Bliv ikke et bytte for nutidens judaister!
FOR 1900 år siden var der nogle som forsøgte at leve i fortiden, hvorved de selvforskyldt gik glip af store velsignelser. Hvem var det?
Det var nogle der gjorde krav på at være kristne, men som i virkeligheden forsøgte at skabe en frafalden blandingsreligion af kristendommen og jødedommen. De kaldes judaister. De hævdede at hedninger der blev kristne, skulle omskæres „efter Moses’ skik“ for at blive frelst. Nogle af dem mente endda at det var nødvendigt at lære de nyomvendte at overholde Moseloven. — Apg. 15:1-5
Judaisterne stirrede sig blinde på det forhold at Gud i over 1500 år udelukkende havde taget sig af jødefolket. I denne lange tid havde enhver udlænding der ønskede at blive en tilbeder af Jehova, måttet omvende sig til jødedommen og blive en jødisk proselyt. Han havde måttet lade sig omskære, og det var blevet ’pålagt ham at overholde Moseloven’ — sådan som judaisterne nu ønskede at man skulle forlange det af de nye kristne disciple.
Men med oprettelsen af den kristne menighed var der sket en forandring. Man behøvede ikke længere at være jøde eller jødisk proselyt for at tjene Gud. Denne forandring burde ikke være kommet som nogen overraskelse. Som den kristne apostel Paulus påpegede, havde Jehova selv forudsagt en sådan forandring ved sine profeter i fortiden. „Det er som han også siger hos Hoseas: ’Dem som ikke var mit folk, vil jeg kalde „mit folk“.’“ — Rom. 9:25; Hos. 2:23.
Det krævede tro af en jøde i det første århundrede at blive kristen — tro på Jehovas profetier om at Han ville indsamle både kødelige jøder og folk fra nationerne. Det krævede også ydmyghed af en jøde-kristen at anerkende at man ikke længere automatisk hørte til Guds folk fordi man var født jøde. Judaisterne havde ikke denne tro og denne ydmyghed. De forsøgte at klamre sig til fortiden, og gik derved glip af storslåede velsignelser. På hvilken måde?
Eftersom de overvurderede betydningen af at være en kødelig jøde, gik det ikke virkelig op for dem hvad det ville sige at være en åndelig jøde. På det tidspunkt var vejen åben for at man kunne blive medlem af „Guds Israel“ — et åndeligt Israel. (Gal. 6:15, 16) Guds Israel består af 144.000 medlemmer, der ifølge den bibelske beskrivelse skal være sammen med Jesus Kristus i himmelen. I sandhed et herligt håb! — Åb. 7:1-8; 14:1-5.
Er alle kristne åndelige israelitter?
I dag har folk ikke længere svært ved at begribe at kristne skal i himmelen og være sammen med Kristus Jesus. I mange hundrede år har kristenhedens kirker lært at alle gode kirkemedlemmer kommer i himmelen. I dag siger de følgelig at alle kristne er åndelige israelitter.
Denne lære lader imidlertid flere grundlæggende bibelske spørgsmål stå ubesvarede. For eksempel skrev Paulus til medlemmerne af det åndelige Israel: „Når I hører Kristus til, er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“ (Gal. 3:29) Hvad gik dette løfte ud på? Det var det løfte Jehova havde givet Abraham mange år tidligere, om at Abraham skulle få en „sæd“ eller et „afkom“, og at „alle jordens nationer“ skulle velsigne sig ved dette „afkom“ fordi Abraham havde hørt efter Guds røst. — 1 Mos. 22:18, NW.
Spørgsmålet er nu: Hvis de åndelige israelitter udgør Abrahams „sæd“, hvem er da ’nationerne’ der bliver velsignet? Der kan ikke være nogen tvivl om at disse „nationer“ indbefatter mennesker som levede før Kristus og som får en opstandelse. Men indbefatter de kun dem? Viser Bibelen at alle kristne som lever på den tid hvor løfterne går i opfyldelse, er åndelige israelitter? Nej, tværtimod!
