Den tiende plage — de førstefødtes død
1, 2. Hvori bestod den tiende plage, og hvilken virkning havde den på Farao?
VI kommer nu til højdepunktet, den tiende plage, der betød døden for ægypternes førstefødte. Denne plage omtales i enkeltheder i 2 Mosebog 11:1 til 12:36. Her sås en kraftig demonstration af Jehovas magt til både at beskytte og ødelægge! Alle de førstefødte sønner blev dræbt, lige fra Faraos førstefødte søn til den førstefødte hos fangen der sad i fangehullet. Også blandt dyrene blev alt det førstefødte dræbt. Ægypternes guder blev erklæret hjælpeløse den nat — det var nu bevist at de ikke var guder. Dette gjaldt især Amon-Ra, der mentes at være de førstefødtes skytsgud. Hvor var han den nat? Der var ikke mere tvivl om hvem der var den største, Amon-Ra eller Jehova.
2 Farao havde nu glemt sin trussel om at dræbe Moses og Aron hvis han så dem for sine øjne mere. I stedet sendte han skyndsomst bud efter dem og sagde: „Bryd op og drag bort fra mit folk, I selv og alle israelitterne, og drag ud og dyrk [Jehova], som I har forlangt. Tag også eders småkvæg og hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om velsignelse for mig!“ (2 Mos. 12:31, 32) Således opfyldtes den profetiske advarsel Jehova befalede Moses at fremsætte over for Farao allerede dengang forhandlingerne skulle til at begynde: „Så siger [Jehova]: Israel er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!“ — 2 Mos. 4:22, 23.
3. Hvem er nutidens „førstefødte“? Hvoraf slutter vi at det må være dem?
3 Hvad er nutidens modstykke til den tiende plage, de førstefødtes død? Fra tidernes morgen har det været sådan at de førstefødte var helliget Gud. Det var altid den førstefødte søn der tjente som familiens præst. (Derfor kunne Exodus eller Anden Mosebog 19:22, 24 tale om præster selv om Jehova endnu ikke havde udvalgt Aron, der var en førstefødt, og hans sønner til præster og ladet Aron salve.) De førstefødte i nutidens „Ægypten“ må derfor være alle de religiøse mennesker som hævder at være helliget eller viet tjenesten for deres gud. Heri er indbefattet nonner, munke, præster, hele gejstligheden, det romersk-katolske og det græsk-ortodokse hierarki, ja hele rækken op til paven. Vi må også medregne Indiens sadhuer og munke, Tibets Dalai Lama og lignende personer i andre orientalske og i afrikanske lande.
4, 5. Hvad svarer i vor tid til den tiende plage?
4 I den modbilledlige plage over de førstefødte er det altså som om disse bliver dræbt fordi det afsløres at de ikke er helliget Jehova Gud, ikke virkelig er hans hellige førstefødte. De er døde hvad tjenesten for ham angår. Al Vagttårnsselskabets litteratur har afsløret at disse mænd giver det udseende af at de tjener Gud mens de i realiteten tjener „denne verdens gud“, er selvretfærdige og har gjort religionen til et levebrød, samt at de ligesom farisæerne elsker penge, og at de ligesom politikerne higer efter magt. Offentliggørelsen heraf er en del af plagen. Det første plagelignende budskab rettet mod religionens ledende mænd hørtes efter den første verdenskrig, ved konventet i Los Angeles, Californien, i 1923. Her opregnedes det ene tilfælde efter det andet hvor kristenhedens præster havde vist sig at være skinhellige, falske hyrder. Man anvendte 2 Timoteus 3:1-5 på præsterne; dér tales derom de strenge tider i de „sidste dage“ da menneskene skulle blive lovløse, overdrevent selviske, lystens venner snarere end Guds venner, og så videre. Præsterne blev anklaget for at de havde svigtet Guds ord og brugt betegnelsen „kristen“ som et dække over deres onde gerninger, prædiket evolution og højere bibelkritik og derved nedbrudt troen hos millioner af mennesker, samt givet sig ud for at være repræsentanter for Fredsfyrsten samtidig med at de forsvarede krig.
