Lidelser der kan gavne os
„Over dette glæder I jer usigeligt, skønt I nu en kort tid, når det nødvendigvis skulle være, er blevet bedrøvet ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af jeres tro, som er af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild, kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Pet. 1:6, 7.
1. Hvilken dårlig behandling blev de kristne udsat for i menighedens første tid?
DE BLEV latterliggjort, slået og kastet i fængsel. Man trængte ind i deres hjem og røvede deres ejendele. Nogle af deres loyale venner og slægtninge blev dræbt af rasende pøbelsværme eller slæbt for retten og dømt til døden. De havde ikke begået nogen forbrydelse der kunne retfærdiggøre en sådan brutal behandling. Deres livsførelse var eksemplarisk, og de nærede oprigtig kærlighed til deres medmennesker. Alligevel pådrog de sig manges had. Hvorfor? Fordi de var Jesu Kristi disciple. — Apg. 8:1-3; Hebr. 10:32-34.
En form for gavnlig tugt
2, 3. (a) Hvorfor var visse kristne jøder ved at blive trætte af at deltage i det væddeløb der gjaldt livet? (b) Hvad havde de glemt?
2 Tjente de forfærdelige lidelser som de kristne gennemgik et gavnligt formål? Umiddelbart vil man måske svare nej. Men Bibelen viser at det i høj grad kan være til gavn for et menneske at gennemgå lidelser. Til de kristne jøder i det første århundrede blev der sagt: „I jeres kamp imod den synd har I endnu ikke stået imod så langt som til blod, og I har helt glemt den tilskyndelse der taler til jer som til sønner: ’Min søn, forklejn ikke tugten fra Jehova, giv heller ikke tabt når du retledes af ham; for den Jehova elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.’“ — Hebr. 12:4-6.
3 De kristne jøder blev i sandhed udsat for en voldsom modstand. Men i deres kamp mod den synd som let kunne omklamre dem — mangelen på tro — var de endnu ikke kommet så vidt at deres blod var blevet udgydt. Mange af dem var muligvis ved at miste interessen for det væddeløb de deltog i for at vinde livet, og kæmpede derfor ikke imod denne synd på den måde som var en forudsætning for at de kunne ’stå imod så langt som til blod’. De var ved at blive trætte af gudløse menneskers hån og spot. (Hebr. 12:3) De forstod ikke at den hårde modstand de erfarede, tjente som en tugt fra Jehova og var en bekræftelse på hans inderlige kærlighed til dem som sine sønner. De havde glemt den bibelske formaning i Ordsprogene 3:11, 12. I de næste vers i Hebræerbrevet uddybes dette skriftsted yderligere:
„Det er til jeres optugtelse at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner. For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? Men hvis I er uden den tugt som alle får andel i, er I jo uægte børn, og ikke sønner. Endvidere har vi haft fædre som var af vort kød og som optugtede os, og vi plejede at vise dem respekt. Skal vi så ikke meget mere underordne os under vort åndelige livs Fader og leve? For de plejede i nogle få dage at tugte os efter hvad de syntes var godt, men han gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed. Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebr. 12:7-11.
4. Hvordan bør vi se på den hårde behandling vi kan komme ud for?
4 Hvordan bør kristne, ifølge denne inspirerede vejledning, betragte de lidelser som Jehova Gud tillader at de kommer ud for? Vi bør betragte dem som en form for tugt eller oplæring fra en Fader der har inderlig kærlighed til os og som er interesseret i vort evige velfærd. Selve det at vi er genstand for en sådan tugt, er et ubestrideligt vidnesbyrd om at vi bliver behandlet som sønner og ikke som uønskede, uægte børn ingen bryder sig om. Når Jehova Gud tillader at vi udsættes for denne hårde behandling, bør vi ydmygt finde os i den. Dette er også i overensstemmelse med apostelen Peters formaning: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Pet. 5:6, 7.
5. Hvorfor er det rigtigt at tage imod tugt i form at en hård behandling?
5 Det er kun rigtigt af os at tage imod denne tugt uden at gøre oprør imod den og uden at søge at unddrage os Guds hånd. En mand der elsker sine børn og har omsorg for dem, vil tugte dem når han finder det nødvendigt. Da han er ufuldkommen kan han fejlbedømme en situation. Når han, i de forholdsvis „få dage“ hans børns barndom varer, tugter dem ’efter hvad han synes er godt’, gør han måske ikke altid det rigtige eller det der gavner dem mest. Men da hans børn elsker ham, vil de alligevel vise ham respekt. Det er kun naturligt, for de skylder ham livet. Jehova Gud, derimod, begår aldrig en fejl, og ham skylder vi mere end livet. Ifølge den ordrette græske tekst i Hebræerbrevet 12:9 kaldes den Højeste „åndernes Fader“ — øjensynlig et udtryk for at han er ansvarlig for de kristnes åndelige såvel som evige liv. Der er altså endnu stærkere grunde til at underordne sig den himmelske Faders tugt end til at respektere en ufuldkommen jordisk fader.
