Kapitel 17

En „Edens have“ for hans navns skyld

 1, 2. Hvilken del af Palæstina var som „[Jehovas] have“ i det tyvende århundrede før vor tidsregning, og hvordan blev Judas land som et vildnis?

I DET tyvende århundrede før vor tidsregning var i hvert fald en del af landet Palæstina som den have hvori Skaberen satte det første menneske, Adam.

² I Første Mosebog 13:10 læser vi: „Da så Lot sig omkring, og . . . han så, at hele Jordan-egnen (det var, før [Jehova] ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som [Jehovas] have.“ (1 Mosebog 2:7-15) Fire hundrede år senere var det forjættede land stadig smukt, ja, som en prydelse for jorden. Jehova omtalte det som „et land jeg havde udspejdet for dem [israelitterne], et der flyder med mælk og honning. Det var alle landenes prydelse“. (Ezekiel 20:5, 6, NW) Det omfattede den egn der senere blev til Juda rige, hvis hovedstad var Jerusalem. Da babylonierne indtog Juda i 607 f.v.t. bevirkede det at landet kom til at ligge øde hen, uden mennesker og husdyr. Det blev som et vildnis. (Mika 3:12; Jeremias 26:17, 18) Ville det nogen sinde igen blive omdannet til et land der var som Edens have?

 3, 4. Hvilket opmuntrende budskab gav Jehova Ezekiel om landet efter Jerusalems ødelæggelse, og hvornår talte fjenderne om hans salvede rests åndelige domæne som der står i Ezekiel 36:1, 2?

³ Kort efter at de landflygtige jøder i Babylon af en flygtning havde fået meddelelse om at Jerusalem var blevet indtaget af babylonierne, forsikrede Jehova dem om at Judas land som da lå øde, ikke altid skulle ligge således hen uden mennesker eller husdyr. Han ville fjerne forsmædelsen fra sit navn og ophøje sit navn ved at gøre noget mirakuløst for landet. Til sin trofaste profet Ezekiel sagde han: „Men du, menneskesøn, profetér om Israels bjerge og sig: Israels bjerge, hør [Jehovas] ord! Så siger den Herre [Jehova]: Fordi fjenden sagde om eder: ’Ha! ørkener for stedse! De er blevet vor ejendom!’“ — Ezekiel 36:1, 2.

⁴ Det var sådan de verdslige fjender talte om det åndelige domæne der tilhørte den salvede rest af det åndelige Israel efter at dette domæne var blevet lagt øde på grund af den religiøse forfølgelse og undertrykkelse under den første verdenskrig. Kristenheden stod rede til at overtage hele det religiøse felt i efterkrigstiden, uden at tage spor hensyn til den nedtrådte rest af åndelige israelitter. Men Jehova havde andet i tanke og sagde profetisk gennem Ezekiel:

 5. Hvilken tilstand var Israels land kommet i, og hvilken indstilling havde de tilbageværende nationer til landet?

⁵ „Derfor skal du profetere og sige: Så siger den Herre [Jehova]: Fordi man har higet og snappet efter eder fra alle sider, for at I skulle tilfalde resten af folkene som ejendom, og fordi I er kommet i folkemunde, derfor, Israels bjerge, hør [Jehovas] ord: Så siger den Herre [Jehova] til bjergene, højene, kløfterne og dalene, til de øde tomter og de forladte byer, som er blevet til rov og til spot for resten af folkene rundt om, derfor, så siger den Herre [Jehova]:

 6. Hvordan sagde Jehova at han ville henvende sig til sådanne nationer eller folk?

⁶ Sandelig, i brændende nidkærhed vil jeg tale mod resten af folkene og mod hele Edom, som med al hjertets glæde og sjælens ringeagt udså sig mit land til ejendom for at drive indbyggerne bort og gøre det til rov.“ — Ezekiel 36:3-5.

 7, 8. Hvad var Jehovas hensigt med landet, hvordan måtte han tale for at hindre nationerne i at gennemføre deres begærlige forehavende som var i strid med hans vilje, og hvad ville Edoms land derfor blive?

⁷ Ved flere gange at henvise til sig selv levner Jehova ikke nogen tvivl om hvem det er der taler. De fjendtlige nationer rundt om Judas øde land havde deres egne selviske hensigter i forbindelse med det forladte område, men han, Jehova, havde en anden hensigt. Disse nationer gav udtryk for deres had mod Jehova ved at begære hans landflygtige folks øde land, men han havde bestemt at landet skulle holde sabbat og være ubeboet og uopdyrket i halvfjerds år. (2 Krønikebog 36:19-21; Daniel 9:2) Disse selviske nationer skulle hindres i at gennemføre deres begærlige forehavende som var i strid med Jehovas vilje. I brændende nidkærhed for sit navn og sin hensigt var Jehova derfor nødt til at tale, ikke med ord alene men med ord ledsaget af gerninger, „mod resten af folkene og mod hele Edom“. Dermed ville han blandt andet opfylde hvad han i det foregående kapitel havde udtalt mod Edom og dets bjergland Se’ir:

⁸ „Jeg gør dig til ørk for evigt, dine byer skal ikke bebos; og du skal kende, at jeg er [Jehova]. . . . Ørk skal du blive, Se’irs bjergland og hele Edom med; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 35:9, 15.

 9. Skulle Israels land ligge øde lige så længe som Edoms land, og hvad havde Israels land båret som fik Jehova til at tale?

⁹ Det land der tilhørte Jehovas landflygtige folk skulle ligge øde uden at edomitter og andre fjendtlige folk plyndrede dets forladte byer og benyttede dets græsgange. Ja, landet skulle ganske rigtigt ligge øde, men det skulle ikke som Edoms land blive „ørk for evigt“. Jehova sagde til sin profet Ezekiel: „Profetér derfor om Israels land og sig til bjergene, højene, kløfterne og dalene: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg taler i nidkærhed og harme, fordi I bærer folkenes hån [ydmygelse, NW].“ — Ezekiel 36:6.

