Forudviden forenelig med fri vilje

„Jeg ved allerede nu, hvad deres temperament vil føre til, før jeg fører dem ind i det land, jeg tilsvor dem.“ — 5 Mos. 31:21, AT.

 1. Hvordan benægter presbyterianernes lære, at mennesket har en fri vilje?

BENÆGTER ikke tilhængerne af læren om forudbestemmelse, at mennesker er frit stillet i moralsk henseende? Jo, og dog afkræfter deres egen lære ganske afgjort denne påstand. Kan det ikke siges, at følgende udtalelser fra deres eget skrift berøver påstanden om, at mennesker er frie til at ville det gode, al sund fornuft? „Mennesket har ved sit fald til en syndig tilstand mistet enhver evne til at ville noget åndeligt godt, der følger med frelse.“ Men når Gud griber ind for at omvende en ellers hjælpeløs synder, „sætter han ham i stand til frit at ville og gøre det åndeligt gode“.a Gud lover at „give alle dem, som er bestemt til liv, sin hellige ånd, så de vil og kan tro“.b De, som ikke er bestemt til liv, har altså ingen fri vilje eller evne til at tro. På lignende vis „fornyer og med kraft bestemmer [Gud] deres viljer“, så de „vil og kan“ adlyde hans kald.c Selv efter at de hellige er slået ind på den rette vej, „afhænger deres standhaftighed ikke af deres egen fri vilje, men af udvælgelsesdekretets uforanderlighed“.d Hvor gives der rum for den enkeltes frie vilje i en udtalelse som denne, at Gud „leder alle sine skabninger, bestemmer over dem og alle deres handlinger“?e Hvis Gud „uforanderligt bestemte alt, hvad der sker“, og for at vise nogle sin suveræne magt „bestemte dem til vanære og vrede“ og andre sin nåde ved at forudbestemme dem til liv „uden forudviden om tro eller gode gerninger“, hvordan kan man så hævde, at der ikke „gøres vold på skabningens vilje“? Dette er prøver på den logik, der præger læren om forudbestemmelse. Intet under, at de opgiver at ræsonnere over spørgsmålet og omtaler deres lære som „forudbestemmelsens store mysterium“!f

 2. I hvilken henseende snakker presbyterianerne farisæerne efter?

² De er af den opfattelse, at Gud fra evighed af har bestemt alt, hvad der sker, og at han har fastsat alle menneskers og engles skæbne enten til evigt liv eller til evig undergang uden dog at gøre brug af sin forudviden eller gøre vold på skabningens frie vilje.g En sådan fremgangsmåde ville kræve, at Jehova havde skabt hver enkelt skabning på en sådan måde, at den ganske automatisk gjorde, hvad han forud havde bestemt for den. Dette ræsonnement anbringer tilhængerne af læren om forudbestemmelse i samme båd som farisæerne, om hvem Josefos skrev: „Når de fastslår, at skæbnen er bestemmende for alt, fratager de dog ikke mennesker friheden til at handle, som de finder for godt, da de er af den opfattelse, at det har behaget Gud at give mennesket et temperament, hvorved hans vilje sker fyldest, men på en sådan måde, at mennesket af egen vilje kan gøre godt eller ondt.“h Af det foregående er det indlysende, at tilhængerne af læren om forudbestemmelse kun besynger den enkeltes frie vilje med læberne, mens selve læren benægter den i alle praktiske henseender.

Hvorledes Jehova former os

 3. Hvad hævder nogle, og hvad støtter de deres påstand på?

³ Nogle vil hævde, at Jehova Gud former mennesket således, at han tvinger det til at følge en bestemt handlemåde og derved gør vold på skabningens frie vilje eller valg og lader alt ske i overensstemmelse med guddommelig forudbestemmelse. De anfører skriftordene, der taler om Jehova som den store pottemager og mennesket som det hjælpeløse ler, der bliver formet efter hans forgodtbefindende. De peger også på dengang, Gud forhærdede faraos hjerte, en forhærdelse, der førte til faraos undergang i det Røde Hav. Er der nogen harmoni mellem disse tilfælde og begrebet fri vilje for den enkeltes vedkommende? Ja, der er, og for at vi kan få en god, fast grundvold til underbyggelse af svarene, skal vi her drøfte nogle punkter, der har forbindelse med omformningen af menneskesindet.

 4. Hvorledes sender de fem sanser budskaber til hjernen, og hvad sker der så?

⁴ Vi ved en del om sindets eller hjernens funktioner, men der er meget, vi ikke ved. En blanding af kendsgerninger og teori giver os et grundlæggende indblik i hjernens funktioner. Når lys trænger ind i øjet, omdannes det til elektricitet, inden det når hjernebarkens grå substans. Når lyd rammer øret, videresendes den som elektriske impulser til samme grå substans. Lignende budskaber kommer fra lugte-, smags- og følesanserne som elektriske impulser til hjernebarken. Inden for hjernebarkens grå substans findes den hvide substans, og gennem den sender den grå substans elektriske budskaber til andre celler eller cellegrupper i andre dele af den grå substans. Når synscentret sanser en fare, sender det bud til bevægelsescentret om at foretage de nødvendige muskelbevægelser, hvad enten det er kamp eller flugt. Under alle andre mentale processer sender den grå substans ligeledes budskaber til de forskellige dele, og det sker ved at sende nervestrømninger gennem den hvide substans.

