Spørgsmål fra læserne

● Vi har modtaget en del spørgsmål fra gifte angående det intime ægteskabelige samliv, som følge af at mange forskellige opfattelser er blevet publiceret af verdslige oplysningskilder. Det drejer sig om spørgsmål angående kønsakten, fødselskontrol, sterilisation og svangerskabsafbrydelse. Vi skal her søge at besvare disse spørgsmål i så vid udstrækning som vi mener vi har bemyndigelse til det.

Ægteskabet er indstiftet af Jehova Gud. Det var menneskets Skaber der sørgede for en hustru til Adam, som et komplement til ham. Var det kun for at der skulle herske et platonisk venskab mellem manden og hans hustru, uden noget intimt samliv mellem dem? Nej, Bibelen siger at Gud gav det første menneskepar påbudet: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ — 1 Mos. 1:28.

Dette hjælper os til at forstå hvordan Jehova selv ser på ægteskabet. Det vigtigste formål med ægteskabet var slægtens forplantning; der skulle sættes børn i verden. (1 Mos. 1:28; 2:18) Det skulle ikke ske ved partenogenese, udvikling af et æg uden befrugtning. Nej, Guds påbud nødvendiggjorde et seksuelt samliv eller en kønsakt mellem manden og hans hustru. Dette intime samliv bør derfor ikke betragtes som noget urent og usømmeligt, men tværtimod som noget rent, helligt og ærefuldt, en kilde til glæde og et middel til at videregive liv. Bibelen viser imidlertid klart at for kristne er det seksuelle samliv kun tilladt inden for ægteskabet. Skaberen fordømmer et seksuelt forhold uden for disse rammer: „Utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.“ — Hebr. 13:4.

I erkendelse af at ægteskabet også tjener det formål at tilfredsstille et seksuelt behov, har nogle stillet spørgsmål angående visse fremgangsmåder i forbindelse med kønsakten. Vi må svare at det ikke tilkommer udenforstående at diktere et ægtepar hvad de vil gøre på dette intime område af deres samliv.

De mandlige og kvindelige kønsorganer er skabt af Gud for at skulle tjene i forbindelse med opfyldelsen af det ærefulde hverv som de to første mennesker fik: at blive „frugtbare og mangfoldige“. Vi behøver ikke at beskrive hvordan disse organer samarbejder om denne funktion. Formålet med dem er tydeligt nok. Det er åbenbart for ægtefolk at det mandlige lem passer ind i kvindens fødselskanal for at skulle tjene forplantningens ædle formål.

Nogle hævder at alt er tilladeligt mellem en mand og hans hustru. Denne opfattelse støttes dog ikke af Bibelen. I Romerbrevet 1:24-32, hvor der tales om både mænd og kvinder der hengav sig til en umoralsk kønslig adfærd, derunder lesbisk kærlighed og sodomi, nævnes også „den naturlige omgang med kvinden“. Det fremgår heraf at en pervers brug af forplantningsorganerne i den hensigt at tilfredsstille et begær efter seksuel ophidselse ikke godkendes af Gud. Dette gælder også for ægtepar; de bør ikke pervertere „den naturlige omgang med kvinden“. I mange lande forbyder endog loven visse handlinger mellem manden og hustruen. Om De forenede Stater kunne man således læse i bladet Time for 8. august 1969: „Sodomi er ulovligt i så godt som alle stater, også mellem ægtefolk.“ (De der ikke ved hvordan sådanne perversiteter praktiseres skal være taknemmelige for det, for Jehova Gud opfordrer de kristne til at være „spædbørn i ondskab“.) 1 Kor. 14:20.