10. Hvorfor var Jehova ved afslutningen af den første verdenskrig harmfuld over den måde de fjendtlige religionsudøvere (især de der tilhørte kristenheden) havde handlet på, og hvorfor skulle de have respekteret hans åndelige Israels åndelige domæne?

¹⁰ Jehova blev fyldt med harme over at de fjendtlige folkeslag ydmygede „Israels land“ fordi han havde tilladt at det blev lagt øde som en straf for israelitternes blodskyld og afgudsdyrkelse. Ved slutningen af den første verdenskrig i 1918 var han ikke mindre harmfuld over den måde hvorpå de fjendtlige religionsudøvere, især de der tilhørte kristenheden, omtalte hans indviede folks (det åndelige Israels) religiøse domæne. De havde lagt dette domæne øde ved hjælp af forfølgelse og vilkårlig optræden i de hysteriske dage under menneskenes første verdenskrig. Ganske vist havde Jehovas rest af åndelige israelitter begået fejl, men derfor skulle deres religiøse domæne alligevel respekteres. Hvorfor? Fordi det var forbundet med hans hellige navn og dette navn skulle respekteres. Ingen skulle have et forvansket indtryk af hans navn. Hvordan ville han da tale i nidkærhed og harme i efterkrigstiden? Ville det åndelige domæne som tilhørte de åndelige israelitter der nærede hengivenhed for hans navn, atter blive forskønnet? Lyt:

11. Hvad sagde Jehova i Ezekiel 36:7-12 til Israels bjerge med hensyn til om de atter ville blive forskønnet?

¹¹ „Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Jeg løfter min hånd og sværger: Sandelig, folkene rundt om eder skal selv bære deres hån [ydmygelse, NW]. Og I, Israels bjerge, skal skyde grene og bære frugt for mit folk Israel, thi de skal snart komme hjem. Thi se, jeg kommer og vender mig til eder, og I skal dyrkes og tilsås; jeg gør mennesker, alt Israels hus, mangfoldige på eder, byerne skal bebos og ruinerne genopbygges; jeg gør mennesker og dyr mangfoldige på eder, ja de skal blive mangfoldige og frugtbare; jeg lader eder bebos som i fordums tider og gør det bedre for eder end i fortiden; og I skal kende, at jeg er [Jehova]. Jeg lader mennesker, mit folk Israel, færdes på eder; de skal tage dig i eje, og du skal være deres arvelod og ikke mere gøre dem barnløse.“ — Ezekiel 36:7-12.

STØRRE FORSKØNNELSE AF DET ÅNDELIGE DOMÆNE

12. Hvor stor en garanti er det når Jehova bekræfter et løfte med en ed, hvordan blev en profeti opfyldt i 537 f.v.t., og hvilken ydmygelse blev fjendtlige nationer udsat for?

¹² Når Jehova løfter sin hånd og sværger på noget han vil gøre, kan det ikke undgå at finde sted. (Hebræerne 6:17, 18) De urokkelige historiske kendsgerninger beviser at Jehovas beedigede ord blev opfyldt på Judas land efter at dets øde tilstand uden mennesker og husdyr ophørte i 537 f.v.t. (Ezra 1:1 til 3:7) Men hvad Edom angår blev profetien i Jeremias 25:15-21 opfyldt på denne gamle fjende af Israel længe før Judas øde tilstand var forbi, nemlig da Babylons konge underlagde sig Edoms land i 602-601 f.v.t. Senere førte skiftende begivenheder til at edomitterne blev fordrevet fra deres land, og efter Jerusalems anden ødelæggelse i år 70 ophørte edomitterne med at eksistere som et folk. Andre fjendtlige nationer der havde glædet sig over at Juda blev lagt øde, blev selv ydmyget under babylonierkongens hånd. (Jeremias 25:21-24) Det var en gengældelse fra Gud!

13. Hvordan blev kristenheden udsat for en stor ydmygelse i 1919 med hensyn til det den havde forudsagt og håbet i forbindelse med resten af de åndelige israelitter?

¹³ I den nutidige opfyldelse af Ezekiels profeti blev kristenheden med dens hundreder af religiøse sekter udsat for en stor ydmygelse i 1919. Hvordan? Ved at de ydmygelser den havde forudsagt og håbet at den forfulgte rest af åndelige israelitter ville erfare, ikke blev til noget. Disse åndelige israelitters åndelige domæne fortsatte ikke med at ligge øde, for i dette år begyndte de igen at tage det i besiddelse da de frygtløst genoptog deres verdensomfattende vidnegerning for Jehovas rige. — Mattæus 24:14.

14. Hvilken truende fare bevirkede at kristenhedens medlemstal steg, men hvad er der sket med dens medlemstal ifølge rapporten fra 1969, og hvad rapporterede katolikkerne i Amerika i 1970?

¹⁴ På grund af den voksende fare for at den ateistiske kommunisme ville overtage verdensherredømmet, anbefalede demokratiske politikere kristenheden som et mægtigt religiøst værn imod den internationale kommunismes truende tidevandsbølge. Ifølge 1968-udgaven af Britannica Book of the Year voksede medlemstallet i kristenheden langt om længe til et højdepunkt af 977.383.000 romersk-katolske, ortodokse og protestantiske kirkemedlemmer. Men allerede året efter viste rapporten at kristenheden havde erfaret en betydelig tilbagegang! Ifølge Britannica Book of the Year for 1969 (side 647) var antallet af medlemmer i kristenheden faldet til 924.274.000. Dette var en nedgang under de 933.055.000 der blev anslået for 1963.a De følgende to år (1970 og 1971) blev der ikke rapporteret at tabet var genvundet, idet der ikke blev opgivet noget nyt tal. Et tegn på hvad der i virkeligheden er ved at ske finder vi imidlertid i New York Times for 21. maj 1970, hvor der under den fede overskrift „Katolikkerne rapporterer nedgang i U.S.A. for første gang i dette århundrede“ blev oplyst følgende:

Den romersk-katolske kirke i De forenede Stater har erfaret sin første nedgang i medlemstallet i dette århundrede, ifølge tal der er blevet offentliggjort i den nyeste udgave af The Official Catholic Directory.

