Jehovas navn skal forkyndes på hele jorden
„Fra solens opgang lige til dens nedgang skal mit navn være stort blandt nationerne.“ — Mal. 1:11, NW.
1. Hvilke forhold overalt i verden kræver at Jehovas navn bliver gjort stort?
DER er et presserende behov for at Guds navn bliver indprentet i alle menneskers sind. I dag er der kun et lille mindretal af jordens befolkning der sætter navnet JEHOVA højt og som tilbeder den Gud der bærer det. (Sl. 83:19) Det store flertal tænker ikke længere på Gud og yder ham i bedste fald blot en rent symbolsk tjeneste. Da de har givet deres lidenskaber frit løb og er opslugt af deres egen selviske stræben, bryder de sig ikke længere om at tænke på en Gud der står for sandhed, kærlighed og retfærdighed. De har erstattet ham med deres egne barnagtige forestillinger, guder der passer med deres egne menneskelige opfattelser, unyttige guder der lægger de samme ufuldkomne egenskaber for dagen som de der har lavet dem.
2. I hvilken forstand har nationerne glemt Gud?
2 Selv vor generations såkaldt kloge mænd, teologer, filosoffer, psykologer og videnskabsmænd, anser det for at være under deres værdighed at beskæftige sig med den rene sandhed der findes i Guds hellige bog, Bibelen; de betragter det som alt for barnligt at tro på den, og de føler at dens moralske standard ville være en alt for stor hæmsko for deres adfærd og stræben her i livet. I stedet for tilbeder de sig selv. De betragter mennesket som den store opfinder, som civilisationens skaber og som den ved hvem alle yderligere fremskridt og velsignelser vil komme. Nationerne har i sandhed glemt Gud, og de vil nu snart stå ansigt til ansigt med den forudsagte katastrofe. — Sl. 50:22.
3. Med hvilke vendinger beskrev apostelen Paulus nøjagtigt de forhold der i dag råder blandt nationerne?
3 Kristi apostel Paulus blev ved Guds ånd inspireret til at beskrive den situation der har udviklet sig i alle nationer: „Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning. Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr.“ — Rom. 1:19-23.
4, 5. Hvordan hengiver nationerne sig i dag til tilbedelsen af det forkrænkelige menneske og de laverestående skabninger?
4 Gør vor tids nationer, som har gjort så store fremskridt, virkelig dette? Læg mærke til hvordan hver eneste nation forsøger at få alle sine undersåtter til at anerkende staten som den højeste myndighed. Tænk samtidig på at hver eneste af disse regeringer er et værk af ufuldkomne og selviske skabninger, noget som man udmærket ved er forkrænkeligt. Hver stat har sit eget nationale symbol, én en løve, en anden en ørn, og en tredje en drage eller slange. Alle borgere opfordres til at hylde staten, symboliseret ved en dyrisk skabning og ledet af syndige mennesker, og vise den blind lydighed som var den den højeste myndighed.
5 Man har glemt at Jehova Gud, solens og månens Skaber, og kilden til den friske luft og vandet som til stadighed fornyr hele jorden, er den højeste og egentlige „Herre over menneskenes rige“. (Dan. 4:25) Og i stedet gør man ufuldkomne mennesker til helte og velgørere og giver dem den lov og pris der med rette tilkommer Jehova.
6. Hvad viser at verdens såkaldte vismænd er blevet dårer?
6 Er det, i overensstemmelse med de ovennævnte ord af apostelen Paulus, ikke indlysende at de verdsligt vise er blevet dårer? Hvor tåbeligt, hvor dåragtigt at sige, som nogle af dem gør, at „Gud er død“, eller at påstå at mennesket og dets jordiske hjem ikke er skabt, men blevet til ved blinde, fornuftløse kræfters sammenspil! Hvor urimeligt at påstå at mennesket selv kan bestemme sin skæbne, når der ikke skal mere end en lille forandring i vejret til for at forpurre selv dets mest omhyggeligt lagte planer!
7. Hvordan har Jehova kundgjort at han vil gribe ind og gøre noget ved disse forhold?
7 Den der „forud forkyndte enden“ forudså den udvikling der er sket i verden og erklærede at Han ville gribe ind på en måde der ville ophøje hans eget store navn og føre til glæde og fred for dem der elsker hans navn. Som et magtfuldt vidnesbyrd om sin forudviden lod han i Bibelen nedskrive beretningen om hvordan han handlede med faraonernes mægtige rige for 3500 år siden, samtidig med at han viste at denne beretning også skildrede noget der skulle ske i fremtiden. — Es. 46:10.
