’Hele Israel vil blive frelst’
„På denne måde vil hele Israel blive frelst. Som der står skrevet: ’Befrieren skal komme fra Zion og fjerne ugudeligheder fra Jakob.’“ — Romerne 11:26.
1. (a) Hvilket spørgsmål stiller vi angående Romerbrevet 11:26? (b) Hvorfor er republikken Israel ikke det Israel der skulle „blive frelst“?
HVILKEN nation er der her tale om? Hvordan bliver den frelst? Og hvordan berører dens frelse alle andre nationer? Der blev ganske vist oprettet en republik ved navn Israel i 1948 da det britiske mandat over Palæstina udløb og jøderne kom i besiddelse af en del af dette territorium. Og med sejren over arabiske styrker i Seksdageskrigen i 1967 udvidede Israel grænserne for sin republik. Men siden sin grundlæggelse har republikken måttet opretholde sin eksistens ved våbenmagt. Hvad enten det moderne Israel — for at beskytte sin nation mod udryddelse — har oplagret kernevåben eller ej, så sætter det i hvert fald ikke sit håb til nogen ’befrier fra Zion’, for den forholdsvis unge stat Israel er sammen med hedenske nationer medlem af De forenede Nationer. Denne republik er altså tydeligvis ikke et teokrati, sådan som den israelitiske nation blev det på Moses’ tid, i 1513 f.v.t.
2. Hvilken forskel var der på oprettelsen af republikken Israel og jødernes tilbagevenden til deres hjemland i år 537 f.v.t.?
2 Den østrigske jøde Theodor Herzl, der i 1897 grundlagde Verdens Zionistorganisation, erklærede at jøderne var en nation og forlangte at der blev frigjort et territorium til oprettelse af en jødisk stat. Men intet af det som republikken Israel har undergået kan ses som en parallel til jødernes tilbagevenden til deres hjemland i år 537 f.v.t., den persiske kejser Kyros den Stores første regeringsår. Denne tilbagevenden i fortiden opfyldte Israels Guds, Jehovas, erklærede hensigt, som forudsagt i Esajas 45:1-5. (2 Krønikebog 36:22, 23; Ezra 1:1-4) Men i forbindelse med oprettelsen af republikken Israel så man ikke at der blev fulgt en fredsommelig kurs i fuldstændig tro på det gamle Israels Gud. Dette kan altså ikke fortolkes som en opfyldelse af profetierne i De hebraiske Skrifter eller som et vidnesbyrd om at den jødiske Messias’ komme er nær.
3. Hvilken forståelse havde bibelstudenterne engang af ’hele Israels’ frelse, men hvilken forståelse fik de i 1932?
3 Helt frem til 1929 mente medlemmerne af International Forening for Bibelstudium at de kødelige jøder stadig var Guds udvalgte folk, at disse ville blive genindsamlet i Palæstina som ikke-troende, og at de dér ville blive omvendt til tro på Jesus Kristus som den lovede Abrahams sæd og derpå blive jordens førende nation til velsignelse for hele menneskeheden. I 1932 blev det imidlertid påpeget at dette var en misforståelse af Bibelens profeti, deriblandt af ordene i Romerbrevet 11:26 om frelse for „hele Israel“. — Se kapitel 8 i bogen Komme dit Rige, udgivet i 1906 af Vagttaarnets Bibel- og Traktat-Selskab.
Hvem udgør „hele Israel“?
4. Hvilke omstændigheder i dag vidner om at republikken Israel ikke er „Guds Israel“?
4 Det som den jødiske forfatter til Romerbrevet 11:26 kaldte „hele Israel“, kaldte han i Galaterbrevet 6:16 „Guds Israel“. Men hvis det ikke er de kødelige jøder i republikken Israel og rundt omkring på kloden der udgør „hele Israel“, hvem er det da? Spørgsmålet er så meget mere vigtigt som de kødelige jøder i dag ikke ved hvilken af Israels 12 stammer de hver især tilhører. De har rabbinere, men intet præsteskab og ingen ypperstepræst på jorden, intet tempel i Jerusalem og intet alter dér hvorpå de kan frembære ofre i overensstemmelse med den lov Gud gav dem ved Moses. Alt dette har de måttet undvære siden romerne i år 70 ødelagde Jerusalem. Der er heller intet der tyder på at den Gud hvis navn de nægter at udtale, er med dem som nation længere. Og dog har Jehova Gud et Israel på jorden, selv i dette 20. århundrede. Hvem udgør da dette Israel?
