Det er grunden til at ingen kan tillade sig at tøve med at tage standpunkt for Guds herredømme. Det betyder at vi må søge oplysning om Guds vilje og derpå ydmygt rette os efter den på alle livets områder. Det betyder at vi må holde fast ved vor integritet og søge Guds rige og hans retfærdighed først, uden at lade os indvikle i politik, og det betyder at vi lydigt må fortælle andre om Guds rige.

Har din anerkendelse af Guds herredømme fået dig til at gøre det? Naturligvis er der flere ting man må gøre for at komme i et ret forhold til Gud.

Dette blev understreget i foredraget „Følg Guds herredømmes hovedformidler“. Heri blev det vist at det enkelte menneske må angre sine synder, vende om fra sin tidligere adfærd og indvi sig til Gud gennem Jesus Kristus for at gøre Guds vilje. Denne indvielse må man symbolisere ved vanddåben. Har du taget dette skridt?

Til støtte for disse punkter blev Bibelen, og især apostelen Paulus’ brev til romerne, anvendt. I det tiende kapitel, versene 8 til 10, læser vi:

„’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker).’ Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.’“

Apostelen Paulus og hans medforkyndere i det første århundrede bragte „ordet“ eller budskabet om Gud og hans Kristus ud til folk. Og efterhånden var mange af disse i stand til at gentage dette ’ord’. I tro anerkendte de også at Jesus Kristus var Herre og at Gud havde opvakt ham fra de døde. I overensstemmelse hermed opgav de deres falske tilbedelse og indviede sig til Jehova.

Dette gælder i lige så høj grad i dag — de der indvier sig må, tilskyndet af et hjerte fyldt med kærlighed og værdsættelse, offentligt bekende eller anerkende at Jesus Kristus er deres Herre. Når de anerkender at Jesus er deres Herre, anerkender de samtidig at de tilhører Jehova Gud som hans ejendom.

Hvordan det? Jo, heri efterligner de Jesu Kristi handlemåde. Han fornægtede sig selv, idet han anerkendte at han tilhørte Jehova. Han bød også sine disciple på lignende måde at overgive sig til Jehova Gud. Bagefter lod de sig døbe i lighed med Jesus. — Mark. 8:34; Matt. 3:13-17.

Men nu spørger du måske: Hvornår „bekender man til frelse“ og anerkender at Jesus Kristus er Herre og at man tilhører Jehova? „Denne bekendelse eller anerkendelse,“ sagde taleren, „giver man mundtligt udtryk for over for den kristne tjener der forestår dåbshandlingen.“ Inden for det sidste tjenesteår havde indtil da 29.087 ved en række stævner således anerkendt at de var underlagt Gud, ved at lade sig døbe. Men det er ikke slutningen på sagen, for, som taleren fremhævede, efter dåben fortsætter den der har indviet sig, med at bekende til frelse idet vedkommende giver kommentarer ved de kristne møder og tager del i den offentlige forkyndelse af Bibelens sandheder.

Bevar Guds godkendelse

Andre punkter på det udmærkede stævneprogram fremhævede hvad man kunne gøre for at bevare sin stilling som en godkendt tjener for den guddommelige Hersker, Jehova.

Dette var formålet med skuespillet „Tjen Jehova af hele din sjæl“, som viste behovet for at være fuldt og helt indviet til Jehova for at kunne bevare et ret forhold til ham. Skuespillet viste at man til at begynde med kunne have et godt hjerte og alligevel miste Guds gunst fordi man ikke brugte sin sjæl (hver fiber af sig selv) og sin styrke i Jehovas tjeneste. Advarselen var kraftfuld: Vær på vagt så du ikke bruger al din energi til ingen nytte på frugtesløst jag, og bestræb dig altid for at udføre din kristne tjeneste flittigt og på en god måde.

Et andet af programpunkterne lagde vægt på at vi skulle tjene Jehova, ikke med en bestemt dato for øje, men med evigheden for øje. I dette foredrag, „Tjen med evigheden for øje“, gjorde taleren brug af en illustration. ’Nuet er som en centimeter af et målebånd på tusinder af kilometer,’ sagde taleren. ’Lev derfor ikke kun for nuet, for en enkelt centimeter af en livsvej der aldrig behøver at ende!’

