Udfrielse fra mørkets magt

„Han . . . friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige.“ — Kol. 1:13.

 1. Hvilke omgivelser og påvirkninger er vi præget af?

UANSET om folk er klar over det eller ej, er de fleste stærkt præget af de omgivelser de er vokset op i og de påvirkninger de har været udsat for under opvæksten, samt af alle deres nedarvede karaktertræk. På grund af vore dages udbredte trang til uafhængighed og tendens til at gøre oprør mod al etableret myndighed og dem der udøver den, føler mange af de unge måske at de kan gå deres egne veje og med held modstå alle sådanne påvirkninger fra barndommen. Men det kan de ikke. Udover vort umiddelbare tilhørsforhold til en bestemt familie er vi alle i videre forstand medlemmer af menneskeslægten, og vi har en naturlig tilbøjelighed til at følge med mængden eller en bestemt gruppe som vi er knyttet til, og at efterligne den i adfærd og indstilling. Dette giver sig udslag i at selviskheden breder sig og i at folk bliver mere og mere ligeglade med det de betragter som forældede normer for moral og sømmelighed, hvilket også omfatter Bibelen og de normer den opstiller.

 2. (a) Hvordan har nogle forsøgt at ændre det nævnte forhold, og med hvilket resultat? (b) Er der grund til håb? Forklar.

² Af natur og fødsel er vi således alle sammen børn i den samme store familie, og menneskeligt set synes det umuligt at undgå eller overvinde de mange dårlige påvirkninger vi udsættes for i denne familie. Nogle har forsøgt at følge et nyt og virkelig godt livsmønster, blot for at opdage at de kopierer en af de tænkemåder og et af de adfærdsmønstre som allerede er fremherskende. Man kunne derfor udmærket spørge: „Er der ikke noget håb? Kan jeg ikke gøre noget som helst for at ændre dette forhold, i det mindste for mit eget vedkommende?“ Jo, der er håb. Der er noget man kan gøre. Det lyder måske mærkeligt, men man kan blive optaget i en anden familie. Man har mulighed for at vælge sig en anden fader. I stedet for at afvise dette som usandsynligt og lidt for fantasifuldt, synes vi at du sammen med os skulle undersøge baggrunden for denne påstand. Lad os imidlertid først oplyse at hundredtusinder af mennesker af alle nationaliteter og professioner allerede har gjort dette. De har virkelig ladet sig optage i en ny familie og har valgt sig en ny fader, til umådelig gavn for sig selv. Hvordan har de gjort dette?

 3. (a) Hvilken vigtig sandhed har grundlæggende betydning? (b) Hvad fører det til at benægte denne sandhed?

³ Måske er du godt inde i Bibelen, måske ikke. Det kan være at du kun kender den gennem en af kristenhedens kirker, og at din opfattelse af den blot er et billede af denne kirkes lærdomme. Nu vil vi imidlertid tilskynde dig til at lade Bibelen tale for sig selv, og høre hvad den har at sige. Vi vil gerne henlede din opmærksomhed på apostelen Paulus’ argumentation i brevet til romerne. I det første kapitel fastslår han en grundlæggende sandhed, nemlig at der findes en personlig Skaber, hvis „usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger“. Medmindre man anerkender dette, kan man ikke skifte familie. I dag betvivles og benægtes denne vigtige sandhed ofte, sådan som Paulus advarede om. Idet han taler om Gud siger han at visse mennesker „ærede eller takkede . . . ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. . . . de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen“. Og om resultatet fortæller han: „Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber . . . Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt.“ Hvor disse ord dog passer på vor tid! Alle sådanne mennesker er afgjort underlagt mørkets magt. — Rom. 1:20-28.

 4. Hvilken hjælp har Gud givet dem der søger ham, og hvordan bør man betragte denne hjælp?

⁴ Apostelen fremhævede den samme sandhed da han talte til athenerne på Areopagus, men læg mærke til det håb han også omtalte: „[Gud] lod alle folk nedstamme fra ét menneske . . . og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“ (Ap. G. 17:26, 27) For at hjælpe os i vor famlen har Gud givet os sit ord, Bibelen, som ’en lygte for vor fod, et lys på vor sti’. (Sl. 119:105) Bibelen er ikke blot en samling gode bøger, skrevet af gode mænd. Hele bogen har Gud til forfatter. Den er den personlige, levende Skabers ord. Ja Gud er levende, og „Guds ord er levende“. Dette ord leder og beskytter os for at vi ikke skal „falde som de [for eksempel de der omtales i Romerbrevet 1:21-28] og blive et lignende eksempel på ulydighed“. Lad os med dette i tanke følge argumentationen videre i brevet til romerne. — Hebr. 4:11-13.