 5. Hvad siges der videre om hjernens funktioner og underfulde indretning?

⁵ Hver eneste tanke, hver eneste handling, går som en elektrisk strøm gennem den hvide substans. Hvis det er en velkendt tanke eller en stadig tilbagevendende handling, bruger den den samme bane og styrker og uddyber den endnu mere. Det er derfor, at gentagelse får tankerne til at fæstne sig i sindet, og at handlinger, man ofte foretager, bliver vaner. De er lette at udføre og vanskelige at lægge af. Nye tanker og nye handlinger kræver nye tankebaner, og det er sværere. Ved fødselen er et spædbarns hjerne næsten blank. Der findes kun ganske enkelte baner, som for eksempel sugeinstinktet, og nogle få grundmønstre, der er nødvendige for livets opretholdelse. Men det varer ikke ret længe. De fem sanser sender deres mange budskaber, og som årene går, opstår der en labyrint af baner af langt større omfang, siger videnskaben, end alverdens telefonledninger, omstillingscentraler og modtagerapparater. En videnskabsmand har anslået, at „den menneskelige hjerne kan opsamle og rumme halvtreds gange så megen oplysning, som der findes i det amerikanske kongresbiblioteks syv millioner bind“. Mennesket er i sandhed „underfuldt skabt“! (Sl. 139:14) Hvor påpasselige bør vi ikke være med at tænke de rette tanker, øve de rette handlinger, forme de rette tankebaner, så vort mentale tankenet ikke indvikles i onde tanker og handlinger!

 6. Hvilken forskel er der på mennesker og dyr i denne henseende, og hvad gør mennesket til det, han er?

⁶ Hvis vi ikke havde vor frie vilje, men alt var bestemt for os, kunne vi ikke forme vort sind efter vore egne ønsker, efter det, vi valgte at fylde det med. Vi ville være som de skabninger, der ledes af et instinkt, som laverestående dyr. Dyrenes hjerne er ikke så blank som den menneskelige hjerne ved fødselen; de fleste baner er der allerede, og de kan kun føje få nye til. De er nærmere ved at være forudbestemte ved fødselen, end mennesker er. De følger hovedsagelig deres gudgivne instinkt. Mennesket derimod træffer sine egne beslutninger, og da hvert menneske gør det anderledes end andre, er den enkelte en individuel personlighed. Det er et menneskes tanker og handlinger, der gør ham til det, han er. Jehova Gud viser dette, når han siger: „For som han tænker i hjertet, således er han.“ (Ordsp. 23:7, Ro) Fra hjertet, der i mange tilfælde symboliserer sindet, kommer ord og handling. (Matt. 12:34; 15:19) Hvad et menneske tænker, siger og gør, bestemmes hovedsagelig af hans sind. Skal et menneske forandre eller omforme sig, må han forandre tænkemåde, for som han tænker, således er han.

 7. Hvilken befaling bliver der givet mennesker, og hvorfor, og hvordan kan de efterkomme dem?

⁷ Fordi mennesker i denne gamle, døende verden tænker, taler og handler forkert, fordi disse vantro er vredeskar, der går deres undergang i møde, og fordi de må omformes til kar til Jehovas ære, hvis de skal undgå at blive knust som en pottemagers kar af Kongens jernspir i Harmagedonslaget, lyder denne befaling til dem: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind.“ (Joh. 3:36; Rom 12:2, NW) Forandrer de deres sind, bliver de som nye mennesker, for som deres tanker er, således er de selv. De må lade de gamle tankebaner, der er blevet dannet af den gamle verdens planer og propaganda, lyster og umoral, udviske som følge af mangel på brug og erstatte dem med nye, der opbygges ved en ret tænke- og handlemåde efter den nye verdens anvisninger. Gør de det, vil de blive forvandlet til en ny personlighed: „I skulle aflægge den gamle personlighed, som svarer til jeres tidligere adfærd, og som fordærves ved sine bedrageriske lyster. . . . I skulle fornyes i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed, der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og kærlig omhu.“ „Aflæg den gamle personlighed med dens væremåder, og iklæd jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab fornyes efter hans billede, som skabte den.“ — Ef. 4:22-24; Kol. 3:9, 10, NW.

