Forudbestemmelse og Jehovas forudviden

„Gud kender alt sit værk fra verdens begyndelse.“ — Ap. G. 15:18, KJ.

 1. Hvilken forskel er der på forudbestemmelse og forudviden?

JEHOVA har magt til at forudbestemme og evne til at vide ting i forvejen. Det, han forudbestemmer, sker, fordi han har forordnet, at det skal ske, ligegyldigt hvad nogen skabning i universet måtte gøre for at hindre eller standse det. Hvad han forud ved vil finde sted, sker også, for han ejer en ufejlbarlig evne til at skue ind i fremtiden, en evne, hvis udfoldelse på ingen måde krænker nogen skabnings frie vilje. Forudbestemmelse tager som regel sigte på skarer eller grupper eller begivenheder uden at forudbestemme de enkeltpersoner, der vil være at finde blandt disse skarer eller spille en rolle i forbindelse med disse begivenheder. På den anden side begrænser den guddommelige forudviden sig ikke til grupper eller begivenheder, men gælder ofte bestemte enkeltpersoner, der er impliceret i dem.

 2. Hvad var Israels folk?

² I vort forrige nummer blev der fremholdt kraftigt underbyggede beviser for, at når Bibelens Græske Skrifter taler om forudbestemmelse i forbindelse med dem, som skal herske med Kristus i himmelen, taler de om dem som skare betragtet og ikke som enkeltpersoner. Det samme er tilfældet, når Jehova siger, at han har til hensigt at udvælge sig et helligt folk. I fortiden var Israel dette forbilledlige hellige folk, for til det sagde Jehova: „I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ Fremdeles: „Thi du er et folk, der er helliget Jehova din Gud; dig har Jehova din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden.“ (2 Mos. 19:6; 5 Mos. 7:6) Det var et udvalgt folk, og det omtales som Israel, min udvalgte. — Es. 45:4.

 3. Hvordan kunne de enkelte israelitter komme til kort, skønt de hørte til et udvalgt folk?

³ Selve den omstændighed, at det var et udvalgt folk, betød ikke, at hver enkelt israelit ganske automatisk blev endelig udvalgt. Jehova tilintetgjorde mange israelitter under deres vandring i ørkenen og senere, og han tillod også fjenderne at gøre indhug i deres rækker, når de handlede troløst. Dengang Kristus kom til jorden, var det kun en lille rest af jøderne, der anerkendte ham, og ikke-israelitter fik mulighed for at fuldstændiggøre det forudbestemte tal på „Guds Israel“. (Gal. 6:15, 16; Ef. 2:11-22) Det var ikke nok at være jøde i det udvortes eller i kødet. Medlemmer af „Guds Israel“ må være jøder i det indvortes, i åndelig forstand. (Rom. 2:28, 29; 9:6) Da for få jøder efter kødet tog imod Messias, drog Gud „omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn“. Da den israelitiske gren nægtede at bære god frugt, blev den fjernet og vilde, hedenske grene indpodet i stedet. Da mange af de kødelige israelitter blev forhærdede og sløve med hensyn til deres pligter, udtog Gud hedninger til at gøre det åndelige Israel eller „Guds Israel“ fuldtalligt: „Der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne [folk af nationerne, NW] fuldtalligt er gået ind; og så [på denne måde, NW] skal hele Israel frelses.“ — Joh. 15:1-8; Ap. G. 15:14; Rom. 11:17-21, 25, 26.

 4. Hvad tilkendegiver, at det åndelige Israel også består af hedninger, og hvorledes omtales den „store skare“ i forbilledet og modbilledet?

