Den „gode nyhed“ udskiller ’et folk for Jehovas navn’
1, 2. (a) Hvilket rige havde Jesus i tanke med ordene i Mattæus 21:43? (b) Hvem er kongen i dette rige, og hvornår fik han overdraget den fulde magt? (c) Tilhører Riget én bestemt race?
HVILKET folk tænkte Jesus på da han ifølge Mattæus 21:43 sagde: „Guds rige skal . . . gives til et folk, der bærer dets frugter“? Og hvilket rige er det han taler om? Det folk han taler om er ikke en bestemt race, en særlig gren af menneskefamilien der er knyttet sammen under et menneskestyre. Jehova Gud har nu til hensigt at udtage mennesker fra alle nationer og gøre dem til et folk der er adskilt fra verden, „et folk for sit navn“. — Ap. G. 15:14, NW.
2 Riget, hvis interesser dette folk skal tjene, er ikke et jordisk rige som har sin hovedstad i Jerusalem eller i nogen anden by på jorden. Der er tale om Guds „himmelske rige“. (2 Tim. 4:18) Kristus Jesus, der blev forkastet og dræbt af det utro Israel, oprejstes fra døden og steg op til himmelen. Der afventede han det tidspunkt da Gud ville overdrage ham den fulde magt i Guds rige. (Hebr. 1:13; Ap. G. 2:32-36) Det tidspunkt indtraf i 1914 efter vor tidsregning. Da begyndte en „kamp i himmelen“, og den endte med at Satan, den store modstander af Gud og trofaste mennesker på jorden, blev trængt ud af himmelen, og om kort tid skal han knuses tillige med sine onde engle, verdens regeringer og uretfærdige mennesker der har sat sig op imod Guds herredømme. Det vil finde sted i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der kaldes Harmagedon. — Åb. 12:7-12; Dan. 2:44; Åb. 16:14, 16.
3. Hvilken forbindelse er der mellem Riget og (a) den „lille hjord“ og (b) de „andre får“?
3 Fra himmelen, der nu er befriet for enhver fjende, hersker Guds rige under Kristus Jesus. Denne regering vil, når den er fuldtallig, bestå af 144.000 mennesker fra jordens nationer, og de skal herske som „konger“ sammen med Kristus. (Åb. 20:6; 14:1-4) Sammenlignet med det store antal mennesker som opnår livet på jorden under Guds rige, er det kun en „lille hjord“ eller flok der modtager et himmelsk kald. Så foruden denne „lille hjord“ er der „andre får“, som omfatter en stor skare mennesker der er ret indstillet over for den „gode nyhed“ nu i endens tid og som bliver Rigets jordiske undersåtter i den paradisiske nye verden. — Luk. 12:32; Joh. 10:16; Åb. 7:9, 13, 14; Sl. 37:11, 29. Se „Denne Gode Nyhed om Riget“, paragrafferne 23-28.
4. Hvorfor kan det siges at de første medlemmer af de 144.000 kom under Rigets herredømme da de for 1900 år siden blev udtaget?
4 Da Jesus og dernæst hans apostle og disciple begyndte at forkynde den „gode nyhed om Riget“ i det første århundrede var det i den hensigt at samle de mennesker fra nationerne der skulle blive ’folket for Jehovas navn’, de 144.000 som skulle forenes med Kristus og herske sammen med ham i Riget. Disse mennesker modtog ved at høre den „gode nyhed“ et himmelsk kald til at være sammen med Jesus, deres Herre. (2 Tess. 2:14, NW) Selv om Guds himmelske rige dengang ikke i fuldeste udstrækning udøvede sit herredømme over jorden, kunne det alligevel siges at de troende i kraft af Jesus Kristus kom under Rigets herredømme fordi Jehova er „en evig konge“ og fordi Jesus blev det usynlige overhoved for den nydannede kristne nation. Da dennes medlemmer hørte den „gode nyhed om Riget“, accepterede den og indviede sig til at tjene Gud, kunne de sige at „han friede os af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige“. — Kol. 1:13.
5, 6. (a) Hvilket spørgsmål stilledes de første kristne overfor, og hvilket lignende spørgsmål stilles nutidens kristne overfor? (b) Hvad er det der tilkendegiver at Jesu sande efterfølgere er ’et folk for Jehovas navn’?