5, 6. Hvordan påviste Paulus at dét at høre til „Guds Israel“ ikke afhang af ens kødelige afstamning?
5 Den kødelige jøde Saulus fra Tarsus, som fik den forret at blive den kristne apostel Paulus, giver et tilfredsstillende svar. Omkring år 56 e.v.t. stilede han et langt brev til „alle der er i Rom som Guds elskede, kaldede til at være hellige“. (Romerne 1:1, 7) I dette brev fastslog han hvem der af Gud blev betragtet som sande israelitter — ikke israelitter med hensyn til kødet men ifølge ånden. Paulus skrev:
6 „Ikke alle som stammer fra Israel er virkelig ’Israel’. Heller ikke er de alle børn fordi de er Abrahams sæd, men: ’Det der skal kaldes „din sæd“ vil komme gennem Isak.’ Det vil sige, børnene ifølge kødet er ikke virkelig Guds børn, men børnene ifølge løftet bliver regnet for sæden. . . . Og om Israel råber Esajas: ’Selv om tallet på Israels sønner var som sandet ved havet, er det kun en rest der bliver frelst. For Jehova vil holde regnskab på jorden idet han afslutter og afkorter det.’ Og, ganske som Esajas forud havde sagt: ’Hvis ikke hærskarers Jehova havde efterladt os en sæd, ville vi være blevet som Sodoma, og vi ville have lignet Gomorra.’“ — Romerne 9:6-9, 27-29.
7, 8. Hvorfor kom de kødelige israelitter ikke til at udgøre alle grenene på det symbolske oliventræ der beskrives i Romerbrevet, kapitel 11?
7 Senere, i Romerbrevets 11. kapitel, sammenlignede Paulus Israels nation med et oliventræ som han forbandt med „Jehovas ven“, patriarken Abraham. (Jakob 2:23) Efter at denne „ven“ havde vist lydighed sagde Gud til ham: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (Første Mosebog 22:18, NW) Fordi størstedelen af de kødelige jøder ikke havde en tro i lighed med deres forfader Abraham og ikke adlød Gud, blev disse ikke-troende israelitter som grene ’hugget af’ det symbolske oliventræ; dette træ havde sin rod i den større Abraham, Jehova Gud. Deres pladser blev indtaget af troende hedninger eller ikke-jøder, sådan at det symbolske træ kunne få sit fulde antal grene. De der indtog de kødelige israelitters pladser kom til at udgøre „Abrahams sæd“ som proselytter eller som israelitter i kraft af at de var antaget som sønner af Gud, den større Abraham. (Galaterne 3:26-29) De blev israelitter i åndelig henseende, det vil sige åndelige israelitter. Derfor fortsatte Paulus med at sige:
8 „Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skal være uvidende om denne Hemmelighed — for at I ikke skulle blive selvkloge — at en Forstenelse er for en Del kommen over Israel, indtil Hedningernes fulde Tal er gaaet ind, og saaledes vil hele Israel blive frelst, som skrevet er: Befrieren skal komme fra Zion og afvende Ugudelighed fra Jakob; og det er Pagten fra mig med dem, naar jer faaer borttaget deres Synder.“ — Romerne 11:25-27, Lindberg.
9. Hvordan betragter republikken Israel mellemmanden for den nye pagt, skønt „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914?
9 Vi lægger mærke til at Paulus ikke siger ’indtil hedningernes tider er til ende’, men derimod „indtil Hedningernes fulde Tal er gaaet ind“, eller „indtil det fulde antal af folk fra nationerne er kommet ind“. Hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914, det år den første verdenskrig udbrød. (Lukas 21:24; se også da. aut.) Til trods for dette hævder hverken republikken Israel eller de kødelige jøder over hele jorden i dag, 70 år senere, end ikke selv at de er med i den nye pagt som Jehova sagde at han ville oprette med Israels hus. (Jeremias 31:31-34) For mere end 19 århundreder siden, på natten for den jødiske påske den 14. nisan år 33, rakte han der skulle blive mellemmand for denne pagt, et bæger vin til sine trofaste apostle med ordene: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ (Lukas 22:20) Men selv efter så lang tids forløb anerkender republikken Israel ikke Jesus Kristus som mellemmand for den pagt der blev forudsagt i Jeremias’ profeti.
