Indsamlingen af de resterende gæster

 1. (a) Hvordan viste „de indbudte“ til bryllupsfesten at de ikke var „værdige“? (b) Hvad ville det have krævet af dem at opgive deres selviske materialistiske interesser?

HVAD var årsagen til at de antikristne „morderes“ hellige by, Jerusalem, blev ødelagt i år 70, hvorved mange af dem blev dræbt og den jødiske nation blev opløst? Den at de indbudte til bryllupsfesten ikke var „værdige“, som kongen i Jesu lignelse sagde. (Matt. 22:8) Det havde jøderne vist ved den hånlige, respektløse, illoyale, ja ofte voldelige måde hvorpå de havde nægtet at tage imod den himmelske konges indbydelse efter at han havde adviseret dem anden gang. Hvad ville det have krævet af dem at lade deres selviske materialistiske interesser fare og i stedet tage til den åndelige „bryllupsfest“? Det ville have krævet at de angrede, ændrede sind. De måtte ikke alene angre at de havde forsømt at holde Moseloven, men også at de med vold havde forkastet Guds Messias; desuden måtte de underkaste sig vanddåben som disciple af Jesus, deres Messias. Men de var for stolte og selvretfærdige, alt for optaget af deres egne forehavender, og så stædige at de aldrig kunne opfylde disse krav. Dette gjaldt Israels nation i almindelighed.

 2. (a) Hvorfor var ikke alle pladserne ved bryllupsfesten ubesatte ved afslutningen af den anden påmindelse? (b) Hvor mange pladser ville Kongen besætte med „værdige“?

² Vil det dermed sige at alle pladser ved „bryllupsfesten“ var ubesatte? Nej, ikke dem alle! Bibelen viser at der var nogle af de „indbudte“ jøder der tog imod indbydelsen da de blev adviseret første gang, og at endnu flere jøder og omskårne proselytter gjorde det efter at den anden påmindelse begyndte på pinsedagen år 33. Men det var alligevel kun få til de mange pladser der var i bryllupssalen. Hvor mange pladser havde Kongen i sinde at besætte? Eftersom de der var værdige til at indtage pladserne ved bordet, er et billede på dem der bliver arvinger til „himlenes rige“ sammen med Kongens søn, regnede den himmelske konge, Jehova, med at besætte 144.000 pladser, så „bryllupssalen“ kunne fyldes med „værdige“. Beviset herfor giver Jesus Kristus os i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen. (Åb. 7:4-8; 14:1-3; 20:4-6) Ifølge dette tal er der altså mange pladser ved bryllupsmåltidet.

 3, 4. (a) Hvem havde ifølge Jesu lignelse fået tilbudt muligheden for at besætte alle 144.000 pladser? (b) Var de talmæssigt i stand til at besætte så mange pladser?

³ Ifølge Jesu lignelse lod Kongen, Jehova, hele Israels nation under Lovpagten få mulighed for at opbyde tilstrækkelig mange værdige til at alle 144.000 pladser kunne besættes. De udgjorde Abrahams kødelige „sæd“, og Gud havde indgået en pagt med Abraham om at alle jordens slægter skulle velsignes i eller ved hjælp af hans „sæd“. (1 Mos. 12:3; 22:17, 18) Den lovpagt Gud havde ført dem ind under ved Moses, gav dem udsigt til at blive det „kongerige af præster“ som Gud havde til hensigt at oprette under Messias, den mellemmand som var større end Moses. Det var dem der var „de indbudte“ til den åndelige bryllupsfest.

⁴ I nationen som helhed burde der have været 144.000 der viste sig værdige, så alle pladser kunne besættes af kødelige jøder. Hele nationen var stor nok, ja talte uden tvivl millioner, af hvilke det nødvendige antal kandidater til pladserne burde have kunnet skaffes. Husk at 1.197.000 jøder, ifølge Josefus, overværede påskehøjtiden i Jerusalem i år 70. Og ikke alle jøder som levede spredt på den beboede jord dengang var draget op for at fejre påsken.

