Erklæret retfærdig „til liv“
„Ved én retfærdiggørelseshandling [er følgen] blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ — ROMERNE 5:18.
1. Hvem hungrer og tørster efter retfærdighed, og hvordan vil deres behov blive tilfredsstillet?
„LYKKELIGE er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de vil blive stillet tilfreds.“ (Mattæus 5:6) En sådan tørst efter retfærdighed vil blive fuldstændig tilfredsstillet, ikke blot for dem som får del i „himlenes rige“ men også for dem der „vil arve jorden“. (Mattæus 5:10; Salme 37:29) Begge skarer er indbefattet i det håb som apostelen Peter omtalte da han skrev: „Efter hans [Guds] løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:13) Ja, Jehova Gud har givet løfte om en retfærdig ny himmelsk regering, „himlenes rige“, og en retfærdig „ny jord“ eller et nyt samfund af mennesker på en paradisisk jord.
2. Hvilket forhold eksisterer der mellem Jehova, retfærdighed og vort håb om en fredelig ny orden?
2 Men hvad vil det egentlig sige at der kommer retfærdige nye himle og en retfærdig ny jord? Det vil sige at både den nye himmelske regering og menneskeheden på jorden der er underlagt dens styre, må anerkende Guds normer for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jehova er „retfærdighedens bosted“. (Jeremias 50:7) Retfærdighed er selve fundamentet for hans suverænitet eller trone i universet. (Job 37:23, 24; Salme 89:14) Freden i universet afhænger af at Jehovas skabninger anerkender hans ret til at afgøre hvad der er retfærdigt og hvad der er ondt. Omvendt afhænger vort håb om en retfærdig ny orden af at Jehova holder fast ved sine normer. — Salme 145:17.
3. Hvilket spørgsmål stiller vi, i betragtning af Jehovas absolutte retfærdighed?
3 Spørgsmålet er nu hvordan den hellige og retfærdige Gud Jehova kan have med uretfærdige syndere at gøre. (Jævnfør Esajas 59:2; Habakkuk 1:13.) Hvordan kan han forblive trofast mod sine ophøjede retfærdige normer og alligevel blandt syndere udvælge dem der skal være med i den retfærdige nye regering, de „nye himle“, og slutte venskab med dem der skal være en del af den retfærdige ’nye jord’? For at besvare dette må vi forstå Bibelens lære om retfærdiggørelse, eller hvad det vil sige at blive erklæret retfærdig.
En barmhjertig ordning
4. Hvorfor er den faldne menneskehed i stor gæld til Gud, og hvorfor kan vi ikke befri os selv for denne gæld?
4 Bibelen sammenligner synder med skyld eller gæld. (Se Mattæus 6:12, 14; 18:21-35; Lukas 11:4) Alle mennesker er syndere og står derfor i stor gæld til Gud. „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Eftersom menneskene var blevet „solgt under synden“ af deres stamfader Adam, kunne de intet gøre for at befri sig selv for denne tyngende gæld. (Romerne 7:14) Kun skyldnerens død kunne fjerne den, „for den der er død er blevet frikendt fra sin synd“. (Romerne 6:7) Ingen af de gode gerninger en synder gjorde i sin levetid kunne købe det tilbage som Adam havde mistet, eller bare give den pågældende en retfærdig stilling ind for Gud. — Salme 49:7, 9; Romerne 3:20.
5. Hvordan har Jehova tilvejebragt en udfrielse for den syndige menneskehed uden at krænke sin fuldkomne retfærdighed?
5 Hvordan kunne Jehova tilvejebringe udfrielse for den faldne menneskehed uden at gå på kompromis når det gjaldt hans retfærdige normer? Svaret understreger Jehovas visdom og ufortjente godhed. Som apostelen Paulus så smukt udtrykker det i sit brev til romerne: „Det er som en fri gave at de [syndere] ved hans ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus. Gud har fremstillet ham som et offer til forsoning ved tro på hans blod. Dette gjorde Gud for at vise sin egen retfærdighed, fordi han havde eftergivet synder som var begået i fortiden mens han viste overbærenhed; for at vise sin egen retfærdighed i den nuværende tidsperiode, at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ — Romerne 3:24-26.
