nu i tiden kendt. De glæder sig over at vide at Jehova snart, på sin „vredes dag“, vil gribe ind og sætte retfærdigheden i højsædet og håndhæve sin suverænitet ved at fjerne Satan og alle der står på hans side, samt alle hans onde gerninger. — Apg. 2:11; Zef. 2:2, 3.

Gennemførelsen af Jehovas hensigt gennem 6000 år

DA ADAM åbenlyst vragede Jehovas retmæssige suverænitet, handlede Jehova kærligt og barmhjertigt. Han tog ikke straks Adams liv, for derefter at begynde forfra ved at skabe et nyt menneske som kunne erstatte ham. Nej, Adam fik lov at leve en tid så han kunne sætte en menneskeslægt i verden. Denne menneskeslægt blev af Gud „underlagt frugtesløshed“, idet den ved arv fra Adam blev underlagt dødens fordømmelse. Den kunne ikke i egen kraft finde nogen vej ud af denne ulykkelige tilstand. Den var imidlertid underlagt frugtesløsheden „på grundlag af håb“, idet Gud i sin enestående, ufortjente godhed traf beslutning om en udvej for de trofaste blandt Adams efterkommere. Derved kunne de blive „frigjort fra trældom under fordærv“ og genvinde den „herlige frihed“ som Guds børn. Dette storslåede håb blev fremholdt i en profeti som Jehova selv fremsatte allerede i Eden. Lad os gennemgå de historiske vidnesbyrd årtusind for årtusind, for at se om Gud har været langsom til at gennemføre denne hensigt. — Rom. 8:20, 21; 1 Mos. 3:15; 2 Pet. 3:9.

Fra 4026 til 3026 f.v.t.

I de årtusinder der gik forud for menneskets skabelse havde Gud vist menneskeheden dyb interesse og kærlighed ved at indrette et paradisisk hjem til den. Men da menneskene i Eden gjorde oprør, dømte Jehova som den suveræne Hersker Adam og Eva til døden og drev dem ud af dette glædens paradis. Jehova handlede i overensstemmelse med sin retfærdighed. Men han fuldbyrdede ikke dommen på en sådan måde at han udslettede menneskeslægten. Skønt det første menneskepar nu var syndere, tillod han dem at sætte børn i verden. Ved domsafsigelsen over dem erklærede han desuden at han ville oprejse en „sæd“, et afkom, der skulle knuse Satan og hans tilhængere. Dette vidnede om at han ville handle barmhjertigt med Adams efterkommere, så de gennem den lovede „sæd“ kunne have håb om udfrielse og liv. — 1 Mos. 3:8-24.

Da Kain myrdede sin broder Abel, gjorde Jehova det klart at menneskeheden ville blive draget til ansvar for blodskyld. Som den retfærdige Gud inspirerede han senere den trofaste Enok til at profetere at han ville komme „med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger“. Jehova klargjorde således at han altid ville handle retfærdigt over for de onde, og i sin barmhjertighed fremholdt han samtidig et strålende håb for dem der ville ære ham. — 1 Mos. 4:9-11; Jud. 14, 15; 2 Mos. 34:6, 7.

Fra 3026 til 2026 f.v.t.

Tidligt i dette årtusind blev Noa født. Jehova benyttede Noa i en profetisk skildring af hvordan han til sin tid ville udfri menneskeheden. For at eksekvere sin dom over de ugudelige sendte Jehova en vandflodskatastrofe over jorden, og de eneste der overlevede var Noa og hans familie, samt eksemplarer af alle dyrene, idet de blev bevaret i arken og derefter kunne træde ud på den rensede jord. Over to