 5. (a) Hvordan omtalte Paulus dem af Abrahams kødelige „sæd“ der tog imod indbydelsen? (b) Hvor mange pladser manglede endnu at blive besat?

⁵ Der var således mange, ja hele det fulde antal på 144.000, der var indbudt blandt Abrahams kødelige efterkommere, hans „sæd“. Men ifølge de oplysninger Bibelen giver var det kun få af dem der fulgte den indbydelse de havde fået i Lovpagten. Omkring år 56 anslog apostelen Paulus, en jøde der var blevet kristen, at det kun drejede sig om en udvalgt „rest“ af Israels folk. (Rom. 9:27-29; 11:5) At denne jødiske „rest“ var kommet ind i „bryllupssalen“ betød imidlertid at færre pladser manglede at blive besat end da den første påmindelse blev udsendt i år 29; dengang stod alle 144.000 pladser tomme.

 6. Hvad gjorde kongen i Jesu lignelse for at han ikke skulle lide den vanære at hans gode hensigt slog fejl?

⁶ Ifølge Jesu lignelse måtte kongen til at handle hurtigt for at overholde tiden for den bryllupsfest han havde gjort parat. I betragtning af at så mange af de indbudte havde afslået at komme, hvordan kunne kongen så få festsalen fyldt med gæster, sådan som det sømmede sig til lejligheden? Hvis ikke salen blev fyldt med festklædte gæster ville det være en vanære for ham, et nederlag for hans ærefulde hensigt. Men kongen ville ikke komme til at lide nederlag. Hvis de først indbudte ikke ville ære ham ved at være til stede, så ville han overlade deres reserverede pladser til andre! Ufortøvet, og inden han ødelagde den „by“ hvor disse „mordere“ boede, sendte han sine trælle ud uden for byen, uden for samfundet, ud til „vejene der fører ud af byen“. Derfra ville kongens trælle hente ’alle dem de fandt’, til at træde i stedet for dem der ikke kom.

 7. Hvoraf fremgår det om kongens trælle indsamlede de resterende gæster med en indbydelse af samme art som den oprindelige?

⁷ Disse personer, som trællene ikke kendte og som de ikke opsøgte på deres bopæl, kunne de prøve at overtale til at udfylde en plads ved bryllupsfesten. Dette bliver omtalt som en indbydelse, for de der nu blev indsamlet kom ikke på eget initiativ eller som nogle der ville skaffe sig adgang til bryllupsfestlighederne på uretmæssig måde. De der nu blev indsamlet til at træde i stedet for de oprindeligt indbudte, fik dog ikke en indbydelse i samme forstand som de. I en tilsvarende lignelse af Jesus, som vi finder i Lukas 14:15-24, siger herren som „gav et stort aftensmåltid“, henvendt til sin træl, idet han sender ham ud tredje og sidste gang for at finde gæster: „Gå ud på vejene og de indhegnede steder [det vil sige uden for byen], og nød dem til at komme ind, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd som var indbudt skal smage noget af mit aftensmåltid.“ — Luk. 14:23, 24.

 8. Hvem var disse der nu blev indsamlet, og hvornår og hvordan begyndte indsamlingen af dem?

⁸ Dette arbejde med at indsamle de resterende gæster fra „vejene“ uden for de indbudtes „by“ begyndte ikke i år 70, men i efteråret 36 — syv år, eller en „åruge“, efter at Jesus, den himmelske konges søn, var blevet døbt og salvet. (Dan. 9:24-27) Den første træl der blev sendt ud var apostelen Peter, en jøde som var blevet kristen. Han blev sendt til Kæsarea, der fungerede som provinshovedstad for den romerske landshøvding Pontius Pilatus, og dér forkyndte han for uomskårne hedninger, ikke-jøder. Gud udgød hellig ånd over Kornelius, en italiensk officer, og dennes venner mens de lyttede og fik tro, og derefter blev de døbt af apostelen Peter. (Apg. 10:1 til 11:18) Fra da af har denne indsamling af uomskårne ikke-jøder fortsat helt ind i dette tyvende århundrede. Alle disse sættes i stedet for dem der var indbudt men ikke ville komme.