 8. Hvordan kan man sige, at Jehova kan forandre mennesker uden at tvinge dem?

⁸ Det er altså ved at tilegne sig nøjagtig kundskab om Jehova og Kristus, at mennesker, der er skabt af støv eller ler, kan blive omformet og forvandlet fra vredeskar til kar, der kan opnå guddommelig nåde. (Joh. 17:3) På den anden side kan denne oplysning fremfor at omforme sindet gøre mennesker, der er født under vrede og fordømmelse, endnu mere forhærdede som vredeskar og endog få dem til at begå mord. (Joh. 8:37-45; Ap. G. 7:54-60; 2 Tim. 3:8) Hvor kan vi finde dette vidnesbyrd, der enten forhærder vredeskar eller omformer dem til kar, der kan modtage barmhjertighed? I Guds ord, Bibelen. Gennem sit ord gør Jehova altså enten mennesker endnu mere hårdnakkede i deres ondskab eller forvandler dem til sine ærefulde tjenere og det uden at tvinge nogen skabning, men ved at overlade det til hver enkelt at reagere, som han vil. Det er som en mand, der modtager et brev fra en anden, hvilket får ham til at skifte sind og sige: „Den mand fik mig til at skifte sind.“ Der blev ikke brugt vold eller tvang, men modtageren af brevet skiftede sind af egen fri vilje.

 9. Hvordan skal Romerne 9:21-24 forstås, og hvilke andre skriftsteder tilkendegiver, at denne forståelse er korrekt?

⁹ Det er under denne synsvinkel, vi bør betragte Romerne 9:21-24: „Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære? Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed? Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt.“ Har Jehova ikke ret til at forkynde sit budskab for alle mennesker, der er taget sammesteds fra, nemlig af jordens støv, og lade det forme dem enten for eller imod ham, alt efter hvordan de af egen fri vilje reagerer over for dets forkyndelse? Jo, naturligvis, og på forhånd viste han i sit ord, at en skare ville forhærde sig som vredeskar og en anden være påvirkelige i deres tankegang, når de hører sandheden og med glæde tager imod den og fatter et nyt sind i overensstemmelse med budskabets ånd og derved bliver barmhjertighedskar. At den enkelte kan omdanne sig selv til et kar til ære ved at indrette sit liv i harmoni med Jehovas vilje, nævnes specielt i 2 Timoteus 2:20-22: „I et stort hus er der ikke alene kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til ære, andre til vanære. Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde. Fly ungdomslysterne og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.“ Det er ubibelsk at sige, at Jehova tvinger mennesker til at være gode eller dårlige kar. Han former os gennem sit ord til gode kar, såfremt vi vil lade ham gøre det.

10. Hvorledes forhærdede Gud faraos hjerte uden at gøre vold på hans frie vilje?

¹⁰ Vi vil nu drøfte det omstridte skriftsted, hvor Jehova siger: „Jeg vil forhærde faraos hjerte og derefter gøre mange tegn og undere i Ægypten. Farao skal ikke høre på jer.“ (2 Mos. 7:3, 4) Jehova forhærdede imidlertid ikke faraos hjerte, således at han mistede sin frie vilje i dette spørgsmål. Hans hjerte blev forhærdet på grund af det budskab, Moses og Aron forkyndte for ham. Det var det, der fik ham til at blive så hårdnakket og vred. Men da det budskab, Moses og Aron forkyndte, i virkeligheden var Jehovas budskab, siger beretningen, at Jehova forhærdede hans hjerte. At Gud gentagne gange viste ham barmhjertighed ved at bringe plage efter plage til ophør, blødgjorde ikke denne ægyptiske hersker, men som det så ofte er tilfældet med despoter og tyranner, gjorde denne langmodighed ham kun endnu mere intolerant og kaldte alle diktatoriske egenskaber til live i ham. I 2 Mosebog 8:15 vises der, hvad frigørelsen for plagerne førte til: „Men da farao så, at han havde fået luft, forhærdede han sit hjerte.“ Og fremdeles, da endnu en plage ophørte: „Men farao forhærdede også denne gang sit hjerte.“ (2 Mos. 8:32) I 1 Samuel 6:6 siges der: „Ægypterne og farao forhærdede deres hjerte.“ Står der ikke her, at det var farao selv, der forhærdede sit hjerte? Jo, for det var faktisk, hvad der skete. Når der siges, at det var Jehova, der gjorde det, kommer det af, at det var den måde, hvorpå farao reagerede over for Jehovas budskab. Når der vises sådanne hovmodige mænd overbærenhed, tjener det kun til, at de fyldes af endnu mere vrede. (Rom. 2:4, 5) Det er ikke ualmindeligt, at onde mennesker tolker Jehovas langmodighed som et tegn på svaghed og derfor fremturer så meget mere i deres ondskab, fordi de regner med, at de aldrig vil blive krævet til ansvar: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ (Præd. 8:11) Farao var meget stivsindet.

