Hvad er ledetråden i dit liv?

„Salige de, hvis vandel er fuldkommen, de, som vandrer i [Jehovas] lov.“ — Salme 119:1.

 1. Hvad er ifølge historien vigtigt for vor lykke?

’HVAD kræves der for at man kan være lykkelig?’ Mange vil nævne materielle ting som føde, klæder og husly, eller måske visse former for fornøjelser og adspredelse. Historien viser imidlertid at der er noget som har langt større betydning for et menneskes lykke — nemlig dets livssyn og dets livsform. Hvordan er du for eksempel over for dine venner, din familie eller din arbejdsgiver? Taler du altid sandt? Tager du noget der ikke er dit? Tager du del i arbejde eller underholdning som er af tvivlsom karakter?

 2. Hvad lader nogle sig lede af, og hvilke spørgsmål afføder dette?

² Hvad sådanne ting angår, foretrækker nogle at have faste regler som de enten kender eller kan finde frem til når de har brug for dem. Andre gør hvad de „føler“ er rigtigt ifølge deres samvittighed. Eftersom Bibelen har meget at sige om samvittigheden, kunne man her spørge: Hvad er samvittigheden? Hvordan fungerer den? Hvor meget har den at sige når man skal træffe afgørelser? Hvor meget betyder den for om man finder lykke i livet? Og hvordan kan man blive i stand til at sige som Paulus: „Jeg har levet mit liv for Gud med en fuldstændig ren samvittighed indtil denne dag“? — Apostelgerninger 23:1.

Hvad samvittigheden er

 3, 4. Hvad er samvittigheden, og hvem har en samvittighed?

³ De fleste opfatter samvittigheden som en generel sans for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I Guds ord finder vi imidlertid en mere præcis beskrivelse. Bibelen hjælper os til at indse at samvittigheden er et indre vidne i os. Paulus sagde således: „Min samvittighed vidner sammen med mig i hellig ånd.“ (Romerne 9:1) Han brugte her det græske ord syneiʹdesis, der bogstaveligt betyder sam-viden, det at vide noget med sig selv. Samvittigheden er altså den egenskab at man kan betragte sig selv og afsige en dom angående sig selv, aflægge vidnesbyrd over for sig selv.

⁴ Samvittigheden er ikke blot udviklet som følge af behovet i det voksende samfundsliv. Bibelen viser at Gud nedlagde den allerede i det første menneskepar. (1 Mosebog 3:7, 8) For at vise at både jøder og hedninger er ansvarlige over for Gud skrev Paulus: „For når som helst folk fra nationerne [hedningerne], som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ (Romerne 2:14, 15) Ja, selv folkeslag der ikke har haft en skriftlig lov fra Gud, har betragtet sådanne ting som mord, tyveri og blodskam som forkerte. Vi ser også af disse vers at samvittigheden er et samspil mellem hjertet og sindet (tankerne).

 5. Beskriv en måde som samvittigheden fungerer på.

⁵ Den af samvittighedens funktioner vi sikkert kender bedst, er den at den melder sig bagefter og fordømmer os for det forkerte vi har gjort. Når det går op for os at vi har handlet uret eller vanærende, anklager og fordømmer samvittigheden os. (Jævnfør Anden Samuelsbog 24:10; Første Johannesbrev 3:20.) Hvis vi reagerer på dette, kan denne side af samvittighedens virke hjælpe os til at undgå at gentage en uret handling. Den kan få os til at angre og sige undskyld, og om muligt gøre fejlen god igen. — Salme 32:3, 5; Mattæus 5:23, 24; Lukas 19:1-8.

 6. Hvordan kan samvittigheden også fungere?

⁶ Samvittigheden kan også tjene os på en anden måde. Allerede når vi står over for en afgørelse eller et problem, bør samvittigheden tage til orde og tilskynde os til at gøre hvad der er rigtigt. Vi finder et godt eksempel på dette i Josef, der afviste Potifars hustrus tilnærmelser. Selv om Gud endnu ikke havde givet en skriftlig lov som forbød ægteskabsbrud, følte Josef sig tilskyndet til at undgå umoralitet. Hans samvittighed sagde ham at det var forkert. (1 Mosebog 39:1-9) Hvis vi lytter til samvittigheden før vi handler, kan vi undgå at samvittigheden bagefter vil plage os.

 7. Hvad ønsker vi at få belyst?

⁷ Spørgsmålet er imidlertid: Hvor stor indflydelse bør samvittigheden have? Bør de fleste moralske og personlige spørgsmål afgøres på grundlag af samvittigheden? Eller er det bedre at have regler at gå efter? Det er nødvendigt at vide det. Vi kunne også spørge om der er farer vi må være opmærksomme på. Hvad siger Bibelen, der er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“? — 2 Timoteus 3:16.