 9. (a) Hvad sammenligner Paulus Abraham og hans kødelige efterkommere med? (b) Hvorfor blev nogle „grene“ brudt af, og hvordan blev de erstattet?

⁹ Ifølge det billedsprog apostelen Paulus bruger i Romerbrevet, kapitel 11, var de kødelige jøder under Lovpagten som naturlige grene på et oliventræ. Dette træ har et begrænset antal grene. De var naturlige efterkommere af Guds ven Abraham og, som sådanne, også bestemt til at være arvinger til Guds pagtsløfte til Abraham. Patriarken Abraham var dette symbolske oliventræs stamme, med rødderne fæstet i Guds pagtsløfte. Men det Gud ønskede var en åndelig ’Abrahams sæd’, et åndeligt Israel. Da de kødelige jøder som var indbudt til at blive „et kongerige af præster“ nægtede at vise sig værdige til dette, blev de følgelig brudt af det symbolske oliventræ; de kom ikke til at arve „himlenes rige“. De måtte så erstattes med nye grene, så det symbolske oliventræ ikke kom til at mangle nogen af de grene det skulle have. For at klare denne situation indpodede Gud barmhjertigt troende hedninger i deres sted, som grene fra et vildt oliventræ. På denne måde får Gud sit fuldtallige åndelige Israel, Abrahams åndelige „sæd“.

Manden uden „bryllupsklædning“

10. Hvilken del af lignelsen må være nær sin opfyldelse, og hvorfor?

¹⁰ Efter at indsamlingen havde fortsat i godt og vel atten århundreder skulle det være forholdsvis få pladser der manglede at blive besat da dette tyvende århundrede oprandt. Det kunne ikke ventes at mange ville blive indsamlet. Efter at hedningernes tider er udløbet i 1914 og „endens tid“ er begyndt, skulle det tidspunkt være nær da den himmelske konges „bryllupssal“ er fyldt. Jesu lignelse når frem til dette, og han fortsætter med at sige: „Da kongen kom ind for at inspicere gæsterne [som lå til bords], fik han dér øje på en mand som ikke var iført en bryllupsklædning. Han sagde så til ham: ’Ven, hvordan er du kommet herind uden at have en bryllupsklædning på?’ Vedkommende blev som stum.“ — Matt. 22:11, 12.

11. Hvorfor blev manden uden bryllupsklædning som stum da kongen stillede sit spørgsmål?

¹¹ Kongen havde sørget for en bryllupsklædning til hver eneste gæst, en som gæsten skulle have på under bryllupsfestlighederne, og der var således ingen undskyldning for den mand der ikke havde bryllupsklædning på. Med rette tav han, blev som stum; han havde intet at sige til sit forsvar. I lignelsen siger Jesus ikke at manden havde taget klædningen på for at komme ind og derefter havde taget den af. Manden havde snarere nægtet at tage imod klædningen da kongens tjener bragte ham den eller viste ham hen til den garderobe kongen havde indrettet til gæsterne. Kongen spurgte ham ikke: ’Hvorfor har du taget bryllupsklædningen af?’ men: „Hvordan er du kommet herind uden at have en bryllupsklædning på?“ Han havde afslået at tage den på. Han nægtede at bære den ved festmåltidet. Han opfyldte ikke betingelserne for at ligge med til bords, og han hørte ikke til der. Hvem er han et billede på i dag?

12. Hvem er manden uden bryllupsklædning et billede på, kort fortalt, og hvad siger bibelkommentatorer at bryllupsklædningen står for?