11. Hvorledes tolker Bibelen selv en lignende udtalelse som bevis for, at dette syn ikke er overladt til privat tydning?

¹¹ Den beskyldning, at et sådant syn på forhærdelsen af faraos hjerte er egen tydning, savner grundlag, for Bibelen fortolker selv en lignende udtalelse på samme måde. I Esajas 6:10 siger Jehova til Esajas: „Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørene, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.“ Med dette mente Gud ikke, at Esajas skulle gå hen og gøre deres hjerter sløve, tilstoppe deres ører og lukke deres øjne, så de ikke kunne angre, men han forudsagde, at det ville være virkningen af det budskab, Esajas havde fået befaling til at gå og fortælle folket. Folket selv ville lukke deres øjne og vende det døve øre til og vise sløve hjerter, de ville ikke angre og omvende sig til Jehova og lade sig læge i åndelig forstand. Det budskab, der blev forkyndt for disse oprørske mennesker, gjorde dem hårde og uimodtagelige, fordi det ikke behagede dem, og da det var Esajas, der forkyndte det for dem, siges det, at han gjorde dette imod dem. Men at det var dem selv, der gjorde det, understreges af ingen ringere end Jesus selv, for da han fortalte, at denne profeti fik sin opfyldelse på hans samtids oprørske elementer, sagde han: „Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt [vrangvilligt, NW], og deres øjne har de lukket.“ Mange år senere citerede Paulus skriftstedet med de samme ord. Skønt der i Esajas’ profeti siges, at det var Esajas, der gjorde det, viser både Jesus og Paulus, at det var folket selv, der gjorde det, og ikke Esajas. — Matt. 13:14, 15; Ap. G. 28:25-27.

12. Hvem jævner menneskers stier, mennesket selv eller Gud?

¹² Et andet eksempel herpå er det, hvor Guds tjenere får den befaling: „Gør jævne stier for dine fødder“, og dog siges der andetsteds om Jehova: „Så jævner han dine stier.“ (Ordsp. 3:6; Hebr. 12:13, NW) Hvem er det, der jævner stierne? Tilhængerne af læren om forudbestemmelse siger, at det er Gud og ikke mennesker, og søger at bevise det med Jeremias 10:23: „Jeg ved, . . . at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ Mennesket selv kan ikke gøre det, men Jehova kan gøre det for ham, ikke ved forudbestemmelse, men ved hjælp af sit ord: „Hvorledes holder en ung sin vej ren? Ved at holde sig efter dit ord.“ „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Sl. 119:9, 105) Det er dig, der af egen fri vilje må gøre „jævne stier for dine fødder“, men da du kun kan gøre det ved at give agt på Guds ord, er det rigtigt at sige, at det er Jehova, der „jævner dine stier“, ved hjælp af sit ord.

Forudviden ingen krænkelse af den frie vilje

13. Hvad viser, at Jehova ved visse ting på forhånd?

¹³ Jehova Gud kan skue ind i sindets lønligste tanker og forudse, hvilken vej både enkeltpersoner og skarer vil følge. (1 Sam. 16:7; Ef. 3:20; Hebr. 4:12) Han skabte det sind, der leder mennesket, kender dets komplicerede funktioner og kan øjeblikkelig opdage dets tilbøjeligheder og ved, hvad sådanne tilbøjeligheder kan føre til. Han loddede menneskenes sind inden Vandfloden og så, at de var uforbederlige. (1 Mos. 6:5) Før israelitterne drog ind i Kana’an, vidnede Jehova imod dem, et vidnesbyrd, der skulle tjene til belæring for efterslægten og tilkendegive, at han på forhånd vidste, hvad deres sindelag ville føre dem til, og at de forud var blevet advaret: „Jeg ved allerede nu, hvad deres temperament vil føre til, før jeg fører dem ind i det land, jeg tilsvor dem.“ (5 Mos. 31:21, AT) Han kendte og skildrede også på forhånd menneskenes ondskab i denne gamle verdens sidste dage til advarsel for os, og ligeledes at der ville være en „stor skare“, som skulle tjene ham. (2 Tim. 3:1-5, 13; Åb. 7:9) Jehova ved på forhånd, at det store flertal af menneskene i dag skal gå til grunde sammen med Satan i Harmagedonslaget, og at kun et mindretal vil stille sig på hans side og leve. (Es. 24:6; Jer. 25:33) Da han forud kender den skæbne, der skal overgå millioner som skare betragtet, er der ikke noget mærkeligt i, at han også kan forudse den enkeltes skæbne. Dog begrænser han i almindelighed sin forudviden til skarer fremfor til enkeltpersoner inden for disse skarer.