Ægypten „i åndelig forstand“
8, 9. Beskriv nogle af de ting der særlig kendetegnede Ægypten og dets herskere, og det indtryk som folk der levede på faraonernes tid fik af landet.
8 Fortidens Ægypten havde sin guddommelige hersker, der dog blot var et menneske, en efterkommer af synderen Adam. Hans rige havde i løbet af flere hundrede år opsamlet så megen menneskelig visdom at det siges at grækerne lånte det meste af deres viden herfra. I militær henseende var Ægypten længe kendt og frygtet for sin mægtige hær bestående af heste og vogne. Dets imponerende bygningsværker havde til hensigt at forstærke indtrykket af statens magt. De omfattede vældige grave, et indviklet kanalsystem og imponerende templer.
9 Det klima den ægyptiske faraos folk levede i var enestående. Regn var praktisk talt ukendt. Solen og månen skinnede fra en skyfri himmel. Nilen, der stadig fik tilført vand på grund af de store regnmængder over Midtafrika, vandede regelmæssigt landet, og dens frugtbare aflejringer gav rige afgrøder. Disse særlige kendetegn for livet i Ægypten har fået en historiker til at tale om Ægyptens „ubekymrede storhed“, dets „afklarede hvilen i sig selv“. Det syntes som om Ægypten skulle bestå for evigt, at intet ville forandre sig.
10. Hvad fortæller sådanne skriftsteder som Romerbrevet 15:4 og Åbenbaringen 11:8 dem der studerer Bibelen?
10 Der er ingen tvivl om at Ægypten skildrede noget større der engang skulle komme, for apostelen Paulus skrev: „Alt, hvad der forhen er skrevet [i Bibelen], er jo skrevet, for at vi kan lære deraf.“ (Rom. 15:4) Desuden har vi apostelen Johannes’ bemærkelsesværdige hentydning til „den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet“. (Åb. 11:8) Sammenhængen viser at „folk og stammer og tungemål og folkeslag“, altså en blanding af mennesker fra alle nationer, har deres opmærksomhed rettet mod dette ’Ægypten i åndelig forstand’.
11. Hvorfor kan Ægypten, Sodoma og det troløse Judæa med rette omtales under ét?
11 Ægypten, Sodoma ’og Judæa (hvor Kristus Jesus virkelig blev pælfæstet) havde alle noget tilfælles med den nuværende internationale tingenes ordning vi kalder kristenheden.a De havde glemt Gud; ikke egentlig på grund af svigtende hukommelse, men fordi de ønskede at glemme ham. De foretrak at glemme den Gud som havde opstillet en universel norm for retfærdighed, for så ville deres samvittighed ikke længere anklage dem eller bestandig minde dem om det regnskab som Gud siger han vil gøre op med alle der handler uret. Også i vor tid ønsker folk at behage sig selv; de vil selv afgøre hvad der er godt og hvad der er ondt. Ligesom Farao siger de med deres ringeagtende adfærd: „Hvem er [Jehova]?“ — 2 Mos. 5:2.
12. Hvad skildres derfor billedligt ved Ægypten og dets hersker, og hvilken indstilling ses i både skyggen og virkeligheden?
12 ’Ægypten i åndelig forstand’ er derfor en religiøs organisation af selviske skabninger der fuldstændig er kommet under indflydelse af „denne [den nuværende onde] tingenes ordnings gud“, den større Farao, Satan Djævelen. (2 Kor. 4:4, NW) Denne falske gud har i århundreder opstillet talrige religiøse systemer, som hvert har haft til hensigt at indgive sine tilhængere troen på deres religiøse og politiske institutioners beståen. Til trods for historiens vidnesbyrd forleder ’Ægypten i åndelig forstand’ eller kristenheden stadig sine tilhængere til at tro at intet nogen sinde vil forandre sig, at ’alt bliver ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse’. — 2 Pet. 3:4.
13. Hvilken trøstende forsikring giver Jehova med hensyn til alle der ignorerer hans navn og suverænitet?
13 Den store Skaber lider ingen virkelig skade fordi hele dette religiøse system ignorerer ham og sletter hans navn af folks bevidsthed. Han kunne helt lade hånt om det og lade mennesker og nationer styrte sig hovedkulds ud i tilintetgørelsen. Men på grund af dem der elsker hans navn og som længes efter sandhed og retfærdighed, har Gud i sin barmhjertighed besluttet at vise verden sin magt og derved skabe sig et navn over for alle nationer. (2 Pet. 2:7, 8; Ez. 9:4) Både de styrende og folkene ’skal kende at han er Jehova’. — Ez. 38:23.