5 Hvordan ville denne forandring indvirke på dem? De levede fortsat i den samme verden og i lande som havde hver sin nationale regering. Romerriget, den sjette verdensmagt, beherskede det meste af den civiliserede verden på den tid da de første kristne levede. Hvordan skulle de nu stille sig til Rom og andre jordiske regeringer?
6 Det er berettiget i dag, 1900 år senere, at stille det samme spørgsmål. Forkyndelsen af den „gode nyhed“ sker ikke nu først og fremmest for at kalde mennesker til det himmelske rige. Nu har forkyndelsen bud til alle retsindige mennesker der håber at leve for evigt på en paradisisk jord. Som opfyldelsen af Bibelens profetier viser, begyndte Guds rige i himmelen at herske i året 1914, og det er et varsel om den snarlige afslutning på denne verdensordning. „Denne gode nyhed om Riget“ forkyndes nu for mennesker i 189 lande og ø-områder, mennesker som lever under vidt forskellige regeringer og politiske styreformer. I adskillige lande skiftes der regering ofte. Et nyt politisk parti kommer til magten, eller en national politisk bevægelse overtager styret efter koloniadministrationen. Hvordan skal de kristne stille sig til sådanne regeringer og sådanne forandringer? Er det muligt for Kristi Jesu sande efterfølgere at blive et forenet folk på trods af at de kommer fra forskellige racer og nationer, et folk der er adskilt fra verden og som tjener Guds riges interesser, et folk for Jehovas navn? Findes der et sådant folk, hvordan skal man så kende det? Det kendes på en opførsel som er Riget værdig. — 2 Tess. 1:5.
7. I hvilken forstand er den „gode nyhed“ en udfordring?
7 Den „gode nyhed“ der først forkyndtes for Israel i Ægypten var en udfordring til israelitterne. Den krævede at de fulgte en bestemt handlemåde, at de var trofaste mod Lovpagten, at de underkastede sig Jehova, deres konge, og adlød hans befalinger. På samme måde har den „gode nyhed om Riget“ fra det tidspunkt kaldet lød til de 144.000 der skulle høre til det åndelige Israels nye nation, og op til i dag da kaldet udgår til en stor skare „andre får“, repræsenteret en udfordring til dem som har taget imod den gode nyhed. Vil de ’opføre sig på en måde som er den gode nyhed værdig’? — Fil. 1:27, NW.
Adskilt fra verden
8. (a) Hvordan klargør princippet i Johannes 17:14-18 de kristnes stilling til verden? (b) Hvordan kan det siges at Jehovas vidner i dag udgør en ny verdens samfund?
8 Under den sidste sammenkomst med sine disciple lige før sin død udtalte Jesus i en bøn til sin himmelske Fader et princip der klargjorde den kristnes stilling til verden. „Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.“ Jesu sande efterfølgere er derfor ikke en del af verden, for de holder sig adskilt fra dens onde handlinger og forehavender, og deres fremtidshåb bygger de ikke på menneskers planer og organisationer. De sætter deres håb til den nye verden som styres af Guds rige, og det er den verden deres interesser kredser om. Med rette kan det derfor siges at nutidens kristne vidner for Jehova udgør en ny verdens samfund. Denne nye verdens samfund af Jehovas vidner er forenet fordi de alle nærer den samme helhjertede kærlighed til Jehova, anerkender ham som universets Suveræn og lydigt underkaster sig Guds rige. — Joh. 17:14-18.
9. Hvilket bevis har vi for at Guds rige er til og nu er i funktion?
9 Guds rige er i himmelen, hvorfor mennesker på jorden ikke kan se det. Af den grund nægter verdens nationer at anerkende eller regne med det. Selv om Gud er usynlig for det menneskelige øje udelukker det dog ikke hans eksistens. Hele skaberværket er et bevis for at han er til. (Rom. 1:20) At Guds rige eksisterer, fremgår af at den nye verdens samfund er til — at tusinder og atter tusinder af mennesker fra alle nationer, forenet i dette samfund i fred, anerkender og accepterer Rigets styre. Dette er i harmoni med ordene i Salme 72:7, 8: „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender.“ Medlemmerne af den nye verdens samfund af Jehovas vidner er bogstavelig talt spredt til „jordens ender“. De viser andre at de er Guds riges sande undersåtter ved at underkaste sig og lyde Guds vilje, ved aktivt at støtte Guds rige og forkynde det i hele verden.
