tid, før det nutidige „Jerusalem“, nemlig kristenheden, blev ødelagt. Hvem udfører mærkningsarbejdet i vor tid, som er endens tid? — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.

Manden i „linned klædebon“ må i dag være en der repræsenterer den herliggjorte konge Jesus Kristus. Hvorfor? Fordi verdensherredømmet nu er blevet „vor Herres og hans Salvedes“. (Åb. 11:15) Kristus styrer nu alt hvad der har at gøre med Jehovas herredømme over jorden. Da Jesus var på jorden brugte han et andet udtryk for at beskrive den samme symbolske mand i „linned klædebon“, idet han kaldte ham „den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende“. (Matt. 24:45-47) Denne „tjener“ der anerkender Kristus som sin herre er ikke en enkelt person, men er et samfund af mennesker, Kristi åndelige brødre på jorden. De er salvet med Guds ånd til at forkynde den gode nyhed om Riget. Guds ånd virker på dem, tilskynder dem, og de er allerede blevet ’beseglet på deres pander’ af Gud gennem Jesus Kristus. De har dette segl, Guds ånd, der giver dem bevidstheden om at de er kaldet til at være medarvinger med Kristus. Den er et „pant“ eller et „forskud“ (NW) på deres himmelske arv. Eftersom de udgør den symbolske mand i „linned klædebon“, er de udnævnt og udsendt af Kristus, med bemyndigelse fra Jehova. — Åb. 7:3, 4; Ef. 1:13, 14; Rom. 8:16, 17.

Dette samfund der udgør den symbolske mand, ’mærker’ naturligvis ikke sig selv. ’Seglet’ på dets ’pande’ viser at det er Guds tjener. Hvem får da det guddommelige „mærke“?

Hvordan det ses at man støtter Guds rige

De der bliver mærket findes spredt ud over hele jorden inden for Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, især inden for kristenheden, der udgør den dominerende del af dette religiøse imperium. (Åb. 17:5) De ser med sorg og afsky på de umoralske, uretfærdige, ubarmhjertige og ugudelige handlinger der finder sted, især det der falskeligt gøres under dække af kristendom og i Guds navn. De ser at kristenhedens præsteskab praktiserer og bifalder sådanne handlinger. Disse ærlige og oprigtige mennesker er ikke kede af det på samme måde som de der råber op, demonstrerer og gør oprør simpelt hen fordi de ikke får et eller andet som de selvisk ønsker. Nej, de er bedrøvede fordi det der foregår er uret. — Jævnfør Andet Korinterbrev 7:10, 11.

For at finde disse mennesker der bor spredt rundt omkring, må man søge fra hus til hus. Består ’mærket’ i at de får hovedet fyldt med kundskab? Til dels, men det er meget mere end det. Kundskab tilskynder ikke altid folk til at foretage en tydelig forandring i deres liv. At dette „mærke“ sættes i panden betyder at det kan ses af alle, ligesom fortidens slaveejere ofte mærkede deres trælle i panden, og måske også på hånden, så man tydeligt kunne se hvem de tilhørte. For at andre kan kende dem der bærer det symbolske mærke, må de derfor have mere end kundskab. I kristenheden er der jo mange der har læst Bibelen flere gange. Nogle har megen kundskab. Men de lever og handler ikke som kristne. De støtter ikke Guds herredømme. Udadtil har de måske „gudsfrygts skin“, men både udadtil og i deres indre fornægter de dens kraft. De er ikke i besiddelse af sand tro, ledsaget af gerninger som beviser troen. — 2 Tim. 3:5; Jak. 2:18-26.

Hvis du ønsker at blive mærket må dit hjerte derfor berøres, så du kan ’tro til retfærdighed’. Alle må kunne se og anerkende at hele dit liv styres af kristne principper. — Rom. 10:10.