Overvej engang det der forudsiges i den profetiske Åbenbaringsbog, kapitel 7. De første otte vers i dette kapitel beskriver beseglingen af 144.000 mennesker der kommer fra „hver stamme af Israels sønner“. Der er ingen tvivl om at disse mennesker er åndelige israelitter. Men hvad er så det næste der omtales?
„Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ — Åb. 7:9, 10.
Er disse sidstnævnte personer også kristne? Ja åbenbart, for de har Guds godkendelse og skylder hans lam, Jesus Kristus, deres frelse.
Er de åndelige israelitter? Tydeligvis ikke, eftersom de beskrives som en skare der kommer fra alle nationer, stammer, folk og tungemål, efter at Johannes har beskrevet beseglingen af de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel. Heraf fremgår det klart at ikke alle kristne i dag er åndelige israelitter.
Forudsagt af Jesus
Det skulle ikke komme som nogen overraskelse for os at mange kristne ikke er åndelige israelitter. I sin velkendte lignelse om den gode hyrde forudsagde Jesus selv at det ville være sådan. Han talte her om en fold til en mindre hjord, og om en langt større hjord som bestod dels af fårene i folden og dels af hans „andre får“.
Det var efter en længere forklaring af hvordan fårene ville „gå ind“ i folden og „ud“ af den, at Jesus videre sagde: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Joh. 10:9, 16) Hvad mente Jesus med „andre får, som ikke hører til denne fold“?
Jesus beskrev her en stor, samlet hjord, hvoraf nogle medlemmer hørte hjemme i ’fårefolden’ og andre ikke. Alle fårene hørte til den samme udvidede hjord, men det var ikke dem alle der hørte til i folden. Hjorden kunne være temmelig stor — dens størrelse blev ikke nærmere fastsat — men det var kun et begrænset antal af fårene der kunne være i folden, der efter datidens forhold ofte var omgivet af stengærder som havde en bestemt længde og højde. — Joh. 10:1-9.
Nutidige „judaister“
Mange i dag mener at alle kristne må være åndelige israelitter, ligesom fortidens judaister mente at alle kristne måtte være bogstavelige jøder eller proselytter. Alle de større kirkesamfund i kristenheden lærer dette. Derfor forklarer de Jesu lignelse på den måde at fårene i ’folden’ var Kristi første disciple, der kom fra jødedommen, mens ’de andre får’ var de disciple der kom til senere og som blev hentet fra de hedenske nationer, det vil sige uden for ’folden’. Ifølge kirkernes opfattelse blev både fårene i ’folden’ og ’de andre får’ således åndelige israelitter med et himmelsk håb.
Denne forklaring kan virke ret plausibel, men der er en vigtig detalje i Jesu lignelse som den ikke tager hensyn til. Jesus antydede at der i hans udvidede hjord fortsat ville være nogle får inde i ’folden’ og andre udenfor. Hans lignelse antyder ingen steder at ’de andre får’ bliver presset ind i den lille ’fold’. Den antyder heller ikke at folden bliver ødelagt så der ikke længere er noget skel mellem fårene i folden og ’de andre får’. Jesu ord om at fårene ville „gå ind“ i folden og „ud“ af den og „finde græsning“, vidner om at folden skulle være en permanent ordning. Den står for Abrahamspagten, der var en vedvarende ordning, og ikke for Lovpagten, som Gud ’tog bort ved at nagle den til marterpælen’. (Kol. 2:14) Men det skulle altså ikke være hele hjorden der havde adgang til folden. Som det udtrykkes i Seidelins oversættelse: „Andre får har jeg, som ikke hører til i denne fold.“ Imidlertid ville også de kunne „velsigne sig“ ved tro og lydighed.