Andre slående paralleller
14, 15. Hvilken slående parallel lægger man mærke til når man sammenligner fortidens Ægypten og Satans religiøse organisation i dag?
14 Faraonerne i fortidens Ægypten anvendte titlen „solens søn“ om sig selv, det vil sige at de betragtede sig som lysgivere og livgivere for alle landets undersåtter. Almindelige dødelige vovede ikke at stå op og se en farao i ansigtet. For ikke at dø måtte de se den anden vej og kaste sig til jorden når han kom forbi. Hans ord, retfærdigt eller uretfærdigt, kunne betyde døden for enhver undersåt der vakte hans mishag.
15 „Denne tingenes ordnings gud“ giver sig ligeledes „skin af at være en lysets engel“. (2 Kor. 11:14) Hans religiøse systemer, deriblandt de der tilhører den splittede kristenhed, fremmer det mystiske og forvirrer de tilbedendes begreber for at de ikke skal se at han oprindelig kun var en åndeskabning der gjorde oprør mod Skaberens retmæssige overhøjhed.
16, 17. Hvordan finder Faraos krav om at have skabt Nilen og at eje den sit modstykke i en større målestok?
16 Gud lod sin profet Ezekiel afsløre den hovmodige Faraos indstilling og nedskrive følgende udtalelse af denne enevældige hersker: „Nilen er min, jeg skabte den selv!“ (Ez. 29:3) På samme måde har „denne [onde] verdens fyrste“, Satan Djævelen, lige siden han bedrog Eva og forledte Adam til oprør mod Gud, hævdet at han har eneret på menneskeslægten. (Joh. 12:31) At den faldne menneskeslægt symbolsk omtales som Nilens vande er i overensstemmelse med Bibelens symbolik, for under Guds ånds inspiration blev apostelen Johannes bevæget til at nedskrive engelens forklaring på et af sine syner: „De vande, du så . . . er folk og skarer og folkeslag og tungemål.“ — Åb. 17:15.
17 Ja, Satan påstår at menneskenes riger og herredømmer tilhører ham, og de genspejler i sandhed hans ånd og indstilling. Da Jesus blev fristet i ørkenen, modsagde han ikke Djævelen da denne antydede at han havde ret til at overgive herredømmet over syndige mennesker til den der ville opfylde hans krav. (Matt. 4:8, 9) Bibelen viser ydermere at kilden til al herskermagt og myndighed over menneskenes riger i dag er den store drage, Satan Djævelen selv. — Åb. 13:2.
18. Hvad peger det frem til at Ægyptens sikkerhed afhang af vogne og heste?
18 Ligesom Farao stolede på at hans militære styrker kunne opretholde hans magt og position, sådan er det militære beredskab i ’Ægypten i åndelig forstand’ (kristenheden) også fremherskende og går endog forud for de fattiges presserende behov for føde og klæder. End ikke den organisation der kaldes De forenede Nationer kan garantere fred og sikkerhed, for de mindste og nyeste nationer i vor tid bliver hurtigt opkøbere af militærvåben som de ikke har råd til — geværer, kanoner, flyvemaskiner, raketter, og så videre.
Guds uforanderlige hensigt
19. Hvad er dét som Jehova i sin tid gjorde ved Nilens bred en garanti for?
19 At ’Ægypten i åndelig forstand’, det vil sige kristenheden, det største religiøse system i verden, ville blive genstand for den guddommelige sandheds skånselsløse lys og blive afsløret som et sidestykke til faraonernes Ægypten i fortiden, fremgår tydeligt af hvad Gud gjorde dengang ved Nilens bred. Før patriarken Abrahams afkom blev født udtalte Jehova disse betydningsfulde ord til den trofaste patriark: „Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år. Dog vil jeg også dømme det folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget gods.“ — 1 Mos. 15:13, 14.
20. Var Jehovas beslutning om at gribe ind og dømme Ægyptens land og dets hersker en pludselig indskydelse?
20 Senere sagde Jehova til Moses, den udfrier som han bemyndigede til at føre Abrahams afkom ud af Ægypten: „Jeg ved vel, at ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med magt; men jeg skal udrække min hånd og ramme Ægypten med alle mine undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder lov til at drage af sted.“ (2 Mos. 3:19, 20) Jehovas hensigt med Ægypten blev således udtalt lang tid i forvejen. Han ville gøre sit navn stort i Ægypten og i alle de lande der var underlagt det.
