Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor fejrer Jehovas vidner ikke nytår? — U.S.A.

De festligheder der afholdes ved ét års udgang og begyndelsen til et nyt den 1. januar, har sin rod i falsk religion. Den 1. januar var helliget den romerske gud Janus med dobbeltansigtet og var således en hedensk helligdag. Men der er en anden god grund til at kristne ikke fejrer nytår.

Kristne får formaningen: „Lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed.“ (Rom. 13:13) Nytårsfestlighederne er ofte forbundet med at man hengiver sig til handlinger af den art. Et værk om gamle sagn og folkeminder, Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend, siger: „Mange lande i vesten markerer det gamle års udgang og det nye års komme med store baller, drikkegilder og tøjlesløse fester.“ Om de ikke-vestlige kulturer siger det samme værk at disse også „betragter udgangen af ét år og begyndelsen til et nyt som en lejlighed til at slå sig løs“.

At deltage i en nytårsfest kan — selv om man bevarer kontrollen over sig selv — antyde at man ser gennem fingre med andres løsslupne opførsel samt godkender en skik som har sin rod i falsk religion. At Jehovas vidner ikke deltager i sådanne festligheder betyder ikke at de ikke bryder sig om at slappe af eller more sig. Det gør de. Men de søger at bevare en god samvittighed over for Gud og mennesker ved at undgå umådehold og ved ikke at give anledning til formodninger om at de overholder hedenske højtider.

● I Romerbrevet 11:26 står der at „hele Israel“ skal frelses. Vil det sige at man kan vente at alle jøder vil omvende sig? — England.

Nej, for ifølge de bibelske vidnesbyrd sigter udtrykket „hele Israel“ til det fulde antal af de åndelige israelitter. At kødelig afstamning ikke længere betyder noget hos Gud, fremgår klart af Galaterbrevet 3:28, hvor vi læser: „Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus.“ Og i Galaterbrevet 6:16 betegnes denne samlede skare af troende, omfattende både jøder og ikke-jøder, som „Guds Israel“.

I sit brev til romerne forklarede apostelen Paulus at Abrahams kødelige efterkommere gennem sønnesønnen Jakob havde mulighed for at blive antaget som Guds sønner, at opnå „barnekår“ hos Gud. Men fordi flertallet forkastede Jesus som Messias, gik de glip af denne ufortjente godhed. Af den grund lod Jehova Gud muligheden gå ud til ikke-jøder, så også de kunne blive en del af det sande Israel. Apostelen skrev: „Det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, men: ’kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.’ Det vil sige: det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom.“ (Rom. 9:1-8) „Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud.“ — Rom. 2:28, 29.

Jesus Kristus sagde ligeledes til jødernes religiøse ledere, som havde forkastet ham: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ (Matt. 21:43) Dette folk viste sig at være det åndelige Israel, bestående af såvel jøder som ikke-jøder der anerkendte Jesus Kristus som deres Herre. Om dette folk skrev apostelen Peter: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.“ — 1 Pet. 2:9, 10.

Ifølge Åbenbaringen skal dette åndelige folk kun bestå af 144.000 medlemmer. Apostelen Johannes skrev: „Jeg hørte tallet på de beseglede, hundrede og fireogfyrretyve tusinde beseglede af alle Israels børns stammer.“ (Åb. 7:4) Af flere grunde kan dette ikke sigte til det kødelige Israel. For eksempel vidste Johannes at denne åbenbaring blev givet ham „i billeder“ og at Jehova Gud nu beskæftigede sig med det nye folk, det åndelige Israel, så Johannes ville selv opfatte udtrykket „alle Israels børns stammer“ symbolsk. Selve det at opregningen af stammerne ikke svarer nøjagtigt til opregningen af det kødelige Israels stammer i det første kapitel i Fjerde Mosebog, bekræfter denne forståelse. (Åb. 7:5-8) Desuden blev det åbenbaret for Johannes at de 144.000 var „blevet løskøbt“, ikke ud af det kødelige Israel alene, men „ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet“. (Åb. 14:1, 4) Åbenbaringen 5:9, 10 siger det endnu klarere: „Med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden.“

Da hovedparten af de kødelige israelitter ikke udnyttede muligheden for at blive medlemmer af det åndelige Israel inden for den periode hvor tilbudet herom udelukkende gjaldt dem (på grundlag af Guds pagt med Abraham), lod Jehova Gud altså tilbudet udgå til ikke-jøder, så også de kunne blive medlemmer af dette folk. (Jævnfør Daniel 9:27, NW; Lukas 1:68-79; Apostlenes Gerninger 3:19-26.) Det var ved at føre hedninger ind i dette åndelige folk at Gud ville frelse „hele Israel“, som apostelen Paulus sagde: „Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel [det kødelige Israel], indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; og så [saaledes, Kalkar; Lindberg; på denne måde, NW] skal hele Israel frelses.“ — Rom. 11:25, 26.