 5. (a) Hvorfor er menneskeslægten i alvorlig nød? (b) Hvilken fri gave er blevet tilvejebragt, og hvad går den ud på?

⁵ Som medlemmer af menneskeslægten er vi alle ufuldkomne på grund af vores første fader, Adam. Han blev skabt i Guds billede og blev betragtet som Guds jordiske søn, men han ødelagde dette lykkelige forhold for sig selv og sine efterkommere ved sin overlagte ulydighed. (1 Mos. 1:26; Luk. 3:38) Som Paulus siger: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og . . . således trængte [døden] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Men som nævnt har vi grund til håb. Har Gud virkelig muliggjort en genrejsning, et familieskifte, så vi atter kan opnå et fredeligt forhold til ham og blive børn i hans familie? Vi tilskyndes til at nære dette håb, idet Paulus nu fortæller om Guds ’frie gave’. Han stiller en række gode kontraster op og indleder med ordene: „Dog er det ikke med nådegaven som med faldet; thi døde de mange på grund af den enes fald, da er meget mere Guds nåde og gaven [hans frie gave, NW] i det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde rigeligt blevet de mange til del.“ (Rom. 5:15-21) Hvordan dette går til er forklaret tidligere i Romerbrevet, i kapitel 3, versene 23 til 25: „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde [det er som en fri gave, at de erklæres retfærdige, NW] ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som sonemiddel ved troen på hans blod.“ — Fodnoten; se også 1 Timoteus 2:5, 6.

 6. Hvorfor var Paulus bekymret på israelitternes vegne? Blev de fuldstændig forkastet?

⁶ Hvem er det der får del i denne ’frie gave’? Hvem er det der ’retfærdiggøres ved troen på Kristi blod’? For at forstå dette må vi huske på at Paulus i sine breve skrev til kristne som kollektivt udgjorde „Guds menighed“. (1 Kor. 11:22) Han vidste at hans egne landsmænd, israelitterne, hans „kødelige stammefrænder“, i århundreder havde været Guds udvalgte folk, og at de var blevet ført ind i et pagtsforhold til Gud. Da deres Messias, Jesus Kristus, fremstod, kunne de vente at opnå et endnu nærmere forhold til Gud, sådan som Paulus antydede da han sagde om dem: „Dem tilhører barnekårene [adoptionen som sønner, NW].“ Men af selv samme grund havde Paulus ’en stor sorg og en uafladelig kummer i sit hjerte’, (Rom. 9:2-5) Som nation betragtet var de nemlig ’stødt an mod anstødsstenen’, Kristus Jesus. (Rom. 9:32; se også 1 Peter 2:7-10.) De forkastede brutalt Guds elskede søn som deres Messias, fik ham pælfæstet og bragte offentlig skændsel over ham. Af denne grund forkastede Gud dem, men han forstødte dem ikke fuldstændigt. „Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte.“ Efter at have henvist til Elias på det tidspunkt da Gud påmindede denne med ordene: „Jeg har ladet syv tusinde mænd blive tilbage, som er mine, og som ikke har bøjet knæ for Ba’al,“ fortsætter Paulus med at sige: „Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådes-udvælgelse.“ — Rom. 11:2-5.

Det sande Israel

 7. Hvilken dyb sandhed åbenbarer Paulus, som en hjælp til at fastslå hvem det sande Israel er?

⁷ Skulle Guds hensigt slå fejl fordi det store flertal af jøderne havde så ringe en tro og så bittert modstod Guds frelsesforanstaltning ved Kristus Jesus? „Nej, langtfra!“ (Rom. 3:3, 4) Paulus giver os nøglen til at forstå hvem der virkelig er Guds udvalgte folk, og han forklarer hvilke betingelser man må opfylde for at blive betragtet som Guds børn, medlemmer af Guds familie. Han betragter spørgsmålet fra to sider, fra den enkeltes synspunkt og fra et nationalt synspunkt. Først forklarer han at „jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven“. (Rom. 2:28, 29) Senere anvender Paulus det samme princip på nationen som helhed idet han siger: „Det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter . . . Det vil sige: det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom,“ som det fremgik af eksemplet med Isak. (Rom. 9:6-8) Tiden var med andre ord kommet hvor det at tilhøre Guds udvalgte folk, det sande Israel, ikke afhang af normal, kødelig herkomst. Gud var derimod i færd med at udvælge sig et åndeligt Israel, hvis medlemmer blev optaget i hans familie i kraft af den hellige ånds særlige virke, og ved at opfylde visse krav. Kun få af de kødelige israelitter, en rest, lagde tro for dagen og tog imod Jesus som Guds Salvede. Som Paulus viser, vendte Gud sig derfor til „hedningerne“, ikke-jøderne, for at give dem lejlighed til at udgøre resten af det forudbestemte antal åndelige israelitter, der tilsammen danner det åndelige Israel, den kristne menighed. — Rom. 11:12.