Det samlede antal medlemmer i kirken er nu 47.872.089, hvilket er en nedgang på 1149 i forhold til sidste år, ifølge 1970-udgaven af den statistik der udgives af P. J. Keney & Sons, New York.

Med hensyn til seminarierne var den samlede tilgang nede på 17.317, et fald på 2256, og der fandtes i alt 118 stiftsseminarier, 19 færre end året før. . . .

I mellemtiden er verdens befolkning vokset til over 3.552.000.000.

15. Hvilket spørgsmål stilles imidlertid om befolkningen af de symbolske „bjerge“ i „Guds Israels“ åndelige domæne?

¹⁵ Hvordan er det imidlertid gået de symbolske „bjerge“ i „Guds Israels“ åndelige domæne siden afslutningen af den første verdenskrig i 1918? Er disse „bjerge“ blevet befolket på en sådan måde at de nu kan se at Jehova har vendt sig til dem og viser dem gunst, og at den der bekræftede sit gode løfte til dem med en ed, virkelig er Jehova? Vi vil lade de symbolske „Israels bjerge“ genkalde sig deres egen historie i nyere tid.

16. Hvordan blev det åndelige Israels rests offentlige virksomhed standset 1918, men hvad skete der det følgende år?

¹⁶ Da Canadas regering i februar 1918 nedlagde forbud mod bogen The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed) og da udbredelsen af denne bibelkommentar i marts 1918 blev standset i De forenede Stater på grund af regeringens censur, var over 7000 medlemmer af den salvede rest optaget af at udbrede denne bog og andre af Watch Tower Society’s publikationer ved personligt at gå fra hus til hus. (Se Vagt-Taarnet, november 1919, side 176, spalte 1; maj 1918, side 76.) Kort efter blev „restens“ offentlige virksomhed på „Israels bjerge“ standset. Men det følgende år (1919) blev denne øde tilstand bragt til ophør, og „bjergene“ begyndte at blive befolket med en modig, genoplivet rest af åndelige israelitter.

17. Hvad skete der fra dette tidspunkt på „bjergene“ i det åndelige Israels åndelige domæne, og hvordan har de åndelige israelitter vist at de ved at det er Jehova der har udvirket dette?

¹⁷ Fra dette tidspunkt voksede antallet af aktive åndelige israelitter støt på disse bjerge i deres åndelige domæne, og de nød den rigelige frugt hvormed Jehova velsignede deres genoprettede forhold til ham. I 1928 var der 44.080 af „resten“ der rapporterede at de var med til at forkynde den gode nyhed om Jehovas messianske rige. På den tid var de klar over at den der gjorde disse vidunderlige ting for dem på trods af modstand i hele verden, var Jehova. Efter at spørgsmålet „Hvem vil ære Jehova?“ blev rejst i The Watch Tower for 1. januar 1926 (side 3; Vagttaarnet, 1. februar 1926), svarede de: „Det vil vi.“ Denne beslutning lod de komme til udtryk i energisk handling. De forstod at Jehovas tid var inde til at skabe sig „et evigt navn“. (Esajas 63:12; 2 Samuel 7:23) Da de i højere grad end tidligere indså at han af alle nationer var ved at udtage „et folk, som kunne bære hans navn“, fandt de det rigtigt at vise hele verden hvem de var, ved at antage det bibelske navn Jehovas vidner. — Esajas 43:10; 44:8.

18. Hvem begyndte i 1935 at virke sammen med den salvede rest på de symbolske „Israels bjerge“, og hvordan har disse „bjerge“ i dag mere end nogen sinde før grund til at kende at ’han er Jehova’?

¹⁸ I 1935 var den gode hyrdes ’store skare’ „andre får“ begyndt at slutte sig til den salvede rest af åndelige israelitter og var dermed også begyndt at virke på de symbolske „Israels bjerge“. Det antal der forkyndte den gode nyhed om Guds rige steg derfor til 59.047 i 1938, idet et antal „andre får“ nu var med i arbejdet. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9-17) Selv ikke den verdensomfattende forfølgelse under den anden verdenskrig kunne berøve de symbolske „Israels bjerge“ deres befolkning eller blot nedskære den, for da den anden verdenskrig hørte op i 1945 var der i hele verden 127.478 som forkyndte Jehovas oprettede messianske rige. Siden da er befolkningen på disse symbolske „Israels bjerge“ vokset støt fra år til år, og i februar 1971 var der 1.502.180 der rapporterede at de var med til at aflægge det verdensomfattende vidnesbyrd om Guds navn og rige. Det er i sandhed Jehova der har gjort menneskene mangfoldige på disse „Israels bjerge“, og i dag har de mere end nogen sinde før grund til at kende at ’han er Jehova’.

19. Idet de symbolske „Israels bjerge“ er blevet det genrejste åndelige Israels „arvelod“, hvilke spørgsmål er der da opstået med hensyn til „restens“ forbliven på disse „bjerge“ og med hensyn til dens navn?