⁴ At Guds forbilledlige hellige folk, det kødelige Israel, var et billede på det åndelige Israel, og at dette sidste delvis skulle bestå af hedninger, fremgår af, at Peter anvender 2 Mosebog 19:6 og 5 Mosebog 7:6 på Kristi legemes lemmer, der er taget fra både jøder og hedninger: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys. I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk.“ (1 Pet. 2:9, 10) Det fulde tal på dem, som skal regere med Kristus, er fastsat til 144.000. (Åb. 14:1-4) I Åbenbaringen 7:4-8 anvendes det samme tal om alle Israels tolv stammer tilsammen, og da dette er det fulde tal og indbefatter hedninger, må det Israel, der her omtales, være det åndelige Israel. Den store „skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, Johannes derefter så, kan ikke have været den himmelske skare, for den ville i tal langt overstige den forudbestemte skare på 144.000. (Åb. 7:9) Det fuldstændiggør faktisk kun sammenligningen. Ligesom det forbilledlige Israel efter kødet drog ud fra Ægypten, ledsaget af en „stor hob“ eller skare ikke-israelitter, således ser vi i modbilledet, nu da det åndelige Israel skiller sig ud fra denne gamle verden, der er under Satans herredømme, at en stor skare, en skare ikke-jøder i sammenligning med det åndelige Israel, slutter sig til dem. De opnår frelse ved Kristi forløsende blod. — Åb. 7:10, 14.

 5. Hvad viser alt dette med hensyn til forudbestemmelse?

⁵ Men hvad viser alt dette med hensyn til forudbestemmelse? Det viser, at skønt Israel efter kødet var et udvalgt folk, faldt mange blandt dette folk fra, og kun en rest forblev trofast. Da Israel efter kødet er et forbillede på det åndelige Israel, viser det, at det åndelige Israel er udvalgt som skare betragtet eller som et helligt folk, men ikke de enkelte, der udgør det fulde tal, for mange enkeltpersoner falder fra, og kun en rest af det samlede tal, der oprindelig blev kaldet, helliget, retfærdiggjort, genløst og udvalgt, forbliver trofast. Endvidere viser det foregående, at ikke bare det udvalgte åndelige Israel, der regerer med Kristus i himmelen, genløses ved Kristi blod, men at en stor skare, hvis tal ikke er fastsat eller forudbestemt, også kommer ind under genløsningens frelsende fortjeneste. Presbyterianerne, der er de ivrigste forfægtere af læren om forudbestemmelse, benægter dette, når de siger: „Ingen andre bliver genløst af Kristus . . . men kun de udvalgte.“a Når tilhængerne af læren om forudbestemmelse forfægter, at det kun er de udvalgte, som skal regere med Kristus, der bliver frelst, bringer de sig selv i en anden forlegenhed: Eftersom de udvalgte sammen med Kristus Jesus bliver en del af Abrahams sæd, hvem er så de jordens slægter og folk, der skal velsignes i denne sæd? (1 Mos. 12:3; 22:18; Gal. 3:16, 29) Det er en jordisk skare, der bliver udtaget fra alle folkene, og de af dem, som lever nu, bliver den „store skare“, der omtales i Åbenbaringen 7:9.

Forudviden om enkeltpersoner

 6. Støtter Samsons, Jeremias’ og Johannes Døbers tilfælde læren om forudbestemmelse?

⁶ I et forsøg på at bevise deres påstand om, at enkeltpersoners skæbne er forudbestemt i almindelighed, fremholder tilhængerne af denne lære eksempler som Samson, Jeremias, Kyros, Esau og Jakob, Johannes Døber, Judas og også Jesus. Det er rigtigt, at Jehova forud for disse menneskers fødsel vidste, at Samson skulle begynde at udfri Israel, at Jeremias skulle være en profet for folkene, og at Johannes Døber skulle udføre et arbejde i lighed med Elias’ og forberede folket på Messias’ komme. (Dom. 13:3-5; Jer. 1:5; Luk. 1:13-17) Men disse tilfælde svarer ikke til læren om forudbestemmelse. Denne lære går ud på, at det enkelte menneskes endelige skæbne var uforanderligt forudbestemt, før Adam og Eva blev til, men det er der ikke tale om i de nævnte tilfælde. Der er intet, der tyder på, at Guds forudviden om disse bestemte enkeltpersoner gik ret meget længere tilbage end til tiden umiddelbart før deres undfangelse. Denne forudviden syntes at dreje sig om den gerning, de udførte, snarere end om deres endelige skæbne, og læren om forudbestemmelse beskæftiger sig med skabningers endelige skæbne og det „uden forudviden om tro eller gode gerninger eller udholdenhed deri eller noget andet hos skabningen“.b Den guddommelige forudviden i disse tilfælde er noget ganske andet end forudbestemmelse.