¹² Han er et billede på dem der siger at de er gudfrygtige kristne men som ikke har iført sig det der skildres ved ’bryllupsklædningen’. Ifølge det man ved om den skik at værten sørgede for en klædning til bryllupsgæsterne, drejede det sig om lange hvide linnedklæder, således at alle gæsterne i det ydre var ens klædte, og der ville således i lignelsens opfyldelse ikke være forskel på om det var en jøde der hørte til de oprindeligt indbudte eller det var en hedning som var blevet inviteret med senere. Følgelig henviser mange bibelkommentatorer til Åbenbaringen 19:7, 8, hvor der siges om Lammets hustru: „Det er blevet givet hende at være klædt i skinnende, rent, fint linned, for det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger.“ Derfor hævdes det at ’bryllupsklædningen’ skildrer den retfærdighed der tilkendes en døbt kristen, hans retfærdiggørelse.

13. Hvorfor skildrer ’bryllupsklædningen’ mere end „retfærdiggørelse“?

¹³ Imidlertid må bryllupsklædningen betegne mere end det at et menneske bliver erklæret retfærdigt af Gud ved sin tro på Kristus som genløsningsofferet. (Rom. 5:1, 9) Dét således at blive retfærdiggjort eller erklæret retfærdig nu er ikke et mål i sig selv; det står ikke alene. Hensigten med retfærdiggørelsen nu er at den retfærdiggjorte skal blive en åndelig søn af Gud, som er den der retfærdiggør, og blive medlem af Abrahams åndelige „sæd“ og således medlem af det åndelige Israel. Som sådan bliver denne adopterede søn af Gud taget med ind i den nye pagt, hvis mellemmand er Guds søn, Jesus Kristus. (Gal. 4:4-7; Rom. 8:16, 17; Luk. 22:19, 20) Det må være alt dette ’bryllupsklædningen’ symboliserer for den angrende og døbte gæst ved festen. Klædningen viser at gæsten er en åndelig israelit, en der tilhører Abrahams åndelige „sæd“.

14. Hvem er manden uden bryllupsklædning følgelig et billede på?

¹⁴ Eftersom den mand kongen afslørede, ikke bar bryllupsklædningen som var stillet til rådighed, er han et billede på en skare hvis medlemmer ikke har tro og ikke handler i overensstemmelse med tro, så de kan erklæres retfærdige af Gud og antages som hans åndelige sønner og føres ind i den nye pagt, som sluttes med det åndelige Israel ved Kristus. Denne mand skildrer ikke kristne som er blevet salvet med Guds ånd og gjort til medarvinger med Kristus men som så viser sig utro mod Gud og går glip af det himmelske rige. Han er snarere et billede på nogle der giver sig ud for at være kristne og som hævder og foregiver at være med til bords ved bryllupsfesten, sådan som kristenhedens medlemmer gør i dag. Gud, Kongen, har aldrig anerkendt dem som nogle der har de rette kendetegn og som derfor kan være med ved festen, og følgelig har han heller ikke salvet dem med hellig ånd som arvinger til Riget.

15, 16. (a) Hvad må Kongen gøre en dag ved dem der skildres ved manden uden bryllupsklædning? (b) Hvornår ville Kongen komme ind for at inspicere gæsterne?

¹⁵ Den tid må komme da Gud afslører at kristenheden har handlet uret ved at hævde og foregive at den er med til bords ved bryllupsfesten, og da han vil eksekvere sin dom over den for alles øjne. Dette gør Gud, Kongen, når han som den der har arrangeret bryllupsfesten for sin søn, ’kommer ind for at inspicere gæsterne’. Ifølge Jesu lignelse må dette ske når „bryllupssalen“ er „fyldt“. (Matt. 22:10, 11) Når salen var blevet fyldt med det fornødne antal gæster ville kongens trælle standse indsamlingen. Indsamlingen af de „udvalgte“ udføres under usynlig ledelse af Guds engle, så den himmelske konge ville komme ind og inspicere når det arbejde Jesus forudsagde var fuldført ved afslutningen på denne tingenes ordning:

¹⁶ „Derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed. Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ — Matt. 24:30, 31.