Lidelsernes gavnlige virkning
6. Hvordan kan lidelser hjælpe os til at få del i Guds hellighed?
6 Dertil kommer at den tugt Guds tjenere udsættes for i form af lidelser, altid er gavnlig og nyttig for dem. Den kan have en lutrende virkning og afsløre fejl og mangler i deres personlighed som må rettes. Det kunne være stolthed, stædighed, utålmodighed, selviskhed, en verdslig indstilling eller kærlighed til fornøjelser og adspredelser. Når den kristne gør de nødvendige forandringer til det bedre, bliver han renere eller mere hellig i sin adfærd. Ved at ’være hellig ligesom Jehova Gud er hellig’, får han ’del i Guds hellighed’. (1 Pet. 1:14-16) Dermed er formålet med tugtelsen nået.
7. Hvad kan vi, som det fremgår af Jesu Kristi eksempel, lære ved at holde ud under lidelser? (Hebr. 5:8)
7 Ved at gennemgå lidelser kan man også lære noget der kan gøre én bedre egnet til at tjene Gud. Det fremgår af Jesu Kristi tilfælde. Ved at udholde de sværeste lidelser i kødet, opnåede han den erfaring der var nødvendig for at han kunne blive en forstående og medfølende ypperstepræst. Derved blev det muligt for os at nærme os Gud gennem Kristus med den største frimodighed i tale, i tillid til at Jesus forstår vores situation og vil gå i forbøn for os som en barmhjertig ypperstepræst. — Hebr. 4:15, 16.
8, 9. Hvordan kan det, som vist i Hebræerbrevet 12:11, føles at blive tugtet ved at være udsat for en dårlig behandling, men hvad vil det medføre?
8 Det kan naturligvis være meget svært at holde ud når man rammes af ulykker eller bliver uretfærdigt behandlet. Der er intet som helst opløftende eller opmuntrende ved at måtte gennemgå store lidelser. Det er en alvorlig prøvelse. Men hvis vi finder os i denne prøvelse og lader den hjælpe os til at se på hvilke områder vi kan gøre forbedringer, kan vi lære af den. Det endelige resultat af denne oplæring vil blive „en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed“. Eller, som Seidelins oversættelse gengiver ordene i Hebræerbrevet 12:11: „At blive opdraget er ikke altid behageligt, mens det står på — tvært imod; men bagefter viser det sig at bære skønne frugter for dem, som har modtaget opdragelsen: Fred med Gud og mennesker i et liv efter Guds vilje.“
9 Hvor gavnlig en sådan tugt kan være, indser man blandt andet når man er sammen med trofaste kristne brødre og søstre, kristne der måske i årevis har udholdt prøvelser under brutale diktatorer eller i koncentrationslejre og fængsler. Deres integritet lyser så at sige ud af hele deres personlighed. Man fornemmer at man er sammen med mennesker hvis tro er blevet formet af tugt, og den rolige, glade måde hvorpå denne tro kommer til udtryk, kan virke som en spore for andre, så de også bevarer deres integritet.
10. Hvordan bør vi se på enhver prøve, og hvilket spørgsmål kunne vi stille?
10 Når vi kommer ud for en eller anden prøve — sygdom, skuffelser, uretfærdigheder, ulykker eller forfølgelse — bør vi altså betragte dette som en tugt fra vores kærlige himmelske Fader og lade prøven udvirke noget godt i os, så vi bliver i stand til at tjene ham på en bedre måde. Men hvordan kan vi forblive trofaste under prøvelsen, så vi bagefter kan høste gavn af det vi har lært?
