“. — Rom. 1:20.
Orden og harmoni i naturen
Den fuldkomne orden i universet forkynder Guds ære. Alt i naturen går sin bestemte gang, alt har sin bestemte hensigt, hvilket i sig selv røber intelligent planlæggelse. Tænk på, at det har krævet de bedste videnskabelige hjerner bare at opdage nogle få af naturens love. Skabes love rent tilfældigt? Hvilken intelligent planlæggelse ser vi ikke beviser for med henblik på vor egen jord! Solens afstand fra jorden er lige tilpas. Månens afstand fra jorden er lige tilpas. Jordens hældning er lige tilpas. Luftarternes sammensætning er lige tilpas. Forholdet mellem planter og dyr er lige tilpas. Hvilken uendelig visdom ligger der ikke bag hele naturens kredsløb! Dyrene indånder ilt og udånder kultveilte, mens planterne assimilerer kultveilte og afgiver ilt. En tilfældighed? Nej, det ville være utænkeligt!
Det er så indlysende, at jorden blev dannet med det formål at være menneskets bosted! En lægeautoritet har udtalt: „Der er antagelig tusinder af betingelser, der må opfyldes, før mennesker kan bebo jorden. Ikke alene må der findes lys, mange slags føde, vand, den rette atmosfære, en tilpas temperatur, kvælstof-kredsløbet o.s.v., men også hundreder af kemiske reaktioner i legemet er en betingelse for opretholdelsen af de menneskelige livsprocesser. Muligheden for, at alle disse livsbetingelser skulle kunne opfyldes ved en ren og skær tilfældighed, er som én til milliarder. Det er indlysende, at jorden blev skabt til mennesket. Alene den kendsgerning beviser eksistensen af en personlig Gud.“ — The Physician Examines the Bible, side 318.
Thomas A. Edison var en mand, der fravristede naturen nogle af dens hemmeligheder. Han opfandt fonografen og den elektriske pære og udtog patent på over tusind andre opfindelser. Da Edison engang blev spurgt, om han troede på Gud svarede han: „Efter mange års granskning af naturens gang kan jeg ikke betvivle eksistensen af en ophøjet intelligens. Eksistensen af en sådan Gud kan efter min mening næsten bevises ad kemisk vej.“ — Reader’s Digest, april 1954.
Eksistensen af liv og intelligens
Eksistensen af levende skabninger, hvis ikke-eksistens er mulig, antyder eksistensen af en nødvendig Skaber. Menneskene kan ikke skabe liv af grundstofferne. Skal vi da tro, at grundstofferne har frembragt mennesket? Vi kan tage ved lære af kvæget, fuglene og fiskene. Job sagde jo: „Spørg dog kvæget, det skal lære dig, himlens fugle, de skal oplyse dig, se til jorden, den skal lære dig, lad havets fisk fortælle dig det! Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENS [Jehovas] hånd har skabt det.“ — Job 12:7-10.
Ja, selv ørnens øje kan lære os noget, kan lede os hen til livets kilde. Den engelske matematiker, fysiker og astronom, Sir Isaac Newton, der opdagede tyngdeloven, nærede en sådan ærefrygt for det skabte, at han sagde: „Hvorfor går intet i naturen til spilde? og hvorfra kommer den orden og skønhed, vi ser i verden? . . . Hvordan er dyrenes legemer blevet skabt med så stor kunst og snilde, og hvad tjener deres forskellige organer til? Blev øjet udtænkt uden kendskab til lyslæren eller øret uden kundskab om lydbølger? . . . Da alt dette er blevet skabt rigtigt, viser fænomenerne så ikke, at der findes et ulegemligt, levende og intelligent væsen?“ — Optics, af Sir Isaac Newton, bind III, spørgsmål 25.