6. (a) Hvordan blev Jehovas krav om retfærdighed opfyldt ved Kristi offer, og hvad er Jehova således villig til at gøre? (b) Hvordan kan Gud tilregne et troende menneske retfærdighed?
6 Ved sin ufortjente godhed tog Jehova imod Jesu offer til gavn for Adams efterkommere. (1 Peter 2:24) Det var et tilsvarende offer, et offer af samme værdi, hvorved Jesus som et fuldkomment menneske købte det tilbage som det fuldkomne menneske Adam havde mistet. (Se Anden Mosebog 21:23; Første Timoteusbrev 2:6.) Eftersom retfærdighedens krav er blevet opfyldt, er Jehova i sin kærlighed villig til at ’feje de overtrædelser bort’ og ’slette de synder ud’ som den der „har tro på Jesus“ har stående som en ’gæld’ på sin ’konto’. (Esajas 44:22; Apostelgerninger 3:19) Hvis vedkommende forbliver trofast undlader Jehova ikke alene at ’tilregne ham hans overtrædelser’, men tilskriver ham også retfærdighed. (2 Korinther 5:19) Ved hjælp af denne barmhjertige ordning er ’mange blevet stillet som retfærdige’. (Romerne 5:19) Det at Gud erklærer et menneske skyldfrit er ét aspekt ved retfærdiggørelsen. (Apostelgerninger 13:38, 39) Hvem er det da der er blevet retfærdiggjort eller erklæret retfærdige i denne tingenes ordning?
144.000 „hellige“
7. På hvilken måde blev Kristus erklæret retfærdig, og hvad blev derved muligt?
7 Kristus selv havde naturligvis ikke behov for at få tilregnet retfærdighed, for han var virkelig retfærdig. (1 Peter 3:18) Da han havde bevist at han var trofast indtil døden som et fuldkomment menneske („den sidste Adam“) og havde ofret sin ret til liv på jorden, blev han oprejst af sin Fader, Jehova. Jesus blev „erklæret retfærdig i ånd“, det vil sige erklæret absolut retfærdig på grund af sin egen fortjeneste og oprejst som „en levendegørende ånd“. (1 Korinther 15:45; 1 Timoteus 3:16) Ved sin offerdød tilvejebragte han grundlaget for at Jehova kunne tilregne troende mænd og kvinder retfærdighed. — Romerne 10:4.
8, 9. (a) Hvem er de første der får tilregnet retfærdighed, og hvorfor? (b) Hvem udgør de „nye himle“, og hvem skal de herske over?
8 De der af Jehova udvælges til at udgøre de retfærdige „nye himle“ eller rigsregeringen under kongen Kristus Jesus, er naturligt nok de første der i fuldt mål høster gavn af denne barmhjertige foranstaltning i denne tingenes ordning. I Daniels bog beskrives den ceremoni i himmelen hvorved Kristus, Menneskesønnen, modtager „herredømme og ære og kongemagt“, for at „alle folkeslag, folkestammer og tungemål [på jorden] skal tjene ham“. Derefter viser Daniel at „riget og herredømmet“ også gives til „den Allerhøjestes hellige“. — Daniel 7:13, 14, 18, 27; jævnfør Åbenbaringen 5:8-10.
9 Bibelen åbenbarer at antallet af de „hellige“ der er udvalgt til at herske sammen med Lammet, Jesus Kristus, på det himmelske Zions bjerg, er 144.000 som er blevet „købt fra menneskeslægten“. (Åbenbaringen 14:1-5) Sammen med Kristus udgør de de retfærdige „nye himle“ i Jehovas nye tingenes ordning.
Tilregnet retfærdighed — hvordan og hvorfor?
10. (a) Hvilken bog i Bibelen taler mest udførligt om retfærdiggørelse, og hvem blev den skrevet til? (b) Hvem berøres først og fremmest af Bibelens lære om retfærdiggørelse?