Yderliggående synspunkter

 8. Hvilke to yderliggående moralopfattelser er der?

⁸ Konflikten mellem regler og samvittighed er ældgammel. I artiklen „Kasuistik“ forklarer Encyclopædia Britannica (11. udgave) at moral „undertiden er blevet opfattet som en ydre lov, en morallov, og undertiden som et indre karakteranlæg, en moralfølelse. . . . Tilhængerne af lov benytter sig af myndighed eller logik, mens tilhængerne af indre karakter hovedsagelig henholder sig til de instinktive egenskaber — samvittigheden, fornuften eller følelserne“. På Jesu og apostlenes tid var der nogle der gik til yderligheder i begge retninger. Hvis vi betragter situationen dengang, vil vi bedre forstå den guddommelig visdom og ligevægtige holdning der kommer til udtryk i Bibelen.

 9, 10. (a) Hvilken yderliggående holdning indtog farisæerne? (b) Hvilken holdning var derimod almindelig blandt grækerne og romerne?

⁹ De jødiske farisæere gik ivrigt ind for regler. De var ikke tilfredse med Moseloven, men udviklede et utal af regler eller „menneskebud“ der satte Guds bud ud af kraft. Foruden at de herved gik ud over hvad Gud havde påbudt, fremmede deres legalistiske holdning også den opfattelse at man kunne opnå retfærdighed blot ved at kende og overholde disse regler der var opstillet af mennesker. — Mattæus 15:1-20; 23:1-5; Lukas 18:9-12.

¹⁰ „Ved den modsatte pol stod oldtidens Grækenland,“ bemærker oldtidsforskeren Samuel H. Butcher. „Blandt grækerne . . . blev intet fast system for tro eller praksis, ingen håndbog med autoritative moralregler, nogen sinde overleveret i skriftlig form. . . . Faste regler ville få handlingen til at stivne.“ Hvad romerne angår, siger Encyclopædia Britannica: „Cicero og Seneca lod sig lede af den menneskelige fornuft. De afgjorde ethvert spørgsmål ud fra dets egne forudsætninger, og hældede mere til ånden end til bogstaven.“ Denne græske eller romerske filosofi var populær i det første århundrede. Ville den appellere til de kristne? Paulus skrev: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er . . . i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8; Apostelgerninger 17:18-21.

11. Hvordan kom de to yderpunkter til udtryk senere i historien?

¹¹ Også i senere århundreder havde begge yderpunkter deres tilhængere, selv blandt dem der kaldte sig kristne. Jesuitterne var kendt for at lægge vægt på en moral der byggede på utallige kirkelove. Efter reformationen blev der inden for de protestantiske kirker lagt vægt på individualisme og samvittighed, hvilket har ført til den nuværende „situationsetik“, der blandt andet er blevet udbredt og gjort populær af dr. Joseph Fletcher fra den episkopale kirke. Avisen The National Observer forklarer: „Dr. Fletcher har fremsat et kontroversielt manifest om individuel frihed og individuelt ansvar, baseret på en broderkærlighedsetik som han siger skulle befri det moderne menneske for stive, gammeldags regler og love som ’de ti bud’. . . . Når kærligheden er den eneste rettesnor, bliver abort, før-ægteskabeligt samliv, skilsmisse, . . . og andet der traditionelt betragtes som forkert, moralsk acceptabelt for dr. Fletcher i visse situationer.“

12. Hvilken fare må vi undgå?

¹² Det er tydeligt at mennesker er tilbøjelige til at gå til yderligheder — til at følge enten regler eller deres samvittighed. Nogle indser svaghederne ved den ene yderlighed, men overreagerer og går til den modsatte yderlighed, ligesom et pendul svinger fra det ene yderpunkt til det andet. I løbet af middelalderen svingede pendulet således fra jesuitternes forkærlighed for regler til reformatorernes betoning af frihed og samvittighed. Der er også eksempler på at forældre har opdraget deres børn meget strengt, og når børnene er blevet voksne, har disse reageret ved at gå til den modsatte yderlighed og ladet deres børn få al mulig frihed, hvilket har fået ulykkelige følger. Vi indser sandheden i Bibelens ord: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jeremias 10:23.

Guds gode og ligevægtige vejledning

13. Hvilken hjælp får vi i Bibelen med hensyn til moral og samvittighed?

¹³ Jehova har i Bibelen givet os en ligevægtig vejledning så vi kan undgå (1) at lægge overdreven vægt på regler, hvilket kan føre til en smålig og streng opfattelse af livet og tilbedelsen, eller (2) at lægge for stor vægt på samvittighedsfrihed, hvilket har ført til ræsonnementer der endog undskylder uret adfærd. For at vi kan tilegne os Bibelens ligevægtige holdning og få gavn af dens vejledning, må vi lægge samme indstilling for dagen som David: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud.“ — Salme 25:4, 5.