21. Hvad bør dette overbevise os om i dag
21 Dette bør overbevise os om den uundgåelige afsløring og tilintetgørelse der vil ramme ’Ægypten i åndelig forstand’, kristenheden, tillige med alle dens verdslige forbundsfæller. Ja, Bibelen giver dem der ydmygt studerer den, en forventning om en kampagne der vil afsløre og blotlægge den nuværende urene, sygelige og døende tilstand som Satans verden, og især kristenheden, befinder sig i. Alt tyder på at en sådan kampagne allerede nu foruroliger de herskende og ledende i nationerne.
En der er større end Moses
22, 23. Genfortæl kort beretningen om Moses som Guds profet der blev sendt til Farao, og som mellemmand til gavn for Abrahams afkom
22 Moses var den mand som Jehova udvalgte til at fremkalde en stor krise i Ægypten. Hans navn betyder „trukket op“, og dette minder os om at Moses, på grund af at Jehova overvågede begivenhedernes gang, blev trukket op af Nilens vande, som ellers skulle have været hans grav. (2 Mos. 1:22) Han blev opdraget ved Faraos hof og uddannet i al Ægyptens visdom. Guds yderligere ledelse ses af de begivenheder der senere førte Moses til Midjans land, hvor han vogtede kvæg, mens han uden tvivl glædede sig over og genkaldte sig de løfter Jehova havde givet hans forfader Abraham. — 2 Mos. 2:10; 3:1; Ap. G. 7:22, 30.
23 Moses tjente trofast som mellemmand. Han var ikke alene i fuldstændig harmoni med Jehovas retfærdige krav til sit folk, men han havde også medlidenhed med sine israelitiske landsmænd på grund af deres medfødte synd. Han gav sig selv til gavn for dem, idet han med glæde flere gange tilbød at give sit liv for deres. Det lam der blev slagtet påskenat kan udmærket betragtes som en erstatning for Moses, der på denne billedlige måde blev ofret for folkets synder — en ordning der tillod ham at leve og gennemføre det udfrielsesprogram som Gud havde salvet ham til. Lige før Moses fuldførte sit tildelte hverv blev han inspireret til at profetere om en fremtidig profet, en profet ligesom han selv, en der ville udvise langt større myndighed. (5 Mos. 18:18, 19) Apostelen Peter viste senere at denne store profet ligesom Moses var Kristus Jesus. — Ap. G. 3:19-26.
24, 25. Hvilken slående lighed med Moses finder vi i beretningen om Kristus Jesus?
24 Det er interessant at se at på grund af omstændighederne ved Jesu fødsel som menneske var han, ligesom den spæde Moses, i fare for at blive dræbt, nemlig ved kong Herodes’ hånd, men han blev frelst fra døden ved sin himmelske Faders indgriben. (Matt. 2:1-18) Eftersom den sæd der gjorde Maria gravid ikke kom fra en ufuldkommen mand, var hendes barn „helligt, Guds Søn“. (Luk. 1:35) Det var til denne søn at Gud ved den hellige ånd skænkede alle visdommens og kundskabens skatte tillige med en dyb indsigt i den faldne menneskeheds virkelige tilstand. — Kol. 2:1-3.
25 Kristus Jesus, den større Moses, tjente også som en hyrde der vogtede Guds hjord af mennesker med fårets sindelag. (Joh. 10:11; Ez. 34:31) Han gav også sig selv til gavn for sin hjord, og da tiden kom ofrede han sig som det fuldkomne „Guds lam, som bærer verdens synd“. (Joh. 1:29) På den tredje dag oprejste Jehova ham fra døden som en mægtig åndeskabning og satte ham ved sin højre hånd i himmelen. — Ap. G. 2:32, 33.
26. Hvad peger dét at Aron blev Moses’ talerør frem til i opfyldelsen?
26 I Moses’ tilfælde gav Jehova ham et talerør. Ja, Aron, Moses’ kødelige broder, blev hans talerør. (2 Mos. 7:1, 2) Kristus Jesus, den større Moses, har også fået et jordisk talerør, så at sige, et talerør der meget belejligt er til rådighed for ham på jorden, eftersom han selv sidder ved Guds højre hånd i himmelen. Dette talerør er hans menighed af salvede disciple, som alle er hans åndelige brødre. — Hebr. 2:11, 12.
27. Hvordan ser vi i vor tid scenen gjort klar til forkyndelsen af Jehovas navn?
27 Kan vi se det for os nu? Dengang var det Moses og Aron som havde fået overdraget myndighed af den højeste Gud, Jehova! I dag er det Kristus, der har været indsat på tronen siden 1914, og hans salvede disciple på jorden der alle ved den hellige ånd er blevet bemyndiget af Gud til at tjene til gavn for Jehovas navn. Guds navn må gøres kendt, og det må, trods al modstand, synlig såvel som usynlig, ophøjes over for alle nationer.