Hvordan vi kan holde ud
11. Hvilken vejledning bør vi følge når vi kommer ud for prøvelser?
11 Det er især vigtigt at vi ser hen til Jehova Gud efter den visdom der kan hjælpe os til at klare vanskelige situationer. Vi bør bede ham om hjælp, idet vi aldrig må tvivle på at han vil styrke os ved hjælp af sin hellige ånd. Læg mærke til den glimrende vejledning disciplen Jakob gav herom:
„I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser, idet I véd at den prøvede ægthed af jeres tro udvirker udholdenhed. Men lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt, så I kan være fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget. Men hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham. Men lad ham fortsat bede i tro, uden overhovedet at tvivle, for den der tvivler er som en havets bølge der drives af vinden og blæses omkring. Ja, lad ikke det menneske mene at han vil få noget fra Jehova, en ubeslutsom mand som han er, ustadig på alle sine veje.“ — Jak. 1:2-8.
12. Hvad kan vi lære af Hebræerbrevet 5:7?
12 Jesus Kristus har i sandhed sat os et enestående eksempel ved den måde hvorpå han støttede sig til sin himmelske Fader. Selv om han var fuldkommen, bad han indtrængende mens han holdt ud under lidelser. Bibelen siger: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.“ (Hebr. 5:7) Fordi Jesus havde ærefrygt for sin Fader, blev hans råb om hjælp hørt. Ved den hellige ånds hjælp bevarede Guds søn sin integritet og døde derfor godkendt af sin Fader. Ved en opstandelse blev han udfriet af dødens greb.
13. Hvad hjalp, ifølge Hebræerbrevet 12:2, Jesus Kristus til at forblive trofast under lidelser?
13 Noget andet som hjalp Jesus Kristus til at forblive trofast, var at han altid holdt sig den storslåede belønning for øje som hans Fader havde stillet ham i udsigt. I Hebræerbrevet 12:2 sigtes der åbenbart til denne belønning. Vi læser: „Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, . . . har taget sæde ved højre side af Guds trone.“ Ved at se frem til belønningen, det evige liv med de velsignelser det indebærer, kan vi også forblive trofaste under prøve. Som en sejrspris der venter på den anden side af mållinjen, kan denne belønning animere os til med udholdenhed at fortsætte det løb der gælder livet, og aflægge ethvert uret ønske som kunne ødelægge troen. — Hebr. 12:1.
14. Hvordan kan ordene i Klagesangene 3:20, 21 være til opmuntring for os når vi befinder os i en vanskelig situation?
14 Uanset hvor fortvivlende vores situation måtte blive, bør vi ikke lade os forlede til at tro at den Højeste ikke har omsorg for os. Når vi kommer ud for svære prøvelser kan ordene i Klagesangene 3:20, 21 være til stor trøst for os: „Din sjæl [Jehova] vil helt sikkert huske mig og bøje sig over mig. Det er dét jeg vil tage mig til hjerte. Det er derfor jeg vil forholde mig afventende.“ (NW) Som et udtryk for sin ydmyghed vil Jehova Gud „bøje sig“ til os for at vise os sin gunst og opmærksomhed. Han vil løfte os op fra den ulykkelige situation vi befinder os i, som han opløftede eller udfriede de angrende jøder i det sjette århundrede før vor tidsregning. Men så længe prøvelsens stund varer ved, må vi tålmodigt og med en urokkelig tro forholde os afventende, indtil Jehova Gud griber ind og udfrier os.
15. Hvad er det at vi stadig er i live et vidnesbyrd om, ifølge Klagesangene 3:22, 23?
15 At vi stadig er i live er i sig selv et vidnesbyrd om Guds loyale hengivenhed, hans medfølende omsorg for os. Det tjener som en garanti for at den Højeste vil vise sit nødstedte folk barmhjertighed. I Klagesangene 3:22, 23 læser vi: „Det skyldes Jehovas loyale hengivenhed at vi ikke har mødt vort endeligt, for hans barmhjertighed skal aldrig svigte. Den er ny hver morgen. Rig er din trofasthed.“ — NW.
16. Hvorfor kan vi sætte vor lid til Jehovas barmhjertighed?
16 Jehovas trofasthed, hans pålidelighed og troværdighed, er rig eller stor, og derfor kan vi trygt stole på hans barmhjertighed. Hans barmhjertighed og medfølelse vil aldrig forekomme svag og uden virkning. Den er „ny hver morgen“, så hans loyale tjenere kan til enhver tid høste gavn af den. Vi kan derfor være forvissede om at den Almægtige ser den nød vi er stedt i, og at han føler med os og vil give os den nødvendige hjælp.