14. Hvad påstås der vedrørende forudviden, men hvad viser, at den enkelte alligevel har sin egen frie vilje?

¹⁴ At have forudviden, uden at der eksisterer forudgående omstændigheder, hvorfra der kan drages logiske slutninger med hensyn til udfaldet, er det samme som forudbestemmelse. Tilhængerne af læren om forudbestemmelse er ikke enige heri, for de siger, at forudbestemmelse ikke er baseret på forudsete gerninger hos den enkelte, for så ville afgørelsen af menneskers skæbne være afhængig af fremtidige gerninger, og det vil de ikke gå med til. Andre påstår imidlertid, at Guds forudviden om, at nogle enkeltpersoner på grund af visse indre forhold vil falde fra, tvinger dem til at falde fra, for at den guddommelige forudviden kan vise sig at holde stik. Eller for den sags skyld, at Guds forudviden om, at flertallet vil gå til grunde i Harmagedonslaget, udelukker enhver omfattende omvendelse til gudsfrygt. Deres analyse når ikke til bunds i spørgsmålet. Sagen er den, at det, at han gør brug af sin magt til at vide noget forud, ud fra de eksisterende forhold, ikke får det forudsete til at ske. Det faktum, at han bruger sin forudviden, er en velgerning imod mennesker, for det muliggør advarslerne i hans ord. Da disse hovedsagelig beskæftiger sig med skarer uden at bestemme den enkeltes skæbne, er det muligt for den enkelte at slutte sig til det mindretal, der vil overleve, og undgå det flertal, der vil gå til grunde. For at blive frelst behøver den enkelte ikke, som der står i King James-oversættelsen og i den danske oversættelse, at være „bestemt til liv“, men må, som der står i nyere oversættelser, være „ret indstillet over for evigt liv“, og denne indstilling hos den enkelte er uafhængig af forudviden. (Ap. G. 13:48, NW; Ro; ED) Den enkeltes lønligste tanker, hans hjertetilstand og hans gerninger er grundlaget for hans dom og skæbne. (Åb. 2:23) Hvorfor skulle Jehova ellers prøve mennesker, og hvorfor skulle Djævelen gå omkring som en brølende løve for at opsluge de trofaste? Hele spørgsmålet om retskaffenhed ville være meningsløst og ikke have rod i virkeligheden.

15. Hvilke billeder fra den livløse verden viser, at forudviden om et eller andet ikke får dette til at ske?

¹⁵ For at belyse hvordan den blotte gøren brug af en betinget forudviden ikke i sig selv hindrer uafhængig handling, vil vi fremføre nogle eksempler på menneskers begrænsede brug deraf. En astronom kan forudsige, hvornår en bestemt komet vil fare gennem himmelrummet, eller hvornår vi kan vente en sol- eller måneformørkelse. Er det hans forudviden om kometens tilsynekomst eller formørkelsen, der får disse ting til at indtræffe? En ingeniør med forstand på broer kan se en svaghed ved en af brobuerne og ved, at når et tungt lastet godstog kører over stedet, vil buen give efter og broen styrte sammen. Er det hans forudviden om denne svaghed, der får brobuen til at give efter og broen til at styrte sammen? En tekniker kan ved hjælp af røntgenstråler se et skjult brud på stålet i en maskindel og således vide, at denne del af maskinen vil bryde sammen ved overbelastning. Men ville denne maskindel ikke bryde sammen, ganske uanset om teknikeren kendte til svagheden eller ej? Vi ved, at solen vil stå op i morgen, men det er ikke vor viden herom, der får solen til at stå op.

16. Hvilke billeder med tilknytning til levende skabninger viser det samme?

¹⁶ Eller lad os tage nogle eksempler fra den levende skabning. Vi ved, at en kat vil jage mus, og hunde kaniner. Det ved vi takket være vor kundskab om katte og hunde. Men det er ikke selve vor kundskab, der bevirker, at disse ting sker. Hvis vi intet anede om katte og hunde, ville katten alligevel lege med musen og hunden indlede den vilde jagt på kaninen. Du kender måske en dranker og ved, at når han kommer og tigger om penge, er det, fordi han ønsker at købe spiritus. Men det er ikke din forudviden, der får ham til det. Når du har nære venner og lærer deres manerer og tilbøjeligheder eller ejendommeligheder at kende, kan du ofte på forhånd vide, hvordan de vil handle i et givet tilfælde. Men det er ikke din forudviden, som skyldes dit kendskab til deres væremåde, der tvinger dem til at handle således, vel? De handler af egen fri vilje uden at være styret eller tvunget af din forudviden, ikke sandt? Du ved måske, hvordan Østens og Vestens uenige nationer vil reagere under visse omstændigheder, men derfor vil du alligevel ikke synes, at det var retfærdigt, hvis du blev dadlet for deres kiv og kævl, vel?