10. Hvorfor tager Jehovas vidner ikke parti i politiske stridigheder eller i krige der udkæmpes mellem nationerne?
10 For at Guds sande tjenere kan bevare deres enhed og holde sig adskilt fra verden må de følge de principper som er nævnt ovenfor. Her er grunden til at Jehovas vidner ikke tager parti i politiske stridigheder. Tænk hvad det ville medføre hvis de gjorde det! Menigheden af sande kristne ville være splittet dersom de enkelte medlemmer af den støttede hver sin politiske organisation og hånede og modarbejdede de grupper som de ikke selv hørte til men som andre medlemmer af menigheden stod tilsluttet. Hvorledes kunne noget sådant samstemme med Jesu ord i Johannes-evangeliet 17:21, 22? Med henblik på sine efterfølgere bad Jesus om „at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét“. Denne enhed bevares også på et internationalt plan blandt Jehovas vidner fordi de ikke tager del i krige og stridigheder imellem nationerne, der står splittet på grund af de skranker mennesker selv har skabt.
Hvad der er kejserens betales tilbage til kejseren
11, 12. Hvordan tilbagebetaler en kristen kejseren hvad der er kejserens?
11 Jehovas vidner lever imidlertid stadig væk i lande og områder som styres af jordiske regeringer, regeringer Jehova har tilladt at bestå. Jesus udtalte et velkendt princip der forklarer hvorledes kristne skal stille sig til disse regeringer: „Tilbagebetal derfor kejseren hvad kejserens er, men Gud hvad Guds er!“ (Matt. 22:21, NW) Disse ord viser at en jordisk regering (eller „kejseren“) med rette kan forlange at de kristne undersåtter opfylder visse pligter. I Mattæus-evangeliets toogtyvende kapitel drøfter Jesus for eksempel spørgsmålet om at betale skat. Regeringerne giver Kristi efterfølgere adgang til mange goder, såsom uddannelse, benyttelse af veje regeringen bygger, ro og orden der opretholdes ved hjælp af politi og domstole, forsyninger af vand, elektricitet, o.s.v., alt sammen noget der må betales for. Gennem skatter betaler de kristne med god samvittighed „kejseren“ for de goder de nyder.
12 Desuden viser sande kristne at de overholder landets love og respekterer myndighederne. De retter sig således efter de gældende færdselsbestemmelser — de kører for eksempel ikke hurtigere end loven tillader — og følger i øvrigt alle de forordninger der gælder for et normalt og ordenspræget liv. Herunder nærer de respekt for de instanser som håndhæver lovene. Dette er i harmoni med Paulus’ ord i Romerne 13, vers 6 og 7: „Af samme grund svarer I jo også skat; . . . Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat; den, I er told skyldige, told; den, I er frygt skyldige, frygt; den, I er ære skyldige, ære.“
13. Hvordan stiller Jehovas vidner sig til skiftende regeringer?
13 Denne færd følger den kristne uanset hvilken regering der er ved magten. Regeringen kan gå af og et andet politisk parti komme til magten, men Jehovas vidner følger den samme kurs og adlyder under den nye regering lovene akkurat som de gjorde under den forrige, og det vil de blive ved med så længe Gud tillader jordiske regeringsformer at være ved styret.
Hvad der er Guds betales tilbage til Gud
14. (a) Hvad er det som tilhører Gud og som må betales tilbage til ham? (b) Hvad vil den kristne gøre når der er konflikt mellem det Gud og kejseren kræver? (c) Hvilket princip fulgte Peter og apostlene da de stod i en sådan konfliktsituation?