17. Hvordan bør vi reagere når et tugtens åg bliver lagt på vore skuldre?
17 Hvis han så tillader at der bliver lagt et tugtens åg på vore skuldre, bør vi bære det uden at klage og uden at udbrede os om vore vanskeligheder. I Klagesangene 3:28, 29 (NW) får vi følgende råd: „Lad ham sidde ensom og tavs, for [Gud] har lagt det på ham. Lad ham trykke sin mund mod støvet,“ liggende udstrakt på jorden som et udtryk for sin fuldstændige underkastelse.
18. Hvordan ser Jehova på de trængsler hans tjenere må gennemgå?
18 Imens kan vi trøste os med at prøvelsen kun er midlertidig og at Jehova Gud ikke finder behag i at vi må lide. „Jehova bortstøder ikke til ubestemt tid,“ siger Bibelen. „For selv om han har voldt sorg vil han afgjort også vise barmhjertighed i sin store loyale hengivenhed. For ikke af eget hjerte har han voldt menneskenes sønner nød og sorg.“ (Klages. 3:31, 32, NW) Tværtimod er det Jehovas hensigt at den oplæring vi får ved at gennemgå lidelser, skal sikre vort evige velfærd.
19. Hvorfor er der ingen grund til at kritisere Jehova for de uretfærdigheder og lidelser han tillader?
19 Dermed være ikke sagt at den nedrige adfærd hvormed nogle gør livet svært for Guds tjenere, kan undskyldes. På ingen måde. På den anden side er der ingen grund til at kritisere Jehova når han tillader den hårde behandling hans tjenere udsættes for. Selv om han tillader disse overgreb for at de kan have en gavnlig virkning på hans folk, billiger han nemlig ikke at menneskene opfører sig hensynsløst over for hinanden. Hans ord fordømmer en sådan uret adfærd. Bibelen siger: „Når landets fanger til hobe trædes under fod, når mandens ret for den Højestes åsyn bøjes, når en mand lider uret i sin sag — mon Herren ej ser det? [Noget sådant har Herren aldrig godkendt, The New English Bible].“ (Klages. 3:34-36) De der behandler deres medmennesker hensynsløst må stå Jehova Gud til regnskab. „Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.“ (Rom. 12:19) Vi må derfor passe på at vi ikke fyldes af bitterhed mod den Almægtige på grund af den ondskab der øves af mennesker som lader hånt om Guds lov.
20. Hvad bør selv det mest ynkværdige tilfælde af menneskelig lidelse ikke få os til at gøre, og hvorfor ikke?
20 Nogle af de omstændigheder Guds tjenere kommer ud for på grund af sygdom, ulykker eller forfølgelse, er i sandhed ynkværdige. Det er kun naturligt at vi gribes af en inderlig medfølelse med de blinde, de lamme, de lemlæstede og de vanskabte. Men selv de værste menneskelige lidelser skulle aldrig nogen sinde få os til at vende Jehova Gud ryggen. Han er den eneste der kan ophæve syndens og ufuldkommenhedens skadelige virkninger som menneskeheden har lidt under. Læg mærke til det Jesus Kristus sagde om en blindfødt mand: „Det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde.“ (Joh. 9:3) Det vil i sandhed være til ære for den Højeste når de blindes øjne åbnes og de døves ører lukkes op, og når de halte går, springer og løber! (Åb. 21:3-5) Var det ikke for sådanne lidelser ville vi aldrig have fået kundskab om de storslåede ting Jehova Gud kan gøre for menneskeheden. I betragtning af det evige liv han skænker, vil menneskers lidelser i denne tingenes ordning være for intet at regne. Det vil være som om de aldrig har eksisteret.
21. (a) Hvornår kan lidelser gavne os? (b) Hvad må vi have for at få gavn af prøvelser?
21 Hvis de lidelser vi endnu måtte komme ud for gør os venligere, mere forstående og medfølende over for vore medmennesker, og bevirker at vi i endnu højere grad følger de retfærdige krav Bibelen indeholder, vil denne form for tugt i sandhed tjene et gavnligt formål. For at dette kan være tilfældet må vi have den samme ubetingede tillid til vores himmelske Fader som et lille barn har til sin jordiske fader. Vi må have en urokkelig tro på at hvad Jehova Gud end tillader vi kommer ud for, vil det i sidste ende bidrage til vort evige velfærd og vor lykke. Måtte vi derfor altid holde os tanken i Romerbrevet 8:28 for øje: ’Gud lader alle ting samvirke til bedste for dem som elsker ham.’
[Illustration på side 21]
’Ingen tugt synes i øjeblikket at være til glæde.’