Det intime forhold mellem ægtefællerne giver dem lejlighed til at give udtryk for deres kærlighed, ømhed og hengivenhed for hinanden, og derved opfylder de et gensidigt behov. Vil det være i overensstemmelse hermed selvisk at bede sin ægtefælle deltage i en nedværdigelse af forplantningsorganerne, at gøre noget som den anden fandt frastødende, blot for at tilfredsstille sine egne lyster? Er det at vise kærlighed og hensyn? Intet normalt menneske vil misbruge sit eget legeme eller påtvinge det en handling som man ville væmmes ved. Bibelen siger at manden og hustruen er „ét kød“. (Ef. 5:28-31) Mon derfor en kærlig og fornuftig ægtemand eller hustru vil kræve handlinger under kønsakten som ægtefællen med rette betragter som unaturlige og frastødende? Retten til at råde over ægtefællens legeme er absolut ikke ubegrænset. De bibelske principper sætter klare grænser for den. — 1 Kor. 7:1-5; Ordsp. 5:15-19.

Der er nogle som mener at selvbeherskelse med hensyn til kønslivet er nødvendigt for den der er ugift, men at så snart man er gift er denne egenskab ikke nødvendig mere. Denne opfattelse er dog ikke rigtig. Selvbeherskelse er en af åndens frugter og bør lægges for dagen i alle vore handlinger. (Gal. 5:22, 23, NW) Den omstændighed at manden som regel har et større seksuelt behov end kvinden kræver at han i større grad lægger bånd på sig selv, selv om hans hustru gerne vil tilfredsstille ham. Han må leve sammen med hende „som med en svagere skabning“ og ’vise hende ære’. (1 Pet. 3:7) Dette kan han blandt andet gøre ved at anerkende at kvindens seksuelle natur er anderledes end hans. Eftersom han skal „leve med forstand“ sammen med sin hustru, bør han ikke kun tænke på at tilfredsstille sit eget behov når som helst og på en hvilken som helst måde han ønsker det, men han bør tage hensyn både til sin hustrus følelser og til hendes fysiske kræfter.

Videre kan vi ikke gå i vore udtalelser med hensyn til kønsakten. I kærlighed, respekt og uselviskhed må ægtefællerne selv afgøre hvad de vil gøre. De kan holde sig betydningen af selvbeherskelse for øje og tænke på at „der er større lykke ved at give end ved at modtage“. — Ap. G. 20:35, NW.

Nært forbundet med det vi netop har talt om er spørgsmålet om fødselskontrol. Som nævnt i begyndelsen af dette svar er slægtens formering ægteskabets vigtigste formål ifølge Bibelen. Vi er overbevist om at børn er en velsignelse, eller som Salme 127:3 siger det: „Livsens frugt er en løn.“ Betyder dette at alle kristne har pligt til at gifte sig og sætte børn i verden? Påhviler det Guds tjenere i dag at opfylde det påbud som Gud gav Noa og hans sønner: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“? — 1 Mos. 9:1.

Nej, Bibelen siger intet om at dette er en pligt der påhviler de kristne i dag. Jesus selv påpegede at nogle af hans disciple ville undgå at gifte sig „for Himmerigets skyld“. (Matt. 19:10-12) Og under inspiration forklarede apostelen Paulus meget tydeligt at den ugifte stand giver større frihed til at tjene Herren. (1 Kor. 7:32-34, 38) Nogle gifte kristne har også, for at have større frihed til at tjene Gud, eller af helbredsmæssige eller økonomiske grunde, besluttet at begrænse familiens størrelse og øver derfor fødselskontrol. Bibelen siger intet direkte om fødselskontrol, og hvert ægtepar kan derfor overveje ovennævnte punkter og træffe deres egen afgørelse. De der søger at undgå at få børn nu overtræder ikke nogen befaling fra Gud til kristne, og de der sætter børn i verden nu kan på den anden side heller ikke siges at gøre noget forkert. — Gal. 6:5.

Der findes utallige metoder til fødselskontrol. Det er ikke vor opgave som et bibelselskab at anbefale eller godkende en bestemt metode. Hvis et ægtepar ønsker at øve fødselskontrol — og lad os understrege at dette helt og fuldt er noget de selv bestemmer — må de afgøre hvordan de vil gøre det. Der kan være fysiske bivirkninger forbundet med at benytte visse svangerskabsforebyggende midler. Det bør man derfor tage i betragtning. En anden side man må tage i betragtning er om en speciel metode på en eller anden måde kan krænke de kristne principper.