17. Hvorfor er det ulogisk at laste Gud for det, han læser i det menneskelige sind?

¹⁷ Hvorfor så give Gud skylden for det, som hans forudviden røber for ham? Han ved, hvad der går for sig i det menneskelige sind, hvordan det virker, og er klar over dets tilbøjeligheder til godt og ondt. Men det, at han kan læse menneskers tanker og se, hvad de vil føre til, gør ham ikke ansvarlig for deres sindelag, lige så lidt som vi kan drages til ansvar for, hvad vi læser i en bog. Det er den, som skrev bogen, der er ansvarlig for dens indhold, og på samme måde er det den skabning, som huser de urette tanker, der er ansvarlig for dem. Det er ikke Gud, der indgiver vedkommende disse tanker, ligesom det ikke er os, der har nedfældet de trykte tanker i den bog, vi læser. Ligesom vi kan læse eller lade være med at læse bogen, således kan Jehova se ind i vort sind eller lade være dermed, og han kan enten forudse, hvad vort sindelag vil føre til, eller forholde sig selv denne viden. I hvert tilfælde er vi skabt således, at vi er frit stillet i moralsk henseende og kan bruge vor frihed, som vi vil.

Adam blev skabt „såre godt“

18. Hvorfor skabte Jehova mennesket, og hvilket billede viser, at hensigten bedst kunne opnås, såfremt mennesket var frit stillet i moralsk henseende?

¹⁸ Nogle vil stadig hårdnakket give Gud skylden og dadle ham, fordi han skabte mennesket, så det var frit stillet i moralsk henseende, og sige, at hvis han ikke havde gjort det, ville mennesket aldrig være kommet på afveje. Deres ræsonnement er meget overfladisk. Jehova skabte mennesket til sit eget velbehag, og trofaste mennesker skænker Gud glæde. (Sl. 35:27; 147:11; 149:4; Åb. 4:11) Det er den egenskab, at mennesket har en fri vilje, der i høj grad bidrager til Jehovas glæde. Vi kan se det hos mennesket selv, der blev skabt til at have herredømme over jorden, ligesom Gud har det over universet. Mennesket kan lave en mekanisk hund, trække den op og more sig over dens krumspring, skønt man på forhånd ved, nøjagtig hvad den vil gøre. Den er blottet for vilje, og dens bevægelser er begrænset af den indbyggede mekanik. Den kan underholde os et stykke tid, men ikke tilnærmelsesvis sådan som en levende hund. Den levende hund har frit valg inden for et begrænset område, og når vi udøver herredømme over den og opdrætter den, har vi fornøjelse deraf. En hund kan lære at udføre visse kunster eller yde os værdifuld tjeneste, som tilfældet er med hyrdehunde. Vi glæder os over hunden, når den ikke bare adlyder, fordi den må gøre det eller ikke kan andet. Det er en fornøjelse, når den adlyder os af egen fri vilje og derigennem viser sin hengivenhed for os. Men hvis den gør oprør imod at blive trænet, som det af og til sker med hyrdehunde, der giver sig til at dræbe, har vi ikke længere glæde af den, men er nødt til at aflive den, fordi den misbruger sin evne til selv at vælge.

19. a) Hvorfor blev det givet mennesket at være frit stillet i moralsk henseende, og hvad skænkede Gud dem som et værn? b) Hvorledes udelukker den kendsgerning, at Gud skaber for at berede sig glæde, den calvinistiske lære om forudbestemmelse?

¹⁹ Få lignende måde bringer det Gud glæde, når mennesket bruger sin frie vilje på rette måde. Jehova havde skabt mange ting uden fri vilje, for eksempel stjernerne og planeterne, der mekanisk adlyder hans bevægelseslove og følger de af ham afstukne baner. Selv de laverestående dyr og især insekter handler for det meste mekanisk, idet de følger et instinkt og ikke er udstyret med fornuft. Mennesket skulle være anderledes, en højere skabning, der egnede sig til at blive sat over den øvrige jordiske skabning og udøve herredømme over den som en trofast tjener for Jehova. For at gøre ham „såre godt“ egnet til denne opgave, skabte Jehova ham i sit eget billede og udstyrede ham med egenskaberne retfærd, kærlighed, visdom og magt. (1 Mos. 1:26-31) Et mekanisk menneske, og det er, hvad et menneske uden fri vilje ville være, kunne have magt eller kraft, men ville mangle de andre guddommelige egenskaber. Visdom indbefatter blandt andet den intelligens, der er nødvendig for at træffe det rette valg. Kærlighed vises ved vor lydighed mod Skaberens befalinger, en glad og villig lydighed, hvis den skal være ægte og skænke modtageren glæde. (1 Joh. 5:3) Gud gav mennesket disse egenskaber og vejledning i, hvordan de skulle bruges, og han gav det endvidere en samvittighed, der kunne retlede det, når det var i tvivl om, hvad der var ret eller uret. (Rom. 2:12-16) Men hvis mennesket gør oprør, bliver han udslettet ligesom hyrdehunden, der begynder at dræbe. Jehova kunne have skabt en robot i stedet for et menneske, men det ville ikke have beredt ham større glæde, end den mekaniske hund giver os. Ligesom vi foretrækker levende hunde fremfor mekaniske hunde, således ønskede Jehova levende mennesker, der var frit stillet i moralsk henseende, fremfor mekaniske mennesker. I forbigående skal det bemærkes, at da Jehova har skabt alle ting og også mennesket til sit eget velbehag, og da han ikke har lyst til menneskets død, ville han næppe have forudbestemt mange af dem til døden, før han skabte dem. Sådanne skabninger ville ikke være ham til nogen glæde, men en krænkelse af hans erklærede princip, at han skaber for at berede sig glæde. — Ez. 18:23, 32; 33:11.