 8. Omfatter det åndelige Israel kun et begrænset antal medlemmer, og hvilket vidnesbyrd har disse om deres medlemskab?

⁸ Den kristne menighed består af et meget begrænset antal medlemmer. Jesus omtalte den som ’en lille hjord’, og tre gange i Åbenbaringen opgives det egentlige antal, nemlig 144.000. (Luk. 12:32; Åb. 7:4; 14:1, 3) Er dét de eneste som er med i Guds familie? Er der ikke andre som i Bibelen omtales som Guds børn? Hvis ikke, er der næppe nogen særlig grund til at vi yderligere skulle drøfte dette forholdsvis lille antal mennesker, medmindre vi da har afgørende vidnesbyrd om at vi selv hører med til det. I Romerbrevet 8:14-17 (NW) beretter Paulus om dette vidnesbyrd: „Alle som ledes af Guds ånd, de er Guds sønner. I modtog jo ikke trældomsånd der atter forårsager frygt, men I modtog en ånd der adopterer jer som sønner, den ånd ved hvilken vi råber: ’Abba, Fader!’“ Derpå fortæller han videre om det håb disse Guds sønner har om liv i himmelen som „Kristi medarvinger“, ’forudsat de lider sammen så de også kan herliggøres sammen’. — Se også Åbenbaringen 20:6.

 9. (a) Er der noget håb for resten af menneskeslægten? I bekræftende fald hvilket? (b) Hvem henviste Paulus til da han omtalte „skabningen“ i Romerne 8:19-23?

⁹ Men lykkeligvis lader Paulus det ikke være ved det. At de der udgør den sande kirke skal kaldes og udvælges, mens hele resten af menneskeheden afskrives som fortabt, ja måske endda som dømt til evig pine, sådan som mange af kristenhedens trosretninger siger — det er afgjort ikke noget Bibelen lærer. Det fremgår tydeligt af det Paulus fortsætter med at sige, efter at han har omtalt ovennævnte håb om liv i himmelen. Han siger at „skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares. . . . også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden [Guds børns herlige frihed, NW]“. Dernæst viser Paulus at han med ordet „skabningen“ mener hele menneskeslægten i modsætning til den kristne menighed, for han siger: „Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund. Og ikke skabningen alene, men også vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår [den endelige adoption som Guds sønner], vort legemes forløsning.“ — Rom. 8:19-23.

10. Hvilken „inderlig længsel“ skal snart opfyldes? Hvordan vil den blive opfyldt?

¹⁰ Hvilken glimrende opfattelse og beskrivelse af Guds hensigts gennemførelse. Og samtidig erkendes de trængsler og lidelser som vi alle sukker under. Hele dette spørgsmål får desuden særlig interesse fordi den ’inderlige længsel’ snart skal opfyldes! I 1914 indtraf den store ændring i verdensherredømmet. „Da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.’“ Dernæst blev det bekendtgjort at den tid var kommet „da de døde skal dømmes“. (Åb. 11:15, 18) Som det fremgår af andre skriftsteder begyndte dommen med Guds hus, og det indebar at de af den kristne menighed som havde været „tro indtil døden“, blev oprejst af dødens søvn. Inden længe vil de i nært samfund med Kristus Jesus i himmelen være med til at knuse slangens, Satan Djævelens, hoved efter Guds krig ved Harmagedon. Således vil disse „Guds børn“ blive åbenbaret sammen med Kristus Jesus, den ypperste søn af Gud. — 1 Pet. 4:17; 1 Tess. 4:16; 2 Tess. 1:7, 10; Åb. 2:10; 16:14-16; 19:11–20:3; Rom. 16:20; Joh. 1:34.

11. (a) Hvad vil menneskeheden blive udfriet fra under Kristi styre? (b) Hvordan vil Kristus Jesus blive „Evigheds-Fader“?