For eksempel er videnskabsmændene selv ikke helt sikre på hvordan den intrauterine metode virker, det vil sige den metode hvorved en „spiral“, „slynge“ eller „sløjfe“ indføres i livmoderen. I en rapport i 1968 fra Verdenssundhedsorganisationen under De forenede Nationer hed det: „Om tilstedeværelsen af et intrauterint svangerskabsforebyggende middel forhindrer æggets befrugtning hos en kvinde, er ikke afgørende bevist. . . . Forsøg med dyr synes at tyde på at den intrauterine metodes antikonceptionelle virkning hos pattedyr ikke skyldes at æg- og sædcellens forening [undfangelsen] i æggelederen forhindres.“ (Technical Report Series No. 397, side 11) HVIS denne metode tillader undfangelsen men afbryder udviklingen af det befrugtede æg på et senere stadium, kan det fra et bibelsk synspunkt sidestilles med svangerskabsafbrydelse. (Vi skal senere behandle spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse.) Vort selskab har ikke foretaget undersøgelser angående den intrauterine metode og kan derfor ikke sige hverken for eller imod. Hvert enkelt ægtepar må selv undersøge og veje de oplysninger der gives, og derefter være villige til over for Gud at bære ansvaret for deres beslutning.

En metode til svangerskabsforebyggelse som mange går ind for verden over er den frivillige sterilisation. Ved et kirurgisk indgreb kan en mand eller kvinde gøres steril med det formål at forhindre svangerskab. Undertiden betegnes et sådant indgreb som „midlertidigt“ idet man hævder at steriliteten senere ved et nyt indgreb kan ophæves. Men den kendsgerning står dog fast at af de fire procent der søger en påført sterilitet ophævet ved et nyt kirurgisk indgreb, lykkes det kun for lidt under halvdelen, og selv da er der for nogle kvinders vedkommende en vis risiko forbundet med et efterfølgende svangerskab. Med rette er det derfor blevet sagt at „sterilisation må betragtes som et permanent indgreb der ikke kan laves om“. (Vi taler naturligvis her om en operation hvis formål er en sterilisation, og ikke en operation hvorved sygt væv, som for eksempel en kræftsvulst i livmoderen, fjernes. I sidstnævnte tilfælde er tabet af forplantningsevnen måske det sørgelige men uundgåelige resultat af operationen, men ikke det den tilsigtede.)

Uanset om et sådant indgreb siges at være „midlertidigt“, hvad er da det bibelske syn? Gud tillod ikke et sådant indgreb blandt israelitterne. Tværtimod forbød han at nogen i hans folk blev gjort ufrugtbare, idet han sagde: „Ingen, der er gildet ved knusning eller snit, har adgang til [Jehovas] forsamling.“ (5 Mos. 23:1) Ydermere gav han love der beskyttede forplantningsevnen. Hvis en gift kvinde skadede forplantningsevnen hos en mand der var i slagsmål, blev hun straffet strengt for det. — 5 Mos. 25:11, 12.

Sandt nok er kristne ikke underlagt Moselovens krav. (Rom. 6:14) Men vil man have at vide hvordan Gud ser på en sterilisation, er ovennævnte oplysninger de eneste Bibelen giver herom. De der er åndeligt modne værdsætter i høj grad denne indsigt i hvordan Gud ser på spørgsmålet, så de kan handle derefter. En sterilisation vil måske forekomme nogle at stille færre krav til selvbeherskelsen eller at være en let måde for en kvinde med svagt helbred at undgå et svangerskab på. Men læg mærke til den indstilling der kommer til udtryk i Salme 143:10: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne vej!“ Modne kristne i dag lægger samme indstilling for dagen når de skal træffe deres afgørelser.