10 Den bog i Bibelen som mest udførligt omtaler Guds retfærdiggørelse af mennesker er utvivlsomt Paulus’ brev til romerne. Interessant nok henvender han dette brev til dem der er „kaldede til at være hellige“. (Romerne 1:1, 7) Dette forklarer hvorfor læren om retfærdiggørelse eller det at mennesker erklæres retfærdige, sådan som Paulus fremstiller det, er knyttet til de 144.000 „hellige“.
11. Hvilken forbindelse er der mellem tro, gerninger og retfærdiggørelse?
11 Hovedtanken i Paulus’ argumentation i Romerbrevet er at hverken jøder eller ikke-jøder kan opnå en retfærdig stilling ind for Gud på grund af gerninger, hvad enten disse udøves i lydighed mod Moseloven eller blot af respekt for den morallov der er nedlagt i mennesket. (Romerne 2:14, 15; 3:9, 10, 19, 20) Både for jøder og ikke-jøder gælder det at de kun kan blive erklæret retfærdige på grundlag af deres tro på Kristi genløsningsoffer. (Romerne 3:22-24, 29, 30) Af vejledningen i de sidste kapitler i Romerbrevet (12-15) fremgår det imidlertid at en sådan tro må ledsages af gudfrygtige gerninger, sådan som Jakob også forklarer. (Jakob 2:14-17) Sådanne gerninger er blot et vidnesbyrd om at den kristne har den tro som er en forudsætning for at blive retfærdiggjort af Gud.
12, 13. (a) Hvorfor må de 144.000 „hellige“ nødvendigvis erklæres retfærdige? (b) Hvad gør de med den ret til liv som de får tilkendt?
12 Men hvad er grunden til at kristne som er „kaldede til at være hellige“ nødvendigvis må erklæres retfærdige? Her kommer det andet aspekt af „retfærdiggørelsen“ ind i billedet, nemlig det at Gud erklærer et menneske værdigt til liv som en fuldkommen jordisk søn af ham. På grund af den plads de 144.000 er kaldede til at indtage i de retfærdige „nye himle“, må de for evigt give afkald på og opofre ethvert håb om evigt liv på jorden. (Salme 37:29; 115:16) I denne forstand dør de en offerdød. De ’underkaster sig en død som Kristi’. — Filipperne 3:8-11.
13 I overensstemmelse med det princip der fremholdes i Moseloven må ethvert offer der bringes til Jehova være uden fejl og mangler. (3 Mosebog 22:21; 5 Mosebog 15:21) De 144.000 „hellige“ omtales som „retfærdige som er blevet gjort fuldkomne“. — Hebræerne 12:23.
Antaget som åndelige sønner
14, 15. (a) Hvilken forandring med henblik på synd må de 144.000 foretage? (b) På hvilken måde bliver de oprejst til „et nyt liv“?
14 Mens disse „retfærdige“ stadig befinder sig i kødet erfarer de en symbolsk død. Apostelen Paulus forklarer: „Da vi er døde i forhold til synden, hvordan skulle vi så stadig kunne leve i den? Eller ved I ikke at alle vi som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Derfor blev vi begravet med ham ved vor dåb til hans død, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi vandre i et nyt liv. . . . for vi ved at vor gamle personlighed er blevet pælfæstet sammen med ham, for at vort syndige legeme kunne blive gjort uvirksomt, så vi ikke længere skulle fortsætte med at trælle for synden. For den der er død er blevet frikendt fra sin synd.“ — Romerne 6:2-7.
15 Mens de 144.000 „hellige“, af hvem der kun findes en lille rest i denne endens tid, lever her på jorden, ’dør de i forhold til synden’. Efter denne symbolske død bliver de der er „kaldede til at være hellige“ oprejst til „et nyt liv“. Da Jehova har erklæret dem retfærdige kan han nu avle dem med sin ånd til at være hans åndelige „børn“. De bliver „født igen“ og antages som „Guds sønner“. (Johannes 3:3; Romerne 8:9-16)a De bliver åndelige israelitter og tages med ind i den nye pagt. — Jeremias 31:31-34; Lukas 22:20; Romerne 9:6.