¹¹ Derefter, mens Kristus hersker i tusind år sammen med sin „brud“ (de 144.000), vil hele menneskeheden blive frigjort fra alt det den nu træller under, selv døden. Menneskene vil forstå at de atter har opnået slægtskab med Gud, som Johannes hørte en røst sige: „Nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.“ (Rom. 8:21; Åb. 21:1-4) Samtidig vil de forstå at det umiddelbare styre i Riget er overdraget til Kristus Jesus, og at deres udfrielse fra Satans herredømme — han som hersker over „mørkets magt“ — og fra synden og døden, er blevet mulig i kraft af „forløsningen i Kristus Jesus“. (Ef. 2:2; Kol. 1:13; Joh. 1:29; Rom. 3:24) I stedet for at arve døden fra deres første fader, Adam, vil de få livet i eje som fuldkomne mennesker af „den sidste Adam“, Kristus Jesus. (1 Kor. 15:45) Han vil være deres livgiver, deres fader, som profetien siger: „På hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: . . . Evigheds-Fader, Fredsfyrste.“ Alt dette vil blive gennemført ved „Hærskarers [Jehovas] nidkærhed“. Ja, det er betagende fremtidsudsigter! Men du behøver ikke at vente til fremtiden. — Es. 9:6, 7.

Udfrielse nu

12. (a) Hvilke begivenheder har allerede nu ført til at man kan forstå hvem Guds sønner er? (b) Hvem har genkendt dem, og hvilke velsignelser har det medført for disse?

¹² Som svar på disciplenes spørgsmål: „Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?“ forudsagde Jesus visse ting som skulle ske under hans ledelse efter at han var blevet indsat på tronen i 1914. Siden den tid har der befundet sig en rest af den kristne menighed på jorden, og medlemmerne af denne rest er blevet samlet sammen i en enhed ved englenes hjælp og som med mægtig basunklang. Det er således blevet let at se hvilken skare der udgør „den tro og kloge tjener“, som er sat over alle Kristi riges interesser. Siden Jesus blev indsat på tronen, hvortil han kom, ledsaget af „alle englene [som er] med ham“, har han desuden, ved hjælp af budskabet om Riget der forkyndes til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, sørget for at folk er blevet ’skilt fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene’. (Matt. 24:3, 14, 31, 45-47; 25:31, 32) Med andre ord er der allerede nu nogle der har forstået hvem „Guds børn“, som har håb om liv i himmelen, er. Et voksende antal af „hele skabningen“ har med glæde genkendt disse ’åndelige brødre’ til Kristus Jesus og har hjulpet dem og gjort godt imod dem, sådan som Jesus forudsagde i Mattæus 25:34-40. Dette voksende antal mennesker udgør „en stor skare . . . af alle folkeslag“, og de står billedligt talt „foran Guds trone“, idet de nyder hans gunst, mens de „tjener ham dag og nat i hans tempel“, det vil sige ved det åndelige tempel som Gud har rejst, og i nært samfund med ’tempelskaren’, Kristi „brødre“. Jehovas vidner har erfaret alt dette, og det er i fuld harmoni med Jesu ord i Johannes 10:16: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold [med ’den lille hjord’]; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, [under] én hyrde.“ — Rom. 8:19, 22; Hebr. 8:2; 9:11; Åb. 7:9, 15; Ef. 2:21, 22.

13. Hvordan kan man blive et af Kristi „andre får“, og hvilket tilhørsforhold opnår man derved?

¹³ Hvordan bliver man et af disse „andre får“? Først må man, som Jesus sagde, høre hans røst og reagere positivt på den, og blive en af hans disciple. Det afgørende skridt er den enkeltes helhjertede indvielse til Jehova Gud, idet man følger Jesu eksempel. (Sl. 40:9; Rom. 12:1) Dette skridt tilskyndes man til at tage, men ingen tvinges eller presses. Det er noget man selv personligt vælger at gøre, som et frivilligt udtryk for sin tro på genløsningen og for sin taknemmelighed og hengivenhed over for Jehova. På denne måde bliver man optaget i en ny familie, man bliver et af Guds børn. Ja, det kan siges at man har valgt en ny fader, for med dyb værdsættelse kan man nu sammen med andre af Guds „får“ tiltale ham med ordene „Vor Fader“. (Matt. 6:9) Præster og lægfolk inden for kristenheden gentager regelmæssigt „fadervor“ og taler om Guds faderskab og menneskenes broderskab, men det er i det store og hele blot en talemåde, ja det er en hån mod Gud i betragtning af de tilstande og den ånd der hersker i hele kristenheden.

14. (a) Hvilken negativ opfattelse kunne man få af Paulus’ ord i Romerbrevet 7:18-23? (b) Hvordan bidrager sammenhængen til en mere ligevægtig opfattelse?