10. Hvor stor en del af Abrahams „afkom“ udgjorde de troende, kødelige jøder, og hvad blev følgen?
10 Ifølge israelerne er „befrieren“ endnu ikke kommet fra Zion. (Esajas 59:20; Romerne 11:26) Men på pinsedagen i år 33 antog en rest af det gamle Israel Jesus som Messias. Denne rest begyndte da at modtage den lovede hellige ånd og at blive bragt ind i den forudsagte nye pagt. En rest var imidlertid utilstrækkelig til at udgøre det fulde antal medlemmer af Kristi åndelige „brud“, som skulle bestå af 144.000. (Åbenbaringen 7:1-8; 14:1-3; 21:9) Der var derfor ikke tilstrækkelig mange kødelige israelitter til at udgøre det fulde antal grene på dette symbolske oliventræ — der havde rod i den større Abraham, som havde lovet at denne fortidige patriarks „afkom“ ville bringe velsignelser til alle jordens slægter, jødiske som ikke-jødiske.
11, 12. Hvilket Israel menes der med „hele Israel“, og hvordan kan vi begrunde dette ud fra Bibelen?
11 Hvordan skulle da „hele Israel blive frelst“ ved hjælp af den lovede „befrier“? Læg mærke til at Paulus skrev dette brev til romerne omkring år 56, efter at han havde skrevet til galaterne (omkring år 50-52). Han skrev altså ordene i Romerbrevet 11:25-27 efter at han i Galaterbrevet 6:16 havde omtalt „Guds Israel“. Dette er det Israel med hvem den nye pagt blev sluttet ved Jesus Kristus, ikke ved profeten Moses. Jesus var mellemmanden for et kristent Israel, et åndeligt Israel, der blev født som nation på pinsedagen i år 33, da den hellige ånd blev udgydt over de jøder som antog Jesus Kristus som mellemmand for den nye pagt.
12 Den jødiske apostel Peter var til stede ved den lejlighed. Han skrev senere til „dem der er udvalgt efter Guds . . . forudviden“ og sagde: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’ . . . Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk.“ (1 Peter 1:1, 2; 2:9, 10) Dette bekræfter at det Israel hvoraf det „hele“ skulle „blive frelst“, ikke er den nutidige republik af israelere eller de kødelige jøder der bor spredt omkring på hele kloden. Det „hele Israel“ der skulle „blive frelst“, var det åndelige Israel der kom til verden på pinsedagen i år 33 ved da at blive avlet af Guds ånd. Det var dette „Guds Israel“ den lovede befrier skulle komme til.
13. (a) Hvordan og hvornår kom den lovede befrier fra Zion? (b) Hvem kom „Guds Israel“ med tiden til at indbefatte?
13 Denne befrier kom virkelig, nemlig på pinsedagen i år 33. Hvordan? I forbindelse med udgydelsen af Jehovas hellige ånd over de cirka 120 disciple der var forsamlet i et værelse ovenpå i nationens hovedstad, Jerusalem. Derved blev disse disciple den første del af „Guds Israel“, som blev avlet til åndeligt liv — med håb om evigt liv på det åndelige plan oventil. Dette åndelige Israel kom med tiden til at omfatte ikke-jøder der troede på den lovede befrier. Hvornår skete det? Da nogle samaritanere og derpå (i år 36) nogle hedninger, nemlig den romerske centurion Kornelius og hans familie og venner, omvendte sig. På dette tidspunkt antog Jehova, den større Abraham, alle disse ikke-jødiske troende som „grene“ på sin enestefødte søn, Jesus Kristus, den symbolske stamme på det billedlige oliventræ. Disse ikke-jøder kunne således sættes i stedet for de troløse jøder der var blevet brudt af dette oliventræ med 144.000 „grene“. — Apostelgerninger, kapitel 10; 15:14-21.
Indpodningsarbejdet nu fuldført
14. Hvad har vi nu al grund til at tro angående „hele Israel“?
14 Der er nu gået et tusind ni hundrede og otteogfyrre år og nogle måneder siden denne betydningsfulde begivenhed i år 36. Det er derfor logisk at antage at den almægtige Guds arbejde med at frelse „hele Israel“ nu er blevet fuldført. Det mellemliggende tidsrum har varet meget længere end det tidsrum hvori jøderne nød Guds særlige gunst, fra år 1513 f.v.t., da Moses levede, til år 36 e.v.t., da de første uomskårne ikke-israelitter eller hedninger blev omvendt. I den periode der er gået, har der givetvis været tilstrækkelig tid til at frelse „hele Israel“, i hvert fald hvad angår dét at indsamle tilstrækkelig mange medlemmer. Der er rigeligt med vidnesbyrd om at det forholder sig sådan.