14 Bemærk at Jesus ikke alene sagde at kristne skal betale kejseren tilbage hvad der er kejserens, men også betale Gud tilbage hvad der er Guds. Jehova Gud er skaberen af alt levende, og vort liv tilhører derfor ham. Eftersom han er universets Højeste og den eneste sande Gud, har vi kun lov at tilbede ham. I disse de sidste dage indbefatter den sande tilbedelse af Gud at vi offentligt gør hans navn kendt og at vi forkynder „denne gode nyhed om Riget“. (Nah. 1:2; Matt. 24:14, NW) Det kan hænde at der opstår en konflikt mellem det „kejseren“ forlanger og det Gud kræver. Hvad skal den kristne så gøre? Hvad der er det eneste rigtige at gøre for den kristne som ønsker at leve på en måde som er den gode nyhed værdig, fremgår klart af de situationer som kristne i det første århundrede kom ud for. Peter og nogle af de andre apostle var blevet ført frem for den jødiske ypperstepræst, der sagde til dem: „Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!“ Peter og de andre apostle svarede: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Disse første kristne indså at det var tilbedelsen af Gud sagen drejede sig om, og de nægtede derfor at efterkomme den bestemte retsordre som forbød dem at forkynde. De overholdt trofast Guds lov i erkendelse af at den stod højere end menneskers. De blev ved med at forkynde, „glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. — Ap. G. 5:28, 29, 40-42.
15. Hvilken opførsel skal ifølge Romerne 12:12-21 kendetegne kristne når de udsættes for forfølgelse?
15 Den modstand og forfølgelse apostlene var udsat for fik dem ikke til at vende sig imod myndighederne og hævne sig på disse. Ej heller fik det dem til at optræde respektløst i retten. Nej, værdigt og roligt forsvarede de deres standpunkt og bevarede deres uangribelighed ved at adlyde Jehovas love mere end menneskers. I vore dage slutter Jehovas vidner sig heller ikke til oprørsbevægelser for at styrte de bestående myndigheder, ikke engang når de forfølges, sådan som det er tilfældet i de kommunistiske lande. De forklarer trofast deres stilling som Guds tjenere og vidner der har til opgave at forkynde Guds rige. Deres urokkelige tillid til håbet om liv i den nye verden gør det muligt for dem at udholde sådanne trængsler. De tillader ikke bitterhed at vinde indpas og søger ikke at gengælde ondt med ondt. De vil tværtimod blive ved med at leve fredeligt og vil endda prøve om de kan hjælpe modstanderne til at lære Guds sandhedsord at kende og således modtage en velsignelse. Apostelen skriver: „Vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen! . . . Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke! . . . Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer! Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.’ Men ’dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det; sanker du gloende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“ — Rom. 12:12-21.
16. Hvad er resultatet blevet fordi Jehovas vidner har fulgt de bibelske principper som her er blevet drøftet?
16 Det er ved at følge de principper som ovenfor er blevet drøftet ud fra Johannes 17:14-18, 21, 22, Mattæus 22:21 og Apostlenes Gerninger 5:28, 29, at den nye verdens samfund af Jehovas vidner er blevet adskilt fra verdens nationer på en særlig måde. De er i sandhed et folk for Jehovas navn og rige. De retter sig efter Jesu ord i Mattæus 6:33: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“
17. Hvilket krav må man ifølge Romerne 10:10 efterkomme hvis man skal opnå frelse?
17 Hvis man skal tage den udfordring der ligger i den „gode nyhed“ op, kræves der så blot at man slutter sig til en organisation som Jehovas vidners og er med til at forkynde den „gode nyhed om Riget“? Man kan ikke komme uden om at de mennesker der ønsker at vinde livet i Jehovas nye verden offentligt må bekende sandheden, „thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse“. (Rom. 10:10) Det er derfor rigtigt at den som hører den „gode nyhed“ og kommer til tro på den, flittigt tilegner sig nøjagtig kundskab om sandheden ved at studere Bibelen således at han eller hun kan være med til at forkynde den for andre. På den måde viser man hvor højt man værdsætter den „gode nyhed“ og hvor oprigtigt man ønsker at tilbede Jehova.
En ny personlighed
18. Hvor vidtgående ændringer fordrer den „gode nyhed“ at vi foretager i vort liv?
18 Imidlertid fordrer „den gode nyhed om Riget“ at der sker endnu mere vidtgående ændringer i vort liv. Den kræver i virkeligheden at hele vor livsførelse hviler på Bibelens principper, at alle sider af vor tilværelse er underlagt Guds vilje. Bibelen formaner: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker.“ Og: „Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham.“ (Kol. 3:23, 17) Vi kan faktisk sige at det er begyndelsen til et nyt liv, til et nyt menneske. Vi skal først søge, ikke alene Guds rige, men også Guds retfærdighed, hvilket vil sige at vi i vor opførsel altid må søge at gøre hvad der er ret i Guds øjne.