Jo mere indgående videnskabsmændene studerer universet, jo mer må de erkende, at der står en overlegen intelligens bag hele dets frembringelse. Den kendte fysiker Albert Einstein siges at være den, der er trængt dybere ind i universets hemmeligheder end nogen anden. De hemmeligheder, hvis dybde han har loddet, har ikke gjort ham til ateist, for han indrømmer: „Mig er det tilstrækkeligt at betragte det bevidste livs mysterium, alt mens det fortsat formerer sig i al evighed; at grunde over universets vidunderlige struktur, som vi kun dunkelt aner, og ydmygt søge at fatte blot en uendelig lille brøkdel af den intelligens, der manifesterer sig i naturen.“
En anden grund til, at de, som nægter at anerkende Jehova som Skaberen, er uden undskyldning, er denne: Tilstedeværelsen af intelligens. Hvis mennesket fremstod, uden at en intelligens stod bagved, hvorfor har det da forstandsevne? Kan noget uintelligent skabe noget intelligent? End ikke de mest fremragende intelligenser blandt menneskene kan frembringe noget, der har højere intelligens end de selv. Jo vist, de har fremstillet robothjerner. På det matematiske område er de glimrende. Dog er de ikke mere intelligente end mennesker. En kendt matematiker og logiker ved Princeton universitetet, Alonzo Church, har omhyggeligt analyseret elektron-regnemaskinerne og de mekaniske hjerner. Han erklærer: „Ingen maskine kan nogen sinde løse alle de problemer, en levende matematiker er i stand til.“ Selv om det fornuftbegavede menneske ikke kan skabe liv eller bare noget, der er mere intelligent end det selv, tror ateister alligevel, at det blev skabt af en kraft, der er blottet for intelligens. Har det sin rimelighed?
At sige, at der ikke findes en ophøjet intelligens, er det samme som at sige, at universet har frembragt noget, der er det selv overlegent, nemlig intelligens. At påstå, at hvad som helst kan skabe noget, det ikke selv ejer, er den mest tomhjernede og meningsløse slutning, man kan fremkomme med.
En instinktmæssig erkendelse af Gud
Mennesket er begavet med en instinktmæssig erkendelse af Guds eksistens, en erkendelse, der burde få alle mennesker til at ære Jehova. Ja, sindet tvinges endog af sit eget væsens love til at forestille sig noget absolut og evigt, der er den personificerede godhed. Det tvinges til at tro, at der er ingen virkning uden en årsag. Altså må der være en Førsteårsag, der eksisterer i kraft af sig selv.
Naturen hader et tomrum, ligesom mennesket hader tanken om et univers uden Gud. Tilbedelsestrangen er et kraftigt instinkt. En artikel i bladet Woman’s Home Companion for april 1954 havde følgende undertitel: „Vi føler alle trang til at tilbede en Gud, og denne trang er lige så stærk som kønsinstinkterne og sultfornemmelserne, siger en ny og dristig skole inden for psykiatrien.“ Alles instinktmæssige behov for et overmægtigt Væsen er i sig selv et bevis for, at et sådant eksisterer.
Man må også tage i betragtning, at denne instinktive trang til tilbedelse er alment udbredt. Den råder blandt mennesker af alle racer og nationaliteter. Selv ateister tilbeder et eller andet, om det så kun er deres egen ateistiske filosofi. Trangen til at tilbede noget er så almen, at det ville være vanskeligt, endsige umuligt, at forestille sig, hvordan folk rent spontant skulle drage den slutning, at der er en Gud til, hvis han ikke eksisterede.
Bibelen og opfyldte profetier
Vi skal anføre endnu en grund, hvorfor ateister er uden undskyldning: De har Bibelen, Guds åbenbarede ord. Dens profetier og opfyldelser alene beviser, at her har vi en bog, der ikke har mennesker til ophav. Endnu før det babyloniske verdensrige sank i grus, forudsagde Bibelen det. (Jer. 51:37) Bibelen forudsagde de på hinanden følgende verdensriger: Medo-Persien, Grækenland, Rom og det anglo-amerikanske imperium. (Dan. 8:3-25; Åb. 17:10-14) En bibellærd har talt op til 332 tydelige profetier, der fik deres opfyldelse på Kristus. Ifølge en matematikers udregninger er sandsynligheden for, at én mand skulle opfylde alle disse profetier som én mod fireogfirs efterfulgt af syvoghalvfems nuller! Disse og andre profetiske nøjagtigheder beviser ud over enhver tvivl, at en overmenneskelig intelligens står bag Bibelen, og denne intelligens er dens forfatter, Jehova Gud.