Endnu et spørgsmål som hører hjemme i denne drøftelse er spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse. Flere og flere røster i verden kræver en reform i abortlovgivningen. Nogle steder er svangerskabsafbrydelse allerede tilladt når en autoriseret læge mener at der er en væsentlig risiko for at en fortsættelse af svangerskabet vil være til alvorlig skade for moderens fysiske eller mentale helbredstilstand eller barnet vil blive født med alvorlige legemlige eller mentale defekter. Vi siger intet for eller imod dette spørgsmål rent juridisk, men vi kan udtale os om hvad Bibelen siger om svangerskabsafbrydelse og om en sådan handling er tilladelig for kristne.

Et fundamentalt princip i denne sag er det bibelske syn på livet, nemlig at livet er en gave fra Gud og at det er helligt. Både over for Noa, der blev menneskeslægtens stamfader efter Vandfloden, og over for Israels folk forbød Jehova mord eller det at tage et andet menneskes liv. (1 Mos. 9:5, 6; 2 Mos. 20:13) Men hvornår begynder livet for et menneskes vedkommende? Teologer og videnskabsmænd har argumenteret frem og tilbage herom, men det der har betydning for os som kristne er hvordan Jehova ser på det.

Ifølge Guds lov ved Moses blev et menneskefoster betragtet som et liv eller en sjæl. Gud erklærede: „I det tilfælde at mænd slås med hinanden og de rammer en frugtsommelig kvinde og hun nedkommer men der ellers ikke sker nogen ulykke med dødelig udgang, skal der uden tøven pålægges ham skadeserstatning . . . Men hvis der sker en ulykke med dødelig udgang, da skal du bøde sjæl for sjæl.“ (2 Mos. 21:22, 23, NW; se også Kalkar, Lindberg og den danske oversættelse af 1871.) Læg mærke til at Gud intet sagde om at dette først gjaldt når et vist antal uger var forløbet af svangerskabet. Hvis kvinden havde undfanget og var frugtsommelig, ville en handling der resulterede i at det barn hun gik med — et barn som med tiden under normale omstændigheder ville komme til at leve som en selvstændig sjæl — blev dræbt, blive betragtet som mord.

Følgelig er en svangerskabsafbrydelse i den hensigt blot at blive fri for et uønsket barn, det samme som med overlæg at tage et menneskes liv. (1 Joh. 3:15) Det samme er tilfældet med en svangerskabsafbrydelse der foretages blot fordi en læge mener at der vil være fare for moderens helbred eller liv hvis hun gennemfører svangerskabet.a Det er godt at huske på at lægelige meninger, uanset hvor godt motiverede de er, stadig kun er meninger. Ifølge en meddelelse fra United Press International var der en kvinde i Hull i England der led af en så alvorlig hjertesygdom at hendes hjerte måtte stimuleres elektrisk. Da hun blev gravid sagde lægerne at „fødselen ville være for anstrengende for hende“, og de rådede hende til at få svangerskabet afbrudt. Men det nægtede hun. Hun søgte lægehjælp for at holde sig i live. Hun fødte en sund og velskabt lille pige, og da hun holdt det nyfødte barn i armene sagde hun: „Hun er risikoen værd.“

På grund af menneskenes ufuldkommenhed er der fare forbundet med ethvert svangerskab. Vi kan derfor være taknemmelige for at Gud har lovet at ændre dette i fremtiden, at skænke menneskene fuldkommenhed og sundhed og endog oprejse dem der har været trofaste mod ham. Det klogeste nu i tiden er derfor at gøre hvad man kan for at bevare den livskraft og sundhed man har, og at undgå alt hvad der kunne føre til at man mister sit håb om evigt liv i fuldkommenhed. — Matt. 16:25-27; Åb. 21:8.

Lad os til slut sige at vi forstår at der er mange personlige meninger med hensyn til fødselskontrol og det intime ægteskabelige samliv. Vi har ikke gjort forsøg på at behandle dem alle, og det vil vi heller ikke. Vi har ønsket at fremføre hvad Bibelen siger herom. Nogle mennesker kunne måske ønske at vi skulle råde dem mere direkte eller træffe beslutninger for dem. Det kan vi ikke. Det er dog vort håb at disse oplysninger vil være til hjælp for dem.

[Fodnote]