¹⁹ Siden 1919 har resten af de åndelige israelitter altså taget disse „Israels bjerge“ i eje, og „bjergene“ er blevet „deres arvelod“. (Ezekiel 36:12) De har delt Rigets frugter og privilegier i dette åndelige domæne med den voksende ’store skare’ som den regerende Konge, Jesus Kristus, nu skiller ud fra alle nationer som man skiller får fra bukke. (Mattæus 25:31-46) Da navnet Jehovas vidner blev antaget af den salvede rest i 1931, meldte der sig et spørgsmål hos mange verdslige iagttagere: „Vil navnet blive permanent?“ Der var også andre spørgsmål der skulle besvares: „Vil det vise sig at være for vanskelig en opgave for den salvede rest af de åndelige israelitter at bevare det åndelige domæne der billedligt skildres ved ’Israels bjerge’? Vil det lykkes dem at bevare dette åndelige domæne i efterkrigstiden med dens ateistiske kommunisme, dens fascisme og nazisme, dens diktatorer, dens krigeriske ’Katolsk Aktion’, dens nationalisme, dens dyrkelse af intelligensen, dens irreligiøsitet og dens sænkede moralnormer?“

20, 21. Hvilket spørgsmål rejses med hensyn til hvordan „bjergene“ ville behandle deres beboere i betragtning af det verdslige pres, og hvilken forsikring udtalte Jehova henvendt til disse „bjerge“?

²⁰ Ville det pres som alt dette øver i denne anarkiets og voldshandlingernes tid bevirke at de genrejste åndelige israelitter forsvandt fra deres nyvundne åndelige domæne, som om de blev ædt eller opslugt af indtrængende fjender eller af en hungersnød i deres land? Nej! Det genrejste åndelige domæne ville med sikkerhed beholde og ernære en trofast rest af åndelige israelitter. Det forsikrede deres Gud dem om med disse profetiske ord som er henvendt til Israels land:

²¹ „Så siger den Herre [Jehova]: Fordi de siger til dig: ’Du er en menneskeæder, som gør dit folk barnløst!’ derfor skal du ikke mere æde mennesker eller gøre dit folk barnløst, lyder det fra den Herre [Jehova]. Og jeg lader dig ikke mere høre folkenes hån, og du skal ikke mere bære folkeslagenes spot eller gøre dit folk barnløst, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Ezekiel 36:13-15.

22, 23. Hvordan havde Kana’ans land fået et dårligt rygte på sig som et land der fortærede sine indbyggere, og hvordan fjernede Jehova denne „spot“, både i forbindelse med det bogstavelige Israel og i forbindelse med det åndelige Israel?

²² Kana’ans land havde et dårligt rygte på sig idet man sagde at det ødelagde eller fortærede sine indbyggere. (4 Mosebog 13:32) Da Jehova førte israelitterne ind i Kana’ans land i 1473 f.v.t. og de udryddede syv nationer i landet, var det som om landet åd eller fortærede disse folkeslag.

²³ I 607 f.v.t. indtog babylonierkongen Judas land og førte mange hundrede overlevende jøder i fangenskab, og landet kom til at ligge øde hen uden mennesker og husdyr. Atter så det ud som om landet havde fortæret sine indbyggere og havde gjort det judæiske folk barnløst, ligesom det tidligere (i 740 f.v.t.) havde gjort folket i Israels rige barnløst. Men Jehovas særlige velsignelse og beskyttelse ville bevirke at det tidligere øde land ikke skulle opleve dette endnu en gang, nemlig i forbindelse med den trofaste rest af israelitter der blev ført hjem fra landflygtigheden i Babylon i 537 f.v.t. og derefter. Det samme har været tilfældet med det åndelige domæne som „restens“ medlemmer blev ført tilbage til i efterkrigsåret 1919. Det kan stadig fremvise en befolkning som er levende, frugtbar og mangfoldig.

JEHOVA YNKES OVER SIT HELLIGE NAVN

24, 25. Var det på grund af deres eget værd eller deres egen fortjeneste at „restens“ medlemmer erfarede sådanne guddommelige velsignelser, og hvordan forklarer Jehova sagen i Ezekiel 36:16-21?

²⁴ Var det på grund af deres eget værd eller deres egen fortjeneste at de der udgjorde den forbilledlige rest erfarede sådanne guddommelige velsignelser i 537 f.v.t. og derefter, og at de der udgjorde den modbilledlige rest erfarede sådanne velsignelser i 1919 og derefter? Nej! Hvorfor ikke? Fordi de havde gjort deres tidligere gudgivne domæne urent med blodsudgydelse og afgudsdyrkelse. Jehova forklarer derfor:

²⁵ „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn! Da Israels slægt boede i deres land, gjorde de det urent ved deres færd og gerninger; som en kvindes urenhed var deres færd for mit åsyn. Så udøste jeg min vrede over dem for det blods skyld, de udgød i landet, og fordi de gjorde det urent med deres afgudsbilleder. Jeg spredte dem blandt folkene, og de strøedes ud i landene; efter deres færd og gerninger dømte jeg dem. Således kom de til folkene; hvor de kom hen, vanærede de mit hellige navn, idet man sagde om dem: ’De der er [Jehovas] folk, og dog måtte de ud af hans land!’ Da ynkedes jeg over mit hellige navn, som Israels hus vanærede blandt de folk, de kom til.“ — Ezekiel 36:16-21.

26. Hvilket indtryk fik man af Jehova da israelitterne måtte forlade deres land som landflygtige, hvordan berørte det hans navn, og hvorfor måtte Jehova også vise at han ejede selvrespekt i forbindelse med sin „rest“ i vor tid?