 7. Hvorfor er Esaus og Jakobs tilfælde ikke et bevis for forudbestemmelse, og hvorfor handlede Jehova, som han gjorde?

⁷ Det, der blev sagt vedrørende tvillingerne Esau og Jakob, blev ikke sagt før Adams og Evas skabelse, men mens de var fostre i deres moders skød, og den drejede sig heller ikke om deres endelige skæbne, men om, at den ældste skulle tjene den yngste. Det betød, at den yngste imod almindelig sædvane skulle opnå den førstefødselsret, der normalt tilkom den førstefødte søn, og som ved faderens død gjorde ham til overhoved over faderens hus og altså bragte hans andre brødre i et afhængighedsforhold til ham. „Thi for at Guds beslutning, der hviler på [med henblik på, NW] hans udvælgelse, skulle stå fast, ikke i kraft af gerninger, men i kraft af den, der kalder“, og alt dette blev sagt, „før de havde gjort noget godt eller ondt“. En af disse tvillingedrenge ville få førstefødselsretten, der i dette tilfælde indbefattede Abrahamsløftet. Jehova foretog udvælgelsen inden deres fødsel, inden de endnu havde gjort godt eller ondt, og derved viste han, at udvælgelsen af dem, som skulle få del i Abrahamsløftet, ikke var afhængig af gerninger. Det var en modsætning til Lovpagten, der fik jøderne til at lægge vægt på gerninger. Det pegede hen til ufortjent godhed eller nåde og til ånden. Det overlod fuldstændig udvælgelsen til Jehova Gud, som kalder dem, der skal opnå disse velsignelser. Hans frie valg i denne sag, helt ubunden af skik og brug og nogen fremgangsmåde, mennesker ville have forventet, som for eksempel at give de førstefødte sønner en særlig fødselsret, kommer til udtryk gennem den omstændighed, at han valgte den yngste søn i stedet for den ældste. Jehova kastede altså lys over sine beslutninger vedrørende sin pagt og fulgte ikke bare et lune, da han handlede, som han gjorde i forbindelse med Esau og Jakob. — 1 Mos. 25:23-26; 27:29, 37; 28:13, 14; Rom. 9:11, 12.

 8. Hvorfor var denne beslutning ikke en evig fordømmelse af Esau, men hvordan beviste han senere, at Jehovas forudviden var rigtig?

⁸ Jehovas beslutning om at give Jakob førstefødselsretten, eller det at han tillod, at Esau for en tid blev den yngstes træl, forudbestemte ikke Esau til evig fordømmelse, således som tilhængerne af læren om forudbestemmelse vil påstå. At Esau indtog en tjenende stilling, forhindrede ham ikke i at vinde Guds godkendelse. Var det ikke sådan, at nogle af kana’anæerne sluttede sig til Israel og opnåede Jehovas velsignelse, til trods for at de var under en forbandelse, der bød dem at tjene Sems efterkommere? (1 Mos. 9:25-27; Jos. 9:27) Hvad fødselsretten angår, da er den ikke påkrævet for at opnå frelse. Hvis det var tilfældet, var det kun førstefødte sønner, der blev frelst, og alle andre ville automatisk blive fordømt. Men hvad med Jehovas ord: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg“? (Mal. 1:2, 3; Rom. 9:13) Beretningen siger ikke bestemt, at denne dom blev udtalt, mens tvillingerne befandt sig i Rebekkas moderskød; den kan lige så godt være blevet udtalt senere, da deres færd var blevet åbenbar. Men hvordan det nu end forholder sig, så kunne Jehovas forudviden fortælle ham, hvilken vej hver tvilling ville følge, og det var tilstrækkeligt grundlag for at elske den ene og hade den anden. Hans magt til at tyde de naturlige anlæg hos ufødte børn kan ikke bestrides. Esau havde ganske bestemte anlæg, og de ændredes ikke trods den gode religiøse opdragelse, hans forældre gav ham. I modsætning til Jakobs trofasthed viste Esau sig som en ansvarsløs jæger; han søgte sig hustruer blandt de hedenske kvinder, der var under forbandelse, viste ringeagt for Abrahamsløftet ved at sælge sin førstefødselsret til Jakob og prøvede senere at franarre Jakob denne førstefødselsret, som var blevet Jakobs ejendom ved køb og som gave fra Gud. Af egen fri vilje handlede Esau således og gjorde sig fortjent til Jehovas had. — 1 Mos. 25:27-34; 26:34, 35; 27:34-36, 46; 1 Sam. 16:7; Job 31:15; Præd. 11:5.