Hvis folden betegner et vedvarende skel mellem to kategorier af kristne, kan den ikke betegne forskellen mellem jøder og hedninger, for denne forskel er ophævet i den åndsavlede „lille hjord“. (Luk. 12:32) Som Paulus udtrykker det: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Gal. 3:28; Ef. 2:15.
Det eneste vedvarende skel der kan være mellem to kategorier af kristne, er skellet mellem kristne som er åndelige jøder og kristne som ikke er det. Det svarer til skellet mellem Abrahams „sæd“ og de „nationer“ der skulle velsigne sig ved denne „sæd“. Og det svarer til skellet mellem de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel, som nævnes i Åbenbaringen, kapitel 7, og den ubegrænsede ’store skare’ fra alle nationer, som nævnes umiddelbart efter.
Ligesom judaisterne i fortiden ikke ville indse at man kunne tjene Gud uden at være jøde eller proselyt, vil „judaisterne“ i dag ikke indse at man kan tjene Gud uden at være åndelig jøde. De siger at alle kristne nødvendigvis må salves som arvinger til Riget. Og dog ser vi at der siden 1935 er millioner af „andre får“ som har tjent Gud trofast — trods hån og undertiden forfølgelse fra de nutidige „judaisters“, deriblandt kristenhedens medlemmers og præsteskabs, side.
Disse „andre får“ er kristne. De tror fuldt ud på Jesu genløsningsoffer og følger i hans fodspor. Alligevel har de ikke noget ønske om at komme i himmelen. Bibelen siger at Guds ånd aflægger vidnesbyrd over for medlemmerne af det åndelige Israel om at de har et himmelsk håb, men ånden aflægger ikke et sådant vidnesbyrd for disse „andre får“. (Rom. 8:15-17) Tilstedeværelsen af disse trofaste kristne der ikke har noget himmelsk håb, kan simpelt hen ikke forklares hvis alle kristne kommer i himmelen, sådan som kristenheden påstår. Men sagen er at disse kristne findes, i et antal på over 2.000.000, og at de bærer Guds hellige ånds frugt i rigeligt mål, til trods for at den samme ånd ikke vidner for dem om at de skal i himmelen. — Gal. 5:22, 23.
I det første århundrede skulle der virkelig mod til at anerkende apostelen Paulus’ lære og erkende at en der ikke var jøde eller jødisk proselyt, kunne blive en Guds tjener. Det var kun få der troede det samme som Paulus. Jøderne kunne indtil år 70 pege på deres tempel i Jerusalem i deres forsøg på at „bevise“ at de stadig var Guds folk. Og hvis nogle ikke lod sig overbevise af dette, kunne de gribe til direkte forfølgelse, som de ofte gjorde. — Apg. 9:23; 14:19; 20:3; 23:12-15.
I dag er Jehovas vidner de eneste der ud fra Bibelen påpeger at mennesker kan være kristne uden at være åndelige jøder. Ligesom i det første århundrede er disse kristne forholdsvis få i tal, og ofte upopulære. Kristenheden, der hævder at alle dens medlemmer er åndelige jøder, kan prale af sin størrelse, sin rigdom, sine mange templer, og derved søge at bevise at den er Guds organisation. Og hvis det svigter, kan den gribe til direkte forfølgelse af Jehovas vidner, som den ofte har gjort.
Hvis du er blevet opdraget til at tro at du kommer i himmelen fordi du er medlem af en af kristenhedens kirker, befinder du dig i noget nær samme situation som de jøder der hørte apostelen Paulus’ forkyndelse. Men har du den fornødne ydmyghed og tro til nøje at overveje det Jehovas vidner påpeger ud fra Bibelen? Det vil sige: Er du ydmyg nok til at tjene Gud, selv om du ikke hører til ’den lille hjord’ af åndelige israelitter? I så fald kan du række ud efter de vidunderlige velsignelser som „alle jordens nationer“ inden længe vil opnå gennem Jesus Kristus og ’den lille hjord’! — 1 Mos. 22:18, NW.