5 Anklagen, den resolution der blev udsendt på tryk ved stævnet i Columbus, Ohio, i 1924, langede også ud efter de modbilledlige førstefødte i nutidens „Ægypten“, og det samme gjorde den resolution som blev vedtaget ved Jehovas vidners stævne på Yankee Stadium og Polo Grounds, New York, i 1958. Denne resolution, som blev vedtaget af 194.418 stævnedeltagere, gjorde blandt andet opmærksom på at præsterne får folk til at glemme Jehovas navn, at de har afslået at være med til at forkynde Riget, at de har vendt Jesus Kristus ryggen og anerkendt De forenede Nationer, og at kristenhedens præster derfor er den mest dadelværdige og skyldige gruppe mennesker på jorden der står til doms for Jehova, og at Gud vil vende sig mod dem først når han eksekverer sine domme. Som tidligere nævnt blev denne resolution trykt på halvtreds sprog og i halvfjerds millioner eksemplarer. Den spredtes således over hele verden. Alt hvad der er blevet skrevet og bragt ud til offentligheden til afsløring af kirkevælde, religiøse ærestitler, cølibat, munkevæsen og deslige, såvel inden for de såkaldt kristne som de hedenske områder, har haft til formål at bevise at de religiøse ledere er døde hvad tjenesten for Gud angår, og det har alt sammen været en del af den symbolske tiende plage. Et eksempel fra den seneste tid er filmen om forkyndelsen af den gode nyhed jorden rundt. Denne film afslører den falske babyloniske religion, og den er blevet vist gratis for millioner af mennesker jorden over. Alt dette røber at de gejstlige i virkeligheden ikke er „førstefødte“ eller helliget Gud og sand religion, og følgelig er de døde med hensyn til den rene tilbedelse af Gud. De er denne verdens falske guders førstefødte; de er sønner af det modbilledlige Ægypten, der står under Satan Djævelen, og de er mærket som „vredens kar, fuldt færdige til fortabelse“. — Rom. 9:22.
6. (a) Hvad skildres der ved at den tiende plage udgjorde en trussel mod Israels førstefødte? (b) Hvilke andre berøres af den tiende plage?
6 Hvis en israelitisk husstand i det gamle Ægypten undlod at adlyde befalingen om påskemåltidet ville den miste sine førstefødte. (2 Mos. 11:7 til 12:30) Ligeså vil alle der hævder at være medlemmer af det åndelige Israel, Jehovas åndssalvede folk som er helliget ham, blive betragtet som døde i Jehovas øjne hvis de ikke øver tro på „vort påskelam“, Kristus, er lydige og lever i overensstemmelse med deres indvielse til Jehova Gud. (1 Kor. 5:7) Til sådanne døde „førstefødte“ blandt det åndelige Israel hører de der efter at have indviet sig til Jehova Gud er druknet i pengespekulationens hav, samt de der af selviske grunde har trukket sig tilbage fra Jehovas folk. Også de er blevet afsløret i Vagttårnsselskabets litteratur som troløse i deres helligelse og indvielse til Jehova, som for eksempel i „The Traitorous Evil Slave and His Prototypes“. [Den forræderiske onde træl og dens forbilleder; artiklen er ikke bragt på dansk.] — Matt. 24:48-51.
7, 8. Hvilke andre paralleller ses i det profetiske drama om de ti plager over Ægypten?