20. Hvad viser, at mennesker slet ikke ønsker tingene anderledes, skønt nogle altid klager over, at vi er skabt med en fri vilje?

²⁰ De, som klager over at være skabt med en fri vilje, ville slet ikke bryde sig om at have det anderledes. De ønsker ikke at være en maskine eller bare et levende insekt, der kun ledes af et instinkt og reagerer rent mekanisk over for omgivelserne, blottet for fornuft, ude af stand til at træffe afgørelser eller tage stilling til uventede forandringer. De ville ikke sætte pris på delvis at blive berøvet deres frie vilje, som det sker, når mennesker kommer i fængsel, hvor de ikke har noget at sige om, hvor de vil hen, hvad de vil gøre, hvordan de vil leve o.s.v. Ethvert menneske i Satans verden er hemmet og deres frie vilje til en vis grad begrænset. De er trælle under en fordærvet ordning, deres sind formes af dæmonisk propaganda, falske religioner gør dem blinde i åndelig henseende, fysisk er de bundet til en kontorstol eller står ved et fabrikssamlebånd, er nødt til at slide og slæbe for at kunne holde deres timeløn og svare deres forpligtelser under et system, der ensretter menneskeheden for bedre at kunne udnytte den. Mennesker kæmper og dør for friheden. De ønsker religionsfrihed nu, men nogle gør indvending imod, at Gud skænkede Adam og Eva tilbedelsesfrihed. Dette menneskepar misbrugte deres frihed, derfor burde de aldrig have haft den, siger nogle. Mange mennesker misbruger nu deres religionsfrihed, men vil det sige, at den bør nægtes alle mennesker?

21. Hvad bør vi være taknemmelige over og beflitte os på?

²¹ Vi er frit stillet i moralsk henseende, Jehova ske tak og lov for det. Vi er ikke biler, hvor Gud sidder ved rattet og styrer den rigtige eller den gale vej uden at give os nogen som helst bestemmelsesret. Han dirigerer os ikke ved himmelsk fjernstyring, således som mennesker nu om stunder dirigerer biler, skibe eller flyvemaskiner. Vi er ikke forudbestemt til at følge den ene eller den anden vej lig marionetter, der bevæges ved hjælp af snoretræk, som Gud sidder og trækker i efter forgodtbefindende. Han har skabt os som mennesker, ikke som nikkedukker eller maskiner. I stedet for at ærgre os derover eller gå i rette med Gud burde vi beflitte os på at bruge vor frihed på rette måde, i harmoni med de guddommelige krav og derved sikre os selv evigt liv.

22. Hvad siger nogle kritisk indstillede personer, men hvilke billeder viser, at de har uret?

²² Dengang Jehova sagde om sit jordiske skaberværk, indbefattende mennesket, at det var „såre godt“, betød det, at det var fuldkomment: „Fuldkomment [er] hans værk.“ (5 Mos. 32:4) Dog mener nogle, at såfremt Adam og Eva virkelig havde været fuldkomne, ville de ikke have misbrugt deres handlefrihed. Det behøver ikke nødvendigvis at være sandt. En maskine kan være tegnet tilfredsstillende, forarbejdet af de bedste materialer, fremstillet af de dygtigste mekanikere og forsynet med tydelig brugsanvisning om, hvad slags brændselsolie der skal fyldes på den, og med advarsler mod at bruge ringere kvaliteter. Hvis man nu med vilje bruger en forkert brændselsolie, på trods af fabrikkens omhyggelige vejledning, og maskinen brænder sammen, kan man så beskylde fabrikanten for at have fremstillet en dårlig maskine? Nej, ikke med rette. Det samme var tilfældet med Adam og Eva. Deres sind var fuldkomment. Deres legemer var fuldkomne. Den føde, der blev givet dem for sind og legeme, var fuldkommen. De fik tydelig og fuldkommen vejledning med hensyn til, hvilken føde de skulle spise, og hvilken de skulle undgå. Så foreslog Satan gennem slangen en anden føde, og han sagde, at det ville give dem større magt, ophøje dem, gøre dem lig guder. Eva spiste uret føde og blev fordærvet. Hun gav Adam deraf, og han blev fordærvet. De stod ikke til at redde, for de havde med vidende og vilje været ulydige imod den givne vejledning. Om dem er disse ord sande: „Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting [så megen ondskab, Fenton] for.“ — 1 Mos. 2:16, 17; 3:1-6; Præd. 7:29.