17, 18. (a) Hvad vil tiden være inde til at afgøre med hensyn til den skare der skildres ved manden uden bryllupsklædning, når indsamlingen af de „udvalgte“ fuldendes? (b) Hvad viser Jesu lignelse at der vil ske med denne skare?

¹⁷ Denne indsamling af de „udvalgte“ ville fuldendes kort før ’den store trængsel’ som Jesus sammenlignede med oversvømmelsen i Noas dage. (Matt. 24:21, 22, 37-41) Når den himmelske konge på det tidspunkt foretog sin inspektion, mon den skare der skildredes ved manden uden bryllupsklædning da ville blive taget med blandt de „udvalgte“? Eller ville denne skare blive overladt til sammen med „alle jordens stammer“ at slå sig selv af sorg over den kommende ødelæggelse? Den skare der udgør kristenheden kan ikke give Kongen nogen undskyldning for at have prøvet at være med ved „bryllupsfesten“ uden den symbolske klædning. Den kan ikke give nogen begrundelse for at man skulle tillade den at være med til at nyde „bryllupsfesten“. Ved den endelige inspektion bliver denne skare „som stum“. Hvordan vil Kongen behandle den? Jesu lignelse fortsætter:

¹⁸ „Så sagde kongen til sine tjenere: ’Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal han græde og skære tænder.’“ — Matt. 22:13.

19. Hvad vil denne skare blive kastet ud i, og hvad vil den gå glip af?

¹⁹ Denne skare bindes altså så den ikke længere kan yde modstand. Således bundet kastes den ud i „mørket udenfor“, ud i et mørke der ikke brydes af gadelamper eller lignende. Dér, uden lys af nogen slags fra Gud, vil denne skare græde og skære tænder, nemlig i ’den store trængsel’ som gør ende på det religiøse store Babylon og hele den øvrige del af denne tingenes ordning. (Åb. 17:14-18) Denne skare vil blive afskåret fra „himlenes rige“ og ikke få nogen del i „aftensmåltidet ved Lammets bryllup“ i himmelen. — Åb. 19:9.

Mange indbudte, få udvalgte

20. Hvilken udtalelse afrundede Jesus sin lignelse med, og hentydede han dermed til manden uden bryllupsklædning?

²⁰ For at afrunde lignelsen og vise dens idé, sagde Jesus: „Mange er nemlig indbudt, men få er udvalgt.“ (Matt. 22:14) Med disse ord hentydede Jesus ikke til den mand der var blevet kastet ud fordi han ikke havde den nødvendige bryllupsklædning på.a Denne mand var ikke lignelsens hovedskikkelse. Han var afgjort ikke et billede på dem der var tilovers af de „mange“ indbudte efter at de „få“ udvalgte var blevet taget fra. På tilsvarende måde er alle „gæsterne“ som bærer bryllupsklædningen og som ikke kastes ud af bryllupssalen, ikke et billede på de „få“ der var blevet udvalgt af den jødiske nation efter at det store flertal af alle de ’indbudte’ jøder havde undslået sig. Hvem mente Jesus da med de „mange“ der var blevet indbudt og de „få“ der var udvalgt?

21. Hvem var da de få der blev udvalgt, og udgjorde de alle „gæsterne“ ved „bryllupsfesten“?

²¹ De „mange“ indbudte var den jødiske nation under Lovpagten, der indeholdt løfte om hjælp til jøderne til at blive „et kongerige af præster“ for Gud. De „få“ der blev udvalgt som værdige til „himlenes rige“ var den „rest“ af jøder efter kødet som reagerede positivt på påmindelserne fra den himmelske konge. Sådanne jøder lod verdslige interesser bag sig, begav sig hen til „bryllupssalen“ og tog imod „bryllupsklædningen“ af Kongen, iførte sig den og lagde sig til bords. Eftersom der i år 36 kun var „få“ (jøder) der havde reageret positivt på påmindelserne fra Gud, Kongen, fandt han det nødvendigt at sende sine „trælle“ ud uden for den jødiske „by“ eller det jødiske samfund med besked på at hente uomskårne hedninger til at udfylde de tomme pladser. Til sidst bliver salen fuld af gæster. Altså var de „få“, den jødiske rest, kun en del af „gæsterne“.