Noget der i høj grad betog stævnedeltagerne var det gribende skuespil om Josef og hans halvbrødre. Det skildrede nødvendigheden af at opdyrke den gudgivne egenskab barmhjertighed. Som vi sikkert husker stillede Josef sine halvbrødres indstilling på en prøve før han afslørede sin identitet og barmhjertigt lovede at tilgive dem. Dette eksempel skildrede på udmærket måde forskellen på barmhjertighed og overbærenhed, på det at tilgive og det at undskylde eller lade gå upåtalt hen. Ved at anvende disse bibelske principper på et eksempel fra vor tid med en egenrådig teenagesøn, blev det vist at en fader kan og bør tilgive sine børn; derimod hverken kan eller bør han lade deres forkerte handlemåde gå upåtalt hen. Han må sørge for at hans børn bliver retledt så de ikke bliver indviklet i noget endnu mere alvorligt.

Ydmyghed, en egenskab som også er nødvendig for at bevare et godt forhold til Gud, var temaet i endnu et skuespil som blev godt modtaget ved områdestævnerne. Titlen „Ifør jer ydmyghed“ viste vigtigheden af at fjerne stolthed og hovmod fra sit hjerte og i stedet lægge sand ydmyghed for dagen. Dette blev på Bibelens tid skildret af den stolte syriske hærfører Na’aman. Hvis han ville helbredes for sin spedalskhed måtte han vise tro og ydmygt følge den vejledning som Elisa gennem sin tjener havde givet ham om at bade sig syv gange i Jordanfloden. Ydmyghed skænker store velsignelser som den stolte aldrig vil komme til at glæde sig over — dét forstod alle efter at have set dette skuespil.

Endnu en egenskab som alle der ønsker at forblive i Guds gunst må have, er trofasthed. Dette blev understreget i foredraget „Det der ses på er trofasthed“, som gav en god og gavnlig vurdering af dette spørgsmål. Som taleren sagde: ’Gud kan udstyre enhver med evner, eller han kan fremhæve vedkommendes evner

sig i menneskehedens verden. (2 Kor. 4:2) Gør vi det?

²² Vi bør aldrig tvivle på at den fremgang og de gode resultater der opnås i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, i høj grad afhænger af om vi „anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed“ ved at bevare en god samvittighed selv, både som menighed og som enkeltpersoner betragtet. Det er ikke nok at forkynde og at undervise andre i Bibelens sandheder. Samtidig — i virkeligheden som en del af vor forkyndelse og undervisning — må vi appellere til deres samvittighed. De kan ikke se vort hjerte sådan som Gud kan, men vi kan bestræbe os før at gøre kendt hvad der bor i vort hjerte — vor oprigtighed, vor ærlighed, vort rene motiv, vor uselviske kærlighed. Kan vi imidlertid gøre dette hvis vi selv undlader at praktisere det vi forkynder?

23. Hvad bør få os til at søge aldrig at blive årsag til fald for dem vi forkynder for og underviser?

²³ Hvor interesseret er vi i vore medmenneskers evige velfærd, ikke blot når det gælder vor familie og vore åndelige brødre, men også når det gælder vore naboer, vore bysbørn og vore landsmænd? Paulus skrev: „Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden, at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. De er jo israelitter.“ (Rom. 9:1-4) Han viste sin omsorg ved altid at stræbe efter at udvise en opførsel som kunne appellere til deres samvittighed, ved at søge aldrig unødigt at støde den jødiske samvittighed. (Jævnfør Romerbrevet 10:1; Første Korinterbrev 9:20.) Hvor inderligt er vort ønske om at hjælpe vore landsmænd til at vinde livet? Hvor langt vil vi strække os for at undgå at blive til fald for nogen? — 1 Kor. 10:32, 33, NW.

24. (a) Hvad har mange af Guds tjenere gjort i vore dage for at anbefale sig til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn? (b) Hvilke spørgsmål opstår som vi senere skal se på?

²⁴ Oprigtig interesse for at bevare en god samvittighed over for Gud og alle mennesker har fået mange af Guds tjenere i nyere tid til at gøre store forandringer i deres liv — i deres daglige opførsel og talemåde, i deres indstilling til og behandling af andre, i deres beskæftigelse og i deres forretningsmetoder. De øver sig i altid at have „en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker“. (Ap. G. 24:16) Gør du det? Hvilke ting kan rejse samvittighedsspørgsmål for Guds tjenere i dag? Når det fordrer visse forandringer at kunne appellere til andres samvittighed, behøver de kristne så en særlig lov eller en befaling eller forordning for at gøre en sådan forandring? Disse spørgsmål vil blive besvaret i det næste nummer af Vagttårnet.