 9. Hvorfor er Judas’, Peters og Kyros’ tilfælde ikke noget bevis på forudbestemmelse?

⁹ Jehova Gud profeterede, at en af Jesu apostle skulle forråde Jesus, men der nævntes ikke hvem. (Sl. 41:10; 109:8) Der er ikke noget bevis for, at Jesus, dengang han udvalgte Judas, vidste, at det var ham, der skulle forråde ham. Men de evner, Jehova havde skænket Jesus, satte ham i stand til at læse det menneskelige sinds og hjertes tanker og hensigter, og så snart Judas begyndte at vise tilbøjeligheder i den retning, var Jesus klar over det. For at vise, at han var Messias, omtalte han dette forræderi på forhånd: „Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er.“ (Joh. 2:24, 25; 6:64, 70, 71; 13:11, 18-30; Åb. 2:23) De forudsigelser, der identificerede Judas som forræderen, blev fremholdt, da han var voksen og en af apostlene. Det samme kan siges om de forudsigelser, der vedrørte Peter, nemlig at han ville fornægte Kristus, men bagefter ville angre, og måden, hvorpå han skulle dø. (Mark. 14:30; Luk. 22:31, 32, 34; Joh. 21:17-19) Intet af dette kan kaldes forudbestemmelse, det vil sige afgørelse af enkeltpersoners skæbne, inden den oprindelige verden blev skabt. Det var ved Jehovas profetiske evne og forudviden, at Kyros to hundrede år i forvejen blev omtalt som den, der skulle omstyrte Babylon og udfri de fangne israelitter. Men dette har intet med den presbyterianske eller calvinistiske lære om forudbestemmelse at gøre. Det var ikke en bestemmelse af Kyros’ endelige skæbne. Han blev ikke en sand tilbeder af Jehova, men dyrkede mange falske guder og tilhørte aldrig den udvalgte skare. — Es. 45:1-4.

10. Hvordan forholder det sig med Jesu tilfælde, der var et absolut undtagelsestilfælde?

¹⁰ Og hvad Jesus angår, da var hans jordiske løbebane og endelige skæbne som Guds kvindes sæd og den nye verdens konge ikke forudbestemt, inden den oprindelige eller første verdens grundvold blev lagt. Det var først efter det første menneskepars fald, at der begyndte at blive givet profetier vedrørende Kristus Jesus. (1 Mos. 3:15) Bibelens Hebraiske Skrifter identificerer ham som Jehovas udvalgte. (Es. 42:1) Jehova sad inde med forudviden om ham før den nye verdens grundlæggelse, og han „blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold“. (Ap. G. 2:23; 1 Pet. 1:20; Åb. 13:8) Uden at forudbestemme, at visse nærmere bestemte personer skulle vende sig imod ham, mens han var her på jorden, forudsagde profetierne mange af de begivenheder, der indtraf: „Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet: både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedningerne og Israels folkestammer for at udføre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt skulle ske.“ (Ap. G. 4:27, 28) Men hvad enten man kalder Jesu tilfælde forudbestemmelse eller forudviden, udgjorde det i allerhøjeste grad en undtagelse og er ikke noget bevis for, at alle menneskers skæbne er forudbestemt før Adams og Evas skabelse.