Arvinger til præstedømmet og kongemagten
16. Hvad bliver de 144.000 „hellige“ arvinger til?
16 Som åndelige „sønner“ der er antaget af Gud bliver de 144.000 „hellige“ også „arvinger“. (Galaterne 4:5-7) Paulus skrev til sine åndsavlede trosfæller: „Når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham så vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ (Romerne 8:17) Hvad er Kristi arv? Jehova har gjort ham til konge-præst „på Melkizedeks måde for evigt“. (Hebræerne 6:19, 20; 7:1) Som Kristi „medarvinger“ er de åndsavlede kristne også blevet salvet af Jehova til at være åndelige præster. (2 Korinther 1:21; 1 Peter 2:9) Et af formålene med at Jehova erklærer dem retfærdige er desuden at de senere skal „have liv og herske som konger gennem den ene, Jesus Kristus“. — Romerne 5:17.
17. (a) Hvad må de salvede kristne daglig gøre, selv om de er blevet erklæret retfærdige? (b) Hvordan bliver de belønnet?
17 Mens disse salvede kristne endnu befinder sig på jorden må de, selv om de er blevet erklæret retfærdige, stadig kæmpe mod deres syndige tilbøjeligheder. (Romerne 7:15-20) De har behov for at Kristi blod renser dem fra de synder de daglig begår i deres ufuldkommenhed. (1 Johannes 1:7; 2:1, 2) Når de forbliver trofaste indtil afslutningen på deres jordiske liv, vil de efter deres bogstavelige død blive oprejst „til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv“ som en del af de retfærdige „nye himle“. — 1 Peter 1:3, 4; 2 Peter 3:13.
„Skabningen“ i spændt forventning
18, 19. (a) Hvad venter „skabningen“ på? (b) Hvordan vil „Guds sønner“ blive ’åbenbaret’, og hvorfor venter menneskene i spændt forventning på dette?
18 Hvordan berører alt dette dem der tilhører den skare som er langt talrigere end de 144.000 åndelige „Guds sønner“ — dem der hungrer og tørster efter retfærdighed og som har håb om at arve jorden? Om disse skrev apostelen Paulus: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Romerne 8:19-21.
19 Disse mennesker, hvis håb det er at leve evigt på en paradisisk jord, lever i „spændt forventning“ om den tid som nu er nær, da kongen Jesus Kristus og de opstandne „Guds sønner“ vil blive ’åbenbaret’ i forbindelse med tilintetgørelsen af den nuværende onde tingenes ordning, hvorefter de skal herske som konger og præster „i de tusind år“. (Åbenbaringen 20:4, 6) Under Kristi tusindårsrige vil menneskene også selv „blive frigjort fra trældom under fordærv“.
20. Hvad skal vi behandle i den næste artikel?
20 Hvordan de mennesker der lever på den retfærdige ’nye jord’ til sidst vil opnå „Guds børns herlige frihed“, og hvordan Bibelens lære om retfærdiggørelse berører dem allerede nu, er et emne vi vil behandle i næste artikel.
[Fodnote]
a En indgående behandling af emnet „født igen“ findes i Vagttårnet for 1. februar 1982, siderne 9-20.
Når Gud erklærer mennesker retfærdige —
■ Hvad mener Bibelen med retfærdige nye himle og en retfærdig ny jord?
■ Hvorfor har menneskeheden behov for at opnå et ret forhold til Jehova?
■ Hvordan blev Jehovas krav om retfærdighed opfyldt?
■ Hvorfor er de 144.000 de første der bliver erklæret retfærdige, og hvad gør de med den ret til liv som de modtager?
■ Hvad bliver de 144.000 arvinger til sammen med Kristus?
[Ramme på side 11]
Der er to aspekter ved retfærdiggørelsen eller det at blive erklæret retfærdig:
(1) Gud regner den pågældende for skyldfri
(2) Gud erklærer den pågældende fuldkommen og værdig til evigt liv på jorden
De 144.000 salvede kristne bliver erklæret retfærdige i begge henseender. De opofrer deres ret til liv som mennesker og avles som åndelige „sønner“ der er kaldet til at blive konger og præster sammen med Kristus i de „nye himle“