¹⁴ Det er vigtigt at forstå hvilken stilling man virkelig opnår når man frigøres fra det man træller under. Somme tider citeres følgende ord af Paulus som et virkeligt udtryk for den kristnes bitre erfaringer: „I mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.“ (Rom. 7:22, 23) Hvis dette var det sidste ord i sagen, da var den kristnes situation sandelig nedslående, ja håbløs. Lad os imidlertid se på sammenhængen. Skønt Paulus skriver til kristne som har håb om liv i himmelen, gælder principperne for alle Jehovas indviede tjenere. I Romerbrevet 5:21 siger Paulus: „Ligesom synden fik herredømmet ved døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.“ Han viser derpå at vort nuværende liv er nært knyttet til Kristus i himmelen, og at „som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv“ allerede nu. Længere fremme omtaler han den „frugt“ de kristne bar mens de endnu var trælle under synden, ’ting som de nu skammede sig over’, og han tilføjer: „Men da I nu er blevet frigjort fra synden og er blevet trælle af Gud, har I jeres frugt [ikke blot ønsker og gode forsætter, men frugt] i form af hellighed, og som enderesultat evigt liv.“ — Rom. 6:4, 20-22, vers 22 efter NW.

15. Hvis synspunkt argumenterer Paulus ud fra i Romerbrevet 7 og andre steder?

¹⁵ Derpå sætter Paulus sig forstående i de jødekristnes sted, de som hævdede at Guds gunst for dem selv og for hedningerne i sidste ende afhang af om de opfyldte kravene i den lov der var givet ved Moses, deriblandt kravet om omskærelse. Her som andre steder argumenterer Paulus meget vægtigt for at vise hvor håbløs en sådan stilling ville være, og han udbryder: „Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?“ Findes der en som kan gøre det? Ja! „Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!“ — Rom. 3:20; 7:1, 18-21, 24, 25; Gal. 3:10-14.

16. (a) Hvordan beskriver Paulus den kristnes virkelige situation, og hvad lægger han særlig vægt på? (b) På hvilken måde og i hvilken udstrækning kan vi anlægge et positivt syn på sagen og følge en positiv handlemåde?

¹⁶ Læg nu mærke til hvordan Paulus fortsætter med at beskrive den kristnes virkelige situation. Han lægger især vægt på livet, idet han siger: „Thi livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov. . . . Thi kødets attrå er døden, men Åndens attrå er liv og fred. . . . Men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer.“ (Rom. 8:2, 6, 11) Hvor opløftende! Hvor stærk en stilling! Mens Guds ånd kan virke på en særlig måde og give nogle håb om liv i himmelen, virker den samme aktive kraft dog til gavn for alle Jehovas indviede vidner. Den støtter og styrker nutidens „andre får“, så de sammen med den salvede rest, dem der er med i den nye pagt, ’åbent kan forkynde sandheden’ for alle folkeslag. Ja, den styrker deres dødelige legemer med en „overvældende kraft“. (2 Kor. 3:6; 4:2, 7) Ganske vist er det en daglig kamp med kødet, men det er ikke en kamp som er tabt på forhånd. (Rom. 8:13) Ganske vist er vi ufuldkomne og må daglig bede om tilgivelse for vore overtrædelser, men Jehova har i sin godhed sørget for en fuldt ud tilstrækkelig ordning hvorunder vi alle kan bevare en ren stilling ind for ham. Denne ordning er så virkningsfuld at den vil „rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud [yde den levende Gud hellig tjeneste, NW]“. (Hebr. 9:14; se også Åbenbaringen 7:14; 14:5) Dette er nogle af de goder som mange hundrede tusind Jehovas vidner nu nyder, efter at de ved indvielse og vanddåb er blevet optaget i Guds familie og, i foreløbig forstand, får del i „Guds børns herlige frihed“. (NW) Alle disse kan i sandhed bryde ud i jubelråb og sige som apostelen Paulus: „[Intet] vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre!“ — Rom. 8:21, 39.

17. Fra hvilken anden tjener for Jehova kan vi vente vejledning og opmuntring?

¹⁷ Det har afgjort været nyttigt og opmuntrende at se hvad Paulus har skrevet og at følge hans argumentation, som er inspireret af Guds ånd. Imidlertid var der en anden trofast tjener som også havde et ganske særligt forhold til Jesus, skønt hans baggrund og personlighed var anderledes. Vi vil glæde os til at få yderligere opbyggende vejledning ved at vende os til apostelen Johannes og se hvad han skrev under inspiration.