Spørgsmål fra læserne

● Under et bibelstudium jeg ledede kom vi til at drøfte Romerbrevet 8:26, 27. Måske I vil forklare hvad der menes med disse vers? — A. B., U.S.A

De vers spørgsmålet drejer sig om lyder: „Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed; thi hvad vi rettelig bør bede om, forstår vi ikke, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige.“

På hvilken måde går Guds hellige ånd i forbøn for hellige? Således: Gud forudså og forudsagde hvad den kristne menighed ville komme ud for. Gud forudsagde i sit ord, der er inspireret ved hjælp af hans ånd, at de kristne ville komme i bestemte situationer. Ved det samme ånds-inspirerede ord foranledigede han at profetiske bønner blev nedskrevet, bønner som forudsagde hvordan kristne ville blive reddet ud af sådanne situationer og blive bevaret i hans tjeneste. Da de kristne ikke altid har forstået profetierne og de profetiske bønner, har de ikke altid vidst nøjagtigt hvordan de skulle udtrykke sig og hvad de med rette kunne bede om. Dog har de bedt om Guds hjælp.

Apostelen Paulus befandt sig engang i en sådan situation, hvorom han skriver: „Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om den trængsel, vi måtte gennemgå i provinsen Asien, at en overvældende byrde, der oversteg vore kræfter, blev lagt på os, så vi endogså opgav håbet om at redde livet. Ja, i vore egne tanker havde vi fældet dødsdommen over os selv.“

Nu opstod spørgsmålet: Havde Gud til hensigt at redde Paulus og hans ledsagere, eller ville Gud lade dem dø? Med de følgende ord giver Paulus os svaret: „For at vi ikke skulle sætte vor lid til os selv, men til Gud, der opvækker de døde. Og han friede os fra den store dødsfare og vil fri os; vi har det håb til ham, at han også fremdeles vil fri os.“ — 2 Kor. 1:8-10.

Ja, Gud kender sine tider og stunder; han ved hvad der er nedskrevet i hans ord ved hans ånd, og han ved på hvilken måde det gælder de kristne og hvornår. Han kender betydningen af sådanne ånds-inspirerede profetier og bønner, og han lader disse gå i forbøn for Jesu sande disciple. Han antager disse som værende disciplenes ønsker og bønner, og som følge heraf opfylder han dem. Siden åbenbarer han for dem, ved den hellige ånds kraft, hvordan disse profetier er blevet opfyldt på dem, og nu kan de se at det netop er dét de burde have bedt om dersom de havde vidst og forstået det.

Den trofaste rest af Kristi salvede disciple som stod prøvelserne igennem i 1918, kan især tale med om dette. Hvordan det? Jo, de var i svære vanskeligheder i krigsårene. De var tvivlrådige, forvirrede. De var ikke sikre på hvad Guds vilje med dem var. Derfor vidste de ikke nøjagtigt hvad de skulle bede om, skønt de visselig bad om guddommelig støtte. Men Guds ord havde forudsagt hvilken tilstand de skulle befinde sig i, og det indeholdt også profetiske bønner; Gud antog disse bønner som værende bedt af dem, og derfor besvarede han dem. — Salme 69; 102; 126; Esajas, kapitel 12.

Det samme er tilfældet i dag. Både som organisation betragtet og som enkeltpersoner kan Guds tjenere blive udsat for prøvelser og ikke vide hvordan de skal stå dem igennem og hvad de skal bede om. Men det er noget Gud ved, og han antager de bønner der er nedskrevet i hans ord, som bønner der kommer fra hans folk — og besvarer dem derfor efter sin vilje. Måske føler Guds tjenere at de burde udfries af en bestemt prøve, men Gud ved at det kan være bedst for dem fortsat at gennemgå en sådan prøve, som i tilfældet med Jehovas vidner i de nazistiske koncentrationslejre. En sådan prøve kan meget vel føre til et stort vidnesbyrd om Jehovas navn, fremelske gode egenskaber i hans tjenere og bevæge andre til at tage standpunkt for Jehova. Sådan er det gået i Malawi. Desuden har det i mange tilfælde givet nogle lejlighed til at vise deres kristne brødre og søstre kærlighed ved at komme dem til hjælp når de er blevet udsat for prøver, så megen hjælp som de nu har været i stand til at yde. — Joh. 13:34, 35.

Vi kan således se på hvilken måde Guds ånd gennem hans ord — som er inspireret af denne ånd — i sandhed går i forbøn for hans folk når det er under stort pres. Hvor forstandigt er det derfor ikke, i betragtning af disse vers, at de kristne under prøvelse altid beder som Jesus: „Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.“ — Matt. 26:39.