Ateisternes argumenter viser, at de ikke har studeret Bibelen særlig grundigt. De har snarere lyttet til kristenhedens præster, der har fremholdt løgne vedrørende Jehova Gud og lært, at han er ejer af et sted kaldet „skærsilden“, hvor mennesker steges som i en ovn. Denne lære om et helvede med bogstavelig ild og andre falske læresætninger, som læren om treenigheden og sjælens udødelighed, har fået nogle til at vende sig bort fra Gud, før de så meget som har givet sig tid til at undersøge hans ord. Bibelen lærer ikke disse urimelige dogmer. De doceres af falsk religion, men ikke af sand kristendom. Ateisterne har taget ganske fejl, når de uden videre har antaget de falske religioner i kristenheden for at repræsentere Gud. I virkeligheden er de af Djævelen. — 2 Kor. 4:4.
Det nytter altså intet, at ateisten henviser til de frygtelige forfølgelser, de inkvisitionsbølger og de krige, de såkaldt kristne religioner har været årsag til. Bibelen fastslår, at sådanne religioner er falske: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham.“ — Tit. 1:16.
Mange ateister påstår, at verden altid har været til, at den aldrig har haft nogen begyndelse. Men videnskaben har bevist, at en sådan påstand er urigtig. Opdagelsen af radioaktivitetens tilstedeværelse har været medvirkende til at bevise, at der ikke kan være tale om, at stof altid har eksisteret. Den bekræftelse, man gennem Hales 200-tommers teleskop på Mount Palomar har fået for, at universet stadig udvider sig, viser også, at ateisterne tager fejl. Tidsskriftet Life bragte i sit nummer for den 20. december 1954 en hovedartikel om universets ekspansion. I den fremholdtes videnskabens nyeste synspunkter: „Alle videnskabelige holdepunkter peger hen til en skabelsesperiode, da den kosmiske ild blev tændt i brand, og det prægtige skue, som det nuværende univers frembyder, tog sin begyndelse. Den periode oprandt for fem milliarder år siden.“
I disse „sidste tider“ for Satans verden er der en ganske særlig grund til, at ateister er uden undskyldning: Den af Kristus forudsagte forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige, en forkyndelse, Jehovas vidner har taget op, og den omstændighed, at Jehovas vidner leverer bevis for, at sand kristendom eksisterer. (Matt. 24:14) At kristenheden ikke har levet op til Bibelens målestok, burde være indlysende for alle ateister. At Jehovas vidner gør det, burde være lige så indlysende. Nyheden om Jehovas nye verden, og om hvordan den vil gøre ende på smerte, sorg, lidelser og død, giver de bærende dele af den ateistiske lære grundskuddet. — Åb. 21:1-4.
Ateister bryster sig af deres fornuft og udsyn. Det gjorde fortidens filosoffer også. I spørgsmålet om Guds eksistens tænker vor tids ateister ad så godt som de samme tåbelige baner som selv de allerklogeste af de gamle filosoffer, Sokrates og Platon ikke undtaget. Hvem kan læse deres værker uden at undres over deres tankers tomhed og deres dårskabs dumhed, når de taler om Gud? Bibelen siger med rette: „Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket.“ Som fortidens filosoffer er nutidens ateister formørkede „i deres tankegang, og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse“. Hvem er det, der siger, at der ingen Gud er? „Dårerne siger i hjertet: Der er ingen Gud!“ — Rom. 1:21; Ef. 4:18; Sl. 14:1.
Da der findes overvældende og uomstødelige beviser for, at Jehova er den sande og levende Gud, Skaberen og universets suveræne Hersker, kan uvidenhed i den mest omfattende betydning ikke fremføres som undskyldning undtagen af åndssvage. Ateisterne kan ikke undskylde sig med uvidenhed. Agnostikerne kan ikke undskylde sig med uvidenhed. Ugerningsmænd kan ikke undskylde sig med uvidenhed. Heller ikke kan afgudsdyrkere undskylde sig med uvidenhed. Thi er mennesker villige til at bruge deres evner og forstand til flittig gransken, så står det i deres magt at lære Jehova Gud at kende. Derfor lyder Guds dom: „De er uden undskyldning.“