22. (a) Hvordan viste Gud, Kongen, at han udvalgte de bryllupsklædte ’gæster’? (b) Hvad skulle Jesu lignelse vise med hensyn til den bryllupsfest Kongen ville afholde?

²² Med andre ord: alle „gæsterne“, klædt i bryllupsklædningen, skildrer mere end blot „resten“ af jøderne, de der blev åndelige israelitter. „Gæsterne“ indbefatter også alle de trofaste hedninger der trådte i stedet for de jøder som afslog at komme. Gud viste på behørig måde at han havde udvalgt alle disse bryllupsklædte ’gæster’ ved at salve dem med sin hellige ånd gennem sin søn Jesus Kristus. Jesu lignelse skildrer ingen steder, og det var heller ikke tanken med den, at et ukendt antal salvede kristne ville blive troløse og vise sig uværdige til „himlenes rige“. Tanken med Jesu lignelse var at vise at det ville lykkes den himmelske konge på trods af vanskeligheder at afholde den forberedte „bryllupsfest“ med det fulde antal gæster. Hans gode og kærlige hensigt med denne „bryllupsfest“ ville ikke slå fejl.

23. Lod Kongen, Jehova, sine „trælle“ hente en overflod af eventuelle ’gæster’, eller hvordan gik han frem?

²³ Kongen Jehova vidste hele tiden hvor mange pladser han ville have ved festens bord. Han ville derfor ikke lade sine „trælle“ hente en overflod af eventuelle ’gæster’. Han ville kun lade sine trælle hente det antal der var nødvendigt for at udfylde de pladser der var til rådighed. Da hans tid var inde lod han sine „trælle“ hente en rest af de oprindeligt indbudte jøder. Derefter sendte han bud efter folk fra alle de uomskårne hedenske folkeslag til at udfylde de pladser der var tilovers. Lidt efter lidt ville alle pladser blive besat og salen til sidst være „fyldt“.

24. (a) Hvad siger Jesu lignelse ikke med hensyn til den mand der blev kastet ud? (b) Hvorfor er der ikke, i lignelsens opfyldelse, behov for at finde nogen til at erstatte den forkastede skare?

²⁴ Der er en ting Jesu lignelse ikke siger noget om. Hvad er det? Den siger ikke at kongen, efter at manden uden bryllupsklædning var kastet ud, sendte en træl ud for at hente en til at erstatte denne mand. Kongen ville afgjort ikke sende en træl ud i natten, „ud i mørket udenfor“, for at lede efter en til at træde i stedet for den mand der blev kastet ud. Hvem kunne man vente at finde på „vejene“ uden for byen på den tid af natten? Kongen godkender de bryllupsklædte gæster (der ligger til bords), og festen tager nu sin begyndelse med alle disse og uden den mand der blev kastet udenfor fordi han ikke havde bryllupsklædningen på. I dag hvor den sidste del af Jesu lignelse når sin opfyldelse, er der ikke noget behov for at hente en erstatning for kristenheden og dens religiøse flok. Disse navnkristne har blot forsøgt at komme ind til bryllupsfesten, uden at opfylde Guds krav. De har foregivet at være der, men forgæves.

25. (a) Hvem er det altså der kalder eller indbyder, og hvordan gør han det? (b) Hvordan tilkendegives udvælgelsen, og hvad kræves der at de udvalgte?