Et nyt element i verdensforholdene
28, 29. Hvad var grunden til at Moses og Aron i fortidens drama ikke hurtigt blev sat ud af spillet, og hvordan passer det i modbilledet?
28 Måske har du undret dig over hvorfor Farao ikke straks arresterede, fængslede og endog dræbte Moses og Aron da de første gang trådte frem i Jehovas navn. Jehova havde sikret sig mod denne mulighed ved straks over for hele Faraos hof at give bevis på at Moses var hans bemyndigede repræsentant. Husk på hvordan „Arons stav [som var blevet til en stor slange] opslugte deres stave [som også var blevet til slanger]“. (2 Mos. 7:12) Farao vidste at han stod over for en overmenneskelig magt, men alligevel forhærdede han sit hjerte.
29 På samme måde forholder det sig med Satan. Skønt han og hans håndlangere gerne ville lukke munden på og tilintetgøre Guds budbringere, hans kristne vidner, og for at opnå dette er villige til at føre alle former for ondskab over deres trælbundne undersåtter, ved han at Jehovas beskyttende hånd hviler over hans folk. Og alt det onde som Satan og hans trælle kan påføre folkeslagene er for intet at regne sammenlignet med det onde Jehova tilmåler dem. Da Jehova i 1914 befalede den større Moses, Kristus Jesus: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ fik den større Farao og alle hans synlige og usynlige medskyldige i høj grad Kristi og hans himmelske hærskarers myndighed at føle. Selv om de forhærder deres hjerter, er de klar over at deres tid er kort før det endelige regnskab skal gøres op. — Åb. 12:7-9, 12; Sl. 110:1, 2.
30. Hvilken stor ulykke står ’Ægypten i åndelig forstand’ over for?
30 For Satan og hele hans tingenes ordning, kristenheden indbefattet, er der endnu flere dårlige nyheder, ja intet andet end dårlige nyheder, i vente. Hele hans rige vil blive ramt af en langt større ulykke, en ulykke som Jehova vil lade hjemsøge nationerne inden for og uden for ’Ægypten i åndelig forstand’: „Se, ulykken går fra det ene folk til det andet, et vældigt vejr bryder løs fra jordens rand. [Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ — Jer. 25:32, 33.
31, 32. Hvornår kan, ifølge Bibelen, den endelige tilintetgørelse af hele Satans ordning først finde sted?
31 Men først, før denne ødelæggende demonstration af Jehovas magt tilintetgør kristenheden og resten af Satans ordning, skal den højeste herskers NAVN forkyndes på hele jorden og gøres kendt. Ikke når alle fjenderne ligger udstrakt i støvet, men før deres velfortjente straf rammer dem, må Jehova gøre sit herlige navn kendt og tvinge alle disse oprørere til at indse at de kæmper for en tabt sag.
32 Der er derfor ingen tvivl om hvad der må finde sted som en opfyldelse af den alvorlige advarsel Jehova befalede Moses at overbringe Farao: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:16) Jehovas navn skal derfor forkyndes, både for ven og fjende, samtidig med at hans tilkendegivelse af sin magt vil føles som en stadig tungere plage, ikke blot for kristenheden, men for hele Satans ordning og dem der klynger sig til den. Folks sind, deres indstilling, vil blive formet som af en stor pottemager. Hvem vil, ansigt til ansigt med Guds advarselsbudskab, holde sig til ’Ægypten i åndelig forstand’ og få del i dommen over det, og hvem vil forlade det og hele Satans organisation og blive udfriet sammen med Jehovas udvalgte, åndelige folk? — Rom. 9:21-23.
33. Hvilken virkning har Kristi salvede disciples og deres medarbejderes forkyndelse i dag, og med hvilken indstilling bør de der elsker retfærdighed betragte det sikre udfald?
33 Der tilbage i fortiden lod Jehova Gud opføre et virkeligt drama — et drama der nu skal genopføres i verdensformat. I dag leder Jehova også en nutidens Aronskare, Kristi salvede disciple på jorden, på en måde der har stor indflydelse på hvordan mange menneskers fremtid vil forme sig, om den bliver til frelse eller tilintetgørelse. Lad os da, idet vi betragter enkelthederne i det drama der udspilles i dag, juble i bevidstheden om at Guds herlige navn, Jehova, snart „skal . . . være stort blandt nationerne“. — Mal. 1:11, NW.
[Fodnoter]
a Se side 273, 1. afsnit, i bogen „Then Is Finished the Mystery of God“.
[Illustration på side 512]
Ægypten var kendt for sin stærke hær, sine vældige grave og store templer. Ægypten er et symbol på denne verden, hvis Gud er Satan Djævelen