²⁶ Eftersom israelitterne havde måttet forlade Jehovas land som landflygtige, så det ud til at Jehova, som de sagde var deres Gud, ikke var i stand til at beskytte dem mod deres fjender. Dette bragte skændsel over hans hellige navn. Det fik de hedenske nationer eller folk til at tale vanærende om hans navn. Det samme gjorde sig gældende da den salvede rest af de åndelige israelitter blev ført i trældom under Babylon den Store og dens politiske og militære elskere under den første verdenskrig. Da så det ud som om de internationale bibelstudenter ikke var sande kristne. Det så ud til at den sande Gud ikke var på deres side og ikke beskyttede dem. Dette bragte skændsel over navnet på den Gud, Bibelens Gud, som de havde indviet sig til som døbte disciple af Kristus. Derfor var Jehova tvunget til at vise at han ejede selvrespekt ved at ynkes over sit eget navn. Det var et helligt navn og der var ingen grund til at verdslige mennesker skulle vanære det. Da han havde en hengiven rest der var forbundet med hans navn, ville alt hvad han gjorde i medynk med sit navn kræve medynk med denne rest.

27, 28. Af hvilken grund førte Jehova israelitterne tilbage til deres eget land, og hvilket forhold ville der derefter bestå mellem ham og dem?

²⁷ Gud gjorde klart for Ezekiel at der først og fremmest skulle tages hensyn til hans eget hellige navn og dets omdømme, idet han sagde:

²⁸ „Sig derfor til Israels hus: Så siger den Herre [Jehova]: Det er ikke for eders skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som vanæres blandt folkene, idet I har vanæret det iblandt dem; og folkene skal kende, at jeg er [Jehova] lyder det fra den Herre [Jehova] når jeg helliger mig på eder for deres øjne. Jeg vil hente eder fra folkene, samle eder fra alle lande og bringe eder til eders land. Da stænker jeg rent vand på eder, så I bliver rene; jeg renser eder for al eders urenhed og alle eders afgudsbilleder. Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre; stenhjertet tager jeg ud af eders kød og giver eder et kødhjerte. Jeg giver min Ånd i eders indre og virker, at I følger mine vedtægter og tager vare på at holde mine lovbud. I skal bo i det land, jeg gav eders fædre, og I skal være mit folk, og jeg vil være eders Gud.“ — Ezekiel 36:22-28.

29. Af hvilken grund genrejste Jehova sin salvede rest i 1919, og hvordan blev det åbenbart at det var ham der havde udfriet og genrejst de åndelige israelitter?

²⁹ Ikke fordi de havde gjort sig fortjent til det, men for sit eget hellige navns skyld førte Jehova den salvede rest af åndelige israelitter tilbage til deres privilegerede domæne i 1919, kort efter den første verdenskrigs afslutning. Dette overraskede nationerne i kristenheden og i den hedenske verden. De indså at Herren Gud alligevel handlede til gunst for „resten“. Og da „restens“ medlemmer offentligt viste at navnet på deres Gud var Jehova (som for eksempel på side 12 i bogen Guds Harpe, der blev udgivet på engelsk i 1921),b havde nationerne ingen undskyldning for ikke at vide hvem der havde udfriet og genrejst denne rest af åndelige israelitter. Da gennemførtes Jehovas erklærede hensigt vedrørende de nationer der vanærede hans navn på grund af det der skete med de åndelige israelitter:

30. Hvilken hensigt af international betydning blev da gennemført?

³⁰ „’Og nationerne skal kende at jeg er Jehova,’ lyder det fra den suveræne Herre Jehova, ’når jeg bliver helliget iblandt jer for deres øjne.’“ — Ezekiel 36:23, NW.

31. Trods hvilken fremgangsmåde fra bibeloversætteres side i vor tid er Guds navn blevet mere og mere kendt?

³¹ Øjensynlig fordi Guds navn i så fremtrædende grad er blevet forbundet med Jehovas kristne vidner, har oversættere i kristenheden som udarbejder nye, moderne udgaver af Bibelen, helt eller delvis udeladt navnet Jehova og har i stedet benyttet ordene „GUD“ eller „HERREN“. Alligevel bliver navnet Jehova mere og mere kendt fordi Gud har helliget det blandt sin rest af åndelige israelitter for øjnene af hedningenationerne i og uden for kristenheden.

32. Hvordan har Jehovas indviede folk bestræbt sig for at hellige hans navn blandt nationerne, og hvad har de nationer der øver uretfærdighed mod hans trofaste folk erfaret?

³² Nationernes opmærksomhed henledes på at Jehova har frembragt et indviet folk hvis medlemmer regner hans navn for så helligt, så megen ærbødighed værd, at de søger at beskytte det mod enhver skændsel som kunne ramme det på grund af en uret adfærd fra deres side. De søger at gøre alt til Guds navns ære. Derfor vælger de at adlyde Jehova mere end mennesker når der er nogen uoverensstemmelse mellem hans lov og de love der er udarbejdet af mennesker som ignorerer Gud. (Apostlenes Gerninger 5:29) Når nationerne plager og forfølger det folk Jehova har udtaget til at bære hans navn, opdager disse nationer at det er et vanskeligt problem de har med at gøre. Når de ved hjælp af deres politiske magt „skaber uret i lovens navn“ mod det folk der bærer navnet Jehova, opdager de at deres lovmæssige kneb ikke fører til det ønskede resultat, og Jehova gør kendt at han ikke har nogen pagt eller noget fællesskab med sådanne der skaber uret. (Salme 94:20; Zakarias 12:2-4) Ingen nation kan øve uretfærdighed mod Jehovas trofaste vidner uden at de til sidst må tage Jehova selv i betragtning.

33. Hvordan har Jehova renset medlemmerne af sin genrejste rest, endog for ’afgudsbillederne’, og hvilken slags hjerte har han givet dem?