14, 15. Hvad fortæller De kristne græske Skrifter om jødernes og Guds syn på Loven?

¹⁴ Bibelen viser at Jesus misbilligede farisæernes og de skriftlærdes hang til regler. Jøder der ikke ønskede at bruge deres gudgivne tænkeevne, var muligvis glade for at have regler for hvor langt op ad armen de skulle vaske sig, hvad der var „arbejde“ på sabbaten, hvilke afgrøder de skulle betale tiende af, og så videre. Men denne indstilling førte til byrdefulde regler, krævede endeløse fortolkninger og afledte opmærksomheden fra ånden og de vigtigere ting i Skriften. Jesus sagde til de religiøse ledere: „I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdigheden, barmhjertigheden og trofastheden.“ — Mattæus 23:23; Markus 7:3, 4.

¹⁵ Moseloven bidrog til jødernes åndelige, moralske og fysiske sundhed, og desuden viste den at de var syndere der havde brug for Messias. (Galaterne 3:19, 23-25; Romerne 7:7-14) Eftersom den var fuldkommen, kunne ingen israelit overholde den helt og således bevare en fuldstændig ren samvittighed. (Hebræerne 9:9, 10) Selv om denne lovsamling var fra Gud, blev den derfor ophævet da den havde tjent sin hensigt. I stedet for at bedømme det folk der bar hans navn, på grundlag af en omfattende skriftlig lovsamling, ville Gud derefter ’give sin lov i deres sind og hjerte’. — Jeremias 31:33; Hebræerne 10:16; 2 Korinter 3:5-11.

16. Hvilken vejledning gives her til dem der er meget strenge over for sig selv, og hvad siges der til kristne i almindelighed angående deres syn på regler?

¹⁶ I betragtning af dette må de der i dag fører tilsyn med andre eller deres virksomhed, passe på at de ikke bebyrder dem med unødvendige regler. Denne tilbøjelighed kan være stærk hos dem der er meget strenge eller krævende over for sig selv og som derfor synes at andre bør betragte tingene på samme måde. Paulus skrev imidlertid til de kristne: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for det er ved jeres tro I står.“ (2 Korinter 1:24) Heraf følger at den kristne menigheds medlemmer heller ikke bør ønske at de der har myndighed, opstiller regler for alting. Vi bør derimod vokse i kundskab om hvad Guds ord siger, så vi kan opøve vor samvittighed og vor opfattelsesevne. — Hebræerne 5:14.

17. Hvilken anden forkert holdning må vi også være på vagt over for?

¹⁷ En anden fare er at man kan gå til den modsatte yderlighed og føle at enhver kristen har frihed til at gøre praktisk taget alt hvad hans samvittighed tillader ham. Enkelte har i den senere tid gjort dette til et stridsspørgsmål, idet de har hævdet at „kristendommen ikke er en religion af regler“ og henvist til et skriftsted som dette: „I blev jo kaldet til frihed, brødre; blot må I ikke bruge friheden som en anledning for kødet, men vær ved kærlighed trælle for hinanden. For hele Loven er opfyldt i én udtalelse: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Galaterne 5:13, 14) Det er sandt at de kristne ikke er underlagt Moseloven eller nogen anden omfattende lovsamling fra Gud. Men vi må passe på at ’ingen fører os bag lyset med overtalende argumenter (overtalende og vindende argumenter og lokkende tale, Amplified Bible)’, for undersøger vi Bibelen ærligt, vil vi se at den trods alt opstiller visse love og regler for os. — Kolossenserne 2:4.

Kristne er ikke uden love

18, 19. Hvordan er den kristne stillet med hensyn til love og regler fra Gud?

¹⁸ Paulus skrev til korinterne at en mand der havde gjort sig skyldig i utugt skulle udstødes. Han tilføjede at afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, homoseksuelle, tyve, havesyge, drankere, spottere og udsugere ’ikke skulle arve Guds rige’. (1 Korinter 5:1, 6, 7, 11-13; 6:9-11) Vi læser også at de kristne skal ’afholde sig fra det der er ofret til afguder, fra blod, fra kvalte dyr og fra utugt’, og at såkaldte brødre der udbreder falsk lære skal ’afvises’. (Apostelgerninger 15:28, 29; Titus 3:10; 2 Johannes 9-11) Her er der klart nok tale om love. Når man øver sådanne synder kan man ikke blive en sand kristen. Og hvis en Guds tjener fortsætter med at øve disse synder uden at angre sin adfærd, må han udstødes.