7 Jehovas indviede tjenere har den store forret at være med til at sende de ti modbilledlige plager over nutidens „Ægypten“, og de vil fortsætte denne gerning indtil det religiøse Babylon den Store går til grunde og slaget ved Harmagedon indtræffer. Og ligesom plagerne over det gamle Ægypten virkede til ophøjelse af Jehova Gud, således også nutidens plager. I fortidens Ægypten måtte Moses og Aron gang på gang træde frem for Farao, og de vidste aldrig hvor mange gange de endnu skulle gøre det. Tolv gange måtte de frem for kongen i forbindelse med plagerne. I dag må Jehovas tjenere blive ved med at gå deres distrikt igennem uden at vide noget om hvor mange gange de endnu skal gøre det. Det var slet ikke let for Moses og Aron at begå sig ved Faraos hof med alle dets embedsmænd, tjenere og soldater. I dag er det heller ikke let for Jehovas tjenere at gå til folks hjem med disse budskaber eller at føre deres retssager for landets domstole. I det gamle Ægypten blev plagerne årsag til at nogle af landets indbyggere talte ilde om Jehovas navn. Også i dag er de plagende budskaber Jehovas folk bringer, årsag til at de fleste mennesker taler nedsættende om Jehova.
8 Og hvad er så blevet resultatet af disse ti plager over det modbilledlige Ægypten? Præcis det samme som i fortiden. De ti plager har på den ene side forhærdet dem der har den modbilledlige Faraos, Satan Djævelens, ånd. På den anden side har plagerne mildnet dem der er oprigtige og dem der elsker retfærdighed. I 1513 f.v.t. fulgte „en stor hob sammenløbet folk“ med Jehovas folk da det forlod Ægypten. (2 Mos. 12:38) I vor tid er der også en stor skare mennesker af alle folkeslag, stammer og tungemål som har forladt nutidens „Ægypten“ og sluttet sig til de åndelige israelitter, resten af de salvede kristne som endnu befinder sig på jorden. (Åb. 7:9-17; 11:8) Efter Ægyptens førstefødtes død forlod israelitterne og den ’sammenløbne hob’ Ægypten. I dag har Guds folk derfor i en vis forstand forladt det modbilledlige Ægypten og er nu på vej mod det forjættede land. Det har endnu tilbage at gå igennem „Det røde Hav“, Harmagedon, hvor Faraos modstykke, Satan Djævelen, og hans forfølgelseshær bliver „druknet“. De modbilledlige førstefødte i nutidens „Ægypten“ vil da være udslettet bogstaveligt. (2 Mos. 14:19–15:19) Imidlertid må vi også se sagen fra en anden side: eftersom de ti plager stadig udøses over nutidens „Ægypten“ kan det siges at Guds tjenere stadig befinder sig i det modbilledlige Ægypten, eller som Jesus sagde, de er i verden uden at være en del af den. — Joh. 17:15, 16.
9. Hvordan kan vi i dag følge den vejledning kong Ezekias gav præsterne og levitterne?
9 Så længe Jehova Gud ikke har ødelagt Babylon den Store og indledt slaget ved Harmagedon kan hans tjenere ikke tillade sig at indstille tjenesten for ham eller blot sløje lidt af. Som den trofaste kong Ezekias af Jerusalem sagde til præsterne og levitterne: „Mine sønner, hengiv jer ikke til hvile, thi det er jer Jehova har udvalgt til at tjene ham og til at fortsætte som hans tjenere.“ (2 Krøn. 29:11, NW) Måtte Jehovas tjenere fortsat forkynde hans navn og være med til at plage det modbilledlige Ægypten, hvoraf det religiøse Babylon den Store udgør en væsentlig del. Og må de samtidig passe på ikke at glemme deres fredelige, opbyggende undervisningsarbejde til frelse for dem selv og andre. Når de udnytter deres muligheder i det modbilledlige Ægypten så godt de formår, får de del i ophøjelsen af Jehovas navn. De medvirker også til at den ’sammenløbne hob’ i nutidens „Ægypten“ vokser i tal og tager standpunkt for Jehova og hans rige. Og de selv kan gøre sig håb om at slippe fri for undertrykkelsen fra den modbilledlige Faraos, Satan Djævelens, og hans verdensorganisations side så snart Jehova styrter disse fjender ud i det modbilledlige Røde Hav, Harmagedon. Når det er sket vil Guds tjenere opnå liv i lykke i Jehovas nye tingenes orden.