³³ Ligesom det urene menstruationsblod vaskes bort med rent vand, har Jehova renset medlemmerne af sin genrejste rest for religiøs urenhed ved hjælp af sine rensende midler, som om han stænkede rent vand på dem. Eftersom han har renset dem for ’afgudsbillederne’ i den verdslige tingenes ordning, handler de helt i overensstemmelse med deres renselse når de nægter at tilbede eller forgude politiske, militære eller religiøse standspersoner eller at foretage tilbedende handlinger og indtage tilbedende stillinger over for billeder, statuer eller symboler! Han har fjernet enhver hårdhed fra deres hjerte og i stedet givet dem „et kødhjerte“ der ejer kærlighed og hengivenhed som kan tilskynde dem til at holde hans lovbud og følge hans vedtægter.

34. Hvad frembringer den „ny ånd“ han har givet dem, og i hvilken grad er han blevet deres Gud?

³⁴ Han har givet „en ny ånd“, sin egen ånd, i deres indre, sådan at de bærer hans ånds frugt, „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvbeherskelse, NW]“, egenskaber der ikke er nogen guddommelig lov imod. (Galaterne 5:22, 23) Som døbte disciple af Guds søn Jesus Kristus er de i sandhed blevet Jehovas folk, og han er blevet deres Gud som er genstand for deres absolutte hengivenhed. — Ezekiel 36:25-28.

35. På hvilken måde har Jehova lovet at velsigne medlemmerne af sit genrejste folk, og hvorfor ville deres følelser vise at han ikke gjorde dette for deres skyld?

³⁵ For at rette ethvert forkert indtryk som nationerne har fået af ham fordi han tugtede sit folk, har Jehova således velsignet sin genrejste rest i overmål siden 1919. Det har været fuldstændig som han profetisk lovede gennem sin profet Ezekiel: „Jeg frelser eder fra al eders urenhed; jeg kalder kornet frem og mangfoldiggør det og sender ikke mere hungersnød over eder. Jeg mangfoldiggør træernes frugter og markens afgrøde, for at I ikke mere skal tage en hungersnøds skændsel på eder blandt folkene. Da skal I ihukomme eders onde veje og eders gerninger, som ikke var gode, og ledes ved eder selv over eders misgerninger og vederstyggeligheder. Ikke for eders skyld griber jeg ind, lyder det fra den Herre [Jehova], det være eder kundgjort! Skam jer og blues over eders veje, Israels hus!“ — Ezekiel 36:29-32.

36. Hvordan ser de på deres tidligere gerninger mens de er genstand for en sådan ufortjent godhed, og hvad er de taknemmelige for at Gud kundgør dem?

³⁶ På grund af denne godhed Gud har vist medlemmerne af den salvede rest i det åndelige domæne de har fået tilbage, ledes de ved sig selv når de ser tilbage på det de var før og mindes de urette handlinger der ikke var til ære for Guds navn. Blot ved at tænke på deres tidligere misgerninger skammer de sig og føler sig ydmyget. Det fratager dem enhver lyst til endnu en gang gøre sig skyldige i åndelig og moralsk urenhed. I kraft af den virkning Jehovas ufortjente godhed har på dem i deres åndelige domæne, frelser Jehova dem således fra al deres urenhed. De erkender til fulde at det ikke var for deres skyld, fordi de engang havde gjort sig fortjent til det, at han billedlig talt kaldte det livgivende korn frem fra jorden og lod det bære så rigeligt at verdslige nationer ikke har nogen anledning til at håne dem grund af åndelig hungersnød. De er taknemmelige for at Gud kundgør dem at det er for hans hellige navns skyld han har gjort alt dette for dem. I al ydmyghed helliger de derfor Jehovas navn i deres liv.

„SOM EDENS HAVE“ MED EN BEFOLKNING

37, 38. Hvad er den genrejste rests åndelige domæne nu blevet, og hvordan forudsagde Jehova dette til Ezekiel?

³⁷ Fordi Jehova ynkedes over sit navn er den genrejste rests åndelige domæne blevet et åndeligt paradis. Dette indrømmes af iagttagere som har lagt mærke til forandringen. Det forholder sig nøjagtig som den Gud der respekterer sit navn har forudsagt med disse ord:

³⁸ „Så siger den Herre [Jehova]: Den dag jeg renser eder for alle eders misgerninger, lader jeg byerne bebos, og ruinerne skal genopbygges; det ødelagte land skal dyrkes, i stedet for at det har været en ødemark for alles øjne, som kom forbi. Da skal man sige: ’Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have, byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet.’ Og folkene, der er tilbage rundt om eder, skal kende, at jeg, [Jehova], har opbygget de nedrevne byer og tilplantet det ødelagte land; jeg, [Jehova], har talet, og jeg fuldbyrder det.“ — Ezekiel 36:33-36.

39. Hvad læser vi i Ezra 3:1, 2 om begyndelsen til denne profetis opfyldelse i fortiden?

³⁹ I Ezra 3:1, 2 læser vi hvordan denne strålende profeti begyndte at blive opfyldt i fortiden: „Da den syvende måned [tisjri] indtraf [i 537 f.v.t., ved slutningen af de halvfjerds år hvori landet lå øde] — israelitterne boede nu i deres byer — samledes folket fuldtalligt i Jerusalem; og Jesua, Jozadaks søn, og hans brødre præsterne og [statholderen] Zerubbabel, Sjealtiels søn, og hans brødre skred til at bygge Israels Guds alter for at ofre brændofre derpå som foreskrevet i den Guds mand Moses’ lov.“ De israelitter der dengang vendte tilbage fra Babylon udgjorde 42.360, hvortil kom 7337 trælle og trælkvinder samt 200 til 245 professionelle sangere og sangerinder. I alt drejede det sig om næsten 50.000 personer. — Ezra 2:64, 65; Nehemias 7:66, 67.

40. Hvad skete der i 1919 i forbindelse med Jehovas genrejste folk, svarende til jødernes første sammenkomst i Jerusalem efter deres hjemvendelse?