Hvis muligheden for at blive en del af det åndelige Israel ikke var blevet udstrakt til menneskeheden i almindelighed, kunne „hele Israel“ ikke være blevet frelst. Hvorfor ikke? Fordi det åndelige Israel, som følge af de kødelige israelitters afvisende holdning, da ikke ville være blevet fuldtalligt inden for Guds fastsatte tid. Jehova Gud så dette og besluttede derfor at det åndelige Israels folk skulle udtages af hele menneskeslægten, både af jøder og ikke-jøder. Dette var en „hemmelighed“. Som der siges i Efeserbrevet 3:4-6: „Jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige [med de troende jøder, som for eksempel apostelen Paulus] i forjættelsen — og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet.“

Det bør imidlertid erindres at Jehovas forkastelse af det kødelige Israel som et udvalgt folk ikke fratog enkeltpersoner i dette folk muligheden for at blive forligt med ham. Sammen med alle andre mennesker blev også de kødelige israelitter købt med Jesu Kristi dyrebare blod. (1 Tim. 2:5, 6; Hebr. 2:9) Kødelige israelitter eller jøder kan altså stadig blive forligt med Gud som hans søns disciple. Det er derfor apostelen Paulus kunne sige: „Hvis deres forkastelse har bragt verden forligelse, hvad vil så deres antagelse [som enkeltpersoner] bringe andet end liv af døde?“ — Rom. 11:15.

Det er tydeligt at hele den hedenske verden ikke har valgt at lade sig forlige med Gud, og at den heller aldrig vil gøre det. Hvis den gjorde, ville Herren Jesus Kristus og hans engle ikke behøve at gribe ind over for de ugudelige. Men en sådan indgriben vil finde sted. Vi læser: „Det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed.“ (2 Tess. 1:6-9) Det er værd at bemærke at disse kristne i Tessalonika led trængsel for såvel jøders som ikke-jøders hånd. (Ap. G. 17:5-9) Der er altså ikke noget grundlag for at hævde at alle jøder vil omvende sig og at det derfor kun er ikke-jøder der vil få en ugunstig dom.

Indtil den tid da Jesus Kristus eksekverer Guds ugunstige dom, har både jøder og ikke-jøder mulighed for at blive forligt med Gud. De medlemmer af det åndelige Israel der endnu befinder sig på jorden, samt en „stor skare“ der også tjener Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus hengivent, vil overleve dommens fuldbyrdelse. (Åb. 7:2, 3, 9-17) På denne måde vil hele det åndelige Israels folk blive frelst; intet vil hindre at dette folk bliver fuldtalligt.

● Hvad er det for en „trængselstid“ der omtales i Daniel 12:1? — U.S.A.

Den nævnte „trængselstid“ omtales i forbindelse med Mikaelsa fremståen. Det ses at det er en trængsel som Guds folk vil overleve. Daniel 12:1 lyder: „Til den tid [under striden mellem ’Nordens konge’ og ’Sydens konge’, som fører frem til ’endens tid’] skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses.“

Den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringen, omtaler at denne Mikael og hans engle fører en sejrrig krig mod Satan Djævelen og hans dæmoner. (Åb. 12:7-9) Efter at disse har lidt nederlag lyder der en høj røst som siger: „Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes.“ (Åb. 12:10) Satan og hans dæmoners nederlag er således et magtfuldt vidnesbyrd om at Mikael er stået frem for at værne det nyfødte gudsriges interesser.

Eftersom Mikaels fremståen nævnes før trængselen, må det være ham og hans himmelske styrker der er med til at føre denne trængsel over de ugudelige. Den eneste trængsel der beskrives på tilsvarende måde i Bibelen, er den „store trængsel“ som „en stor skare“ nidkære tjenere for Jehova Gud overlever. (Åb. 7:14) Denne trængsel er en trængsel som påføres de ugudelige af himmelske englemagter. Vi anfører hvad der blev åbenbaret for apostelen Johannes: „Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner; de holdt jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse hverken på jord eller hav eller mod noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl; og han råbte med høj røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde: ’Gør hverken jord eller hav eller træer nogen skade, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pander.’“ — Åb. 7:1-3.

Den „trængselstid“ der er omtalt hos profeten Daniel, er derfor tydeligt nok den samme som den „store trængsel“ der vil bringe hele den onde tingenes ordning til ophør. Men Guds hengivne folk, ’de beseglede’, samt ’den store skare’ som samarbejder med dem, vil blive frelst eller overleve når denne ødelæggende trængsel rammer den jordiske tingenes ordning, noget som ske i nær fremtid.

[Fodnote]