Har du dette „mærke“? Hvis ikke, ønsker du da at få det? Så må du lytte til den gode nyhed om Riget der nu bliver forkyndt. Når du har fået Bibelens sandheder ind i hjertet vil du følge apostelens vejledning, der hvor han siger at vi skal ’fornyes i vort sinds ånd og iføre os det nye menneske [den nye personlighed, NW], der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til’. — Ef. 4:23, 24.

Det betyder altså at det ikke er nok at forkynde fra hus til hus og afsætte bibler og bibelstudiebøger til dem der ønsker at lære Gud at kende. De der udfører mærkningsarbejdet må desuden bruge megen tid på at studere Bibelen med dem de hjælper til at få ’mærket’. De må opbygge ’ildbestandige’ kristne egenskaber i disse ærlige og oprigtige elever. 1 Kor. 3:10-15.

Hvis du gerne vil have ’mærket’, ønsker du sikkert regelmæssigt at komme sammen med dem der forkynder nyheden om Guds herredømme gennem hans messianske rige. Du vil også være ivrig efter at fortælle andre om det du har lært. Andre vil sikkert blive forbavsede over din frimodighed, oprigtighed og begejstring, og over den forandring som kundskaben fra Bibelen har forårsaget i din indstilling og adfærd.

Du vil komme til at forstå behovet for at du, som ret er, indvier dig fuldstændig til Gud og bliver døbt som symbol på denne indvielse. Når du lever op til din indvielse ved at tjene Gud, vil folk klart kunne se ’mærket’, den kristne personlighed

denne husholdergerning over alle, Kristi jordiske interesser?

Vi kan forstå hvordan det gøres ved at tænke på den måde hvorpå Kristi myndighed som hoved blev udøvet i den kristne menighed i det første århundrede. Som vi har set udgjorde apostlene til at begynde med et styrende råd, og de fik senere tilslutning af andre der kvalificerede sig som ældste i menigheden i Jerusalem. I den mest udførlige beskrivelse vi har af et af deres møder, er det værd at bemærke hvilken rolle Guds ånd og Guds ord spillede med hensyn til at lede deres afgørelse. Skønt der ved begyndelsen af mødet — der blev holdt på grund af spørgsmålet om omskærelse — var store meningsforskelle, førte disse to kræfter, Guds ånd og Guds ord, disciplene til en enig beslutning.

Først fortalte apostelen Peter om hvordan ånden var blevet givet til uomskårne hedninger. Derefter gjorde Paulus og Barnabas rede for åndens virke i deres tjeneste blandt sådanne mennesker. Til slut tog Jakob, Jesu halvbroder, ordet, og idet hans hukommelse uden tvivl var ledet af den hellige ånd, henledte han opmærksomheden på en inspireret profeti der forudsagde at Guds navn skulle nævnes over hedninger. Det ville have været let for disciplene simpelt hen at gøre som de altid havde gjort, at ’følge tidligere praksis’, så at sige. Men Guds ånd og Guds ord tilskyndede dem eller virkede på dem i en bestemt retning, og krævede en ændring i deres tankegang. Da Jakob forelagde en resolution for at få spørgsmålet afgjort, blev den derfor enstemmigt vedtaget. Havde Kristus ledet dem gennem den hellige ånd? Dette råd vidste at det var tilfældet, og i brevet med deres afgørelse sagde de: „Thi [først og fremmest] Helligånden og [dernæst] vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige.“ — Ap. G. 15:1-29.

Dette brev blev derefter overgivet til de kristne menigheder i almindelighed af mænd der repræsenterede det styrende råd i Jerusalem. Menighederne blev glade over og accepterede denne afgørelse, og viste således at de oprigtigt anerkendte Kristus Jesus som deres hoved. Dette medførte rige velsignelser; de styrkedes i troen og voksede i antal. — Ap. G. 15:22, 30, 31; 16:4, 5.

Drager du nytte af Guds søns ledelse? Hvilken menighed i dag viser den troskab mod Guds ord og den lydighed mod Guds ånd som viser at Kristus er dens hoved? Vi tilskynder dig til at undersøge om vidnesbyrdene om dette findes i Jehovas vidners kristne menighed.