⁴⁰ Da otte bestyrelsesmedlemmer og fremtrædende medarbejdere fra Watch Tower Bible & Tract Society i marts 1919 blev løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta i staten Georgia, U.S.A., virkede dette som et tilsvarende symbol på de internationale bibelstudenters udfrielse fra babylonisk trældom og undertrykkelse. Måneden efter, søndag aften den 13. april, samledes mange tusind af disse indviede bibelstudenter taknemmeligt i deres menigheder rundt om i verden for at fejre Herrens nadver på årsdagen for Jesu indstiftelse af dette måltid til minde om sin død. Ifølge tidligt indkomne rapporter fra menigheder i otte byer i Europa og 164 byer i Nord- og Sydamerika hvor der var tredive eller flere til stede, var der i disse byer en samlet tilslutning på 17.961. Yderligere rapporter der indløb senere blev ikke offentliggjort. (Se The Watch Tower, 15. maj 1919, side 151.) Senere dette år, fra 1. til 8. september, holdt de internationale bibelstudenter deres første generalstævne efter krigen. Det var i Cedar Point, Ohio, U.S.A., og der var omkring 6000 bibelstudenter til stede. Det offentlige foredrag søndag den 7. september blev overværet af 7000.

41. Hvordan blev de symbolske ødelagte byer „befæstet“ og „beboet“?

⁴¹ Menighederne af de åndelige israelitters genrejste rest var som byerne i fortidens Israel. De blev især „befæstet“ ved at de blev bedre organiseret til aktivt at opfylde Jesu profeti i Mattæus 24:14, at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. De blev i højere grad befæstet da den centraliserede teokratiske styreform i 1938 blev indført for alle menigheder på hele jorden i stedet for det lokale styre i hver enkelt menighed. Antallet af disse befæstede menigheder og deres medlemmer eller beboere voksede.

42. Hvorfor var det tydeligvis Jehova der udvirkede dette, og hvordan blev arbejdet med at frembære Guds riges „frugter“ fremmet?

⁴² Det var tydeligvis Jehova selv der udvirkede dette, for kristenhedens og denne verdens nationer var imod det eller i hvert fald ikke imødekommende over for det. Det var ham der velsignede den genrejste rests åndelige domæne sådan at det blev meget frugtbart. For at fremme arbejdet med at frembære Guds riges „frugter“ på hele den beboede jord, opførte og udvidede Watch Tower Bible & Tract Society trykkerier mange steder verden med det for øje at fremstille bibelske skrifter i millioner af eksemplarer på mange sprog, sådan at den genrejste rest kunne give folk disse skrifter i hænde, enten vederlagsfrit eller mod et forbavsende ringe beløb. De frygtelige ødelæggelser der blev anrettet af den anden verdenskrig fra 1939 til 1945 bremsede ikke dette. — Mattæus 21:43.

43. På hvilken anden måde bar Jehovas folks menighed frugt, og hvad har ærlige iagttagere måttet udbryde om Jehovas vidners åndelige domæne?

⁴³ Ikke alene blev Rigets „frugter“ tilbudt i større omfang ved at Riget blev forkyndt i større og større målestok i hele verden, men menighedernes åndelighed voksede også. Dette er især sket efter den anden verdenskrig, til trods for at samfundsmoralen nu nedbrydes med forøget hast, både i og uden for kristenheden. I menighederne har ’Guds ånds frugt’ vist sig i overdådige mængder i form af „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvbeherskelse, NW]“. (Galaterne 5:22, 23) Dette har ikke alene tydeligt kunnet ses i Jehovas vidners lokale menigheder, men også når de samles mere offentligt, ved deres zonestævner, sektionsstævner, landsstævner og internationale stævner rundt om på jorden. Mens den religiøse tilstand inden for kristenheden ligger forsømt hen, har ærlige iagttagere af den åndelige velstand der hersker inden for Jehovas vidners åndelige domæne måttet udbryde: „Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have.“ (Ezekiel 36:35) Hvem skyldes dette?

44. Hvem har sørget for at det åndelige domæne er blevet forandret på denne måde, og hvem bør lægge mærke til dette?

⁴⁴ Den virkelige ære for dette tilkommer ikke den salvede rest og ’den store skare’ af Kristi „andre får“, men Jehova. For længe siden omtalte han profetisk at det ville ske. I vor tid har han fuldbyrdet det. For sit bagtalte navns skyld har han omdannet sin salvede rests åndelige domæne der engang lå øde, til et åndeligt paradis, en „Edens have“, der, i lighed med den oprindelige Edens have på Adams tid, er Jehovas plantning. (1 Mosebog 2:7-9) Dette er noget verdens nationer bør lægge mærke til.

45. Hvad lovede Jehova gennem Ezekiel at gøre for Judas ubeboede byer, og hvad skulle de landflygtige israelitter dengang gøre i denne forbindelse?

⁴⁵ Dengang profeten Ezekiel levede som landflygtig i Babylon var indførelsen af disse paradisiske tilstande i det ødelagte hjemland noget som israelitterne stadig måtte søge eller anmode om, for der lå endnu årtiers landflygtighed foran dem i Babylon. Det var dette forhold Gud kommenterede over for sin profet Ezekiel da han sagde: „Så siger den Herre [Jehova]: Også dette vil jeg gøre for Israels hus på deres bøn [dette vil jeg endnu lade Israels hus søge mig om, at jeg skal gøre det for dem, NW]: jeg vil gøre dem mangfoldige som en hjord af mennesker; som en hjord af offerdyr [hellige, NW], som Jerusalems fårehjorde på dets højtider skal de omstyrtede byer blive fulde af menneskehjorde; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 36:37, 38.

