jøder og ikke-jøder blevet indpodet i det symbolske oliventræ. Således frembringer Abrahamspagten „det fulde antal“ af jøder og ikke-jøder som udgør det samlede antal af ’sæden’. „På denne måde vil hele Israel blive frelst,“ ikke det kødelige Israel, men det som ’virkelig er Israel’, de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel. — Romerne 11:12, 25, 26; 9:6-8; Åbenbaringen 7:4.

20, 21. (a) Hvordan bør vi reagere på opfyldelsen af denne vigtige del af Abrahamspagten? (b) Hvad vil vi behandle i den følgende artikel?

²⁰ Den vidunderlige måde hvorpå Jehova har opfyldt denne vigtige del af Abrahamspagten — at han har tilvejebragt stammen og det fulde antal grene på det symbolske træ — bør fylde os med beundring. Som Paulus kan vi udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje! For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’ Eller: ’Hvem har først givet til ham, så det skal gengældes ham?’ Fra ham og ved ham og til ham er jo alle ting. Ham tilkommer herligheden for evigt. Amen.“ — Romerne 11:33-36.

²¹ Men hvad kan vi, rent praktisk, lære af illustrationen med oliventræet og de indpodede grene, uanset om vi hører til de symbolske grene (de salvede kristne) eller er blandt de andre der nyder velsignelser i kraft af den sæd Abrahamspagtens træ har frembragt? Det vil vi se på i den følgende artikel.

Forenede om at bære megen frugt

„Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ — Johannes 15:8

 1. Hvordan fremgår det af Bibelen at Jehova tillægger frugttræer en ikke ringe værdi?

„GUD [JEHOVA] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde.“ (1 Mosebog 2:9) I det gamle Israel skulle et nyplantet frugttræ have lov til at vokse i tre år uden at ejeren havde lov at bruge dets frugt til noget som helst formål. Det fjerde år skulle al dets frugt „under høstjubel helliges [Jehova]“. Først det femte år kunne ejeren bruge træets frugt som han ønskede, efter at han dog havde givet førstegrøden til Jehova. (3 Mosebog 19:23-25; 5 Mosebog 26:1-10; Nehemias 10:35-37) I tilfælde af krig nød frugttræer en særlig beskyttelse under Moseloven. — 5 Mosebog 20:19, 20.

Træer der ikke bærer frugt hugges om

 2, 3. Hvad sagde Jesus i lignelsen om det golde figentræ?

² I den foregående artikel har vi set at mange af grenene på det ægte „oliventræ“ (Romerbrevet, kapitel 11) blev hugget af og erstattet af grene fra et vildt oliventræ. I denne illustration skildrer de afhugne grene de troløse jøder, der nægtede at anerkende oliventræets stamme — Jesus, den lovede Messias, den primære „sæd“. I en anden illustration sammenlignede Jesus det jødiske folk med et helt træ — ikke et oliventræ, men et figentræ.

³ I efteråret år 32 sagde Jesus: „En mand havde et figentræ som var plantet i hans vingård, og han kom for at se efter frugt på det, men fandt ingen. Så sagde han til vingårdsmanden: ’Se, i tre år er jeg kommet for at se efter frugt på dette figentræ, men har ingen fundet. Hug det om! Hvorfor skal det endog gøre jorden uanvendelig?’ Som svar sagde han til ham: ’Herre, lad det være også dette år, indtil jeg får gravet rundt om det og givet det gødning; og hvis det så frembringer frugt i den kommende tid, udmærket; men hvis ikke, så skal du hugge det om.’“ — Lukas 13:6-9.

 4. Hvordan har Jesus vist sig at være en trofast ’vingårdsmand’?

⁴ Da Jesus fortalte denne lignelse havde han som ’vingårdsmand’ i tre år forsøgt at opdyrke tro blandt jøderne. Men på trods af de mange fordele de havde under Abrahamspagten og Lovpagten, var det kun en lille rest af det jødiske folk der havde taget imod ham som den lovede Messias. (Romerne 9:4, 5, 27) I løbet af sin tjenestes fjerde år forstærkede Jesus sin indsats blandt jøderne. Billedligt talt gravede han rundt om det jødiske „figentræ“ og gav det gødning, idet han nidkært forkyndte og underviste i Judæa, Peræa, og til sidst i og omkring Jerusalem. — Lukas, kapitlerne 10 til 19.

 5. Hvordan og hvorfor blev det jødiske „figentræ“ hugget om, og hvornår blev det „kastet i ilden“?

⁵ Da halvdelen af Jesu fjerde tjenesteår var gået, og der kun var nogle få dage tilbage inden hans død, sørgede han over Jerusalem og sagde til denne by, den jødiske nations hovedstad, at dens hus var blevet overladt til sig selv. (Mattæus 23:37-39) Jehova, ejeren af det jødiske „figentræ“, havde endnu en gang været på inspektion, nu i det fjerde år, hvor det havde været plejet med særlig omhu. Da han fandt nationen uden frugt, måtte han give besked på at den blev omhugget, i overensstemmelse med det princip Jesus udtalte i Mattæus 7:19. Således blev Guds rige taget fra det jødiske folk og givet til et andet folk, det åndelige Israel, der bar dets frugter. (Mattæus 21:43) Denne forandring skete på pinsedagen i samme år, 33 e.v.t. Syvogtredive år senere, i år 70, blev det omhuggede „figentræ“ „kastet i ilden“, da Jerusalem og den jødiske nation blev udslettet. — Mattæus 3:9, 10; Lukas 19:41-44.

„Forudsat du forbliver i hans venlighed“

 6. Hvordan understreger lignelserne om det golde figentræ og om oliventræet Guds venlighed og strenghed?

⁶ Ligesom lignelsen om det golde figentræ viser at der er grænser for Jehovas tålmodighed, viser Paulus’ illustration med oliventræet at Jehova ganske vist er venlig, men at han også må vise strenghed. I venlighed havde Jehova sendt Johannes Døber til jøderne, „de naturlige grene“, for at formane dem til at ’frembringe frugt som stemte med sindsændringen’, og til at tro på Jesus. (Mattæus 3:8; Apostelgerninger 19:4) Men da de ikke viste tro, blev de „hugget af“. Da der nu var færre af de jødiske „naturlige grene“, blev det til „rigdom for folk fra nationerne“, idet nogle ikke-jødiske ’vilde olivengrene’ nu blev indpodet i Abrahamspagtens træ, hvor de blev en del af Abrahams åndelige sæd. — Romerne 11:12, 17, 20, 21.

 7. Hvilken advarsel tilføjede Paulus?

⁷ Men Paulus udtaler også en advarsel. Henvendt til de ikke-jødiske salvede kristne siger han: „Når Gud ikke har skånet de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig. Se derfor Guds venlighed og strenghed. Strenghed mod dem som faldt [jøder], men Guds venlighed mod dig