²⁵ Det er Jehova, Kongen, der kalder eller indbyder. Som i tilfældet med Kornelius, den første hedning der omvendte sig til kristendommen, læser Gud først i hjertet hos det menneske han retter sin opmærksomhed imod. Dernæst sender Gud den nødvendige hjælp til et sådant modtageligt menneske på grund af den lovende indstilling han læser i dets hjerte. Således modtager vedkommende undervisning ud fra Bibelen om håbet om det himmelske rige. Det ses heraf at ikke alle de hundreder af millioner som får „denne gode nyhed om riget“ forkyndt, derved automatisk modtager indbydelse fra Gud til at deltage i den åndelige „bryllupsfest“. (Matt. 24:14; 28:19, 20) De fleste modtager blot et „vidnesbyrd“ om Riget. De der virkelig bliver „indbudt“, og som opfylder Guds krav, bliver derefter „udvalgt“ ved at han salver dem med hellig ånd til at være Jesu Kristi medarvinger. (2 Kor. 1:21; 1 Joh. 2:20, 27) Nu da de er blevet udvalgt på denne måde, må de vise sig trofaste til enden. — Åb. 17:14; 2:10.

26. Hvad kan de udvalgte ’gæster’ som endnu er på jorden glæde sig over nu, og hvad vil de trofaste opnå efter den store trængsel?

²⁶ I dag er hele menneskehedens verden i stor nød, i denne „endens tid“ for den bestående tingenes ordning. Men de trofaste og udvalgte ’gæster’ i den strålende oplyste ’bryllupssal’ erfarer de glæder og velsignelser der følger med Kongens godkendelse. Efter at de har holdt fast ved deres kristne integritet under hele den forestående ’store trængsel’ der gør ende på det nuværende verdenssystem, vil de få adgang til „aftensmåltidet ved Lammets bryllup“ i himmelen. (Åb. 19:7, 9) Det er dem der udgør Kristi „brud“, og det er sikkert derfor Jesu lignelse ikke nævner eller omtaler kongesønnens brud.b Alle 144.000 udvalgte og trofaste medlemmer af bruden eller menigheden vil i himmelen nyde bryllupsmåltidet sammen med brudgommen.

Billedlige brudepiger

27. Hvem på jorden har nu sluttet sig til resten af den menighed der udgør bruden, og hvordan ærer disse Kongen og brudgommen, hans søn?

²⁷ Ved et bryllup kunne man også forestille sig at der ville være brudepiger. Ja, Salme 45:14-16 antyder profetisk at der ville være nogle brudepiger ved dette kongelige bryllup. I dag da Kristi brud eller menighed nærmer sig sin fuldendelse, har der vist sig at være nogle som slår følge med „resten“ af denne menighed. Disse billedlige brudepiger forventer naturligvis ikke at følge „resten“ til himmelen, men de ærer den himmelske konge og brudgommen, hans søn, og viser tilbørlig respekt for „resten“ af brudens menighed. Åbenbaringen 7:9-17 skildrer disse ledsagere som en talløs „stor skare“.

28. Hvem hjælper de der tilhører denne ’store skare’ i dag, og hvilken belønning vil de få gennem ’Evigheds-Faderen’?

²⁸ De glæder sig over at se denne smukke del af Guds hensigt blive til virkelighed, og de yder kærlig hjælp til „resten“ af brudeskaren. Ærbødigt og hengivent begynder de også at tilbede og tjene den himmelske konge i hans åndelige tempel eller palads. Af ham vil de modtage et varigt livs goder gennem hans søn, brudgommen, der bliver deres „Evigheds-Fader“. (Es. 9:6, 7) Guds søn, forenet med sin brud, vil herske over dem og skænke dem evige velsignelser på en paradisisk jord.

[Fodnoter]

[Illustration på side 160]

Manden der havde nægtet at bære bryllupsklædningen kastes udenfor. Han er et billede på dem der giver sig ud for at være kristne, sådan som de der udgør kristenheden