¹⁹ Vi finder også regler i Bibelen om ting der ikke vil føre til udstødelse. For eksempel skrev Paulus at enlige kristne kun skulle gifte sig „i Herren“, og han befalede at „hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise“. (1 Korinter 7:39; 2 Tessaloniker 3:10) Nogle kunne måske tænke at eftersom man ikke bliver udstødt fordi man ignorerer disse regler, kan de ikke være så alvorlige. Men heri tager de fejl! Gud betragter dem som alvorlige. Skrev Paulus ikke til tessalonikerne at de skulle ’mærke sig’ og ’holde op med at omgås’ dem der var dovne og som med overlæg tilsidesatte regelen om at de skulle arbejde? — 2 Tessaloniker 3:14, 15.a

20, 21. Hvad lærer vi om retningslinjer i menigheden, og hvordan bør vi betragte sådanne?

²⁰ Nogle regler er specielt til gavn for menigheden. I fortiden kunne nogle af de kristne for eksempel tale i tunger, og Paulus gav i denne forbindelse den besked at kun to eller tre skulle tale ved samme lejlighed, at de skulle gøre det efter tur, og at der skulle være en oversætter til stede — regler som bidrog til fred og orden i menigheden. (1 Korinter 14:26-33) På samme måde kan de ældste i en menighed i dag give vejledning om at der i rigssalen skal være fri passage til udgangen eller nødudgangen, at man ikke må reservere pladser unødigt, eller at man skal parkere på en bestemt måde af hensyn til naboerne og sikkerheden. Sådanne regler der indføres i menigheden er ikke ubibelske, for de tjener den samme hensigt (fred og orden) som Paulus’ vejledning angående tungetale. Her gælder det bibelske råd: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer.“ (Hebræerne 13:17) Eftersom vor lydighed mod Gud omfatter sådanne ting som det at lade være med at lyve og stjæle, må lydigheden mod de ældste, som omtales her, dreje sig om de anvisninger de giver i menighedsmæssige anliggender. Hvis de ikke „spiller herrer over dem der udgør Guds arv“, skulle det ikke være vanskeligt at vise dem en sådan lydighed. — 1 Peter 5:3.

²¹ Andre „regler“ eller ordninger er til gavn for hele den verdensomspændende hjord. For eksempel bliver Jehovas vidner bedt om at rapportere deres indsats i vidnearbejdet. (Jævnfør Apostelgerninger 2:41, 42; 8:14.) En der lægger yderliggående vægt på den individuelle frihed vil måske være imod denne ordning. Men tænk på hvor godt det er at der indleveres rapporter, så de der fører tilsyn med hjorden kan vide i hvilket omfang Riget bliver forkyndt, hvor der er brug for hjælp, og hvornår der er udsigt til nye disciple i en menighed. Har vi ikke også alle sammen været glade for at læse rapporterne om virksomheden i hele verden? (Ezekiel 9:11; Markus 6:30; Apostelgerninger 14:21-23; 15:3; 19:1-6) Når vi har tillid til at Gud leder sit folk, vil vi ønske at støtte menighedsordningen og samarbejde med den.

22. Hvad må vi yderligere have opklaret i forbindelse med brugen af samvittigheden?

²² Foruden direkte love eller regler indeholder Bibelen også nyttige principper som de kristne må følge hvis deres „vandel“ skal være „fuldkommen“. (Salme 119:1) Principperne tjener især det nyttige formål at de kan medvirke til at bringe vor samvittighed i harmoni med Guds tankegang. Hvad betyder det for det vi kalder ’samvittighedsspørgsmål’? Nogle har ment at hvis noget er op til den enkeltes samvittighed, er man fuldstændig frit stillet til at gøre hvad man vil. Lad os undersøge dette i den følgende artikel og lære mere om hvordan vi kan opøve vor samvittighed så vi får størst gavn af den.

[Fodnote]

Kan du forklare følgende?

■ Hvad er samvittigheden, og på hvilke måder kan den gavne os?

■ Hvilke to yderliggående moralholdninger findes der?

■ Hvordan hjælper Bibelen os til at anlægge det rette syn på hvad vor ledetråd bør være i moralske spørgsmål?

■ Hvordan bør vi ifølge Bibelen betragte love eller regler?

[Tekstcitat på side 16]

De der er meget krævende over for sig selv, må passe på tilbøjeligheden til at opstille mange regler for andre

[Tekstcitat på side 17]

Nogle har fejlagtigt ment at en kristen har frihed til at gøre alt hvad hans samvittighed tillader ham

[Illustration på side 15]

I moralske spørgsmål har folk ofte svinget fra den ene yderlighed til den anden

Pligtfølelse

Fornemmelser

Samvittighed

Love

Regler

Myndighed