19, 20. (a) Hvordan beskriver apostelen Paulus denne ændring i Kolossenserne 3:5-10? (b) Med hvilket motiv må denne ændring foretages hvis den skal behage Jehova og man skal vinde livet i den nye verden?
19 Det betyder at vi må aflægge alt hvad der er uretfærdigt eller slet, og lade de ting som er onde i Guds øjne dø i vort liv og så erstatte det onde med det gode. Herom skrev apostelen i Kolossenserne 3:5-10, (NW): „Jeres legemes lemmer som er på jorden skal I derfor døde i henseende til utugt, urenhed, kønsligt begær, ond lyst, og havesyge, som er afgudsdyrkelse. For disse tings skyld kommer Guds vrede. I de selv samme ting vandrede I også engang da I levede i dem. Men nu skal I aflægge det alt sammen: harme, vrede, ondskab, grove ord og uanstændig tale af jeres mund. Lyv ikke for hinanden. Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at nydannes efter billedet af den som skabte den.“
20 Denne iførelse af den nye personlighed må udspringe af et oprigtigt hjerte, af et ærligt ønske om at leve i harmoni med Guds vilje og behage ham, og i håbet om at vinde livet i den nye verden. Den må ikke være hyklerisk. Man må ikke iføre sig den som man ifører sig sit nye sæt tøj — blot én dag om ugen. Nogle menneskers religiøsitet består ikke af ret meget andet end at de ifører sig deres „kristendom“ når de går i kirke, tager den af ligesom et sæt tøj når de kommer hjem, og lever resten af ugen akkurat som verden i almindelighed gør det. Man må gøre sig en bevidst anstrengelse for at aflægge, døde, det slette, man må „afføre“ sig den gamle personlighed med dens væremåder og ved oprigtigt at søge at gøre Guds vilje iføre sig den nye personlighed. Man kan heller ikke foretage denne ændring blot for at behage mennesker, eller for at andre skal synes at man er et godt menneske. Selv om en kristen naturligvis ønsker at blive respekteret af sine medmennesker, og i særdeleshed af sine kristne brødre, må han dog først og fremmest søge at behage Gud. Den kristne anerkender rigtigheden af de ord som Jehova Gud udtalte over for profeten Samuel: „Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men [Jehova] ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:7.
21. Hvilket skridt vil oprigtige mennesker ønske at tage?
21 Det er en stor forret at høre med til det folk som bærer Jehovas navn, for det giver en den glæde at tjene den sande Gud. Af større betydning er dog det tilhørsforhold man får til Jehova Gud. Det menneske der ejer et godt hjerte, som sætter pris på den „gode nyhed“ og inderligt ønsker at gøre Guds vilje, vil anvende sit liv til Jehovas ære. Derfor indvier det sit liv til Gud, idet det i bøn til Jehova aflægger et højtideligt løfte om fra nu af at ville gøre, ikke sin egen, men Guds vilje, sådan som Jesus gjorde det. (Sl. 40:9; 143:10; Luk. 22:42; Joh. 5:30) Kristne erkender at det kun er gennem mellemmanden Kristus Jesus at det er muligt for dem at komme ind i et indviet forhold til Gud. — Se „Denne Gode Nyhed om Riget“, paragrafferne 45-51.
22. Hvad er nødvendigt dersom man, som Kolossenserne 1:9, 10 opfordrer til, skal „vandre Jehova værdigt“?
22 Det et kun ved at bevare dette forhold til Jehova Gud ved Jesus Kristus at man bestandig kan høre med til ’folket for Jehovas navn’. Eftersom man må gøre Guds vilje for til stadighed at være i Guds gunst, er det af største betydning at man har en nøjagtig kundskab om denne vilje. De kristne vil derfor oprigtigt stræbe efter at „blive fyldt med nøjagtig kundskab om hans vilje med al visdom og åndelig skelneevne, så [de] kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham mens [de] fortsat bærer frugt i al god gerning og vokser i nøjagtig kundskab om Gud“. — Kol. 1:9, 10, NW.