11. Hvorfor gjorde Jehova brug af sin forudviden i de nævnte tilfælde?

¹¹ Alle de nævnte tilfælde, hvor guddommelig forudviden om visse menneskers færd gør sig gældende, er absolutte undtagelser. Disse mennesker tjener på en særlig måde Jehovas hensigter, fordi de er forbilleder eller mønstre eller profetiske opfyldelser eller på anden vis bliver brugt i den hensigt at tjene til oplysning for Jehovas folk eller for at vise Jehovas magt. Jehova kan manøvrere begivenhederne i deres liv således, at alt samvirker til opfyldelse af hans forudviden, og han gør det også. Men disse få undtagelsestilfælde, hvor Jehovas forudviden spillede ind, kan ikke med held anvendes som beviser for, at han i samme grad lægger forudviden for dagen for hvert enkelt menneskes vedkommende.

12. Hvorfor hjælper Apostlenes Gerninger 15:18 og Romerne 8:28 ikke tilhængerne af læren om forudbestemmelse?

¹² I et forsøg på at bevise, at Gud har og gør brug af en sådan altomfattende forudviden, citerer nogle Apostlenes Gerninger 15:18: „Gud kender alt sit værk fra verdens begyndelse.“ (KJ) New World Translation gengiver versene 17 og 18 således: „Jehova, der nu gør alt dette, som han har kendt fra gammel tid.“ En fodnote siger: „Som har gjort disse ting fra gammel tid.“ Men uden hensyn til hvilken oversættelse, der bruges, er det indlysende, at Jehova her viser, at han forud kendte alle sine gerninger. Der siges ikke, at han forud kendte ethvert menneskes gerninger. Man kan heller ikke med rette tage Romerne 8:28 som bevis for, at Gud forud kendte alle menneskenes erfaringer og handlinger: „Vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud.“ En mere nøjagtig oversættelse viser, at det er Guds værk, der samvirker til gode for hans tjenere, og ikke menneskers gerninger, mennesker, der kan iværksætte forfølgelse: „Vi ved, at Gud lader alt sit værk samvirke til gode for dem, som elsker Gud.“ (NW) Jesus viste, at når mennesker rammes af vold eller ulykker, kan det ikke med rette tilskrives fatalisme eller forudbestemmelse, men må tilskrives den kendsgerning, at alle er „bundet af tid og tilfælde“. — Præd. 9:11; Luk. 13:1-5.

13. Hvorfor kan vi ikke sige, at Jehova på forhånd vidste, at den skærmende kerub og Adam og Eva ville falde?

¹³ Kan man sige, at Jehova forud vidste, at den skærmende kerub, der havde overopsyn med Adam og Eva i Eden, ville gøre oprør? Eller at Jehova på forhånd vidste, at Adam og Eva ville falde for denne oprørers fristelser? En sådan tanke er hverken bibelsk eller fornuftig. Bibelen viser, at Jehovas forudviden gælder hans eget værk, og kerubens oprør og Adams og Evas overtrædelse var ikke Jehovas værk. Han brugte ikke sin magt til at skaffe sig forhåndskundskab om disse skabningers anliggender. Han er ikke en mistroisk Gud, der altid mistænker sine skabninger, søger efter svagheder i deres sind og hjerte eller er på udkig efter vanskeligheder. Han venter og giver dem tid til at lægge deres fejltrin for dagen. Et menneske kan handle ret, indtil en særlig fristelse møder ham, og så vil eventuelle brist i hans retskaffenhed komme for dagens lys. Det var tilsyneladende, hvad der skete med keruben. Efter at han havde fået betroet sin post, og efter at Adam og Eva var blevet skabt, lod keruben sig friste af de opståede forhold. Det var ikke en fristelse fra Jehova, men en fristelse, denne kerub ved sine urette tanker og ønsker skabte for sig selv. (Jak. 1:13-15; 1 Joh. 2:15-17) Han så det første menneskepar og vidste, at de havde fået evne til at forplante sig og af Gud havde fået befaling derom, og han forestillede sig jorden fuld af mennesker. Han attråede deres tilbedelse og tog skridt til at vende dem bort fra at tilbede Jehova. Men alt, hvad Jehova havde forudbestemt i denne forbindelse, var, at lydighed ville betyde liv og ulydighed død, og han underrettede Adam derom, og gennem Adam Eva. — 1 Mos. 2:16, 17.

14. Hvorfor havde Jehova ikke nødig forud at kende deres oprør for at værre herre over situationen?

[Fodnoter]