15. Hvordan sagde Jesus i sin profeti angående „tegnet“ på „afslutningen på tingenes ordning“ at de „udvalgte“ ville blive indsamlet?
15 Jesus Kristus henviste til denne periode da han fremsatte en profeti om sin usynlige åndelige „nærværelse“ og „afslutningen på tingenes ordning“ og sagde: „Menneskesønnens tegn [vil] vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed. Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ (Mattæus 24:3, 30, 31) Hvornår begyndte Jesu Kristi „nærværelse“?
16, 17. Hvornår begyndte Jesu Kristi „nærværelse“, og hvad bemærkelsesværdigt skete der derefter med hensyn til de indsamlede „udvalgte“?
16 Jesu „nærværelse“ begyndte ved udløbet af hedningernes „syv tider“, i efteråret 1914. (Daniel 4:23-36) På det tidspunkt vendte den herliggjorte Jesus Kristus sin opmærksomhed mod den krigshærgede jord for at udøve sin magt dér. De historiske kendsgerninger viser at den regerende konge Jesus Kristus i efterkrigsåret 1919 udsendte sine himmelske engle for at samle hans „udvalgte“ fra alle dele af jorden. Under tilsyn af Watch Tower Bible and Tract Society blev de ført sammen i verdensomspændende enhed så de fra da af kunne forene deres kræfter om at udføre Jesu profetiske befaling, som den udtrykkes i Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“
17 Ved Guds folks generalkonvent i 1931 vedtog man enstemmigt det nye navn, så man fra da af ville blive kendt som Jehovas Vidner. Senere fulgte udgivelsen af Selskabets nye bog Jehova, der handlede om Guds navn som de var så lykkelige for at bære. Jehovas vidner modtog taknemmeligt denne nye bog i 1934, da den nazistiske „Führer“, Adolf Hitler, satte sig for at udrydde Jehovas vidner i Centraleuropa.
18. Hvilket begivenhedsforløb viste med tiden at det fulde antal „udvalgte“ var blevet indsamlet?
18 De efterfølgende begivenheder viste at indsamlingen af de indviede, døbte „udvalgte“ til det himmelske rige var fuldført. På hvilken måde? I 1935 blev de ’udvalgtes’ opmærksomhed og indsats rettet mod ’den store skare’, som i Åbenbaringen 7:9-17 er skildret i et syn. Hvem skulle denne ’store skare’ bestå af? Af folk som ville tilskrive Jehova Gud og Jesus Kristus herlighed og ære. Som løn herfor ville de komme gennem en stor trængsel og ind til et evigt liv på en paradisisk jord uden at dø — til trods for at det skulle være den største „trængsel“ i hele menneskehedens historie. Disse begunstigede blev identificeret som ’den rigtige hyrdes’, Jesu Kristi, „andre får“, der har håb om evigt liv på jorden. Til deres glæde blev de gjort til „én hjord“ med den rest af „hele Israel“ der har himmelsk håb men som endnu levede på jorden. — Johannes 10:16.
Denne artikel efterfølges i næste nummer af artiklen „’Hele Israel’ frelses for at velsigne hele menneskeheden“, hvori behandlingen af dette emne fortsættes.
Hvad vil du svare?
■ Hvorfor er republikken Israel ikke det Israel som Romerbrevet 11:26 taler om?
■ Hvorfor kom de kødelige israelitter ikke til at udgøre alle grenene på det symbolske oliventræ?
■ Hvem er den lovede befrier, og hvornår og hvordan kom han fra Zion?
■ Hvem udgør „hele Israel“, og hvornår var de fuldtalligt indsamlet?
[Tekstcitat på side 30]
I 1935 blev ’de andre får’ der sluttede sig til resten af „hele Israel“ identificeret som ’den store skare’
[Illustration på side 28]
Hvad betød ’bægeret’ da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid?
[Illustration på side 30]
En del af tilhørerskaren ved stævnet i Washington, D.C., i 1935