46. Med hensyn til profetien om at byerne i Judas land atter skulle bebos, hvilken situation befinder den salvede rest sig da i nu, i modsætning til den situation de landflygtige jøder befandt sig i?

⁴⁶ Dér tilbage for over to tusind fem hundrede år siden måtte de landflygtige jøder der angrede og ønskede at Jehovas nådige løfter skulle opfyldes, især for at hans hellige navn kunne blive helliget og ophøjet, søge Jehova om at lade dem komme tilbage og atter bosætte sig i Judas ødelagte byer. Nogle af disse landflygtige jøder overlevede og vendte tilbage til deres hjemland, hvor de erfarede opfyldelsen af Jehovas løfte om at lade dem bo i deres elskede land igen. (Ezra 3:12) I vor tid er der nu gået flere årtier siden udfrielsens år, 1919. Den salvede rest behøver ikke længere at anmode Jehova om at befolke „Guds Israels“ åndelige domæne med hellige personer igen. Dette er nu sket, selv om vi endnu ikke har set afslutningen på profetiens opfyldelse. — Galaterne 6:16.

47. Hvordan er antallet af Jehovas vidners menigheder vokset, og hvordan er det tydeligt at Jehova har ’gjort det bedre’ for det åndelige domæne end i dets oprindelige tilstand?

⁴⁷ På de seks store kontinenter nord for det antarktiske område og på øerne i de syv have er antallet af Jehovas kristne vidners menigheder vokset, idet mange har ønsket at nyde godt af det kristne „Guds Israels“ åndelige domæne, dets åndelige paradis. Jehova har ’gjort det bedre’ for sine kristne vidners åndelige domæne end i dets oprindelige tilstand ved at fylde det med store „menneskehjorde“. (Ezekiel 36:11) Ligesom Israels tolv stammer drog op til Jerusalem og dens tempel ved årets tre højtider (påsken, pinsen og løvhyttefesten), nyder Jehovas kristne vidner at komme sammen, ikke blot i deres lokale rigssale, men også i forbløffende antal til deres zonestævner, sektionsstævner, landsstævner og internationale stævner der afholdes regelmæssigt.

48. Hvordan er sektionsstævnerne ’Mennesker der har Guds velbehag’, der blev afholdt fra juni til december 1970, et eksempel på dette?

⁴⁸ For eksempel oversteg tilhørertallet alle forventninger under de sektionsstævner der blev afholdt i 1970 under temaet ’Mennesker der har Guds velbehag’. Det offentlige foredrag under disse sektionsstævner der blev holdt på alle seks kontinenter, var i de fleste tilfælde bygget over emnet „Menneskeheden reddes — på Guds riges måde“.c Fra juni til december blev det hørt af over en million.

49. Hvilken vej til frelse, der blev fremholdt af Peter på Pinsedagen, tror Jehovas vidner stadig på?

⁴⁹ På pinsedagen i år 33, dengang den kristne menighed blev oprettet, sagde apostelen Peter til en forsamling jøder der var interesseret i evig frelse: „Enhver, som påkalder Herrens [Jehovas, NW] navn, skal frelses.“ (Apostlenes Gerninger 2:21; citeret fra Joel 3:5) I dag tror Jehovas kristne vidner stadig på denne uforanderlige vej til frelse.

50. Hvordan bliver Guds navn gjort kendt af det voksende antal af Jehovas kristne vidner, og hvad kan der siges om de mennesker der søger det livgivende samfund med dem?

⁵⁰ Af denne grund nøjes de ikke med at komme sammen, men gør også Jehovas navn kendt og fortæller at han er det guddommelige Ophav til frelse gennem sin søn Jesus Kristus. (Romerne 10:10-14) Blot fordi Guds indviede folk kommer sammen lærer folk jo ikke at ’han er Jehova’. Men fordi det voksende antal Jehovas kristne vidner forkynder hans navn overalt som det eneste navn man kan påkalde for at opnå frelse gennem Jesus Kristus, søger flere og flere mennesker det livgivende samfund med disse vidner. Hvor mange overværede i hele verden den årlige fejring af Herrens nadver den 22. marts 1970? Den samlede rapport viser at der i alt var 3.226.168. (Side 139 i Vagttårnet, 15. marts 1971) Nadveren blev holdt i over 26.000 menigheder af Jehovas vidner.

51. Hvad fremgår tydeligt vedrørende Jehovas erklærede hensigt når man sammenligner antallet af forkyndere med antallet af dem der overværede Herrens nadver? Forklar.

⁵¹ Mens man dette år mindedes at Herren Jesus Kristus, „Guds lam, som borttager verdens synd“, havde givet sit liv som et offer, var der blot et gennemsnit på 1.384.782 vidner for Jehova der regelmæssigt forkyndte den gode nyhed om Jehovas messianske rige i over to hundrede lande og områder. Forskellen mellem dette antal aktive forkyndere og det antal der overværede Herrens nadver viser tydeligt at næsten to millioner mennesker da erfarede hvad den der har udvirket alle disse storslåede ting forudsagde med disse ord: „De skal kende, at jeg er [Jehova].“ (Ezekiel 36:38) Det er uimodsigeligt at denne Gud, Jehova, har omdannet det engang øde åndelige domæne der tilhører hans salvede vidner, den nuværende rest af åndelige israelitter, til en åndelig „Edens have“, og han har gjort det for sit eget værdige navns skyld. — Ezekiel 36:22.

[Fodnoter]

[Grafisk fremstilling på side 269]

Fremgang i antallet af forkyndere af Guds navn

(Hver person står for 100.000 forkyndere)

ÅR

1939 61.589

1942 106.000

1945 127.478

1948 230.532

1951 384.694

1954 525.924

1957 653.273

1960 851.378

1963 956.648

1966 1.058.675

1969 1.256.784

1971 1.502.180 (feb.)