23. Hvad gik prøven i Edens have ud på?

²³ Hvis Adam og Eva ikke havde kunnet bruge deres moralske frihed i dårlig retning, ville de ikke have haft virkelig frihed. Gud stillede dem på en ganske enkel prøve for at se, hvordan de ville bruge deres frihed, så han derigennem kunne danne sig et begreb om deres hellighed. Det var et spørgsmål om hellighed og ikke om fysisk fuldkommenhed. Gud vidste, at de var fuldkomne, og hvis det var ensbetydende med, at de ikke kunne falde fra, ville han aldrig have stillet dem på prøve, for deres fuldkommenhed ville i så fald have gjort det umuligt for dem at falde. Den skærmende kerub var fuldkommen, indtil der fandtes brøde hos ham. (Ez. 28:15) Hans fuldkommenhed hindrede ikke hans fald. Hans manglende hellighed førte til hans fald. I dag vælger nogle mennesker at handle ret og tjene Gud i hellighed, men det gør dem ikke fuldkomne. Lige modsat valgte Adam og Eva at handle uret og blive vanhellige, men det betyder ikke, at de var ufuldkomne fra deres første færd. Det betyder, at mennesket er frit stillet i moralsk henseende, at det frit kan træffe sit valg, og den rette brug af denne evne er ikke et spørgsmål om fuldkommenhed, men om hellighed. Prøven i Edens have var altså ikke en prøve på fuldkommenhed eller ufuldkommenhed, men skulle vise hellighed eller vanhellighed.

24. Hvorledes må Jehovas folk nu lægge hellighed for dagen?

²⁴ I disse ondskabens sidste dage må Jehovas folk lægge hellighed for dagen. De må ikke fordærve deres sind med besmittet åndelig føde fra den gamle verdens propagandaborde, men tage til sig af de marvfulde retter, Jehova stiller frem. (Es. 25:6; 28:8) Sindene må renses og fornyes. De tankebaner, den gamle verdens tænke- og handlemåde har præget i vort sind, må udviskes og erstattes af sådanne, som opfylder den nye verdens krav. Ved regelmæssigt studium hjemme hos os selv, ved regelmæssig overværelse af alle møderne og ved regelmæssigt at tage del i alle grene af forkyndergerningen kan vi gøre vore tankebaner bredere og dybere og derved gøre alt dette gode til faste vaner, og det vil ikke koste os alt det besvær, som når tankebanerne er svage og udviskede, fordi de kun bruges i ny og næ. For vor egen og andres skyld bør vi gøre dem stærke! — 2 Tim. 4:16.

25. Hvilke reaktioner fremkalder budskabet, når det bliver forkyndt fra hus til hus, og hvorfor er ler et godt symbol på mennesker?

²⁵ De andre, for hvis skyld vi flittigt må forkynde budskabet, er dem, som findes rundt omkring i vore distrikter. Hvordan vil de reagere, når budskabet når ud til dem? Vil deres sind være som det bløde ler og modtageligt for sandheden, så det lader sig omforme af den og bringe i overensstemmelse med Bibelens retfærdige principper og villigt følge Jehovas helligheds veje? Eller vil budskabet lyde for et sind, der modstår det, forhærder sig imod det, håner og spotter det i forfængelig udfoldelse af verdsligvis overlegenhed? Ler er et godt symbol, for skal det bruges til at forme smukke, anvendelige kar med, må det være den rette slags ler, stødt ganske fint, så det ikke er groft eller klumpet, gennemfugtet med vand, let at forme, og det må kunne beholde sin form og ikke miste faconen eller slå revner, når det brændes i ovnen. I lighed hermed må mennesker være af den rette jord, ikke grove eller ubehøvlede i deres optræden, ikke hårde eller kantede, men gennemvædet af sandhedens vand, glatte, bøjelige, sagtmodige, som let lader sig omforme efter Kristi billede og aldrig vender tilbage til det gamle eller den gamle form eller slår revner under forfølgelsens brændende prøver, der uvægerlig vil komme. (Matt. 13:23; Hebr. 10:39; 1 Pet. 2:21; 4:12) Jehova vil gennem sit ord, som hans vidner forkynder, forme både vredeskar og kar til ære. Når et vidne kommer til en dør og fortæller den, der lukker op, at der ikke findes noget sted med evig pine, svarer vedkommende måske: „Hvor gør De mig lykkelig!“ Ved den næste dør lyder svaret: „Hvor gør De mig rasende!“ Det er budskabet, der fremkalder disse vidt forskellige reaktioner. Det er budskabet, der gør, at vidnerne er en liflig duft for eet menneske og en ilde duft for et andet, og det er budskabet, der former den ene som et vredeskar og den anden som et barmhjertighedskar. — 2 Kor. 2:14-16.

26. Hvad kan vi være sikre på, og hvilket spørgsmål må den enkelte tage stilling til?

[Fodnoter]